Og endelig kunne Aethelwulff ånde lettet op. Det havde været nogle heftige år og det havde taget sin told på den enorme kaptajn. Rander under øjnene, et smil der var mere træt end livligt og en temperamentslunte der var blevet meget kortere end den havde været. Kaptajnen kunne nu se til som Dianthos så småt begyndte at komme til sig selv igen. Hvordan hans byvagter stadig stod stærkt i træningsområdet, hvor han stod lænet op af muren ind til sit kontor  og observerede både gamle som ny. En mand under træning var dog kommet hen for at afbryde ham i hans dybe koncentration og han var tæt på at tale højt da manden blot lavede en gestus mod en lille bitte alf. "Alfen her sagde, at han ville tale med Dem, Sir Kaptajn," den unge mand trådte lidt til siden så alfen og kaptajnen kunne få lidt ro. Aethelwulff satte sig på hug foran alfen for ikke at virke alt for skræmmende, hvorefter han kiggede afventende på den ekstremt lille mand. For lille var han i hvert fald!

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" hilste han venligt. Men træt. Alfen smilede bredt, næsten djævelsk og rakte kaptajnen en lille krystal. Uden et ord, fes den lille alf ellers af sted væk i en fart Aethelwulff ikke havde regnet med at alfens bitte små alfeben tillod det. Alfen var nok bare en lurendrejer der nu var på vej tilbage til Alfeland. Ingen fare sket.
Indtil Aethelwulff bemærkede det. Tøjet der ikke var nær så stramt længere, hvordan han ikke følte sig nær så høj. En vægt forsvundet mellem benene og en ny vægt opdaget ved brystet. 

Måbende stirrede kaptajnen ned ad sig selv, som hans krop skiftede form for øjnene af ham. Hvordan hans arme mistede størrelsen, men ikke rigtig muskelmassen, hvordan hornene blev mindre. NEJ, IKKE HORNENE!
Han skævede op mod den nye byvagt der havde bragt alfen ind og opdagede hvordan vagten først så ud til at grine, hvorefter han stivnede i en rædselslagen grimasse. HAH! Opdaget! "Synes du det her er sjovt?!" Aethelwulff stormede frem mod vagten og skyndte sig at tage fat i sin buksekant, snørrende bukserne ind for at undgå at de skulle falde af. Byvagten stammede og blev tomatrød i ansigtet. "Nej?! NEJ? Det synes jeg HELLER IKKE! Så hvad med om du får din pulverhvide bette røv i omdrejninger og finder den forpuklede lille pis-alf! AFSTED MED DIG, LILLE MAND!" hans stemme var en lysere tone, men hendes ord kom stadig ud som et tordnende brøl. Og af sted løb den lille mand. Mens kiggede alle de andre byvagter måbende på deres nu kvindelige kaptajn. "HVAD?!" hendes lynende øjne satte gang i alle mand. Tilbage til træningen, tydeligvis.

Senere samme dag sad Aethelwulff i sin stol efter at have skiftet tøj, der passede hende bedre. Hun kiggede forunderligt ned på sin nu lidt større barm før hun smilede skævt. Det var virkelig mærkeligt det her. Men efter det første chok havde hun overraskende nok ikke ret meget imod det. Og sådan havde mange af byvagterne det også, når de kom til at glo lidt for længe, både bange og fascinerede over halvtrolden, der nu var en ret så stor kvinde. "Bah! Måske... Er det vel ikke så skidt alligevel..." mumlede kaptajnen for sig selv, før hun vredt stak en kniv ned i sit bord. "Men jeg skal stadig ha' fat i den skide lorte-alf!" uden for kontoret kunne kaptajnen høre et lille hvin fra én af mændene og hun kunne ikke lade være med at grine lavt over det. Hverdagen skulle skam nok komme tilbage igen engang.