Det var efterhånden alment kendt, at det ikke var alle, der var lige store tilhængere af Mørkets hær i Kzar Mora. Mange dæmoner var i al fald godt trætte af at have dem hængende, og derfor holdt de nu fæstningen i et jerngreb med deres nye dragefødte. Kampene var hårde og nærmest uendelige, og mange havde fået nok, hvilket fik dem til at desertere.

Mange ville nok tro, at Lykke var splittet, fordi det var dæmoner, der angreb Mørkets hær, men det modsatte var faktisk tilfældet. Det var ikke uvant for hende at bekrige andre dæmoner; det havde hun brugt 2000 år af sit liv på at gøre, da hun var indespærret her. Disse handlinger mod Mørket, havde kun fået hende til at ønske at vise, at Mørket stadig var stærkt og ikke bare sådan ville knække. Det havde også medført, at hun havde flere drab af både dragefødte og dæmoner på samvittigheden over de seneste par dage.

Nu havde ordren så lydt, at hun skulle ud og hente desertører ind igen sammen med Damien. Det generede hende absolut ikke, for han var en ganske stærk dæmon, der, gang på gang, havde vist sit værd. Hun var derfor fløjet ud til kanten af væggene, der holdt fjenderne ude for at vente på Damien. Kampen for at komme igennem på den anden side ville blive hård.

De sidste par dage havde været en kamp om liv og død, men det var intet nyt for ridderne på Kzar Dûn, men de dragefødte havde uden tvivl været med til at gøre kampen spændende, samt de mange dæmoner der havde stukket halen mellem benene fordi kampene havde været uendelige. Ganske vidst havde det været den almene dæmon bestand i Kzar Mora, der havde angrebet fæstningen, men derfor var der mange af ridderne der ikke havde stået tilbage for at nedslagte deres egen art.

Mange dæmoner havde blevet nedslagtet, dragefødte ligeså og stedet lignede en massegrav efterhånden, hvilket sikkert pyntede i det ellers døde landskab. En dyb brummen kom fra dyret der nærmest kom væltende igennem en mængde dæmoner og op til en åbning, hvor han vidste den anden dæmon ville vente på ham. Endnu en brummen kom fra ham inden han nåede op til dæmonen. Ikke et ord sagde han, han bukkede blot hovedet som en hilsen, for han vidste at ord ikke var nødvendige overfor Lykke. De forstod hinanden og med en knurren hævede han sværdet, klar for at hakke sig igennem den mindre væg af dæmoner og dragefødte.

Lykke sendte blot Damien et smil, som han bukkede for hende og løftede sværdet. Selv lod hun huden skifte fra den sædvanlige blege til den kulsorte, let skinnende, skællede hud, hun var kendt for. Så spredte hun de store vinger og lettede fra jorden. Hun var dog ikke i luften længe, for næsten med det samme dykkede hun ned, så hun fløj tæt på jorden og ryddede en linje af fjender, så Damien måske ville have en anelse nemmere ved at komme igennem. Deres primære job var trods alt ikke at slagte hæren her, så det handlede om at komme igennem så hurtigt som muligt. For Lykke var det ikke det store problem, fordi hun kunne flyve, men Damien ville være nødsaget til at slås sig vej igennem, og hvis hun kunne hjælpe bare en anelse med det, havde hun tænkt sig at gøre det.

Pilene der fulgte efter hende i kølvandet på hendes angreb prellede af på den stålagtige hud. Der skulle kraftigere angreb til at skade hende, så med et smil dykkede hun igen og sendte en ny skare af dæmoner og dragefødte flyvende til hver side. Sadisten i hende vældede op, og hun mærkede nydelsen fra hvert eneste drab, samt varmen der flød gennem hende.

Damien bemærkede svagt ud af øjenkrogen at Lykke’s hud skiftede til de sorte skæl, hvilket var et tegn på at denne kamp kom til at være absurd spændende. Han kunne nærmest mærke da hun lettede fra jorden, men kun i et kort øjeblik, inden hun kom svævende tæt på jorden og fik en linje af dæmoner fejet af banen, hvilket bestemt gjorde det nemmere for Damien at komme frem. Opgaven var at komme frem til en lokation, ikke at dræbe den evige horde af dæmoner og dragefødte, der bestemt ikke havde tænkt sig at lade dem komme frem så let. Lykke havde nemt ved det, for hun kunne flyve, der var Damien i lidt problemer, eftersom han ingen vinger havde, hvilket betød han skulle svinge sværdet, få hoveder til at falde, hvilket heller ikke gjorde ham noget, men han havde ikke energi til at blive ved i uendeligheder, så Lykke var bestemt en stor hjælp, trods han måske ikke ville indrømme det.

I Damien’s ene hånd begyndte en sort ild at danne sig og han ventede til en dæmon var kommet tilstrækkeligt tæt på. Ilden greb fat i den anden dæmons klæder og satte ham i flammer, hvilket fik et dystert smil frem på Damien’s læber inden han sparkede til dæmonen som faldt indt i en mindre flok, der også blev antændt. Lykke fik taget endnu en flok dæmoner og dragefødte, så Damien satte i løb og kom tættere på det mål de havde.

Lykke spottede den sorte ild ud ad øjenkrogen, men det fik blot et svagt smil til at træde frem på de blege læber. Hun var slet ikke i tvivl om, at Damien kunne klare sig selv, men de var trods alt sat på opgaven sammen, så hun ønskede ikke ligefrem at byde ham bare at stikke af. Sådan var hun ikke, og nok havde hun sit at sige om andre racer, men selv hvis han ikke havde været dæmon, havde hun ikke bare ladet ham i stikken. En ordre var en ordre, og ingen blev efterladt. Selv hvis det havde været Eretreya eller Yotul, der blev sendt med hende. Hun var dog også ret sikker på, at Damien aldrig ville tilgive hende, hvis hun efterlod Ere i sådan en situation.

Lige nu handlede det ikke for Lykke om, hvem der fik dræbt flest, lige nu handlede det blot om at få dem begge igennem horden med så lidt skrammer som overhovedet muligt. Hun vendte sig derfor i luften for at prøve at fange dæmonens blik. Hun ville gøre tegn til, at hun gjorde et sidste forsøg på at rydde en vej til ham, men at han selv var nødt til at skubbe det sidste stykke. Da hun var sikker på, at Damien havde forstået hende, dykkede hun endnu en gang, men denne gang gjorde hun en større indsats for at rydde en sti til ham. Hun endte med at lande, da der var for mange til, at hun kunne rydde dem alle i et "sweep." I stedet begyndte hun nu at tæve løs på dem, der kom i mod hende, stadig med fokus på at få ryddet en vej, de kunne komme igennem.

Måske ville Damien aldrig indrømme at han godt kunne bruge hjælp på nogle af de missioner han var på, mest taget i betragtning af hans dårlige syn, men Lykke så ham ikke som svag, men de var dog også sendt afsted for at klare denne opgave sammen, så ville det ikke se så godt ud, at det kun var den ene af dem der kom tilbage når missionen var færdiggjort. En del af ordren de havde fået var trods alt at de ikke skulle lade hinanden i stikken, om det så kostede livet. Et fejlet forsøg, var bedre end ingen.

Damien så mod Lykke og nikkede en enkelt gang som tegn på han havde forstået hendes hentydning. Damien to nærmest et spring som han satte i løb mod den sti Lykke lavede for ham. Fjenderne fløj om ører og horn og de var fuldkommen ligeglad, var fastlåst på et mål og nu var de så tæt på. En mindre mur af fjender stod i vejen. Tre af dem kom mod Damien, hvilket fik ham delvist til at trække sig lidt tilbage. Med et par kraftige sving med sværdet fik han nedlagt den ene efter den anden. Brækkede knogler med både horn og tænder. Ærligt så lignede han en dæmonlignede varulv der netop havde fortæret et bytte, for blodet havde sat sig om mulen på ham, hvilket bestemt ikke gjorde ham mindre uhyggelig at se på.

Lykke nærede en dyb respekt for Damien, og han burde vide det. Selvom de nok ikke var enige på alle punkter, var hun slet ikke i tvivl om, hvad han stod for, og hun respekterede ham for at være så direkte. Det gjorde det oveni også langt nemmere at håndtere ham, og det var langt mindre kompliceret end at skulle have en som Yotul på slæb. Tanken om elveren fik kun varmen i brystet til at øge og sprede sig, men hun vendte tilbage til situationen, da hun fik sendt flere fjender i jorden. Flere bevægelser fik hende dog til at dreje hovedet mod Damien, og hun brugte et øjeblik på at beundre hans brutalitet, hvilket absolut ikke afhjalp den varme følelse i kroppen. Nej, hun måtte fokusere nu. Det andet kunne de tage senere, hvis det kom så vidt. I stedet vendte hun opmærksomheden mod den efterhånden ret lille mur af fjender, som hun bukkede i knæene. Så lagde hun den ene håndflade mod jorden, bukkede hovedet ned og spredte vingerne. Så satte hun af og fløj meget lavt mod de sidste, der fik sig en ordentlig flyvetyr. Den midterste blev ramt direkte af hendes horn og de to til hver side blev ramt af hendes nu udstrakte arme. "Så er det nu!" råbte hun og håbede egentlig bare på, at Damien forstod hendes ord, inden hullet lukkede sig igen.

Damien svingede sværdet omkring sig, ramte den ene fjende efter den anden for at komme det sidste stykke vej igennem den lille mur af dragefødte. En knyttet næve fløj forbi hans hoved. Den kom bagfra og hurtigt vendte han sig om og sendte sværdet igennem kroppen på personen der havde forsøgt at ramme ham. Med et ryk, trak han sværdet til sig selv og trak til side som han så Lykke komme flyvende tæt på jorden og væltede flere fjender for han kunne komme igennem. Han så hullet der var kommet og satte med det samme i løb, nærmere sprang han frem imellem fjenderne der ivrigt forsøgte at komme ind og lukke det hul der var kommet. En dyb knurren kom fra ham og jorden omkring ham begyndte at ryste, nogle steder begyndte jorden at sprække, hvilket sikkert også ville give dem en smule tid til at få et lille forspring fra den evige horde af fjender.

Lykke havde en kort stund glemt, at Damien kunne fremtvinge jordskælv, og den dybe knurren fra ham fik hende kortvarigt til at miste balancen, som hun mærkede verden nærmest skælve omkring sig. Hun formåede dog at holde sig på vingerne, og fra hendes nye position forsøgte hun at lade hullet være åbent så længe som overhovedet muligt. Hvis alt andet glippede, måtte hun vel tage fat i ham, så hun kunne flyve dem begge væk, men det var hun ikke helt sikker på, han ville have det helt godt med, så det ville være aller sidste udvej. I stedet slog en tanke ned i hende.

"Damien, jeg ved, det virker farligt, men luk øjnene et øjeblik" sagde hun. Hun talte med vilje dæmonisk, så så få af de omkringstående fjender kunne forstå hende. Hvis han ikke gjorde, som hun bad om, ville hun ikke gøre noget, men hvis han rent faktisk lukkede øjnene, ville hun sørge for at placere sig, så flest muligt ville kunne se på hende. "Jeg beordrer jer til at trække jer væk!" råbte hun så ud til forsamlingen, og de fleste af dem stoppede tydeligt op, som de forsøgte at bekæmpe Lykkes påvirkning.

Damien gjorde noget som han normalt ikke ville, med mindre det var højest nødvendigt. Mens han løb var han begyndt at smide noget af sin rustning og kom ned på alle fire og satte nærmest af i et spring og fortsatte med at løbe. Dette gik væsentligt hurtigere for ham, men på samme tid var det også farligt for ham. Ingen rustning, ingen våben, men hurtig og det var det han havde brug for nu. Som han opfangede Lykke tale dæmonisk stoppede han med det samme og lukkede øjnene uden så meget som at tænke over hvad konsekvens det kunne have for ham, men han stolede på hun dæmonen.

Efter hun havde råbt at de skulle trække sig tilbage, åbnede han atter øjnene og satte igen i løb på alle fire. Endnu en dyb knurren kom fra ham og jorden begyndte at ryste igen. Hurtigt fik han sat af i et spring og løb gennem mængden af folk, i forsøg på at følge efter Lykke.