Det var mange årtier siden at Elisor sidst havde følt sig så levende, omsider var hans broder vågnet! Bevares han havde set det i et syn mange år forinden men som han havde forklaret så mange gange før, var der ganske stor forskel på at vide at noget ville ske, og at kunne sige hvornår det ville ske. 
Der var sket så meget siden hans broders dvale, et offer han den dag i dag stadig var taknemmelig for, men savnet han havde lidt de mange år havde stadig sat deres præg.

Alligevel var det ikke hans eget savn hans tanker var draget mod, men istedet mod Mystra hans niece. Hun havde gået et helt liv uden at kende til sin fader, andet end fra de historier der var blevet delt med hende. 
Elisor havde selv gjort alt hvad han kunne for at tage sig hende som var hun hans egen datter, men ak hvor meget end han ville ønske det ville det aldrig være tilfældet. Alt han kunne gøre var at håbe at Cornélian kunne bære den byrde der lå foran ham, hvor tung han end måtte finde den. For den eneste der kunne fylde pladsen som fader i Mystras hjerte, var Cornélian selv.

Elisors tanker vandrede atter en gang, som i takt med at hans fødder vandrede langs Elverlys snørklede stier. Hans broders dvale var ej det eneste savn han havde lidt, tabet af hans egen datter til uvisheden havde været hans største tab, et tab han sjældent delte med andre. 
Amalean havde ikke været meget mere end spæd da han var blevet givet synet af hende, forladende Elverly med Kile som ledsager, tegnet var tydeligt for ham og Ilianor hvis hun blev ville kun blive taget af døden. Så i ly af natten havde han efterladt hende nær nogle mennesker, og som han var sikker på at hun var blevet taget ind var han vendt hjem, med skylden samt følelsen af at have fejlet.
Med et som mindet faldt på plads dækkede en smaragdgrøn tåge hans ellers himmelblå blik. Tre glimt blev ham tildelt, en ung elverkvinde med øjne blåt, stolte som få, ryg i armene på et menneske hans syn aldrig havde fundet før. Før hans tanker nåede at samle sig om at danne mening, var hans syn danset videre til næste glimt.
Et glimt der viste en rejse mod et nobelt mål, stien fyldt med farer og lunefuldt vejr, men den rejsende kvinde ledet af en vilje af stål. Det tredje glimt viste en datter der fandt sin familie igen, liv spirende omkring dem.

Måbende stod Elisor efterladt som tågen forsvandt fra hans øjne. Amalean levede, det var han sikker på!