det var formiddag og der havde ikke været mange kunder i Den Glade Blomst. Rumi sad roligt bag disken og læste i en af sine bøger om planters vikninger og bivirkninger.
Rumi var en herre på over 300 år. han havde langt hvidt hår bag til som var sat op i en hestehale. hans hår var ikke tykt som kvinders. men hans hår øverst på hovedet var klippet mere kort og sad pjusket.

butiken var fyldt med forskellige ingredienser og forskellige dele fra foreksempel firben, fisk og andet småt. bag disken stod en gryde og et bord til at lave eliksire i. Rumi så ud mod døren og tænkte om det ville blive så stille hele dagen. det håbede han ikke. han trak på skuldrene smilte og så ned i sin bog igen. Rumi var ganske rolig i personligheden men han ønskede at kunne forsvare dem han holdte af. han var ikke så god til våben.

Bag Rumi stod en kværner af marmor. den var godt brugt for den var fra hans lærer mester. og det var mange år siden. Rumi havde en sort trøje på, brune bukser og en lettere brugt hvidlig skjorte. 
han havde faktisk kun haft en kunde idag. en ældre kvinde med mave problemer. så hun havde fået lidt mod forstoppelse og det var alle der havde været idag.

Endnu en gang havde Ompries formået at vinde krystaller i arenaen. Det havde været nogle hårde kampe, og han havde fået en del knubs. Det værested ved kampene havde været de våben der blev brugt. Godt nok kunne hsn godt slås med våben, men det største våben han havde var sine øjne, indgangen til hans evner. Det var ikke så mærkeligt at de var indgangen til hans evner, da hans øjne var så fangende på grund af farven på dem. De klare blå øjne kunne være svært at komme væk fra, og det var det der gjorde udfaldet hos de fleste. Dog brugte han aldrig sine evner mere, det gjorde han da Samson var ved hans side. Han havde dog glemt alt om Samson og hvem han var. Takket være Deavas var hukommelsen slettet. Han ville dog få den tilbage den dag han mødte Samson igen.
Han kunne stadig huske han havde været med i en bande, men lå det stadig til ham at være medlem af sådan en igen? Han var ikke sikker på noget mere. Nok var Ompries ond men efter den slettede hukommelse var han slet ikke som før. Han kunne ånde lettet op og nyde det at være til. Han lavede da stadig ulykker af og til, men slet ikke i samme nivue som han gjorde før.

Som han bevægede sig midt på gaden med frakken over sig og kun i en t-shirt kunne man se blodet på t-shirten. Et gammelt sår i brystkassen var gået op og havde svært ved at heale. Så kunne man også bare lære at lade vær med at gå i arenaen, men der skulle krystaller til for at overleve. Den varme blod løb længere ned mod hans mave, selvom det gjorde en smule ondt udviste han ikke tegn på smerte. Var der noget der lå i ham så var det ikke at udvise smerte.
Efter noget tid han havde gået på gaden lagde han mærke til Den Glade Blomst og besluttede at gå hen imod den. Det var godt nok ikke et healer hus, men måske var der noget salve man kunne få til såret. Som han traskede igennem gaden kom han endelig til døren og åbnede den. Varmen fra butikken ramte ham i ansigtet kraftigt, men det var jo kun en god ting. Han trådte indenfor og lukkede døren efter sig. Han kiggede lidt rundt i et kort øjeblik inden han bevægede sig op til disken. ”undskyld mig kan du hjælpe” spurgte han og kiggede på ham. Hans hår var som altid dækket over højre øje. Han kunne godt se ud SF det, men man havde svært ved at se hans højre øje.

Rumi læste roligt og da døren åbnede lukkede han roligt bogen og så på personen der kom ind. Rumi så hvordan personen så rundt og kom over til disken. " Undskyld mig kan du hjælpe?" Rumi nikkede, han rejste sig op. han var meget høj. men det var hans race jo. han var ikke elver. han så på ham og spurgte roligt. "hvad kan jeg hjælpe med" indgredienserne stod rundt i butikken med en stige der kunen køre rundt på hylderne.

Bag ham var der flasker og glad med forskellige ting han havde lavet af eliksirer. Rumi havde i sit bælte en lommelærke. mange ville tegne det som i at han var dranker. men han havde den altid med sig. han ville helst ikke lade den ligge hjemme vis der kom indbryd.

han snussede lidt ind og kunne lygte noget.... det mindede om jern, blod? han så ned af fyren og så på på jakken der var ikke noget blod på den. men han vidste jo ikke hvad der gemte sig inden under den. han så op på mandens ansigt og håbede han ikke var alvorligt skadet vis hans næse havde ret.

Det var altid noget at han kunne få lidt hjælp her. Spørgsmålet var jo så bare hvor meget hjælp han kunne få. Han var usikker på dette og det kunne ses i hans mimik. Han bed sig lidt i læben, øjenbrynet havde ticks og hans kropsholdning sagde han måske var lidt nervøs. ”jo ser du jeg har et lille problem...” startede han og begyndte at tage den lange jakke af. Jo mere han tog jakke af jo mere kunne man se hans brede skuldre, den muskuløse krop musklerne der var alt for store til hans 175cm højde. Han lagde jakken på disken og pegede på sin t-shift hvor blodet var. ”Dette sår vil ikke rigtig hele og det er netop gået op. Jeg vil nødig have at der sker noget med såret. Så som bakterier, snavs eller andet af den slags” han løftede t-shirten og frem kom et blodigt sår, sårets ikke pænt ud, og det var allerede betændt. Ud strømmede der en smule blod i den lange stribe ned mod mave regionenog videre ned. Såret var godt og vel 10cm langt og gik skråt ned fra brystkassen. Han lod blikket gå ned på såret for at kigge på det, det så da fint ud i hans øjne, men han var jo heller ikke læge.

Han lod t-shirten falde ned på plads igen så blodet klistrede sig til den. De store muskler fyldte t-shirten helt ud til bristepunktet. ”Så er det noget du kan hjælpe med eller skal jeg gå et andet sted hen” hans stemme var lidt kølig og han virkede ret lige glad med det hele. I stedet lod han blikket gå op og ned af den høje person og sendte ham et svagt smil.

Rumi så godt hvordan mandens krop virkede nervøs. men noget sagde ham at det var mere end det atskulle spørger om hjælp der var hans problem. da jakken faldt af og musklerne og blodet kom til synes måtte Rumi tolde sig for munden for ikke at gispe. han fik sjældent sårrede personer ind i butikken. men da manden nu havde bedt om hans hjælp ville han da ikke sende ham videre. 
Rumi kiggede godt på såret og kunne se det var betændt.... ikke godt. det blodte..... heller ikke  godt. han vendte sig om og fandt to krukker fra. en med en tryk fed creme. en gangen mere flydene.

Rumi stod længe og overvejede hvad der ville være klogest. det flydene var til at rense såret med. imens det var åbent, den tykke creme var til at holde bakterier ude med. og det var nok de to ting Rumi tænkte var godt.
han vendte sig om stilte krukkerne lidt fra hinanden. "jeg tænker disse to." han pegede på den flydene. " denne skal De gnide i såret imens det er åbent., det vil rense det for betændelsen der så smut er begyndt at være der." han pegede der efter på den tykke creme. " dette skal De smøre på når det er tørt og i et godt tykt lag, det vil holde bakterierne ude og hele det lige så stille og fredeligt." Rumi så manden. havde han forstået disse simple instrukser?

Rumi så på tshirten og kunne næsten ikke lig at sende ham uden for med sådan en blodig tshirt. det kunne jo sende et forkert indtryk til folk. men Rumi sagde intet med det. han så på hvor kølig manden blev og håbede han ville løsne lidt op nu hvor Rumi gerne ville hjælpe.

Manden vendte sig om for at lede efter noget eller gik han bare sin vej fordi han ikke kunne tåle at se såret? Det var kun de to ting at vælge imellem, og Ompries kiggede på ham i et stykke tid, måske skulle han bare gå sin vej. Han havde jo set hvordan maden havde taget sig til munden, måske kunne han ikke lide det han så. Måske var det blodet der var problemet, det var jo ikke alle der kunne tåle at se blod. Han lagde derfor armene over kors og skulle lige til at sige noget da manden vendte sig om med noget i hænderne. Han kiggede lidt på de to creamer og lagde hovedet lidt på skrå. Der blev peget på den ene og der efter den anden. Der efter blev der sagt noget han slet ikke forstod. "Såååå..." han tog den tykke cream op i hånden og kiggede på den. "Denne var for betændelse og skal smøres på i et tyndt lag ikke?" nok var Ompries ikke den klogeste men at bruge sådan noget her var første gang. Lidt efter kom han i tanke om hvad han lige havde sagt. "Øjeblik... betændelse... Det er da ikke betændt! Det ser da ganske fint ud!" kom det fra ham og satte bøtten ned i disken lidt for hårdt så det gav et BONK i pladen. Han tog sin T-shirt op igen for at studere skaden. "Se ingen problemer, det bløder bare lidt." sagde han og stak en finger i såret for at bevise der ikke var noget galt. Det var måske ikke det smarteste at gøre med et sår der var betændt og man ikke havde så rene fingre igen. Men hvad vidste Ompries, han var ikke healer eller noget. Han var bare en ung mand der bevægede sig rundt omkring for at finde sig selv.

Rumi skulle til at sige noget da knægten pludselig hev tshirten op igen og roede i såret. det var slet ikke klogt. det vidste alle og en hver da. han gik over til knægten og pegede forsigtigt på siden hvor den så hævet og gulig ud. "det er betændelse" sagde han og trak hånden stille til sig og tog den tynde creme.  "dette er til at rense det mod betændelsen.... det andet er for at holde det fri for bakterier" han havde aldrig haft en knægt inde i butikken der var så meget imod betændelse og mod sin egen krop at man med møg belortede (mildt sagt) hænder roede i et åbent sår.

han så på ham og smilte skævt. "det er dette... eller at De kommer til et healer hus? der syer de det nok sammen og forbinder dig ind og siger De ikke må gå og rode i såret." Rumi var blevet alvorlig i minden og så  ned på knægtens sår. betændt var det ihvertfald om han ville indse det eller ej. men Rumi kunne ikke hjælpe ham med mindre han ville lytte til Rumi.

Hvad var der lige med den mand? Betændelse sikke noget vrøvl! Han var jo ikke syg, det var bare et sår der blødte lidt og ikke ville lukke ordentligt. Betændelse pfff!!! Han kiggede lidt på manden og så på såret. ”Betændelse....” mumlede han og kiggede op fra såret igen. Han var bestemt ikke enig i det udsagn som Rumi havde fremlagt, men så igen hvad vidste Ompries han var jo ikke læge. En ting vidste han dog, han var ikke syg! Han havde det fint ingen smerter og han havde bestemt ikke brug for en læge. Han tog fingeren ud af såret og kiggede lidt på sine fingre, de kunne måske godt være mere rene. Men han havde også lige været i arenaen og kæmpe mod andre og tjente godt på at vinde. Så hvorfor ikke bare nyde godt af man var lidt beskidt. Han skulle jokke ud og score, og hvis han ville have sex, ja så var der altid voldtægter han kunne gå efter. Byen var jo stor og nogle boede jo på gaden. Så hvorfor ikke nyde godt af den del?

Ompries mumlede noget udforstående i et ikke så rart tonefald. Han kiggede lidt på såret og fjernede så sine hænder fra t-shirten der faldt ned på plads. ”Jeg roder i hvad jeg vil og hvem jeg vil, det skal en grønskolling ikke finder mig i...” det var måske et forkert udtryk at bruge, for han var tydeligvis den unge af de to. At Rumi var blevet alvorlig tog han sig virkelig ikke af. Et forkert træk og han ville bruge sine evner imod Rumi, det handlede bare om styrke og vilje. Nok brugte han ikke sine evner så tit, men han gjorde det da når det var nødvendigt. ”Jeg har ikke brug for en healer, jeg har brug for at dette sår healer sig selv og det holder op med at bløde.” han nikkede lidt for sig selv og kiggede ned på sin t-shifts blod pletten. ”Har du ikke noget imod blødningen så?” han kiggede lidt på bøtterne med creamene og overvejede om det var det hele værd.

Rumi så på ham med ganske rolige men alvorlige øjne. "De bad om min hjælp. og det er det jeg gør." sagde han og gik om bag disken igen. "vis De ikke kan lig at høre sandheden skal De heller ikke be om hjælp til det folk kan se" han så alvorligt på knægten og så om bag sig og så på de to creme. det han havde fremme var faktisk det mod blødninger. ellers skulle han måske. han så bag knægten og så på sine ingredienser. han kunne jo lave en kompros med nogle urter. men så ville han ligge noget mod betændelse i uden at sige det. han så ned på knægten og vidste at det han havde sagt var det healerhuset ville sige.
"jeg kan lave en kompres med nogle urter. men så det om det er det De vil eller om.....?" han så ned på cremerne på bordet det var faktisk det billigste. det var de to cremer.
Rumi virkede måske som en grænskølling men det var han ikke. han så bare sådan ud.

De alvorlige øjne var ikke noget som Ompries tog sig af. Det var hvad det var, men at der var en eller anden der skulle belære ham. Ja det var han altså ikke så meget for i længden.
Hjælp... Kaldte han det hjælp? Et fnys kom fra ham og han kiggede lidt op på Rumi og rystede på hovedet. Det var en virkelig dårlig hjælp dette her. Han skulle bare gøre som der blev sagt, så var der ikke mere i det! Han rystede på hovedet igen af Rumi til det han sagde. "Jeg kan udmærket godt tåle at høre sandheden, men at du skal belære mig... Ja det er en helt anden snak." måske skulle han bare acceptere sådan som landet lå, og acceptere at han ville blive belært bare en gang i mellem. Det var bare ikke sådan han var som person. Han var villig til at lære, men ikke fra en der troede han var bedre vidende. Han skulle da bare passe sit arbejde og nyde godt at der kom nogen i den ellers så tomme butik.
Han kiggede lidt ned på de to cremer og så op på Rumi. Eller hvad? Hvad var det denne mand ville sige som han ikke kunne sige? Havde han nu også det forkerte tøj på eller hvad var der nu galt? Han kiggede op på Rumi og fik et køligt blik i øjne. "Kan de da ikke bare gøre det som de får besked på. Jeg vil have noget mod blødningen så den kan stoppe, og så såret bliver lukket. Er det virkelig så svært?" hans stemme blev køligere som han snakkede og mere hård, men det var ikke noget han tog sig af da det var sådan han var.

Rumi gjorde også som der blev sagt. men han prøvede også at hjælpe. at denne knægt prøvede at være kølig virkede ikke på Rumi. han sagde som det var og sådan var det. han kunne jo bare vælge hvad han gerne ville ha han skulle gøre ved ham. Rumi sukkede opgivende og gik om bag knægten, og tog nogle urter og lige så stille tog de rigtige urter.
han gik over bag disken og pressede urterne. han lagde det på en bandage og gik over til knægten. "så siger vi det. trak tshirten op så jeg kan ligge kompresset" sagde han. 
han vidste  at  knægten nok ikke ville tage imod gode råd fra Rumi selv om han jo klart var ældre end knægten her.

Endelig skete der noget passende i Ompries øjne. Det var også på tide. Han kiggede nøje på Rumi og hvad han gjorde. Det kunne være han kunne lære noget. Han havde godt nok tyv stjålet en bog fra Tara, ikke at han var de perfekte læser. Men han havde da formået at gøre en person til en kvinde ved en fejl. Det var en god dag. Det havde fået ham på helt andre tanker. Men hvad var det han havde tænkt på? Det kunne han faktisk ikke huske, men han vidste at Hauru havde fået hvad der var kommet til ham.
Han løftede T-shirten og kiggede på Rumi. Hvad gjorde han nu? Han kiggede på bandagen og pegede. "Hvad er der på, noget der hjælper?" han var ikke sikker, men man kunne aldrig stole helt på folk. Det var hvad han havde lært i hele sin barndom.

havde han ikke lige bedt om at få noget der kunne stoppe blødningen? Rumi så ned på kompressets indhold. "det er nogle planter og urter der skulle heale såret hurtigere end vis det bare er åbent." Rumi så på ham med rolige øjne og gik tættere på for at sætte sig ned på hug for bedre at ramme såret. det ville ikke svig lige så meget som vis han havde taget cremen og lagt på. men manden fik som han ville ha det. Rumi gad ikke diskutere med en knægt. han lagde det forsigtigt på og bandt en bandage rundt om såret og kompresset. det skulle nok få lov at heale. bare han ikke pillede det af. men det var jo hans liv. rumi skulel ikke blande sig i om han ville ha betændelse og bakterier i det. han gjorde bare dette for at hjælpe.

Ompries var noget skeptisk over det hele. Han havde godt nok selv bedt om at få noget på. Men denne mands person kunne da godt uddybe det en smule. Han kiggede lidt ned på forbindingen og så på Rumi. "Hvilke planter hvilke urter?" spurgte han noget skeptisk. Han ville da vide det til en anden gang. Så behøvede han jo ikke at betale for det en gang til. Så kunne han jo klare det hele selv. Det var da så nemt! Okey helt nemt var det måske ikke, men det var da nemt nok at forstå var det ikke?  Godt nok havde han haft problemer med at finde rundt i salverne, men dette var da også meget bedre.
Han tog sig ikke af forbindingen der blev lagt på, det sved lidt men ikke noget han tog sig af. Han udviste aldrig smerte. Hvorfor skulle man også vise at man var svag?

Rumi så op på ham da han spurgte hvilke urter han havde brugt. han smilede. "vis jeg sagde det til alle mine kunder ville jeg jo ikke tjene noget" han satte det hurtigt på så det ikke gjorde mere ondt end nødvendigt. han rettede sig op og så på ham. "den eneste måde du kan komme til at lærer hvilke urter det er. er enten at blive gartner eller blive en eliksir og alkymist elev." han så på ham med rolige øjne da han sagde det. han kunne jo se på knægten her at det ikke var noget han ville med sikkerhed. for det tog mange år at lærer alle blomster og planter udenaf og hvad de hver især kunne.

Nå så blev man lige pludselig stædig. Som om alt var en hemmelighed her i verden! Det var der altså ikke noget der hed her med Ompries. Alle kunne overtales til at lade sandhederne falde. Han var trods alt ikke lavet af krystaller! ”Du kunne da godt lige fortælle det. Det er altså ikke så tit jeg er i en storby som denne!” faktisk var han aldrig i en storby. Der var så mange vagter, gjorde man det mindste galt ja så ville man blive meldt og sat i brummen. Det var ikke lige frem noget han ville være fan af. Han kunne jo ikke engang voldtage nogen uden han kom i store problemer! ”Stå i lærer?! Du må have spist noget dårligt mad! Du er ikke rigtig klog!” aldrig i livet om han skulle stå som elev, han ville ikke overleve en dag, eller også ville hans mester ikke overleve. En af dem ville i hvert fald dø, og det ville ikke være Ompries, nok nærmere hans mester. Desuden så skulle han så leve et fast sted, og det var virkelig heller ikke ham. Nej ellers tak!

Rumi så på ompries imens han prøvede at få Rumi til at fortælle det men det var ikke så nemt for Rumi ville ikke lade urterne blive lært til en der ikke vidste hvordan man brugte dem. han lagde det sidste af forbindenen på knægten og derefter gik han over til kassen og og så på de urter han havde brugt. de lå på bordet. ikke med navne på eller noget. han så på ompries igen da han talte. han rystede på hovedet af ham og sukkede med et smil. "det er de muligheder du har for at lærer det. jeg fortæller ikke hvilke urter jeg brugte" han så ned på sin disk og sagde så stille og roligt. "det bliver 6 rav stykker" sagde han roligt og så mod ompries.

Det her var virkeligt for dårligt. Tænk at man ikke gad fortælle hvad det var der var blevet brugt. Nu havde han aldrig oplevet noget lignende! Han stirrede på remedierne der var blevet brugt. Men aldrig i livet om han ville stå i lære, det var hans tid for dyrebar til. Han rystede kraftigt på hovedet. "Det kommer ikke på tale.." ikke på vilkår om han ville komme her igen. Da Rumi fortalte hvad prisen blev kiggede han noget overrasket på ham. "6 Rav stykker! Du er da ikke rigtig klog!" Det var dog en utrolig dyr pris, hvis han havde vidst det blev så dyrt var han aldrig gået her ind, så kunne han lige så godt være gået ind i et healerhus. Nu var det jo fordi han ikke havde så mange krystaller han var gået her hen. Godt nok havde han vundet lidt i arenaen men ikke nok. Der skulle jo gerne være til et sted og sove og til noget mad på en kro. Dette her ville slå ham helt ud af kurs, hvilket bare ville ende med at han skulle rulle en eller anden.

//Out. ved ikke hvad jeg skal svare.