Valkar sukkede let for sig selv som hestenes hove slog mod jorden. Det havde taget længere tid at få klargjort til rejsen mod Telma's nye kro end han havde regnet med.
For det var i sandhed en rejse han ville kunne klare på markant kortere tid alene, men alligevel havde han insisteret på at det havde været bedre at bringe Netrish med på rejsen.
Forklaringerne han havde brugt til at overtale sig selv havde været mange, hun var den eneste tilstede på slottet der kunne amme barnet de skulle aflevere, at hun havde brug for at komme udenfor og møde verden igen, men den årsag der havdet trukket mest i ham var at han ønskede at bruge mere tid sammen med hende, og at se et glimt af hende værende som en mor.

Vejret som de rejse havde ikke været dem nådigt som tunge dråber dalede ned fra himlen, vinden blæsende og bringende en kulde med sig der kun kom når man var gennemblødt. Så den sidste halve dag havde han lavet en lysflade der skærmede mod de værste af dråberne, følgende Netrish og Azurian som de red hen af vejen.
Valkar flyttede lidt uroligt på sig i sadlen, det var som at han ikke helt kunne finde hvile, årsagen for han urolighed var ham ganske klar, for selvom deres nat havde været fantastisk havde alt det usagte mellem dem siden gået og naget ham, men alligevel kunne ikke få sig selv til at bringe det op, ikke før nu. "Neelah" lød det som han han vendte sig mod hende og Azurian, "Jeg tænker at det snart er tid at gøre holdt, kan vi tre dele et telt? Ellers risikere vi at det bliver en kold nat" Et skævt undskyldnede smil mødte hendes blik, for hun havde sagt at hun havde brug for tid til at tænke, til at tænke over hvad de var. Hvilket han ønskede at respektere, selvom uvisheden gnavede i hans underbevisthed, men et spørgsmål om noget der var så praktisk gjorde vel ingen harme?

Netrish havde kun givet ringe tanke til ventetiden. Trods det var logisk moderen uden tvivl ønskede sit barn tilbage, havde Netrish ikke haft det i sig, at spørger ind til det. Hun havde blot hjulpet hvor hun kunne - og måske overraskende nok var det ikke så lidt. Nok til manges forundring havde Netrish vist sig ganske ferm til at håndtere Azurian. Så ferm endda, at de ældre tjenestekvinder, de der selv havde båret børn, havde hvisket i krogene om, at det umuligt kunne være det første barn hun havde passet. Men delingen af disse rygter ente altid med en ubehagelig stilhed, som det blev klart hvad denne umiddelbare åbenlyse sandhed for kvinderne bar med sig.

Som rejsen begyndte havde der heller ikke været nogen diskussion om hvor Azurian skulle være, for Netrish havde allerede arrangeret ham i en slynge mod sit bryst, med kappen arrangeret således at den skærmede barnet, og kostede Netrish mindst muligt mobilitet. Hendes vante byrder af rustning havde hun dog ikke efterladt, men møgsommeligt monteret bag sig på hesten.

Netrish kiggede op som Valkar kaldte hendes navn, og blinkede et par gange "Jah?" svarede hun en anelse fraværende. Hun havde været optaget af Azurian. Hun holdt hesten kun med en hånd, for den anden var taget til fange af små fingre, og blev fraværdende gnasket på under kappen.
Hun gjorde en tænksom lyd ved hans foreslag og løftede blikket mod himmelen. Lyset fra Valkars ly fik hende til at misse med øjnene, og knibe dem sammen kort, som var hun blevet overrasket over den stadig var der. Hun sendte ham et kort blik, inden hun rettede blikket op igen og prøvede at få en fornemmelse af hvor sent det var. Men mellem den lysende flade over hende, og det tunge skydække, virkede det umuligt.
Netrish lod blikket falde på Valkar igen og nikkede "Det vejr her berøver en tidsfornemmelsen" sukkede hun "Men det lyder fornuftigt. Der er ingen grund til at fryse, og endnu mindre til at risikere den lille bliver kold" medgav hun villigt.
Netrish havde forsøgt ikke at skænke deres nat megen tanke, forsøgt at skubbe det fra sit sind, selvom hun viste hun gjorde Valkar en ugerning ved det. Det var blot.. større end hende, større end hun helt kunne forstå eller dreje sit hoved omkring. Så selvom hun synes at mærke hans utålmodighed i hvert et ord han ytrede til hende, havde hun stædigt holdt sig igang med alt muligt andet, holdt sin krop aktiv, så hendes sind ikke var det.
Der var dog tider det havde været umuligt. I stille timer, med Azurian i armene, halvt sovende med et bryst i munden. Der havde hun tænkt...
Hvor rart ville det ikke være at have hans arme om sig igen? At have et barn af sit eget i sin favn, og hans beskyttende vinger omkring dem alle tre, skærmende fra verdens modbydligheder??
Hvor rart ville det være... hvis det var mere en blot en drøm.

Valkar var normalt en ganske tålmodig mand, mange af hans egne planer havde båret præg af at tålmodigt vente på at alting udspillede sig til hans fordel. Men uvisheden han havde følt siden deres nat sammen havde testet hans tålmodighed på måde han ej havde oplevet før. Men et løfte var et løfte, omend det blot var et han havde givet sig selv, agtede han at holde det og lade hende få tid til at tage en beslutning, hvor ondt end ventetiden gjorde.

Hendes enighed i hans foreslag varmede nok til at han i et øjeblik ej ænsede den bidende kulde fra regnen og blæsten. "Så sandelig" nikkede han bestemt, en del af ham ønskede at sige mere, men her talte handling tydeligere end ord.  Med øvede bevægelser steg han af hesten og med et fast greb om tøjlerne trak han den hen mod en læet fra en lejerplads, der tydeligt havde været brugt af andre rejsende før dem. 

Valkar sagde ikke meget som han gjorde teltet klar, det møjsommelige arbejde med at holde teltet nogenlunde tørt indvendigt samt koncentrationen der krævede at skærme de to gjorde de svært for ham at samle sig om at starte en samtale. Men tankten om at kunne holde Netrish i sin favn med den lille blandt dem, gjorde det svært ikke at lade tankerne vandre mod hvor vidunderligt det ville være at barn at dele med hende der i sandhed var deres eget? 

Netrish tøvede ikke med at hjælpe til som Valkar begyndte at sætte lejeren op. Hun svang sig af hesten, og var kort efter ved hans side og hjalp tavst til, med Azurian stadig bundet mod brystet. Den pludselige mangle på finger, og nye bevægelser fik den lille dreng til at kvikke noget mere op, og lure ud fra sin plads med store, brune øjne.

Som de arbejdede skævede Netrish mod Valkar flere gange. Hans anstrengelse virkede tydelig, og hun ønskede ikke han skulle trætte sig for hendes komfort. Det var jo bare regn! Alligevel rettede hun blikket mod sin arbejde igen, uden at sige noget, og hendes blik mildnede sig. Hun var sikker på han ikke ville bryde sig om, hvis hun bød ham lade være.

Det var Azurian der først brød den arbejdsomme tavshed der lå, med et højt, utilfreds vræl for opmærksomhed. Drengen havde fået øje på Valkar, og vendte og vred sig i sin slynge, mens han strakte armene mod manden, der lidt lignede hans far.

Netrish sukkede, og forsøgte med små tyssende lyde at få ro på Azurian igen, men uden held. Til sidst trak hun ham ud af slyngen og rakte ham mod Valkar. "Hvis du holder ham lidt, skal jeg nok ordne teltet" foreslog hun. 

Selvom det ikke var let for Valkar at indrømme, så var han ganske taknemmelig for hendes hjælp med at gøre lejren klar. Et sagte smil krøb over hans læber, det havde på sin vis undret ham hvis hun ikke havde givet en hånd, at lade ting stå til når hun kunne give en hånd lod til at ligge langt fra hende. 
Stjålne blikke blev ligeledes sendt i hendes retning som de arbejde i stilhed, det var et fint syn at se hende arbejde mens den lille dreng så på verden med store øjne, indtil Valkar og Azurians øjne mødtes hvor den lille dreng gav sin utilfredshed til kende. End ikke Netrish kunne mildne ham som der ellers var faldet hende let før.

Valkar nikkede kort og lagde arbejde fra sig "Åh du lille, hvad har du nu rodet dig ud i?" smilede englen til den lille dreng der nu lå i krogen af hans arm, mens han gik frem og tilbage, sagte vuggende barnet. 
Fladen af lys flyttede sig for at skærme barnet fra regnen, mens tre farvede kugler af lys dansede lige udenfor de små fingres rækkevide. Stor smilende rakte Azurian ud efter dem, tydeligt distraheret for nu. "Så så, se verden er ikke så slem du lille og bare rolig, snart er du hjemme ved din mor igen" En del af Valkar gruede for at aflevere barnet tilbage, for det ville betyde at alting vendte tilbage til hvad det var, og ej længere være som det føltes nu.

Som Valkar tog imod Azurian, og flyttede sin lysende flade for fortsat at skærme barnet, opdagede Netrish først rigtigt, hvor meget af vejrets rasen hans anstrengelser havde sparet hende for. En skælven gik igennem hendes krop som vindens kulde blev forstærket af regnen der nu nåde hende, men hun fortsatte sit arbejde, uden at kny. Billedet af Valkar med den lille, ivrige dreng var nok til at holde den værste kulde på afstand. Hun havde ikke forestillet sig ham have så let et tag på børn, men som altid overraskede han positivt.

Snart stod teltet nok til at Valkar og Azurian kunne komme i ly, mens Netrish selv forsvandt tilbage ud i det begyndende mørke. Kort efter kom hun tilbage med oppakningen fra hestene, men forsvandt straks igen, for at stramme og sikre bardunerne.

Der var mange, lange minutter der passerede, inden Netrish skubbede teltdugen til stede, og trådte ind i teltet. Trods vejret, havde hun taget sig tiden til at tjekke alting efter en ekstra gang, og sikre sig det stod solidt. Hun ville ikke risikere noget, hvis vinden trak yderligere op i løbet af natten! Derudover var hestene blevet sadlet af, og bundet i ly af træerne der omgav lejerpladsen.

Hun var dog taknemmelig, da hun kunne skubbe hætten tilbage, efter at have lukket teltet til. "Jeg tror det ville være optimistisk at forsøge sig med at tænde bål" sukkede hun, og ærgelsen var ikke til at gå fejl af. Men i det mindste var de ikke under åben himmel, sammen med hestene.

"Tak" lød det stille fra Valkar som han og Azurian fandt ly fra regn og blæsten. Den lysende flade der ellers havde fulgt dem ophørte, efterladende Netrish i det nu tydeligt begyndende mørke udenfor.
Teltet derimod var oplyst af forskelligt farvede sommerfugle der dovent baskede med deres vinger som de svævede omkring, et evigt skiftende farvespil lig solstråler gennem glasmosaik. 
Alt sammen til Azurians glæde der glad pludrede som han forsøgte at fange hans underholdning.
Valkar kunne ikke andet end smile, en dag ville han kunne lege med sit eget barn på samme måde, men dem han havde nu... der havde skæbnen ikke villet at han havde chancen. 

Et lettelsens suk undslap ham som Netrish selv kom i ly for regnen og det mørke der fulgte den. "Du har ganske ret, alting er for vådt, samt selv hvis lykkedes ville bålets gøren være op til vindens luner" Medgav han. Et bål ville ellers have gjort godt, men ak således skulle det ej være.
Han rodede lidt i sin oppakning "Her, den kan hjælpe med varmen" lød det som han rakte hende den ekstra rejse kappe han havde medbragt, smilende et let forsigtigt smil. Azurian utilfreds med at ikke have al den opmærksomhed han i øjeblikket ønskede pludrede højere, og ganske rigtigt faldt Valkars blik tilbage på ham. "Du er da en være en!" lo han kort og nussede drengen på maven.

Netrish havde set lysene danse udefra, og der havde de bragt et lille smil til hendes læber. Men at træde ind i teltet, og være iblandt dem, var som at træde ind i en anden verden. Aldrig havde hun set noget lignende, andet end på afstand, gennem åbne temple døre. Det var ikke ligefrem den slags udsmykning Kiles templer normalt gjorde i.

Der var da også et lille smil i kanten af hendes læber som hun tog imod kappen fra Valkar, uden helt at tage blikket fra de lysende sommerfugle der dovent baskede omkring. "Tak" svarede hun, men hendes opmærksomhed blev straks efter fanget af Azurian da hans pludren blev mere insisterende. 

Netrish sukkede let af det opmærksomhedskrævende barn, og betragtede lidt Valkar, mens hun skiftede kapperne rundt, så hun havde den tørre inderst. "Du har et godt tag på børn" kommenterede hun let, mens hun flyttede lidt rundt på deres oppakning, så der var bedre plads. Hun fandt lidt mad frem til dem, og imens tjekkede hun hvor meget der var blevet vådt.

Der var noget fortryllende ved at se Netrish så optaget af de farvefulde sommerfugle for Valkar, det var som han havde givet hende en simple glæde hun ej havde oplevet før. En tanke der ligeså glædede ham. 
Båret af langsomme vingeslag fandt en sommerfugl hvile på hende håndryg, midt i hendes skiften af kapper. Sommerfuglen var af gyldent lys, hvor det virkede som at den lyst kraftigere når en blik faldt i dens retning. Som altid varmede hendes taknemmelighed, at han ville have insisteret hvis hun havde takket nej var dog en anden sag.

Grinende som kun små børn kan, lo Azurian så det fyldte teltet og Valkar kunne ikke modstå at tage ham op i krogen af sin arm igen "Du ligeså" smilede han varmt i elverens retning, hans egen tålmodighed med børn var ganske varierende. Men alting havde for faldet i Azurians favør.  
Oppakningen var guderne være lovet ikke synderligt mærket af regnen der havde fulgt dem, men hvis det fortsatte i de næste par dage kunne det ende med at volde flere problemer.
Taknemmeligt tog Valkar imod maden, for selvom han brug af evner havde været simpelt havde mængden af tid tæret på hans krafter, noget der heldigvis kunne kurreres med mad og hvile. "Endnu engang må jeg takke dig for at tage med, det er i sandhed med til at gøre det til en noget andet oplevelse" lød det med et forsigtigt smil.

Netrishs øjne skinnede i lyset fra sommerfuglen, som den landede på hendes hånd, og hun fortsatte sine gøremål udelukkende med den anden hånd. Hendes bevægelser var forsigtige, som frygtede hun at skræmme det lille lysvæsen på flugt, til trods for den blot var en konstruktion af Valkars design.

"Jeg har også en del mere erfaring antager jeg" svarede hun med et varmt, men også let pint blik. Tanken om Lurrien hjemsøgte hende stadig. Det var det samme hver gang. Hver gang hun troede hun var over det, at hun havde hun endelig accepteret skæbnens gang, måtte hun erkende det ikke var tilfældet. Hun frygtede det altid ville være sådan.

Netrish skubbede tanken fra sig, og trak hånden med sommerfuglen til sig, som hun flyttede sit fokus tilbage på at bakke ud, og finde deres sovegrej. Selv ikke Valkars varme taknemlighed tog hendes fokus fra den praktiske opgave.
"Jeg er glad for jeg har en mulighed for at gengælde alt du har gjort for mig" svarede hun først, venligt men pragmatisk. Hun hun fik rullet tæppet hun knælede med helt ud, stoppede hun dog, og løftede blikket mod ham. "Og jeg nyder så bestemt stadig dit selskab" tilføjede hun med fast eftertænksomhed. Hun ville ikke have han troede hun blot var der, fordi hun skyldte ham sit liv. Det have været hendes valg at tage med, ikke hendes pligt..

Valkar smilte et stille smil over Netrish svar, som så ofte kom det fra et frø af praksis, men det var tydeligt at der var mere til det end ellers "Det lyder ganske sandsynligt, en historie jeg gerne lægger øre til hvis du skulle ønske at dele" tilbød han sandfærdigt, hun havde nu muligheden for at dele hvad det lignede pinede hende, men ligeså at lade det ligge hvis hun ønskede. Børn havde ikke været en aktiv del af hans liv siden hans genkomst, bevares han havde ønsket nogen til at videregive sit eftermæle, men den seneste tid havde bragt et helt nyt fokus på børn. Et fokus der bragte ham flere problemer, men mere glæde end havde ventet.

"Jeg er sikker på at der nok skal byde sig rigeligt med muligher" svarede han med en let rysten på hovedet, hans blik betaget af hendes nattens lokker. "Det bringer mig megen glæde, og dit lige så" hendes svar havde fået hans til at blomstre til et der afspejlede varmen og glæden hans hjerte følte. Det varmede altid hans hjerte at se hende vise sider af sig selv, omend de ikke altid huede ham, frydede hans hjerte sig ved at se hende gøre ting af hendes egen vilje, og ej blot af hvad der mentes at være hendes pligt. 

Azurian var så småt døset hen igen, givende Valkar mulighed for at mindske mængden af sommerfugle. Men istedet for blot at lade dem alle forsvinde, samlede de sidste sig i Netrish hår, givende hende et farverigt skær, som Isaris smil fra morgenstunden.

Netrish sænkede blikket en smule ved Valkars svar, hendes kinder rødmene fra varmen i hans ord, og den ærlige hengivenhed. Sommerfuglene der dansede i hendes hår, og kastede deres lys som morgensolen i en stille sø, var prikken over i'et, der endelig fik hendes smil til at træde frem.

Med et blik mod Valkar, der var lige varme og drillende irritation over afbrydelsen, opgav hun at pakke mere ud for nu, og satte sig i stedet ned på et stadig sammenfoldet tæppe, nær Valkar.

"Jeg har selv haft en søn. Lurrien var hans navn. Jeg fandt ham i ruinerne af et gammelt Kile temple, efterladt til Gudindens nåde. Det var... skæbnebestemt. Jeg tog ham til mig, og oplærte ham som jeg selv er blevet det, til han var gammel, og stædig, nok til at gå sine egne veje" fortalte hun lavmælt, men selvom hun delte denne del af sit liv med ham, var der stadig noget varsomt i hendes tone. Der var varme i hendes blik som hun nævnte Lurrien, men ordrene var faktuelle, og præcise. Nærmest distancerede.

Der var som altid noget fantastisk for Valkar ved at se Netrish smil brede sig, hendes smil var så sandfærdigt, som morgryets første stråler der stod i kontrast til nattens rolige mørke. Hun brød sig sjældent om at blive forstyrret i hendes gerning når hun havdet sat sig noget for, men det gjorde blot hendes smil det sødere når det endelig lykkedes ham at frembringe det.

Der var noget ved hendes tone som der fangede Valkars ører, han havde hørt den før da hun fortalte om hvad der var hendt hende. Ganske som at hun fortalte om en historisk hændelse der var sket for en evighed siden, samt at det ej var noget der var sket for hende. "Det er svært ikke at give dig ret" medgav han "Lurrien lyder lidt som en hvis elvisk præstinde jeg kender" lød det med et sigende blik. Stædigheden var ihvertfald noget han kunne nikke genkendende til, samt ønsket om at gå ad sin valgte sti.
"Jeg tænker at du har nogle gode historier omkring ham?" spurgte han som han gav hende hånd et klem, måske det var nok til at få hende til at indrømme at han havde været en del af hendes liv, og ikke blot Kilepræstinden Netrishes.

Netrish blik flakkede kort før det sank mod deres hænder ved Valkars sammenligning. "Det er nok ikke helt ved siden af" indrømmede hun bittersødt. Hvis hun ikke havde lært ham at være så selvstændigt, havde hun måske kunne være der da hans tid kom.. men hun kunne lige så lidt ændre hvem hun var, som hun kunne ændre den tid han havde fået givet af Kile.

Den lille smil levede dog stadig på hendes læber, og fandt en smule varme som Valkar spurgte ind, ikke til Lurriens skæbne, men til hans liv. "Muligvis" medgav hun, og så roligt tænksom ud et øjeblik. Det var længe siden hun aktivt havde søgt minderne om sin søn, frem for at skubbe dem fra sig, og det var som om de kun modvilligt lod sig grave frem fra hendes sind. "Han fandt engang en kat" startede hun, hendes blik halvfjernt og varmt som hun huskede "Det var et stakkels lille kræ, knap mere end en killing, men udsultet og stakkels. Lurrien kan ikke have været mere end 7, måske 8 år gammel dengang, men han kom med killingen i sin favn, og et seriøst udtryk. Han præsenterede dyret for mig, og spurgte om det var dens tid endnu" hun rystede en smule på hoved "Han var nød til at lære at følge sin mavefornemmelse, hvor hårdt det end er.. og det gjorde han" hun hævede blikket igen, og mødte Valkars øjne "Han tog sig af det lille kræ. Maddede den, sov med den så den ikke frøs. Det tog måneder før den var kommet helt til hægterne igen, men han veg ikke fra opgaven så meget som et minut" fortalte hun varmt.

Lyden af Netrish bittersøde ord huede på ingen måde Valkar, klemmende blidt om hendes hånd kunne han ikke håbe at smilet kunne vende tilbage til hendes læber. Hvad præcist der nagede hende kunne han ikke sige, men at hun bebrejdede sig selv for noget ved hans død ville være hans umildbare bud. 

Valkar smilede over at se hende live lidt op, som hun forklarede om Lurrien og katten. Han kunne ikke ladevær med at se drengen om en sorthåret knægt med samme stoiske udtryk som den mor der havde fundet ham. Pausen Netrish fik skabt undervejs lod til at have den tilsigtede effekt, for han tog sig selv i at forvente at hun ville have fortalt drengen at ungkattens tid var inde. "Sikke en sød historie" lød det kort efter som svar, mens han smilede varmt tilbage. "Hvad skete der med katten efter?" spurgte han før han han selv havde tænkt over hvorfor at han ønskede at vide dens skæbne. Om det var tanken om at de kunne bringe endnu et smil med sig, eller blot bringe mere varme til hendes stemme var ham stadig ganske uvist. 
Kort lukkedes hans øjne for at koncentrere sig, og med et skiftede sommerfuglene til at være iklædt forårets farver, lyse gule og grønne, samt hvide og lillae nuancer.

Valkars kommentar fik et lille, kort grin fra Netrish. En sød historie? Ja, det var det vel. Lurrien havde altid været en god dreng, og haft hjertet på rette sted. Da hun havde budt ham at følge sit instinkt, havde hun allerede vist hvad hans valg ville blive.
Netrish blik skævede så langt ud af øjenkrogen hun kunne, som hun fornemmede farveskiftet, men ikke rigtig var i stand til at se sit eget hår ordenligt.
"Han satte den tilbage i det vilde, men den fulgte os længe. Hvergang vi troede den måske endelig var draget væk på sin egen vej, ville den liste ind i vores lejer, byde os en rotte eller fugl, og gøre sig det mageligt i Lurriens skød. Til sidst navngav han den Strejfer" fortalte hun varmt, men med en lille hovedrysten. Det havde været en mærkværdig kat, det var sikkert!

"I sidste ende fandt den en ny familie. Strejfer mødte en arret hankat på en gård i Medanien, og slog sig ned der med ham. Sidst vi var forbi var hun gravid med sit andet kuld af killinger" sluttede Netrish fortællingen af, men tilføjede efter en kort tænkepause "Ja, hun kunne velsandt være i live endnu, hvis de har taget sig godt af hende" gættede hun. Nok ville katten være temmelig gammel, men ikke umuligt så.

Sin historie afsluttet, prøvede Netrish igen at lure på en sommerfugl i sit hår, uden held, inden hendes blik faldt på Valkar igen. "Du burde hvile i stedet" foreslog hun med slet skjult bekymring i stemmen.

Netrish grin fik med et jagtet de sidste af rester af kulden der havde sat sig Valkars sjæl væk, det var sjældent at han hørte hendes grin, noget han håbede på at kunne ændre med tiden, men lige nu nød han sødmen ved at have hørt det.

Smilende lyttede han til fortsættelsen, let klukkende over navnet til hunkatten men lige som så meget andet i hendes liv var det simpelt, praktisk og beskrivende. Selvom der ikke havde havde været hende der havde navngivet den, var tendensen ikke til at overse.
"En ganske glædelig slutning, på en historie om en dedikeret kat" kommenterede han varmt. "Var det samme familie som med tærterne?" lød det nysgerrigt, det ville være noget af et tilfælde men et glædeligt et af slagsen.
Tanken om at sende nogen forbi for at skaffe en af kattens killinger til slottet var ganske lokkende, men noget der kunne gøres senere. 

Som Netrish opgav at se sommerfuglene der skjulte sig, lod Valkar dem gøre sig fri og langsomt sprede deres lys over teltet atter en gang. "Og lade dig gøre alt det praktiske? Ikke tale om" kommenterede han med et smil, for selvom han muligvis var blevet træt af rejsen, ville han ikke lade hende være hans tjener, selvom hun nok ikke havde ment det således.

Netrish nikkede sin enighed "Og et glimrende eksemple på, at livet ikke er de øjeblikke vi overlever, men hvad de øjeblikke føre til" delte hun den gamle læresætning, engang overdraget til hende fra sin mester. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og bukkede nakken i anderkendelse af visdommen deri - og hendes manglende evne til at leve til at se dens sande betydning før nu.

"Nej, det var en anden familie. Deres fader var gået til Kile kort inden, så datteren der var også glad for Strejfers selskab. Jeg tror hun så pigen som en fortabt killing, og tog hende til sig, som hun selv var blevet taget ind" tænkte hun højt, som hun huskede omstændighederne. Det var efterhånden så længe siden. 10 år? 12? Hun huskede ærligt ikke detaljerne særlig nøje. Men Lurrien der alvorligt sagde farvel til Strejfer, og bød hende passe på sin nye familie? Det ville Netrish aldrig glemme.

Netrish sukkede en anelse over Valkars svar. "Du har armen fuld med den lille" pointerede hun tørt "Men der er ingen grund til at bruge ekstra energi på lyset - vi kan tænde en lanterne" fortsatte hun, og lod sin hånd forlade hans, for at fortsætte hvor hun slap. Hun havde dog ikke andet end vendt sig halvt, før hun stoppede og tilføjede "Hvor smukke de end er". Hun kunne ikke benægte deres skønhed, og hendes blik blev endnu engang draget mod dem, som tre sommerfugle dansede. En lilla, en hvid, og en gylden. Der var en symbolik i det følte Netrish, men det var en hun ikke helt kunne sætte fingeren på.. Det var nok ikke vigtigt.

Valkar bukkede sagte for fortidens visdom med Netrish, Det virkede tydeligt for ham som at hun havde fundet visdom i det som hun ej havde set før, et smil af stolthed bredte sig på hans læber, hun havde åbnet sine øjne for hvad verden kunne være, og så den ikke blot som hun troede den var. "Ah jeg ser" smilede han varmt, det lod til at skæbnen ikke ville spille ham det pus. Tanken om at en kat havde adopteret et menneske var dog ganske morsom, selvom det måske var at tillægge dyr større evner end de besad, bevares han ville lade tvivlen komme hende til gode.

Valkar sukkede let. Han burde have forud set hendes svar, men glæden ved at hun fandt hans gave smuk fejede alle tanker om fejlfortolkninger væk. "Ind imellem er det det værd at gøre mere, blot for noget så simpelt om skønhed" kommenterende han, som sommerfuglene forsvandt en efter en, indtil at tre var tilbage, en hvid en lilla og en gylden. Trioen flaksede med dovne vingeslag ind i landternen, der stod ved det lille bjerg der udgjorde deres oppakning.

Forsigtigt lænede han sig tættere på præstingen, nænsomt kærtegnende hendes kind. "Neelah jeg-" At have hende så nær gjorde det svært at holde sig tilbage, men alligevel var han tom for ord, forhåbentlig forstod hun.

Netrish så ikke helt overbevist ud over Valkars ord, men hendes udtryk mildnede da han trods alt minimerede antallet af sommerfugle han holdt kørende, og accepterede kompromiset, og stjal et blik af de små, flaksende vinger, som de dansede i lanternerne som ildfluer.
Det øjeblik distraktion gjorde hun ikke ænsede Valkar flytte på sig, før hans hånd blik rørte hendes kind, og hun flyttede blikket med et lille, overrasket chok. "Valkar" lød hendes svar, mere luftigt end hun havde tænkt. Hendes mine faldt tilbage i rolige folder, og hun lagde langsomt sin hånd over hans, deres fingre næsten flettede mellem hinanden. "Jeg forstår." bekræftede hun med et lille nik, og satte sig tilbage igen. Udpakningen måtte vente lidt endnu. Der var andre, måske mere pressende ting.
"Vi er nød til at tale.. om det" tilføjede hun, og viste at hun nok ikke helt havde forstået hans intention alligevel. Hendes ansigts folder blev mere seriøse "Jeg ved jeg lovede dig svar, men.. jeg sidder stadig kun med spørgsmål, og uforlignelige... mål" hun tøvede kort inden det sidste ord faldt, som hun brugte et kort sekund på at finde et mere passende ord, end det der første var kommet til hende.