Sted: Diamantbugten tæt ved vandet
Tid: Sent på aftenen
Vejr: Skyfrit, stjerneklart og lidt køligt

Det var efterhånden en del tid siden, at Jaris havde udnyttet en ung mands uheld og overtaget hans plads, som oplæser for en ung kvinde. Jaris havde stjålet den unge mand briller og et par bøger, der manglede nogle få sider efter det grimme styrt fra en forskrækket hest.
Bøgerne havde han smidt fra sig, undtagen en enkelt der indeholdt en typisk fortælling, om en smuk, ung kvinde, manden hun var forelsket i og magiske væsener. De magiske væsener var ikke så fængende, men Jaris havde valgt at beholde lige nøjagtig den bog, fordi konceptet om kærlighed var så fremmed for ham. Der var noget underligt over at læse om det i bøgerne. Var det virkelig sådan det fungerede?
Brillerne, med de store, runde og tykke glas havde han også beholdt. De sad så fint hen over hans næse og gjorde, at alt han så var utrolig sløret. Han valgte kun at beholde dem, fordi de fik ham til at se meget klogere ud, end han egentlig var. - Det var altså når han ikke skvattede over diverse ting, han ikke lagde mærke til.

Den slidte, brune taske i læder, der ikke var nær så fyldt med søde sager, som den var for bare et par dage siden, hang over den ene skulder. Den blev skjult af den sorte kutte Jaris havde slynget over sig, nu da han var på vej mod piraternes by. Hætten var også trukket over hovedet, så det eneste synlige, var bunden af hans bukser, skoene og den ene hånd, når han stak hånden i tasken, for at hive en nød dækket i sukker op af tasken og stoppede den i munden.
Det var sjældent Jaris var til at finde her, men engang imellem poppede han forbi for at tale med en gammel ven. - Den ven der havde hjulpet Jaris omkring, hvis han havde ærinder på øerne, hvilket heller ikke skete så tit.

Jaris gik med raske skridt mod byen. At han var faldet op til flere gange, fordi han ikke kunne se så godt og ikke havde tænkt over at sætte farten ned, betød intet. Heller ikke da han nu faldt for sjette gang og ramte jorden med et bump.
"Aav!" Mumlede han anstrengt. Knæene og håndfladerne havde taget fra hver eneste gang. Det kunne også ses, da kutten så ekstremt støvet ud og havde få huller. Håndfladerne var skrabet, men mest af alt bare røde.
Jaris kom hurtigt på benene igen, lige som alle de andre gange, men der gik ikke mere end et par minutter før han skvattede over den næste sten. Denne gang blev han siddende på jorden, tog sig lige tid til at lade knæene få en pause. For ikke at kede sig for meget, hev han bogen op af tasken og satte sig til at læse.

Neys humør var næsten lige så højt som støjniveauet i værtshuset, da hun forlod det. Idet den skæve trædør smækkede bag hende, var det som om der blev lagt en dyne af stilhed omkring hende. Hun kunne stadig høre grin, skrål og trusler bag døren, men udenfor var luften frisk og himlen klar. Stjernerne blinkede over hende på en skyfri himmel og virkede tættere på end de var. Hun stod på trinnet foran værtshuset og lagde nakken tilbage for at se op mod dem, som de gyngede rundt deroppe som små ildfluer. Det faktum at stjernerne gyngede betød vist at hun ville vågne med en velkendt, dundrende hovedpine i morgen, men den tid, den sorg. Hun smilede fjoget ved tanken og skippede ned af trappetrinnet med et lille hop, mens hun slingrede ned af gaden og nynnede en uforskammet sømandsvise de havde skrålet adskillige gange inde i værtshuset. 

Tidligere på aftenen var hun og nogle af gutterne fra Orions mandskab var faldet i snak med et par pralhalse fra en lille skonnert, der skulle forestille at gøre det ud for et piratskib. "Søanemonen" hed den. Pfft. De havde været højt på strå og hævdet de var både bedre pirater og bedre kortspillere, noget hverken Neyra eller hendes venner kunne se igennem fingre med. De var derfor blevet hængende langt ud på natten for at modbevise dem.
Det havde ikke taget mange timer at drikke dem under bordet, og med hensyn til kortspillet var Neyras lommer tungere af krystaller end de længde havde været. Hende kumpaner var blevet hængende for at helt bogstaveligt banke de sidste krystalkrummer og rester af guldstøv ud af de ynkelige undskyldninger af hajføde, der bildte sig selv ind at de var pirater. Slagsmål stod ikke videre højt på Neys ønskeliste, på denne stjerneklare nat, og derfor forlod hun stedet alene, før hun blev ufrivilligt involveret, i det der helt sikkert ville udvikle sig til et regulært værtshusslagsmål. Hun kunne høre råbene, da hun slingrede ned af gaden, mod piratbyens havn hvor Orion lå fortøjret, men langsomt blev de fjernere og fjernere.
Hun nynnede fortsat, da hun rundede et hushjørne og stoppede op ved synet af en mand der sad midt på gaden og tilsyneladende læste i en bog. Hun havde halvmånen i ryggen, og dens sølv-agtige lys kastede hendes skygge foran hende og afslørede konturerne på hendes skikkelse - ruskindshatten på hendes hoved inklusiv - på belægningen og den kutteklædte skikkelse. Hun blokerede derved hans læselys og der ville ikke have været nogen tvivl i hendes sind om at hun var opdaget, havde hun vel at mærke været ædru. Hvilket hun absolut ikke var. 
Hendes ansigt lå hen i skygge, mens hun forsøgte at klare tankerne gennem alkohol-tågen og hun bakkede et par skridt. Måske hun bare skulle finde en anden vej. På en eller anden måde var det mere foruroligende at møde en læsehest på denne tid af døgnet, end de sædvanelige fulde mænd, banditter og des lige.

Med den overnaturlige hørelse, der gjorde det muligt for Jaris at høre alt inde for tre kilometer, var larmen fra den nærmeste kro ikke svær at lægge mørke til. Der var så mange råb fra flere forskellige mænd, at Jaris ikke kunne holde styr på hvad der blev sagt, men at det hele lagde op til kamp var sikkert.
Så sent på aftenen, undrede det ham ikke at det mest bemærkelsesværdige lyd han kunne høre, kom fra kroen hvor alle de godt fulde, unge mænd befandt sig. Men hovedpinen i dag, kom ikke kun af at kunne høre alt, men også fra at have briller på, når han ikke engang brugte briller. Alligevel faldt der ham ikke ind at tage dem af.

Det tog Jaris lang tid at komme igennem en enkelt sætning, men da lyset forsvandt blev det umuligt at læse videre. Halv blind grundet brillerne, var det ikke til at se helheden af den skygge, der blokerede for aftenens læselys. Jaris gik straks ud fra, at det var en af de høje, brede, fulde og muligvis lettere irriterede mænd fra kroen, for det var ofte de typer han rendte ind i her. Og noget så simpelt som at sidde og fylde midt på vejen, kunne vel sagtens være et problem for en fuld pirat.

Jaris klappede bogen sammen og stak den anden hånd i tasken, for at hive en mindre håndfuld drageer op, før han langsomt rejste sig og begyndte at vende sig rundt.
"Okay.. Jeg ved godt at jeg har placeret mig rigtig dårligt, men intet slagsmål er nødvendigt. Jeg flytter mig bare pænt til siden og så sød som jeg nu er, kan du endda få de her med på vejen, hvis du bare lover ikke at slå... Oh." Jaris lød helt overrasket i sidste ende, som han endelig fik vendt sig helt rundt og fik øje på den unge dame. Han åndede en smule lettet op, for han havde egentlig ikke specielt meget lyst til, at bruge aftenen på at slippe udenom et par slag.
"Du er helt bestemt ikke en bred og fuld mand," konstaterede han hurtigt, som han gik et par skridt tættere på og skubbede hætten af. Eftersom han ikke var vant til lugten af alkohol, slog den hårdt lige så snart han ikke stod mere end en meter fra kvinden, men afstanden mellem dem var ikke til at dømme med de briller, så Jaris stoppede først op da han var tæt nok på til at mærke varmen fra hende.
"Men.. Du må gerne få de her alligevel," sagde han, mens han rakte den lukkede hånd med drageer hen mod hende. "De hjælper på smagen af alkohol," fortsatte han kort efter, fordi han altid gik ud fra at alle var lige som ham og mente, at alkohol ikke smagte godt. Sukkeret, som nødderne var dækket af, ville mindske den bitre smag.

Bag hendes lidt overraskede ansigtsudtryk, der stadig blev sløret af skyggerne, forsøgte Neyra desperat at organisere tanker og sanseindtryk gennem rusen, da den kutteklædte skikkelse rejste sig. Hendes venstre hånd søgte instinktivt sablens skæfte i bæltet, som hang lavt om hendes hofter, da der lød et smæld. Hun indså hurtigt at det blot var bogen mellem hans hænder, der blev klappet sammen, men ikke desto mindre lod hun hånden hvile på våbenet, mens han nærmede sig - der var ingen tvivl om at det var en mandlig skikkelse under kutten, så meget havde havde hendes ufokuserede hjerne da observeret. 
Det tog et par sekunder at registrere hvad der blev sagt, og hun blev distraheret af månelyset der kort spejledes i den fremmedes briller. I første omgang svarede hun ikke på hans ordstrøm, men det trak lidt i hendes mundvig da han konstaterede at hun hverken var bred eller fuld. Nej til det første, utvivlsomt jo til det sidste, tænkte hun, og smilet blev en anelse bredere, men afslørede stadig ikke perlerækken af hvide tænder under hattens skygge. Kønnet havde han også regnet ud, ud fra hendes slanke, unægteligt kvindelige silhuet.
"Du er da ikke til at narre, hva'?" svarede hun med fornøjet sarkasme, men vaklede et skridt baglæns, da han kom ubehageligt tæt på og rakte en hånd frem mod hende og tilbød hende et eller andet. Han lignede næsten en af de sindsforstyrrede, sørgelige eksistenser, der greb fat i folderne på ens tøj og tiggede om penge i de større byer, eftersom hans øjne virkede unaturligt store og blikket en smule vildt på grund af brillerne. Hun rynkede uden at vide det lidt på næsen ved tanken, men rakte alligevel højre hånd frem og lod ham dumpe hvad end han havde i hånden ned i hendes. Noget hun sandsynligvis ikke ville have gjort, hvis ikke hendes tanker var alle steder og ingen steder på én og samme tid.
Det var vist i øvrigt en rigtig dårlig idet at forlade værtshuset af alene, på sådan en aften, hvor der var øretæver i luften, men indtil videre var gaderne tyste. Værtshusgængerne var indendøre på dette mærkelige tidspunkt, hvor den ene del var gået til køjs, mens de resterende nok ville blive hængende til daggryet viste sig.
I hendes hånd lå et par klisterede sukkerglaserede nødder. Hun tog en mellem sin tommel og pegefinger og inspicerede den et øjeblik, mens hun lukkede hånden om resten. Forsigtigt slikkede hun på den med tungespidsen og lod hendes smagsløg - der var lettere bedøvede ganske vist - kontrollere smagen. I en verden, der var fyldt med dæmoner og andre overnaturlige væsener kom det naturligt, selv i fordrukken tilstand, at være vagtsom overfor gift, berusende og bedøvende stoffer. 
Hendes sanser havde hidtil aldrig snydt hende og hun fandt ingen spor af noget, der ikke var som det skulle være, så hun stoppede hele nødden i munden og tyggede det knasende slik, mens hendes holdning blev en lidt mere afslappet. Umiddelbart virkede han harmløs. Hans fornemmelse for dybdeskarphed var i hvert fald mere elendig end hendes lige i øjeblikket - og Neyras var heller ikke helt på sit højeste.
Da han pointerede at slikket hjalp på smagen af alkohol hævede hun et øjenbryn og kunne ikke skjule et piratgrin. "Det er muligt, men de bliver sikkert kun bedre, hvis de har trukket i rom i et par dage," svarede hun. Skjule smagen af de dyre gyldne dråber? Næh, nej.
Men måske de også hjalp lidt på hendes ånde. Hovedpinen og den dårlige ånde dagen efter var ofte nok til at hun afsvor alkohol helt indtil om eftermiddagen den efterfølgende dag, hver gang hun havde været på druk. 

Usikkerheden hos den fremmede, blev ikke registreret hos Jaris. Hun holdt hånden klar mod skæftet på sablen, men han fokuserede mere på ikke at gå direkte ind i hende. Med månelyset bag hende, var det i forvejen ikke let at se detaljer og brillerne hjalp heller ikke på det. Det betød også at han ikke registrerede nogle af de udtryk hun kom med.
Hendes kommentar fik et smil frem på hans læber og han rystede let på hovedet, for at give hende ret. - Han var virkelig ikke til at narre. Måske en god del selvfed, hvilket det store smil afslørede.

Nødderne blev afleveret til kvinden og Jaris lagde hovedet let på skrå. Han betragtede hende med de store, orange øjne, bag de tykke brilleglas, mens hun undersøgte en af dem. Grundigt. Meget grundigt. Han gik ud fra, at den blev tjekket for mærkværdige smage, der ikke hørte til i sådan en sukkerbombe, men det var ikke en reaktion han var vant til at få, når han få gange valgte at dele sine søde sager. Intet skulle ødelægge den himmelske smag af sukker! Derfor fik Jaris også et helt forarget udtryk i ansigtet, da hun vovede at sige ordene - at blande nødderne med alkohol. Det var helt forkert.
"Det ville da være en frygtelig ting at gøre," sagde han uforstående.

Da Jaris endelig valgte at tage brillerne af, blev han overrasket over hvor tæt han egentlig stod på piraten. Brillerne havde givet illusionen af lidt mere afstand mellem dem, men han flyttede sig ikke. Tværtimod gik han et par skridt tættere på for at komme hen på siden af hende, slynge en arm om hendes skuldre og vende blikket fremad.
"Nå! Hvor er vi på vej hen?" Spurgte han muntert. Han havde nu, uden at spørge om lov først, hægtet sig på den fremmede kvinde. At følges med hende ville helt sikkert være meget sjovere, end at gå alene. "Nu hvor jeg kan se igen, kan jeg ikke lade en ung, fuld kvinde, gå alene hjem," fortsatte han kort efter, mens han lagde brillerne i tasken. Han forsøgte at lyde høflig, men det var egentlig bare en undskyldning, fordi han selv hadede at være alene.

Fyrens arrogante smil og rysten på hovedet fik øjeblikkeligt til hendes egen temperamentsfulde arrogance til at ulme og slå gnister, til trods for alkoholen, der ellers havde begravet den godt og grundigt den sædvanelige muntre, bekymringsfrie rus. Hendes opmærksomhed pludselig mere skærpet og ligesom ham lagde hun hovedet en smule på skrå.

Egentlig ville det være en fabelagtig idé at lade konfekten ligge i rom og hun håbede at hun ville huske det fremover. Umiddelbart befandt hun sig stadig i en tilstand af berusning, hvor det var svært at sige om hun ville kunne huske aftenens begivenheder den efterfølgende morgen eller ej. Det kunne gå begge veje.

Da fyrens ansigt, der blev oplyst af månen, krakelerede i et forarget ansigtsudtryk, kunne hun ikke lade være med at se lidt undrende på ham. Der var tydeligvis en der ikke forstod glæden ved de våde varer. "Hvis du siger det, sukkermus," svarede hun i et affejende tonefald. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at diskutere på åben gade, midt om natten.
Først da han rakte hånden op mod sit ansigt blev hun opmærksom på hans ellers meget iøjenfaldende gyldne øjne, der kun blev mere dragende, da han tog de forfærdeligt uklædelige briller af.
Det viste sig, at der bag de tykke glas, under kuttens hætte, gemte sig et ungt aristokratisk ansigt, der tilsyneladende var lidt overrasket over hvor nær han var kommet.
Det lod dog ikke til at genere ham, eftersom han slyngende arm om hende, og Neyra, der var uforberedt på det, svajede en anelse ind mod ham, da han derved forskubbede hendes balancepunkt. Hun overvejde kraftigt at jage en albue ind mellem en ribbene på ham - en overvejelse der hurtigt blev til handling.
"Hov, hov, der er ikke noget "vi". "Vi" skal ingen steder. Du kan sagtens lade en ung, fuld, bevæbnet kvinde gå alene tilbage til hendes skib, " pointerede hun bestemt og forsøgte at frigøre sig armen hendes skuldre, ubevidst om at hun fik sagt hvor hun var på vej hen.

Sukkermus? Taget hans store sukkerforbrug i betragtning, var det egentlig underligt, at Jaris aldrig var blevet kaldt noget lignende før, men det var han ikke. Det var som regel et navn, eller noget i den retning, han rettede mod kvinder. Det passede til de fleste af dem, men noget sagde ham, at denne kvinde ikke var lige så sukkersød som de fleste andre, han havde været i selskab med. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over det. Det var helt bestemt ikke sådan han havde forventet at blive tiltalt.

Det lod ikke til at Jaris' sædvanlige opførsel, blev fundet lige så charmerende som den ellers havde gjort. Påtrængende havde altid været den bedste metode, til at komme i kontakt med fremmede og i dag var ingen undtagelse. Men hans anelser om kvindens mindre sukkersøde natur viste sig vist at ramme plet, da han ikke længe efter fik jaget en albue ind mellem ribbenene.
"Ahh..!" Mumlede han anstrengt, idet han skabte en smule mellemrum mellem dem, bare for at få lidt afstand til albuen. Inden længe måtte han også sukke tungt, da hun gjorde et forsøg på, at komme fri fra hans arm og han trak armen til sig. I stedet blev hånden brugt til at grave et par nødder frem og stoppe dem i munden. Han forsøgte selv at se så uskyldig ud som muligt, ikke gøre smilet alt for stort, da han nu alligevel fik at vide hvor hun var på vej hen.
"Okay! Så intet 'vi', men bare dig der går alene tilbage til dit skib, og mig der følger efter," kom han straks frem til. På den måde gik hun vel stadig alene tilbage til sit skib, hun ville bare blive forfulgt. Jaris gestikulerede kort med den ene hånd, for at indikere at hun endelig skulle begynde at gå. Smilet på hans læber blev kun større.
"Og fremover kan du altså bare kalde mig Jaris," tilføjede han kort. Sukkermus var ikke et kaldenavn der skulle have lov til at hænge ved.

Heldigvis for dem begge lod han hende slippe ud under hans overarm, til fordel for at gribe i lommen efter flere af de sukkerovertrukne nødder. Han var tilsyneladende lidt af en slikmund, konstaterede Neyra og forsøgte at greje situationen. Hendes forrædderiske krop havde nået at bemærke at hans overarm havde virket ganske muskuløs, i det korte øjeblik den havde ligget om hendes skuldre, men hun rystede tanken af sig - helt bogstaveligt rystede på hovedet.
 Hun trak på smilebåndet da han ømmede sig. Umiddelbart havde hun ikke den store interesse i at følges med ham. 
Hun havde førhen slået følge med andre på vej hjem fra en værtshustur, med forskellige... resultater. Hun var mest tilbøjelig til det, i de tilfælde hvor der var tale om lokale mænd eller kvinder, der havde styr på hvor hjemmebrænderierne befandt sig. Eller hvis hun havde fået øjenkontakt med et særdeles tiltrækkende ansigt, på tværs af et mørkt, tilrøget lokale.
Men sukkermusen her? Han virkede absolut ikke som én hun kunne drikke sig i hegnet med, og sådan som hun var stødt på ham; siddende med en bog i skødet midt på en mørk gade, med et par briller hans tilsyneladende kun så værre af, så hun var ærlig talt noget skeptisk, selv med alkoholen brusende gennem blodet.
   For at vinde tid stoppede Neyra selv en nød, én af dem hun havde tilbage i hånden, i munden, men havde nær fået den galt i halsen, da han proklamerede at han ville følge efter hende tilbage til skibet - som en bedre hundehvalp - og det gik op for hende at hun havde talt over sig.
På grund af alkoholen fik hun heller ikke lagt bånd på sig selv, men lagde nakken tilbage med et opgivende støn og begyndte så demonstrativt at vandre ned af bakken mod havnen. Hun ignorerede fuldstændig hans efterfølgende tilføjelse i håb om at han fattede et vink med vognstang. Han ville alligevel ikke få noget ud af følge efter hende. 
   Der var adgang forbudt for uvedkommende ombord på Orion, der var bevogtet i døgndrift. Besætningen klarede som regel deres mere lyssky affærer på land og det var alligevel noget nær umuligt at dyrke nogen former for lagengymnastik i en hængekøje, så den slags foregik som regel også på fast grund, så det var en regel der blev holdt i hævd. Om ikke andet så fordi at ingen havde lyst til at føle kaptajnens vrede. 
   Desuden bragte det uheld at have en kvinde ombord, så det var der ikke nogen af pirat med respekt for sig selv der var interesseret i. En lille detalje, som Neyra i sit stille sind altid havde undret sig over. Og især at hun var en undtagelse fra reglen.
   Den brostensbelagte gade skrånede nedad og over hustagene foran hende kunne hun ane en smal stribe at havet, der så næsten sølvfarvet ud i måneskinnet. Det var egentlig ganske smukt.

Det opgivende støn der lød fra kvinden, gjorde kun Jaris mere motiveret til at blive ved, som han hele tiden havde gjort. Hvis han var begyndt at irritere hende, bare den mindste smule, var det et godt tegn til at fortsætte. Det var som regel de gange, han fik noget underholdende ud af det. Og hvis han ikke gjorde, ville dette blive en lidt for kedelig nat.
"Så vidt jeg husker, er det et par hundrede år siden, jeg oplevede en fuld kvinde være så stille," sagde han, som han betragtede hende da hun passerede ham. Det var egentlig ment som en kommentar til ham selv, men det blev sagt højt nok til, at hun sagtens ville kunne høre det. Det bragte ham kortvarigt tilbage til minderne om den kvinde han omtalte. Navnet havde han glemt for mange år siden, men han kunne stadig huske, at hun endte med at være en trofast ansat på bordellet, i lidt over 10 år.
Med et suk rystede han tanken af sig igen.

Jaris lod piraten gå et par skridt i forvejen, før han selv fulgte med, men der gik ikke længe før han satte farten lidt op for at ende lige bag hende. Det blev meget hurtigt mindre hyggeligt at gå i stilhed.
"Årh kom nu. Må jeg ikke engang få dit navn?" Spurgte han, forsøgte at lyde en anelse skuffet, men ironien i hans stemme skinnede lige så klart som måneskinnet.
Det hjalp tydeligvis ikke at se bort hans tilføjelse. Han havde fattet hentydningen om hendes ringe interesse i hans selskab, men som sædvanlig valgte han at ignorere det. Og virkede det ikke at være nærgående på den ene måde, ville han forsøge sig på en anden måde.

Det kom ikke synderligt bag på Neyra, at høre fodtrin bag hende, idet han fulgte efter. Han havde jo trods alt sagt at han ville gøre det. Men hun kunne ikke vurdere om det irriterede eller morede hende. Hun nåede dog hverken frem til en konklusion eller til at tage mere end 7 skridt, før han igen åbnede munden. 
"Hundrede år...?!" udbrød og snurrede rundt på hælen, så hendes fletning daskede mod hendes skulder. Hun måtte dog afbryde sig selv og verden falde til ro igen, mens hun kneb øjnene lidt sammen og stillede sig med let spredte ben, for ikke at miste balancen.
"I så fald, var det med sikkerhed fordi du snakker sig meget at den stakkels pige ikke kunne få et ord indført," skød hun tilbage med sukkersødt smil, der ikke nåede hendes øjne, og hovedet lidt på skrå. Denne gang var det ham der havde månelyset i ryggen, hvilket fik hans skikkelse til at se noget større ud. 
   Han stod egentlig også ganske tæt på, som om han havde gået lige bag hende - noget hun plejede at fornemme. Hun skød endnu engang skyldens på værtshusets rom. Måske den ikke havde været så tynd som hun havde regnet med alligevel.
Da han spurgte efter hendes navn var hendes svar bare et klart, trodsigt: "Nej," efterfulgt af et kort smil, hun ikke selv kunne svare på hvad skyldtes.

Jaris stoppede straks op, idet hun vendte sig rundt og han kunne ikke holde et smil tilbage. Hendes spydige kommentar gav ham lige nøjagtig det han ville have. - Opmærksomhed. Om det så var ment som en decideret fornærmelse, gjorde det intet for Jaris, for han var efterhånden vant til at høre meget værre om sig selv på bordellet. Han valgte ikke at kommentere på sin alder. I stedet ville han lade den detalje hænge lidt og ønskede hun en uddybning, regnede han med at hun ville spørge.
"I begyndelsen, måske. Men ikke længe efter, var ord ikke nødvendige," svarede han tilbage og løftede kort øjenbrynene, kun for at understrege at han selvfølgelig mente den kommentar perverst.

Bogen blev endelig lagt i tasken, så Jaris nu havde bare en hånd fri, da den anden stadig blev brugt flittigt til at finde flere nødder frem. Han stak den frie hånd ud fra kutten, skubbede den ene side fra og afslørede dermed tøjet under. - En lidt løs beige skjorte, der ikke var lukket mere end halvt til med knapperne, et par tætsiddende, sorte bukser holdt oppe af en bundet snor og et par brune, slidte støvler, der snart havde set sine sidste dage.
"Og jeg som har været så sød, at dele mine nødder med dig og så får jeg ikke engang lidt igen." Den skuffede tone havde han opgivet, det kunne ikke lade sig gøre, når man ikke var i stand til at tage noget alvorligt. Han gik roligt et par skridt tættere på og lagde hovedet en anelse på.
"Så gavmild jeg er, er der så andet jeg kan tilbyde, udover mine nødder?" Det rolige smil blev en smule skævt, det var ikke svært at gætte sig til den gemte mening bag ordene. Jaris var trods alt ikke Jaris, hvis han ikke kom med bare enkelte perversiteter.

Jo længere Neyra befandt sig ude i den kølige luft, og måtte koncentrere sig om sin uvelkomne natlige følgesvend, des mere lettede alkoholtågerne. Hendes synsfelt var dog stadig noget uldent i kanten, men hendes hjerne var mere klar end den havde været blot 20 minutter tidligere - og hun ville meget gerne sove, før tømmermændene meldte deres ankomst, så hun havde absolut ikke lyst til at bruge flere timer på at slippe af med ham. Bare tanken var nok til at hun himlede med øjnene.
Det betød også at hun blev mere opmærksom på de små detaljer, deriblandt det smørrede smil der mødte hende, da hun vendte sig, og fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen. Røvirriterende, opblæste narrøv, var ord der fór igennem hendes hoved da han svarede med en slet skjult perves undertone.
Men hun havde håndteret den slags før. Det var bare kommet noget bag på hende denne gang, især da hun tilsyneladende havde fejlbedømt ham som værende en eller anden papirnusser eller arkivar, der i mangel af stearinlys eller lignende sad på gaden og læste i månelyset, som en anden særlig. Men bogen blev lagt væk og slikmunden greb dybt i lommen efter mere nøddeknas,  og afslørende derved et maskulint bryst, der til Neyras store fortrydelse ikke så helt blegt og arkivar-agtigt ud. Tværtimod. Hun hævede et øjenbryn da han gik tættere på, men flyttede sig ikke. Det irriterede hende grænseløst at han var en smule højere, så hun var nødt til at træde et halvt skridt tilbage på det ene ben, for at møde hans orangegule soveværelses-øjne. En eller anden lille bitte del af hende, som hun normalt ikke ville anerkende, men som åbenbart havde tiltusket sig lidt mere frihed i hendes fuldskab, var nysgerrig efter at se hvor det ville ende - hvad han egentlig ville stille op. Hun havde aldrig været god til at sige nej til en udfordring, men som regel var hun noget mere kold og beregnende end lige for øjeblikket...
"Den eneste grund til at du delte ud af dine nødder, var at du ville undgå at blive klynget op ved halsen og fileteres som en makrel, sukkermus," mindede hun ham om med et tørt smil. Eller noget i den retning, i hvert fald. Han havde lydt en anelse ynkelig, før han opdagede hvem der skyggede for hans læselys.
Hendes smil blev bredere og hendes stemme blødere, da han spurgte om der var noget han kunne tilbyde hende; "Åh, der er utrolig mange ting jeg ønsker mig af dig..."
"Mest af alt, at du ville forsvinde," fortsatte hun irriteret, og lod det påtagne smil falde til jorden. Hun ville takke pænt ja, hvis han tilbød at skride ad helvedes til, så hun kunne komme hjem. Alene.

Jaris lagde hovedet let på skrå og så overvejende ud, mens han lyttede til hendes ord. Han startede ud med at se en anelse fornærmet ud, men kun i få sekunder, før han trak på skuldrene og nikkede. Det var jo ikke løgn.
"Ja okay, du har ret," sagde han med det skæve smil stadig plantet på hans læber. Eftersom hun ikke havde flyttet sig da han trådte tættere på første gang, tog Jaris sig nu den frihed at rykke sig endnu tættere, så tæt at hun ville kunne mærke varmen fra ham, medmindre hun flyttede sig inden.
"Men du må da hellere end gerne klynge mig op ved halsen." Det skæve smil falmede og blikket gik fra drillende til utrolig charmerende, et blik man nok ikke ville have forventet at se fra ham, hvis man udelukkende kun havde fundet ham irriterende. Men han havde efterhånden erfaret, at hans drillerier ikke var smarte at fortsætte, når han stod så tæt på folk. Med lidt afstand havde han i det mindste stadig mulighed for at flytte sig, hvis det skulle ende galt.

Han løftede øjenbrynene en smule, afventende på at høre hvad hun ønskede. Hendes svar burde have stødt ham. Det ville til hver en tid være blevet taget som en fornærmelse, men Jaris kunne ikke lade være med at smile.
"Du ønsker mest af alt, at jeg ville forsvinde," gentog han i et svagt nik. Det var ikke første gang, han havde hørt det. "Men hvad ønsker du ellers? Nu når der er utrolig mange ting, du ønsker." Han var stoppet med at hive flere nødder op, men holdt hånden under kutten, for at have fat i taskens hank. Den frie hånd førte han langsomt op mod hendes ansigt, så han kunne lade sin pegefinger stryge blidt hen over hendes kind, hvis hun altså ikke valgte at stoppe ham.

Neyras tålmodighed var efterhånden godt tyndslidt og det skinnede tydeligt igennem, da han tog sig den frihed at mindske afstanden mellem dem yderligere. Hendes blik søgte et øjeblik ned mod hans mave, mens hun overvejede hvordan det rent faktisk ville føles at lade hendes dolk skære gennem hud og muskler og sprætte ham op som en fisk. "Pas på med hvad du ønsker dig..." svarede hun langsomt. Det kunne meget nemt blive til virkelighed. 
Da hun igen løftede blikket var spillede der et charmerende blik om hans læber og det virkede nærmest som om hans selv hans øjenfarve var blevet blødere - nærmere ravgylden. Det skyldtes nok mest af alt lyset og det charmerede ansigtsudtryk spillede hende et puds.
Fyren virkede nærmest immun overfor hendes fornærmelser og hentydninger, der efterhånden ikke længere var hentydninger. Da han gentog hendes ønske om at han skulle forsvinde hævede hun anerkendene øjenbrynene, som om hun var imponeret over at den var feset ind. Men hun blev åbenbart imponeret lidt for tidligt, eftersom det igen lykkedes ham at fordreje hendes  ord, hvilket fik hende til at sukke tungt. Det var fandeme op ad bakke. "At du fordufter, finder nogle andre at genere, går hjem, skrider, hopper i havet," foreslog hun, med et ansigtsudtryk der mere end antydede at hun blev ved med at remse alternativer af samme slags op.
Pludselig blev hun opmærksom på hånden der prøvende havde retning mod hendes ansigt og veg tilbage. Men ikke så meget som hun havde tænkt sig - som hun burde. For en lille forræderisk del af hendes alkoholbedøvede hjerne vågnede og spurgte hvornår hun sidst var blevet rørt. Hvor længe det var siden hun før sit sidste togt var vågnet ved siden af en varm krop. Frusteret over sig selv stivnede hun derfor midt i bevægelsen og bad til at han ikke opdagede det korte glimt af forvirring i øjne. Hendes blik dykkede ufrivilligt til hans læber og derefter den smule af hans brystkasse blusen afslørede, i blot et kort sekund, inden hun igen hævede blikket og mødte hans, der var fyldt med intentioner. Først da han havde ladet pegefingeren glide hen over hendes kind en enkelt gang, daskede hun hårdt til hans hånd, lige så meget arrig på sig selv, fordi hun havde ladet det ske.

Jaris løftede et øjenbryn og så nærmest helt forventningsfuldt på hende. 'Pas på med hvad du ønsker dig'. Hun fik det til at lyde som om, at hun rent faktisk havde tænkt sig at gøre alvor af den... trussel? Men Jaris tog det tydeligvis ikke specielt alvorligt, idet han udbrød en lav latter.
"Du vil måske gerne gøre det?" Spurgte han i en helt venlig tone.
"Her," sagde han straks, inden han bandt snoren i kutten op og lod den falde til jorden bag sig. Tasken skubbede han også af skulderen, bare for at blotte sin hals. "Så gør det." Han smilede næsten udfordrende til hende. Hvis hun skulle sige ordene, ville han også se hende gøre det. Klynge ham op ved halsen. Han var ikke i tvivl om at hun var i stand til at gøre det, men han tvivlede på om hun havde rygrad nok. - En fejl han ofte begik, når han undervurderede sin modstander, men hvor meget modstand var der lige, udover den verbale?

Endnu engang skyllede fornærmelserne ind over Jaris og endnu engang blev de børstet væk i et nik.
"Som du dog kan sige det." Han kommenterede ikke yderligere på de mange måder, hun havde udtrykket sig på, at hun helst ville undgå hans selskab. Han fulgte hendes blik, som det i et kort sekund gled ned mod hans brystkasse, inden han mødte hendes igen. I næste øjeblik fik han lov til at gå længere med hånden, der var på vej mod hendes ansigt og med blikket holdende fast i hendes, kunne han næsten ikke overse det korte glimt af forvirring hos hende. Men selv med den afsløring, trak Jaris hånden til sig da hun daskede den væk.
"Jeg tvivler ikke på, at du mener hvad du siger. Men ville det ikke være lettere, at grave bare lidt dybere og give efter, for den lille del af dig, der egentlig gerne vil have mig til at blive ved?" Det var måske lidt provokerende at spørge, siden han egentlig ikke vidste med sikkerhed om det var sandt. Han drog kun en hurtig konklusion ud fra sine observationer og det var, at hun inderst inde ønskede at det skulle ske. Han handlede ikke på sine ord, men ventede pænt på hendes svar. Var han rigtig uheldig, ville hun gøre alvor af sin forrige trussel og i stedet tage ved hans hals. Ikke at det ville være et problem heller.

Han gjorde ganske klogt i at fjerne hånden da hun daskede til den, i betragtning af at forvirring i Neyras tilfælde ofte udartede sig i kæft, trit og retning med brug af trusler der hurtigt blev realiseret, hvilket var nødvendigt ombord på et skib. Andre steder havde det bragt hende i vanskeligheder, hvilket var årsag til at hendes berusede, mere festlige jeg havde lidt nemmere ved at begå sig blandt andre mennesker på land. Men fyren her havde tilsyneladende fundet ud af lige nøjagtig hvilke knapper han skulle trykke på, for at korte hendes lunte gevaldigt af - på trods af rommen. 
Med en fejende bevægelse bøjede Neyra sig ned ved siden af ham og samlede kutten op. Hendes blik mødte hans igen, da hun trak snoren, som han netop havde bundet op, ud af halsåbningen hvor den havde siddet. Det udfordrende smil var ikke gået hendes næse forbi og hun hun fyldtes med afsky overfor hans arrogante holdning. Ikke at hun selv var meget bedre... Men ligefrem at bede hende om at lægge et reb om halsen på ham. Han var skør, hvilket hun ikke var sen til at fortælle ham. "Du er skør," sagde hun med et lidt vantro ansigtsudtryk. Han havde faktisk overrumplet hende lidt, endnu engang. Ikke at det skulle afholde hende fra det. Hun fingererede lidt med det snoede reb, der var farvet sort for at passe til kutten, men uden at se på den. Hendes hænder vidste hvad de lavede, når hun havde et stykke tovværk mellem hænderne, næsten ligegyldig hvor meget rom hun havde drukket. I løbet af ganske få sekunder holdt hun en løkke op  foran næsen på ham med et selvtilfreds smil. "Værsgo," sagde hun og tilbød ham dermed den luksus at selv stikke hovedet i den. Hendes smil falmede dog og hendes blik begyndte at ulme, da han igen åbnede munden og overgik sig selv med flere længder med det mest provokerende spørgsmål hun hidtil havde hørt. Hun kylede løkken om halsen på ham - hvilket var svært med den bløde snor, der endte med kun at nå halvvejs. Den hang istedet som en guirlande, draperet hen over hans ene øre og næsen. Hun gjorde ikke yderligere ved det, godt distraheret af at hendes synsfelt syntes at snævre ind, i takt med at ulmen blev til gløder og hendes temperament bled rødglødende.
"Du er ikke så lidt sikker på dig selv, hva'?" spurgte hun arrigt og knyttede den venstre hånd om de tilbageværende 2 sukkernødder hun stadig havde i den ved hendes hofte, mens hun med lagde højre på hans brystkasse og skubbede til i retning af husmuren et par meter bag ham i den smalle, skæve, skrånende gade. Den smule forvirring der før havde været i hendes blik var helt forsvundet, til fordel for flammende temperament.
Hendes fingrede lukkede sig om hans skjortes halsåbning, parat til at følge med, skulle han miste balancen og vakle baglæns.

Jaris stillede sig til rette, lagde det meste af vægten over på et enkelt ben og stak hænderne i lommerne, mens han fulgte Neyra med blikket. Han så ikke den mindste smule bekymret ud, nærmere spændt på at se hvor langt hun ville gå, for han var sikker på at snoren fra kutten skulle bruges til lige nøjagtig hvad han havde bedt om. Endnu en latter forlod hans læber, da hun konstaterede at han var skør.
"Det har jeg aldrig hørt før," sagde han, tydeligvis ikke ment i alvor, for det passede ikke. Han rettede synet til for bedre at kunne se lykken, der hang for næsen af ham. Smilet og det let hævede øjenbryn viste, at han rent faktisk overvejede at gøre som hun tilbød. Vise hvor skør han egentlig var og frivilligt stikke hovedet igennem lykken.

Overvejelserne blev ikke til handling, da hans spørgsmål åbenbart fik tændt et eller andet hos Neyra og snoren blev kastet over hans hoved kort efter. Han nåede hverken at fjerne snoren, svare på hendes spørgsmål eller at stå imod, før han blev skubbet op mod husmuren. Tæt på at falde over sin egen taske på jorden, hamrede ryggen ind i muren hårdere end han ellers ville have gjort og der lød et anstrengt gisp fra ham. Han rømmede sig et kort sekund, inden han akavet skævede mod snoren, der stadig hang hen over øret og næsen. Så rettede han blikket mod hende igen.
"Aw, den bider," sagde han med en luftig latter.
"Nu skal jeg nok hjælpe dig," fortsatte han lige efter, før han løftede en hånd op og selv skubbede snoren ned over øre og næse, så den gled ned og landede om hans hals. Så kunne hun jo se hvor meget hun ville få ud af det, hvis hun ønskede at fortsætte. Han var stadig ikke bekymret. Snoren var ikke specielt holdbar, det vidste han, for den havde siddet på en kutte der ikke var så ny længere. Den anden hånd blev rykket tættere på hende, ikke højere end hoftehøjde, så han havde en chance for at komme tæt nok på uden hun så noget, inden han greb fat om hendes bælte og hev hende helt tæt på sig. Han kunne mærke kanten af ruskindshatten mod panden, men muren bag ham gjorde det umuligt at flytte sig fra den.
"Du kunne da bare have sagt, at du foretrak at have kontrollen." Endnu engang fik han sagt noget, han udmærket godt vidste kunne være provokerende, endnu mere fordi han havde lagt mærke til hvor stort et temperament der hvilede hos hende. Selvom han ikke gjorde andet end at puste liv i gløderne, der viste sig som flammer i hendes blik, var det stadig de indbydende, charmerende øjne han holdt rettet mod hende.

Selv var Neyra også nær snublet i kraven i hans taske, hvis ikke det var fordi hun et øjeblik klamrede sig til hans skjorte, inden hun genvandt balancen og han ramte murværket med et bump. Selvom han gispede enkelt gang, havde han alligevel luft og overskud til at slå en latter op og drille hende, ved at flytte snoren ned på plads om sin hals, som om han gjorde hende en tjeneste, hvilket fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Han var enten meget dum eller meget modig. Få sekunder senere var det dog hendes tur til at snappe efter vejret, idet han med et fast greb i hendes bælte trak hende ind mod sig. Hun havde ikke været opmærksom på hans ene hånd, der havde sneget sig op i hendes hoftehøjde, da han alligevel havde genvundet balancen. Varmen fra hans krop kunne mærkes gennem deres tøj, og da han for hundredeogsyttende gang kom med en dumsmart bemærkning om at hun foretrak kontrollen, kunne hun mærke hans søde ånde på sit ansigt. Hun var så tæt på at eksplodere og lade en knytte næve fare ind i mellemgulvet på ham, at der ikke kom andet end en indestængt arrig lyd over hendes læber, der vist nok var et stygt bandeord. Ikke videre elegant og velformuleret.
Hendes ene hånd var stadig knyttet om nødderne og hendes højre underarm klemt inde mellem dem, fordi hun stadig havde fat omkring snørreåbningen på hans bluse, hvilket skabte en buffer mellem hendes bryster og hans overkrop.
Hun mødte hans blik under hattens skygge, som skærmede dem mod månelyset, med et blik der lovede død og ødelæggelse. 
De charmerende gyldne øjne havde dog en eller anden effekt. Måske var det fordi at hun fornemmede at ligegyldig hvad hun kastede efter ham af fornærmelser, ville han bare blive ved. 
Måske det var idéen om at han - hvis han havde talt sandt tidligere - havde mere end hundrede års erfaring i sengen. Måske det gik op for hende at situationen hun stod i nu, meget vel kunne udvikle sig til det løfte om vold hun var gået fra på værtshuset, fordi hun ville undgå det. Måske det var rommen. Det gik ikke desto mindre op for hende at hun hun ikke brød sig om hvor hun var på vej hen.
Uanset årsagen dæmpedes hendes temperament sig til den tidligere ulmen og hun rakte den knyttede hånd op mellem deres kroppe og hvilede let underarmen mod hans brystkasse, hvorefter hun tavst vippede en af nødderne op mellem tommel- og pegefinger og holdt op foran hans læber. En tavs fredsgave - og hentydning til at han skulle klappe i. Hun var stadig parat til at bide, som han havde udtrykt det. Med højre hånd slap hun skjorten og hånden glide langs halsudskæringen og løkken om hans hals, til hun fandt enden, der var omtrent en fod lang. Hun legede lidt med snorens ende, uden at tage blikket fra ham og sendte ham et svagt, skælmsk smil.

Først en arrig lyd og derefter det varslende blik af død og ødelæggelse. Jaris forventede uden tvivl en eller anden form for straf, en spydig kommentar, et slag i ansigtet, et knæ mellem benene. Men intet, hverken spydigt eller smertefuldt blev sendt mod ham. I stedet fik han tavst en belønning. Med vilje lod han spidsen af tungen strejfe hendes pegefinger, da han tog imod nødden med tunge og fortænder. Hentydningen var klar. Han skulle holde kæft og han adlød. Indtil videre. Det knasede et par gange grundet sukkeret, da han tyggede ned og han forholdt sig stille, imens hun førte hånden omkring snoren og legede med enden af den. Havde han vundet, eller forberedte hun sig på at bide igen, denne gang på en måde han selv havde bedt om? Han afventede tålmodigt.

Grebet Jaris havde om hendes bælte blev ikke sluppet, for nu havde han endelig fået hende så tæt, uden nogen form for modstand. Et par minutters stilhed var det længste han kunne overkomme, mest fordi han tyggede langsomt og ikke ville tale, før han var færdig.
"Må jeg stadig ikke få dit navn?" Denne gang var det i det mindste ikke en pervers, eller provokerende kommentar han smed efter hende og den drillende tone og latteren, var også forsvundet. Han lænede hovedet en anelse frem, dermed også ansigtet tættere på hendes. Hvis hun holdt fast i snoren, ville den blive hevet lidt tilbage og nu begynde at stramme en smule om hans hals, men endnu ikke nok til at det ville have en ubehagelig effekt. Det havde tidligere vist sig ikke være den bedste idé, at føre hånden for højt op, så for også at give sin anden hånd noget at lave, blev den placeret blidt i hendes side. Langsomt rykkede han den længere op, kærtegnede hendes side og om lidt ydersiden af hendes ene bryst, hvis han fik lov at gå så langt.

Neyra smil blev til et grin, da han tavst tog nødden i munden og lod sin tunge strejfede hendes finger. Hvorfor i alverden havde hun ikke tænkt på det noget før?! Der kom ikke en lyd over hans læber, bortset fra den lette knasen af sukkeret og i hendes ører var manglen på selvtilfredse bemærkninger kærkommen. Det holdt dog ikke mere end et par minutter.

Hans ansigtsudtryk og toneleje blev næsten alvorligt, set i lyset af de drillende, småperverse hentydninger og kommentarer, da han igen spurgte efter hendes navn. Hun førte lydløst fingerspidserne langs hans glatbarberede kæbelinje og lod tommelfingeren strejfe hans læbe, for at feje et par tilbageværende sukkerkorn af. Hun lagde hovedet lidt på skrå, så  skyggen på hendes hat strejfede hans pande og overvejede sit næste ord nøje gennem alkoholen. "Du har ikke noget at bruge det til. Det vil forlede dig til at tro at vi er på fornavn med hinanden," smilede hun drillende, men med en undertone af alvor. Hun havde muligvis ikke tænkt sig at filetere ham længere, men hans attitude havde pisset hende af, og hun var stadig irriteret på ham og han skulle ikke slippe så let. Hvilket han tidsnok ville finde ud af. Selv den skarpeste kniv i skuffen blev klistret, når man dyppede den i rom. Men det var stadig en skarp kniv. Med den anden hånd havde hun et fast greb i enden af snoren, der stoppede hans bevægelse, idet han lænede sig frem mod hende, hvilket bragte et skævt smil frem på hendes læber. Hånden han placerede i hendes side fik hende til at lægge armene om halsen på ham, så der ikke længere var andet end deres tøj, der adskilte deres kroppe. Hun undertrykte end skælven, da hun mærkede varmen fra hans krop og slog blikket ned, væk fra hans gyldne øjne for en kort stund og kneb læberne sammen, for ikke at smile bredere. Hun krydsede indvendigt fingre for at han forhåbentlig ikke havde opdaget den slukkede støbejernslygte, der hang lidt over og til venstre for hans hoved - til højre for hende, i og med at han havde stået med ryggen til den. Den var én af to lygter, der hang på hver side af hoveddøren til bygningen de stod op ad, og som hun bag hans nakke var ved at fastgøre snoren om hans hals til. Hendes knob blev en anelse klodset, dels på grund af at snoren var kort, og det stak lidt i hendes sømandshjerte. Men der var adskillige andre distraherende elementer, blandt andet den udforskende hånd der sneg sig tættere og tættere på hendes bryst. Hun lagde nakken lidt tilbage og så på ham med et advarende blik, der indikerede at han skulle overveje nøje om han ville fortsætte.
Med ét rykkede hun sig fri af hans greb og trådte grinende et stort skridt baglæns - denne gang godt uden om tasken på jorden - før hun for anden gang snurrede rundt på hælen. Hun kiggede på ham over skulderen med et piratgrin, før hun valsede ned af gaden, men hun muntert nynnede samme sjofle melodi, som hun havde haft gang i, da hun gik fra værtshuset.