Det havde ikke lige frem været en af de gode dage for Splip. Efter at have været hjemme i skoven i et par dage, havde han igen forvildet sig ind til den der store farlige by, med de mange under væsner. Det havde taget noget tid at kommer der ind - med Splips korte bene tog alt lidt længere tid. Selvom han egentlig kunne løbe forholdvis hurtigt og længe, gjorde det ikke den store forskel når hans ben ikke var længere end de var. Da han nåede hen til Dianthos, begyndte det allerede at gå galt for ham.
 Splip ville gerne der hen hvor han var sidst. Hen til alle de der store træting og de mange folk og skinnende ting. Hen til Bailey og alle Fnugsne. Desværre for han vild på vej der hen, og stod pludselig omringet af høje huse, der var meget meget pænere end hans eget lille hus. Det tog ham lang tid at finde hen til Markedspladsen, og da han endelig fandt der hen, var en begyndt at blive noget så træt og umulig. Og sulten. Rigtig sulten! 

 Så lydlyst som muligt havde Splip sneget sig rundt bag boderne, og gemt sig så godt han kunne, selvom hans vilde, røde hår, gjorde ham let at se, men det vidste han ikke. Han kunne ikke se Bailey nogen steder, men han havde fået øje på en anden blomster bod.
 "Fnugs! " Hviskede han stille, og sneg sig hen og stjal en ordenlig favnfuld blomster, og gik bare væk, som om ingen ting var sket, og han havde ikke gjort noget. Der gik dog ikke mange sekunder, inden der kom en løbende hen til ham, og tog dem fra ham. Sagde nogle vrede ting til ham som han ikke forstod. Og han stod bare og så forvirret til, hvordan hans mad bare forsvandt fra ham. En trykken spredte sig i hans bryst, og tårene begyndte at vælte ud af hans øjne. Han satte sig opgivende ned, hulkende, som en bunke døde dyr dukkede op ikke lang fra ham, og den forfærdelige stank af død spredte sig. Ikke at det gjorde Splip noget, han kunne ikke lugte det. Det havde han aldrig rigtig kunne. Om det var fordi han selv var så beskidt at han næsten lugtede lige så slemt, eller om det bare var fordi han var immun over for stanken, var ikke godt at sidde. 
 Nu sad han der, midt på Markedspladsen og stor tudende. Han var træt, sulten og afmagtet. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fnugs var ikke lige så nemme at finde her inde, som ude i skoven, og når han fandt nogle blev de bare taget fra en. Hvordan skulle han få noget mad nu? Han slog frustreret fødderne lidt ned i jorden som han sad med bene strakte, mens han forsat hulkende bare sad og græd. 

Det var altid de mærkelige ting som Hedwig blev sendt ud til. Dette havde måske noget at gøre med at Hedwig typisk altid havde set det der var værre, og hvis det var værre, jamen, så blev det jo bare det nye der var det værste. Efter mange år på gaden, og endnu flere i bander, så var hun hærdet udenpå, og der var også meget der skulle slå hendes hjerne helt ud af kurs, selvom de færreste der kendte hende ville kalde hende hård. Nye rekrutter var måske bange for hende, når hun kom over mod dem, men de lærte hurtigt, og udseendet bedrog en grad. Hedwig havde et hjerte af guld, og hun skulle nok passe på alle sine byvagter og sørge for at de ikke frøs når vinteren ramte.

Derfor var hun nu også igang med at bane sig igennem menneskemængden mod det døde dyr der åbenbart var kommet på pladsen. Hun kunne allerede nu lugte det og af ren refleks tørrede hun under sin næse, ikke at lugten gik væk af det.
Så hvor, ikke bare dyret, men dyrene lå, havde væsner allerede flere meters afstand fra det, da de fleste ville væk fra de ildelugtende væsner, men i nærheden sad der en lille dreng, som ikke så ud til at være generet af det. Så Hedwig bevægede sig hen til ham og satte sig ned på hug.
"Er du okay der?" spurgte hun, da hun så at han så ud til at græde. Det havde været svært at se på afstand, især med den størrelse han havde, men hun kunne ikke bare lade ham sidde her og græde i midten af lugten af død.

 Med øjnene lukkede og tårene løbende ned over kinderne, opdagede Splip ikke der kom en hen til ham, så da han blev snakket til kom en forskrækket lyd fra ham, og endnu en bunke døde dyr bukkede op bag ham. Stanken af døde dyr blev straks stærkere.
 "Uuwha! " Splip snøftede lidt så på den der var foran ham med bævrende underlæbe. Han var ikke sikker på han forstod hvad hun sagde. Der var noget inde i han der sagde ham, at han skulle give sig til at hyle endnu mere så det gjorde han. Som hylene blev højere og tårene løb hurtigere ned over de beskidte kinder, løftede han den ene arm og pegede han i en eller anden retning, der måske var mod blomster boden.
 " Min Fnugs! Mmmmmmh! "  Hylede han, og kørte rundt med hånden der ikke pegede på maven. Han var sulten og så var der bare en der tog hans blomster fra ham. Har var slet ikke tilfreds med det, men han var også bare så træt at han slet ikke orkede at gøre noget ved det. 

 Efter at havde siddet et godt stykke til og grædt der midt på jorden, begyndte det at blive en smule hårdt at sidde og græde så meget, så intensiteten af det ulykkelige humør blev skruet en anelse ned, og blev igen til hulken og snøften. Den første bunke af døde dyr, blev pludselig til støv, og stanken blev mindre. Splip så lidt tilbage på den foran ham, og snøftede lidt igen inden han pegede på sin mave. Måske den var lige så venlig som Bailey.
 "Splip mam mmmmh! " han prøvede at forklare at han var sulten, men det var bare ikke nemt. Den pegende bevægelse blev til en aen af maven, da den begyndte at rumle lidt. Splip så overrasket ned på den.
 "Oh.. 'Allo..? "  Han snøftede lidt og lagde forvirret hovedet på skrå. Det havde den aldrig gjort før. Hvad var nu det for noget?

Hedwig var ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre ved dette barn. Det kunne godt være at det var en alf eller noget i den stil, men han opførte sig i hvert fald stadig som et barn, og især måden han snakkede på. Måske han var blevet væk fra sine forældre? Selvom det måske ikke tydede på at det var tilfældet.
De døde dyr forsvandt også ligeså stille. Hvilket ikke ligefrem gjorde hel situationen nemmere at håndtere, men først og fremmest gjaldt det om at få beroliget drengen foran Hedwig. Imens kom der andre b yvagter til, som kunne undersøge hvad der skete.

”Hey, lille ven,” prøvede Hedwig igen, for at se om hun kunne få drengens opmærksomhed. ”Er du sulten, er det det der er problemet?” spurgte hun. De fleste havde trods alt ondt i maven hvis de blev for sultne. Eller også havde han spist for meget, det var der kun en måde at finde ud af på, men Hedwig havde ikke ligefrem noget på sig, som hun kunne give ham at spise.

 Flere og flere kom hen og stillede sig omkring Splip, hvilket fik han til at flytte sig en smule utrygt. Hans blikkede flakkede lidt rundt på de mange personer, inden det landede på personen lige foran ham. Han snøftede igen, og brugte baghånden til at tørre snot og tårer væk under næsten. Da der blev sagt noget med at være sulten, blev hans øjne lidt større, og han nikkede ivrigt.
 " Sulten! Splip sulten! " sagden han og pegede en smule på maven igen, med et lidt trist udtryk.
 " Av av, grrr. " Han havde aldrig rigtig prøvet at hans mave rumlede sådan, og gjorde så ondt, så han ville lige fortælle hende at den gjorde ondt og sagde mærkelige lyde. Han prøvede i hvert fald på det. Endnu en gang flakkede hans blik lidt rundt på de mange folk en synes alle stod og kiggede på ham.

Hedwig kiggede lidt rundt på menneskerne om dem, før at hun rettede blikket tilbage på den lille fyr, der tydeligvis ikke havde det helt godt. Det moderlige instinkt, som Hedwig nok altid havde haft, greb hende da også om hjertet, og så tænkte hun at de andre byvagter nok godt kunne klare sig uden hende. Det så ud som om at problemerne alligevel lidt var forsvundet igen.
"Det lyder vidst ikke helt godt," sagde hun blidt. "Hvis du kommer med mig, så kan det være at vi kan finde noget mad til dig, hvad siger du til det?" Det kunne godt være at tatoveringerne og arrene fik hende til at se mere skræmmende ud end hun var, men det blide smil fik hende til at se mere blød ud.
Hun tilbød Splip en hånd for at hjælpe ham med at komme op, hvis han havde behov for det, selvom deres størrelser var meget forskellige. Hvis han ikke havde lyst til at gå, så kunne Hedwig selvfølgelig også sagtens bære ham, men det ville nok bare skræmme man yderligere.

 Splip betragtede personen lidt mens den snakkede og sagde en lang sætning. Der var mange ting og se på, men Splip blev mest optaget af fuglen der var nær øjet. Hans hoved vippede lidt på skrå, inden hans blik faldt på hånden der blev rettet mod ham. Han så lidt tænkende på den, inden han så på personen. Bailey havde gået rundt med ham på hånden, men han synes også bare at der havde været så lidt plads der, at det ikke helt var så behageligt. Måske var det bare sådan de her folk gik med Splip? Han synes dog det var lidt mærkeligt. Han kunne jo godt gå selv. 
 Efter at have kigget lidt på hånden, bestemte Splip sig for at han godt selv kunne gå rundt, og han rejste derfor sig om selv. Det burde vel vise at han godt selv kunne gå. Det var han i hvert fald sikker på. Han børste kort sit meget slidte og beskidte tøj lidt af, inden ham så tilbage på personen foran sig, og pegede på sig selv. 
 "Splip! " fingeren skiftede retning og pegede på personen.
 "Du..? " spurgte han nysgerrig efter hendes navn. 

Hedwig ville bare have hjulpet ham op, men det så ud til at Splip gerne ville vise at han kunne selv, og ærligtalt kunne Hedwig ikke lade vær med at smile lidt over det. Han var som et lille barn, og det var også lidt svært ikke at se ham som et lille barn med den højde og det udseende. At han stirrede var også noget hun alligevel var vant til. Tatoveringerne havde altid været lettere distraherende for nogen.
"Hedwig," sagde hun og pegede på sig selv. "Det er hyggeligt at møde dig Splip. Skulle vi finde noget mad til dig, så den ikke rumler ligeså meget?" tilbød hun. Hvad end sådan en lille en nu spiste. De kunne jo tage en tur på markedspladsen og han kunne udpege noget han gerne ville have, så kunne hun købe det til ham. Det var nok hurtigere end at tage ham med hjem og lave et helt måltid mad til ham. Ikke at HEdwig ikke var vilig til det.

 Splips øjne blev en smule større da han hørte navnet. Det var noget specielt. Hans mund begyndte at bevæge sig i forskellige former mens hans pande rynkede sig. Af og til kom der nogle små lyde ud, men ikke noget det helt var forståeligt. Munden blev lukket og Splip brummede tænkende. Det var altså et kompliceret navn. 
 "H.. Heg.. wik.. Hegwik! " sagde han, og så stolt op på Hedwig, mens han nikkede. Hun snakkede om mad og Splip lyste lidt og nikkede ivrigt.
 "Mad! Sulten! " Splip pegede på sin mave og så lidt på den, som den rumlede igen. Et lidt trist udtryk gled over hans ansigt, og han lod aende hånden over den.
 "Shhhhh... Ae ae.. " Han forstod ikke hvorfor den skulle larme sådan. Den lød sur, men han kunne ikke forstå hvorfor den var sur. Han løftede blikket igen og så på Hedwig.
 "Fnugs? Fnugs mmmmh! " Splip nikkede igen. Blomster var godt, de smagte godt. Det var derfor han havde taget dem fra boden jo.

Hedwig's hjerte bankede lige lidt mere, og det moderlige instinkt tog fuldstændig over. Hun kunne ikke lade vær med at tænke at han opførte sig som et lille nuttet barn, og hun måtte lige holde sig selv lidt sammen, for ikke at gøre noget hun senere ville fortryde... Eller som ville gøre ham ked af det. "Ja, det var godt sagt, kunne hun ikke lade vær med at sige, selvom det ikke ligefrem ramte. Hun kunne godt tage et kælenavn eller to.

"Okay, jamen skal vi så ikke se om der er noget du har lyst til at spise?" spurgte hun så, da han indikerede at han meget gerne ville have noget mad, og nikkede kort til en af byvagterne, før at hun begyndte at lede ham mod boderne igen. "Bare peg på lige hvad du har lyst til, og så skal vi nok sørge for at du kan spise det," sagde hun. Han var lille, så hun tvivlede på at han ville ruinere hende. "Og hvis du vil have et bedre overblik, så kan du også komme op?" tilbød hun så. Det var nok begrænset hvor meget han kunne se når han var så lav. Dette var især mærkeligt når Hedwig var vant til at tårne over alle andre i forvejen.

 Det stolte smil forblev på Splips læber, som de begyndte at gå. De skulle finde noget mad, og Splips vidste jo allerede hvad han ville have, det var jo derfor han var kommet i problemer til at starte med. Han pegede hen mod boden med blomster og så op på Hedwig. 
 " Fnugs! Mad! " Han nikkede og begyndte at gå over mod boden. Hvis ikke Hedwig fulgte med, med det samme, ville Splip tage fat i hendes hånd og trække hende med sig. Hvis hun altid gik med. Han var slet ikke stærk nok til at trække hende med sig, hvis hun stod i mod. Hvis Hedwig gik med over til blomsterne, kunne det være de ikke bare blev taget fra ham med det sammen, når han tog dem. Hun sagde en masse ting, men Splip forstod ikke rigtig hvad hun ville. Han trak derfor bare på skulderne og så op på hende. 
 " Splip her ikke tit.. " fortalte han hende så bare. Det var sikkert et fint svar til det hun sagde!

Hedwig havde ikke forventet at der ville blive peget på blomster og konkluderet at det var mad, og derfor var det også først da han begyndte at trække i hende, at hun begyndte at følge med. Hun havde købt meget mad over årerne til børn der havde manglet det, men aldrig havde de haft lyst til blomster så vidt hun vidste. Hun kiggede en ekstra gang ned på Splip. Måske var det også bare fordi han ikke var fra byen og var en race der ikke ligefrem var almen herinde. Det måtte vel være det.

”Nej, det kan jeg næsten forstå på det hele,” sagde hun med et lille smil, og begyndte at trække et par krystaller op fra sin pung. ”Bare tag for dig.” sagde hun og nikkede ned mod blomsterne. Forhåbentlig havde han ikke en dyr smag, og alt for stor appetit. Blomster kunne til tider var dyrere end hvad hendes løn kunne håndtere.

 Splip gav sig til at taget en favnfuld blomster, med et stort smil. Han var virkelig sulten og glædede sig til at spise alle blomsterne. Han havde ikke rigtig forstand på blomster eller priser eller krystaller for den sags skyld. Han var trods alt bare  vant til at plukke dem fra jorden og spise dem, men der var bare ikke rigtig så mange blomster på jorden her. 
 Derfor havde Splip også bare taget en god portion af de blomster han stod tættest ved, og derfor havde nemmest ved at få fat på. Hvis de var for dyre for Hedwig, måtte hun sige, for Splip vidste ikke noget om det. 

 Sagde Hedwig ikke noget om at Splip skulle vælge nogle andre blomster ville han tage en bid af en af blomsterne, og efterfølgende se tilfreds op på Hedwig.
 " 'Ak! " sagde han glad.
 Ville hun have han skulle vælge nogen andre, ville han gøre det og bagefter sige tak.

Blomsterhandleren så noget fornærmet ud over at den lille ting bare stod og spiste blomsterne, og selv måtte Hedwig også lave lidt af en grimasse. Det var ikke de billigste blomster, men hun kunne næppe fortælle ham at han måtte spise nogle af de andre. Hun forstod sig ikke så meget på væsner der havde en meget anderledes kost end hvad hun var vant til. Det kunne jo være at det var de eneste blomster her han kunne spise, så hun måtte jo bare hoste op. Det gjorde det også lidt nemmere, da Splip ikke virkede til at have det største ordforråd.

"Var det godt?" spurgte Hedwig lidt, som hun talte krystallerne op og gav til den noget sure blomsterhandler. I det mindste betød det at han forhåbentlig ikke gik rundt og lavede problemer for flere.

 Splip satte sig ned, for at spise videre. Det var meget skønnere at sidde ned når man spiste. Og Splip spiste blot glædeligt af blomsterne. Han var noget mere sulten en han lige hvad troet i første omgang, så han blev helt opslugt af at spise. 
 Efter at have spist et par stykker, løftede han blikket og så op på Hedwig som hun snakkede til ham. Han smilte stort op til hende, og havde lidt blade stikkende ud mellem tænkerne. 
 " Mmmmm godt! Dejligt aaah! " sagde han tilfreds, men han kørte den ene hånd rundt på maven. Han så tilbage på blomsterne, og lagde tænkende hovedet på skrå, inden han rejste sig op og gik helt hen til Hedwig. Han tog den pæneste blomst og rakte hende den.
 "Dig! " Sagde han og smilede opfordrende. Nu havde hun trods alt skaffet ham noget at spise, så måtte han også hellere dele. Om hun så var sulten eller ej. Så kunne hun vel altid gemme den til senere!

Det varmede alligevel om Hedwig's hjerte, at Splip så ud til at nyde det og guffe det i sig. Ikke at Hedwig troede der kunne være meget næring i blomster. I hvert fald ikke for en som hende, men så meget kendte hun ikke til... alfer. Det måtte vel være en alf i bund og grund.
"Jamen tak," sagde hun lidt skeptisk men tog imod blomsten. Det tog hende lidt tid at opfatte at Splip nok ville have hende itl at spise den. Det var ikke lige det hun havde haft planlagt for idag.
"Uh, jeg er helt fuld, jeg tror jeg spiser den senere," kom det. Det var ikke specielt godt skuespil, men det havde heller aldrig været Hedwig's stærke side. Desuden virkede han ikke som den... klogeste, så måske ikke det gik?

 Tilfreds nikkede Splip til hvad end Hedwig sagde. Ikke at han helt vidste hvad det var hun sagde men det var heller ikke vigtigt! Han fik spist det han kunne, og endte med at have et par blomster til overs. Han sad lidt og så tænkende på dem, inden han valgte at stoppe dem ned i lommen. Der kunne de sikkert fint være! Han rejste sig op og så lidt rundt for at skabe hoved og hale i det hele, inden han så på Hedwig.
 " Splip, hjem, " sagde han og pegede i den retning han vidst nok var kommet frem. Det var vel også ved at være på tide han begyndte at finde hjem af igen. Han børstede sig lidt af på numsen. 

Hedwig kiggede overraskende på Splip, som han pegede på vej hjem. Det var da godt nok et simpelt væsen, men det ændrede sig hurtigt til et smil.
"Lad mig følge dig så langt jeg kan, okay?" sagde Hedwig, og lagde blomsten hun stadig havde i hånden ned i sin ene lomme, og gjorde antræk til at han skulle føre an. Hun tog dog ikke hans hånd denne gang, men blot lod ham føre an, forhåbentlig var han ikke for skræmt over at hun fulgte med. Hun ville bare være sikker på at han ikke blev helt væk, eller lavede unødvendig ballade endnu engang.

 Splip overvejede det et øjeblik, men han kunne ikke se hvorfor hun ikke skulle følge ham noget af vejen. Han nikkede derfor med et smil.
 " 'kay!  " Han begyndte rask af gå igennem markedspladsen, og ned af den gade han mente han vidst nok var gået ned af. Det gik dog ikke længe inden han måtte stoppe op, og drejede lidt rundt omkring sig selv et par gange. Måske var det ikke den vej alligevel. Splip synes det var svært at finde rundt det her mærkelig sted... Alting var så stort, og ingen steder man bare kunne se langt. Han kløede sig en smule forvirret i nakken. 

For en stund lod Hedwig bare Splip finde vej, men så begyndte at blive forvirret ud af hvor han egentlig var på vej hen, og hun kunne godt se at det her måske havde lange udsigter.
Hun satte sig ned på hug, så hun var på øjenhøjde med Splip. "Kan du forklare hvor du kommer fra? Måske kan jeg hjælpe?" forhåbentlig forstod han hvad hun mente med det. Hvis han bare kunne beskrive lidt, så kunne det være at hun kunne hjælpe ham lidt. Hvis han da overhoved var fra byen. Der var en hvis sandsynlighed for at han ikke var. "KOmmer du her fra byen af?" tilføjede hun så. Hun kunne jo lede ham til byporten, hvis han skulle ud af porten.