Sommersolen var for længst bevæget sig ned over landskabet, månen var så småt begynde at finde vej igennem skyerne. Der var længe til den næste fuldmåne, så James kunne da tage det nogen lunde roligt på det område. Efter at have haft et skænderi med Marad havde han forladt ham i høj fart. Aldrig var han blevet løjet for før, og slet ikke af en han faktisk godt kunne lide. Aldrig i sit liv havde han haft tanken om at nogen skulle forhindre ham i at blive rask. Men jo det var der, denne varulve forbandelse han havde fået raget til sig takket være Miranda kunne ikke kurrers. Det hele havde været en løjn som Marad havde sat op. Ikke nok med at han havde udført nogle eksperimenter på ham, hvilket havde været ret alvorligt da han var blevet dødelig syg. Men faktisk havde Marad også været iskold da han fortalte løjnen han havde dækket over.

Som James vandrede igennem landskabet anede han ikke længere hvor han var. Sidst han kiggede op havde han været i Tusmørkely, så mun ikke han stadig var lige der omkring? Han stoppede op midt på landevejen og kiggede rundt. Der var skov på begge sider af ham, dog kom der lidt lys fra månen når en sky valgte at passere. Det var ikke ret meget lys men det gjorde det da nemmere for ham at se hvor han gik. Normalt ville han bruge sin audiokinise til at guide sig, men nej den havde ikke været brugt længe. Alt havde været lige meget det sidste lange stykke tid. Om han så blev overfaldet så gjorde det ikke sagen meget bedre. Nej han kunne lige så godt bare lade verden gå i sin gang. Han havde ondt i hjertet, ikke af smerte, men af en sorg. Han havde aldrig i sit liv overvejet hvordan denne smerte skulle have lov til at fylde. Men igen han havde heller ikke tænkt over at skulle være tæt på nogen som helst.
Som han stod der midt på vejen anede han ikke hvor han skulle gå hen, han ville gerne gå tilbage til Marad, men han kunne ikke. Tænk hvis han løj igen, hvad skulle han så gøre? Længe stod han og overvejede om han skulle gå mod Medanien men alligevel tvang hjerte ham om at lade vær. I stedet for at gå tilbage bevægede han sig fremad. Igennem den mørke sti lagde han ikke mærke til om der var nogen eller om der kom nogen bagfra. Han havde armene over kors for at give sig selv et kram, men lige lidt hjælp det.

Det havde været en basard oplevelse for Deavás at bevæge sig ud af Tusmørkely, mest fordi han var faldet over en velkendt skikkelse og faktisk havde gjort en ende på hendes liv. At hun så var vendt tilbage som engel, generede ham stadig, som han ikke var hel sikker på, hvordan det skulle håndteres. Egentlig var han endnu irriteret på det faktum at hun havde bidt og spist af ham, men udfra sin bedømmelse af situationen, så var hun ikke længere i stand til at huske sin fortid. Altså havde hun ingen ide om hvad der var foregået imellem dem op til hendes død. Ikke at han havde i sinde at fortælle hende det, nej, han ville langt hellere udnytte hende og situationen. Måske først havde han den næste aftale at se til, så Deavás var på vej videre. At rejse i mørket var bedst for ham, da han på den måde ville kunne undgå nysgerrige blikke og ikke mindst skikkelser, som efterhånden kendte ham på både navn og udseende. Det var bedst ikke at blive genkendt, særligt når der var så meget under opsejling i den mørke hær, så var det bedst at være usynlig på sidelinjen. Ikke at Deavás nogensinde ville sige nej til lidt indflydelse, men det skulle helst komme fra skyggerne.

En skikkelse dukkede op ikke langt fra ham. Deavás blev en anelse mistænkelig, eftersom at skikkelsen var stoppet midt på stien. Der kunne være tale om et muligt overfald eller et svindelnummer, så Deavás tog ikke mange chancer. Særligt ikke når natten var så mørk, som denne aften. Med sit sædvanlige outfit var Deavás ikke tydelig at få øje på, heller ikke i det svage lys fra månen. Han trak frakken mere rundt om kroppen for at skjule den hvide skjorte, der egentlig var blevet en anelse blodig, omkring kraven og ærmerne. Men så længe frakken var lukket, så ville det ikke være muligt at få øje på. Skikkelsen begyndte at gå igen. De var tydeligvis på vej i samme retning, som Deavás dog forsøgte at få en ide omkring hvem det kunne være. For hvem ville bevæge sig ud på dette tidspunkt? Selvfølgelig ham selv, men skikkelsen virkede langt yngre og måske en anelse ustabil, som om der var noget på færde. "Hey!" råbte han, mest af alt for at få skikkelsen til at vende sig om, så han forhåbentlig kunne genkende ham og måske placere ham i systemet.. Knægten kunne være af betydning, men samtidig kunne han også være en gadedreng, der ikke var værd at spilde tiden på.. medmindre man skulle have det sjovt efter den lange nat med Hauru..

Selvom han langt fra hørte efter hvad der forgik omkring ham, så kunne han da stadig mærke vinden, en ugle tude og små ting pusle om sig i krattene. Dog var det kun lige i nærheden af ham han kunne høre hvad der skete. Hans audiokinise der normalt sad i ørerene var for længst fjernet. Hvorfor prøve at forhindre noget, når man faktisk var lige glad med hvad der skete? En stemme lød faktisk en ret høj stemme, og helt automatisk stoppede han op for at kigge rundt. Helt automatisk søgte hans øjne efter noget der ikke kunne ses, men som kun han kunne se en ånd eller et spøgelse om man ville. Dog kunne han ikke se noget som helst. Han drejede rundt om sig selv et par gange for at være sikker på der ikke var nogen. Men han kunne intet se. "Det var bare stemmer... Fedt jeg er begyndt at høre stemmer...." mumlede han for sig selv og begyndte at trave videre. Dog slæbte han fødderne efter sig. Der var intet han skulle nå, og han anede ikke engang hvor han skulle gå hen. Så hvorfor skynder sig afsted?

En ugle dykkede ned fra højre og ind i et krat til venstre for at fange en mus dette fik James til at stoppe hurtigt op og vende sig lidt for hurtigt. Det resulterede i at hans knæ gik ud af led og han sank sammen på gruset. Der kom ikke engang et skrig fra ham som der normalt ville have gjort. Nej han var helt lige glad, lige glad med det hele. Han opgav alt hvad der skete med ham og hans led. Hans knæ lå ude på siden af knæet og han skulle bare have sat det på plads. Det var et smerte helved i forvejen.
Månen tittede endnu engang frem, og det røde hår blev oplyst af månens lys. Endelig kunne man se hele hans skikkelse om end det bare var lidt. Med forsigtighed rettede han blikket op imod månen og ned på sit knæ. Han måtte vel hellere til det. Han tog fat rundt om knæet og lavede et hurtigt ryk med hånden og satte det på plads. Smerten var ulidelig men i stedet for at sige noget bed han sig hårdt i læben. Det ville hæve op det var der ingen tvivl om, men det var bare ærgerligt. Han havde levede med disse led i 35 år og det havde ikke ændret sig på noget tidspunkt.

Uanset om skikkelsen havde hørt om eller ej, så havde Deavás allerede sat kursen imod ham. Han var ikke interesseret i at blive fanget af en vagt eller lignende, men udfra hvordan skikkelsen bevægede sig på, så virkede han ikke som en trussel. Hvilket var grunden til at Deavás ikke gjorde meget for at skjule sin tilstedeværelse. Det klarede månen og den mørke nat for ham. Alligevel håbede han på at få et glimt af personen, før at han for alvor ville henvende sig og muligvis tage oprigtig kontakt. Der kunne være tale om et nyttigt møde eller et ubrugeligt møde og han havde allerede spildt tid nok på Hauru, så han skulle nødigt spilde mere.. Men det kunne jo være en gevinst for ham senere. Det var i hvert fald værd at undersøge. Til sin store irritation lyttede skikkelsen ikke godt efter, men fik heller ikke øje på ham, da han først vendte sig rundt og lignede en der ledte efter noget, men så ikke.. Det var en underlig fornemmelse. Som dog blev bekræftet af drengens ord. Han var tydeligvis ikke mentalt rask, hvis han konkluderede at der var tale om stemmer og ikke en anden persons tilstedeværelse. Deavás måtte tættere på og valgte at gå langs kanten af stien. Måske mere i græsset end på selve stien.

Et knæk fik Deavás til at vende blikket imod skikkelsen, der nu var faldet sammen på stien. Hurtigt kiggede han sig omkring, men der var ingen på flugt og ingen lyde, som kunne antyde, at han var blevet angrebet. Så det måtte være noget han selv havde gjort eller forvoldt. Han kunne også sagtens være falddet? Deavás blev stående lidt på afstand, som han betragtede skikkelsen og mente at kunne genkende ham fra de gange han var stødt på Marad i sine undersøgelser. Aldrig var han stødt på en rytter selv, men denne skikkelse skulle eftersigne have en forbindelse til én. Måske han skulle gribe chancen og tvinge ham til at vise ham vejen? Knægten fik imponerende nok sat sit knæ på plads og kom på benene igen. Det var der at Deavás greb ind, som han dukkede op bagved ham, placerede en hånd imod hans mund og trak ham væk fra stien. "Ikke én lyd" beordrede han imellem tænderne, som han trak ham hen i ly af et større træ. På den måde ville de ikke kunne ses fra stien. "Tager jeg meget fejl, hvis jeg siger du kan føre mig til en rytter?" spurgte han direkte, som han bestemt ikke skjulte sine intentioner, men stadig holdt ham fast i armene. Det ville være virkelig dumt at forsøge at flygte, for Deavás var bestemt ikke i humør til en jagt. Den fysiske forbindelse var allerede blevet oprettet det sekund Deavás havde rørte hans mund med sin hånd. Så han ville ikke kunne gemme sig. Medmindre han kunne komme hurtigt udenfor hans rækkevidde. Og det tvivlede han i hvert fald på.

Godt nok var det ikke stemmer som James kunne høre, men hvad vidste han? Egentlig rørte det ham heller ikke, han var lige glad. Han havde ikke været så lige glad med noget længe. Han havde ikke engang formået at blive et sted i længere tid. Ikke engang sammen med Miranda, ikke sammen med Mira, og ikke sammen med Jocelyn. Marad havde været en idiot, og hvorfor skulle man blive i nærheden af en idiot? I hans optik var Marad en opblæst nar der slet ikke fortjente James. Aldrig i sit liv skulle man tro at han ville blive løjet for, og aldrig i sit liv havde han overvejet at nogen faktisk kunne finde på det. Han havde altid været så oprigtig i alt han fortog sig, så det var kommet som en overraskelse at nogen rent faktisk løj. Sådan nogle mennesker var slet ikke værd at samle på.

Selvom det var mørkt og man næsten ikke kunne se noget foran sig, kom det som et chok for ham at nogen tog fat rundt om munden på ham. Han kunne skrige men han gjorde det ikke. Han kunne gøre så meget med sin stemme, men til hvad formål skulle det være? Det kunne jo være lige meget det hele. Som han blev slæbt væk fra stien og under et træ gjorde han ikke modstand. Han kunne ikke fordrage vold, og ej kunne han klare at kaste sig ud i en kamp. Så hvad var formålet med dette? Han lyttede til hvad personen sagde og overvejede om han skulle svare. Han kunne sig sandheden eller han kunne lyve. Men dog var der ingen grund til at lyve, det lå heller ikke til ham at lyve, så hvad ville denne person egentlig med en rytter? Selvom manden stadig havde hånden for hans mund tog han hånden op for at fjerne den. Han skulle jo svare ellers ville der ikke komme noget svar hvis hånden blev ved med at være over hans mund.
"Jeg kan ja, men ikke at jeg har tænkt mig det." han havde stadig følelser for Marad, om end Marad havde været en idiot. Følelser var vel ikke sådan lige at komme over. Hvorfor skulle han føre nogen hen til Marad, det ville bare betyde at han selv skulle til Medanien igen, og det havde han ikke tænkt sig lige foreløbig. Han ville gerne væk fra Medanien, og det havde han været i et stykke tid. Der var intet at vende tilbage til, ingen der fortjente ham. Så han kunne lige så godt blive væk der fra.

Hvad end der foregik i knægtens hovede, så var Deavás ikke interesseret, det eneste han så lige nu, var muligheden for at komme i kontakt med en rytter. Hvad enten det ville gavne Verbatims sag eller ej, så måtte rytterne have nogle informationer, som kunne bruges til at forklare, hvad der foregik. Deres kræfter skulle eftersigne også være yderst interessant og han ville helst gerne undgå at blive fanget på fersk gerning, så hvis James ville være i stand til at fortælle ham alt omkring denne ene rytter, så ville han være et skridt tættere på at kunne tage den endelige kontakt. Det ville altså kun være et spørgsmål om tid. Der var ingen grund til at sidde tilbagelænet og vente på svar, når man sagtens kunne finde dem selv og James her ville gøre det muligt for ham at komme hurtigere frem til en konklusion. At han også havde forbindelse til en Jocelyn.. ville muligvis ikke gavne hans sag, hvis han nogensinde nævnte hendes navn. Det var måske længe siden, men Deavás var endnu ikke begejstret for det pigebarn. Fortryllet af Agarés og som senere havde vendt sig imod ham, hans barndomsven. Verden var altså et meget lille sted.

Det gik stærkt fra Deavás havde taget beslutningen om at gribe fat i ham og til de begge befandt sig under et større træ et stykke fra stien. Der var ingen grund til at risikere at nogen skulle komme forbi og se hvad der foregik. Drengen var tydeligvis ikke i stand til at kæmpe imod eller også havde han ikke lyst til det. Så egentlig var det nemt for Deavás at slæbe afsted med ham. Han overvejede endda at slæbe ham med tilbage til én af de hytter han havde passeret tidligere, men hvis drengen fortalte ham alt uden problemer, så ville der næppe være nogen grund til det. Alligevel fjernede han hånden, som drengen lagde op til at ville besvare hans spørgsmål. Deavás blik blev en anelse mere alvorligt, som James nægtede.. "Du får intet valg" lød det bestemt, som han greb fat i hans tøj og løftede ham imod træet. Han havde bevidst valgt at skubbe ham imod en mindre gren for at lade den bore sig ind imod hans rygrad. "Men vi kan starte med at du fortæller mig alt om denne rytter" lød det lettere opmuntrerende. Han kunne ikke bare opsøge rytteren uden at vide alt om ham eller hende først.

Nok havde James ingen ide om hvad der forgik omkring ham, eller at der skulle ske noget voldsomt. Han havde ingen ide om hvorfor det netop lige var ham der var taget fat i. Han vidste ikke engang hvad der skulle ske lige nu. Som han mere eller mindre blev skubbet op af træet og et par grene blev boret sig ind i hans rygrad bed han sig i læben. Han var fanget, han kunne ikke løbe nogle steder hen. Han kunne selvfølgelig bruge sin audiokinise, men han havde ikke brugt den længe, og det havde været som om den havde svigtet ham.
Stemmen foran ham lød ikke bekendt, ej kunne han heller ikke se hele omridset omkring personen, men han kunne da høre at det var en mand. Hvad ville denne mand dog også gøre ved ham. Han ville have informationer, informationer han kunne give men han ikke ville dele ud af. Hvis denne mand ville have fat i Marad måtte han gøre det selv. Han ville ikke ødelægge Marad's liv som Marad havde ødelagt hans. "Jeg har et valg og jeg har min frihed..." han var sikker i sin stemme. Men han ville ikke sige noget omkring Marad. Han havde ikke engang set Marad i et stykke tid, så hvad skulle han kunne fortælle denne person?
"Jeg har intet at fortælle om Marad, du må finde dine informationer et andet sted." han drejede hovedet for at kigge væk. Han havde ikke tænkt sig at fortælle noget som helst. Hans mund var lukket med syv sejl. "Har du tænkt dig at slippe mig eller hvad?" han vendte hovedet tilbage imod personen foran ham.
Marad... Han savnede Marad, men han kunne ikke vende tilbage til ham. Han kunne ikke Marad havde ødelagt ham ved at lyve. Aldrig havde nogen løjet for ham før, og det gjorde ondt at tænke på. Alligevel vendte Marad hele tiden tilbage i hovedet på ham. Det var som om det hele kørte i ring, og han kunne ikke komme væk fra det.

Knægten lod ikke til at ændre mening, men det var ikke ensbetydende med at Deavás ville lade ham gå. Han kunne spilde nok så mange kræfter på at overbevise ham om, at han ikke ville sige noget, men han havde endnu ikke set hvad Deavás var i stand til. Mørket gjorde det også svært for James at se det blod, der allerede var at finde på hans tøj. Så med mindre han kunne lugte blodet, så ville han nok ikke vide, hvad der ventede ham, før det var for sent. "I dit tilfælde er frihed en illusion" Knægten var tydeligvis ude, hvor han ikke kunne bunde, uanset hvordan han vendte og drejede det.
Et grin forlod hans læber, som knægten endte med at fortælle ham noget uden rigtig at tænke over det. Deavás var endnu ikke begyndt at tvinge det ud af ham for alvor, men nu havde han da et navn at gå efter.. "Marad.." gentog han med et køligt smil, som han lod James kigge væk. Navnet ville være en hjalp, men der var lang vej igen før at han ville kunne møde denne Marad. Og eftersom at James ikke var villig til at hjælpe ham på vej, så måtte han jo tvinge det ud af ham. "Hør her.. Du er slet ikke i en position, hvor du kan snakke til mig på den måde.." snerrede ham en anelse frustreret, som han flyttede let på hånden, som armen blev placeret over hans hals, imens at han pressede ham imod træet. "Jeg har brug for flere informationer, før jeg kan lade dig gå og selv der er det ikke sikkert, du kan gå" truede han irriteret. Hvad fik ham til at tro, at han bare ville lade ham gå? Havde drengen fået et indtryk af, at han stod overfor en venlig sjæl, der ville spørge pænt og hvis han fik nej, så ville han bare lade ham gå sin vej igen. Måske der var noget galt med ham for enhver anden person ville have været i stand til at fornemme den fare, der var på vej imod ham. Var han blind overfor sine omgivelser?

En illusion? Dette her var ikke en illusion det var ganske simpelt. Han havde formået at fange en mand der allerede var ødelagt. Han ville ikke kunne få noget ud af James som ville gavne ham, desuden var han stadig fri, godt nok stod der en mand og holdte ham op imod et træ, men han kunne stadig gøre modstand, hvis hans audiokinise ville arbejde med ham. "Dette er ikke en spøg, frihed er noget man selv vælger, og jeg er stadig fri..." han var ikke så sikker i stemmen som han kunne have været. Der var måske anelse afmagt at spore i stemmen på ham.
Som manden foran ham nævnte Marad's navn stak det i hjertet på James. Han savnede Marad, men han kunne ikke vende tilbage til Medanien. Der var for lang vej, og han ville ikke se på Marad igen. Det var et overstået kapitel, det var en verden der ikke ville komme noget godt ud af i længden. Alligevel tænkte han lidt på hvad Marad egentlig gik og fortog sig lige nu. Det stak i hjertet på ham at tænke på Marad, det gjorde ondt, men det ville ikke være godt for nogen hvis han vendte tilbage.

Det var anden gang han havde fået af vide at han ikke var i en position til at snakke sådan til folk. Første gang havde været med Valtor, og det var ikke lige frem gået særlig godt. Han var blevet udnyttet på det groveste, og han havde ikke behov for at skulle gennemleve det igen. Dog havde han stadig sin stædighed, han ville ikke fortælle noget som helst hvis det ikke kom ham til gode. Han ville jo ikke gøre Marad ondt, selvom Marad havde gjort ham ondt. Det lå bare ikke til ham på  den måde. "Jeg snakker som jeg vil, så hvad har du tænkt dig. Bare..." han stoppede sin tale da en hånd blev holdt omkring hans hals. Han blev presset hårdere mod træet og grenene i rygraden begyndt at knække af presset. Dog udviste han ikke tegn på smerte. Han havde oplevet det der var værre. "Jeg fortælle intet til dig. Der er ingen grund til at du skal vide noget om Marad, eller hvad han går og laver." ikke at han overhovedet kunne svare på det spørgsmål. Marad havde været så forsigtig med hvad han gik og lavede, og der var da steder som James ikke engang havde fået lov til at gå hen i huset. Så måske ville det ikke engang være nok med det han kunne fortælle personen foran ham.

//Da James dør lige om lidt lukker jeg emnet//