Dagen var startet så fin ud - Daphnie var stået op, taget på arbejdet, og alt var gået godt. Indtil hun satte foden ud på gaden, efter hun havde fået fri. Der gik ikke mange sekunder, efter hun var gået ud af døren, før venner af hendes lille bror forpustet, kom løbende op til hende.
 "Daffe.. Den er helt gal.. " sagde den ene hurtigt og forpustet. Daphnie så forskrækket på dem, og nåede at tænke alle mulige forfærdelige ting i de få sekunder der gik før de forsatte.
 "Vi var ude og spise, og du ved hvordan han er.. Og det var ikke godt nok, og så ville han ikke betale og vi er her nu og han er i arresten.. ja.. så.. " Ordene kom hurtigt ud af knægtens mund, og hvis det ikke var fordi Daphnie selv havde en tendens til at snakke sådan, havde hun nok ikke kunne følge med. En forholdvis lettet suk, forlod hendes læber da der ikke var ske noget værre.. Hun så på drengene, og nikkede.
 " Jaja.. Jeg er på vej.. jeg er på vej.. " sætningen blev mere og mere til en mumlen, men hun gav sig til at gå mod arresten. Mens hun gik tænkte hun på hvad hun skulle gøre ved ham denne her gang. Hvorfor skulle han også være så skide stædig.. Kunne han ikke bare være.. Lidt.. høflig i stedet for. Daphnie himlede med øjnene da mens hun gik. 
 Da hun endelig fandt sig selv ved arresten, stod med et nyt problem mellem hænderne - selvom hun havde været her en gang eller to, kunne hun stadig ikke finde rundt. Som hun stod der og ikke vidste hvor hun skulle gå hen, begyndte hun og tænke over, om det mon overhovedet kunne betale sig at finde ham.. Måske skulle hun bare lade ham side der natten over.. Finde stedet de spiste, betale for ham, og så lige glemme at give informationen videre før morgen efter... Daphnie så ned på sin taske.
 "Så hvad tænker du, taske.. " mumlede hun stille.

”Nu ligger det ikke til mig at dømme.” Om pigebarnet havde lagt mærke til, at han havde bevæget sig ind på hende, var egentlig ikke noget der havde fløjet sig igennem Bastians tanker, da han stoppede op lige bag hende og stod nu lænet en smule ind over hendes ene skulder for at se, hvad hun stod og mumlede til. ”Men jeg vil da påstå, at der findes bedre ting at spørge om råds end en taske, unge frøken,” afsluttede han ganske uberørt af sin tydelige indtrængen på hendes privat liv. Men den helt store privatliv kunne hun trods alt ikke forlange, når hun befandt sig, hvor hun gjorde. Det var ikke ligefrem et sted for en hver at bare valse ind efter egen lyst.

Efter lidt tid, hvor han forsøgte at forstå sig på, hvad der gjorde hendes taske til noget særligt og hvor han samtidig blev enig med sig selv om, at der ikke var noget yderligere særligt ved den, rettede han sig ordentligt op igen. Nu med en noget kæk trækning i mundvigen. I takt med at ryggen blev gjort rank lagde hans arme sig over kors hen over brystkassen på ham og selv med en muligvis alt for afslappet attitude lykkedes det ham næsten altid at stråle af autoritet, hvilket selvfølgelig var et talent der kom med jobbet.
Hvis hun da ikke selv have vendt sig om mod ham, sørgede hans selv for at flytte sig ind foran hende. Front mod front.
”Du ligner ikke umiddelbart en, der hører til her i arresten.” Det var helt uden skam, at han så hende åbenlyst op og ned. Han havde måske ramt lidt forkert ved at påstå, hun var et pigebarn til at starte med. Men en del af de unge kvinder i landet var vel dét med ham selv taget i betrækning. ”Er der muligvis noget jeg kan hjælpe dig med?” Han fremstod meget vel venlig og høflig, men han lod hende ikke fortsætte, som hun havde gjort. Ikke uden opsyn i hvert fald. Også selvom det kun var noget af det der stod småt i hans egen jobbeskrivelse.

 "Uuuuhwuah! " kom det forskrækket fra Daphnie, da en eller anden havde sneget sig op på hende. Hun vendte sig hurtigt mod personen, med trådte et skridt tilbage, mens hun viftede med armene foran sig i et forsøg på at afværge et hvert form for angreb - ikke at det umiddelbart ville have reddet hende, men det er vel tanken der tæller.  
 "Wooow..! Du kan da ikke bare komme listende der, altså! " hun skulede lidt mod manden, inden hun tog armene ned og foldede dem foran brystet. Hun lod blikket vandre lidt overvejende rundt på ham, med et skulende udtryk. Der gik dog ikke længe inden et spil bredte sig på hendes læber, og hun tog fat i tasken og holdte den frem foran sig mens hun så på den.
 "Tjoe.. Den har også være ret så stædig på det sidste.." hun trak lidt på skulderne og lod tasken falde ned ved sin side igen. Hun drejede hovedet lidt over skulderen og så mod arresten. Han havde ret, det var ikke Daphnie der hørte til i arresten. Skulle hun fortælle han hvorfor hun var, eller sige hun var faret vild. Så kunne hendes bror få lov til at passe sig selv en nats tid, og tænke lidt over sagerne.
 "Det har du ganske enkelt ret i! " endte hun med at sige.
 "Jeg hører slet ikke til her.. og alligevel er jeg her.. " et suk forlod hendes læber, og hun så tilbage på manden med et utilfreds, skævt smil. Der var et eller andet over ham, der fik Daphnie til ret rette sig lidt ekstra op.
 "Min bror har en sten af en hjerne, har fået låst sig selv inde, et eller andet sted i arresten." hun lagde hånden i nakken og så kort mod arresten igen. 
 "Men ærligtalt ved jeg ikke om jeg bare skal lade ham sidder der inde og lærer af sine fejl, eller om jeg skal fixe tingene for ham.. " Daphnie så tilbage på manden og trak på skulderne. Han var vel egentlig nok ret ligeglad med hvad hun havde at fortælle. 

Ingen kunne bebrejde den kære admiral for at straks slå en brummende latter af. Ikke nok med at det havde lykkedes ham at forskrække pigebarnet, men hun vidste sig at være klart mere livlig end alle de andre kedelige og grå fæ, der normalt var at finde i hans profession. Så det var allerede et ganske velmødt og befriende sammenstød han havde fået sig her. Selv da hun lagde armene over kors og så meget utilfreds ud, gjorde det absolut ingen hak i hans opløftede humør.

Som hun virkede til at have gået godt og grundigt i selvsving, udnyttede han øjeblikket til at træde et skridt nærmere den kolde stenvæg og lænede lyttende skulderen ind mod den. Hun var da en besynderlig lille en. Især sådan som hun fortsatte med at tiltale sin taske, som var den egentlig levende selv. En ting der igen fik hans øjenbryn til at skyde op i panden af teatrisk forbløffelse, og han måtte da lige se ned på tasken en ekstra gang. Ja så ja..

”Fixe tingene for ham?” afbrød han for at gentage hendes egne ord og skubbede sig en smule tungt fra muren igen. Stadig med armene afslappet liggende om sin brystkasse, hverken tøvede han eller advarede hende, gik han nærmere og lænede sig lidt mere ned i hendes højde, før han sænkede sin stemme. ”Nu er du her vel ikke for at bryde ham ud, er du vel? For du ved godt at det er ulovligt, og han bringe dig selv i samme problemer, som din bror.”

Skarpt stod han ret op igen og strakte hals for at bedre scanne ned ad gangen, de stod og hyggesnakkede på, og så også lige fluks den anden vej hen over sin skulder, som ville han lige tjekke, om der var nogle der smuglyttede til dem, før venlige brune øjne landede tilbage på hende.
”Jeg burde kunne få dig til din bror uden problemer. Hvad sagde du han hed? Ligner han dig, frøken? - en rigtig solrig forårsdag.”

 Manden satte spørgsmålstegn ved at Daphnie ville fixe tingene for hendes bror, og hun åbnede munden for at sige noget til det. Dog da han trådte tættere på, og spurgte om hun havde tænkt sig at bryde ham ud, lukkede hun munden igen og fik et seriøst udtryk. Hun rettede sig om og satte hænderne i siderne.
 "Og hvad så hvis jeg havde tænkt at bryde ham ud? " hun kneb øjnene lidt sammen og skulede mod ham. Hun måtte virkelig kæmpe for ikke at begynde at grine, og jo længere tid hun stod der og prøvede at være seriøst, jo mere krøllet blev hendes læber, inden hun brød ud i en let fnisen, mens hun rystede på hovedet.
 "Nej.. Som om jeg kunne bryde nogle fri nogen steder fra, med de her kviste.. " Daphnie løftede den ene arm op - bukket som skulle hun vise de muskler hun ikke havde - og prikkede til sin overarm. Manden kiggede lidt rundt, og Daphnie fulgte hans blik inden hun generelt bare så rundt om sig. Mon han kiggede efter nogle bestemt.

 Daphnies blik landede tilbage på manden som han snakkede igen, og hun lod blikket glide lidt ned af sig selv, og kløede sig tænkende i nakken.
 "Hmm... Så vidt jeg husker så ligner han mig ikke vildt meget.. " Hun løftede blikket og så på ham med et kækt, skævt smil.
 "Er ret sikker på han har mindre bryster end mig.. Han hedder Evan.. " Daphnie nikkede lidt til det hun selv sagde - jep..! Evan.. Den lille møgunge..

Sikke hun dog kunne. Surmulede og smilte og snurrede omkring sig selv, som havde hun ingen dybe bekymringer i livet. Andet end at have sin stupide bror blevet smidt bag tremmer for hans dumheder. Men selv ikke det virkede til at have gjort et hak i hendes humør. Det var blot sådan det kunne gå hen og ske. Og han kunne lide det. Den slags spunk, man kun kunne støde op hos de fritgående unge. Endnu ikke ladet sig selv blive forgiftet af verdenens tunge virkelighed.

Endnu en gang slog han en dyb latter af og havde nær måtte læne sig en smule tilbage. ”Jeg håber da for ham, at han har mindre bryster, ellers kan jeg kun forestille mig hvilke problemer, han ellers ender ud i frem for den her side af loven,” brummede han morende og rettede skuttende på sine armenes kors. Selv var hans brystkasse stor, men den formede sig langt fra lige så rundt som hendes. Og andre kvinders for den sags skyld. ”Mænds syn bliver trods alt rigeligt fordrejet når først mjøden eller whiskyen sætter sig på hjernen.” Han sendte hende et fluks blink med det ene øje.
”Men følg De roligt med mig,” sagde han, pludselig med brug af høfligt des med et henvisende kast med hovedet, før han med rolige skridt spadserede omkring og forbi hende og videre ned ad gangen. ”Så skal jeg hjælpe Dem med, at få brudt Evan ud. Det går ikke, at han ikke når hjem inden aftensmad, vel.” Han stoppede kortvarigt op for at sikre sig, at han havde hende med sig, før han ville fortsætte, og så ligeledes mod hende. ”Og hvem har dog fortalt Dem, at man skal have muskler af stål for at få arbejdet gjort?” Han sugede lydhørt luft ind mellem tænder og tunge i en tsk lyd. ”Det handler om at være snu! Og selvsikker,” forklarede han med lettere overdrevent stolthed i stemmen.

 Mandens latter smittede og Daphnie grinede sammen med ham. Hun nikkede lidt til det han sagde med mænds syn, og sendte ham et kækt og flabet smil, som hun kort prikkede ham i brystkassen.  
 "Det kender du måske alt for godt til? " Daphnie løftede det ene øjenbryn med et drilsk smil. 

 Daphnies udtryk ændrede sig til et lidt mere seriøst et, emnet faldt tilbage på Evan. Med et skævt smil på læberne, drejede hun om på hælene da manden var gået forbi hende. Mens de gik, så rundt sig omkring med nysgerrige øjne. Pludselig flyttede hun blikket op på ham med påtaget store øjne.
 "Shh.. ik så højt! Vi bliver bare opdaget! " Næsten hviskede hun og så jeg vagtsomt om, inden så op på ham igen, med et svagt grin om læberne. Hun lyttede til hans fortælling og kunne ikke lade vær med at grine lidt over det.
 "Jeg må vel bare være fordomsfuld.. Du må lærer mig det andet så. " hun træk lidt på skuldrene som om det var det mest normale i verden. I et øjeblik stod hun stille, med et tomt udtryk i øjnene. Hun tænkte. Pludselig begyndte hun at daske til hans skulder.
 "Hey hey hey hey..! Hvad med - i stedet for at bryde ham ud.. - så skræmme ham lidt. Så han måske kan.. tage sig lidt mere sammen.. " hun så lidt håbefuldt på ham. Hvis hun selv skulle sige det, så lød det altså som en lidt sjovt plan. Så kunne det stædig asien lære det!