Selv sidst på eftermiddagen var både temperatur og luftfugtighed omkring piratbyen rimelig høj og Neyra tørrede sveden af panden med bagsiden af den tatoverede hånd, som hun sad der på klippen og fiskede. Ved siden af hende stod en halvtom flaske med - tragisk fortyndet - vin og hendes hat. 
Neyra betragtede den lille korkprop fra vinflasken for enden af snøren, der boppede op og ned i takt med bølgende og lod så blikket glide over piratbyen, der omgav bugten. Mange af husene havde stod trykket op af hinanden, som om de ikke kunne stå alene og så næsten ud til at de ville skubbe hinanden i havnen. Husene varierede meget i stand og facon, og gaderne mellem dem var små og snoede. Det var tydeligt at beboerne kom fra alle fire verdenshjørner og havde medbragt sig forskellig arkitektur og håndværk.
Enkelte huse stod ud, på grund af deres pæne facade, tydeligvis eget af pirater der var kommet højt på strå i dette lovløse parallelsamfund til resten af Krystallandet. Bag byen strakte der sig en skovklødt højderyg, der gjorde at den eneste vej til og fra byen var med et af de mange skibe der lå fortøjret ved de adskillige bådbroer, inde i den middelstore bugt, der beskyttede dem mod vind og vejr. Udenfor bugten var strømmene voldsomme på grund af de undersøiske skær, så selv nu, hvor vinden var stille, kunne man skimte skum og kraftige krusninger på havoverfladen.
Neyra betragtede det hele med et fornøjet glimt i øjet og en hvis følelse af hjemlighed. Hun var vokset op i den charmerende rotterede af en by.
Med hånden løftede hun håret væk fra nakken, for at lade den få lidt luft og kiggede igen på korkproppen. Ingen bid. Hendes utålmodighed gnavede lidt.
Med et suk satte hun vinflasken for munden og drak en ordentlig slurk. Det var tørstigt arbejde at sidde i varmen og fiske.

Tidspunktet taget i betragtning, så var der stadig varmt nok til man svedte. Orphelia, havde i hvert fald ingen problemer med at holde varmen, faktisk havde det været så slemt at hun havde taget den løst siddende skjorte af. Det havde da ganske vidst vækket opsigt, som hun havde stået på skibets dæk og trænet med sine knive, kastet mod den store træskive. Vidunderligt med en eller anden form for respons fra de ellers hjernedøde mænd, der kun tænkte med det nederste hoved, alt efter hvor længe de havde været på havet. Det flammende hår havde hun bundet op med et bånd, hvilket var med til at gøre arret på den venstre skulder mere synligt. Et irriteret grynt kom fra hende, da hun hævede et flaske, hvor der skulle forestille at være rom i, men intet var tilbage "Virkelig..." hvæsede hun nærmest af sig selv. Dette betød hun var nødt til at indstille træningen og gå ned for at få noget at drikke og hun vidste der ikke var mere på skibet, så hun skulle i land. En brummende lyd undslap hende som hun greb i den hvide skjorte og hev den over hovedet.

De blå øjne skulede rundt på hver eneste person hun passerede, indtog sanseindtryk fra hendes omgivelser og forsøgte så vidt muligt ikke at springe en sikring. Orphelia havde tømmermænd, men det var ikke noget nyt, dog vidste hun, at hvis der blev indtaget yderligere med alkohol, så kunne hun overleve det. Hun stoppede, spottede en kvinde der sad på en af klipperne og.. Fiskede? Var der overhovedet fik der var værd at sætte tænderne i, her i bugten? Svagt trak Orphelia på skuldrene, sukkede og gik mod kvinden med et hævet øjenbryn. "Fanger du noget der er værd at æde?" sagde hun med et kækt smil på læberne og stillede sig et lille stykke fra kvinden. Man vidste aldrig hvordan folk ville reagere, hun kunne ende med at gå amok...