Hvis det er det du vil, så skal du også prøve. Det havde lydt som de mest opløftende ord i hele Arions liv som han fik pakket en taske og sagt farvel for nu til sin gamle farmor. Han havde ikke lyst til at efterlade hende alene, ikke for længe, men hun havde alligevel opfordret ham til at tage til Dianthos. Bare for at se hvordan byen måtte være, og eventuelt om han egnede sig til at blive en del af lysets rækker. De trænede vel deres rekrutter? Det var vel ikke dem alle der kom med flere års erfaring med sværdkamp, før de blev accepteret? Var det? Arion vidste det helt ærligt ikke, men han var taget afsted alligevel. Fulgtes med købmændene på deres rute ind med afgrøder og madvare.

Det var et fantastisk syn at se de store bredde bymure der omgav hovedstaden, og hvordan folk kom fra flere afkroge af landet for at nå til dette midtpunkt. Øjnende var fulde af forventning som han kiggede op og så paladsets høje tårne. Gemt derinde, hvor riddere, krigere og andre af lysets rang gik rundt og havde deres hverdag. Hverdagen hvor de kunne beskytte den almene befolkning. Arion fik helt sommerfugle i maven og da han var indenfor byens mure takkede han de andre for rejsen og drog afsted. Optimistisk.

Optimisme får sine knæk i livet, og det var også en noget mere slukøret Arion, som sad på kærrevognen med hø og gumlede fraværende på et stykke brød. Det var ikke gået så godt. Det han nu engang kendte til, efter de barnlige slåskampe han havde haft i livet, var ikke nok. Han havde taget fejl i at lyset tog alle ind for at oplærer. Det krævede noget talent allerede til at starte med, noget som han ikke ligefrem kunne prale af at have. ”Gi’ mig din taske!” Arion kiggede forskrækket op og ind i øjnende af en spinkel dreng der på ingen måde kunne være ældre end Arion selv. ”H-hvad? Hvorfor?” uforstående overfor situationen han stod i. Hvad ville han dog med hans taske? ”Bare gi' mig den!” Arion blev hevet ned fra kærren i et forsøg på at fastholde grebet i tasken med mad, tæpper og andet godt til rejsen. ”Hov, vent nu, det er min!” SMASK. Arion tog sig til næsen som hans øjne begyndte at løbe i vand, og den anden dreng stak i løb. En smule omtumlet fik Arion tørret sine øjne og løb efter ham. Hvilket endte ud i at de tog drenge stod og kæmpede om tasken, og til sidst kom op og slås. Indtil de blev stoppet, af nogen mænd Arion bemærkede var i rustning. Og tog dem med.

Arion var forvirret over hvad der foregik, og han ømmede sig gevaldigt, især sin næse, mens den anden knægt hele tiden forsøgte at flygte ud af byvagternes greb. Han vidste ikke hvor de var på vej hen, men forstod godt hvorfor den anden ville flygte. Han havde ikke ligefrem været lovlydig i sit forsøg på at skaffe sig nogen fornødne genstande. Arion fik med det samme ondt af ham, men der var ikke så meget at gøre. De blev hevet med ind til en snak, nok mest for at beslutte hvem tasken nu engang tilhørte.

Det var klamt og fugtigt, og Anann ville allerhelst bare gerne hjem. Men sådan skulle det jo ikke gå, nå rekrutterne ikke kunne finde ud af at holde ordentlig på et sværd! Hvorfor var det altid sådan, at når de blev afvist at lystet, så kom de her? Hun sukkede indvendigt, inden hun med meget høje ord skældte en af drengene ud. Det er simpelthen havde formået først at slå den ene over hoved for derefter at stikke sig selv. Hvordan, hvordan var det overhoved muligt? “Ned til infirmeriet, begge to!” kom der med nogle hårde ord, inden hun vente sig rundt mod resten af flokken. “Og lad så det være en lejerstreg for jer alle, at holde ordentligt på jeres sværd! Tyve runder rundt om blokken!” drengene der var i hendes gruppe denne dag, brokkede sig alle sammen og begyndte at finde på undskyldninger. “Dem som ikke færdiggøre for ingen aftensmad!” brølede hun, og det fik hurtigt gang i knejterne der hurtigt satte af.

Med nogle irritable sætninger, og suk fik hun møvet sig hen imod barakken hvor hun kunne skifte tøj inden hun vente tilbage til hendes eget hus. Det var mere og mere sjældent, at hun faktisk boede på byvagternes hovedkvarter. Men lige som hun skulle til at tage sin rustning af, kom en af byvagterne ind af døren. “Killarney, der er ingen overordnet tilbage i bygningen - og vi har en sag med to drenge.” Anann nåede lige at himle med øjnene. Kunne man da aldrig få lov, til bare at være i fred? Hun havde allerede brug for en ny ferie. Hun rejste sig op “Jamen så må jeg jo ordne det, hvis i ikke føler jeg kompente nok til selv at klare det” han skulle lige til at åbne munden for at give et modargument “Spar mig, du ender bare med at pisse mig mere af.” hun stillede sig ved siden af ham, han var en smule lavere end hende. Hvilket gjorde at hendes arrige dødsblik fik ham til at skrumpe bare en smule mere. “Selvfølgelig” kom der med en meget lille stemme.

Hun fortsatte over til kontoret, hvor de højst sandsynlig var ført hen. lige hvad der manglede, som om de ikke havde nok at lave i byen. Med kilens orden, og uromager hver evig eneste dag. Nu skulle hun også afgøre en sag, mellem to knægte der sikkert ikke kunne bestemme sig hvem der skulle have hvis brød. “Hvad sker der her?” hendes stemme var hård, og kontant da hun trådte ind og så dem der var blevet ført ind. To drenge, samme alder. Den ene prøvede alt hvad han kunne få at slippe væk og den anden. Hendes verden stoppede, bare for et sekund. Da hendes blik fangede hans, var det som at se Caspian igen. Han havde været atten år gammel da hun mødte ham. Hun selv havde været sytten. Kunne det virkelig være?

“Killarney?” en stemme rømmede sig, og hun vente sig imod manden der tiltalte hende “Disse tog blev taget i en slåskamp.” hun nikkede, og prøvede virkelig at finde hendes kommanderende blik frem. “Så hvem er jeg har lyst til at starte med at forklare hvad fanden i lavede midt på gaden i en slåskamp?”

Det havde virkelig ikke været Arions plan at skulle forbi byvagternes hovedkontor i dag. Faktisk havde han allerede lavet en aftale om at tage direkte med hjem til Medanien igen samme eftermiddag. Hvilket lige nu virkede som en aftale han ikke kom til at overholde. Forhåbentlig ventede Argon på ham. Den gamle mand havde trods alt holdt en del øje med Arion igennem tiden, og hans pludselige forsvinden ville få alarmklokker til at ringe. Som begge drenge blev ført ind på et kontor, forholdte Arion sig stadig i ro. Han var nervøs og havde den fornemmelse af ubehagelige sommerfugle i maven. Han havde trods alt ikke gjort andet forkert end at blive revet med i en slåskamp. Men han havde ikke slået først! Det var selvfølgelig ikke en undskyldning. Ikke for hans farmor i hvert fald.

Den anden dreng forsøgte stadig at flygte som en kvinde stemme skar igennem luften og fik Arion til at rette sig en smule mere op med et noget utilpas udtryk i ansigtet. Hun lød skrap og hård, som om at hun ikke var til at bide skeer med overhovedet, og da hun kom ind af døren for rigtig at være synlig, så hun præcis ud som hun lød. Arion sank en klump i halsen og mødte næsten modvilligt hendes blik.
Her begyndte ting at blive en smule underligt. Han forstod ikke hvorfor hun stivnede og han begyndte at se noget forvirret ud selv. Arion åbnede munden let, villig til at spørge om alt var som det skulle være, men nåede det ikke før den anden vagt afbrød og fik kvinden tilbage til den førhenværende hårde tone.

Den anden dreng begyndte med det samme at komme med alverdens søforklaringer, hvor Arion knap havde nået at starte en sætning. Faktisk valgte Arion bare og tie stille og vente på at den anden var færdig med at forklare hvor Arion havde taget hans taske og stukket af med den, og hvordan det var alt han havde på hele jorden, og uden den ville han ikke få mad i en uge. Arion fik helt ondt i maven. Måske det var opdigtet, men den anden så så afpillet og tynd ud. ”Hvorfor sagde du ikke bare noget? Jeg ville gerne havde delt min mad med dig” Den anden kiggede på ham som gjorde Arion nar, men der var intet i hans træk der afslørede andet end sandheden. At han virkelig havde ondt af den anden, og gerne ville havde delt det hjemmebagte brød og de saltede fårepølser med ham havde han haft chancen for at tilbyde det.

Hun valgte at sætte sig ned på bordet foran de to drenge. Ikke bag det på stolen, nej på selve bordpladen. Hun lagde sine fingre foldet ned i skødet, mens hun lod den tynde af drengene snakke færdig. Troede han virkelig, at hun hoppede på den? Hun havde set ham løbe rundt i gaderne, og det var ikke med de gode typer som hun havde set ham med. Den anden dreng, rund og sund. Hvis hun skulle havde taget fejl, og det var ikke hendes søn der stod foran hende lige nu. Så ville hun stadig vide at denne dreng ikke kom fra Dianthos. Måske kendte hun ikke Gud og hver mand i byen, men hun vidste hvem der var lømlen her og hvem der højst sandsynligt kom ude fra byen. Medianen for at være helt præcis.

Hun sukkede tungt, da den knægten pludselig udbrød at han bare skulle have bedt om nået brød. Det ville da have løst ganske mange problemer, det ville i hvert fald gøre at hun ikke sad her i dag. Og selvom at Anann var kendt som at være en hård håndhæver af loven. Og mange gange så var det også de helt små lovbrud der gjorde man blev smidt i arresten. Så var hun ikke ondskabsfuld, selvom mange mente hun lige præcis var det. Måske, men ikke over for tynde udsulte knejte der tydeligvis ikke havde fået et ordentlig måltid i meget lang tid. Hun rejste sig op og gik hen foran de to drenge. Hun tog drengen ind med øjnene, der havde tilbudt at dele hans mad. “Hmm” hun satte armene på hofterne og kiggede hen på den anden. På trods af hans trodsighed, veg han stadig sit blik. “Det kommer til at være meget svært for mig at tro på, at det var din rygsæk til at starte med. Især fordi det ikke er første gang du er i problemer med den anden side af loven.” hendes stemme var fast, men ikke modbydelig. Han kiggede alligevel ned som han var blevet slået. Hun vente sig imod den anden “Siden du er så villig til at dele dit brød og mad med ham der tydeligvis har voldt stor skade på dig. Får du lov til at bestemme hvad hans straf skal være.” byvagterne kiggede med store øjne på Anann, som var hun ved at føde et får ud af siden på sig selv. Hvad var der sket med isdronningen? Normalt ville de begge have fået en ordentlig reprimande, og knægten der havde brudt loven havde fået en straf. Nok svarende til at hjælpe til at med at gøre rent i byvagternes stalde i en uges tid.

Arion løftede blikket og kiggede på kvinden der så ud til at skulle bestemme deres skæbne denne dag, med sine store brune og fulgte bagefter hendes blik over til den anden dreng. Arion havde stadig ubeskrivelig ondt af ham, for han var bare en knægt ligesom Arion selv, der ikke havde en værge til at give ham mad og tøj på kroppen. Nok vidste Arion godt at det ikke var hans skyld, men det forhindrede ham ikke i at have stor medfølelse med drengen. Specielt som det lød til at det ikke var første gang han var havnet i problemer på den anden side af loven, hvor Arion var ret sikker på at han aldrig havde brudt den. Var det et reelt brud på loven at være oppe at slås? Han vidste det faktisk ikke hvis han skulle være helt ærlig. Måske det var?

Arions blik blev bekymret som han så den anden krølle sig en lille smule sammen, højst sandsynligt i frygt over hvad der kom til at ske med ham, men han vendte trods alt blikket tilbage til kvinden som hun talte direkte til ham. Han sank nervøst en klump i halsen og blikket flakkede en smule. Ham? Bestemme? Men.. hvorfor? Han forstod ikke helt hvad det betød, andet end at han følte sig meget utilpas. Ubevidst tog han sig til næsen der var blevet en smule hævet efter det solide slag i ansigtet, men et blik på den anden dreng afslørede en så dyb frygt af Arion var nødt til at kigge væk og i stedet ned på kvindens sko. ”Jeg slog tilbage, Frøken. Han har ikke forvoldt mig meget mere skade end jeg ham.” Startede han ud og fugtede forsigtigt læberne før han kiggede op igen. ”Lad hans straf være at blive her og arbejde for byvagterne. I behøver ikke at give ham løn, men mad og et sted at sove. Måske, hvis I er tilfredse med hans arbejde, kan han blive?” Det lød absolut ikke som en straf, andet end han selvfølgelig ikke fik løn. Det var mere et forsøg på at ændre en andens livskurs til at gøre gav fremfor en straf hvor den anden med det samme ville vende tilbage til kriminalitet for at overleve.

Det var som om at hendes hjerte blev en smule større, da hun så hvordan han reagerede. Hvordan han opførte sig, og hans måde at bruge ord. Knægten kunne tale for sig selv, hans farmor havde gjort det godt. Bedre end hun nogen sinde ville have kunne gjort det. Hvis det altså var ham. Men det var som om, der bare var noget inde i hende, der ikke var i tvivl. Den dreng der stod foran hende, det var Arion hendes søn. Hun tog en dyb indånding, vente blikket tilbage imod den anden. “Hvad er dit navn?” han sank, og vente rystende blikket op imod hende. “Tom” hun nikkede, og lagde armene over kors. “Normalt ville jeg lade dig arbejde i stalden i en uge, og sende dig tilbage hvor du kom fra. Men måske vi prøver noget andet i dag. Noget du kan takke din nye ven for. Du bliver sendt ind på barakken i dag, så nogen kan holde øje med dig. Og i morgen klokken fem forventer jeg, at du er i gang med at muge ud i hestens stalde. Du for et sted at sove, mad og spise og til gengæld arbejder du for os uden betaling - Tag ham med.” hun vente blikket imod den byvagt der havde været med til at bringe dem begge tilbage til hovedkvarteret. Det var nogle undrende blikke der blev rettet imod hende, men de valgte ikke at sige hende imod. Og Tom blev ført væk, hun var ret sikker på, at han var for overrasket til at sige noget. Om det så var protest eller tak, det var hun ikke interesseret i. Nej, interessen lå på ham der nu var tilbage.

“Mit navn er Anann, jeg er våbenmester her hos byvagterne” hun satte sig igen ned på bordets kant, med hænderne der støttede på hver side af hendes krop. Hun lænede sig lidt forover og gav ham et skævt smil. “Må jeg spørger, hvem den unge herre er og hvad han laver så langt væk hjemme fra?” hun nikkede derefter imod hans næse der havde fået et ordenligt slag. “Og har du brug for nogen ser på din næse inden jeg sender dig videre igen?” hendes stemme var omsorgsfuld. Flere mil væk fra den måde hun havde snakket lige før. Faktisk tænkte hun slet ikke over at hendes opførsel på ingen måde var som den plejede. Det var så naturligt for hende, at hun slet ikke kunne stoppe.

Arion var ikke sikker på om han havde gjort den anden en tjeneste, men han håbede. Det var byvagterne! De var jo ansat til at holde lov og orden i byerne, selvfølgelig kunne de finde ud af at få vendt ham til en lovlydig vej. Give ham en chance mere i livet. Han håbede i hvert fald at det var konsekvensen. Han tog en dyb indånding og mærkede skulderne falde lidt ned igen som kvinden godtog hans svar og faktisk gav den anden dreng muligheden.
Inden Tom var helt ude af lokalet, nåede de at danne øjenkontakt. Han var ikke sikker på hvad han så i den andens blik, men han bildte sig selv ind at det ikke var fjendtligt, selvom han alligevel havde en mærkelig svag i munden over at skulle afgive straf. Det var ikke noget han brød sig synderligt om. Måske var det bare fordi det var første gang han skulle tage så voldsom en beslutning der havde så stor effekt på et andet menneskes liv.

Med vagterne væk, var der kun kvinden tilbage, og Arion kiggede op på hende, forventende at han også modtog en eller anden form for reprimande af en art. Han stod med hænderne foldet foran sig, afventende, men blev ikke mødt til af den hårde tone som før, men derimod en venlig g mere imødekommende. Han smilede til hende, forsigtigt først men glad for at han ikke fik skæld ud. ”Jeg tror den er okay, det var bare et slag” han svarede først på spørgsmålet om sin næse og mærkede automatisk lidt efter. Jo den var øm, men den føltes ikke forkert. Lidt medtaget men ellers. ”Mit navn er Arion. Arion Scarlet. Jeg kom til byen for at blive væbner for lyset – noget jeg ikke helt var så god til” svarede han ærligt med et skævt smil på læben. Jo, han var da skuffet over at de ikke kunne bruge ham, men han vidste helt ærligt heller ingen ting om at være en kriger. Kun historierne. Farmor havde glemt at meddele hvor meget træning det krævede at nå til de heltemodige historiefortællinger der indgik i alle små børns godnathistorier. For Arion var der ikke noget unormalt ved Ananns opførsel, andet end den var forskel fra før, men det havde også været en lidt anden situation.

Selvom hun allerede vidste hvad han hed, og hvem han var. Gjorde det alligevel noget ved hende, da han lagde det sidste bevis frem foran hende. Navnet var det samme, så det var ham. Smilet blev lidt bredere, men denne gang med en undertone af noget sørgmodigt. For selvom hun kunne se, at han havde haft en fantastisk opvækst. I hver fald fra at dømme hvordan hans person var, og hvordan han så ud. Så kunne hun jo ikke helt stoppe tankerne der drev imod, det hvad der kunne have været. Hvis hans far stadig havde levet, hvis de havde boet sammen alle tre. Ville hun så være en anden kvinde, end hun var i dag? Ville han stadig havde fået lige så god en opvækst. Var hun stadig i hovedstaden, eller havde de flyttet ud på det lille landsted de havde snakket om. Hun måtte vende blikket opad, da hun kunne mærke tårerne prikke. Utroligt, det var jo ikke fordi at hun kunne have undgået det her for evigt. Hendes anden søn havde jo allerede prøvet at opsøge hende. Så hvorfor skulle nummer to ikke også på magisk vis finde sig vej ind i hendes liv igen?

Anann prøvede i stedet at fokuserer på det andet han havde sagt. Væbner for lyset? Tænk, at på trods af at hans forældre ikke havde været inde i hans liv, så prøvede han alligevel at gå i deres fodspor. Gad vide om det var fordi at Lyanna havde fortalt historier om hans far. Men noget han ikke helt var så god til, nej. Når hun kiggede nærmere nu, så Arion ud til at have fået en del mere knubs end drengen ved navn Tom. “Så du kom til byen, uden nogen former for våben træning eller anden form for træning?” hun lod ikke hård, hun prøvede bare at understrege, om hun havde forstået det rigtigt. Smilet blev skævt, og hun skulle anstrenge sig for ikke at grine. “Ja, det bliver lid svært at blive en del af lyset, da de ikke har tiden til at træne folk op fra bunden. Har du nogen der kan hjælpe dig hvor du kommer fra?”

Arion forstod ikke hvorfor kvinden fik en let sørgmodig tone som han nævnte sit navn, men smilet var til at forstå. Hun var en venlig og rar person i hans øjne, og han kunne ikke undgå et stik af bekymring over at noget i hende havde et tag af tristhed. Alle havde deres historier, og de var ikke alle sammen lykkelige. Han kunne også blive sørgmodige af at tænke over hvordan han aldrig havde haft sine forældre, men han havde haft sin farmor og i nogle år også sin farfar, selvom han knap kunne huske ham. Da hun rettede blikket opefter og næsen fik en lidt mere rød farve, falmede hans smil og blev bekymret. Måske hun havde haft en dreng der havde gjort det samme som ham og ikke var kommet hjem? Eller en bror måske. Noget havde i hvert fald startet en reaktion og han var ked af det. Han åbnede munden for at spørge om hun var okay, men hun skiftede fokus. Skiftede væk fra det som gjorde ondt, og Arion accepterede hendes valg.

Smilet kom tilbage på læberne, et skævt et af slagsen og han nikkede. ”Ja, Frøken” set i bakspejlet, havde det ikke været nogen form for klog beslutning! Han havde ingen våbentræning, andet end han vidste at man skød pilen væk fra sig, og sværdets spidse ende pegede mod modstanderen. Det var vidst også det. At være opvokset blandt farmdrenge havde ikke gjort ham bedre udrustet til taktisk kamp, om end han burde havde været bedre til en nævekamp end han var.
”Desværre ikke, Frøken. De andre drenge arbejder mest i marken, og forstår bedre at bruge en høtyv end et sværd. Det går sig nok også gældende hos mig.” indrømmede han med et let grin, der ledte over i en let grimasse som næsen blev irriteret. ”Men min farmor sagde, at hvis ikke jeg prøvede så ville det slet ikke lykkes for mig” hvilket hun jo havde ret i, men han mistænkte hende også for at have en skjult agenda med ikke at omtale at han selvfølgelig skulle bruge bare lidt våbenerfaring for at kunne komme ind. Nemlig at han kom sikkert hjem igen.

Hun smilede skævt, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller stille op. Her stod der en knægt foran hende, som havde troet han bare kunne skrive sig op til lyset. Uden nogen træning, uden nogen mulighed for at træne. Hun havde faktisk, hvis hun kunne regne rigtigt. Stået i selvsamme situation, hun havde dog haft en del mere flair for det, da hun havde sloges med de ældre drenge fra hun havde været en hel lille pige. Så hvor at våbenfærdighederne ikke havde være helt så gode, så havde hun kunne kæmpe ganske fint uden brug af våben overhoved. Hun nikkede lidt, og kiggede eftertænksomt ud i luften. Smart farmor, prøvede sikkert at sikre sig at ikke samme skæbne tilfaldt hendes barnebarn som hendes søn.

“Din farmor har vel ganske ret i den antagelse. Hvis man ikke prøver komme man ikke så langt.” hun vente blikket tilbage imod ham, studerede lidt hans figur. Han havde da en ganske fin holdning, det kunne da ikke kræve meget at få trænet ham op? “Du nævner din farmor, tager jeg fejl hvis jeg antager at du ikke har en far der kan hjælpe dig?” det var måske lidt et personligt spørgsmål, og måske også lidt risikabelt at snakke på den måde. For hun havde på ingen måde tænkt sig at afsløre hvem hun var. Hun var også rimelig sikker på, at hvis hun begyndte at fortælle ham hvordan og hvorledes. At han nok slet ikke ville tro på hende, hun ville i hvert fald være meget skeptisk, hvis en dame påstod hun var hans mor. Især når han havde fået at vide, at den mor han kendte til døde da hun fødte ham.

Arion var jo bare en grønskolling. Han havde naturligvis ikke tænkt over det, og han fik næsten røde øre nu han var opmærksom på at selvfølgelig krævede det en eller anden form for erfaring eller tidligere træning. Men der var ikke andet at gøre end at komme videre fra det. Arion havde ikke frygtet at få en afvisning, selvom han selvfølgelig gerne ville accepteres, men hans live blev ikke ødelagt af det. Livet var mere end bare at følge sin barndomsdrøm, for selvom han altid var blevet opmuntret til at følge sin drøm, var han også blevet fortalt at han aldrig skulle gå sig på hvis guderne havde andre planer med ham.

Arion smilede, men det falmede let som hun nævnte hans far. Han kiggede tilbage ned på hendes sko med et mere trist smil på læben inden han rystede på hovedet. ”Nej, frøken. Min far døde før jeg blev født, for lyset” svarede han med en let stolthed i stemmen, der dog alligevel ikke overgik det mere sørgmodige. Nej, han havde aldrig kendt sin far, men han ville ønske at han havde. ”Min mor døde under fødslen.. Så min farmor er alt jeg har haft” men det var heller ikke noget at se sig trist på. Hans mor var også en kvinde han ville ønske han havde mødt, men farmor havde været den forældre han behøvede her i livet.

Anann nikkede eftertænksomt, mens blikket gled væk fra Arion. Hvad var det egentlig hun prøvede på? Hvorfor stillede hun alle disse spørgsmål, hun havde på ingen måde tænkt sig at være hans mor. Ikke efter så mange år, så behøvede han det ikke. Ønskede det måske slet ikke. Så hvad var det, som hun håbede og ønskede ved at stille alle disse spørgsmål? Kunne hun ikke bare sende ham afsted, fortælle ham at hovedstaden var et farlig by. Lyset var ikke alt han håbede på, og han var meget bedre tjent ved at arbejde på markerne. Finde sig en sød pige, som han kunne gifte sig med og få børn. Lev livet som en ganske almindelig bonde.

Men så snart hun kiggede på ham igen, så hun den mand hun havde elsket så højt. Hans brændende ønske om at gøre gode ting for verden, at komme ud og opleve det som var blevet fortalt i historiebøgerne. Og selvom at han havde betalt den højeste pris man kunne, havde hun også forliget sig med at det havde været det som han havde ønsket. Caspian, hendes blik blev fjernt som hendes tanker formede sig i hendes hoved. Og helt og aldeles stille. Hun var ikke sikker på, hvor længe hun havde siddet der. Om det havde været fordi han havde sagt noget, eller at hun bare selv havde brudt den midlertidig trance. “Undskyld.” sagde hun med et smil, og rystede på hoved. “Må indrømme, du minder mig meget om en person jeg kendte en gang.” hun grinede lidt, og lagde en hånd på nakken. Nej, du gør det ikke, du siger det ikke!

Tankerne skreg af hende, men hendes mund bevægede sig hurtigere end de kunne stoppe hende. “Jeg skal selv til Medianen igen for at besøge min familie. Og jeg ved, at min ven, som du minder mig om. Ville ikke have ønsket noget højere end at tjene sit land for det bedre.” hun grinede lidt, og rejste sig op. “Hvis du skulle ønske det, kan jeg nok finde tid til at træne dig i det jeg ved.” der var jo ingen grund til at fortælle knægte, hun var våbenmester for byvagterne. “Og skulle du vise potentiale, og du farmor skulle give dig lov. Kan vi jo efterfølgende lave en aftale du kan komme til byen og jeg kan træne dig en gang imellem. Er det et tilbud du kunne være interesseret i?” dette kunne være hendes vej, en måde at heale nogle af hendes dårlige samvittighed. Måske hendes redning i livet?

Arion vidste at intet kunne bringe hans forældre tilbage. Han havde set Engle før, det var ikke fordi det var umuligt. Men det var så usandsynligt at han ikke engang havde valgt at så håbet. Hans far var død i kampen for at beskytte de svage og gode. Hans mor havde ladet sit liv for at sætte ham ind i verden. Han var stolt af dem begge. Stolt og trist. Men han havde Lyanna, hans farmor. Hun havde sørget for ham, været strid når nødvendigt, kærlig og varm oftere end råbende og arrig. Selvom hun havde hele pakken, men Arion havde været et nemt barn. Det havde hun i hvert fald sagt.

Drengen kiggede nysgerrigt på hende med et venligt smil. Spørgsmålet lå lige på tungen til at spørge hvem han mindede hende om. Det var selvfølgelig en privat anlæggende, men hun havde set glad ud. Havde haft et smil på læben og noget i blikket der gjorde ham nysgerrig. Hvem end det var, var det positivt. Hvilket i sig selv var rart at vide. Hendes næste ord fik ham næsten til at tabe underkæben i overraskelse. ”Virkelig?” hans stemme var overrasket og han boblede af glæde over hendes ord. Arion havde ikke gjort sig nogen forhåbninger om at kunne finde en træner, eller på anden vis blive oplært til at blive god nok. Han kunne måske få opfyldt sin drøm. Smilet var bredt på hans læber som han nikkede til hende ”Ja, det vil jeg virkelig gerne, Frøken. Mere end noget andet” han kunne kramme hende, og man kunne nærmest se ham hoppe på stedet. Hvordan han havde været så heldig, begreb han ikke, men han tog imod muligheden med kyshånd.

En varm og kort latter forlod hendes strube. Og dertil spredte der sig også en meget varm følelse i kroppen. Smilet forblev på hendes læber, hvordan kunne det forsvinde. Når sådan en glad person stod foran en? Som lyste op, som var han solen selv. Det var i hvert fald sådan at hun så det. Måske tildels med farvede briller på. “Virkelig” svarede hun, og nikkede. Mens hun så hvordan, han lignede en der lige havde fået den bedste gave til jul.
Måske forholde det sig også sådan?

Hun gik om bag skrivebordet, og begyndte at rumsterer lidt rundt. Lagde pergamentet foran sig, og fandt hendes pen og et blækhus frem. “Jeg rejser om otte dage, så når jeg kommer til medianen kan jeg komme efter det. Hvor skal jeg sende bud efter dig?” spurgte hun så, og gjorde klar til at skrive ned. Før han svarede, begyndte hun allerede at skrive hans navn ned. Det som hun havde givet ham tidligere. Hun vidste godt, at ude i medianen var det ikke så meget veje der eksisterede. Mere klyngere af gårde der udgjorde små landsbyer. Så var der selvfølgelig den største af dem, som alle lidt pejlemærket udfra. Et ganske spøjst samfund når det kom til stykket, især efter man var blevet vant til Dianthos. “Ah en sidste ting, har du våben selv?” efter hun havde skrevet tingene ned, ventet hun blikket op imod ham igen.

Arion begreb ikke hvor heldet kom fra! Han havde ikke regnet med at det ville være slutningen på en dag, der havde været fyldt med skuffelser. Selvom han havde været god til at smile og trække på skulderen, havde det alligevel været nedslående at få afslag. At blive forsøgt bestjålet og bagefter havnet i slåskamp havde været glasur på kagen af uheldigheder. Men det havde bragt ham her, hvor byvagterne havde set træt på de to unge knægte, for at ende med et tilbud han vitterligt ikke kunne eller ville sige nej til.

Han holdte ikke op med at smile og lyse som en lille sol, som det praktiske blev omtalt. ”Jeg bor nær Solgården.” den større gård omgivet af marker. Det lille hus han boede i sammen med sin farmor lå ude for enden af den ene af markerne, hvor de havde et lille stykke land som Arion forsøgte at gro nogle gode grønsager på, men ellers tage arbejde på gården selv, hvis der var behov. ”Morten, stalddrengen ved hvor vi bor – han er tit ovre og få aftensmad” hans forældre døde under pesten og havde ikke haft nogen steder at gå hen. Han var dygtig til at passe dyrene, da han snakkede mere med de pelsede end de tobenede, og Arion havde taget ham med hjem et par gange når han syntes at være alt for udsultet.

Smilets klan ændrede sig en smule til noget mere stolthed og ryggen rettede sig en smule mere op uden han selv bemærkede det. ”Ja, jeg har min fars sværd” Han ville ikke tage det med til Dianthos, af frygt for at det blev stjålet. En frygt der havde været berettiget taget i betragtning af at hans taske også næsten var blevet snuppet for næsen af ham.

“fantastisk, ellers har jeg et der ligger derhjemme fra da jeg var ung og i lyset.” hun betragtede ham kort, “kan være jeg skal tage det med, det er lidt kortere i skaftet, og vil måske passer dig bedre - nu når du endnu ikke er fuldvokset.” hendes øjne betragtede ham ikke længere, som være den søn hun havde givet væk da hun havde født. Men som en ny rekrut der var blevet tildelt hende. Det kunne godt være de alle sammen så hende, som værende en skrap og sur kælling. Men ni ud af ti gange, brugte hun utrolige mængder af tid for at sikre sig, de fik den bedste træning. Det var trods alt det hun var ansat til.

Hun rejste sig op, og gav ham et lille brev. “Dette kan du tage med til din farmor, der står i hvad vi har snakket om i dag.” hun smilede til ham, og lagde derefter armene over kors. “Så skal jeg ikke holde dig længere - hold dig ude af problemer mens du er her. Og hvis du skulle have nogle spørgsmål, kan du jo sende et brev her til.” med disse ord, viste hun ham ud af kontoret. Hun betragtede ham, som han forlod byvagtskvarteret. Havde det her virkelig sket? Det var ikke en eller anden drøm, som hun lige om lidt vågnede op af.

“Nå.. så hvem var knægten?” hun mærkede hvordan at nogen puffede hende i hendes ribben. Åh Gud, nej dette var ikke en drøm. “Hold dig til dine egne problemer Tristan.” vrissede hun, og gik med hurtige skridt væk fra ham. Dog havde det blot det modsatte effekt, som han begyndte at løbe efter hende. “Jeg mener, han må være ret speciel!” hun knurrende indvendig. “Hold din kæft Tristan!” det gik så vidt, at hun blev udspurgt af ham, lige ind til hun gik ind på hendes egen kontor og smækkede døren lige i hoved på ham. Nu havde hun da aldrig! Kunne en kvinde ikke have en hemmelighed i fred?

Arion så endnu mere beundrende på hende, som hun nævnte at havde været en del af lyset. Det var ikke svært at se, at han satte krigerne højt i sit sind. Specielt fordi hans far selv havde været der. Måske hun kendte til ham? Nej, nej det gjorde hun nok ikke. Anann så alt for ung ud til at havde kendt Caspian. Hun måtte højest havde været teenager dengang han døde, det var Arion næsten overbevidst om. Men det hindrede ham ikke i at se beundrende på hende og nikke ivrigt. Nok bedre med noget der var lidt nemmere at styre. Arion havde en tendens til at være uheldig!

Arion rakte ud og tog imod brevet og nikkede til hende, ”Tak Frøken” ordene var efterfulgt af et stort smil der lyste hele ansigtet op ”Tusind tak og bare rolig, skal nok opføre mig ordentligt” ord som teenagedrenge nok ofte udtalte det, men med Arion var det den skinbare sandhed. Kunne han holde sig ude af enhver form for problemer så gjorde han det! Han lavede et lidt kejtet buk, mest fordi han var så spændt at det ikke gik helt godt. ”Fortsat god dag, frøken og tak!” Med de ord forlod han byvagternes hovedkvarter med et smil der ikke ville forlade ansigtet.

Det var heller ikke væk som han nåede tilbage til købmanden der havde ledt panisk rundt efter ham, og Arion måtte til at forklare sig. Han var undskyldende, men stadig som en lille sol, og selvom deres rejse var blevet forsinket, gik alt godt. De nåede ud af portene, nåede et godt stykke før lejren blev slået for natten og Arion igen kunne ligge og tænke på at selvom det ikke var gået præcis som han ville, var der igen sket noget positivt!