Forår. Solens stråler var før over bjergtoppende, livet blomstrede i skovbunden og træerne var begyndt at starte bladknubber. Idylisk.
Havde Naga så bare været i humør til at nyde det, havde det jo været helt perfekt. Den brede dværg trampede hen over skovbunden, knækkede grene, sparkede til sten og knurrede lavmældt. Hun var utilfreds. Hvilket også var grunden til at hun havde efterladt sit afkom derhjemme og selv taget ud for at samle urter. Det var i hvert fald undskyldningen, som hun tog en stor gren og bankede til et træ et par gange.

Du skal giftes igen. Du har gener at videreføre. Din mand var for svag til at overleve kampen, så nu er du fri på markedet. Naga mumlede disse sætninger i det grove knurrende orksprog, og stoppede først sin mumlen og solide hårde slag på træstammen da en ukendt lugt nåede hendes næse. Lugten bremsede bevægelsen og fik hende til at vende blikket. Nogen vandrede rundt. På klanens territorie. Det var ikke dagen i dag at Naga kunne se mellem fingre på den opførsel. Hun havde lyst til at slå på noget, og helst noget levende.

"Hvorfor er her så mange træer"lød det gnavent fra den nyankomne ork, for Katira var absolut ikke i det bedste humør. Negativ var en af hendes svagheder, og den overstrålede nærmest hendes styrker. Normalt havde hun intet imod træer, men ligenu irriterede alt hende næsten. Dette territorie hun var endt på, var ikke lige noget der sagde hende noget, men her var da ganske hyggeligt. Hun trampede videre igennem skoven med den sædvanlige økse svingende som hun svingede lidt, i takt med hendes irriteret tempo. Godt der ikke var nogle mænd at se, for det ville kun ende galt, dog nåede tankerne omkring det ikke ret langt før en duft kunne duftes.

Tempoet satte hun op, og trampede videre i retningen af duften, for det her skulle undersøges nærmere. Hun var ikke alene, men så igen det undrede hende ikke eftersom hun var endt her på et andet territorie, som hun hvist ikke måtte begive sig på. Nå ja hvad gjorde det også, hun fik et skævt smil frem på læben, og med den svingende økse i hånden fortsatte hun, nogle enkle skridt og bum. Hendes øjne mødte en anden ork"Jamen ser man det"fløj det ud ad munden på hende, mens øjnene nærmest gennemsøgte hende. 

Lugten ændrede sig til bevægelse et sted ude blandt træerne, og lyden af knasende grene og den uimiskendelige lyd af et våben, nåede Nagas øre. En dyb irriteret knurren forlod hendes hals, og ganske rigtigt. En ork kom frem, med et alt for øretæveindbydende udseende og tillod sig endda at smile. Naga strammede grebet om kæbben i hånden, selvom den hvilede ned langs siden uden at virke faretruende. Lige nu.

Naga var stadig ung, og det havde sit præg på hendes temperament. Specielt som ordene "Ja, sikke et syn. Kan du ikke lugte? Du er på fremmed territorie" knurrede hun irritabelt og stilte sig med let spredte ben og hoften let til den ene side. Et forsøg på at gøre sig selv breddere og mere faretruende. Overfor et menneske ville det næsten ikke havde været nødvendigt, men en ork var af samme støbning. Der var Naga ikke større end de andre.

Et næsten skuffende suk kom fra hendes læber ved synet af orken foran sig. Bare det havde været en anden, eller noget anden end en ork som hun selv var. Hun trådte et skridt tættere på med øksen slæbende hen ad jorden, så betragtede hun hende lidt før hun hårdt prikkede en finger ind mod brystet på hende"Hvem bestemmer det"røg det ud ad hende med et irriteret blik. Hvad skulle dette kvindemenneske, orkmenneske belære hende om fremmed territorie, hvorfor skulle hun bekymre sig om det. Hun holdte det irriterende blik på hende, hvem var hun enlig også, Katira havde da slet ikke regnet med at støde ind i nogen heromkring, og så igen det burde hun have set komme, men sådan var det jo.

Hun sukkede dybt over at denne ork foran sig virkede ligeså irriteret og gnaven som hende selv. Dog var hun ligeglad, for hun var bestemt ikke i humør til hygge snak og en masse sludder. Hun prikkede fingeren hårdt ind i brystet på hende mens hun rykkede ansigtet tættere på hendes"Du vil måske gøre noget ved det"kom det fra hende i en bestemt tone med et flabet smil på læben. 

At den anden orkkvinde kom så tæt på fik Naga til at blotte tænder og spænde op i musklerne. Ikke fanmen om hun bare kunne komme og tro hun var noget. Den stærke finger der brikkede mod brystkassen var nok til at Naga skubbede fingeret en smule arrigt væk fra sig. "I hvert fald ikke dig!" knurrede hun stærkt irriteret.

Men nej nej. Det havde ikke været nok. Fingeren ramte anden gang og det grimme fjæs blev stukket op i Nagas ansigt. Hun så rødt og skubbede så hårdt hun kunne til den anden, og udstødte et arrigt opråb. "Højrøvende hunkønsvæsen." knurren var gået fra irriteret til arrig som de stærke øjne blev til sprækker. Hånden med det stramme tag omkring kæbben blev løftet op, som advarsel. "Skrid eller du fortryder det!" nok havde Naga ikke våben, men hun var ikke bange for en kamp. Overhovedet.

Da hun blev skubbet væk kunne Katira ikke gøre andet end at grine nærmest hånligt over det. Det her havde hun lidt set komme, men så igen det var slet ikke fordi hun havde noget imod det. For det havde hun langt fra, det her skulle nemlig nok blive interessant. Hendes råb gjorde at Katira sukkede og svingede kort med øksen i hånden, hvorfor skulle denne tåbelige kvinde også vise tegn på at være højtråbende som hun nok selv var. Det lå allerede op til ballade, men det var kun spænding, der skulle jo også ske noget. Eftersom hun bare stod der og stirrede på hende med et løftet øjenbryn nærmest som om hun slet ikke var imponeret over skubbet hun fik fra hende"Så ved du hvor jeg er når jeg er så højrøvende"kom det fra hende med et flabet smil. 

Hun trådte et skridt frem mod hende, og pegede øksen mod hendes bryst"Så få mig til at fortryde jeg kom, for jeg tvivler på at du kan gøre det"fløj det ud ad hendes mund, rimelig ærlig men det var også bedst at være det. Hun var mere end klar på en omgang mod denne såkaldte latterlige ork foran sig, det ville sikkert ende i kaos og ballade, men det var jo også en form for underholdning ikk. Et smil bredte sig over hendes læber, hvor få tænder kom frem over læberne, og hun fjernede ikke blikket fra hende. Hun trådte endnu et skridt frem mod hende, og nærmest prikkede øksen lidt ind mod brystet på hende kun lige meget kort, så den ramte hende ikke"Lad os komme igang så"hun blinkede nærmest flabet til hende hvorefter hun trådte nogle skridt tilbage, mens øksen hvilede lidt på jorden. 

Naga knurrede igen arrigt af kvinden. Det flabede smil var næsten nok til at hun ville havde hamret køllen direkte i fjæset på den anden grønhudede kælling. Men ikke endnu. Hun havde før fået at vide at hun var alt for overilet i sine handlinger. Gnorken havde sagt at de skulle forsøge at klare konfrontationer mere delikat. Lige nu kunne de ord næsten gå op i flammer i Nagas hoved.

Nagas brystkasse hævede sig op og ned i tunge stød som vejrtrækningen vislede ud mellem tænderne. Hun spændte op i musklerne og var fristet til at ende kvindens talestrøm. Få hende til at fortryde at hun tog kampen op mod Naga. Naga var ikke en kæmper. Naga var ikke en kriger. Naga var en hidsig satan der tilfældigvis var blevet anbragt som healer. Hun fnøs hånligt over den flabede kommentar. ”Bare rolig. Jeg skal nok få dig til at fortryde” trækæbben fra jorden blev svundet direkte mod den andens hoved. Ikke sikker på om den ville ramme, men ikke destro mindre var det hendes mål. At nedlægge og skade så meget hun kunne, med sin arrigskab.

Kampe var noget Katira godt kunne lide, og det var altid lidt mere spændende når det var imod en kvinde end når det var imod en mand. Mænd, hvorfor var de også bare noglegange så trælse at kæmpe imod, at de hele tiden troede de var stærkere, det var nærmest belastende at høre på. Hun var blevet træt af det, så kampen her der skulle igang mod orken foran sig skulle nok blive interessant. Med øksen over skulderen, sendte hun hende et lille bredt smil, det var tydeligt at hun var klar"Jeg er ikke sikker på, at du kan det"lød det provokerende fra hende, og hun lagde hovedet på skrå. Da trækæbben blev svunget direkte mod hendes hoved nåede hun hurtigt at rulle væk fra den via jorden. Dog havde den strejfet hendes hoved så det blødte lidt i siden af panden. 

"Spændende"lød det ganske sarkastisk fra hende, og hun satte i løb hen imod hende, det var på tide at sætte et angreb ind. Om det ville ramme eller ej, vidste hun ikke men man kunne vel håbe. Smilet bredte sig, og hun tog øksen frem og rettede den mod hende kort som hun løb, og da hun nærmede sig svingede hun den kort i håb om at ramme hende, ligemeget hvorhenne det måtte være.

Havde Naga haft bare en smule fornuft og rationel tankegang, var hun aldrig gået imod en modstander der havde et langt bedre våben. Men det var ikke noget Naga ejede synderligt meget af, når først hun var blevet sur. Lige nu galte det mere om at få givet et solidt lag tæsk, eller i hvert fald få slået så meget ud efter den anden til hun selv var træt og udkørt og raseriet derfor ikke længere var altædende i kroppen.
Et veltilfreds grin forlod hende ved synet af blodet i den andens pande, specielt fordi der lige var blevet slynget en provokerende opsang frem. Nå, så hun troede at det blev barnemad.

Men sandheden var, ganske vidst, at Naga ikke var en kriger. Hun havde grundlæggende erfaring, men var altid for opilet. Knurrende hoppede hun tilbage, en smule kejtet og var meget fokuseret på ikke at blive ramt af det skarpe våben, hvilket betød at hun ikke kunne give særlig meget tilbage i kamp. Ikke andet end at blokere, til hun blev sur nok og ville tage chancer. Det tog ikke lang tid, og som det skete, ville øksen med jævne mellemrum glide over hendes hud, efterladende både dybe og mindre sår, alt imens Naga i et arrigt kampråb slog løs med kæppen, længstes efter at høre knogler knase under kraften.

Synet af kvindens kæp der flere gange var ved at ramme hende, fik Katira til at bukke sig indimellem, men hun kunne ikke løbe sig fra at den havde ramt hende her og der på kroppen. Det efterlod da også nogle mærker, men det var ikke lige noget hun gik op i, hun mente da bare det var en lille ubetydelig detalje. Nogle skrammer og mærker her og der gjorde da ingenting, det pyntede jo ganske fint.

Hun kiggede på kvinden, og sendte hende et bredt smil, for der gik ikke lang tid før hun tog tilløb mod hende endnu engang, og da hun nærmede sig hende svingede hun kort øksen. Dog vidste hun intet om den ville ramme dette kvinde menneske her, eller hvad der ville ske men chancen havde Katira taget"Jeg finder det her meget morsomt"lød det fa hende hvorefter hun sendte kvinden et flabet smil.

Naga prustede som en vred hingst, og knurrede ud imellem tænderne for hver gang hun missede den dybt irriterende kvinde. Hendes dag kunne nærmest ikke blive mere ødelagt, men det smørrede grin på den andens fjæs var tilstrækkeligt til at Naga ikke havde tænkt sig at stoppe før kroppen gav efter. Det var med et forskrækket udtryk at Naga kun lige nåede at træde til siden og undgå øksen der ellers ville havde plantet sig solidt i hendes brystkasse, og derefter glide i mudderet og i en uelegant bevægelse rullede hen over jorden. ”Du er sær!” Naga fandt intet af dette morsomt, faktisk bare møg irriterende og vrede fremblussende. Men hvad kunne hun gøre, andet end at undgå den skarpe økse, undgå at lade livet midt ude i ingenting og forhåbentlig give nogle tæsk tilbage. Mere besværligt at hun havde håbet.

En smule usikkert kom hun op at stå igen og forsøgte at genetablere en fast balance og en stilling der gjorde hende svær at vælte. Men Naga var ikke en kriger. Fordi klanen havde ment hendes egenskaber var bedre egnet andre steder. Det kunne der også være noget om, taget de mange sår i betragtning og den irriterende følelse af blod der løb ned af arme og ben, givende stærk kontrast til den grønne hud. ”Så kom da! Færdiggør dit morsomme arbejde!” hendes brøl gav genlyd mellem træerne som hun bredte armene ud, indbydende den anden til at springe frem, hvis det da virkelig var det hun ville. Forhåbentlig kunne det give hende mulighed for et angreb tæt på livet, selvom hun tvivlede.

/inaktiv