Det havde været en uge, måske to uger efter han var komme tilbage til fæstningen af Kzar Dun. Han var ikke helt sikker, da dagene efterhånden var begyndt at flyde sammen. Det hjalp ikke synderligt på humøret, at han lige var kommet tilbage. Også var der pludselig en masse dragefødte og dæmoner der synes de ikke længere kunne forlade fortet? Ikke at han kunne, hans blik gled ned på den manglende arm. Der havde været en og snakke med ham, om hvilke muligheder han havde for at få det fikset. Men han havde allerede en vej ud, problemet var bare at ham der kunne hjælpe - han var uden for denne borg. Hans tunge fugtede underlæben, mens lyden af hans skridt kunne høres i den lange korridor. Selvom at han ikke havde meget han kunne lave, var han alligevel på vej ned til trænings pladsen. Han havde stadig en god arm, og hvis han skulle være til nogen gavn. Og kunne forsvare sig selv, skulle det komme til at mørket blev invaderet. Måtte han jo lære hvordan man kunne kæmpe med svigtet fra sin venstre arm.

Måske han skulle tage imod tilbuddet af hvad han kunne få her. Noget med en magisk arm, der kunne smedes fast til den eksisterende stump der var tilbage. Det var ikke smerten der bekymrede ham, men mere at der var en risko for at han slet ikke ville kunne bruge den. Så ville han bare rende rundt med en arm, der bare hang ved hans side? Hvad var idéen så med det, så derfor var det tilbud lagt på seriøs glat is.

Hans blik lagde sig hen over træningsbanen. På grund af tidspunktet, som han ville gætte sig til, var omkring midnat. Var der ingen, hvilket passede ham perfekt. Der var stadig flere der slet ikke vidste han var komme tilbage igen. Efter hans møde med Kiri, var det blevet gjort ham opmærksom. At det at han bare var taget afsted, nok ikke havde været hans bedste beslutning. Men ud over Kiri, havde han ikke været vant til at nogen faktisk gik op i hvor han var henne. Desuden var han ret sikker på, at Blåfjer slet ikke var i fæstningen. Hun havde en tendens til at smutte lige så tit som ham, sidst han havde hørt noget. Havde hun haft travlt med at brænde byer ned. Tanken fik meget svagt smil frem på hans læber, som han stillede sig foran en målskive og begyndte at kaste den ene kniv efter den anden afsted.

Vreden pumpede som et frisk sår. Sarafina kunne ikke sætte ord på hvorfor hun blev rasende, men den glødede i hende. Med tiden udenfor dæmonernes, havde hun ikke være forberedt på at skulle kæmpe sig tilbage til egen fæstning, og miste flere af krigerne på vejen. Uroen var for alvor gået i gang, og hun begyndte at betvivle herrens eget tag i sit folk. Uduelige skellet. Hvad ville han i grunden være uden dem? Intet. Lige præcis. Pompøse nar. Tiden derefter var gået med at holde fjenden tilbage og Sarafina var vendt tilbage med en meget mindre eskorte end hun tog afsted med, for at spendere natten i hvad der kunne påståes var sikre omgivelser. Hendes hud og tøj var plettet af størknet blod, mens håret var begyndt at blive stift af samme årsag. Kroppen var dækket af friske sår, hvor blodet fra såret i tindingen stadig blødte piplende. Planen havde været at gå direkte i seng. Måske tage et skoldhedt bad for at tvinge alt skidtet af kroppen og mærke noget der havde samme intensitet som hendes irritation.

Men nej, det skulle pustes til den i forvejen flammende ild ved nævnelsen af ham. Cryan var tilbage. Sarafina var ikke påvirket af at han var skredet. Det gjorde de begge når arbejdet kaldte og de skyldte ikke hinanden at sige det. Men, at han havde været tilbage i flere uger. Hun havde forventet at trække på skulderne. At tage det med isende ro, men hvor kold og kynisk end var, lige så fyrig og brandfarlig kunne hun blive. Med et raballer blev hjelmen kastet ned i stengulvet, som hendes trætte ben i et hurtigt tempo bevægede sig tilbage ud i den nu mere kølige luft.

Sarafina stoppede op flere meter fra ham, stirrende arrigt på hans ryg, bidende i mærke at armen manglende fuldstændig nu. Med en vant bevægelse blev buen løftet, pilen lagt stabilt og strengen spændt op. Det havde været nemt. Nemt bare at fyre pilen igennem kraniet på ham. Måske det havde bragt en hvis tilfredshed at gøre det, men det var ulogisk. I stedet drejede hun buen minimalt til siden og pilen susede forbi hans øre for at ramme målskiven med et hårdt dunk. Buen blev sunket langsomt som hun fortsat stirrede vredt på ham.

Han havde ikke fået lov til at stå der særlig længe, før at der lød et rabalder i baggrunden. En stål imod sten, en hjelm? Hans øre sitrede en smule, da de prøvede at lytte efter hvad der foregik bag ham, uden han havde behov for at vende sig. Hans ene øje lukkede halvt i, mens øjenbrynene rynkede sammen. Skridt nærmede ham, han kunne dog ikke helt registrerer hvem det var. Dog, var der noget over det, der virkede bekendt. Personen lugtede forfærdeligt, som gjorde at endnu flere rynker dukkede op i hans ansigt, dog denne gang på hans næseryg. Men han bevægede sig stadig ikke, næsten som var han blevet en statue.
Personen nærmede sig, og stoppede så helt op. En bue blev trukket, en pil lagt på strengen, bue spændt. Pilen der susede forbi ham, ramte så tæt at han kunne mærke snittet i øreflippen. Men selv da det begyndte at svig og blodet piblede frem, rørte han sig ikke.

Dog begyndte skyggen af et smil, at røre sig på hans læber. Sarafina. Hun åndede tungt, han kunne næsten høre hvor irritabel hun var. Havde han overhoved lyst til at vende sig rundt og se hende i øjnene. Hans øjne betragtede pilen der sad i skydeskiven. Han havde på fornemmelsen, at i dette øjeblik havde skydeskiven forestillet sig hans ansigt i hendes sind. Smilet forsvandt igen, næsten lige så hurtigt som det havde dukket op. Dog kunne han stadig mærke morskaben der boblede i hans indre. “Det er også godt at se dig igen – Sarafina” Cryan ville have lagt armene over kors, men måtte indse at der lidt manglede noget for at dét kunne lade sig gøre. Han vente sig langsomt rundt, og hans kolde øjne lagde sig på hende. Hun lignede noget der var trukket igennem sumpen og derefter kastede i hovedstadens kloaksystem. “Hvor ser du dog.. henrivende ud” hans stemme var så forladt for følelser, så det kunne være svært at høre at han var sarkastisk omkring hans udtalelse omkring hendes tilstand.

Hun blev ikke mindre provokeret af at han ikke engang reagerede som hun ville have ham til. Hans næse var for god til at hun ville kunne snige sig op på ham så forfærdelig tilredt hun var lige nu, men var det for meget at forlange en lille reaktion på at få en pil fyret efter sit ansigt! Nej det var det virkelig ikke! Oh hvor havde hun lyst til at rive hans anden arm af og kvæle ham med den. "Virkelig! Sikke du skjuler det godt" knurrede hun.

Trods trætheden i sin krop havde hun virkelig lyst til at reagere på sin vrede og frustration. I bunden var det krigen hun havde måtte kæmpe sig igennem der gjorde hende så irritabel. Ikke at han var kommet tilbage uden at sige at han var taget afsted. Hun ville af med det. Havde ilden til at blive tilfredsstillet, og det betød at det gik ud over Cryan. Blodsugende idiot. "Oh ja, jeg har gjort mig fræk og dejlig, kun for dig" svarede hun. Hun kunne ikke mønstre at være følelsesforladt, men derimod dryppede det af irritation og sarkasme. Hun tog det ikke engang som et slag mod hendes stolthed, om han så mente det. Hun så herrens ud. "Jeg burde smadre dit kranie" hvorfor? hvorfor var det lige præcis ham hun var så sur på! Han stod jo bare og så ligeglad ud over situationen. Måske var det i virkeligheden derfor. Hun havde lyst til at banke en reaktion ud af hans krop.

Han kiggede på hende med hoved på skrå, som en kat der betragtede noget fascinerede ganske nysgerrigt. De gule øjne næsten opslugte hende, som hun stod der foran hende. Næsten dirrende af vrede, foruden hvordan hun lugtedes af sved, blod og krudt. Så kunne han næsten lugte og smage hvor arrig elverinden var. Og det skabte et ganske svagt smil på hans læber.

Smadre hans kranie, nuvel. Det var da en konstruktiv måde at bearbejde ens vrede. Han vidste allerede på forhånd at det nok havde meget lidt med ham at gøre, og nok mere omkring hvordan situationen var lige nu. Desuden var han generelt ikke typen til at tage fornærmelser til sig. Han kunne faktisk ikke være mere ligeglad, omkring hvad hun følte og synes om ham. Og hvad hun havde lyst til at gøre ved ham, for ham var hun en velkommen distrahering for hans egen miserable tilstand med armen i dette tilfælde. 

“Nå” svarede han uinteresseret “Hvorfor har jeg på fornemmelsen at det i virkeligheden ikke er det du vil? Eller.. vil du virkelig banke mit kranie ind?” Spurgte han med næsten morskab i stemmen, men hans udtryk i ansigtet ændrede sig ikke tydeligt. Som han næsten dovent stod og betragtede hende.

Sarafinas ånde kom ud som en vislen mellem blottede tænder. Hun havde lyst til at råbe af ham, skrige af sine lungers fulde kraft. Men hvorfor. Ganske simpelt fordi han havde irriteret hende med at forsvinde sporløst, og nu var han tilbage lige netop som hun havde en pissehamrende dårlig og rødden dag. Så det skulle gå ud over ham! Om han så ved Zaladin ville det eller ej!
"Oh så du tror du ved hvad jeg vil nu?!" Han skulle holde op med at opføre sig som en doven fed hankat der ikke gad en skid!

Hun kastede sit bue på jorden med et raballer og begyndte at spaserede arrigt rundt og sparke til enhver forsvarsløs sten hun kunne finde. "Hvor vover du! HVOR VOVER DU!" hendes stemme var skinger, som en arrig fugl som forsøgte at kredse øjnene ud. "HVOR VOVER DU BARE AT FORSVINDE!" ikke at hun skulle til at påstå hun havde følelser for ham. Følelser var noget som svage bløde sjæle havde. Ikke dødbringende våben som Sarafina. Nej! Det var fordi han havde forrådt hende. Det var præcis derfor! Forladt sin post så at sige.

Et kortvarigt smil spillede på hans læber, da hun begyndte at råbe af ham.
Måske synes han at dette var sjovere, end han nogen sinde ville indrømme. Men han virkede ikke synderligt påvirket af det hele. Selv da hun smed sin bue og pil fra sig, og begyndte direkte af skrige af ham. Så ændrede hans mine sig næsten ikke, på nær humoren der spillede hans øjne. Han synes faktisk det var lidt sjovt, at hun kunne blive så vred – så arrig. Over han var taget afsted; dog kunne han ikke lige skrue sammen, hvorfor det var så stort et problem. Han forsvandt altid, det var sådan hans missioner var. Hemmelige, og ikke alle skulle have lov til at vide hvad han rendte rundt og lave. Selv dem inde bag mørkets rækker.

Han overvejede kort at påpege at hun havde misset en sten. Han lagde hoved på skrå og betragtede hende, hans gule katteligende øjne drak hende i. Hendes næsebor der flagrede grundet ophidselse. Han sukkede dybt og trak på skuldrene. De ord han skulle til at sige, vidste han udmærket godt ikke ville falde i god jord. Men han var faktisk, ret lige glad, hvad kunne den kvinde gøre ved ham nu. Som ikke allerede var gjort ved ham. “Og?” et simpelt ord, mens han betragtede hende. Allerede klar til at stå imod, skulle hun virkelig brutalt prøve at slå ham ned.

Hans ligegyldighed, i hvert fald af udstråling, pustede blot mere til den arrige ild der brændte i hende. Hun forstod faktisk overhovedet ikke hvorfor hun var så ubeskrivelig vred, selvom hun bildte sig selv ind at det var forrædderi bare at tage afsted og ikke tænke spor over hvad hans opgaver måtte havde været. Det var ikke forrædderi mod hæren, men mod hende. Det overbevidste hun sig selv om. Og han var ligeglad. Fuldstændig og direkte ligeglad!!

Sarafina drejede sig så hun stod fuldt mod ham igen som han blot sukkede dybt, som kedede han sig. Som var det her bare en belastning af hans hverdag. Det spændte i hendes arme som fingrene helt automatiske knyttede sig sammen for at danne to spændte knytnæver. Hun kunne fornemme at han skulle til at sige noget, og hun var allerede vred på hans ord før han havde udtalt dem.
Som en spændt buestreng blev den højre knytnæve også sendt afsted for fuld arrig kraft mod ham. Om hun ramte ham i ansigtet, maven, armen eller hvad fanden hun nu kunne ramme, var hun ligeglad med. Den anden fulgte også hurtigt efter men derefter blev højre blot holdt op, klar til at blive sluppet løs igen mens hendes næse krummede sig sammen og hendes muskulatur i ansigtet ikke kunne finde hvile og blot fastholdte et arrigt udtryk med stikkende øjne. "Dit... Røvhul.." hendes stemme var en vislen ud mellem sammenbidte tænder. Det trak i hende for at slå videre, for at få alt arrigskaben ud, men hvis han virkelig var så forbandet ligeglad, var han ikke det værd alligevel.
Men hun ville alligevel se hvad hans reaktion var før hun besluttede sig for at gå derfra og dræbe alt på sin vej væk, eller om hun valgte at myrde ham i stedet. Hun var ikke helt sikker på om der var andre valgmuligheder.

Det første slag, undveg han, udelukkende af refleks. Men også fordi han allerede kunne fornemme at den anden hånd ville følge trop hurtigt efter.
Her lod han den ramme hans ansigt, han kunne mærke knækket i hans næse; tænderne der bankede sammen, på trods af at han havde spændt på i kæben. Blodet der begyndte at fosse ud fra hans næsebor,  og tænderne der havde knækket imod hinanden. På mange punkter matchede de to, umådeligt godt i hvad de var i stand til. Og hvis han havde ville, kunne han også sagtens havde undgået det andet slag. Især fordi hun var så optaget af et raseri, hun så tydeligt ikke selv vidste hvor kom fra. Men han skulle være syndebukken for det.
Dog gjorde slaget ham ikke det store, hans fingre gled op og mærkede blodet der gled ned over hans læber og hage. Tværede det det ud, og slikkede så sin finger af. Dovent blinkede han og betragtede hendes arrige skikkelse. Røvhul? Var det, dét bedste hun kunne komme op med. 
Han trådte et skridt tættere på, og kunne ikke undgå at lade den lavtmelde latter forlade hans strube, som hans gule øjne gled ned over hendes skikkelse.
“Hvad vil du have Sarafina?” hviskede han og greb omkring hendes hage, skulle hun ikke undvige ham. “Vil du have en undskyldning? Skulle jeg vige mit liv til dig i stedet?” han slikkede blodet af læberne, og et ubehageligt trækning omkring hans læber dukkede op. “Jeg har også savnet dig” 

Sarafina havde håbet at hun mærkede en hvis tilfredsstillelse ved at slå ham. At det første slag var blevet undviget undrede hende ikke spor. Han var irriterende dygtig og det havde han irriterende nok altid været. Men det andet slag frembragte en velkendt lyd og hun mærkede ubehagen i sine egne fingre og håndled over mødet med stærk knogle i hans kæbe. Den anden hånd der var blevet løftet dirrede en smule. Ikke på grund af smerte, men på grund af raseriet der bare hamrede afsted og fik hende til at føle sig både ør og lysvågen på samme tid.

Men der var ikke nogen tilfredsstillelse over at havde slået ham. Specielt ikke når han bare reagerede sådan der! Bare.. LIGEGLAD! Sarafina bed kæben hårdt sammen så det begyndte at smerte i knoglen, mest for at forhindre den irriterende følelse i næsen som betød hendes øjne var ved at løbe i vand. Hun var ikke ked af det! NEJ! Hun var rasende! Det var alt det var! Alt og intet andet!
Hun løftede faretruende hånden højere op, men slog ham ikke og undveg ham ikke som han greb fat om hendes hage. Hun så trodsigt op på ham, nærmest be'ende til at det ikke var synligt at hendes øjne var blevet våde af vreden.
Noget i hendes ansigt krakelerede, men øjnende beholdte den lynende vrede. En vrede der vandt over resten og fik hende til at hamre sin pande fremefter i et forsøg på at nikke ham en skalde, hvad end hun så måske ville ramme.

Derefter trak hun sig tilbage, tørrede sig arrigt under næsen med sin arm og råberriget startede på ny. "Savnet mig?! Savnet mig! Din højrøvede psykopat! Tror du, at ved at sige det, så bliver alt godt og fucking lyserødt?! Gid Zaladin havde taget dig!" men denne gang forrådte hendes øjne hende og hun skar ansigt og tørrede sig hele tiden over både øjne og næse for at få den stikkende følelse af tårer til at forsvinde.

Han betragtede alle de små ændringer der foregik i hendes ansigt, så hvordan at hendes øjne lynede af vrede, hvordan det udtryk var rettet imod ham. Men alt hun mødte var hans ligegyldighed over situationen. Han havde mistet sin arm i alt det her, og hun følte at hun skulle stå som en eller anden forurettet teenager, og råbe af ham? Hans tommelfinger gled hen over hendes hage, men da han allerede fornemmet at hun ville nikke ham en skalle, trådte hun væk fra ham. Det at hun havde fået et slag ind imod ham, måtte være mere end rigeligt, han var ikke kommet her for at være nogens boksepude. 
Han kunne mærke hvordan irritationen og vreden begyndte at brede sig som ild i hans brystkasse. 

Han så hvordan tårerne havde formet sig i hendes øjne, mens hun skreg af ham og derfor brugte umådelig mange kræfter på at sikre sig de ikke ville flade. Psykopat, hans øjne trak sig sammen ganske kort. Det var vel sandheden, den kunne han ikke løbe fra. 
Han havde trods alt i koldblod, dræbt hele hans klan, så meget som at blinke eller tænke over konsekvensen, men hun skulle nødig snakke. “Jeg ville lidt ønske du bare holde din kæft nu. Du er meget trættende at høre på.” han lod sin ene hånd glide igennem hans hår, som han begyndte at trække sig væk fra hende. 

Sarafina var ikke engang sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu. Hun trak vejret som en arrig hængst og hun vidste virkelig ikke om hun bare skulle sætte sig ned og græde eller skrige videre.
Men der begyndte at ske en ændring. Hans ligegyldighed var begyndt at træde til side for hans egen irritation og vrede over hendes opførsel. Det gik hun i hvert fald ud fra at det var. Men hun kunne ikke stoppe det, og som hun havde råbt og råbt begyndte hun i stedet at blive tom i kroppen.

"Rend mig!" knurrede hun, men der begyndte at være mindre kræft i hendes vrede og stemme. Ufrivilligt kom der et snøft fra hende som hun erstattede med en rømmen. "Jeg troede du var død!" hun var ikke blind for den tilstand han var kommet tilbage i. Han manglede en arm som det mest tydelige, og den havde han ikke givet op uden kamp. Sarafina fnøs og nægtede lidt at acceptere at det var kernen af hendes vrede. At hun intet havde hørt og vreden gemte på at hun faktisk havde været nervøs. Hun kom aldrig til at indrømme det! Hun havde ikke følelser.
"Men det er du ikke.. Så alt er vel fucking fantastisk" Sarafina gad ikke blive ved mere. Han var jo tydeligvis bare ligeglad, så hvad var pointen! hun havde stadig lyst til at smadre livet ud af ham, men hun havde i forvejen haft en hård dag med kamp. Stadig med den dirrende fornemmelse i hele kroppen, som var hun en spændt bue klar til at slå så snart det skulle være, gik hun hen efter sin bue og formanede sig selv at hun skulle ignorere hans eksistens eller kvæle livet ud af ham snarest muligt.

Han havde vendt hende ryggen, da hun knurrede af ham. 
Hvis det skulle være på den måde, ville han hellere bruge tiden på at kaste knive afsted imod målskiven foran ham. Snøftet havde ikke gået forbi hans øre, men skulle man dykke ned i Cryans personlighed og overbærenhed for andre. Så var det krus ganske tomt, den eneste han nogen sinde havde været så tæt på før med, var kvinden bag ham. 
Han fnyste over ordene at hun troede han var død, det fik hans kølige øjne til at rette sig imod hende igen. Det havde også været tæt på, smerterne fra hoften hvor pilen havde boret sig igennem hans kød. Han hvæset irritabelt, hans hugtænder var at skimte bag hans læber, da de trak sig opad. 
Selvom at han under normale omstændigheder ville have trukket sig. Gået sin vej, og ignoreret måske endda glemme hende helt. Kunne vampyrer alligevel ikke formå at lade hende være i fred. 

Han sendte en kniv afsted imod træpladen, selvom hans øjne stadig var fastlukket på hendes skikkelse, som hun gik hen for at tage sin bue igen. Kniven lavede et tilfredsstillende smak ind i det bløde træ. Hele hans krop begyndte at dirre af irritation, hvordan kunne hun bringe følelser op i ham? Han skulle være kold, han burde ikke kendte til dem. 
Men før han fik stoppet sig selv, gik han med faste skridt hen imod hende. Hans hånd fløj ud for at gribe hende, i hendes hår og trække hende ind til sig. Han var dog forberedt på hun ville svare igen, så snart hun mærkede hans nærvær.

Sarafina ønskede heller ikke hans eller nogens medlidenhed. Medlidenhed var for svage ynkelige sjæle! Hun fastholdte hårdnakket at hun ikke var ked af det, men at hendes krop bare ikke kunne rumme al vreden når hun normalvis aldrig vidste nogen former for følelser andet end kødelige krav. Hvad skulle hun bruge hans medlidenhed til?
Sarafina gad ikke engang kigge tilbage som hun hørte ham hvæse af sig. Hvad skulle det nytte, andet end han vidste andet end komplet ligegyldighed overfor verden. Men det havde næppe noget med hende at gøre. Det bilde hun sig selv ind.

Hun rejste sig fra hug efter at havde taget buen og hørte den genkendelige lyd af kniven mod træ. Et fnys forlod hendes læber og hun var i bevægelsen af at tage et skridt væk, da hans hurtighed kom bag på hende. Taget i håret fik hende til at trække vejret forskrækket og hun slap buen med det samme for i stedet at have fat om en dolk i bæltet. Hun vendte sig før hun kolliderede med hans bryst og kraveben. Hånden var hævet op om bag ham med dolkens spids rettet ind mod den bløde hud ved hans mave. Det rykkede i hende for at presse dolken ind og han ville også kunne mærke spidsen prikke irriterende tæt.

Et et par lange sekunder stod hun sådan. Anspændt, let dirrende og med et fast greb i dolken. Hvorfor gjorde han det her ved hende. Hvordan kunne han gøre det her?! Hvorfor slog hun ham ikke bare ihjel nu han stod så tæt? Hendes opspilede øjne faldte langsomt sammen til blot at stirre tomt ud i luften og den klirende lyd af dolken der ramte stenene under dem gav genlyd i stilheden. Den nu våbenløse hånd fandt vejen over til hans ryg hvor neglende borede sig ind i hans beklædning. Vred, arrigt og måske endda også desperat efter at holde fast.

Han havde ikke helt regnet med, hun faktisk ville trække en kniv på ham.
Men når man ville tænke tilbage, på hvordan hun så ud, hvilken tilstand hun havde redt sig. Så var det nok ikke så mærkeligt, at halvelveren foran sig, valgte at gribe hendes dolk og presse den imod hans bløde hud ved maven. Det berørte dog ikke vampyrerne yderligere, han havde regnet med at hun ville gøre noget. Så det var kun et kort glimt i øjet der fortalte hende, at han var blevet overrasket. 
Spidsen af den skarpe kniv hun pressede imod ham, gled så let som ingen ting igennem det tynde hør stof der udgjorde hans trøje. Han kunne endda mærke det kølige metal der brød hans hud og varmt blod der begyndte at glide ned af hans krop. 

Men han rykkede sig ikke, holde stadig fast i hendes hår da hun havde vent sig imod ham. Han kunne mærke det indtørrede blod, og de mange dages støv der efterhånden havde samlet sig imellem hårstråene. Men det gjorde ham ikke betydeligt, for blot et par uger siden havde det været ham, som der havde været i samme tilstand som kvinden foran ham.
Han trak hende helt ind til sig, da han mærkede hendes hænder der klamrede sig desperat til hans ryg. Hans åbne øjne betragtede livløst frem for sig, som hans hånd forlod taget i håret, og i stedet gled om bag hendes nakke og tvang hendes hoved ind imod hans brystkasse. Der blev ikke ytret et ord fra ham, for han vidste ikke hvad han skulle føle eller gøre ved hvad der foregik lige nu.
Men i øjeblikket føltes det som om det var det rigtige at gøre. 

Sarafina fortsatte med at stirre direkte ud i luften, usikker på hvad fanden hun nu skulle stille op. Hun havde ikke lyst til at flytte sig, samtidig med at hun ikke havde lyst til at være i nærheden af ham. Hænderne holdte stadig krampagtigt fast i hans trøje.
Hun flyttede sig heller ikke som han flyttede sin hånd fra et fast greb i hendes vindblæste og godt beskidte hår til at havde fat i hendes nakken og tvinge hendes hoved til at hvile ind mod hans brystkasse. Først der lukkede hun langsomt øjnende og vidste egentlig ikke rigtig hvad hun skulle gøre nu.

Hun havde ikke længere lyst til at græde, selvom hendes øjne ikke var blevet tørre endnu. Hendes stemme var også gået død for energi og hun følte sig bare træt og livløs. Som havde hun skreget alt livsenergi ud af kroppen.
Der gik lange øjeblikke før hun løsnede grebet, lod hænderne glide væk fra hans ryg og skubbe sig væk fra hans favn ved at ligge dem mod hans brystkasse i stedet og presse sig en smule tilbage. Hun kiggede ind i hans brystkasse med et tomt blikog endte med at lade et let fnys forlade sin næse, før hun forsøgte at trække sig helt fri for at gå. Ikke nødvendigvis væk fra ham, men hun trængte bare til at sætte sig i et skoldhedt kar med vand og ikke længere havde støv og indtørret blod på hele kroppen. Så måtte hun tage sig af det her rod senere. For hun vidste ikke rigtig hvad hun tænkte eller følte omkring situationen. Specielt ikke når Sarafina ikke skulle føle noget som helst!

De stod der ikke længe, måske var det også for det bedste. Da ingen af dem, var særlig følelsesmæssigt stabil, mest i den forstand at de begge ikke havde dem - ikke i bedste fald ikke forstod begrebet af dem. Ud over vrede, vrede var noget de begge var ganske god til at begribe og også udvise. 
Da hun ikke ønskede hans nærhed, trådte han hurtigt væk. Hun behøvede ikke at skubbe ham langt væk. Før han allerede havde trukket sig helt ud af hendes personsfære. 
Han betragtede hendes skikkelse. Så hvordan at hun samlede sine ting sammen, og derfor trak sig helt væk fra ham. Han sukkede stille, tom for hvad han skulle tænke. Vente han ryggen til hende, gik hen til brættet hvor alle hans knive var, og begyndte at trække dem ud. 
En ubehagelig fornemmelse bredte sig i hans mave. Han anede ikke hvor den kom fra, hvad det var, eller hvordan han skulle bearbejde den. 

Irritationen over alt hun havde bragt med sig, boblede inde i ham. Fik hans hånd til at dire, som han beslutsomt bevægede sig tilbage på sin plads hvor han havde kastet fra. Hver swunk som der ringede ud, blev han mere og mere vred. Hun var kommet, skreget af ham, fortalt hvor stort et røvhul han var. For ting han ikke kunne kontrollere, for så at få ham til at føle ting? 
Swunk, han havde lyst til at skrige! Hvor vovede hun, arrigt travede han tilbage igen og samlede knivende ind.

En del af hende ville faktisk ønske at han havde insisteret på at holde fast i hende lidt endnu. Men hun valgte ikke at give det plads i hendes sind. Hvorfor skulle han det? hvorfor skulle hun ville have at han var i nærheden. Så vigtig var han ikke for hende og hun havde absolut ikke brug for den andens nærvær. Alligevel kunne hun mærke en tomhed i kroppen som hun samlede sin dolk og bue, og gik væk fra pladsen. Hun nåede ikke langt væk før hun hørte lyden af første kniv der ramte træ. Et irriteret fnys forlod hende som hun bed kæben sammen igen.

Hun forstod ikke hvad der foregik, så hun gik tilbage til at være irriteret, vred og sur over at han bare var så fandens ligeglad hele tiden. Hun traskede med nyfundet arrighed op af trapperne, råbte af en forsvarsløs slave at hun skulle bringe varmt vand til karet i hendes gemakker - der var visse fordele ved at være ridder - før hun mildest talt flåede sin dør op, smed sine ting og trak alt det beskidte tøj af kroppen. Hun var dækket af snavs, støv og indtørret blod. Flere steder på kroppen var der kommet nye mærker og sår såvel som ar, og hun var ligeglad. Hun slap sit hår fri som det sidste, og det trængte virkelig til at blive både kæmmet og vasket.
Arrigt knurrede hun af slavepigen der ikke havde været hurtig nok til at hælde vandet op, imens hun gik ud og hældte en kold spand vand over kroppen for at tage det værske skidt inden hun satte sig i trækaret, trak benene op til sig, lænede hagen på sine knæ og stirrede surt ud i luften. Røvhullet var sikkert ligeglad med hvad der skete - hun betvivlede faktisk at hun så ham igen før han igen var ude på en eller anden tåbelig mission og hun igen intet fik at vide. Hun rynkede næsen sammen, mest sur over at hun faktisk blev sur over at han kunne tillade sig det. Hvorfor var hun helt ærligt ikke lige så ligeglad som han var?

Han var ikke klar over hvor længe han havde stået der, og kastet den ene kniv afsted efter den anden. 
Omtrent ti minutter, hvis han ville bruge tiden på at regne det ud. 
Men han nåede et punkt, hvor han stoppede med at hente knivende igen og bare stod og stirrede. Tomt følelses forladt, frem for sig. 
Ugideligt trak han sig, begyndte at begive sig hen imod hans kammer. Han havde egentlig ingen intention om at opsøge hende igen, hvis hun ville opføre sig sådan, så kunne det være uden hans tilstedeværelse. Men for hvert skridt han tog, kunne han mærke hvordan at følelserne igen slog rod i ham. Irritationen begyndte lige så stille at vende tilbage, vreden over hun havde råbt sådan af ham. 
Troede hun virkelig, at hun kunne snakke sådan til ham? 
Han kurede sine tænder imod hinanden, og pludselig bevægede hans fødder ikke imod hans kammer længere. Men styrede imod et andet, som han også kendte ganske godt. Nemlig hendes. 

Da han nåede til døren, gad han ikke en gang bruge tiden på at banke på. Han braste bare igennem døren, med nogle dirrende næsebor og hans guleøjne var næsen gledet over i en meget mørkere farve. Som han stirrede frem for sig. “Fint, så du tror du kan komme og råbe af mig og give mig skylden. Så får du hellere ikke lov til bare at skride fordi det finder dig bedst” knurrede han overraskende kontrollerede på trods af den vrede som der brændte som et bål i ham.

Sarafina var faktisk begyndt ganske let at slappe af. Som fjernede det brændende varme vand ikke kun alt snavs, men også hendes bekymringer og irritation. Hun sad stille i lang tid og havde langsomt lukket sine øje for at falde hen. Forsøge at glemme dagen og hvad der var sket. Forsøge at glemme ham.
Men universet havde andre planer for denne dage. Sarafina spærrede øjnende op og løftede hovedet fra sine knæ og stirrede på døren der blev flået åben og smækket i igen bag ham. Han var.. vred.
Hun så et kort øjeblik forvirret ud over det udbrud han var kommet med, selvom han så ud til stadig at bibeholde en del mere ro i kroppen end hun selv havde formået.

Men det faktum at han gav sig til at knurre af hende fremtryllede på magisk vis vreden i hende igen. Hun rejste sig så vandet skvulpede i karet og omkring hendes ben, efterfulgt af lyden af vand der dryppede fra hendes krop og tunge våde hår ned i karet. "Det er din skyld! Og hvis du havde så fandens stort et problem med det, kunne du havde stoppet mig! Jeg skrider når det finder mig bedst, ligesom du skrider når du finder det bedst!" knurrede hun tilbage og spændte igen op i kroppen. Hun var ligeglad med at hun stod nøgen foran ham. Han havde set det før alligevel, omend der nu var kommet nye ar til samlingen.