Det havde været nogen hårde år for Reina. Plagerne, Kiles Orden, hendes død og genstopstandelse, og så at finde dronningen så afkræftet i Azurien. For ikke at nævne hele situationen med også at få Kiles Orden ned med nakken. Hun havde ikke været i kamp i årevis, og at gøre fortræd på andre var ikke noget hun nød, men det havde givet en følelse af at hun havde gjort noget. Nogen gange følte hun virkelig at hun så for passivt på mens tingene skete, fordi hun ventede på et tegn fra Isari.
Hun håbede at hun kunne lægge nogen af alle de her ting til side, og fokusere på nuet igen. Det var i hvert fald et skridt i den rigtige retning, at hun endelig var tilbage til katedralen, det sted hun følte sig allermest hjemme, selvom det stadig var hårdt at se på stedet hvor hun brutalt var blevet myrdet.

Dagen havde været forholdsvis varm, men nu når det var begyndt at komme ud på aftenen, og solen stort set fra gået ned, havde kulden alligevel omfavnet tempeldistriktet, selvom temperaturen stadig var det samme inde i katedralen. Kølig, og en smule indelukket. Noget man vænnede sig til, når det var her man brugte det meste af sin tid.
De fleste i katedralen var efterhånden gået i seng, men Reina kunne ikke sove. Det var sjældent hun sov mere end et par timer, men at falde i søvn var også blevet hårdere og hårdere. Især efter hendes genopstanden. Hun havde trukket en kåbe om sig, for at skærme sig fra kulden, der virkede til at følge hende det meste af tiden, og bar et lille stearinlyst til at vise hende vej, selvom der ikke var totalt mørkt.

Hendes skridt ekkoede, som hun gik, og hun endte med at gå over til en af bænkene, og sætte sig, så hun kunne se op på statuen af Isari. Det her var det eneste tidspunkt hun rigtig kunne få lov til at samle tankerne om hvad der var sket, og føle Isaris nærvær.

Måske havde det været dumt, at accepterer en opgave lige midt i hjertet af Isari katedralen. Nej, ikke "måske", det havde været dumt. Torskedumt, faktisk. Men nu var Ash heller ikke kendt for at være den skarpeste kniv i skuffen, og hvad var livet uden en smule dumdistrihed. Eller, døden, mere præcist.
Opgaven havde lydt lige til: Isari katedralen skulle infiltreres og en tempelpræst skulle dø, men det var langt fra virkeligheden. For var der noget sted, der svømmede med Lysets krigere, så var det her. Og det havde da også taget uger at ligge den en plan. Både en plan for, hvordan han skulle komme ind, finde præsten, slå vedkommende ihjel og komme ud igen, men også en plan for, hvad han skulle gøre hvis det hele fejlede.

Og så havde der jo også lige været det der med at komme ind i katedralen. En opgave, der havde taget et par dage, og havde krævet en blanding af kloakkerne og en snigen gennem skyggerne, når de altså var fremme.
Han var nået frem til katedralen dagen før, få øjeblikke inden solen var brudt frem. Dagen havde han henslængt i en af kældrene: skjult i skyggerne havde han levet af de rotter der havde været uheldige nok til at finde hans vej, indtil en svag fornemmelse havde fortalt ham, at solen var på vej hjem. Hvilket betød, at det var nu eller aldrig han skulle slå til.
Han havde trukket det velkendte stof op over underansigtet, sikret sig at dolkene sad hvor de skulle og havde så forladt kælderen.

Fremgangen havde taget lang tid, for han var rejst fra skygge til skygge, over korte afstande for at sikre, at han ville have magi nok til at komme ud igen, hvis han pludselig fik brug for det.
Men frem var han kommet og til sidst havde han fundet præstens sovesal. Det havde været en god blanding af gamle kort, syner fra de synske og informationer fra Lysets forrædere, der havde klædt ham på til at finde det rigtige værelse. Men det var lykkedes, og efter at have sikret sig, at ingen så ham var han hoppet fra skyggen på gangen, ind på værelset, hvor præsten havde sovet.
Hun nåede ikke engang at vågne før Ash havde endt hendes liv da han lydløst førte dolken over hendes strube og gjorde kort proces af hende. Duften af frisk blod var fristende, men han vidste han ikke måtte efterlade nogle spor, hvorfor han havde styret sig og nøjedes med at slkikke resterne af hænder og dolk rene inden han havde forladt værelset.
Hun ville blive fundet i morgen, det var han vis på, men der var han over alle bjerge og på vej mod Kzar Dûn for at aflægge rapport.

Det havde i hvert fald været hans plan, og han havde været godt på vej gennem katedralen igen, da lyden af fodtrin havde fået ham til at søge den nærmeste skygge, som havde opslugt ham.
Skridtene var lette, og da personen kom tættere på vidste det sig at være fordi de tilhørte en kvinde. En kvinde han ved første øjekast ikke genkendte, da han var travlt optaget af at sikre sig, at han forblev gemt i skyggerne, der flakkede i kvindens medbragte stearinlys.
Det var duften fra hende, der ramte ham som det første. En let blomsteragtig duft, som han et kort øjeblik ikke kunne placere. Alligevel var der noget velkendt ved den. Noget, der pirrede hans sanser så meget, at han stirrede mere indgående på den forbipasserende kvinde.

På trods af at hans hjerte ikke havde slået i århundrede kunne han forsvore, at den sprang et slag over da kvinden passerede ham og han genkendte hende. Synet af hende var lige ved at få ham til at træde ud af skyggerne, men så havde hun passeret ham i et brus af det blonde hår han førhen ofte havde begravet hænderne i.
Reina.

Han vidste han burde forlade katedralen. En død præst og en sol, der ville stå op om et par timer burde have været nok til, at han stak af. Men hvordan kunne han det, når den kvinde der havde betydet så meget for ham i så mange år pludselig var her.
Han huskede aftalen der var blevet lavet dengang for så mange år siden, hvor de havde været taget til fange af selv samme Mørke, som han nu arbejdede for: hans liv for Reinas. Det havde været den nemmeste aftale at indgå, for han havde værdsat hendes liv så meget mere end han nogensinde havde værdsat sit eget. Men da han var vågnet op efter sin forvandling havde hun været væk, og skønt han havde ledt efter hende i starten, havde han aldrig fundet hende. En del af ham havde vel troet, at aftalen ikke var blevet overholdt og at hun var blevet dræbt, og han havde druknet sine sorger i blod og mjød lige indtil sorgen var blevet til at bære og tabet til at accepterer.
Og nu var hun gået forbi ham, levende.

Han tænkte ikke engang over det, da han lod skyggerne føre sig fra et sted til et andet, som han satte efter hende ind i et rum, hvor hun satte sig på en bænk foran en statue af selvsamme gudine, som katedralen var opbygget omkring.
Et langt øjeblik sagde han ikke noget, stirrede bare på hende. Så blev det hele for meget, og han kunne ikke længere ligge bånd på sig selv. "Reina?" Hans stemme var mere hæs end den havde været længe, men om det skyldes chokket af at se hende, eller noget andet var ikke til at vide, som han trådte ud af skyggen et stykke foran hende, stadig med et udtryk, som havde han lige set et spøgelse.

Reina kunne ligeså godt have været et spøgelse. Hendes hud var i hvert fald væsentlig blegere end den havde været de mange år siden, hvor de havde været sammen, og de lyse klæder og hår, plus de hvide vinger, gav hende lidt en aura af noget der ikke hørte til på denne her jord. Hendes vejrtrækning og hvordan hun trak sin kåbe lidt mere om sig, pga. kulden, fik hende dog til at se ganske menneskelig ud.
Hun sad dog i sine egne tanker, og lagde ikke mærke til at der var nogen der kom nærmere hende. Måske fordi ingen ville turde at komme efter hende så kort tid efter slaget? Eller at folk var klar over at selvom hun var ypperstepræstinde, så havde hun stadig evnerne fra sin tid som kriger. Hun følte sig i hvert fald ikke udsat. Derfor var hun også noget mere overrasket, da hun pludselig hørte en stemme. En stemme hun ikke umiddelbart kendte.

Hun rejste sig op, stadig med stearinlyset i hånden, og hendes øjne kiggede straks hvor stemmen kom fra, hvor en mand stod. Hendes øjne så en smule frygtsomme ud, selvom det var tydeligt at se at hun holdt sig tilbage, og prøvede at holde sig rank og stolt.
"Kender jeg dig?" spurgte hun, som hendes øjne flakkede over mandens ansigt og krop. Der var noget næsten familiært over ham, men Reina kunne ikke påpege hvad det var. Desværre havde hendes utallige genopstandelser, og dårlige oplevelser haft en vis indvirkning på hendes egenskab til at genkende ansigter. Det var endnu værre fordi det var så mange år siden at hun faktisk havde set Ash, og hun havde ikke forventet at ville se ham nogensinde igen. Hun ville ikke engang med et kvalificeret gæt nå frem til at det var ham.

"Kender jeg dig?" Et øjeblik føltes det som verdens største mavepuster, for når nu han havde genkendt hende følte han næsten, at hun også burde genkende ham.
Medmindre, altså, det ikke var hende. Hun var trods alt forandret sig en del, og et kort øjeblik blev han i tvivl om det overhovedet var hende. Så rystede han tanken af sig. For nej, det var hende, det var han helt sikker på. Han ville kunne genkende Reina alle steder, selvom det måske ikke var gengældt.

Men så slog det ham, at hun naturligvis ikke kunne genkende ham. Dels fordi hun næppe troede han var i live – sidste gang hun havde set ham var han trods alt blevet slået ihjel – men også fordi han havde trukket det sorte klæde op over underansigtet efter han havde slået præsten ihjel, så det nu skjulte hans underansigt. Faktisk var det kun øjnene der var synlige, og så de spidse øre, som hun næppe ville kunne se i det halvmørke han stod i.
Tanken fik ham til at føre en af de slanke hænder op for at trække klædet væk, og dermed afsløre hans ansigt. ”Reina.” Gentog han igen. ”Jeg kan næsten ikke tro det, jeg troede du var død.” Han var forsigtig med at blotte sine tænder for meget, for han ønskede ikke hun skulle se de spidse hjørnetænder. Ikke nu, hvor hun ikke kunne huske ham, da der var en reel risiko for, at hun ville se dem og alarmere en eller anden. Eller gå til angreb; Reina havde altid været i stand til at passe på sig selv, og Ash ønskede ikke, at hun skulle bruge denne evne på ham. Og så var der jo den der lille krølle med, at han burde stikke af så hurtigt som muligt, så han kunne nå så langt væk fra katedralen som muligt inden solen steg op. Alligevel fandt han sine ben låst fast i situationen, ude af stand til at forlade den kvinde, der sad på bænken foran ham.

Måden hendes navn blev sagt på, fik hendes hjerte til at slå hurtigere, og hun kunne næsten mærke hvordan luften var ved at gå ud af hende, men hun kunne ikke placere hvorfor, heller ikke hvorfor det lød så bekendt. Det var blot hendes navn, men der måtte være noget under det.
Hendes bryn rynkede sig en smule, da han endelig gav hele sit ansigt til kende. Det var som at det var lige på tungen, men hun kunne bare ikke lige komme hele vejen til konklusionen om hvem dette her egentlig kunne være.

Hun trådte tættere på, og holdt lyset lidt længere op, så hun bedre kunne se ansigtet på ham. "Jeg... var død. Undskyld, jeg virker ikke til at kunne huske dit navn. Min hukommelse er ikke hvad den har været, det må du meget undskylde," sagde hun, og håbede på at hun kunne få et navn. Forhåbentlig ville det hjælpe med et navn, det var noget hun normalvis kunne huske, og manden måtte jo have snakket med hende tidligere når han var så rørt over hendes død. Det havde været en tragisk begivenhed, og han var ikke den første der havde kommenteret på hendes genopstanden. 

Måske var det virkelig ikke hende? På trods af at kvinden på bænken lignede Reina fuldstændig, lød som hende, ja endda havde duftet som hende blev han alligevel i tvivl om, hvorvidt han havde taget fejl.
Blikket i lyseblå øjne han havde brugt så mange timer på at stirre ind i var fuldstændig blottet for genkendelse da han afslørede hele sit ansigt. En vis skuffelse ramte ham, for måske havde der været en del af ham der havde håbet, at hun ville genkende ham, som han havde genkendt hende. Men netop fordi denne genkendelse manglede begyndte han at tvivle på, om det var ham der havde taget fejl. Måske var det i virkeligheden hans minder der havde spillet ham et puds. Det havde de aldrig gjort før, men hvis han havde set en kvinde, der lignede Reina nok, og hvis han havde haft en stærk nok længsel efter at se hende igen, kunne det jo være sådan det hang sammen.

Alligevel var det heller ikke et tilfredsstillende svar, som han tog et skridt hen imod hende, tøvende, som var han ikke sikker på det var det rigtige at gøre. Skyggerne vred sig bag ham: rakte ud efter ham, som var de klar til at opsluge ham hvert øjeblik det skulle være, hvis dette møde blev for smertefuldt. "Ash," Svarede han så, og følte sig pludselig tør i munden. En meget mærkelig følelse eftersom det var noget, der var forbeholdt de levende. "De kaldte mig Ash - jeg kaldte mig Ash, da vi mødte hinanden."

Det var som om at svaret var der. Lige ude for rækkevidde, men alligevel tæt nok på at hun følte at svaret stod og stirrede hende i ansigtet. Aldrig havde hun været så frustreret over ikke at kunne ansigter på folk.
Heldigvis kom svaret tidsnok, og chok ramte hende som en mur, og hun gik helt i stå. Hendes øjne blev store, og hvis hun ikke havde haft et solidt greb på sit stearinlys, så havde det nok ramt gulvet, som hun bare mærkede hvordan hendes krop pludselig havde svært ved at fungere.

"Ash?" kom det endelig fra englens læber, og hendes hånd rakte ud efter ham, blot hans brystkasse, som var hun bange for at hun forstillede sig ham foran hende. Han var død. Det var det sidste hun havde set af ham, så han kunne altså ikke være her, uanset hvor meget hun ønskede det. For om hun havde ønsket det i årevis. Hun havde håbet at Isari ville have ondt af dem, og bringe ham tilbage til livet, for han fortjente så meget, men som tiden gik, gik det op for Reina at måske Ash havde ønsket bare at forsvinde hen i døden, og det var derfor at Isari ikke havde reddet ham.
"Men... jeg så dig dø," hviskede hun blidt. Nu når hun havde fået navnet, så var hun heller ikke i tvivl om at det var Ash foran hende.

Ash var ikke sikker på, hvorfor han havde været så højtidlig da han havde givet hende hans navn. Det havde været en noget mere kringlet og besværlig måde, end hvis han blot havde sagt "mit navn er Ash, men måske var han i virkeligheden mere påvirket af situationen end først antaget.
Men det syntes at have startet noget i hende, for som hendes øjne blev store af chok blev det tydeligt for hende, at hun endelig kunne huske ham. Om det var en god ting måtte tiden vise, men for nu havde det virket som det mest vigtige han nogensinde havde stået overfor.

"Ja." Bekræftede han, da hun sagde hans navn på den der måde kun hun havde kunne gøre det. Fornemmelsen af hendes hånd på hans brystkasse var velkomment, og dog gjorde den ham nervøs. For skønt den var velkendt for ham, ville hun ikke mærke et bankene hjerte inde bag brystkassen, ligesom hun ikke ville mærke lungerne udvide sig, som han trak vejret. Det hørte en anden tid til, inden Mørket havde adskilt dem så grusomt. "Ja." Gentog han. "Det gjorde jeg også. Døde. Og byttehandlen virkede, kan jeg se. Jeg troede faktisk..." Han sank et eller andet. "Jeg troede faktisk de også havde krævet dit liv, da jeg ikke kunne finde dig." Han kunne have ledt i templet, men havde ikke gjort det. Allermest fordi han havde været bange for, at han ikke ville kunne finde hende. Men også fordi alt havde været så nyt, og han havde haft et helt nyt liv han skulle vænne sig til.

Reina var for fokuseret på at Ash var virkelig og lige der foran hende, at det manglende bankende hjerte, og lunger der trak luft ind, ikke var noget hun registrerede. Hendes eget blod pumpede hurtigere og hurtigere rundt i hendes krop, som hendes hjerte bankede afsted. Af chok, og af glæde. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til det, og på et tidspunkt måtte hun også stille spørgsmålstegn til at han levede, men lige nu, var der bare lettelse over det.

"Byttehandlen?" sagde hun tøvende. Hele den periode hos Mørket hvor hun var blevet tortureret var sløret og hun kunne ikke huske meget fra den. "De... de skar mine vinger af," sagde hun. Ikke at mann kunne se det, med de store flotte hvide vinger hun havde fået tilbage efter sin nyelige genopståelse. "Og så..... så kom jeg fri..." sagde hun, hendes blik fjernt, som prøvede hun at huske på hvad der var sket alle de år tilbage. Minder som hun havde forsøgt at fortrænge, men ofte kom tilbage i drømme. Ikke at hun kunne huske mange af drømmene mere.

"Men hvis du døde.... hvorfor er du så her? Hvordan er du her?" spurgte hun endelig. Var han også genopstået som en engel? Nogen gange tog det længere tid før man var tilbage. Vingerne kunne han jo have trukket ind i sig.

//Undskyld det sene svar <3

Det var på mange måder fuldstændig uvirkeligt og skræmmende virkeligt, at stå her foran hende. Uvirkeligt fordi det trods alt var noget han havde håbet på i så mange år. Ash var ikke specielt religiøs, havde aldrig rigtig været det, og han havde derfor ikke rigtig haft nogen gud at bede til, men han havde håbet. Håbet at han ville se hende igen. At han ville få mulighed for at høre hendes stemme, fornemme hendes duft. Mærke hende stå foran ham.
Og nu gjorde hun, så tæt på at han kunne række ud og røre hende. Og det var ufatteligt skræmmende. Og han kæmpede mod tiden, det vidste han. Både fordi han havde efterladt sig en død præst i et soveværelse, men også fordi han kunne mærke solen ville stå op om ikke så forfærdelig lang tid. Og hvor end han gerne ville, vidste han at han ikke kunne blive fanget her med Reina. Det ville være for uforsigtigt og for farligt. 
Han sank noget ved hendes ord. "Ja.... det ved jeg. Jeg er... jeg er så ked af det, Rein. Jeg ville have givet alt for at skåne dig, men... jeg havde ikke mere at give.

Og så kom spørgsmålet han havde ventet. Ventet og frygtet. Et spørgsmål der fik ham til at træde et skridt tilbage. Han havde lyst til at se væk så han ikke behøvede møde hendes blik, men vidste han skyldte hende mere end det. "Jeg var nødt til at redde dig," begyndte han. Blikket i de mørke øjne var både fulde af sorg og hungrede efter en tilgivelse, han ikke var sikker på han fortjente. "Så jeg lavede en byttehandel: mit liv for dit. Det var det eneste jeg havde; jeg byttede min sjæl for din, og jeg ville gøre det den dag i dag. Jeg er ked af det, Rein, hvis jeg bare... hvis jeg kunne gøre alt om, ville jeg gøre det." Men han vidste bedre end nogen, at man ikke kunne ændre i fortiden. Han var tavs et langt øjeblik, så mødte han hendes blik. "Rein," hendes navn flød over hans læber med en lethed, som havde han altid sagt det. Men om hun ville besvare det var han ikke sikker på, slet ikke som han åbnede munden og blottede de spidse hjørnetænder så de blev synlige, selv i kirkens halvmørke.

Hånden der havde ligget på Ash's bryst, for at bekræfte at han virkelig var levende, trak Reina tilbage til sig. Den rystede en smule, men hun prøvede stadig at holde følelserne inde og ikke blive overvældet af dem, til trods for at hun kunne mærke dem rive og flå i hende. Noget de så sjældent gjorde, mest af alt fordi hun ikke lod dem.
”Du ville give dit liv for mig... du gav dit liv for mig.” udbrød hun hurtigt derefter, som han forsøgte at sige at det ikke havde været nok. ”Det var mere... mere end du burde have givet for mig.” Det gjorde ondt at vide at hun var den skyldige i at han måtte have ladet livet, bare for hendes overlevelse.

Dog kunne hun se skylden skylle ind over ham, og hendes øjne blev lidt større som hun kiggede forvirret og lidt skyldig på ham, men samtidig forstod hun ikke rigtig hvad han mente. I hendes hoved gav det bare ikke mening at han var blevet vampyr, selvom det var en meget virkelig ting der skete, og måske var hun også blot i fornægtelse med sig selv.
Et sug gik gennem hende, som han sagde hendes navn på. En del af hende ville bare falde i hans arme igen og glemme de mange år de havde været adskilt, men tanken blev hurtigt skubbet til side, som alle hendes spørgsmål blev besvaret da han viste tænderne.

Hun trådte et skridt tilbage. Hun kunne sagtens håndtere en vampyr. Hendes magi var deres værste fjende, men det her var Ash.
”Du er.... en..” faldt ordene ud af hendes mund, uden hun var i stand til at færdiggøre dem rigtig, for hun vidste det nu og han vidste også udmærket at hun havde set det med den reaktion hun var kommet med.
Hun sank lidt før hun åbnede munden igen. ”Er det... hvad de gjorde?” hviskede hun, næsten blidt, men ligeså meget forfærdet over det. 

Reinas påstand om, at han havde givet alt for meget for at hun kunne leve fik ham til at sende hende et opgivende blik. For det passede naturligvis ikke. Han ville have givet det hele tusindfoldigt, hvis bare det ville sikre hende. Men han havde kun kunne give sit liv én gang, og hvad der havde været tilbage var måske nok ham, og så alligevel ikke. Den forbandelse der var blevet lagt over ham var en han ville skulle leve med resten af sit liv - eller indtil en eller anden destruerede ham. "Jeg ville altid ofre mig for dig, Rein, altid." Svarede han, som var det det mest naturlige i verden, hvilket det også var for ham. Det havde det i hvert fald været førhen. Lige nu var han slet ikke sikker på, hvad der var naturligt at gøre, for skønt han vidste hvad mørket i ham bød ham at gøre, var han også mere forvirret og fanget i sine følelsers vold end han nogensinde før havde været.

Ash kendte Reina godt nok til at vide, at hun uden tøven ville kunne slå ham ihjel hvis hun havde lyst. Hendes magi var så stærk, at hun ville kunne slå ham ned lige her og nu, hvis det var det hun ville. Men han tøvede ikke med at ligge sit liv hendes hænder, for han vidste også at hun var Reina og at hun ikke ville kunne gøre det. Ikke lige nu og her i hvert fald. Om tingene ville ændre sig når de fandt præsten var han ikke sikker på, men på det tidspunkt ville han være nødt til at være flygtet alligevel. "- En vampyr?" Foreslog han, da hun ikke var i stand til at færdiggøre sætningen. Et kort sekund gled det gamle, skæve smil over hans læber, så forsvandt det ligeså hurtigt som det var kommet. "Det var noget af det, ja." Svarede han med et svagt nik.
Han var tavs et langt øjeblik inden han endelig fandt modet til at møde hendes blik igen. "Hvad vil du gøre nu?" Spurgte han og hentydede til den magi han vidste hun besad.

Reina ville aldrig lægge sit eget liv højere end en anden person, og da slet ikke en hun havde kær. Isari havde holdt hånden over hende mange år, men det betød ikke at hendes liv var mere værd, selvom Isari havde tvunget hende til at føle dødens kolde hånd to gange nu, og hun var ikke sikker på at hun ville have godt at opleve det en tredje gang, hvis hun ikke måtte forblive død. Det var som om at det tog en del af hendes menneskehed hver gang, og hun brød sig ikke om det.
Hun rystede lidt på hovedet, så de blonde lokker fløj lidt om hendes hoved, da hun hørte at han altid ville ofre sig for hende. Smerte var at se i hendes øjne. Nej, hvis hun kunne bestemme så ville han aldrig gøre det.

Som Ash sagde ordet vampyr, samlede Reina sine hænder sammen foran sig og knugede dem ind mod hinanden, i håb om at anstrengelsen ville sørge for at hun stadig huskede at trække vejret, og ikke bare bryde sammen. For hvis der var en ting hun havde lært om vampyrer, så var det at de ikke var gode.
Et øjeblik kunne Reina også svor at hun havde set den gamle Ash, selvom det var væk ligeså hurtig som det var kommet, og den eneste grund til at hun lod sine blå øjen hvile på ham, var kun fordi han var en vampyr, og pligten i hende sagde at hun ikke bare kunne lade ham stå uset hen, selvom hun ikke kunne lade vær med at føle, at selvom h an var en vampyr, så ville han ikke skade hende. Hvis det havde været planen, så havde han gjort det da han stadig var uset.

Hun bed lidt sammen, som han spurgte ind til hvad hun nu ville gøre. Hun vidste hvad hun burde gøre, men hendes hjerte var svagt. Det havde det altid været, selv da hun havde været en del af Lyset. Hun havde aldrig brudt sig om at dræbe, selv dem fra Mørket, selvom hendes gener gjorde at hun havde stærk magi. ”Jeg burde aflevere dig til byvagterne,” hviskede hun og tog en rystende indånding. ”Men jeg har ikke lyst til at kæmpe mod dig, Ash.” Det gjorde næsten ondt at sige hans navn.

Byvagterne. Jo det kunne godt være Reina burde aflevere ham, men de vidste begge det ville være nemmere sagt end gjort. For selv da han havde været menneske havde han været svær at spærre inde, og det var så sandelig ikke blevet lettere med årerne. "Ja, det burde du vel." Svarede han alligevel, velvidende at hun ikke ville gøre det. Selv før hun sagde det vidste han, at hun ikke ville kæmpe med ham. Ikke denne gang. Måske ville hun have ændret mening næste gang, men for nu følte han sig rimelig sikker på, at han ville slippe ud fra kirken i live.  "Det ville heller ikke blive meget af en kamp," sagde han med et lille smil. "Det ville blive ligesom dengang vi trænede og du fældede mig før jeg overhovedet vidste hvad der var sket." Ash havde aldrig været god til at slås, det havde aldrig været det der havde været hans styrke. På den front havde Reina også været stærkere end ham. "Rein." Gentog han blidt inden han løftede hånden. Et øjeblik tøvede han, så rakte han ud og lod en enkelt finger glide ned over hendes kind. "Kan du huske mig, som jeg var dengang?" Spurgte han. "Jeg har gjort ting der vil få dig til at hade mig, men vil du ikke godt også huske mig som jeg var engang?" Han var ikke kun en eller anden ond ting, der havde været en tid hvor han havde været andet og mere og måske, hvis han var heldig, ville Reina også huske ham som sådan når tiden kom til det.

Ash havde været et fascinerende individ, især for en som Reina, og det kunne også godt være at det var derfor det havde udviklet sig mellem dem. Hun var solen og han var skyggerne. Hun stod fast, som et lys i mørket, mens han altid havde været mere slibrig og aldrig helt nem at fange. I de gamle dage var det godt, men nu om dage, hvis han virkelig var en vampyr... det hjalp ham med hans overlevelse, men det var næppe hvad hun skulle ønske sig. Forhåbentlig var han ikke med mørket. Det var det eneste hun kunne trøste sig med.

Et lille smil gled over læberne, som hun blev mindet om deres unge dage. Ikke at nogen af dem havde været unge dengang, men yngre end de var nu, og mere uskyldige. ”Jeg sagde jo at du skulle træne noget mere,” hviskede hun, som hendes øjne blev mere fugtige, og hun måtte anstrenge sig for ikke at lade dem falde.

Hun burde have trukket sig væk, men der var mange ting hun burde som hun ikke kunne få sig selv til lige nu. Som hun mærkede fingeren på hendes kind, lukkede hun halvt øjnene. Det var ikke nok af en berøring til at læne sig ind mod, men det var nok til at hun følte en stikkende fornemmelse i hendes hjerte, som hun længtes efter ham.
”Jeg tror næppe jeg kan glemme det her møde,” sagde hun endelig og åbnede øjnene igen. ”Det er vel også for meget at ønske at du stadig er den jeg kendte dengang?” Hun huskede ham som god. Hun havde elsket hans selskab, hun havde elsket ham.

Endnu engang tegnede det vage smil sig på hans læber, som hun gentog de ord hun havde sagt så mange gange. "Træning var aldrig min stærke side." Svarede han med et svagt skuldertræk. Kamp på den måde havde aldrig været hans ting. Han havde altid levet i skyggesiden. Hvilket måske var derfor Reina havde været så interessant første gang han havde mødt hende. Hun havde været badet i lys, bogstavelig talt, og været fuld af liv. Og mens skyggerne havde lukket sig tættere og tættere om ham, havde lyset synets at skinne mere og mere på hende.

Det var farligt at blive her; alt i Ash skreg på solens snarlige opstigen, men alligevel blev han. For han kunne ikke gå nu. Ikke når han endelig havde fundet hende igen efter at have ledt efter hende i så mange år.
Så i stedet for at gøre det han burde, nemlig at forsvinde ind i den nærmeste skygge, trådte han tættere på hende. Hendes spørgsmål fik ham til at tøve et langt øjeblik. "Du havde altid så høje tanker om mig," svarede han endelig. "Alt for høje tanker om mig, som jeg slet ikke kunne leve op til. Og nej, jeg er ikke den mand jeg var engang, og alligevel er jeg. Du har stadig mit hjerte, Rein, det vil du altid have. Også selvom det måske viser sig, at du slet ikke vil have det."

Reina ville nok også have stillet spørgsmålstegn ved at han ville gå, nu når de endelig havde fundet hinanden igen. Hun kendte stadig ikke til den døde præst, og måske alting mellem dem ville ændre sig hvis hun vidste det. Hun troede stadig på den gode Ash hun havde tjent med, som havde holdt hendes hjerte i sin hule hånd.
Og måske havde hun været naiv dengang og haft højere tanker om ham end han var det værd, men han havde trods alt ladet livet for hende.

Selvom hun tidligere havde trådt bagud som hun havde set de spidse tænder, så blev hun stående denne gang, da han kom hende nærmere, og hun måtte minde sig selv om at trække vejret. Hele hendes krop dirrede i spænding, men hun var ikke sikker på hvorfor.
”Jeg ville aldrig have dig til at være en anden end den du var,” hviskede hun blidt. Pludselig lidt bange for at hun havde sat for mange forventninger op på ham, selvom det næppe var af lyst at de to af dem var blevet revet fra hinanden. ”Men... du har altid været i mit hjerte, Ash. Jeg har virkelig savnet dig, men... jeg frygter og så for din tilstand.” Hendes lære om vampyrer var fra Lyset og var fra Isari kirkens lære. Det billede hun havde om dem var næppe kønt, selvom de også havde huset en vampyr her på stedet, i håb om at de kunne frelse hende. Hun var dog ikke blevet set i lang tid efterhånden, og nogen gange overvejede Reina om de havde ladet et monster slippe fri.

Enhver anden ville for længe siden have vendt sig om og være løbet ved synet af Ash. Eller have angrebet i et forsøg på at redde sig selv ud af den situation de var havnet i. Hvor mange gange havde Ash ikke krydset vej med en eller anden, hvis sjæl han havde stjålet, som han havde tømt deres lov? Men ikke Reina. Hende kunne han ikke angribe, tanken i sig selv var fuldstændig umulig, og hun var heller ikke typen der stak af. Hun havde altid haft mere mod end hvad godt var, men lige nu satte han pris på, at hun trodsede faren og blev.
"Det tror jeg nu heller ikke. Jeg tror bare, du troede jeg var mere end jeg rent faktisk var." Svarede han, da hun påpegede, at hun aldrig havde ville have ham til at være en anden end den han havde været. "Og det virkede, for en tid i hvert fald: jeg prøvede virkelig at være den mand du troede jeg var." Det var ikke løgn, for skønt det var hans skyld tingene var gået som de var, havde han virkelig forsøgt at gøre bedre. Mørket havde bare trukket for meget i ham til at selv Reina kunne redde ham.
Hendes kommentar om, at hun frygtede for hans tilstand fik endnu engang smilet til at tegne sig på hans læber. Denne gang blev det. "Det burde du nok også gøre, Rein. Jeg er trods alt en vampyr nu. En af mørkets skabninger." Han sagde det, som havde det ingen betydning, og det havde det måske heller ikke, for det var trods alt en tanke han havde vænnet sig til for længe siden. "Solen står snart op," Han så op mod kirkens loft, som kunne man se solens stråler på vej op over horisonten. "Og når den gør det kan jeg ikke være her."

Det var nemt at skyde skylden på sig, det var noget Reina havde erfaret alt for meget, men hun vidste også godt at det ikke hjalp. I sidste ende var det kommet ned til nogle valg, og det var uden tvivl Mørket der havde sat sømmet i kisten i sidste ende for dem begge. Reina slap afsted med sit liv og uden vinger, og Ash var formegentlig blevet fortæret af de vampyrer de havde i hæren.
Alligevel var der også mange ting som Ash sagde, som Reina ikke var sikker på hvad han mente, hun havde en idé om det, men selv i hendes vildeste fantasier kunne hun ikke forstille sig at han ville være en del af mørket.

En af mørkets skabninger. Det komplet modsatte af hvad Reina havde været hele sit liv. Af Lysets slægt og en af Isaris børn, da hun døde før sin tid.
”Du behøver ikke gemme sig i skyggerne resten af dit liv,” kunne hun ikke lade vær med at sige, selvom det var en løgn. Vampyrer var jagtet, og det var allerede et stort problem at hun vidste at hun ville lade Ash gå i sidste ende. Hendes øjne fulgte kortvarigt Ash's mod strålerne der snart der ville ramme ind mod katedralen, før de fulgte tilbage på Ash. ”Jeg ville virkelig være ked af aldrig at se dig igen.” Følelserne var tydeligvis ikke forsvundet gennem alle de år de havde været adskilt fra hinanden, men samtidig vidste hun også godt at der aldrig ville kunne ske noget imellem dem, ikke igen. Ikke når Ash var en vampyr og hun selv var ypperstepræstinde. ”Har du det i det mindste godt med... hvad end du laver?”

Reins forsikring om, at Ash ikke behøvede gemme sig i skyggerne resten af sit liv, fik smilet om hans læber til at vokse yderligere. ”Jeg har altid gemt mig i skyggerne, Rein.” Som for at understrege sine ord rakte skyggerne bag ham ud; gled hen over gulvet og smeltede sammen med hans egen skygge. ”Selv før jeg blev et blodsugende bæst.” Det var ikke hans egne tanker om sig selv, men det var, hvad de fleste tænkte når ordet ”vampyr” blev nævnt. I de flestes øjne var han et monster, og hvis han ikke passede på ville han blive jaget som et vildt dyr og slagtet. Præcis som han selv gjorde med sine ofre. 

Hendes ord gav et stik i hans bryst, lige der hvor hans hjerte engang havde slået. Huh, der kunne man bare se: selvom hans hjerte muligvis ikke længere slog i bogstavelig forstand, slog det stadig for hende. ”Det ville jeg også,” svarede han med et smil, der nu var blevet både blødt og ømt. Han tvivlede dog på, at hun ville mene sine ord når de fandt præsten han havde efterladt. Det ville uden tvivl ændre en masse, og måske ville hun ikke lade ham slippe så nemt næste gang.
Hendes ord fik ham til at tænke sig om et øjeblik, så nikkede han en enkelt gang. ”Jeg laver hvad jeg altid har lavet; bevæger mig i skyggerne, samler information og…” hans ord blev afbrudt af et skrig. Det var ikke højt, men gennem den stille kirke var det alligevel tydeligt. Et par udviskede stemmer lød, så ophidsede råb og til sidst lød en dyb, advarende klokke. ”- det der.” Afsluttede han, idet han atter trådte bagud, væk fra hende og længere ind i skyggerne. ”Jeg er ked af det, Rein, det er jeg virkelig.” Fortsatte han mens han trak masken op over underansigtet igen. ”Jeg ville ønske vi havde kunne mødes under andre omstændigheder men… det er vel Isaris skæbne det skulle være sådan her.”