Langt borte fra Krystallandets kyster, 1995

Bastian havde for længe siden smidt sit spraglede selv væk ved havnen i Piraternes By. Det hårde arbejde på båden havde bygget hans krop ordentligt op, så selv med sin slank ungmands krop bar han da rundt med et par muskler. Håret, der næsten ikke havde eksisteret på hans hoved som en lille knægt, var groet langt og blev holdt samlet i nakken af en lædersnøre. Det var åbenlyst inspireret – hvis ikke direkte efterabet – af kaptajnen af skibet, selveste admiralen af Lysets Flåde.

Rytmisk trommede han den ene støvlebeklædte fod, der var placeret på skibets tykke ræling i takt med melodien, han fløjtede for sig selv. En melodi han ikke rigtig havde den fjerneste idé om hvor kom fra oprindeligt. Den sene aften var lun, og siden han alligevel var blevet efterladt som en af de få af besætningen, der ikke var gået i land for at holde skibet under overvågning, så kunne han lige så godt nyde aftenen udenfor frem for de andre der snorkede så det buldrede nede i deres hængekøjer under dæk. Med røven ligeledes på rælingen og ryggen lænet op ad skibsforhøjningens vinkel sad han skam også ganske behageligt.
Bastian lod blot sit blik svømme, som han sad der. Frem mod den lille klippeø, ikke alt for langt væk, hvor man kunne skimme lysene fra havnebyen, hvor størstedelen af besætningen nu festede og drak og befamlede skønne møer. Op mod himlen, hvor skyerne var få og stjernerne var i skarp kontrast til himlens ideelle mørke blå underlag. Den slags så man bare ikke fra byerne. Han så oftest udover det uendelige hav, der lå på flere sider af skibet. Vandet var stille og skibet rokkede kun ved, når balance blev skiftet på selve fartøjet.

Selvfølgelig havde Bastian udnyttet det stille vand og manglen på mandskabslarm og smidt en ligne ud. Mere gjorde han ikke ved det, bedst forklaret af at der allerede lå et større net i vandet til at fange større mængde af fisk eller lignende, når madmængderne var små. Man nettet i det mørke vand var nær usynligt, mens krogen på hans primitive fiskestang skinnede gylden i nærheden, hver gang månelyset ramte lige på.

Han forventede ikke at fange noget den aften. Det var bare til for hyggens skyld.

Det var sjældent man opdagede når det var dårligt vejr, når man boede i havet. Hvis man kom langt nok ned, så var der altid stille og roligt, og temperaturen ændrede sig aldrig specielt meget. Det gjorde det dog også nemt at leve i, hvis man i hvert fald ikke havde en krop der havde behov for det varme vejr, man ellers også kunne finde over havets overflade.
Mina selv havde aldrig haft behovet for at forlade havet, men der var en hvis nysgerrighed omkring hvad der var over vandoverfladen. Især når der ikke var meget til at holde hende blivende i havet. I hvert fald til tider.

Det var også derfor hun havde søgt op til havoverfladen. Ikke nok til at bryde igennem, men nok til at hun næsten kunne høre lyde fra over vandet. Fuglene, en lille melodi, selvom der var ganske stille på dette tidspunkt. Muligvis var de landgående allerede sovende?
Det stoppede hende dog ikke i at svømme tættere på den store skygge. Et skib havde hun hørt dem blive kaldt. Normalt sejlede de så vildt og voldsomt, men dette stod ganske stille. Interessant. Hvis hun bare lige kunne få lov til at komme op og se det. Hun svømmede et par gange omkring skibet i håb om at hun fandt en vej op, men der var intet der tydede på en god vej, for hende og hendes manglende ben.

Det var egentlig også kun et øjebliks distraktions, om det var skibet, det skinnende der lå i havoverfalden, eller måske månen, var ikke sikkert. Men som hun svømmede rundt, overvejede hvad hun kunne gøre, følte hun pludselig noget lægge sig om hende, som noget slim. Hvis hun havde mødt et edderkoppe spind, havde hun nok sammenlignet det med det.
Hun prøvede også at komme væk fra det igen. Hev og sled, men hun blev bare mere viklet ind i nettet, der egentlig var beregnet til at fange fisk.
Over vandet kunne man se, hvor nettet der var blevet lagt ned, var begyndt at røre næsten lidt mystisks på sig, som om at der var nogen der rev i det under vandet.

Egentlig var det de små bevægelsesringe i vandet ikke langt fra ham, der fik Bastian til at stoppe sin melodi og han så endelig kunne høre hvordan det fastspændte reb nær ham knirkede mod skibets kant, som det gned sig op og ned og fra side til side. Ikke vildt og havde havet været mere i live den aften, ville det nemt være til at tro, at det blot kom fra skibets egen rokkende bevægelser sammen med bølgerne. Men der var ikke en bølge at skue i nærheden. Så selvfølgelig landede hans opmærksomhed sig direkte mod rebet.

I takt med at brikkerne faldt på plads i hans hoved, svang han sit hvilende ben over og sprang ned fra rælingens lave højde og ned på to stabiliserede fødder på dækket. Fiskestangen havde han blot sluppet og hang faretruende, som ville den smutte ned i vandet og for evigt være forsvundet. Men det ænsede ham ikke. Han havde andet at se til. Med en hvis drengerøvet spændthed havde han skyndt sig hen for at gribe om rebet. Erfarent bandt den unge mand det løst og priste sig lykkelig over sin opbyggede kropsstyrke, da det kom løst og han virkelig måtte ligge kræfter i at hive den mulige fangst ind.

Han placerede en fod som støtte mod rælingen og trak til. Lænede sig så langt tilbage, som hans smidighed kunne tillade ham og kravlede nærmest op ad det udspændte reb, når han skulle rette sig op igen for at give endnu et ordentligt ryk. I mellemtiden havde et morende smil sat sig fast på hans ansigt, mens et par sveddråber af anstrengelse gled fra hans tinding. Orv, hvad de andre sømand ikke ville sige, når de kom tilbage! Ifølge vægten var det her ikke bare en enkel sardin eller to.

Atter brød nettet og fangsten i det vandet overflade og hævede sig over det, op til Bastians synsvinkel. Det var der at samlet faldt. Det famlede ikke bare, det styrtede ned til jorden sammen med hans kæbe. Og han gloede bare. Han kunne i det øjeblik ikke rigtig gøre andet efter at se, hvad han havde fanget. En kvinde. EN HAVFRUE?! Det lignede endda at hun var selvlysende! Han bevægede sig ikke ud af sprækken. Stod blot med den ene fod på rælingen, lænet en smule tilbage for at holde rebet stramt og gloede lamslået mod fangsten i nettet, som det hang der lidt over vandoverfladen. Splitte mine bramsejl.

Det var ikke lang tid at Mina nåede at være fanget i nettet, før at hun kunne mærke at det begyndte at hive i hende. Først var hun bange. Hun vidste ikke hvor det ville stjæle hende hen, eller spise hende. Man kunne aldrig være sikker på ting der var i havet, men ligeså stille kunne hun mærke sig selv blive hevet op af vandet. En følelse hun aldrig havde oplevet før.
Luften var kølig, og gjorde at det ikke føltes nær så tørt som det ellers ville. Månens lys skinnede ned på hendes blege krop, men selvom månen var der til at vise tingene frem, så stoppede hendes egen svage glød ikke. Det var mørkt nok for at hun selv havde behov for at bære noget lys med sig.
Vandet gled ligeså pænt af hende, og ramte det mørke vand under hende. Hendes fangearme hang stadig frit ned og ramte vandet, men noget af det var også fanget i nettet hos hende. Ikke at man kunne se meget af det. Selv noget af hendes hale var kommet udenfor nettet. Ikke nok til at hun ville kunne hoppe ud af det, men nok til at man kunne se den lange, smukke hale der fulgtes med den halvnøgne krop.

Mina kiggede med store øjne på manden der stod på båden. I det mindste havde hun nu mulighed for at se hvad der var der, selvom hun aldrig havde forventet at et menneske også ville være der.
"Øøhmm..." kom det stille fra Mina, ikke helt sikker på hvad hun skulle sige eller gøre. I øjeblikket lå hun bare i nettet, uanset hvor meget det bed ind i huden på hende. Burde hun bede om hjælp? eller at få lov til at se båden? På den anden side, så var hun også lidt bange for at komme til at skade ham, selvom det var en af de sidste tanker, som hun kiggede fascinerede på ham.

Den talte?! Chokket var nok til at briste hans boble af frossen tid og bringe ham tilbage til realiteten af den situation, han var endt i. Chokket havde tilmed også nær resulteret i, at væsnet i nettet var røget direkte tilbage, hvor det kom fra, da han i et splitsekund havde glemt, hvordan man holdt ordentligt fast i et reb. ”Woa!” udbrød han forskrækket og havde selv nær faldet over bord i sit forsøg på stoppe rebet i at glide ud af hans hænder. Heldigvis lykkedes det ham at stoppe katastrofen i at ske hurtigt nok. Og heldigt nok havde det også fået ham til at holde op med at bare glo på hende – den - som en idiot.

”Undskyld! Undskyld! Jeg har styr på det.” plaprede han løs uden at helt forstå, om hun forstod, hvad han sagde. Hun havde da talt – for selvfølgelig kunne hun tale! Hun var en havfrue. Og de kunne tale, havde han da hørt at de kunne. Synge kunne de i hvert fald. Bastian rømmede sig voldsomt og gav rebet endnu et ordentligt ryk ned for lige at hæve nettet nok til, at han kunne dirigere det over rælingen. Han bandt fluks rebets ende fast i det nærmeste, der ville kunne holde det, før han let og elefant sprang op og balancerede på rælingen, mens han rakte ud efter nettet – og dens fangst – for at trække den ind over dækket ved hjælp af mekanisme sat op til netop det formål.
”Jeg skal no-.. AV FOR PESTEN!” Straks havde han trukket sin hånd til sig igen, da den havde snittet et eller andet der nu sveg som havde Zaladin selv givet ham et lap over fingrene med sin fars livrem. Han rystede den ømmende i luften, som ville det hjælpe på det – det gjorde det som regel kun, når han havde fået den i klemme et eller andet sted, så ikke rigtig her. Her måtte han bide smerten i sig, da han mere varsomt rakte ud igen og denne gang fik fat i et område, hvor det ikke var glohedt, som var hvad han troede var tilfældet det første sted. Han havde trods alt ikke set noget andet, der kunne være skyld i det.

Men selvom at det ikke gjorde (mere) ondt, hvor han holdte nu, skyndte han sig nu alligevel med at trække hende ind i position så han ikke kunne holde for længe i nettet. Hans hånd sveg stadig, og havde det været lyst nok, ville han nok kunne se det røde område, der nu dunkede faretruende, men han gjorde sit bedste for ikke at lade det blive set. Han var en mand (knap)! Han hoppede ned fra rælingen igen og var hurtigt henne hvor rebet var bundet fast, hvor han bandt det frit og så forsigtigt som det var muligt for ham, sænkede han nettet til det og det kvindelige væsen lå på dækket.
Og han blev nød til at stå og måbe igen. Aldrig havde han set noget lignende. ”Wow. Du er da virkelig en besynderlig en. Ikke en fangst, eh.” Han kunne ikke lade være med at smile kækt til hende.

Den... Den talte? Mina gispede let, som hun hørte ordene fra manden. Ord som hun kunne forstå, og selvom hun havde hørt at havfolket og landfolket kunne kommunikere, havde hun aldrig forventet at det ville blive i et sprog hun også kunne forstå. Alting lød dog også anderledes under vandet, så det var underligt for Mina, der aldrig rigtig havde turde at komme for tæt på disse skabninger.

Hun var så betaget af manden, at hun ikke nåede at advare ham om at komme for tæt på, og hun mærkede dårligt det selv. Så meget følelse var der heller ikke i de lange fangearme, som næsten lå som et usynligt skjold om hende, men ligeså snart hun hørte de velkendte ømmende lyde, følte hun sig ked af det. Hun ville jo ikke have at nogen kom til skade (udover det hun spiste), og slet ikke dette fascinerende væsen.
Inden hun fik sagt noget, blev hun dog skænket ned på dækket, ikke at hun kunne gøre så meget som hun sad ned der, stadig i sin egentlig skikkelse, og stadig uden ben.

"Det var ikke min mening at skade dig," udbrød hun så, og prøvede at få viklet sig ud af nettet, så hun kunne få tag om fangearmene, som ellers lå som døde fisk på dækket nu. Der var ikke meget der kunne bevæge dem heroppe, hvor luften tungede alt ned. Alting var så tungt her, og en smule tørt. Dog hjalp den kølige luft at få Mina til at føle sig mere tilpas her.
Endelig var hun kommet ud af nettet, og hun prøvede at få taget fangearmene til sig, så de i det mindste ikke var spredt på dækket og manden kunne risikere at træde på dem. "Er du okay?" Med alt sandsynlighed var han det ikke, og Mina kunne endnu engang ikke helt huske hvad det nu var man skulle gøre mod det, men hun vidste det godt. Hun skulle bare lige tænke, hvilket var svært når hun også havde lyst til at kigge rundt på alting.

Det var altså virkelig svært at tage øjnene fra hende. Måden hun lyste op i mørket var jo direkte hypnotiserende. Tanken om, at det faktisk var tilfældet havde faldet ham ind, men så også kun meget kort, og slet ikke nok til at give ham styrken til at se alt for meget væk. På samme tid var det et – som han allerede havde peget ud for hende – et noget besynderligt syn, sådan som hun nu befandt sig på skibsdækket. Hvad han bedømte til at være hendes hale, var ret svær at finde ud af, når den bare lå slapt. I vand kunne han sagtens forestille sig, at den ville danse rundt som en luftig balkjole, men på land blev det billede lidt ødelagt. Derudover havde han da forestillet sig noget mere a la en fast fiskehale.

”Hva? Mig? Jah da. Jeg har det fint. Fiiint.” spruttede han straks ud idét hun begyndte at se noget bekymret på ham, og han skyndte sig at skjule sin dunkende hånd fra hendes synsvinkel. Det var én stor løgn, for det sveg stadig som bare pokker. Men han var officielt blevet en mand blot nogle måneder siden, så et lille sammenstød med en brandmand – det var i hvert fald det, som det føltes som, bare værre – ville ikke slå ham ud. ”Jeg kan knap mærke det længere” Lettere sammenbidt. Det ville nok gå over inden alt for længe. Hvor farligt kunne det være?

For at brat skifte emne og få hans tanker et andet sted hen, tog han sig endelig sammen til at faktisk nærme sig hende. Hvor dum en idé det var at have et væsen fra havet og som uden tvivl trives bedst nede i vandet, var indtil videre ikke noget der havde passeret ham. Han var alt for fascineret og dumdristig til dens lags bekymringer.
”Woap..!” udbrød han teatralsk, da han for en stund var overbevist om, at han havde været lige ved at træde ned på en af hendes usynlige strenge, som han først havde helt langt mærke til, at hun havde, da hun havde fået samlet en god armfuld af dem sammen i sin favn. Han gjorde en undgående manøvre, og kom endelig sådan nogenlunde tæt på hende uden at komme mere til skade. Her satte han sig ned på hug, armene hvilende og kors op knæene.

”Igen; wow!” Nu hvor han var tættere på gik det op for ham, at hun ikke bare havde været uheldig at have en vandmand siddende fast på hovedet, men at det blot var sådan hendes… ’hår’ så ud. ”Hvad er dit navn? Hvis altså du har sådan et?”

Mina havde svært ved ikke at smile, som han begyndte at nævne at han havde det fint. Han lød så... sjov! Ikke nær så elegant snakket, som hun ellers ville have forventet landfolk ville snakke. Eller måske var det bare fordi at han havde så meget energi i sig. Hun kunne ikke ligefrem regne med at alle landfolk var ligesom denne her, men hvis de var, så så Mina ikke noget galt i dem overhoved.
"Er du helt sikker? Jeg tror jeg kan hjælpe.." indrømmede hun og så lidt eftertænksom ud. Måske hvis hun så det kunne hun hjælpe, men manden sagde godt nok at han havde det fint. Måske han var immun? Så ville det i hvert fald ikke være et problem. Eller også var fangearmene ikke ligeså farlige på landjorden.

Hun skulle til at række ud mod ham, som han begyndte at hoppe mod hende. Slev hvis hun kunne have nået ham kunne hun ikke gøre noget. De manglende ben og de lange fangearme gjorde i hvert fald sit for at gøre det meget besværgerligt at være heroppe.
"Ummh.... jeg bliver kaldt Mina," sagde hun og bed sig i underlæben, før at hun kiggede ned på alle fangearmene. De var for farlige når de bare var sådan her, så selvom det var besværgeligt, lagde hun dem væk fra sig selv og Bastian. Et par dem gled længere ud og ned mod havets overflade. Hendes tynde arme tog dog fat i dem, hvor de lang, et sted under hendes 'hår', og begyndte at flette dem. "Hvad med dig?" spurgte hun, som fletningen begyndte at blive synlig. Det var ikke underligt at de så usynlige ud. Der var tusindvis af dem, og det var kun fordi de alle sammen var holdt sammen, at man kunne se hvor klare nogen af dem virkede til at være.

Bastian viftede blot hendes tilbud væk igen. Han havde ingen planer om at indrømme overfor hende, hvor meget det sveg, og han var faktisk fuldt overbevist selv om, at det ville gå over før eller tiden, så i så faldt var der intet at pibe over. Det var alt for vigtig for ham at ikke fremstå som værende klynkende eller ynkelig. Det var ikke en mand som ham værdigt! Det kunne vente til, når han var for sig selv et sted. Til gengæld voksede hans smil endnu mere efter det, da det viste sig, at hun havde et navn, og at hun ikke havde noget imod, at han kendte til det. Perfekt!

”Mina. Sikke et kønt navn. Hvis det er hvad du bliver kaldt, så vil jeg da også tage mig friheden til at kalde dig det. Mina,” sagde han, som kun en frisk knægt som ham, kunne sige det. Om livet på skibet – til trods for hans egne personlige ulemper – virkelig havde gjort underværker på ham, kunne godt være lidt af en debat. Ham selv påstod det hundred procent. Han havde kommet til at virkelig elske havet og hverdagen som sømand. Det bragte ham den livsglæde der nu fyrede op for den unge mands energiske personlighed.

Smilet tog pludselig en mere charmende drejning og hagen blev da også hævet lidt i stolthed. ”Bastian Simmons, til tjeneste,” præsenterede han sig for hende, inden han lige så sig rundt og over skulderen for at sikre sig, at de stadig var alene, inden han fortsatte med en gestus med hånden ud mod skibet. ”Og skibet her, er mit.” En stor fed løgn! Han var ikke kaptajn. Han var ikke engang tæt på den stilling. Men det behøvede hun ikke vide. Særligt ikke, hvis det kunne imponere hende, hvilket var det han håbede med løgnen. Desuden kunne det da heller ikke gå helt galt, hvis sandheden kom ud. Det var han for ubekymret til at tænke.
”Jeg beklager den stor mangel på vand ombord, men for at flyde, går det ikke at skibet synker.” tilføjede han kækt og synes egentlig selv, at han var ganske morsom.

Hvis mennesket var sikker på at det var okay, så var det nok også det. Det var ikke ofte at hun mødte væsner der var så selvsikre, og selvom hun vidste at det var farligt, jamen, så måtte det være anderledes overfor denne her mand. Måske han var immun? Eller også var landboerne mere immune end havfolket. Det var egentlig ikke så relevant. Så lang tid at han havde det fint, så var Mina glad.

En let latter undslap hendes læber, som han kaldte hende Mina. Det lød anderledes på hans læber. Som om at han næsten smagte på navnet, eller gav det en anden mening end hvad det var. En let mørkere farve spredte sig også til hendes kinder. Det lignede i hvert fald hendes form for at rødme.
"Bastian Simmons," sagde hun stille og smagte selv på navnet, før at hun kiggede chokerede på ham og stirrede med sine store øjne på ham. "Så du er er kap... kap.... kaptajn!" udbrød hun. Lidt problemer med at komme på ordet, men ikke svære end at det kom frem på hendes læber. Hun havde hørt om de frygtelige kaptajner der jagtede havets folk, men ham her virkede ikke så slem. Faktisk virkede han sød og rar.
"Dit skib er meget fint, Bastian Simmons!" og hun mente det virkelig. Det var det smukkeste skib hun havde set i hvert fald.

"Hvorfor ville det dog synke med vand om bord?" spurgte hun i stedet for, da han nævnte at det ville synke med vand i. Hun havde ikke helt forstået principperne bag et skib.

”Kaptajn!” gentog han med hende, selv med et stort stolt tandsmil. En næsten modsætning til hendes egen reaktion. I hvert fald starten af hendes reaktion, eftersom at det virkede til, at den blev lidt mere positiv med tiden. ”Lige præcis! Kaptajn Bastian Simmons. Det er mig.” Han slog en knyttet næve ind mod brystkassen. Det trillede godt på tungen. Kaptajn. Det ville ikke være helt dårligt, hvis det var virkelighed, men ak og ve. Men måske han ville få den stilling en gang i fremtiden. Forhåbentlig før havfruen her så igennem hans løgne.

”Åh, den her gamle mø? Ja, hun er en sand skønhed. Glider igennem havet så let som en kniv igennem blødt smør.” Det var ikke hans ord. Det var admiral Finndél’s, og de lød da også en smule mærkværdigt, når det kom fra Bastian. Det var en gammel mands ord. Ikke en knægts. Selv han opdagede, hvor underligt det lå i munden at sige, og han måtte straks rømme sig højlydt og distraherende. Som var han velsignet af Chance, kom Mina ham til undsætning med et nye af hendes nysgerrige spørgsmål.
Men det var som uheld i held, for hvad var det for et spørgsmål?! Hvorfor ville skibet synke med vand ombord… Fordi det var bare, hvad der ville ske! Ikke også.

Hans ansigt gik en fin tur igennem en del forskellige følelser. Først var det overraskelse. Forbløffelse nærmest. Dernæst trådte et forvirret ynket øjenbryn til, da det gik op for ham, at hun faktisk var seriøs. Og så tittede en blanding af fortvivlelse og forvirring frem idét det gik op for ham, hvor svært det egentlig var for ham selv at forklare.
”Øh…” Han sendte en hånd op for at klø sig lidt håret, men fortrød hurtigt, da det sveg – forkerte hånd! ”Ser du… Vand er meget tungt. Og for at noget skal flyde, skal det… være let. Lige som luft!” Selvsikkerheden var tilbage igen. Sådan da. ”Når noget at let flyder det. Lige som jeg kan, okay godt nok hedder det ikke at flyde men at svæve i den sammenhæng, når jeg gør sådan her, fordi jeg er let.” Han tog en dyb indånding og holdte vejret inde bag lukkede læber. Ingen oppustede kinder. Det var for kikset. Og som var han som en sæbeboble begyndte han at lette fra skibets dæk. Han lod sig selv svæve opad lige nok til, at han kunne lande på stående ben, da han deaktiverede sin evne.

Hvis Mina havde lidt mere forståelse for mennesker, og Bastian, så ville hun nok have opdaget at noget var forkert med den måde han talte på. Som om at ordene var for gamle. Dette var dog ikke noget Mina bed mærke i, hun var simpelthen for ramt af hvor stor en mand hun var foran. En vaskeægtig kaptajn, og af det flotteste skib! Sådan lød det i hvert fald som om, når han talte om skibet. Og at det bare gled gennem bølgerne. Hun ville elske at se det sejle, men ville ikke spørge om det.

Mina lagde hovedet på skrå, som han begyndte at prøve at forklare tyngdekraften at gøre. For hende var vand jo ikke tungt. Man gled så nemt og pænt igennem det, uden problemer. Hun havde dog også set nogen der havde sværere ved det.
Hendes øjne blev om ikke andet endnu større da hun så Bastian svæve væk. Det var... ligesom havet. Altså lige indtil at han faldt ned på dækket igen, men det var tæt nok på.
"Jeg vidste ikke at man kunne svømme heroppe! Hvordan gjorde du det?" udbrød hun begejstret og praktisk talt kravlede lidt tættere på ham. Det var jo ikke fordi at det så ud til at han havde vinger som fulgene, så det måtte altså være at svømme, selvom luften var så tung, så det gjorde det svært, men hvis han kunne lære hende, så kunne hun også svømme på land. Så ville det blive nemt at komme rundt.

”Ja. Vent, hva?!” væltede det meget forvirret ud af ham. Han var de første sekunder blevet delvist døv over for, hvad hun havde sagt, eftersom at han havde fået en vellykkes reaktion fra hende og dermed var overbevist over, at han havde imponeret hende med hans lille trick og kloge ord. Men så faldt ti-øren, og han fangede, hvad det helt præcist var, som hun havde til ham. ”Nej nej!” Han skyndte sig meget hurtigt hen til hende igen, da han måtte have skabt en smule afstand mellem dem efter at svæve lidt til himmelsk. Hænderne viftede forsikrende foran ham i retningen af hende. ”Du misforstår mig, Mina. Jeg svømmede ikke. Jeg svævede. Der er en stor forskel mellem de to ting.”
Og så opstod der sig straks et nyt problem. Hvordan ved Valeria’s navn skulle han dog forklare sig videre derfra? Han vidste at der var en forskel, for han havde prøvet både at svæve og at svømme – flere gange! – men han havde ikke lige interesseret sig nok i at finde ud af, hvad der egentlig var, der gjorde de to ting forskellige, så idét han skulle til at forklare videre, blev han stoppet brat med åben mund.

”Øhm..” Munden blev lukket igen, og han smagte lidt på sin tunge, mens han slog sit blik lidt med et udtryk, der virkelig fortalte, hvordan han tænkte så det knagede lige som båden knagede ved de milde bølger. ”Men ligesom man kan lære at svømme, så har jeg indtil videre ikke mødt nogen, der kan gøre, som jeg kan, så jeg tror ikke det er noget, man bare sådan lige kan gøre. Ser du jeg gør mig bare let som en fjer ved at fylde mine lunger med noget tungere end ilt.” Han så atter tilbage op på hende med et træk på skulderne og et smil. ”Det er ikke så nemt, som det ser ud, desværre.”

”Sig mig.” Hans øjne gled nu ned over havfruen for at tage den halvdel af hende, der ikke var menneske som ham, lidt mere ind. Sådan som hun havde kravlet mod ham før, havde set meget besværet ud. Ikke helt så elegant, som hun nok ville virke, så han hende i sit rigtige element. ”Kan alle havfruer ikke gro ben?”

Mina kiggede forvirrede på Bastian, som han prøvede at forklare at svømme og svæve var to vidt forskellige ting. Det lignede jo det samme for hende. Det havde måske ikke set så flydende ud af at svæve, men han have været over skibet! Ligesom hun kunne svømme over skibsvrag. Hun tænkte bare at luften var noget specielt vand, og det var derfor det ikke helt virkede som hun forventede.
Hun så dog også lidt skuffet ud da Bastian nævnte at det ikke var så nemt som hun først havde antaget, og det endda lod til at hun ikke kunne. Så blev det da svært for hende at bevæge sig heroppe på land desværre. Altså  lige indtil samtale emnet om benene kom frem.

"Ben? Kan de?" spurgte hun og kiggede så ned på sin hale, og bevægede den lidt. Der var ikke nogen ben i syne desværre. Hun vidste at hun nogen gange var i en mindre form, så måske var det muligt for hende at få lavet halen om til ben. Selvom hun sådan ville savne den.
"Måske hvis jeg koncentrere mig virkelig meget," bestemte hun sig så for og lukkede øjnene hårdt i. Det var jo sådan man koncentrerede sig. "Ben. Ben. Ben." sagde hun om og om igen. Ligeså still spredte sig der en varm følelse i hende, og hendes hale kildede lidt. Hun kunne ikke lade vær med at le lidt, og kom også til at åbne det ene øje lidt. Der, foran hende, var der to forholdvist velformede ben. Ingen hår at finde på dem, men der var ligeledes heller ikke noget skærpede hendes nu meget nøgne nedre del.
"Oooohh.." kom det overraskende fra Mina, som hun prøvede at vrikke med tæerne. Hun havde endnu ikke opdaget hvordan hendes fangearme ligeledes var blevet kortere, og de lå ikke længere udover dækket og ned i vandet.

Til han store lettelse bed hun på. Han havde så småt været ved at grave hans egen grav fra det øjeblik, at han havde nævn skibets flydeevne, men hvordan kunne han have vist, at hun ville tage hans ord så bogstaveligt og rent faktisk forlange – okay, ’forlange’ var nok lige et lidt voldsomt ord at bruge – en uddybende forklaring ud af ham, som han vitterligt ikke have særlig meget viden omkring. Han havde ikke haft brug for at vide, hvordan eller hvorfor om alting. Det var nemmere at glide igennem livet uden at stille alt for mange af den slags tunge spørgsmål.
Men ja, hun tog ved hans emneskift og gav slip på det andet som, var det smurt ind i smør, hvilket straks fjernede hans opspænding, der gradvist var sket jo mere han røg ind i, som han ikke kunne lyde klog omkring.

”Det er i hvert fald, hvad de fortællinger jeg har hørt om jer, siger,” forsikrede han hende med en motiverende klang på stemmebåndet. Han krydsede metaforisk fingrene for, at det var sandt og ikke bare en myte. For hvor fedt ville det ikke være! Især hvis Mina havde evnen til det. Det var sådan en skam at have hende liggende som en fisk på land på skibets dæk, også selvom det ville gøre hende nød til at se til ham for hjælp til at komme omkring. Men han måtte også indse at det var relativt farligt at røre ved hende med hensyn til sig selv. Hun var som en brandmand!
”Ja! Sådan. Ben. Ben.” Han kunne ikke dy sig at deltage i hendes mantra, mens han så til. Øjnene blev endnu større, da det faktisk skulle vise sig, at hun kunne, hvad han havde efterspurgt. Det flimrede pludselig utrolig meget for ham, når han stirrede på hendes hale lige meget, hvor meget han så endt blinkede. Så meget at han meget hurtigt blev kraftigt søsyg og desværre måtte se væk for ikke at skulle skynde sig over til rælingen. Det varede heldigvis ikke alt for længe, og de nåede begge i mål uden nogen katastrofe.

Bastian kunne igen ikke tage forbløffende øjne fra hende. Han stirrede måske lidt for åbenlyst hen over hendes nyligt opståede ben, men handlingen bar langt mere uskyldig fascination, end man ville forvente af en ung mand. ”Du sprøde makrel!” gled ud af ham uden barriere eller omtanke. Hans ene hånd – nu med et svulmende rødt mærke omkring sig fra hvor fangarmen havde af kontakt – rakte tranceagtigt frem for at røre, for at sikre sig at det ikke bare var illusionsmagi, men meget brat trak han den til sig igen og rømmede sig tilbage til fokus.
”Hvad har jeg dog gjort af mine manerer!” Det kunne næsten beskrives som klodset, den måde han gjorde en bevægelse for at hive sin jakke af, kun for at opdage, at han ikke havde den på sig og der ikke var noget at tage af andet end den løstsiddende hvide skjorte. ”Øjeblik!...” Og oppe at stå var han igen og henne ved hans plads på rælingen var han vendt tilbage til, kun lige for at hapse omkring et uldent tæppe, der havde gjort det blødere for hans bagdel at sidde der. For ellers derefter var han hos Mina og fik kastet det dækkende over hendes nøgenhed.

Mina lagde dårligt mærke til Bastian, som hun var igang med at undersøge sine nyankomne ben. Det hele var bare lidt mere tørt end hun huskede, men det føltes ikke nær så slemt i denne her form, som åbenbart var mere beregnet til livet over vand.
Hun rakte ned til sin fod og tog fat i tæerne, og et lille grin kom fra hende. Det kildede lidt, men det stoppede hende ikke fra at prøve at skille tæerne fra hende for at se dem, og tage foden tæt på hendes hoved, så hun også kunne se hvordan den så ud under den. Hun havde set fødder før, men aldrig noget der var så tæt på.
Derfor var hun også overrasket da et tæppe faldt ned om hende, og dækkede hendes nedre det. Hendes bryster var trods alt stadig skjult bag hendes 'bh', noget hun var blevet itvunget da hun var ung, og aldrig rigtig tænkt over hvorfor man skulle gå i den. Udover at den var pæn. Men ben var jo også pæne, så det kunne hun jo bare rundt med, havde i hvert fald været hendes tanke.

"Hvad er det her?" spurgte hun forvirret og tog fat i tæppet og holdt det op. Det var blødt, men det føltes også bare mærkeligt mod hendes hud. Næsten som kildede det. På den anden side føltes det også lidt som om at det tørrede hendes fingre og krop ud. En fornemmelse hun ikke var glad for.

Endnu en gang gik der lige et par sekunder, hvor Bastian var paf og ude af stand til at finde ord, mens han bare stirrede forbløffet frem og tilbage mellem tæppet og Minas fortryllende ansigt. Hun vidste ikke, hvad et tæppe var? Hun blev ved med at komme mere og mere bag på ham. Først forstod hun ikke, hvordan et skib fungerende, og nu havde hun ingen anelse om, hvad et tæppe var?! Det var sådan en normal ting for ham, at han havde sværere ved at forstå, at hun ikke kendte til det, end han måske burde.

I takt med at han samlede sig sammen igen, krummede han brynene en smule og blinkede forundret med øjnene. ”Øh, det er et tæppe. Det er i hvert fald, hvad vi kalder det her oppe på jorden, selvom jeg er ret sikker på, at det også hedder det for jer havfolk,” forklarede han hende. ”Jeg tænkte, at du nok ikke ville sidde og fryse sådan heroppe. Og med ben er blev du også lige pludselig meget…” Han kæmpede for ikke at lade blikket glide ned. ”…nøgen. Det var lige det bedste jeg har ved hånden!”
Den idylliske melodi af vandets lette skvulpende og skibets knirk fra den minimale bevægelse, der lavede på havet overflade, blev til Bastians egen misfornøjelse afbrudt, da den unge knægt allerede kunne høre skridt fra under dækket, inden en dør, der førte dertil, blev åbnet og en mand, i hvert fald et årti ældre end Bastian og med rodet sort hår, trådte frem i måneskinnet. Lort også….

”Bastian-..” Opstarten fra den stadig halvsovende sømand var en del anderledes fra, hvordan han fortsatte, da han fik øje på den nye passager, ”... i hvad dronning dog har kært, er mening med det her? Hvem er hun?” Han stummede kortvarigt, før han slyngede endnu et spørgsmål af sted. ”Hvad er hun? Er det en sirene?! Har du fisket en forbandet sirene op? Hvad tænkte du dog på, knægt!!” Man kunne gradvist høre hvor mange problemer, Bastian tilsyneladende var ved at komme i.

”Nej nej nej! Fjell, hun er ikke en sirene! Se selv!” I sin pludselige desperation tog han fat i tæppet og svang det lidt omkring – han sørgede i det mindste for at tage nederst, så det var hendes fødder, der blev blottet. ”Hun har ben.”

Der var bare ikke rigtig et behov for tæpper i havet, og når man bevægede sig væk fra Aquarin, så var der ikke meget civilisation tilbage i havet. Især med Minas minder der allerede var begyndt at hoppe rundt, så var der rigtig mange ting hun ikke kunne huske om de små ting hun havde lært om som barn. Som et tæppe, selvom hun ikke behøvede det. Havet var jo altid en temperatur, så hun behøvede ikke at varme sig. Nogen sinde.
”Og at være nøgen er en dårlig ting,” tilføjede hun, selvom hun ikke helt forstod det. Hendes bryster var dækket til, og det var nok også af denne grund, men ærligtalt så følte Mina sig ikke skamfuld over sin krop. Hun havde intet imod at Bastian så den, den var jo så pæn. Og hun havde tæer!

Hun kunne ikke lade vær med at blive ved med at sidde og vippe sin tæer af fascination, før at døren gik op og der kom endnu en mand op på dækket. Hvilket fik hendes blik til at rette sig mod ham. Han var stor, og så lidt skræmmende ud.

Da benene endelig blev vist frem igen, kunne Mina ikke lade vær med at vrikke med tæerne endnu engang. ”Er de ikke pæne?” spurgte hun. Hun så ikke sig selv som værerende i fare som sådan. Bastian var sød, og hun var jo lige netop ikke en sirene! At nogen sømænd måske ikke så forskellen på sirene, halvdyr og havfrue var måske en mindre detalje.
”Og mit navn er Mina,” tilføjede hun så og sendte et stort smil op til denne Fjell.

Fjell virkede til at bide på krogen - gudskelov - og hans blik fulgte automatisk til, hvor Bastian pegede ham mod. Men manden var tydeligvis ikke overbevist af noget så sølle som et bevis på gåben. Og et sted dybt inde, så var skibsknægten da også udmærket godt klar over det. Hun dryppede stadig af havvand, og selvom den besynderlige hale var forsvundet, så lignede hun mere noget, der var trukket op fra havet, end noget, der vandrede på land. Desuden… hvordan var hun kommet ombord?!
Nervøsitet lagde sig så småt som et klamt lag i hans nakke.

Fjell så hårdt tilbage på Bastian, der så diskret som muligt sank tungt. ”Ikke en sirene? Hvad er hun så?! Og hvad laver hun her på dækket?” fortsatte den kragelignende sømand på præcis samme bebrejdende måde, før mørke øjne landede tilbage på Mina, som hun hed. ”Hvad er du, hvis ikke en sirene, tøs?”
Det viste ikke godt for unge Bastian, at han i sidste ende selv mistede rettigheden til at besvare spørgsmålene, for var der én ting han forstod omkring Mina, så var det, at hun var mere end rigeligt naiv. Og løgne og den slags naivitet var sjældent noget, der gik hånd i hånd. Han var på dybt, dybt vand nu. Men så længe, Mina fortsat bare kiggede den anden vej, ville hun i det mindste ikke kunne se det. Og selv hvis hendes bedårende øjne så på ham, handlede det ikke om andet, end at lige tvinge det selvsikre smil frem i et øjeblikstid.

”Det er virkelig ikke, hvad du tror. Mina sad fast i nettet, og det var nødvendigt at trække hende op for, at få hende viklet ud igen,” begyndte Bastian så at forklare. Og for en gangs skyld var det ikke hundreds procent løgn og latin. At Fjell så bed endnu mere på og sukkede tungt, slog slet ikke Bastian som værende pga. den ekstra smule sandfærdighed.
Manden trådte tættere hen mod dem, og man kunne næsten fornemme, hvordan han rystede på hovedet indeni, som han sagde: ”Kaptajnen bliver ikke…” Et hårdt bump lød pludselig, som Bastian kollapsede på dækket ved siden af Mina. Hans ene hånd dunkede, og de brændte mærker i hans håndflade blussede faretruende rødt. Det havde vist ikke kun være nervøsiteten der havde lagt en koldsvedfornemmelse over hans hud.

Fjell virkede en smule mere aggressiv end Bastian gjorde, men Mina kunne forstå følelsen af at være lidt territorial om sine områder, og her følte Fjell sig tydeligvis angrebet af hendes selskab. Det var ikke første gang hun havde mødt territoriale væsner. De fandtes trods alt også nede i havet. Og så var det noget med at sørge for at de ikke følte sig mere truede, mente hun i hvert fald. Det var bare ikke så nemt lige at huske hvad man skulle gøre for det. Hun skulle i hvert fald ikke ved et uheld røre ham med en af fangearmene. Det gjorde ondt, og så blev store ting mere aggressive. Som Fjell.

Derfor nikkede hun også ivrigt da Bastian sagde at hun sad fast. Det var rigtigt, og hun glemte ligeså hurtigt Fjells spørgsmål, som da samtalen var blevet drejet, og derfor lød det ikke som en løgn for hende. "Det er rigtigt nok. Jeg var virkelig viklet ind, og jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort hvis han ikke havde hjulpet mig ud af det," svarede hun og blev ved med at nikke lidt for ivrigt.
Hendes iver forsvandt dog lidt, da få øjeblikke senere Bastian faldt sammen på dækket. Hendes øjne blev endnu større og hun kiggede lidt bange på Bastian. 
"Er du... okay?" spurgte hun bekymret, for selvom hun ikke kendte særlig meget til mennesker, så var hun næsten sikker på at det ikke var meningen at de skulle gøre det der. Hun krøb lidt nærmere, og ligeså stille fik hun øje på den meget røde hånd, hvor han havde rørt hendes fangearme tidligere.

"Åh nej... nej nej nej nej..." udbrød hun, og glemte alt om tæppet og at nøgenskab var en dårlig ting, som hun kravlede hen til ham, og greb fat i hans hånd. Nu var hendes nøgne krop også til at se for Fjell. Hendes fangearme lå stadig efter hende, i den løse fletning, som var hendes umiddelbare løsning på at de ikke skulle ramme alt og alle. "Hvad skal vi gøre?" spurgte hun så Fjell og kiggede op på ham. Hun vidste noget kunne gøres, men hvad det var, var stadig lige udenfor hendes rækkevidde med hendes minder.