Som månederne var gået og sæsonerne havde skiftet, blev det mere og mere udholdeligt at skulle rejse frem og tilbage mellem de to klaner. Torbjorn havde stadig smedjen at holde ved lige, men havde ikke langt tid efter at det var blevet seriøst med Sigrun, påbegyndt optræning af en ny smed. En der i forvejen havde erfaring, så han kunne overtage. Sigrun havde haft sin klan og alle de opgaver der fulgte med ansvaret at være leder. Han kunne ikke forvente at hun rejste hen til ham i tide og utide, og hvor han havde været fleksibel. Så fleksibel at han havde spurgt. Lagt kortene på bordet og ikke langt tid efter det flyttet til Sigruns klan.

En smed kunne altid finde arbejde, så han faldte hurtigt til blandt de mange folk der så småt begyndte at blive bekendte, og havde modtaget ham med venlige blikke og varme smil. Havde der været grund for bekymring at han var fra en anden klan, muligvis, men han havde ikke bemærket dette.
I stedet havde han taget de ejendele med sig, som han mente var vigtige og nødvendige for ham, og bosat sig. Første plan havde været egen bolig, blot for at tage det med små skridt, men den plan faldt hurtigt ud af vinduet, siden han alligevel brugte al sin tid hjemme hos Sigrun og hendes far.

Af tidligere erfaring havde Torbjorn den sidste tid sat sig for at få helt styr på køkkenredskaber og forrådskammer. Han havde været vant til at lave mad selv, og at lave det til to mere havde ikke været en udfordring. Han fandt ro i at gå og orientere sig, mens han nynnede brummende for sig selv. Det var egentlig imponerende hvor meget de havde, taget i betragtning at ingen af dem brugte det. Torbjorn brummede i takt med den arrige nordenvind der hev i alt det kunne få fat i, og fastlagde at det for alvor var blevet vinter omkring dem alle.

Sigrun havde aldrig forventet at det tilfældige møde med Torbjorn ville have udviklet sig til det, det var nu. Det var som at finde den manglende del af en selv, uanset hvor cliché det var. De havde bare passet sammen, og det havde været så let og ligetil for dem bare at lade deres forhold gå deres gang. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, da klanen fandt ud af at Torbjorn skulle flytte til. De havde set ham sammen med Sigrun et utal af gange, og det var tydeligt at se hvor meget de holdt af hinanden.
Da Torbjorn også endelig var i klanen, gjorde det bare det meget nemmere for Sigrun, og dejligere. Det var ikke længere et spørgsmål om hvornår hun næste gang kunne se ham, men et spørgsmål om at tage en lille pause fra sit arbejde, og opsøge ham. Hun var praktisk talt i den syvende himmel. Det var ikke en tydelig forandring, men hendes temperament var til dels mildere, og hun lod til tider de ældre mand snakke lidt længere, før at hun satte dem på plads.

Selvom hun var glad, var hun de seneste dage dog også begyndt at blive bekymret, næsten bange. Hendes månedlige var forsent på det. Meget for sent. Først gik hun med uroen selv. Hendes humør var dårlige. Hun snappede af folk, og virkede næsten fraværerende. Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere, og hun endte med at gå til deres lokale kloge kone. Det var som Sigrun frygtede, hun var med barn, og det var skræmmende.
Sigrun havde altid ville have børn, og have en stor familie, fordi at hendes egen altid havde været så lille, men alligevel var det bare sket så hurtigt. Torbjorn var praktisk talt næsten kun lige flyttet hertil, og nu havde de et barn der ventede? For ikke at nævne hvordan klanen og hendes far havde været mod dem, lige siden at Torbjorn var blevet en normal ting i deres hverdag. Det var ikke som om at hun kunne holde det hemmeligt for nogen i særlig lang tid, alligevel. Den kloge kone kunne kun holde sin mund i så lang tid.

Hun tog den lange tur hjem, som hun tænkte over hvad hun skulle gøre. Ikke at der var så mange ting at gøre. Hun skulle vel fortælle Torbjorn, og med alt sandsynlighed ville han være glad. Selvom hun sagde det til sig selv, så var hun stadig bekymret. Det at blive efterladt af sin egen mor, havde måske sat dybere sår i hende, end at hun havde regnet med.
Hun åbnede døren ind til hytten, og lukkede den hurtigt efter sig, da hun var kommet ind, for ikke at lukke den varme luft ud. "Jeg er hjemme," kaldte hun i tilfælde at der var nogen her, før at hun tog sit overtøj af, så hun ikke slæbte sne og is igennem hele hytten.

Torbjorn var på mange punkter, trods sin blødhed, en meget typisk mand. Han havde bemærket at Sigrun virkede mere mut, men han vidste også at han søster havde været sådan i tidernes løb når det ramte specifikke dage. Han havde måske ikke tænkt så meget over det som han burde, for når alt kom til alt, virkede Sigrun mest af alt bare glad og tilpas, hvilket for ham var det vigtigste.

Tanken om børn havde strejfet ham mange gange i hans liv, men som altid havde han været tålmodig og afventende. Han ville gerne have dem, han elskede børn og deres uskyld der bragte alverdens ting med sig. Han elskede tanken om at få dem med Sigrun, men det var stadig tidligt, noget de end ikke havde talt om før. Det var ikke svært at se Sigruns far havde andre meninger om hvorvidt hvornår det skulle komme, men det var ikke hans beslutning. Det var deres.

Torbjorn stilnede langsomt sin nynnen som lyden at kortvarig vind gled ind, efterfulgt af døren blev lukket hurtigt. "Velkommen hjem" hilste han hende, som han rejste sig fra skabet han havde kigget i, for at gå hende i møde.
Om det var fordi han efterhånden havde lært at læse hende, eller om det var en generel ting for ham at mærke, blev hans skridt langsommere som hun trak overtøjet af. Det var måden hun gjorde det, noget gik hende på. "Er alt som det skal være?"

Det var ikke unormalt at Sigrun kom hjem senere end Torbjorn. Hendes pligter havde en tendens til at løbe længere end de normale arbejdstimer, selvom idag havde ikke været af denne grund at hun var kommet sent hjem. Ikke at Torbjorn var det klogere.
Hun sendte ham et lille smil, som hun fik taget det sidste af og trådte ordentlig ind i hytten. "Yeah, fint," sagde hun, hendes stemme lidt hæs, men ordene lød også som alt andet end fint. Det krævede ikke en mentalist at regne ud af at hun havde det ikke ligefrem 'fint'. Hendes ansigt afslørede ofte hendes følelser, da hun aldrig havde haft behov for at skjule dem. Politikken her var næppe at stikke hinanden i ryggen. Hvis man havde et problem sagde man det til personen, og længere var den ikke. Derfor var hun også som en åben bog, især når man kendte hende.

Hun lænede sig op og gav Torbjorn et kort kys på læberne, før at hun forsøgte at komme forbi ham og ind til pejsen, for at varme sig lidt der. Alting rumlede bare rundt i hende, og hun var ikke sikker på hvordan hun skulle sige det, eller hvornår. Hun forstod ikke engang med sig, hvorfor hun var så bange for at han ville efterlade hende. Det var mange år siden at hun havde haft det så svært med sine følelser. Selv da hun lige havde lært Torbjorn at kende var det nemt for hende. Hun havde været nervøs, men ikke bange på denne her måde.

Det var alt andet end fint. Torbjorn rynkede de bredde øjenbryn og kiggede på hende, som hun skjult forsøgte at undgå ham. Ikke fysisk men der var noget hun helt klart ikke brød sig om at skulle ind på. Han kyssede hende velkommen hjem, men forhindrede hende ikke i at gå forbi sig. Med roligt skridt fulgte han efter hende ind i midten af hjemmet, satte sig på en stol og kiggede bekymret på hende.

Han var ikke god til at presse noget ud af folk, mest fordi at han syntes det var forkert at gøre. Man skulle aldrig tvinge folk til noget de ikke villle, men han kunne trods alt tilbyde hende at det var muligt at snakke om det hvis hun ville. Måske hun i virkeligheden bare behøvede plads. Torbjorn følte sig faktisk lidt på dyb grund. "Er du sikker på at der ikke er noget galt?" han kunne ikke slippe følelsen. Hun så nærmest ud til at være i krig med sig selv. Og ikke på den måde hvor hendes temperament kom til overfladen, hovedsageligt over noget de ældre havde kommenteret eller dikteret. Nej, hun var ikke hidsig. Hun var mere nervøs og bange. At Sigrun var bange, kunne ikke være godt. 

Sigrun havde sat sig ned på hug foran pejsen, for at varme sig, da hun hørte hvad han sagde, eller rettere sprugte om. Hun var ikke sikker på hvad der skete, og hvorfor hun gjorde det, men der var noget der bare fik hende til at vrisse af Torbjorn. "Jeg har jo sagt at jeg har det fint," Ligeså snart hun havde sagt det, kunne hun det dog dårligt. Det var jo ikke Torbjorns skyld!... Eller teknisk set var han jo del af skylden, men derfor fortjente han stadig ikke at hun ikke var klar over hvordan hun skulle håndtere dette lille problem. Som slet ikke behøvede at være et problem, hvis hun bare.... sagde noget.

Hun rejste sig op, og man kunne se fortrydelse i hendes øjne, som hun kiggede på ham. "Undskyld, det var ikke min mening at vrisse," sagde hun stille. Torbjorn var så sød og blid. Nogen dage var Sigrun ikke sikker på hvad hun havde gjort for at fortjene ham, når hun selv var så hurtig til at hidse sig op.
"jeg er bare..." hun stoppede lidt i sine ord. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige, og man kunne praktisk talt se hvordan hun var uden ord, som hun prøvede at få noget ud, men hun lukkede munden inden der kom nogen rigtige ord ud. Hvilket endte med at hun bare rystede på hovedet af sig selv.

Torbjorn forholdte sig tavs efter hendes modsvar der endnu engang bekræftede at der var noget, omend hun holdte fast i at hun havde det fint. Han sank hovedet med et let suk og fokuserede lidt på gulvet og det som nu engang måtte stå hist og her. Han flyttede sit blik tilbage til Sigrun som hun talte igen, nu fra en oprejst position. Fortrydelsen i hendes øjne fik ham til at smile et lille roligt og tilgivende smil. Han kunne ikke levende forestille sig det pres hun havde på sine skuldre, så at bebrejde hende for engang imellem at snerre af sine omgivelser havde han ikke i sinde. Hun blev hurtigt hidsig, men når alt kom til alt, faldte hun også hurtigt til ro igen, sålænge det ikke var det mest følsomme emne man var kommet ind på.

Torbjorn betragtede hende lidt, stadig bekymret, som hun ikke kunne få ord frem, og i stedet virkede til at være i kamp med sig selv. Han rejste sig roligt og trak hende ind i et varmt kram. "Det er okay, jeg ved godt du har meget at se til" brummede han roligt, mens han med lette bevægelser nussede hende over ryggen. Hvad end der gik hende på, ville hun enten få styr på det eller fortælle om det når hun var klar. Han kunne vente til hun var klar.

Det var lidt som om at krammet bare smeltede alt frustrationen og nervøsiteten fra hende. Det var utrolig så meget hun pludselig slappede af, som hun var omgivet af de varme, stærke arme.
Hun lukkede øjnene let i, som hun tog armene om ham ligeledes, og lagde sit hoved mod hans bryst. Det var en hjemmelig lugt han havde, og en Sigrun var begyndt at holde meget af. Ikke så underlig når de brugte så meget tid sammen.

"Jeg er med barn," kom det så ligeså stille fra hende. Det var dårligt højt nok til at blive hørt over gnisterne var pejsen, men de stod så tæt, så Sigrun tvivlede ikke på at Torbjorn hørte det. Hun var også sikker på at hvis hun ikke sagde det nu, så ville hun miste modet til det. Det var ikke en hemmelighed hun kunne bære rundt på lang tid, uden at det fuldstændig ville ødelægge deres forhold. Og det var der ingen grund til. Ikke når det var Torbjorn. Selvom hun stadig kunne mærke hvordan nervøsiteten blussede op i hendes igen, ligeså snart ordene havde forladt hendes mund.

Torbjorn hvilede sin kind mod hendes hovedbund og lukkede øjnende let i. Lod sin indhylde af den duft hun havde, og som hang i hendes hår som en tung beroligende effekt på ham. Han slappede altid helt af når han mærkede hun var der, og han havde allerede taget sig selv i ikke at kunne huske hvis han nogensinde havde haft det sådan før i sit liv. Sigrun var hans et og alt, så derfor havde det heller ikke været svært at forlade sit hjem for at dele hendes. Han elskede vært øjeblik han havde med hende - også når hun råbte af ham.

Torbjorn åbnede øjnende hurtigt, uden rigtig at fokusere på noget omkring sig. Barn. Hun var med barn. "Du.." Torbjorn havde i forvejen ikke været særlig propppet med ord der trængte til at forlade ham, så det var måske heller ikke helt underligt at han i dette øjeblik følte sig stum. Han mærkede hvordan luften i ham let gled ud for at afløse sig af et let grin. Han fjernede sig ganske lidt fra hendes hendes favn, uden at slippe sig tag i hende. Han så ned på hende med nok det største smil der kunne pryde hans ansigt, og øjne der nærmest strålede. "Vi.. Du.. vi skal have et barn!" Han løftede den ene hånd og lodt den glide om hendes nakke som han trak hende ind for at kysse hende på panden. Han var ikke nervøs, han var ikke bange for hvad det kom til at betyde, nej Torbjorn var bare så ubeskrivelig glad. Han slap hendes pande og lænede sin egen imod i stedet og så ind i hendes dejlige blå-grå øjne.

Ligeså snart Sigrun så smilet, så havde hun svært ved at holde tårerne tilbage. På et eller andet tidspunkt måtte de være krøbet op i øjenkrogene, fordi hun havde ikke set det komme. Det var bare sådan en lettelse, at der ikke var nogen tvivl om det, at han bare var glad. For selvom han ikke var en mand af mange år, så sagde han så meget. Bare med det smil, og kysset på panden. Sigrun følte sig ovenud lykkelig.

"Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det," sagde hun, med en let leen i stemmen, og kiggede bare ligeledes ind i hans smukke brune øjne. Det her var hendes fremtidige barns far. Det var helt utrolig at tænke på det, for selvom hun havde håbet det en dag ville ske, så var det stadig ikke helt sådan her hun havde forstillet sig det.
Hun var stadig ikke langt nok henne til at de faktisk kunne se på hende at hun var gravid, men bare det at der var noget der groede i hende, det var nok at vide. 
"Jeg er så glad for.... at du er glad," hviskede hun så. Det var den eneste måde hun rigtig kunne beskrive det på. Hun var lykkelig over at han ikke følte at det var nogen last på dem, at der allerede ville komme en lille en.

Tænk at hun havde været nervøs, ja faktisk bange for hvad hans reaktion ville blive. Sigruns egen mor var ingen steder at finde, og selvom de ikke snakkede om det i hjemmet, havde han fået lidt af vide af Sigruns far. At moren var stukket af efter at havde født. Tanken om at forlade sit eget barn var direkte umenneskelig for ham at tænke. Ligemeget hvad end omstændighederne var for undfangelse.

Han nussede roligt hendes kind med sin tommelfinger og smilet breddede sig igen større. "Selvfølgelig er jeg glad" hvor tidligt det end var, var det på et eller andet punkt et naturligt skridt. Desuden, bare at kunne høre og se at Sigrun var glad for hans reaktion, bekræftede ham i at hun også var glad for nyheden. Glad for det nye liv der langsomt voksede i hendes mave og ville ændre deres liv til det bedre for evigt.

Med et tag rundt om livet på hende, løftede han hende op og drejede dem rundt, udtrygte hvad han ikke kunne finde ord til og kyssede hende bagefter kærligt. "Hvor langt er du?" der var trods alt leveringstid på sådan en størrelse, og han havde på ingen måde bemærket at hendes figur havde ændret sig. Hvornår begyndte man egentlig at kunne se sådan noget? Torbjorn kunne godt mærke at han mest bare havde tilbragt tid i sin smedje.

Det var det naturlige skridt for dem. De havde ikke haft meget tålmodighed i deres forhold indtil videre. De havde altid forsøgt at tage små skridt, for det gjorde man bare, men samtidig var den plan altid gået i vasken. Det var så let at glemme det når man var sammen, og åbenbart havde Sigruns krop også bare ment, at de ikke kunne vente længere, nu når de var sammen hver dag. Måske var det bare glæden der gjorde at det var nemmere for hende at blive gravid? Hvem vidste, men hun havde hørt noget om at det hjalp at være afslappet.

Hun lo, da han svang hende rundt og lagde armene om hans hals, da han kyssede hende. Hele tiden et smil på læberne. Hun trak lidt på skuldrene. "Vi tror det må være omkring to måneder," indrømmede hun. Det var lidt svært for dem at bedømme, men det virkede til at det var det mest sandsynlige ifølge den kloge kone. Sigrun vidste ikke bedre selv, hun havde været med til fødsler, men selve den viden bag graviditeter den havde hun ikke.
"Hvilket betyder at det bliver et sommerbarn, ikke helt dårligt," indrømmede hun. Sommeren var et af de smukkeste tidspunkter på året heroppe nordpå. Når solen endelig stod højt på himlen, og sneen smeltede lidt væk, og man kunne bevæge sig ud på de åbne marker oftere. Den tidlige nat var ikke altid velkommen her i vintertiden trods alt, selvom den var mindre slem når man havde en at ligge sammen med.

To måneder, det måtte betyde at barnet måtte have ment det var tid før han overhovedet var flyttet helt permanent dertil. Noget der fik ham let til at le. Intet gik langsomt for de to, trods de havde været så rolige og afslappet. Måske det i virkeligheden var derfor, de vidste de havde al den tid de behøvede, og ingen hast, det var mere kommet naturligt at alting var gået stærkt.

"Et lille dejligt sommerbarn" Han satte sig på hug og lagde sit hovede ind imod hendes mave. Det kunne godt være at man ikke kunne se eller mærke at der lå et lille nyt liv derinde, men bare det at han vidste det var der, og at det ville komme ud i verden til dem på den smukkeste tid af året. Han løftede ganske let op i hendes trøje og plantet et kys på hendes mave, inden han lod trøjen falde igen og rejste sig. "Jeg har aldrig glædet mig så meget til sæsonskiftet" og han var meget glad for sommermånederne! det var altid rart at der ikke var bidende koldt, selvom de mørke vinterdage også kunne have en hvis skønhed over sig.

Sigrun kunne ikke holde grinet inde, som hun mærkede trøjen blive flyttet, så han havde mulighed for at kysse hendes blege mave. Det var underligt at tænke på at om et halvt år, så ville alle og enhver kunne se at hun var gravid, men for nu var det bare deres lille hemmelighed. Selvom nyheden nok skulle brede sig hurtigt.
"Heller ikke her," hviskede hun. Det var ikke som om at hun havde travlt med at komme igennem graviditeten, hun nød også deres tid alene, men det var svært ikke at se frem til det. Deres eget lille mirakel barn. Det var vel guderne der vidste at det ikke gjorde de to voksne noget at barnet ville komme lidt før tid, i forhold til hvad de ønskede.

"Jeg elsker dig, Torbjorn," sagde hun så, og endnu engang lagde hun armene om Torbjorn. Hun ville bare gerne have ham tæt på sig. I morgen ville tingene nok gå tilbage til hvad de plejede, men for nu havde hun lov til at være lidt sårbar og bare ønske at være tæt på sin udkårne.

Nyheden breddede sig i Torbjorns hoved, vel ikke hurtigere end de ønskede folk vidste det. Naivt tænkte han at selvfølgelig sagde den kloge kone ingen ting, det var jo deres sag at meddele til folk når de følte det var tid. Så det tænkte han slet ikke over. Han var i nuet og hvor lykkelig han var lige nu. På mange måder kunne han ikke vente til at det lille mirakel kom frem, men han havde heller ikke travlt. Han ville bare gerne nyde tiden og den her følse sammen med Sigrun.

Torbjorn lagde armene smilende omkring hende i et blødt bjørnegreb. "Jeg elsker også dig, Sigrun" kyssede hende på håret og holdte hende ellers bare ind til sig og rokkede let frem og tilbage. Alt imens kunne han simpelthen ikke holde op med at smile, selv hvis han rent faktisk prøvede at stoppe. Det føltes også hvordan tid flød ud, og han blev stående i så lang tid det var muligt, før den virkelige verden krævede opmærksomhed og gøremål igen. På et eller andet tidspunkt skulle de spise. Før eller siden kom Sigruns far også tilbage. Om han skulle vide det allerede var op til hende, men der var noget vidunderligt ved at have den lille hemmelighed sammen bare lidt endnu.

Sigrun havde ikke engang tænkt på at hendes far nok også skulle indvies i hemmeligheden. Det var nok bedre at fortælle ham direkte end at han fik det at vide gennem 'rygter', men samtidig så ville Bjarnis ikke kunne tie stille ligeså snart han fandt ud af det. For ikke at tale om den fest han ville have over det lille vidunder.

For nu stod hun bare og tog alt varmen til sig, og glemte alt om tid og sted. Det var nemt når man var med Torbjorn. De var stadig ikke rigtig kommet ud af ny-forelskelsen, selvom de efterhånden havde kendt hinanden i et stykke tid. Det hjalp nok ikke at det bare føltes som om at den blussede op igen ligeså snart Sigrun havde fundet ud af at hun var gravid.
Hun begyndte dog ligeså stille at kunne mærke en knurren bygge sig i hendes mave. Det havde selvfølgelig været en anstrengende dag, så det var ikke underligt at hun allerede følte sig sulten. "Jeg er sulten," mumlede hun mod Torbjorns bryst. Hun var ikke helt sikker på at hun havde lyst til bare at fjerne sig, men på den anden side kunne de ikke bare vente til Bjarnis kom hjem og forsøgte at lave mad til dem.

Torbjorn var bare lykkelig. Ovenud lykkelig. Det havde været det bedste valg i hans liv, at rejse hertil og bosætte sig. Også selvom han ikke havde været her længe, vidste han helt ned i maven at det var præcis det valg han skulle tage. Klanen havde taget godt imod ham, hvilket selvfølgelig havde gjort det nemmere, og Bjarnis så ligeledes ud til at have accepteret ham som en vedvarende del af datterens liv.

Tiden blev en underlig fornemmelse som de stod her, og den gled lidt ud i varmen og lykken. Først da Sigrun mumlede at hun var sulten, kom Torbjorn i tanke om at der stadig var en verden udenfor deres kram som skulle holdes ved lige. En let brummende latter for lod ham, inden han kyssede hende på håret og langsomt gav slip. "Så må jeg hellere få gang i maden" svarede han muntert, trak hende ind igen i et ekstra kram, før han måtte fjerne sig for at finde mad frem. Det gik ikke at hun var sulten! Desuden var det også snart tid til aftensmad alligevel. Men på intet tidspunkt kunne Torbjorn holde op med at gå og smile for sig selv, som han gik i gang med at skære rodfrugter ud.

Selvom Sigrun havde nævnt det, var hun stadig ikke helt sikker på at hun havde lyst til at forlade de varme, trygge arme der var omkring hende, men deres liv ville forsætte, og de havde hele natten til at ligge i hinandens arme og bare nyde hinanden, hvis det var det de ønskede. Bjarnis havde i hvert fald lært at give det unge par tid for dem selv.

Hun fulgte dog med Torbjorn ud i køkkenet, og hang ved døren, uden rigtig at gå ind. HUn var godt efterhånden klar over at hun ville stå mere i vejen end hun ville hjælpe. Hun havde forsøgt til at starte med, men køkkenet var i forvejen lille, og når man ikke vidste hvad man lavede, så gik det bare galt. 
"Savner du din familie?" spurgte Sigrun efter noget tid. Hun vidste godt at det virkede til at Torbjorn nød til at være her, og der havde heller ikke været noget pres på ham om at flytte hertil, men stadig måtte det være mærkeligt for ham at være flyttet klan. Måske nede sydpå virkede det som en mindre detalje at flytte by, men heroppe i norden, var det ikke blot en by, det var hele ens liv.

Torbjorn havde intet imod at stå i køkkenet. Han havde haft rig mulighed for at lærer at lave mad derhjemme. Jovist havde  Torbjorn også hørt for at det ikke hørte sig manden til at stå i køkkenet og lave aftensmaden, men den bagvendte tankegang var for længst forældet. Hvad skulle han ellers? Sulte? Nej, han fandt en hvis ro ved det. Ligesom han fandt en ro ved at arbejde i smedjen. Han fandt generelt ro ved at have noget at give sig til.

Sigruns spørgsmål fik Torbjorn til let at dreje hovedet og få et lidt større træk i læben op i smilet. Det var et bredt spørgsmål, men også et han forventede. Men han var ikke videre sikker på hvad han generelt skulle svare. Så han startede med at brumme let efter en dyb indånding.
"Nogen gange. Mest fordi, de er alene" svarede han ærligt. Efter hans søsters død, havde de kun ham tilbage. Ham til at sørge for dem når de blev gamle, og hvad der medfulgte. De havde næppe regnet med at han flyttede sig selv og sit liv til en anden klan, men klare forventninger om aldrig at tage fra den igen.

Sigrun kunne slet ikke forstille sig at være flyttet klan på den måde Torbjorn havde gjort det. Mest af alt fordi at hun havde kun sin far, og han havde kun hende. De var hinandens alt, og havde det været de sidste 30 år. Derudover så var Sigrun også integreret i livet som klanleder, at det var svært at give slip på det, selvom hun gerne ville. Hun var bare lykkelig for at Torbjorn havde turdet tage chancen mellem dem.
På den anden side så måtte Torbjorns forældre også have det hårdt. Det var ikke som om at Sigrun ikke vidste ca. hvad der var sket, og så at se deres sidste barn flytte væk. Det måtte være hårdt.

"Det er noget af en tur, men vi må prøve at besøge dem engang imellem," tilbød hun, mens hun lod sit blik hvile på Torbjorn ordne deres mad. "Jeg ved hvor meget jeg ville savne min far, hvis det ikke var fordi at han bor under samme tag som os," sagde hun med et lille smil. Det kunne godt gøre det svært at finde alene tid med ham der, men heldigvis var han god til at være ude, så de ikke var omsværmet af ham.