Hun havde gjort som han havde sagt. Hver måned var hun troeligt, eller mere tvunget, kommet hen til hans ophold sted, knap vekslet ord. Rettere han talte på sin hovmodige og irriterende måde, der mest for Retinentias øre lød som lovprisning af sig selv. Men selvfølgelig, men det indebrændte had for manden kunne og ville hun heller ikke tænke andet om ham. Månederne gik mens livet han havde så grufuldt fyldt hende med, voksede. For hvert besøg var maven blevet større, men hun opholdte sig aldrig i hans nærvær længe. Hverken hun selv eller Valkar syntes at synes specielt om hinandens selskab.

Så da tiden kom. Var hun ikke på hans erhvervede slot. Hun var tæt på, mest fordi han havde påsat hende medhjælpere til fødslen. Mennesker hun ikke selv talte med, andet end snerpede bemærkninger og kommentarer, og som heller ikke brugte deres tid på hende, mere end forventet. De var der ikke for hende. De var der for barnet. Ungen der havde taget hendes liv i så mange måneder, og som ville forblive en evig plage og belastning så længe det end måtte leve. Alt hun kunne trøste sig med, og samtidig med afsky, var at det var en viderstykkelighed. En blanding. Barnet ville have hendes dæmoniske gener og et forlænget liv, men menneskegenet ville indskrænke dens levetid. Hun glædede sig allerede til den dag.

”Skid, din oppustede havgasse!” smerterne blev større, men hun ønskede stadig ikke hjælp. Næppe at hun havde et valg. Han havde beordret dem der. Han skulle sikre sig sit afkoms sikkerhed. Han havde allerede for længst forbudt hende at gøre skade på det. Den ældre dame ignorerede hendes udbrud og fornærmelser og fortsatte med at klargøre varmt vand og hvad end tossede mennesker nu brugte for at lindre fødsler. Så snart barnet var ude, var det deres gøremål at sikre alt var i skønneste orden. Modbydeligheder.

Timerne trak ud, smerterne blev større. Hun klagede sig ikke, men hendes blik blev koldere og mere intenst. Til sidst lod hun kvinderne vimse omkring som de lystede. Flytte på sig hvis det var hvad de ville og afhjælpe barnet. Retinentia skreg ikke. Hun var ikke stille, men hun nægtede at synke ned på et ynkeligt plan af selvmedlidenhed bare fordi noget gjorde ondt og havde gjort det i nu et helt døgn. Og efter meget kamp, alt for meget indblanding og fratagelse af hendes eget ret var barnet ude. Sund, rask og irriterende skrigende. Allerede krævende og forventelig om at verden var til for den. Den lille slimede klat af menneskekrop, der ikke var i stand til noget, andet end at sige mærkelige lyde og skrige. En dreng. En dreng med en let pels af sort på hovedet og svag lilla nuance. Hun lod det blive lagt ved sit bryst, fodrede det som forventet og opførte sig som dens passer, men følelserne var ikke med hende. Hun hadede ynglet, næsten lige så meget som hun hadede Valkar. Hun håbede ikke han ville komme og se det, at han ville vente til hun selv kom til slottet og præsenterede hans afkom. Hans nye slave i et forpestet rige bygget på dæmoners slavebinding.