Det havde været en smuk gudstjeneste den morgen. Præsten havde snakket om vigtigheden af sammenhold og familie i hårde tider, og det havde uden tvivl refereret til at mange familier havde lidt under de mange måneders udgangsforbud. Mænd, der arbejdede sent i markerne, kunne ikke komme hjem til deres familier i tide, og gadernes affolkethed havde kun givet grund til endnu mere skummel aktivitet i de mørke gyder. Færdedes man ude, var man i lige stor fare for at ryge i arresten og blive røvet.
Hun havde ligeledes snakket om at skabe nye bånd og ikke være bange for at lade nyt lys spirre, selvom man havde nok lys i sin familie allerede.  Næppe en kommentar på at man skulle velkomme Kilepræsternes idéer uden  efter tanke, men nok mere en let skjult bemærkning om, at man ikke altid skulle afvise andres synspunkter, bare fordi de ikke var de mest populære. 

Zirra havde ikke været der. Hendes mor havde sendt hende en opfordring om at komme til gudstjenesten, fordi hun ikke havde set Zirra de sidste par måneder til nogle af ceremonierne. Hendes familie havde altid haft tradition for at tage til en ugentlig prædiken, og Zirra havde haft for meget overlappende arbejde det sidste stykke tid. Solen var for længst gået ned nu, og Zirra stod i den affolkede katedral foran en af de meterhøje mosaikker. Efterhånden følte hun sig også mere velkommen her, når mørket var faldet på. Tre af hendes ildfluer svævede rundt om hende og gav en smule lys, som en tavs trods mod både magi- og udgangsforbud. Hun lod en finger stryge ned langs glassets kanter og sukkede. Det var ikke altid let at arbejde for Lyset i det skjulte.

Et *klik* lød i baggrunden. Det var gjordt ganske sagte men i det enorme katedral rum gav det genlyd imos alle murene og blev mere til et stort *KLONK* da Florence lukkede døren efter sig. Hun holdt meget af Isari katedralen, men det store rum havde altid gjordt hende en smule nervøs. Det var nok også derfor hun foretrak templet hun havde vokset op i.

Men hun følte hun havde brug for Isaris velsignelse mere end nogensinde i sit liv og havde derfor brug for en stærkeste forbindelse til hende. Hvor kunne man ellers gøre det end hoved bygningen der var rejst i hendes ære?

Florence scannede hurtigt rummet uden at lægge mærke til at hun ikke var den eneste sjæl i rummet. Hun var lidt for ivrig for at komme op til det store alter at hun næsten var begyndt at løbe derop. Hun stoppede dog op lige inden og trippede lidt som om hun havde nerver på som en der skulle op til en vigtig prøve. Det var så længe siden hun havde været her og alt for længe siden hun havde skænken Isari en bøn der ikke kom i desperation eller med negative følelser. Aldrig havde hun været mere bange for at bede i sit liv fordi hun gerne ville gøre det rigtigt!

Zirra farede op, da den store dør blev lukket. Hun vendte sig overrasket om og så en kvinde løbe forbi op til alteret som en lille hvid pil. Zirra lagde hovedet på skrå ved kvindens trippen deroppe. Hun havde ikke selv lagt en bøn deroppe her til aften. Måske skulle hun alligevel gøre det.

Zirras fødder bar hende ud i mellemgangen og op mod alteret, draget af den nytilkomnes iver og entusiasme. Og så gik hun i stå, midt ude på gangen, et par skridt væk fra trappen op til alteret. Hvad var pointen i at lægge en bøn til en gudinde, der tilsmilede hendes familie, men af en eller anden grund ikke hende?
Hendes små ildfluer holdt sig tæt på hende, men virrede nervøst som om de kunne mærke Zirras humør.

"Tak fordi du har båret mig hele rejsen... nejnejnej.. i nødens stund stod du mig nær. Nej det går ikke.. Moder der holdt min hånd, nej det bliver for meget..." gik Florence og mumlede for sig selv imens hun trippede foran alteret. Det virkede så umuligt for hende at gå igang fordi hun slet ikke havde tænkt sig om over hvad hun ville bede til og om. Hun var bare kommet direkte fra bymurens porte til katedralen som det første. Hun havde ikke engang tænkt på ly for dagens lys eller hvordan hun skulle færdes ude når nu der teknisk set var udgangsforbud om natten. Hun var med nød og næppe undsluppet nogle vagter på vejen herhen, men hun kunne jo ikke bare snige sig rundt hele tiden.

Hun stod stille et øjeblik indtil hun kiggede tilbage ud i kirken og .. så en person midt i det hele. Florence for sammen og stod som en hjort fanget i lyset afventende på hvad personen... med så lys omkring sig?.. ville gøre. Hvor længe havde hun stået der? Var hun en der havde fulgt efter hende? skulle hun løbe eller var det bedst at forholde sig i ro?!?!

Den unge kvinde fór sammen, og Zirra fik straks dårlig samvittighed.
"Nej, nej, åh det må du undskylde!" udbrød hun, og det gav selv et gib i hende, da hendes stemme rungede i den højhvælvede bygning. "Jeg... havde regnet med jeg ville forblive alene, det er... Det er ikke tit, der kommer folk på denne tid af døgnet. Det var ikke min mening at afbryde..."

Zirra lagde hovedet på skrå og kiggede på kvinden. Hendes alt for lyse hud skinnede næsten op i mørket sammen med det hvide hår. Det så næsten helt magisk ud, her midt om natten i lysgudindens helligdom. 
Til aftenens anledning havde Zirra faktisk taget en kjole på, som hun vidste hendes mor ville have foretrukket, havde hun rent faktisk været der til den reelle gudstjeneste. Selvom hendes mor ikke ville få det at se, føltes det mere rigtigt at være i katedralen på den måde. Ikke i de vante bukser eller hendes arbejdstøj, der bare fik hende til at ligne en indbrudstyv. Nu så hun mere normal ud, og kunne gå for at være en hvilken som helst anden borger i en stor by. Dog en borger, der havde trodset udgangsforbuddet og tydeligt brugte magi lige nu. Med en let rødmen slukkede Zirra sine ildfluer. Det ville være for meget at blive meldt til byvagten for at bruge lysmagi i netop den her katedral.