Sted: En eng i Medanien
Tid: Lidt over midnat
Vejr: Køligt og optakt til regn

Hauru havde efterhånden fået gjort sig rigeligt bemærket, både i Rubinien og i Tusmørkedalen. Derfor havde hun nu taget beslutningen om, at flytte sin jagt på blod til Medanien. Efter det rod hun havde efterladt på Oswalds gård i Rubinien, følte hun sig ikke sikker nogle steder, for hun var sikker på at nogle måtte have set blodet, eller i hvert fald hørt de mange slaver skrige i rædsel. Derfor var hun nu også dækket mere til end hun plejede, i form af sorte, tætsiddende bukser og sin gamle, alt for store, hvide skjorte i silke. For ikke at være alt for iøjnefaldende, havde hun en mørkebrun kutte over sig og hætten var trukket over hovedet, så det lange hvide hår blev holdt skjult. Kulden generede hende ikke, af gode grunde, men den grund havde hun undladt at fortælle den unge kvinde, der gik ved hendes side. Det var nemlig ikke mere end et par timer siden, at Hauru var faldet i snak med en kvinde, som havde rejst det meste af landet rundt. Det var aldrig Haurus intention at bruge flere timer på et muligt venskab, men derimod intentionen at få hende til at stole nok på hende, til at hun kunne komme tæt nok på. Nu havde hun jo ikke spist i cirka en dag.

Hauru forblev stille, som kvinden snakkede løs om alt og intet. Hun fulgte dårligt med i hvad der blev sagt, smilede og nikkede bare et par gange, lige nok til at virke interesseret, mens hun mest af alt holdt fokus på at finde det rette tidpunkt, at bide til. Under kutten, i hånden, gemte Hauru på en af de knive hun havde hentet fra våbenkammeret i Kzar Mora. Der gik ikke længe, før de passerede et hus og straks fik Hauru skubbet den snakkesalige kvinde op ad husets ene side. Ikke helt lydløst, men hun håbede at huset ejermand sov tungt. Knivens blad blev lagt mod den blottede hals, som hun lagde vægt i for at mase hende mod væggen og hætten gled ned og afslørede det lange, hvide hår. "Hv.. Hvorfor?" Lød det, i en rystende stemme, fra kvinden. Hauru pressede lidt til med kniven, så lettere overvejende på den skræmte kvinde, før hun smilede svagt og svarede: "Fordi du snakker for meget." Det passede ikke. Hun havde udelukkende fundet sig i samtalen, for at få noget at spise ud af det. Der gled en tårer ned af kvindens kind, som hun vred sig lidt for at komme fri, men Hauru lagde kræfter i for at holde hende fast. "Ikke så trist, min kære. Hvis du lover at holde kæft, så lover jeg at du slipper levende herfra," sagde hun smilende. Kendte man Hauru, ville man vide at hun løj. Sekundet efter flyttede hun kniven, for i stedet at bide sig fast i halsen på den grædende kvinde, som ikke gjorde mere end et enkelt forsøg på at flytte sig, men gav hurtigt op, for kniven var blevet rettet mod hendes ribben i stedet. Derefter gik der ikke længe, før Hauru var nødt til at tage lidt mere fat, for at holde kvinden oppe, nu hvor hun mistede mere og mere blod.

Som altid sad Marad inde på sit bibliotek, godt gemt for kulden udenfor. Han sad dog ikke med næsen begravet i en bog, i stedet sad han og skrev noter om sine senester eksperimenter. Det skred ikke så hurtigt fremad som han ønskede, og det efterlod ham i et højst irriteret humør. Han havde allerede brugt en god del af sin eksistens på at komme på den perfekte sygdom, men han var lige så vidt, som da han først havde opdaget evnen.
En stuepige stak forsigtigt hovedet ind af døren. Der var blevet hørt en lyd udenfor huset, og hun mente, at den burde undersøges. Ikke at han på nogen måde havde bedt om hendes mening, men det måtte han minde hende om senere. Han kastede et sidste blik på sine noter, og rejste sig for at undersøge hvor lyden mon kunne komme fra.

Mens han gik langs husets yderside havde han en lang dolk i den ene hånd. Han var ikke i humør til noget pjat, og hvad end der havde forårsaget lyden, agtede han at gøre kort process.
Da han rundede hjørnet fik han med det samme øje på årsagen. En... person?.. Hvem eller hvad kunne han ikke se i mørket. Han fortsatte med at gå frem mod væsnet, så lydløst at man kunne være i tvivl om, hvorvidt hans fødder overhovedet rørte jorden under dem. De sidste par skridt tog han nærmest i løb, inden han placerede dolken i væsnet, som havde vovet at forstyrre ham. 

Dybt koncentreret på sit længe ventede måltid, havde Hauru slet ikke ænset en skikkelse snige sig ind på hende. Det have hun muligvis ikke engang, om han så havde givet den mindste lyd fra sig. Hun var nødt til at bruge flere og flere kræfter på, at holde den døende kvinde oppe, så hun ikke endte på jorden lige med det samme. Det irriterede hende så svag hun var blevet. Havde hun stadig været sit gamle jeg, en muskuløs mand, ville hun ikke have haft problemer med at holde sin snack oprejst. Der lød nu ikke mere end nogle dovne klynk, som blodet hurtigt forlod den snart livløse krop.

Hauru lagde nu alle kræfter i, for at få det hele med, men hun blev afbrudt noget så groft af en bidende smerte, idet dolken blev placeret i hendes ryg.
"Argh!" Udbrød hun, som kvinden blev sluppet og ramte jorden med et bump. Hauru var lige ved at miste grebet om sin egen kniv, men i et forsøg på at holde smerten bedre ud, klemte hun hånden om skaftet. Hun lænede sig frem mod muren foran hende, bare for at komme væk fra hvem end der havde besluttet sig for at forstyrrer hende, men liget mellem hende selv om muren gjorde det svært at flytte sig meget.
"Gider du lige?! Det er virkelig uhøfligt at afbryde andres måltid!" Sagde hun sammenbidt af smerten, tydeligt irriteret over at være blevet benægtet den sidste dråbe blod. I et febrilsk forsøg på at få ham til at bakke væk, svingede hun kniven bagud, ligeglad med hvor den ville ramme, hvis hun gjorde. Hun håbede bare på at ramme et eller andet, i det mindste distrahere ham længe nok til, at hun kunne flytte sig fra hans våben.

Så hvem end der havde afbrudt Marads aften, kunne ikke dræbes af en dolk i ryggen. Det efterlod flere mulighed for, hvilket væsen det kunne være. Ikke at det var relevant, medmindre væsenet foran ham var lige så udødelig for ham selv, var der visse ting som kunne slå de fleste ihjel.
"Det er uhøfligt at indtage sit aftenmåltid op ad fremmedes ydervægge" Kommentaren havde afsløret to ting for ham. Det var højst sandsynligt en kvinde som stod foran ham, og da det så ud til, at aftenmåltidet havde bestået af en anden person, var der højst sandsynligt tale om en vampyr. Interessant. Det var ikke dem, han ofte stødte på.

Han trådte baglæns for at undgå udfaldet fra den fremmede foran ham, men han undgik ikke at få en flænge over brystet. Skaden var han ligeglad med, men hun havde vovet at ødelægge hans tøj. For det alene, fortjente hun at dø. Han lod det sædvanlige svage tåge begynde at sive hen mod hende. Det var ikke hans plan, at hun skulle overleve længe nok til, at hun for alvor kunne mærke følgerne af hans sygdomme, men det var en god sikkerhedsforanstaltning.
Han holdt hele tiden øje med hende, klar til at reagere på hendes næste udfald. Han blev nødt til at vurdere hendes angreb, før han for alvor selv ville gøre noget. 

Godt nok fik Hauru ikke ramt helt så meget som hun kunne have håbet på, men det gav hende stadig et par sekunder til at kunne flytte sig til siden og langt nok væk fra den fremmede, til at slippe for dolken i ryggen. Hun strakte ryggen, udbrød en lidt anstrengt lyd over smerten, før hun vendte sig mod fyren. Hun lod en hånd glide hen over den alt for store, hvide silkeskjorte, for at mærke hvor våd den var blevet af blod. Hun så ret så utilfreds ud, da hun kunne mærke hele hånden, nærmest blive badet i blod, før hun fjernede hånden igen. Hun havde ellers lige gjort så meget ud af ikke at få blod på tøjet.

Allerede nu kunne Hauru mærke smerterne forsvinde langsomt, som såret på ryggen begyndte at heale. Hun kunne ikke lade være med at le over hans kommentar.
"Ah.. Noget kunne tyde på, at jeg er lige så dårlig til at være høflig, som du er," sagde hun, tydeligvis stadig fornærmet, men ironien var heller ikke til at overhøre. Hendes blik faldt lettere forvirret på tågen, der langsomt kom tættere og tættere på, men hendes bekymring var ikke stor, for hun var sikker på at kunne heale alt han smed efter hende. Som hun lod blikket vandre ned over ham, virkede han ikke til at være en større trussel, end nogle andre hun var stødt på førhen.

Haurus opmærksomhed blev hurtigt rettet mod hans ansigt igen.
"Det behøves vel ikke at gøres værre end det er," startede hun kort, som hun omrokerede kniven i sin hånd og i stedet tog fat om skaftet med to fingre, før hun løftede den.
"Hvis jeg smider min, så smider du din. Det er vel en retfærdig aftale, synes du ikke?" Fortsatte hun, lagde hovedet let på skrå og så afventende på ham.
"Oh... Jeg ville også sætte pris på at få den smule blod, som du benægtede mig." Hauru ville bestemt ikke synes om at gå derfra, uden den sidste dråbe blod hun blev frarøvet. Der gik ikke mere end et par sekunder efter hendes sidste ord, før hun kunne mærke en utrolig træthed i hele kroppen. I stedet for at holde kniven løftet i de to fingre, tabte hun den. For at være sikker på ikke at falde, trådte hun et skridt tættere på fyren og lagde en hånd mod hans skulder som støtte. Om han fandt det okay eller ej, skænkede hun ikke en eneste tanke.

//Inaktiv