Naga var sur. Der var ingen tvivl derom som hun trampede igennem skovbunden med et arrigt udtryk og en lavmæld knurren der forlod næsen. Igen havde en mandsling forsøgt sig at komme ind på hende, og havde prøvet at skovle hendes søn af vejen imens. Han var jo bare i vejen og optog al Nagas tid til at få flere unger. Som en arrig drage var Naga sprunget på orken og havde i vildskaben bidt øret fuldstændig i flænser og slået til han lå stille. Helt stille.
Mord var ikke unormalt i klanen, specielt ikke, når der var tale om uenigheder. Men alligevel havde Gnorken været sur. Bedt hende om at tage ud i skoven og rase af inden der kom flere dødsfald på hendes kappe. Krigerne skulle kunne udstå kamp, selvfølgelig, men der var et problem med at myrde i egne rækker. Specielt når planen var at tage i kamp mod en af landsbyerne i fremtiden. Solen havde været gunstig og bønderne var allerede i gang med at få høstet det første ind. Lige det som der var brug for.

Naga sparkede til en kraftig træpind der larmende trillede over jorden, inden hun satte sig på en træstub med hænderne gravet ind i håret. Det lange filtrede sorte hår som mest af alt lignede en manke af hestehår. Hun kunne stadig smage blodet der var begyndt at størkne ned af hendes hage og hals, og øjnende var stadig vilde efter blodruset. Men skovens stilhed havde sit præg. Sin beroligende effekt. Til den blev afbrudt af en lyd af en nyankommen. Naga løftede hovedet mere forvirret end vred. Hun havde ikke hørt nogen komme, til pludselig at kunne se ind i fjæset af en ung mennesketøs var for meget. Hvor fanden var hun kommet fra?!

Nysgerrigheden havde fået skovlen under hende igen. Hun burde ikke have været overrasket og ikke mindre, hun burde virkelig have tænkt sig om. Men det var som om at den lille fingerring på tribunepladsen havde kaldt ud til hende, da hun så den. Fin og prydet. Et efterladenskab af opgøret mellem rebellerne og kilepræsterne måske? Hun havde kigget kort på den. Og så havde hun samlet den op. Hvad der skete som resultat var en sær ting, for stenen i ringen begyndte at lyse en kraftig grøn farve og sekundet efter, blev alt sort for den tidligere tyv.
Og så var hun... Et andet sted? I mellem bjerge? Hun havde lige været i Dianthos. Stirrende mest af alt på ringen, forsøgte hun at få det hele til at give mening. Hvorfor var hun ikke i de velkendte gader? Hvorfor var hun... Her?

Hun trådte et enkelt skridt frem da noget sagde hende at hun ikke var alene. Da hun kiggede op, var det lige ind i ansigtet på en ork. Hun havde set dem før. På afstand. Det her var tæt på, inden for en armslængde! Med det samme vigede hun et trin tilbage med et overrasket, lettere forskrækket udbrud. Ringen blev hastigt lagt i lommen og hendes hånd sneg sig derefter hen mod kniven, der dog ikke blev trukket endnu. Hun havde hørt at orker både var dumme og havde store temperamenter.
Og det hjalp bestemt ikke at denne ork havde blod ned af hagen, størknet ganske vist, men.. Det var blod. Hun fik en stor lyst til at springe op i det nærmeste træ, men i stedet forsøgte hun at bakke forsigtigt tilbage endnu en gang med et forsigtigt smil i orkens retning. "Øh... Hej?" hilste hun, mens hun kiggede efter faresignaler. "Såh.." den ork var godt nok stor! Ikke en af de gigantiske mande-orker. Men stor. Atheena sank en klump i halsen og kom derefter til at smile lettere akavet igen. "Dig har jeg.. Ikke mødt før?" 

Naga var stivnet, for hvad i hendes hoved var alt for lang tid. Det var en lille ting. Et menneske var jo ikke ret store i forhold til grønhuderne, og kvinderne var som regel mindre end mændene af den race. Det havde hun set når de var gået ind i landsbyerne. Naga rejste sig, tårnede op over pigebarnet, mens hun kiggede ned på hende med rynkede bryn. Hun snuste kraftigt ind, lugtende til pigen. Hun lugtede ikke af noget grimt, eller noget godt, hun lugtede timelig neutralt, med en kant af påbegyndende frygt. Det var i hvert fald Nagas fortolkning af situationen og det fik tandsmilet frem.

Et tandsmil der blegnede lidt som der kom flere ord på og hun måtte til at stå og gisne med øjnene. ”H…Hej?” det lød groft, og ikke som et sprog hun var vant til at tale, specielt ikke som forvirringen plantede sig stenfast i hendes ansigt som der kom flere ord på. Naga fokuserede mere på pigebarnets adfærd end ord, som hun knap forstod. Hånden der lå mod kniven for eksempel, fik Naga til at knurre en brummende knurren i halsen, mens øjnene kiggede ned på hendes hånd. ”Ikk.. A-a.. ggah Imghsia” grove orkord kom ud, før hun fnøs og i stedet slog på et træ ved siden af sig, med en relativt løs bevægelse der egentlig bare mest viste at hun var irriteret. ”N-ej” for fanden hvor var menneskesprog noget lort at arbejde med!

Det første ord der kom Atheena til sinde var primitiv. Orken var primitiv. Som de fleste andre orker vel var? I det mindste sagde hun hej tilbage, efter at have snust hårdt ind. Det var lidt ukomfortabelt at blive snust til på den måde, men kunne hun virkelig sætte skylden helt på den fremmede ork? Nej, ikke rigtigt. Det var hende der var dukket op ud af det blå og nu hun tænkte over det, havde det også givet hende en underlig følelse i kroppen. Som om en ny energi ræssonerede inden i hende og at den ikke var super behagelig endnu. Den knurrende brummen i halsen fik hende til at sluge endnu en klump i halsen. Var orken vred? Hun forsøgte at sige noget og det lød meget gutturalt. Igen meget primitivt. Slaget mod træet fik Atheena til at give et let spjæt fra sig.

I det mindste virkede orken til at ville tale frem for at slås? Måske? Kunne hun virkelig være så heldig? Hun var normalt ikke særlig heldig. Hun fjernede hånden fra sin dolk og pegede på sig selv, overbevist om, at orken måtte have svært ved menneskesproget. Det virkede i hvert fald til at være sådan. "Atheena.. Mit navn," forklarede hun tydeligt, men stadig forsøgende på ikke at lyde nedladende. "Dig? Dit navn?" hun pegede kort på orken, før hun lod armene falde ned langs siderne. Nakken var en smule anstrengt af, at skulle kigge så meget op ad. Når orken stod sådan og tårnede sig op over hende, kunne hun ikke undgå at få følelsen af, at hvis orken skulle få fingrene i hende og stadig var vred, ville hun kunne knække Atheena som en lille, ubetydelig gren. Orkens arme var næsten på størrelse med hendes lår. Det var ret skræmmende.

Naga vidste godt at hun inderst inde burde smadre pigebarnet. Hun var en fremmed på klanens territorie, og ikke nok med det holdte hun også ved en kniv. Eller hun holdte ved skaftet, pigebarnet havde ikke været dum nok til at rette det mod Naga der var i hvert fald to hoveder højere og bygget af ren muskel i forhold til. Men mennesker var utilregnelige! Det havde hun fået at vide.
Men hele orkens ansigtstræk ændrede sig, som pigen slap taget i kniven og i stedet pegede på sig selv. Nagas knurren holdte op og hun så i stedet forvirret ned på tøssen. Det var ikke ligefrem et nemt navn, ikke i Nagas øre. Hun gik ud fra at det var et navn. Hun var ret sikker på at det var det ordet betød.

Naga blinkede et par gange og lagde en hånd mod brystkassen ”Naga” hun var blevet så forvirret over at pigen ikke var gået til angreb eller givet sig til at flygte som et vildt dyr, at hun havde fuldstændig glemt at være sur. Blodet var stadig en smule vådt ned over hage og hals, men det meste var størknet til. Naga prøvede det tit, så hun tænkte ikke rigtig over det. Hun tænkte slet ikke over hvordan det kunne se ud. ”Du.. s-sni..snige?” hun pegede på Atheena og derefter lavede en gå bevægelse med sine fingre, for at illustrere at hun havde været stille. Det havde ikke været super rart for Naga at opleve, og hun forsøgte på eller anden måde på sin egen primitive sprogmanglende måde at advare om at det kunne koste hende tæsk hvis det havde været en anden der havde fundet hende.

Orkens knurren stoppede da Atheena ikke holdt ved kniven mere. Det var i stedet erstattet af komplet forvirring der var tydelig i det let blodige ansigt og ærligt talt ville Atheena hellere have forvirring end vrede. Forvirring gjorde det nemmere at komme væk, hvis hun havde brug for det. Vrede gav fokus. Og det havde hun ikke lyst til!
I stedet virkede det til at orken var med på at tale, for hun lagde en hånd på sig selv og et ord kom ud. Naga. Det lød ret meget til at være et navn. Eller måske en ork-titel. Det var ikke til at vide. Men nu havde hun da noget, hun kunne kalde orken i stedet for "stor, farlig, blodig kvindeork, der muligvis snart slår mig ihjel". Noget hun af åbenlyse grunde ikke havde kaldt hende endnu! "Hej Naga," hilste hun med et venligt smil.

"Ikke snige.. Puf," hun lavede en gestus med hænderne som for at vise at hun bare var dukket op. "Magi.. Øh... Uheld," det var godt nok besværligt med sprogbarrieren! Men hun blev ved med at prøve. "Ikke med vilje?" forsøgte hun sig kort efter, mens hun holdt facaden af, at alting var helt okay, og at hun ikke var nervøs for at få en knyttet orknæve i ansigtet. Eller en økse. Eller et træ?

Naga forstod ikke hvad pigen havde gang i. Hvorfor hun var venligt stemt. Naga fortsatte med at blinke en smule uforstående, mens der kom et træt i siden af hendes mundvig. Hun havde underbid, som de fleste andre orker i verden måtte have, men det lykkes at få noget frem der ikke var en aggressiv tandgrimasse, men kønt så det heller ikke ligefrem ud. Men det som muligvis var et forsøg på at smil, forsvandt over i koncentration med en rynke i panden og skærpede øjne som hun forsøgte at forstå hvad det var Atheena forsøgte at illustrere med sine hænder.

Naga brummede og satte sig tilbage ned på træstuben med et noget forpuslet ansigtsudtryk. ”Magi?” ordet lød meget li det de sagde på orkisk. Det havde noget mere kant, men det betød vel det samme. En evne der kunne noget som andre normalvis ikke kunne. ”Hvor. dan” man puffede da ikke bare ud af ingen ting uden det var med vilje? Havde hun ikke styr over sin egen evne? Var hun kommet hertil ved et uheld og ville hellere et andet sted hen. Naga forstod det ikke. Hun forstod det virkelig ikke.

Var det et forsøg på et smil hun lige så dér? Det var ikke det mest kønne syn i verden, men Atheena smilede stadig tilbage og beundrede forsøget. Det var lidt sjovt, men hun gættede på, at det nok ikke var en god idé at grine af Naga. Det ville sikkert resultere i vold. Hun kiggede blot tilbage på orken med det samme, varme smil på læberne, til hun satte sig, noget forpustet på træstubben. Hun nikkede ivrigt til spørgsmålet, for selvom udtalen var lidt anderledes, så var det teknisk set det samme og det måtte betyde at der i det mindste var nogle af deres ord der måske lignede hinandens lidt.

"Hvordan? Øhm.." det ville blive meget svært at forklare. For det var ikke hendes egen magi der havde gjort det, det var åbenbart den ring hun havde i lommen endnu og det var i forvejen svært at finde en forklaring på det selv. Hun så et øjeblik meget koncentreret ud som hun forsøgte at finde frem til en simpel forklaring der ikke krævede alt for avancerede ord, nu når orken havde det svært ved menneskesproget. "Øhm.. Ikke min magi," hun sørgede for at gestikulere så det var lidt nemmere at forstå. "En anden magi. Uheld," til sidst satte hun sig også, bare midt på jorden, fordi hun også efterhånden var mentalt forpustet over sprogbarrieren.

Naga forsøgte at forstå hvad den lille mente. Det var faktisk lidt sjovt. Hun havde aldrig tænkt at hun kunne finde noget at kommunikere med andre væsner om. De var uvigtige i forhold til klanen, og Naga fik at vide at hun mest af alt bare var en sur kælling fordi hun altid var så overbeskyttende overfor sine børn. I hvert fald så længe de var små, og en anden han kunne se dem som trussel til deres gener. Noget hun absolut ikke havde i sinde at give sig til at forklare til menneskebarnet. Det kunne hun alligevel ikke forstå. Det var Naga helt sikker på. Hun rynkede brynene i panden og kom med en brummende lyd der kunne antyde at hun nogenlunde forstod. ”Du ikk-” hun stoppede midt i forsøget på en gebrokken sætning for at løfte næsten op med et forstyrret udtryk. Ordene der forlod hendes mund var på det knurrende orkiske sprog, for at pigen skulle gemme sig, men glemte at tænke over at hun selvfølgelig ikke forstod hvad det betød.

I stedet rejste Naga sig op og knurrede af jægeren der kom ind fra mellem træerne med buen spændt. Rettet mod menneskeungen. Hans øjne var stærkt gule og intense, mens han bad Naga om at gå væk. Naga stilte sig i stedet ind foran. ”Hun er ikke farlig” det krænglede sprog lød mere naturligt for hende at lade over læberne, og var på ingen måde bremset af en barriere som før. Men den anden var ligeglad. ”Flyt dig kvinde” Naga knurrede, pilen blev sendt afsted og ramte hende i benet og hun brælede arrigt og gik i knæ. Pilen var gået rent igennem, illusrerende hvor stærk kræft den anden ork havde i armen, siden pilespidsen kunne penetrere hendes stærke lår som var hun lavet af lunken smør.

Det så ud til at de begge to havde svært ved koncentrationen, men det blev lidt afbrudt, da Naga stoppede midt i sin sætning og sagde noget til hende på et gutturalt sprog som hun på ingen måder forstod. Hun hævede et øjenbryn, for selvom hun intet forstod kunne hun godt se ændringen i Nagas ansigt. Kort efter en lyd bag dem, der fik hende til at rejse sig meget hurtigt, som en udveksling af ork-ord blev sagt mellem de to orker. Han-orken så vred ud og han var mindst dobbelt hendes størrelse i ren, rå muskler, hvis ikke mere. Længe gik der ikke før Naga gik beskyttende foran hende og han-orken slap buestrengen. Nagas brøl af smerte fik Atheenas øjne til at spærre op. Hun vidste ærligt talt ikke hvad hun skulle gøre. Hun burde blive bag ved Naga eller løbe. Men hun kunne ikke få sig selv til det, for det her var hendes skyld. Hun kunne være gået sin vej for længst.

I stedet flyttede hun sig, stadig uden at stille sig foran, så hun ikke havde en skydeskive foran sig længere. Hun holdt hænderne oppe, skævede mod Naga, bekymret og derefter tilbage mod orken. "Jeg er ikke en fjende," forklarede hun højt og tydeligt. Han-orken ignorerede enten hendes ord, eller også forstod ham dem ikke, for sekundet efter fløj der en pil efter hende. Hun var forberedt. Havde hun ikke været forberedt, ville hun være blevet ramt, men hun var forberedt. Og hendes krop var agil på måder, mennesket normalt ikke forstod. Hun vred sig ud af vejen, nok til at pilen kun snittede, lige ved halsen. Det var det rene held, at den ikke ramte noget vitalt, men det begyndte helt klart at bløde, varmt ned ad hendes hals og det gik derefter op for hende, at hun ikke bare kunne stå eller løbe eller forsøge sig diplomatisk. Hun var nødt til at tage handling, så hun satte hurtigt i løb, trækkende kniven. Men hendes intention var ikke at stikke i orken selv, men nærmere buestrengen. Med en skarp lyd, blev strengen skåret over, for Atheena var meget hurtig. Men da det var sagt og gjort, var der også hans hænder, der var at skulle undvige. Og det nåede hun desværre ikke, for selvom hun var hurtig, så var hun bestemt ikke en kamptrænet person. Et slag fra en albue ramte hende i baghovedet og hendes krop reagerede instinktivt på slaget. Hun lavede rullefald, kom på benene, men havde til gengæld nu en skarp smerte i baghovedet og derfor begyndte hun med det samme at snuble let. "Ikke... Fjende.. Okay?" hendes stemme var noget mere anstrengt nu, men faren var ikke ovre.

Det dunkede i musklen af ren smerte, som Naga alligevel forsøgte at rejse sig op igen. Mænd var og blev hjernedøde dræbermaskiner der regnede med at de fik potensforlængelse af at nedslagte alt omkring sig med en puls og kaste sig over en kvinde så snart de kom hjem. Vreden boblede nærmest i takt med Nagas øgede hjerterytme, som hun rakte bag sig for at knække spidsen af pilen med et smertefuldt grynt. Derefter blev pilen hevet ud af såret der blødte kraftigt ned af hendes mosegrønne ben og efterlod benet klistret og varmt. Naga nåede at kigge op ved lyden af buestrengen der blev skåret over af den lille menneskepige. Hun havde ikke forstået at hun skulle løbe. Den anden ork ville bare slå hende ihjel fik den chancen. Noget han var tæt på som albuen dannede kontakt med pigens baghovede og hun begyndte at vakle rundt da hun var kommet væk.

Naga rejste sig op med en dyrisk brøl og sprang på den anden, uden tanke og begyndte at tæve løs. Ikke uden selv at komme til skade, som den ubehageligt knasende lyd skar igennem kraniet på hende, da en knytnæve ramte hendes kæbe og hun blev væltet omkuld. Orker var vant til at slås med flere fjender og selvom Naga var stor og mere muskuløs en pigebarnet, så var hun stadig mindre end hannen der forsøgte at holde hende nede med en kraftig lap omkring halsen på hende. Ikke at Naga stoppede. Naga var født med en ildsjæl der aldrig stoppede så længe vreden pumpede i blodet. Hun spjætte, knurrede, bandede og sparkede det bedste hun havde lært, fående et par slag ind og distrahering så pigen kunne stikke af. Hvis hun da forstod at det var klogest.

Det smertede virkelig i hovedet oven på det slag og mens hun snublede forvirret rundt for at kunne komme ansigt til ansigt med han-orken, lød et dyrisk brøl fra Naga, der sprang på den større ork og tæskede løs til et knas lød da han-orkens næve ramte hendes ansigt. Og snart var rollerne vendt. Han-orken oven på Naga, kvælende livet ud af hende, hvis han vel og mærket fik det som han ville have det. Men hvad var retfærdigheden i det?! Nej, Naga havde været venlig og hun fortjente slet ikke denne behandling. Så mens hun samlede sig begyndte hun at forsøge at udtænke en plan. Det gik ikke så godt, for hendes hoved var stadig lettere omtåget og hun endte bare med at ryste på hovedet og tage sig til det, frustreret. "Chance. Hader. Mig," mumlede hun lavt og småsurt, før hun kiggede sig omkring efter den største og bedste kæp hun kunne finde.

Og der lå den. En ordentlig kæp! Atheena satte omgående i løb og tog den op med en anstrengt lyd. Den var ret tung og hun var ikke super stærk. Men det var nødvendigt. Igen satte hun i løb, hen til de to kæmpende orker og da det så ud til at han-orken efterhånden var ved at begynde at vinde helt, løftede hun den tunge kæp op over hovedet og svang den så hårdt hun overhovedet kunne direkte ned i baghovedet på han-orken. "SÅ LAD HENDE DOG VÆRE!" Så kunne han bare lære det. Dårlig karma, lige til ham!
Med et grynt væltede han-orken af Naga, men han virkede ikke til at være helt bevidstløs, så Atheena gjorde det én gang til. Direkte ned i baghovedet. Hvis én gang var nok måtte hun jo bare blive ved! Heldigvis mistede han-orken bevidstheden og blev liggende, lavende en gryntende groggy lyd. Han trak heldigvis stadig vejret. Men de to slag var også nok til at gøre den lille menneskekvinde vildt træt i armene og endnu mere svimmel, så hun spildte ikke tiden med at tabe kæppen ved siden af sig og derefter falde på røven. Det var altså heller ikke godt med alt det blod der rendte ud fra snitsåret i siden af hendes hals. Men det vigtige var, at han-orken så ud til at være ude af kampen nu.

Han ville stoppe når Naga besvimede. Det var Naga mere eller mindre overbevist om, selvom det ikke forhindrede hende i at sparke, slå og hvæse for at komme fri af det stærkere greb. Noget der fik hanorken til at grynte utilfreds og tage hårdere fat. Jo før Naga lå stille, jo før kunne han tage på jagt efter det lille menneske. Han kunne også nemt slå Naga ihjel, men man slog ikke Gnorkens lærling ihjel ustraffet, så meget vidste han trods alt. Hvor meget han end mente at hun fortjente det.

Naga sprællede arrigt, men stoppede forskrækket ved lyden af kæppen der ramte ned i han-orkens baghovede og hendes råben. Hun havde ikke været klog nok til at flygte, men derimod fundet en gren større end hendes selv og givet sig til at forsøge at banke løs på orken. Og det virkede. Han faldte til siden og fik et slag mere som afbetaling og lå gryntende tilbage.
Naga satte sig forpustet op, hvilende på sine hænder og kiggede på det lille skrøbelige menneske. Hun sad et par sekunder, før et dybt gryntende suk forlod hende og hun rejste sig. Hun tornede op over pigen som sad nede på jorden, og så træt ud. Et halt øjeblik kiggede Naga bare på hende, før hun med stærke arme løftede Atheena op i overarmene og halvt over skulderen som var hun et barn og begyndte at gå derfra i et rask tempo. ”Væk. Sikkerhed” gryntede hun, for at understrege at hun altså ikke var i gang med at kidnappe hende. Selvom det nemt kunne føles sådan. Bagefter kunne de kigge på såret. Både Atheenas, men også det kraftigt blødende fra Nagas lår. Når de var nået den anden ende af lysningen.

En lysning hvor Naga ville dreje til siden og forbi en mindre høj. Naga lyttede ikke til indvendinger om at blive sat ned, og strammede i stedet bare grebet hvis hun begyndte at sprælle. Ulydige børn blev behandlet sådan. Mennesket var ikke anderledes. På den anden side af højen var der en lille bæk der puslede stilfærdigt. Roligt satte Naga Atheena ned på jorden og lagde en stor lap af en hånd hen over halsen på hende, før hun med en dyb indånding lod magien sprede sig ud i fingrespidserne og lukke såret effektivt og hurtigt.

Atheena blev siddende mens det så ud til at Naga kom på benene, tårnene sig op over hendes endnu mindre skikkelse. Det var ærligt talt lidt skræmmende. For hvad hvis han-orken var en af hendes virkelig gode venner og det de havde haft gang i bare var normalt for dem? Var hun vred nu!? Atheena bad inderligt til alle de gode guder om at hun ikke var. Et sæt hænder låste sig fast om hendes arme så hun ikke kunne komme nogen som helst steder hen og et øjeblik var hun lammet af frygt. Nu ville hun blive klemt til døde. Farvel, dejlige liv! Og så gik Naga. Gik? Der blev ikke klemt til? De gutturale ord der lød fra Naga fik Atheena til at slappe af igen, hvilket nok også var for det bedste, for når alt kom til alt så havde hun det faktisk virkelig ringe. Det raske tempo hjalp ikke, for der kom flere bump fra hver gang Naga tog et skridt. Og så haltede hun-orken også på sit ene ben. Og Atheena hang hen over skulderen på hende og havde ikke rigtig styrken til at gøre andet end at dingle rundt, træt utilpas over transportmetoden.

Sådan gik der lidt tid indtil Naga endelig stoppede op og satte hende ned. Rundtosset og forvirret, kiggede Atheena sig rundt mens en kæmpe hånd lagde sig på hendes hals. I starten sved det, fordi hånden var i kontakt med såret, men snart skyllede en velkendt fornemmelse hen over hende. Healende magi. Det tog det værste, men den lille tidligere tyv var stadig komplet udmattet og hun havde også stadig en dundrende hovedpine. Uden at sige noget tog hun sig til hovedet, før hun igen fik øje på Nagas blodige ben. "Dit ben," konstaterede hun og pegede med den ene hånd mod såret. "Du er skadet," hun følte sig ikke rigtig i stand til at sige længere sætninger. Det var larm for hendes stakkels hoved, der nærmest ringede, som en gigantisk klokke, større end Dianthos. Større end det største bjerg i Krystallandet! "Av... Åh, hvorfor lige mit hoved? Kunne han ikke bare... Ha' slået min allerede dumme skulder!" det var totalt glemt at der sad en ork ved siden af hende og at denne ork ikke kunne forstå de mere komplicerede sætninger og hun sukkede lavt, før hun sendte Naga et blik. "Undskyld. Ikke flere lange ord," hun havde fået noget mere respekt for Naga, der havde kæmpet livligt imod gigant-orken, hvis hænder nok ville have lukket sig om hendes egen hals, havde Naga ikke brudt ind igen. Og taget slagene for hende. Igen. Det gav hende faktisk ret dårlig samvittighed. Også selvom hun havde valgt at blive og hjælpe, stik imod hvad Naga havde sagt hun skulle gøre. En dag ville hun gøre bod på det. Måske hente et kæmpe vildsvin til Naga. Et eller andet. Noget Naga ville blive glad for! Ja, det var planen!

Naga tænkte ikke over at det måtte være en skræmmende oplevelse for den lille. Hun havde et formål i hovedet af gangen, og tænkte ikke i komplicerede tanker. Ikke hvis hun kunne undgå det. Naga holdte sig mest til at føle en ting af gangen, og helst ikke noget der krævede al for megen overvejelse. Hun sagde derfor heller ikke noget som hun gik afsted, med hvad der lige nu mest kunne betragtes som en slaskedukke. Hun var ikke helt sikker på hvad der havde gjort udfaldet. Måske havde hun mistet for meget blod, eller også var det slaget. Måske begge dele.

Naga gryntede som svar som Atheena pointerede benet. Hun kiggede ikke engang ned men fokuserede i stedet på pigebarnet. For Atheenas størrelse gjorde at Naga var overbevist om at hun var et barn. Størrelsesmæssigt var hun ikke større end Nagas ældste søn. Hun blinkede uforstående som talestrømmen kom ud af munden på pigen, og valgte i stedet at fokusere på at hun tog sig til hovedet. Med en undrende brummen flyttede hun hænderne op omkring hovedet og så pludselig anstrengt ud. Hun forstod godt kroppens opbygning. Det havde Gnorken sørget for. Men en ting var en milt eller lunge der var gået hul på. Det her var underligt fordi Hjernen var så kompliceret. ”Du snakke for meget” gryntede hun og lukkede øjnende, lod varmen forlade sine hænder igen og tog det værste. Det hun kunne finde ud af at heale i pigens hoved. Først da hun ikke følte hun kunne gøre mere, tog hun hænderne til sig, vendte sig lidt og satte sig ned på sin bagdel ved siden af og kiggede en smule ligegyldigt på sit ben.

Det blødte overraskende meget, men havde ikke ramt en større åre, og var derfor ikke synderligt farligt. Nærmere uinteressant. Alligevel lagde hun en hånd over og lukkede såret først på den ene side og derefter på den anden side, siden pilen var gået lige igennem. Benet var stadig ømt, men det gjorde ikke længere ondt. Herefter satte hun sig bare til at kigge på den lille klukkende strøm foran dem. Det var ikke et hav af tanker der gik igennem hovedet på orken, men hun overvejede da hvilken hjemkomst hun kom til at have. Der ventede hende nok en straf. Sådan var det.

Atheenas kommentar om Nagas ben så ud til at blive ignoreret. Så var hun den slags type, der kaldte et sår der gik gennem benet for et alment kødsår? Muligvis, hun var jo en standhaftig ork, så mon ikke det var korrekt antaget. 
Hun kiggede brat op i Nagas øjne da orkens hænder fandt vej frem til hendes hoved og varmen igen skyllede ind i hende, mens orken så dybt koncentreret og lettere anstrengt ud. Det måtte være særdeles svært at heale hjernen, men varmen der skyllede igennem Atheenas hoved hjalp i det mindste lidt. Der var noget mindre hovedpine og kvalmen var mere eller mindre væk. Nu var der kun svimmelheden tilbage, sikkert et resultat af blodtabet, så meget mere end skaden hun havde fået i hovedet. Men hun følte sig stadig træt og en smule omtåget. "Prft.. Jep.. Det gør jeg," hun kunne ikke lade være med at smile skævt til Naga.

Endelig fokuserede den noget større kvinde på sig selv og sit ben. Hendes healende evner fixede ret hurtigt såret og kort efter var der bare stilheden, med undtagelse af vandets klukken. Vand. Tørstig, rejste Atheena sig lettere usikkert op på benene og gik hen til vandet. Hun fik fat i det lille vandskind hun altid havde på sig og fik det fyldt. Det var næsten tomt oven på at have rendt rundt i Dianthos i et par timer, men nu var det igen fuldt. Et par slurke senere, fandt den lille tidligere tyv tilbage til Naga og rakte vandskindet mod hende. Hun måtte vel også være tørstig? "Vand?" Spurgte hun som hun satte sig ned. Igen var der tavst, til Atheena kom i tanker om han-orken igen. "Er... Er de andre orker sure? Bliver du straffet?"

Naga fortsatte med at kigge på den lille klukkende strøm uden helt at blinke. Hun gennemgik lidt forskellige scenarier der kunne foregå når hun kom hjem. Så længe det ikke gik ud over hendes børn, ville det næppe blive et problem. Man dræbte ikke en healer for så lidt. Hun var alt for eftertragtet netop på grund af den magiske evne hun har sig.

Dovent fulgte orkkvinden det lille menneske gå hen til vandet og fylde sit vandskin. Naga selv havde ikke et med sig. Det havde heller ikke været meningen hun skulle være ude ret længe, men hun brummede taknemmeligt som skindet blev ragt frem. Hun drak grådigt, så vandet løb ud over mundkanten, ned af kæben og dryppede koldt ned på det primitive tøj, inden hun tørte sig med baghånden og ragte skindet tilbage igen. "Forme.. Ja formentligt var for svært et ord for hende at udtale. Hun forstod det, men det lå ikke rigtigt i munden. Så hun valgte bare at sige ja. Direkte og uden indpakning. "Mænd ikke glade for kvindeindblanding

Atheena gjorde store øjne. Virkelig? Var det sådan, det var blandt orker? Hun forstod det slet ikke, men samtidig var der vel noget ved det? Hun var sin egen person nu, men før hun blev taget væk fra sin familie, havde faderen været manden i huset og det var også ham, der bestemte det meste. Men han slog ikke Atheenas mor eller forsøgte at dræbe hende. Det interesserede hende at disse orker kunne være så voldelige mod hinanden. Mon der lå mere bag det?

”Men hvorfor? Er der ingen kvinder der bestemmer noget hos jer?” spurgte hun nysgerrigt som hun hun bandt vandskindet fast til sit bælte igen.

Naga trak på skulderne. Sådan havde det altid været. Kvinderne havde ikke nær så meget at skulle have sagt i orkklanerne. Eller sådan var det i hvert fald i denne. Hun havde ikke oplevet andet og forstod derfor ikke menneskets overraskelse. Faktisk overraskede det hende at menneskene ikke var på samme måde. Så igen, de var svagelige. De kunne ikke holde til nær så meget, og foretrak også at pudse om de svagere end normalt. Et forkert hensyn. Var man ikke stærk, havde man ikke ret til at leve.

Naga lavede et enkelt hovednik. "Shamanen. Shamankvinden." hvorfor skulle menneskene også snakke dette underlige krænglede sprog! "Jeg lærling hos hende, da jeg har magi" hun pegede på Atheenas hoved, for at indikere at hun mente sin healingsevne. "Ellers ikke bestemme meget" Naga havde også allerede selv børn, hvor hun vidste at hendes døtre, både nuværende og formentlig fremtidige, ikke ville bestemme meget af deres eget liv.