Dianthos. Alt var ved det gamle, og alligevel følte Selmy sig efterhånden så fremmed i sin egen hjemegn. Han havde været hjemme fra sine mange togter et par dage, og allerede nu længdes han efter at komme ud i friheden igen. Han plejede at være bange for det udenfor, men som han var blevet klogere, havde han lært, at der fandtes langt mere ondskab inde i de tætbefolkede byer, rundt omkring i Krystallandet. Dianthos var bestemt ikke en undtagelse... Selvom himlen han truet med regnvejr, havde Selmy taget den gamle familiehund, af racen basset, som mest af alt fungerede som en alarmklokke, når der kom gæster eller når der blev forsøgt indbrud. Den kom sjældent ud at gå, da den var sløv og gaderne i Dianthos altid var stærkt befolkede, men den blev af og til lukket ud i gården, hvor den som regel ville hyle en højlydt klagesang, og få naboerne til at råbe tilbage. Det var ikke fordi Selmy havde medlidenhed med den. Faktisk havde han altid ignoreret den. Men det var en måde at komme ud på, og en måde at få folk til at holde afstand af ham på. Han følte sig ikke rigtig i humør til at snakke med nogen for tiden. 

Folk på gaderne farede frem og tilbage, for at lukke boder og bikse, og skynde sig hjem. Hunden blev nervøs og lavede en dyb, klagende lyd, hvorefter den med sin ret tunge vægt, holdt op med at gå. “Kom nu, Simone!” Bad Selmy utålmodigt, og efter en del ryk i snoren, rejste hunden Simone sig endelig og fortsatte sin dovne gang efter sin ejer. Selmy havde allerede fortrudt turen ud, og ville gerne hjem til huset i Aldmarstræde igen, som var placeret på en af de mindre gader, i øvre by. De drejede af ved en privat smutvej, som Selmy sjældent tog, men som var en mere frodig gade, med haver og træer. Haverne havde så mange nye dufte og indtryk, og hunden gik straks i gang med at snuse løs af hvert et blad, mens Selmy brugte alle armkræfter på at holde hende tilbage fra at betræde private grunde. Han kunne kun lige holde hende tilbage, mens hunden lystigt snak snuden helt ned i den mudrede bund og piskede med halen, som den havde fået færden af noget. Pludselig gav det et voldsomt ryk i snoren, og det hev Selmy frem, så han mistede fodfæstet og faldt pladask på maven i mudderet, og pludselig begyndte hunden at sætte i løb og nåede akkurat at trække ham afsted cirka tre meter, før Selmy registrerede, at han blev nødt til at give slip, for undgå at ramle ind i et smertehelvede. “Auv!” Lød det smertefuldt fra Selmy. Det gjorde ikke vildt ondt, men han så sig hurtigt omkring, for at se, om der var nogen mennesker til at se det. Det ville være meget pinligt. Hans pæne, nydelige tøj i mørklilla og sort, var pludselig møgbeskidt, og hunden løb længere ned ad gaden i en klodset gang og hylende, så olielamperne blev tændt his og her i folks vinduer og fugle fløj bort fra haverne. Hurtigt kom Selmy på benene, og tog sig kort til maven, før han spænede afsted efter Simone. “SI-MO-NE!” Råbte han og forsøgte at imitere sin fars autoritet, som hun altid lyttede efter, men Simone drejede skarpt til højre, ind i en af haverne, og Selmy stoppede kort op for at beslutte om han turde bryde ind. Altså... Han skulle jo kun fange en hund. Han ville jo ikke trænge sig på. Han ænsede slet ikke rosefiguren, som stod ude i regnen i selv samme have. Hans øjne var stærkt rettet efter Simone, som snuste rundt, og havde mistet færden af hvad end det nu var hun havde fået færden af. 

Hurtigt kastede han sig frem og greb i snoren og rev nærmest hunden ud af et buskads. “FY! Fy Simone!” Skældte han med et temmelig lavt stemmeleje, for ikke at vække opsigt hos ejeren af huset, hvis han var hjemme.

At nogen skulle have hilst på ham, var fuldstændig gået forbi ham. Rosas stemme havde været for blid og nervøs, til at trænge igennem den tankestorm af desperation oppe i Selmys hoved, som han bare måtte indfange hunden. Så ingen opdagede ham, og så hans far ikke skulle blive tosset over, at han havde mistet deres ringeklokke. 

Han nåede lige at få hevet hunden til sig og var så godt på vej til at vende om, da han nær bakkede ind i Rose, hvis ikke hun havde givet lyd fra sig. Et gisp lød fra ham, da han var blevet opdaget i at liste sig ind i en andens grund, men stemmen var feminin og heldigvis venligtsindet. “Ah.. Mange tak for bekymringen frøken...” Han havde skam ond omkring ribbenene efter at være faldet pladask på maven, men han havde ikke haft tid til at bemærke det, før hun havde spurgt ind til det.

Han blik faldt på kvinden foran ham. Hvad var der galt med hendes øjne!? Et chok plantede sig i ham på ny, men han var ikke uhøflig at reagere på det. Han frøs nærmest bare på stedet i nogle lange sekunder. Det skulle vise sig, at det ikke kun var hendes øjne, men resten af hende virkede også mystisk og ikke menneskeligt, trods hun havde form som et. Hans analyserende stirren nåede at blive ret åbenlys.

“Er De okay?” Spurgte han, med et ekstra høfligt tryk ved tiltalen, da han spottede, at hun stod udenfor i bare tæer. 

Han blev mere og mere bevidst om, at hun ikke kunne være helt menneskelig, men eftersom at han aldrig omgik andre end sin egen slags, kunne han ikke gøre op med sig selv, om hun var en slags dæmon, en elemental eller anden kreatur, som han ikke havde hørt om. Det skræmte ham et eller andet sted, men hendes overdrevne venlighed og oprigtighed... og det faktum at hun decideret gemte sig selv bag sine egne hænder, gjorde det umuligt for ham, bare at stikke af. Det kunne man ikke byde en kvinde, uanset hvilket raceblod, der flød i hendes årer. 

“Jamen... ehm...” Selmy mærkede sine ribben igen udenpå den mudrede doublet, men kunne ikke ligefrem konstatere, at noget skulle være bøjet. Men øm var han dog. “Der er virkelig ingen grund til bekymring. Mine forældre er healere, og de bor ikke mange gader herfra. Aldemarstræde, hvis du ved hvor det er? Så, jeg kan altså sagtens tilse mig selv”. Han vidste ikke om den bizarre skabning, der smågemte sig foran ham overhoved boede her. Efter at selv elverne var drevet udenbys og alt det magiske med, så havde Dianthos indbyggere virket ekstra uvelkommende overfor alle skabninger generelt. 

Hunden Simone trissede rundt og snuste til hvert et græsstrå, men lod ikke til at registrere Rosa som en person, eftersom hun ikke krævede hendes opmærksomhed og ville have hende til at klappe hende. Snoren blev dog holdt kort, så hun ikke kunne stikke af fra sin ejer endnu engang.

Selmy så at hun smilte, og han gengældte høfligt. Hun kendte ikke Aldemarstræde, selvom det ikke lå så langt herfra. Hun kunne ikke være herfra, eller også havde hun virkelig aldrig kommet rundt. Han så ned ad hendes krop, mens hendes mørke øjne alligevel var rettet mod Simone, og det gik op for ham, at der var noget plantelignende over hende, sådan som hun blev et med jorden. Det virkede helt usansynligt, næsten som en drøm og et resultat af for meget overarbejde ude i naturen, men han havde en ide om, at hun var... en plante?  

Selvom han var ivrig efter at spørge, virkede det yderst uhøfligt at spørge ind til hendes race, og måske ville hun direkte le af ham eller blive vred, for at blive spurgt ind til, om hun var af kød eller rødder. “Øh... Jah?” Han havde ikke undet hunden Simone et ordentligt blik før nu, og han kiggede ned på hende. Det var en lavbenet, men robust skabning, og trods Selmys hårde fald, så var Simone helt upåvirket, og snusede bare rundt. “Hun er nok vant til lidt af hvert...”. Han kiggede denne gang på plantekvinden igen, denne gang sikker på, at der kom en kraftig duft af roser fra hende. Det var svært at bide sig sikker, da han selv duftede en anelse af roser, fra når han vaskede sit ansigt i rosenvand om morgenen.

“Undskyld mig, eller er det bare mig, eller dufter du ikke kraftigt af roser?” Spurgte han, og følte sig straks helt lammet af akavethed og forlegenhed. Men han havde været nød til at spørge. Spørgsmålet ville plage ham, hvis han tog hjem uden at vide det.  

Som det lod til at hun følte en form for medfølelse for hunden, tog Selmy sig selv i, at reagere på det, og straks klappe Simone. Måske for at virke til at være bedre ved dyret, end han egentlig var. Han var aldrig decideret led mod dyr, men kemien havde aldrig været der, hverken med hans hund eller nogle af de heste han red ud mod verden på. Rosa havde en uskyldig udstråling over sig, hvad Selmy umiddelbart kunne fornemme. Han ville i hvert fald ikke virke truende på nogen måde.  

Selvom han havde forberedt sig på at høre det, var det alligevel lidt af et chok at høre fra hendes egen mund, at hun ganske rigtigt var en rose. Selmy var ikke helt vant til magi af nogen art, og han brød sig mest om at betragte det på afstand, frem for selv at praktisere det. “A-aah javel ja” Svarede han en smule nervøst, og rømmede sig, som han forsøgte at justere på måden hans ord kom ud på. Han gjorde ikke noget for at afbryde hende, og lyttede derfor til hendes historie. Hendes herres drømme? Virkelig? Det lød utænkeligt og bizart. “Du har ret. Det lyder tosset” Bekræftede han og kunne endelig smile lidt og virke bare en smule naturlig, trods omstændighederne. “Din herre...” Fortsatte han og smagte lidt kritisk på ordet “...Siden han skabte dig, er du så... som en slags tjenestepige? Eller?”. Han ville ikke bare slynge de ord ud, som han havde i tankerne. Slave eller kæledyr... Have-nipsting.... Det var umiddelbart det han selv så i hende, som hun blot stod herude i regnen og prydede haven med sin kvindelige skønhed, og stadig formåede at bekymre sig for Selmy, efter hans fald. Hvilken syg person kunne finde på den slags? Og så endda her i det fine kvarter i Dianthos?!  

Det lettede da hun benægtede, at hun var skabt til at være en slags tjener, men han kunne stadig ikke helt samle historien så den gav mening, ud fra hvad hun fortalte. Men hun virkede da glad og smilende? Selmy kiggede opmærksomt på hende og studerede hendes plantehud og rødder nøje og i al hemmelighed for hende. Gad vide om hun havde en plads i hans bog? Hun var jo biologisk en plante... Han kunne ikke helt gøre det op med sig selv, og fokuserede i stedet på at svare hende høfligt tilbage og behandle hende som et menneske. 

“Læse og skrive?” Spurgte han interesseret. Læsning og skrivning var en stor del af Selmys liv, for i hans familie var det noget man skulle kunne fra en meget tidlig alder, hvilket var en tradition han havde tænkt sig at bringe videre til sine egne børn. “Det skal du være glad for. Det kommer til at gavne dig meget” Fortsatte han straks “Måske er ham Vertis ikke nogen skidt fyr...”. Det sidste mumlede han lidt, og han kiggede op mod de mørklagte ruder, som regnen fortsat trommede mod. Måske sov han, eller måske var han ikke hjemme? Uanset hvem rosens skaber var, så var det ikke nogen smart måde at introducere sig på, efter at have brudt ind i haven, for at lufte sin hund.

Det gik op for ham, at han havde glemt alt om sine manerer, og rakte hende straks en gennemblødt hånd. “Mit navn er i øvrigt Kiefer. Selmy Kiefer... Søn af Dr. Salem Kiefer”. 

Selmy var helt overrasket over sig selv. Han havde hilst på hende, høfligt med et håndtryk og det hele, og så i regnvejr. De fleste af hans slags, ville ellers løbe bort, så snart det gik op for dem, at hun var en plante... kvinde. Det lød underligt og alarmerende oppe i hans hoved, som han tænkte over det. Alligevel formåede han at opføre sig pænt, som havde hans far været der, til at kigge ham over skulderen i dette øjeblik. Måske skyldtes det, at han rent faktisk ville lære hende mere at kende?

“Daman? Ah, javel...”. Hendes herre. Han skænkede døren til huset. Nok var det et fint kvarter, men det lød næsten som slaveri, at lade sig blive tiltalt sådan. Hvis han havde skabt hende ud fra nogle drømme, ville hun jo nærmest være hans datter. Men i det mindste tilbød han hende undervisning... “Han har vel ikke noget imod at få gæster? Altså ikke at jeg vil inviteres indenfor, eller noget. Men jeg står jo her på hans ejendom, og taler med hans erhh... Elev?”. Han måtte passe på, ikke at træde hende over tæerne, ved at omtale hende eller hendes herre forkert. Men indtil videre havde hun virket unaturligt omsorgsfuld over hans fald, og egentlig virkede hun til at være let at begejstre. Han gav hende et venligt, men lidt nervøst smil, som tak for hendes venlighed. Hans blik gled ned ad hende, meget tydeligt, og landede ved hendes nøgne fødder. Det var ikke en pervers mand, der kiggede på hende, men mere en nørd med en videnskabelig tankegang. Hvis ikke det havde været fordi hun var et levende individ, havde han smidt sig på jorden, og begyndt at inspicere hende med sine hænder og tage prøver med sig hjem.

Mon hun krævede sol og vand, frem for menneskeføde? Var hun mon knyttet til haven her, og var hans nysgerrighed overhoved velkommen? 

Selmy havde lidt sluppet nervøsiteten over, at blive opdaget i, at bryde ind i en anden mands have, men det havde lettet, så snart han kom i snak med Rosa. Men nu, hvor han åbenbart havde mindet hende om noget, der fik hende til at svare nervøst tilbage på, om han brød sig om gæster, havde Selmy al grund til, pludselig at ville undgå stedet. “Ikke det?” Spurgte han lige så nervøst, og rømmede sig straks derefter, for at samle sig. Hans blik faldt kritisk ned på Simone, og selvom hun sagde, at han ville forstå det, var Simone ikke ligefrem den kønneste hund. Det var kun hans familie, der havde kærlighed for hende, men Selmy havde aldrig regnet hende for andet end et dyr, og havde svært ved at forestille sig, at andre ville have sådan et kræ ind i deres have “Njoh... Nej, jeg tror det er bedst, hvis jeg tager hende hjem. Jeg er også sølet fuldstændig til i regn og mudder”. Han kiggede op på hende igen og smilte en anelse forlegent. Han glemte helt at blive overrasket over, at en kvinde havde inviteret ham indenfor... Men Selmy så hende også mere som plante end som en mulig hustru, og det var trods at hun mest lignede et menneske. 

Han rak hånden frem, for at sige pænt farvel til hende, men lod sig afbryde, da hun tilføjede hvad han skulle kalde hende. Kreation? Skabning!? Han formåede kun lige at holde sin forargelse for sig selv. Han tog hendes hånd.

“Det får du mig aldrig til at kalde dig. Men måske kan man godt kalde dig et mesterværk” Det sidste blev sagt med et bredt, hvidt smil og med glød i de ellers kolde, grå øjne “Jeg vil forsøge at kigge efter dig, når jeg går forbi. Vejen her er trods alt en smutvej til markedspladsen”

Herefter kiggede han ned på bassetten, og klappede sig på låret, så hun reagerede og var klar til at vende snuden hjemad. 

Rosa havde måske et skræmmende udseende, med de sjæleløse, sorte øjne, som aldrig fjernede sig fra ham... Men hun havde alligevel formået at give Selmy det indtryk, at hun var uskyldigheden selv. Næsten som et barns. Den måde hun udviste bekymring for ham og hendes generelle venlighed og uskyld, fik Selmy til at føle... afmagt. Hvad mon der skulle blive af hende, i en storby som Dianthos? 

Selmy smilte tilbage efter hende, både af taknemmelighed for hendes venlighed, men også i ren og skær bekymring, og han løftede en hånd i et farvel, indtil han smuttede ud af sidegaden, for at komme tilbage til hovedgaden igen. Det havde været en smule lyst, på trods af skyerne og regnen, lige da han blev luret ind i hendes have, men nu var mørket for alvor begyndt at trænge sig på. Det ville være godt, hvis han kunne få stuepigen til at varme et kar op til ham, så han kunne blive vasket ordentligt, inden han skulle ind under lagnerne igen.

Det var ingen hemmelighed, at Selmy tænkte meget på Rosas velvære, som dagene var gået. Han havde lovet at kigge forbi, hvis han alligevel skulle på markedet, men af en eller anden grund, havde han ikke fundet modet til det. Han valgte den anden vej – hovedvejen, i stedet, men han var også typisk i selskab med sin søster eller sin far. Hans mor, Lydia, var alt for syg og svagelig til at tage på markedet for tiden, hvilket også var derfor, at han havde udsat den næste tur ud af Dianthos med nogle dage endnu. Sadeltaskerne og teltet var dog pakket sammen på værelset, og han manglede bare... at få grønt lys fra sin far til at tage af sted, men han blev altid bedt om at vente. For hans skyld. For mors skyld. De havde brug for ham her i Dianthos lidt... Men efter Selmys første rejse, og efter at han havde set verden udenfor murene, længdes han altid efter den.

En tidlig morgen, hvor han havde brug for at være lidt alene, tog han sine gevandter på, der selvfølgelig var blevet lappet sammen og renset, så man stort set ikke kunne se, at han var blevet væltet om kuld af Simone mere. Nok havde Kieferhuset ikke mangel på krystaller, men de var også gode til at spare, der hvor der kunne spares. Over skulderen havde han en solid skindtaske på, hvor han havde alt hvad han behøvede med sig på en fridag. Vand og ting til sine skitseringer og skriverier. Uden at han havde planlagt det, forlod han Aldemarstræde, og smuttede forbi nabogaden, med de store haver, hvor han havde hilst på Rosa, og uden at tænke nærmere over det, gjorde han et forsøg på at spotte hende, forbi buske og træer.  

Han vidste ikke selv, hvad han håbede på.

Hver en have på Selmys vej havde smukke, grønne træer, buske og blomster, som Selmy ikke bare nød synet og duften af, men også kunne navngive og nummerere alt, eftersom han havde tegnet og beskrevet hver og en af dem, ligesom hans bedstefar havde gjort før ham. Han havde som yngre gjort det til en leg, som han kunne udfordre sin egen intellekt med, men legen var efterhånden blevet kedelig i de vante omgivelser.

Pludselig slog det ham, at jo længere han nåede hen ad gaden, virkede planterne mere visne, og allerværst var det, da han med hastige skridt nærmede sig haven, hvor han første gang havde mødt Rosa. Det var med et chokeret blik og med en måben, at han greb ud efter nogle døde slyngplanter, før han skubbede dem til side, og trådte helt ind i haven. Selv her var græsset dødt og drænet fra næring. Det var i sandhed et frygteligt syn for en blomsterentusiast at se på denne årstid!

”Rosa?” Hørte han ham selv kalde, og var selv overrasket over, hvor nervøs han lød. Rosen som han lige efter opdagede, stod i midten i haven, og så ud til at kæmpe for at få suget næring til sig. ”Rosa, det er mig. Kiefer” Sagde han igen, for at forberede hende på, at han trådte nærmere på hende. Var rosekreaturen ved at dø her?