Aldrig før, havde Splip så mange nye ting på en gang. Der gik folk rundt, som lignede Splip, men de var noget større. Der bare bygninger - kæmpe bygninger - og mystiske træ-ting med alle mulige sære ting på. 
 Splip havde aldrig været ude fra skoven før, men havde altid drømt om at komme ud og se hvad de store ting han kunne se ude i horisonten, når han stod i skovkanten, var. Nu havde han endelig taget sig sammen. Det havde taget mange dage at komme her ind, men det var hele turen værd! Det hele var så spændende og nyt! 
 Alt i sin tid inde i byen, havde Splip rendt rundt og gemt sig. Det virkede ikke til at de her kæmper var farlige, men det var bedre at være sikre. Nu stod han og gemte sig en tønde, og prøvede at finde ud af hvad han skulle udforske. Mens han blik gled rundt på de nyde omgivelser, gav hans mave sig til at rumle. Han flyttede blikket ned på maven, og lagde hånden på den. Han skulle finde noget at spise, få blikket blev igen løftet, og han begyndte at lede efter noget der så spiseligt ud. 
 Et lille stykke fra hvor Splip stod, var der en bod med blomster, og den fangede Splips opmærksomhed. Den havde mange farver, og det så lækkert ud! Tingene lignede meget Fnags, som Splip tit så ude i skoven. De hed i hvert fald Fnags ifølge Splip! Han begav sig over mod dem, forsøgte af gemme sig så vidt muligt, men det vilde, røde hår og slidte tøj af blade, gjorde ham nok egentlig ret tydelig, selvom han ikke var så stor. Det tænkte han dog ikke rigtig over.
 
Da han nåede hen til boden, så han sig kort om, for at tjekke der ikke var nogle der så ham, inden han tog en Fnag. Den var flot. Han havde ikke sådan en før, men den så virkelig spændende ud. Han listede væk med den, tilbage til tønden han gemte sig bag ved før, og satte sig på numsen, og stak Fnaggen i munden og gav sig til at gumle på den. Den smagte specielt. Anderledes end de Fnags han normalt spiste.

Fuld igang med at betjene en kunde der var igang med at betragte nogle krukker måne liljer, stod Bailey i blomster boden med et smil på læben. Hun var glad, som altid, hun holdte øjnene på kunden hun var igang med at betjene, og hjælpe. Kunden var en kvinde, meget køn, langt lyst hår, og hun stod og var betaget af blomsterne i boden. De var nu også meget flotte, alle mulige farver, og nogle stod i krukker, hvorimod andre blot lå på hylder, og stod i vaser. Der var ikke helt vildt mange ved boden, men der stod nogle stykker som var på udkig efter blomster, både specielle samt de klassiske, og det var noget der tit skete. Det var noget Bailey havde oplevet før, så det var ikke noget nyt, men det gjorde hende glad at der var så mange der var så interesseret i blomsterne, og gerne ville købe nogle. Hun var iklædt det sædvanlige, og håret hang løst ned over ryg og bryst, og hun smillede til alle de kunder der stod ved boden, og imens hun var fuld igang med at sælge blomsterne, lagde hun slet ikke mærke til der var mistet nogle af blomsterne der før lå på boden, og der var sikkert også landet nogle på jorden. Det var som om verdenen gik under ved det syn, og hun stod helt stille, og slet ikke vidste hvad hun skulle gøre. Så gik hun i panik, for de blomster skulle bestemt findes, ingen tvivl der! Hun kiggede rundt, også omkring der hvor hun stod, og måtte stå på tæer for at kigge på hylderne. Okay der var ingen blomster at se, hvor i al verden var de henne, de skulle have ligget på boden så hun kunne se dem, og de var ikke blevet solgt, det var frygteligt.

Der gik ikke lang tid før hun skyndte sig at løbe ud fra boden, og gik fuld igang med at lede efter de forsvundne blomster, for de var vigtige, især for hende. Var der noget hun elskede så var det blomster, alle slags, der var næsten intet bedre, de var så smukke, og duftede himmelsk. Nogle havde endda særlige kræfter, så de blomster skulle findes, tænk hvis det havde været nogle farlige nogle, Bailey stod lidt og kiggede rundt, og så spærrede hun øjnene op, tænk hvis de blomster der var forsvundet var farlige, det var ikke godt...Langt fra... Hun gik i panik, lidt mere end før, og stod og nærmest kiggede fra den ene side til den anden i hurtig fart, og så løb hun lidt igen, men havde pludselig ikke set sig for, og var tæt på at løbe ind i en person, ret lille person, en hun slet ikke havde set før. Personen sad og så ud til at spise noget, hun stod og kiggede helt paf på den lille person, og ikke helt vidste hvad hun skulle sige, men så smillede hun stort, og bukkede sig lidt ned, så hun ikke virkede så høj overfor den bette person. Han så ganske sød ud, faktisk ret nuttet, og hun stoppede da heller ikke fra at kramme ham. Et stort kram blev det til, hun krammede ham og blev blot gladere lige pludselig, tænk at støde ind i sådan en nuttet person. Bailey kunne da slet ikke holde sig tilbage"Hvor er du bare kær!"lød det fra hende i en høj tone, hun lød glad, nærmest som om der lige var sket et stort mirakel, et lys nærmest strålede ned på hende, selvom det hvist kun var i fantasien det skete...  

Han var ret bette, og at han faktisk sad og gumlede løs på de blomster hun havde ledt efter, var slet ikke gået op for hende endnu. Det gik heller ikke op for hende at hun faktisk krammede ham rimelig hårdt, og stramt, og var nød til at give slip på ham"Åh undskyld!"sagde hun og satte han ned på jorden igen, mens hun smillede til ham. Hun havde slet ikke lagt mærke til blomsterne, hun var mere betaget af hans udseende, det havde hun ikke lige set før, hvilket spændende væsen var han mon, fandtes der så små væsner, hun var helt vildt nysgerrig"Hvorfor sidder du alene og spiser"spurgte hun så mens hun holdte rundt om hendes knæ, igen havde hun slet ikke opfanget at han sad og gumlede løs på de forsvundne blomster, for hans udseende var alt for fascinerende for hende.

Som Splip sad og gumlede, stoppede en af de der store nogle foran ham. Han stoppede midt i et tyg - hvis han nu sad helt stille, kunne det være den ikke så ham, og gik sin vej. Han sad med store øjne og let åben mund, og stirrede op på hende. Stilken holdt han stadig i hånden, der lå på han skød. Det var lige før hans holdt vejret, for at bevæge sig så lidt som muligt. 
 Pluslig gik den til angreb - den greb fat om Splip, og klemte ham ind til sig. Den virkede heldigvis ikke så skræmmende, så Splip prøvede at være helt stiv, så han måske virkede død. Den snakkede meget højt, og Splip synes det gjorde lidt ondt i ørene. Det begyndte at blive svært at trække vejret, og Splip følte han blev mast en hel masse. Han så lidt panisk ud, og begyndte at trække vejret hektisk. 
 Pludselig satte den ham ned og sagde undskyld. Han lagde hovedet lidt på skrå, og så lidt forvirret på hende. Det var noget mærkeligt noget at sige, hvorfor angribe og så sige undskyld? Han kløede sig lidt i det vilde, uglede og røde hår. Det var meget beskidt, og lugtede sikkert dårligt, men Splip kunne ikke lugte noget. Han forstod ikke helt det hun sagde, men det var noget med at spise, så han valgte bare, at åbne munden og skubbe det blomst han havde i munden ud med tungen.  
 
Splip fik noget på noget der skinnede ved siden af dens ansigt, inde bag hende hår. Han løftede nysgerrig hånden, og rakte den frem mod det der skinnede. Han var helt optaget af det. Han tog et skridt tættere på, for at bedre kunne komme til at se hvad det var.

Da hun så pludselig fik øje på det stykke blomst han havde på tungen, og uden helt at tænke over det greb hun ud efter det, så det var ham der havde spist eller ja stjålet hendes forsvundne blomster. Men sådan en kær lille en som ham, hun kunne jo ikke være sur på ham, hun kunne generelt ikke være sur, for hun var altid så glad og smilende. Hun stoppede sig selv, da hendes hånd nærmede sig hans tunge, okay det måtte virkelig virke skræmmende for ham, at en på hendes størrelse, prøvede at række ud efter hans tunge. Det var ikke engang tungen hun ville have fat i, nej det var blomsten, det stykke hun kunne se der kom frem. Gad vide om blomster smagte godt, det havde hun slet ikke prøvet før, eller vidste noget om, men hvis han kunne lide det, ville hun da ikke stoppe ham.

"Smager den blomst godt, jeg har aldrig vidst at man kan spise den slags"sagde hun undrende, med hovedet en anelse på skrå, mens hun satte sig på huk ved ham. Da han så rakte ud efter noget ved siden af hende, drejede hun først hovedet for at se hvad det var, men hun kunne slet ikke se noget. Hvad ville han have fat i, var der noget hun skulle se, eller nogle frygtelige væsner måske. Bailey rystede sig på hovedet og gav sig slip få klap på hver kind, for at vende tilbage til hvad der skete. Så gik et pludselig op for hende, det måtte være hendes ørering måske, hun smillede stort, og lænede sig lidt hen mod ham, hun samlede ham så op i hendes hænder uden helt at tænke over om han faktisk kunne lide det.

Så rettede hun sig op, og stod nu med ham i hænderne, han var ikke særlig stor men var virkelig nuttet, hun var helt betaget af hvor sød og kær han var. Selvom han ikke sagde noget, så var det sødt, han havde et særligt udseende et hun godt kunne lide"Der er mange ting heromkring, både skinnende ting, og mad"sagde hun og rettede blikket lidt rundt, og nærmede sig så ham"Og der er også blomster hvis du godt kan lide dem, men de er de dyrebareste jeg ejer og sælger"smillede hun stort.

 Hendes hånd begyndte at komme mod Splip, og det måtte være blomsten hun var ude efter, tænkte Splip, at han skubbede den helt ud af munden, og så ned på det som det landede på jorden. Han så tilbage mod hendes hånd, og trådte at lille skridt tilbage, for at skabe lidt afstand til den. Bare lige i tilfælde af det jo var en farlig hånd! Splip skubbede lidt til blomsten med foden, for at den kom lidt tættere på hende. Det virkede til hun gerne vil have den. Han lagde hovedet lidt på skrå, og så på hende. Måske var det fordi hun ville smage på den også?
 ".. Smage Fnag? " spurgte Splip og pegede på blomsten mens han nikkede lidt. Hun kunne da godt smage hvis hun havde lyst. Nu havde han trods alt spyttet den ud, jo.

 Splip vippede hovedet til den anden side da hun snakkede igen, og han kneb øjnene lidt sammen. Der kom mange lyde ud af hendes mund, og så vidst Splip kunne forstå var det ord, han forstod bare ikke helt hvad hun prøvede at sige, men han prøvede alligevel at svare.
 "Fnag mmmmm godt! " sagde han og gned hånden rundt i cirkler på maven. Blomster smagte godt, i hvert fald ud fra hvad Splip vidste. Han kunne ikke huske han havde spist meget andet. Ude i skoven fandt han nogle gange nogle runde, saftige, bløde ting. De smagte endnu bedre end blomsterne, men de var lidt svære at finde. 

 Som Splip, i sin egen lille verden, var ved at bevæge sig lidt tættere på hende, for at se hvad det var for noget der skinnede ved hendes ører, blev han pludslig løftet op. Et lille, skingert grynt kom fra ham, som han begyndte at vride sig lidt. Hvad ville hun med ham? Måske var det faktisk Splip hun ville spise, og ikke blomsten. Hans sprællen havde ikke den store effekt, andet end at han nu hang der i hendes hænder og sprællede. Han kunne slet ikke koncentrerer sig om at lytte på hvad hun sagde, han prøvede bare at komme fri, så han ikke ville blive spist. 

Blidt og ret kærligt fik hun lagt ham ned i hendes håndflader, mens hun rykkede ansigtet lidt tættere på ham. Det var en særlig skabning han var, aldrig før havde hun mødt eller set sådan et væsen før, men det var spændende. Hun smillede stort, og lod øjnene glide ned over ham, ikke særlig stor, rødt hår, ret kær faktisk, gad vide hvad han mon lavede her på markedspladsen. Hendes blik fjernede sig ikke fra ham, for hun var alt for betaget af denne lille skabning her, han var så kær at hun ikke ville slippe ham. Som han lå i hendes hånd, kiggede hun undrende på ham dog med et smil, var han mon ude efter hendes ørering. Det var ikke til at forstå hvad han enlig mente, hun valgte at dreje hovedet en smule og kiggede i retningen af en bod der solgte noget fisk og kød, og en anden bod der solgte smykker. Måske var han sulten efter smykker, og mad, hun var virkelig helt blank efter hvad han sagde. Gid hun havde haft en ordbog, eller måske bedre havde vidst hvordan hun skulle snakke med ham.

Han var et væsen som havde sit helt eget sprog så meget vidste hun, og kiggede så ned i hænderne på ham"Jeg gætter på du er sulten"lød det fra hende, og hun satte kursen mod en af boderne som var en smykke butik, okay faktisk vidste hun slet ikke om det var den bedste mulighed. I følge hende kom der gæt ind i hendes hoved om at han måske ville spise hendes ørering, så måske skulle han bare have nogle smykker at gumle på, og spise. Det var det, det var helt sikkert svaret, så Bailey satte kursen hen mod boden med et stort smil, og fik nogle blide fnis frem, hun holdte hænderne op foran sig. På den måde kunne se hvor hun gik henne, men også se på ham, dog måtte han sikkert være forvirret men det tænkte hun ikke meget over, og da hun nærmede sig boden stoppede hun op. Hun lod hendes øjne falde på de mange smykker, og lod ansigtet nærme sig lidt tættere på ham"Her sælger de smykker som øreringe"sagde hun med et smil, og pegede kort mod hendes ørering hun havde i ørene, for at han måske bedre ville forstå hvad hun sagde, og mente. 

Det gik ikke op for hende at blomsten han havde gumlet på faktisk blev efterladt, men hun sukkede kort, og kunne mærke hun kort blev trist. Nå men der var andre blomster, og måske hun kunne hente blomsten selvom han godt nok havde spist den, eller gumlet på den, så den var måske ikke noget værd, og det værd. Men hun var ligeglad, det var stadigvæk synd for blomsten at blive liggende på jorden, hun tog en dyb indånding, og kiggede rundt på de forskellige smykker der blev solgt i boden, og så kiggede hun ned i hænderne på ham"Hvad hedder du"spurgte hun undrenden og nysgerrig med et smil på læben. 

 Splip blev sluppet, og kom i stedet til at sidde og på et par små håndflader. Han klemte øjnene lidt sammen og så på pigen der bare sårn lige havde løftet ham op, som var han ingenting. Han vidste ikke helt hvad hun havde gang i, men hans tøj var helt krøllet nu! Splip flyttede blikket fra pigen, og så ned på sit tøj af blade, grene og hvad han ellers havde fundet ude i skoven, mens han rettede lidt på det, så det sad som han mente det skulle. 
 Pigen snakkede til ham, men han var lidt for optaget af sit tøj, til at lytte efter, så hun fik bare lov til at passe sig selv, mens han var lidt forfængelig. Dog da hun begyndte at flytte sig, flyttede han hænderne lidt så han kunne holde fast under sig, så han ikke faldt ned af de her hænder, der næsten var blevet hans trone. Mens de gik, så Splip sig nysgerrigt om. Det så jo helt anderledes i denne højde! Han strakte halsen lidt for at endnu længere, men pigen stoppede igen så Splip flyttede blikket hen på hvad de stod foran nu. Hun sagde noget til ham, og han så på hende, og efterfølgende hvor hun pegede. Han lagde hovedet lidt på skrå, inden han så tilbage mod de skinnende ting foran ham. 
 
 For bedre at se på de fine ting, kravlede Splip ned af pigens hænder, og satte sig på boden. Han tog fat i en halskæde med en stor, rød sten i og holdte den lidt op foran sig, mens han drejede hovedet lidt fra side til side. Efter at have kigget på den i lidt tid, stak han tungen ud og slikkede på stenen, men hurtigt blev den lagt væk med en meget utilfreds grimmasse. Den smagte ikke godt. Og den var meget kold og hård. Lidt væk fra sig, fik han øje på et armbånd, som han kravlede over til. Han duftede til den, og lavede endnu en utilfreds grimmasse. Han rystede lidt på hovedet. Det var ikke gode ting det her..! Da hun igen snakkede til ham, så hun op på ham, og et stort smil bredte sig over hans læber - han vidste godt hvad hun spurgte om! Han rejste sig op, og skød brystet frem mens han smilte stort, stadig med armbåndet i den ene hånd.
 "Mig, Splip! " lød det glad fra ham som han prikkede sig selv i brystkassen med den ene tommelfinger. 

Da han var hoppet ned fra hendes hånd og nu var på boden s bord, kunne hun slet ikke lade være med at smile over det, han var virkelig noget af det mest nutteste hun nogensinde havde set, og mødt. Da han så begyndte at lade tungen glide rundt på halskæder, armbånd, bukkede hun sig lidt ned for at se nærmere på smykkerne. Kvinden bag boden kiggede undrende og helt overrasket over den lille fyr, og nærmede sig og sendte Bailey et mistænkeligt blik som om de var igang med at stjæle smykkerne men hun rystede på hovedet, og viftede med hænderne, hvorefter hun kort glemte den lille fyr på bordet, og kiggede på kvinden der nærmest sendte hende skummel blikke og som havde et ansigtsudtryk som om at hun var en tyv, Bailey kiggede på kvinden med et smil, og bukkede sig foran hende, hvorefter hun fik sagt at de ikke var ude på at stjæle nogle smykker, og at de ikke var tyve. Kvinden nikkede og sendte et gengældt smil tilbage, hvorefter hun blev fanget af den lille fyr på bordet, der havde været igang med at smage på både halskæder og armbånd, det var ikke noget hun så tit, og det var heller ikke noget Bailey så tit, men det var kært og det gjorde bare at Bailey var mere og mere nysgerrig efter at lære den bette fyr bedre at kende. 

Da han så skød brystet frem, og rettede sig op med en præsentation af hans navn kunne hun slet ikke lade være med at smile, og grinede blidt over det. Hvor var han dog bare kær, tænk at møde sådan en kær bette fyr som ham, hun kiggede på kvinden der sukkede med et lille smil, og gik tilbage til nogle kunder der skulle købe noget hos hende. Bailey betragtede ham med øjnene, og kunne forstå at smykkerne ikke smagte godt, måske der var andre smykker han ville smage på,  måske det også ville være lidt underligt hvis han skulle smage på alle smykkerne, men i værste tilfælde ville han ikke finde noget han kunne lide, og så ville det blive svært at finde andet. Men så igen hvis der nu var nogle smykker han ville kunne lide, så kunne hun godt undvære nogle krystaller så han kunne få nogle smykker at gumle og slikke på, ja hvad han nu havde lyst til. Hun rakte en finger frem mod ham, og lod den kærligt glide hen over hans hår, hvorefter hun bukkede sig lidt mere så hun var i øjenhøjde med ham"Hyggeligt at møde dig Splip, jeg hedder Bailey"præsenterede hun sig med et stort smil og blid stemme. 

 Splip fik smagt og slikket på lidt forskellige af de skinnende ting, men uanset hvad han smagte på, var det var ikke... godt.. Til sidst gav han op, og gad ikke spilde mere tunge på det! Han skubbet fornærmet til dyngen han havde fået samlet fra sig, og lagde armene over kryds på brystkassen. De var pæne, men lige nu var Splip sulten, så var det lige gyldigt hvor pæne de end var! Splip så sig lidt omkring, for at se om ham kunne få øje på noget der så ud til at ville smage bedre.
 Da pigens hånd landede i Splips hår, var han lige ved at falde ned på numsen, for han var ikke lige klar på det. Han lukkede øjnene lidt, for det var faktisk ret dejligt. Han havde et tilfreds smil på læberne og lænede hovedet mod hendes hånd, så da hun stoppede igen var han endnu en gang ved at vælte. Han så på hende med panden let rynket, inden han pegede mod hende.
 "...... .... .. .... .. 'Ailey! " han stod først et godt stykke tid og bare bevægede munden i forskellige former uden nogen lyd, inden han fik hendes navn ud - ca.. Han flyttede fingeren tilbage på sig selv, for at vise han havde forstået hvad hun sagde.
 "Splip! " så kunne de være enige om, at de viste hinanden navne. Han smilede stort og stolt.

Følelsen af at hendes finger rørte hans hår føltes faktisk lidt rart, det var lidt uglet men det gjorde ikke at det fortsat føltes rart. Hendes øjne gled ned over ham, og hun smillede forsat for hun kunne ikke andet, hun var i godt humør som hun hele tiden var. Hun betragtede smykkerne lidt, så ingen af dem faldt i hans smag, gad vide om der var andre der gjorde det. Hun lod blikket glide lidt rundt på de forskellige smykker der blev solgt i boden, der var rigeligt at vælge imellem, dog var hun ikke typen der smagte på smykker, så måske han havde lyst til det, så længe hun vidste hvad for nogle han kunne lide, og måske syntes så godt og lækre ud. Det var lidt underligt, men også virkelig nuttet, det var ikke hver dag at man lige så en bette nuttet person som ham smage på smykker, men noget nyt skulle der jo ske, så hvorfor ikke. Hun lod blikket falde hen på ham igen, og lagde hovedet en smule på skrå som hun betragtede ham, og da lyden af hendes navn, eller det meste kom ud ad hans mund, lod hun en finger stryge hen over hans hår igen, mens hun grinte blidt"Du må gerne kalde mig Ailey"lød det fra hende i en venlig stemme, og hun bukkede sig lidt længere ned mod ham, så hendes øjne var tæt på ham, han var en ganske særlig skabning, ikke at det var noget dårligt, overhovedet ikke.

Hun kom så i tanke om noget, måske det ikke skulle være smykker som han ville spise, måske var det blomster, som ikke var det bedste i følge hende. Hun elskede blomster, og passede på dem med hendes liv, men hvis han ville gumle og spise en blomst, så var det en heeeelt anden bod de skulle hen til, hun kiggede rundt omkring for at se om hun kunne få øje på en blomster bod, og det var der bestemt, lige ved siden af boden de var ved nu, var der stillet en blomster bod op, en bod hvor Bailey faktisk havde solgt blomster ved"Vil du gerne spise blomster"spurgte hun undrende men med et bredt smil på læben, for hun var nysgerrig, og undrende sig over hvad dette nuttede væsen foretrak at spise. 

 Splip smilte stort da hun lod hånden glide over hans hår igen, og han lukkede endnu en gang øjnene. Han stod og så helt saglig ud. Han åbnende øjnene igen, og så nærmest lige ind i hendes store ansigt. Forskrækket faldt han bag over og landede på numsen, mens han lukkede øjnene.
 "Iiiiv..! " kom det forskrækket for ham, og i det han landede ned på numsen, spawnede en bunke døde dyr på jorden, og den væmmelige stank af død begyndte at sprede sig i luften. Splip stillede sig op igen, og gik hen til kanten og så ned på bunken med et utilfreds udtryk. Det var jo ikke meningen..
 " Oh oh.. " mumlede han lidt på op på Bailey med triste øjne. Han håbede ikke hun bare gik sin vej nu. Det var ikke fordi han ville have hun skulle gå væk jo. Han forstod stadig ikke hvad det var for nogle ting hun snakkede om. Han pegede ned på maven, og lod bare som ingenting i forhold til de døde dyr - han var jo vant til de dukkede op en gang i mellem, de skulle nok forsvinde igen. Desuden kunne han alligevel ikke lugte dem, så de generede ham slet ikke. Men den ene hånd kørte rundt på maven sagde han;
 "Mam! Mmmmm! " han nikkede lidt. Måske forstod hun at han var sulten. Han vidste ikke hvad han kunne lide - der var jo så mange ting her, som der ikke var ude i hans skov jo!

En luft eller nærmere stank kom hurtig hen foran hendes næse og hun kiggede rundt, gad vide hvor den stank kom fra. Hun kunne ikke se nogle døde folk så det var nok ikke det, så kiggede hun ned på Splip der hvist ivrigt forsøgte at forklare noget, som hun længe stod og prøvede at regne ud hvad kunne være. Efter at have stået i lidt tid og prøvet at regne ud, hvad det var at han mumlede om, kunne hun mærke noget med hendes fødder. Hun kiggede ned og hoppede forskrækket væk over synet af døde dyr, men hun fik et smil frem, det var da synd for de dyr. Hvorfor skulle de være døde, hun bukkede sig hurtig ned for at se på dem, men de så hvist ud til at ville bide i hende, og det havde hun bestemt ikke lyst til, overhovedet ikke. Hun rettede sig op, og kiggede med en rystende hånd tilbage mod Slip, han kunne nok ikke dufte stanken, men hun var ikke den eneste der godt kunne lugte det, for det kunne mange andre også"Det er hvist bedst vi går væk herfra"lød det fra hende i en lidt rystende stemme, men tog så en dyb indånding, og faldt lidt hen over boden mens hun holdte sig for næsen. Hun prøvede ihærdigt at rette sig op, dog lykkes det ikke heeeelt, så hun endte med at falde ned på jorden, hun sad nu på den kolde jord og kunne stirre direkte ind i et af de døde dyr s øjne, hun gispede kort, og rettede sig hurtigt op igen. 

Hun forsøgte at holde et smil fremme på ansigtet, men det gik ikke helt vildt godt, men hun var stædig, og kiggede på Splip. Hun samlede ham op i hendes hånd igen, og sukkede lettet, hvorefter hun nærmede sig ham med ansigtet, og lod hendes øjne hvile sig på ham"Kender du de døde dyr der"spurgte hun og pegede kort ned mod hendes fødder med en finger. Det kunne være at han kendte dem, men hun havde intet imod dyr, heller ikke døde dyr, men når de så ud til at de ville bide hende, havde hun noget imod dem. Hans triste øjne han havde haft før, gjorde at hun strøg en finger kærligt hen over hans mave, hvorefter hun kiggede rundt hun vidste der var boder der solgte mad, og blomster, og krydderier, men gad vide hvad denne nuttede skabning havde lyst til. Der var nu mange muligheder, han havde gumlet på en blomst, slikket på smykker, så skulle hun undersøge andre ting, eller måske finde blomster boden, så han kunne spise en blomst. Hun tænkte lidt som hendes øjne betragtede ham lidt. 
"Mad ja!"lød det bestemt fra hende, og hun gik væk fra smykke boden, og hen mod nogle andre boder.

 Folk rundt omkring dem, begyndte at tage en del afstand til dem. Splip forstod det ikke helt. Dyrene gjorde jo ikke noget, de var jo døde. De lå bare der på jorden. Han så lidt fortvivlet rundt. De måtte godt snart forsvinde igen! Altså dyrene. Splip lod blikket falde tilbage på Bailey, der pludselig faldt lidt samme på bordet. Han så forvirret på hende og gik helt hen til hende. Han vidste ikke lige hvad det var der skete. Han aede hende forsigtigt og akavet på tændingen med den lille hånd, og puf, så var hun helt nede på jorden, hvor Splip ikke kunne nå hende, med mindre han kravlede ned fra boden. Et lavt, utilfreds brum lød fra ham, og så meget forvirret på hende da hun kom op og stå igen. Han forstod ikke helt hvad der lige skete. Det hele var lidt mærkeligt.
 Bailey samlede Splip op igen, og han satte sig til rette. Hun sagde noget, han lagde hovedet på skrå, og så mod hvor hun pegede. Han tænkte lidt, inden han så tilbage på hende. Han begyndte meget ivrigt at forsøge at forklare - med fagter, bevægelser og lyde - at han blev forskrækket, faldt, og puf så var de der bare. Det var sikkert meget forvirrende at se på, og i sidste ende ville det nok ikke give særlig god mening, men det var det bedste Splip kunne. 
 Hun strøg pludselig en finger hen over Splips mave, og han svajede lidt i ryggen for at holde maven lidt frem til hende. Som de skulle til at gå videre, blev de døde dyr til en bunke støv, og Splip vingede lidt til dem.
 " 'Vel 'vel! " sagde han roligt, og så rundt som de gik mod nye boder. Det så alt sammen meget spændende ud, og især de ting med mange farver, ikke at han forstod hvad noget af det var. 

Der gik lidt tid før at Bailey kunne se at dyrene var blevet til støv, og hun måtte blinke nogle gange med øjnene, bare for at se om det virkelig var sket. Aldrig før havde hun set det før, men mystisk var det vel, hun gad ikke tænke videre over det. Pludselig fik hun øje på en fod der solgte planter, alle størrelser næsten, og lige ved siden af den bod var der en bod der solgte tøj. Hun fik lidt julelys i øjnene, og kiggede ned på Splip, hvor ville han se nuttet ud med en lille kappe, eller en fin hat. 

Hun begyndte hurtigt at få mange ideer til, hvad den lille fyr kunne have på, og prøve. Dog var det ikke sikkert at han ville, men det kunne være interessant at udforske det. Før hun enlig sagde noget til ham, begyndte hun at gå hen mod boderne nærmest i muntert tempo med et stort smil på læben"Jeg har en god idé"lød det fra hende, og hun strøg fingeren lidt mere hen over Splip s mave. Tøjet ved boderne havde også utrolig mange farver, og det var svært at holde øjnene fra dem, dog kiggede hun lidt rundt, og ned på Splip"Farver"lød det fra hende med et smil, og en glad stemme.

 

 Som de gik rundt mellem boderne, sad Splip bare god tilpas i Baileys hånd. Fra denne højde kunne han meget bedre set og han skulle slet ikke bekymre sig om ikke at blive trådt på, for fødder kunne slet ikke nå han hvor han var. Han lod blikket glide rundt på de forskellige ting, og han vidste slet ikke hvad han skulle se på, der var så mange nye ting han aldrig havde set før. Da Bailey igen snakkede flyttede Splip blikket tilbage på hende, og vippede hovedet en anelse på skrå. Et stort tilfreds smil sneg sig over hans læber, og han lukkede øjnene og skød maven frem, da hun aede ham på den igen. 

 Da Bailey stoppede ved en bod, åbnede Splip øjnene igen, og så på tingene foran dem. Hovedet blev lagt en anelse på skrå, mens han tænker over det hun sagde. Han pegede på tingene og gentog hende.
 "Fnaver? " lød det nysgerrigt fra han, og han så ned af sig selv, og så af hende, inden han pegede på deres tøj.
 "Fnaver! " De havde også farver på! Splips tøj var ikke særlig kønt. Det bestod mest at slidte blade og stofstykker han havde fundet i skoven, og det så ikke specielt imponerende ud. 

Et grin slap ud ad hendes læber da hun hørte ham sige fnaver, det lød sødt på sin helt særlige måde. En bette fyr hun havde i hendes hånd var virkelig kær, og hun kunne heller ikke lade være med at kæle med en finger hen over hans mave. Så nikkede hun til ham, og kiggede ned ad ham, det var helt rigtigt de havde farver på, og det så da godt ud. Hun stod så henne ved boden med farverne, og kiggede rundt. Der var virkelig mange ting, næsten alle tingene fascinerede hende meget, og hun satte Splip ned på boden, og tog fat i et blødt stykke stof der var lilla"Den er flot"sagde hun med et smil på læben.


Hun strøg en finger hen over håret på Splip, og rakte så det lilla stof hen mod ham, det kunne se sødt ud til ham, måske en lille kappe eller frakke, måske noget pynt. Eller andet, der var mange muligheder. Kvinden bag boden sendte hende et smil, og hun gengældte det. Hun spurgte om de ledte efter specielt, hvor Bailey svarede at de bare kiggede. Dog vidste man aldrig om man kunne finde noget, hun strøg en finger fortsat hen over Splip s hår, mens hun rakte stoffet frem mod ham med den anden hånd"Kan du lide det"spurgte hun venligt. 

Bailey løftede noget stof  og Splip fulgte det tænkte med øjnene. Han var stadig sulten, og de gik ud videre for at finde mad. Så var de her farver ting Bailey snakkede om, var noget man kunne spise? Splip pegede på stoffen hun havde løftet med hovedet på skrå.
 "Fnaver mam? " spurgte han nysgerrigt og tog fat i noget af stoffet og skulle til at proppe et stykke i munden. Han kunne vel godt lige smage på det, så han vidste om det smagte godt.

 Da Bailey ligefrem rakte stoffet mod ham, gjorde det, det en hel del nemmere at smage på det. Han proppede et stykke ind i munden, og begyndte at tykke på det, men der gik ikke mange sekunder inden han spyttede ud med et trist udtryk. Det var ikke rart at have i munden. Han så op på Bailey mens han rystede på hovedet.
 "Splip ikke li.. Ikke mam.. " Han stak tungen lidt ud af munden.

Da stoffet blev spyttet ud kiggede hun meget undrende på ham, for hun havde slet ikke set det komme at han ville spise det eller ja prøve på det. Han var hvist rimelig sulten, og for hende var det virkelig sødt, så hun kunne slet ikke lade være med at smile. Hendes øjne betragtede stoffet, og de andre ting der var i boden, før hun lod en finger stryge blidt hen over Splip's hår. Måske hun skulle fortælle ham at ´fnaver´ikke var noget man skulle spise, ja det var en god idé det ville ikke være godt for hans bette mave"Fnaver ikke mam"svarede hun så, på en måde så han måske bedre forstod det.

Hun sendte ham et stort smil da han fortalte at han ikke kunne lide maden, og lagde stoffet lidt væk, hvorefter hun fandt et mindre stykke stof frem. Hun holdte det kort foran hans krop, og lagde hovedet på skrå"Se tøj"lød det fra hende i en glad stemme, måske det lige først måske skulle syes og en tur forbi en skrædder, før man kunne se at det kunne blive til tøj. 
Men det ville se sødt ud på ham, dog var det nok mad der var vigtigst ligenu. Hun nåede heller ikke sige noget før hendes mave begyndte at rumle, måske det kunne lyde rimelig voldsomt for ham, men hun var godt nok også sulten.

"Mad Splip kom!"lød det så bestemt i en glad tone, med et stort smil på læben. Hun samlede ham op i hendes hånd, og fik sagt farvel til damen bag boden, tog tog hun stoffet med, og satte kursen hen mod en café der lå i nærheden, der kunne de få ngoet at spise. 

 Splip sparkede en smule fornærmet til stoffet. Han kunne ikke lide det. Hans mund føltes stadig helt tør efter at have haft stoffet der inde. Hailey holdte det op foran ham, og han lagde hovedet lidt forvirret på skrå. 
 "... Tøj? " sagde han spørgende. Han synes det lød bekendt, men han kunne ikke lige huske hvad det var. En sær lyd kom fra Bailey, og Splip lænte sig lidt væk, og så lidt overrasket op på hende.
 " 'Ailey okay? " spurgte han. Han havde aldrig rigtig hørt eller oplevet sin egen mave rumle, der var jo blomster over det hele ude  i skoven, og derfor altid noget at spise. Hånden rakte han lidt frem mod hendes mave, men tog hånden lidt til sig. Tænk hvis den bed! 

 Bailey samlede ham op igen, så han havde ikke rigtig nogen anden mulighed for at gøre andet end at følge med. Han satte sig lidt til rette, og så ellers bare rundt på omgivelserne som de gik forbi dem. Det var noget andet at se det højt oppe fra. Det var i hvert fald højt for ham. 

Da han spurgte om hun var okay gav hun et nik fra sig, men løftede øjenbryn lidt hvorefter hun grinede. Dog sagde hun ikke noget, men holdte blikket på Splip der så ud til at sidde meget godt i hendes hånd. Det var så kært at han nærmest virkede skræmt over at nærme sig hendes mave. Hun kunne slet ikke lade være med at grine over det, fordi det var så morsomt, men kært. Så stoppede hun med at grine, og kiggede væk fra Splip da hendes øjne faldt hen på cafeén, og hun smillede stort"Så er vi her"sagde hun og sendte Splip et smil, og hun løftede hånden lidt op, så han bedre kunne se hvordan stedet så ud. Om han havde været der før, eller set sådan noget før vidste hun ikke.

Med en bette Splip i hånden og blikket skiftende mellem ham og caféen, valgte hun at tage fat i håndtaget og gik deirnd. Det var en hyggelig café, der var mange mennesker men det gjorde ikke hende noget. Hun strøg en hårtot væk fra ansigtet, og da tjeneren kom hen til dem fik hun ham til at vise dem hen til deres bord. Tjeneren kiggede undrende og mystisk på hende, fordi det var hvist ikke tit hun havde set en person med en lille bette person i hånden. Bailey smillede ned til Splip, og da de nåede hen til bordet satte hun sig ned på en stol, og satte Splip ned på bordet. Der var tallerkener ved dem med gafler og knive, hvilket gjorde at Bailey holdte øje med at der ikke skete Splip noget. 

Det hele måtte virke meget stort for ham"Her kan vi få mad"sagde hun og lagde hovedet på skrå, og åbnede menu kortet foran sig, og fik løftet Splip hen til kortet"Der er mange ting at spise"smillede hun og lod øjnene glide ned over kortet.