Natten var knap nok begyndt og Rumi havde allerede været ude for en ulykke. han var fladet ned af trappen i den bygning han boede i. han havde slået hovedet. hans udlejer havde dog hørt det og var skyndet sig ned af trappen og hjalp ham op. han havde fået et sår i hovedet og muligvis en hjerne rystelse. udlejeren hjalp Rumi op til sit værelse og lagde ham i sengen. hans hoved dunkede.

natten var der udgangsforbud og det vidste Rumi godt. han kom i seng og faldt hurtigt i søvn. han havde dog den mest urolige nat længe. han lå g vendte og drejede sig. og hans mareridt var det værste siden den dag det skete.

"Maria?" han kaldte.
"maria svar mig nu" han prøvede igen og igen men intet svar. pludselig ud af det blå stod hun. en ung pige med langt brunt hår. smukke brune øjne og en sommerkjole på. 
"Maria?..... MARIA" Rumi løb. men selv om han løb mod hende var det som om hun kom længere og længere væk.
Pludselig bag hende, to store stærke mænd der skar halsen over på hende foran Rumi. han skreg op og prøvede at komme over for at rede hende. men han kunne ikke komme der over.

i virkeligheden
han lå og fægtede med arme og ben, og hviskede Maria. han så mændene i drømmen og da de kom og måne lyset skindede ind på ham kom der en kniv i hans hånd og han fægtede mere og mere med den som om noget eller nogle var ved at angibe ham.
Rumi skreg pludseligt MARIA i det samme som han vågnede op. han satte sig op i et sæt og så rundt og havde faktisk ikke opdaget kniven i sin hånd. han tog sig til hovedet med den frie hånd. han svedte. alt kørte rundt. han rejste sig op stadig med måneskinds kniven i hånden og gik over til vinduet. forbandet mareridt. hvorfor skulle de også ha taget livet af Maria.

Rauhas skidt var så lette, at de knap kunne høres gennem gaden. En af de fordele hendes element kom med. En fordel der var særlig brugbar nu, hvor der ikke blot var udgangsforbud, men hun også ville forsøge at skaffe sig lidt penge. Gemt i skyggerne bedømte hun områdes forskellige bygninger. Efter lidt tid havde hun udset sig et vindue, der umiddelbart så ud til at være let at åbne.

Forsigtigt lod hun vinden presse mod vinduet, og det gav sig en del. Der var et stort foruroligende smil på hendes læber, som hun kig imod huset. Hun havde fundet sig et offer.

"Maria?"
Hellige køer! Det gav et lille gib i Rauha, som var ikke forberedt på de udbrud, som der kom fra vinduet ved siden af hendes offer. Efter et par timer uden andre på gaden, havde hun vænnet sig til stilheden. De ynkelige kald fortsatte, og hendes blik flakkede imellem vinduerne. Det ene lovede et måltid og en seng i morgen, alt hun skulle gøre var at liste et par ting ud. Det anden var farlig og mystisk. Imod alt fornuft følte hun sig draget mod nummer to.

Kaldene virkede til at blive voldsommere for så helt at stoppe. Nu virkede alt stille deroppe, og nysgerrigheden blev for stærk. Hun opgav i første omgang at bryde ind og stillede sig i stedet under vinduet, hvor stemmen var kommet fra. Med et kraftigt vindstød blev hun blæst op i luften. Planen var et hurtigt blik ind, og så tage den derfra. Da hun et sekund senere var højt nok til, at hun var nød til at dukke sig en smule for at kigge ind, var der intet at se. Lyset fra gaden gjorde det svært at kigge ind i det mørke rum. Da vindstødet ikke længere blæste, lagde hun armene op i vindueskarmen og lænede sig forover i et sidste forsøg på at kigge ind, inden hun ikke ville kunne holde sig selv oppe mere. Hun skulle lige til at støde fra vinduet og lade vinden gribe hende på vej ned, da en mand åbnede vinduet. Overrasket stirrede Rauha på ham, et øjeblik helt paf. Hun kom sig dog hurtigt og brugte vinden til at hjælpe med at få fodfæste, så hun kunne give slip med den ene hånd for at give ham et lille akavet vink.
"Godaften."

Rumi havde stadig kniven i hånden da han åbnede vinduet.  sjovt at han ikek lagde mærke til den. han så pludselig en kvinde ude foran sit vindue. hvor dan var hun kommet der op. det var for højt at hoppe. han stirrede lidt på hende da hun så gad ham et vink. han så bare på hende og gik lidt tættere på. 
"hvem er De... og ved De ikke der er udgangsforbud fra kile orden." hviskede han for at kile ordnen ikke hørte ham og tog kvinden i at være en af hans venner og så fænglede dem begge.

Rumi stod i en skjorte, og et par boksershorts (ved ikke hvad man gik med den gang) hans¨rundt uden for for at sikre sig kile ordnen ikke var i nærheden. han ville ikke give nogle ballade. han satte hænderne på vindues kammen og kniven var lige ved at skikke  kvinden her i hånden. noget han ikke lagde mærke til fordi han stadig var træt.

Rauha smilte stort af mandens forvirring, som var det hele en planlagt spøg og ikke et stort uheld. Hun sparkede skiftevis ud med benene for at skabe vindstød der holde hende oppe.
“Navnet er Rauha - jeg undskylder for ikke at give hånden.” Jokede hun, begge arme tilbage på vindueskarmen for at støtte sig selv. “Jeg havde hørt noget omkring et udgangsforbud,men jeg blev bekymret. Man kunne høre dig råbe ude på gaden.” Første sætning var løgn, men Rauha satsede på sine gode evner til at lyve. Næste sætning afslørede at hun allerede havde været på gaden, da hun hørte ham, men hun satsede på at han var for forvirret til at ligge mærke til det. “Må jeg komme ind?”

Manden var nu kommet helt hen til hende. Først alt for sent opdagede hun kniven, og den landede næsten i hendes hånd. Det var rent refleks, da hun reagerede, tanken at det kunne være et uheld havde slet ikke strejfet hende. Hun strakte armene ud og sparkede ud med begge ben, vinden blæste hende ind gennem vinduet og hun forsøgte at slå ham omkuld og sætte sig på hans bryst med en trukket daggert mod hans hals. Hvad enten det lykkes eller ej fortsætter hun.
“Rolig nu, ikke flere smarte ideer, vi vil jo ikke have at du kommer tilskade.”

(Undskyld stavefejl og hvis det er kort. Er ikke hjemme og det er skrevet på telefonen)

Rumi måtte tænke lidt over hvad hun sagde. hørt ham fra gaden? men så ville hun da ha været på gaden for at kunne høre ham.  han så dog på hendes hænder og så hun holdte sig oppe. men før han nåede at svare om hun måtte komme ind var hun fløjet ind i hovedet på ham og smidt ham ned på gulvet. han havde hænderne over hovedet da daggerten var ved hans hals. "WOW..... WOW..." skyndte han sig at sige uden at vide hvorfor en så rolig kvinde pludselig blev så agresiv. hvad talte hun om. smarte ideer? han forstod intet.
"hvad mener De, jeg har jo ikke gjort noget." han så meget forvirret ud. som om han ikke vidste han havde en kniv i hånden. men det gjorde han jo heller ikke. det var bare ikke lige faldet ham ind at hans magi havde aktiveret  midt i denne måneskinds nat.

Rauha gav et kort, koldt, humorforladt, “Ha”, da manden påstod han var uskyldig. Idioten var tydeligvis forvirret. Grunden til forvirringen vidste hun ikke. Det kunne stadig være på grund af at have fundet en kvinde i hans vindue, eller det kunne være fordi han ikke havde regnet med at misse og selv være ved at blive stukket ned - men hun var også ligeglad.
“Vi har tydeligvis forskellig ide om hvad det vil sige ‘ikke at have gjort nogey’”. Rauha lænede sig længere frem, så deres ansigter kom tættere på hinanden. Et iskoldt smil var på hendes læber.
“Spørgsmålet er nu, hvad grund har du til pludselig at blive så aggressiv?” Det kolde smil blev større, mere grumt. “Hvad har du lavet lille ven?” Rauha rettede sig langsomt mere op og kiggede rundt i lokalet. En stærk, konstant vind kom fra hende for at holde manden nede. Der var ikke noget som umiddelbart stak ud til hende, men det kunne også have noget med lyset af gøre. Der var dog noget som manglede i billedet, og hun vendte blikket tilbage på manden. Vinden forsvandt, den konstant vind krævede mere energi og hun havde ingen planer om at spilde den. Hun var dog klar til både og bruge kniv og magi, for det næste spørgsmål kunne risikere at få en voldsom reaktion.
“Hvor er Maria?”

Rumi så meget forvirret ud. han så bare på hende som hun sagde han var agrasiv. den var god. Rumi, Agrasiv. HA det var han ihvertfald ikke. han var sjældent agrasiv. alvorlig måske. han så på hende og uden nogle af dem vidste det forsvandt månen bag en sky og lige så hurtigt forsvandt hans kniv også op i et glimtrene sky af røg og glitter. han så på hende med forvirrede øjne. måske fordi han lige var vågnet midt om natten og fundet en kvinde i hans vindue.
da hun så rundt forstod han lige lidt. han lå stadig helt roligt på jorden og da hun så kom med spørgsmålet om Maria kunne man spore sorg i hans blik. han slå blikket ned og så på daggerten på hans hals. hun knyttede den ene hånd. han tog den roligt op til munden for at siloere at han skulle hoste. og i det han fik den til munden prøvede han at puste i hånden så noget støv kom ud og ramte hende forhåbenligt i ansigtet så hun ville blive lammet. han håbede det ville lykkes for at komme fri.
Maria.... hvorfor skulle hun nævne Maria!

Rumi håbede inderligt hun ville blive lammet for at komme fri, hans giftige støv virkede jo kun en halv time så det ville være tid nok til at komme fri vis det lykkes. så han kunne rejse sig op og forklare hende det hele. men vis det ikke virkede kunne hun jo kun fornemme sørgen i øjnene på ham.

Røgen var ikke ubemærket af Rauha. Idioten havde tydeligvis haft et magisk våben og prøvede nu at skille sig af med det. Måske for at beholde sin udskyld. Troede han at hun var dum? At hun ikke kunne huske hans handling så snart våbnet var væk? Måske det var for at virke mindre truende, han var trods alt i en mere uheld position. Det formildende dog på ingen måde kvinden over ham.
Ligeledes fik han ingen medlidenhed for hans sorg. Hvordan han havde det med denne Maria havde intet med sagen at gøre. Hun ventede på et svar men fik intet. Det eneste han fik for sin stilhed var et irriteret blik. Det var både dårlige maner og generelt en dårlig ide at nægte sorthåret, vindkastende kvinder der truer dig på livet, det som de gerne vil have.
"Svar mig!" Hendes toneleje var det samme som før, men der var en mere skarp klang til det, som viste hvor seriøs hun var. "Hvis jeg var dig, ville jeg ikke lade kvinden med kniven vente."
Som han roligt hævede hånden lagde hun mere tryk på kniven. Ikke nok til at bryde igennem huden, men det var tæt på.
"Det vil jeg ikke anbefale dig." Hun undlod at stikke i ham endnu, fordi det ville være mere besvær end det var værd. Hvis han fortsatte bevægelse ville hun dog ikke være lige så flink.

(Undskyld jeg cutter dig af, men Rauha vil ikke risikere noget, i hendes verden har Rumi allerede forsøgt at skade hende og hun kender ikke hans magi. Bare det Rumi løfter hånden kunne være nok til at han fx kaster ild efter hende - og det gjorde ondt sidst hun lod nogen kaste ild i ansigtet på hende ;) )

Rumi lod hånden blive i lukket tilstand. han kunne ikke fjerne sit støv. han lagde hånden igen og så på  hende da hun truede ham mere. "jeg svare ikke for kniven er væk" sagde han stille og roligt. han ville nemlig ikek finde sig i at blive truet på livet pga et mareridt. han så på hende med rolige røde øjne. rundt om hans hals var der en amulet der gjorde at hans hud så menneskelig ud. noget som kun djinner vidste.
ved siden af hans seng på natbordet lå  en lommelærke med rust på. noget som han holdte tæt på sig så tit som muligt. men lige nu var det svært. for han blev truet på livet og det gad han ikke når han ikke havde gjort noget. kniven der forsvandt kom ikke igen da skyen forsvandt fra månen. men det lyste blot rummet op så man kunne se hans rolige ansigt.
måske ville hun slå ham ned og stjæle fra ham. måske ville hun dræbe ham fordi hans magi var kommet i et mareridt. lige meget hvad ville Rumi ikke svare før hun slappede af. og fjernede den trykkene kniv fra hans hals.

(det er en del af spillet :) )