Sted: Bag en af de mindre kroer
Tid: Sen aften
Vejr: Koldt, men skyfrit og tørt

"Uff." Den knyttede næve borede sig ind i maven på ham og skubbede al luften ud af lungerne på ham. Desperat begyndte han at hive efter vejret, så hans krop kunne få den ilt, den krævede, men inden han nåede at fylde lungerne, ramte næven ham i ansigtet i stedet. Smerten var skarp i forhold til den fra maven, der mere føltes som om, at nogen havde hæld glødende kul i ham. Straks kunne han smage blod, da knoerne havde slået hans kind ind i hans tænder. Næven slog ham igen, denne gang var det hans næse, der eksploderede i smerte og her væltede blodet ud, så det snart dryppede fra hans hage.
Det var ikke fordi, at han gjorde noget for at forsvare sig. Han løftede knapt nok hænderne, for det ville ikke hjælpe noget alligevel, næverne ville finde deres vej til hans krop og ansigt lige meget hvad. Og han slog ikke igen. Først og fremmest fordi han afskyede vold og simpelthen ikke havde det der skulle til, for at skade nogen, heller ikke selvom de slog hans ansigt ind. Giles havde lært ham hvordan, men han kunne ikke. Havde nær givet sig til at græde, da den ældre mand havde forsøgt at få ham til at slå fra sig. Han kunne godt, men manden her var stor og tævene ville nok bare blive værre, skulle han forsøge.

Han havde ikke set det komme, ikke før de nåede om bag den lille kro. Ikke før mandens ansigt havde trukket sig sammen i afsky og han havde hvæst "lille bøsserøv" af ham.
Det hele var ellers startet godt ud. Det var ikke hver dag, at han tog ud i byens mørke gader og forsøgte at finde nogen, der ville holde ham med selskab natten igennem, men i dag havde det ikke været nok at forstyrre Thoran, lagerbestyren, der også boede på lageret, og spille et spil kort. Han ville have fysisk nærhed, han ville føle nogens hud mod sin, høre deres hjerte slå og mærke deres ånde mod sin hals. Så han var taget til en lille kro, hvor han havde haft held før og var hurtigt faldet i snak med en mindre gruppe mænd.
Og efter at have foldet sin charme ud, havde den ene af dem trukket ham med sig, mens han sagde "han er min" til sine venner. De havde grinet misundeligt, havde Killian troet. Måske, men ikke af den grund, der faldt ham først ind.

Han klynkede svagt, som næven ramte ham i maven igen, dog uden at han mistede vejret. Flere gange. Og så gik det ud over hans ansigt igen. Han begyndte at glide ned mod jorden, men en hånd greb ham i kraven og holdt ham oppe. Smerte. Smagen af blod. Alting så bekendt og alligevel så fremmed. Det var langt fra første gang, at nogen valgte at lade deres frustrationer og had gå ud over ham. Han lagde jo ikke skjul på, hvem han var eller hvad han ville.
Han var bange. Men ikke så meget for slagene, dem klarede han sig altid igennem, nej, han var bange for, hvad manden ellers kunne finde på. Utroligt mange af dem, der slog på ham for hans levevis, forstod alligevel at tage, hvad han havde tilbudt, men ikke med hans tilladelse. Ydmygelsen var værre end smerten ved slagene. Og han havde givet op på at forudse, hvem der kunne finde på hvad.

Næven kolliderede med hans side og han klynkede igen, som smerten skar ind i ham. Han kunne næsten ikke trække vejret, næse og mund fyldt med blod og hans mave et stort brændende inferno. Benene ville ikke rigtigt bære ham mere, men manden holdt ham oppe. Sluttede det ikke snart? Endnu et slag ramte og Killian knækkede mere sammen, gispende efter vejret og med sorte pletter for øjnene.

Hun sad på en stol, ved et tomandsbord lidt væk fra bordet hvor gruppen af mænd holdt til. Lænet ind mod bordet, med sin ene arm hvilende på overfladen, mens den anden holdt kruset med den sødlige drik hun havde bestilt op til sine læber. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun var havnet her, eller… jo, hun vidste godt hun selv var gået herhen, men at hun lige sad på denne kro var mere et tilfælde, end et planlagt valg.
For første gang i flere måneder havde hun fået aftenen fri, og da hun stod udenfor kasernen hvor vagterne hørte til, fuldstændig i civil foruden hendes trofaste økse på hoften, havde hun ikke anet hvad hun skulle bruge al den tid på. Under normale omstændigheder ville hun have begravet sig i sit research om ånder, guder og andre spirituelle ting, men hun havde efterhånden udtømt alle sine kilder, og der var ikke udsigt til at nye dukkede op det næste lange stykke tid. Så i stedet for bare at sidde, havde hun gået sig en tur, en lang tur. Gennem nogle små gader hun ikke havde gået på før, til bydele hun ikke havde været så meget i, og nu sad hun så her, og drak noget krofatteren kaldte for mjød, men som mere bare smagte af forsødet OG fortyndet vin. Føj for den lede.. så ville hun hellere drikke øl…

Mens hun sad og forsøgte at sluge sin ret udrikkelige drik, var hun kommet til at kigge rundt. Vagten og krigeren i hende bød hende altid at være overvågen, og ligge mærke til hvem der kom og gik. Hendes isblå øjne var faldet på gruppen af mænd lidt fra hende. Nogle af dem var ret store – som hende selv – hvilket var en velkommen variation fra de skravl hun som oftest arbejde med til daglig. Der havde dog været en iblandt dem, en lidt mere ranglet og splejset gut, som ikke just lod skjul på sine intentioner. Han var gået med en af de andre for kort tid siden, sikkert i god tro, men Herja havde set blikkene fra de andre, og hun vidste bedre. Hun sukkede let, mens hun slugte endnu en vammel slurk af hendes fortyndede drik og kiggede ned i hendes krus. Hun kunne blive og drikke det her ret store, halvfulde krus færdigt... og lade som om at hun ikke havde set noget. Hun havde fri. Hun var ikke på vagt. Hun var ikke byvagt lige nu! 

Efter en lille kort pause efterfulgt af endnu et irriteret suk, satte hun kruset fra sig, skubbede sig væk fra bordet og gik mod døren.

Da hun kom udenfor, i aftenens stille gader, gik der ikke længe før lyden af hvad der foregik nåede hendes øre. Hun drejede rundt om hjørnet, og gik med faste skridt om bag kroen, hvor en stor mand var ved at tæske livet ud af en splejs knapt halvt så stor som ham selv. Hun vidste ikke helt hvad hun havde tænkt sig, måske bare at rømme sig og sige et eller andet, hun var jo hverken i uniform, eller på nogen måde i en officiel position der tillod hende at gribe ind som hun ellers ville. Men da hun kom rundt bagved, og så tilstanden af den sammensunkede skikkelse som ikke engang forsøgte at forsvare sig, var der noget inden i hende der klikkede og hun fløj frem. I en flydende bevægelse snurrede hun rundt om sig selv og placerede et solidt spark lige på siden af mandens hoved, som meget sandsynligt ville sende ham flyvende til siden. Herja’s store skikkelse placerede sig da imellem manden og offeret, med knyttede næver og hver en muskel spændt i hendes krop, tordnede hun over ham hun lige havde sparket. Hendes øjne lyste næsten op i mørket i den lille gyde, ”Så du synes det er sjovt at tæske livet ud af folk der er mindre end dig selv… hva??” Hun tog et truende skridt frem mod ham, ”Store farlige lille usling!” Endnu et skridt mod ham, hendes krop som et skjold for offeret bag hende, ”Kom bare an, så skal jeg vise dig hvordan man er en rigtig mand!” Hvæsede hun udfordrende.

Lige som en næve kom flyvende mod ham og han var sikker på, at denne gang ville han miste bevidstheden, skete der noget. Hånden, der havde fat i ham, slap ham og Killian gled straks ned langs muren og endte siddende på de kolde, beskidte sten under ham. Det første han gjorde var at trække benene op til sig og lægge armene om dem, mens han pressede panden mod sine knæ. Han burde strække sig ud, så han kunne få fyldt sine lunger, men denne stilling var mere sikker. Hans ansigt og hans mave var beskyttet, hvis manden kom tilbage. Så han gispede bare efter vejret i små ryk, stadig blødende fra mund og næse, med en krop der rystede af adrenalin og smerte.

Lyden af en kvindes stemme lød i mørket, udfordrende den store mand, der havde slået på ham. Killian havde ikke fået set, hvem der havde reddet ham, det var gået så stærkt, men det var åbenbart kvinden, der nu både gjorde grin med manden og forsøgte at få ham til at slå på hende i stedet. Noget han ikke forsøgte at forstå, han krøb bare lidt mere sammen og afventede udkommet af, hvad der skete omkring ham. Han burde løbe, men lige nu var han ikke engang sikker på, at han kunne komme op at stå. Der var stadig sorte pletter for hans øjne og hele hans krop føltes blød og forkert. Åh, hvor ville han bare gerne hjem i stalden i sikkerhed. Lade Thoran kigge på hans skrammer. Eller bare krybe i seng og lade som om det hele var en ond drøm.

Manden, der brugte ham som boksebold havde haft for travlt med at tæve på den ynkelige lille svans, til at han havde opdaget kvinden, der kom rundt om hjørnet. Så hendes spark mod hans hoved gik rent ind og sendte ham valkende flere skridt til siden, mens han greb sig til hovedet.
”Ved Zaladin,” hvæste han og brugte et øjeblik på at fokusere igen. Først troede han, at det var en mand, simpelthen på grund af størrelsen på personen, men stemmen afslørede det til at være en kvinde. En kvinde?! Og hun kaldte ham en lille usling! Han rystede på hovedet som en vred bjørn, men trådte et skridt mere tilbage. Hun havde sparket hårdt og blodet løb igennem det kortklippede hår og ned ad halsen på ham. Hans blik gled kort til den unge mand på jorden, inden han igen så på hende. Var det det værd? Svansen havde fået tæv. Men så igen, han ville ikke lade sig skræmme væk af en kvinde. Så han samlede sig og kastede sig frem mod hende for at give hende en lektion!

Herja’s temperament havde aldrig været noget at prale af. Hun var ilter, og let antændelig, og som oftest bragte det hende i voldsomme problemer. Med årene havde hun fået mere og mere kontrol over, hvornår hendes temperament brød i flammer, men der var stadig enkelte ting, der for alvor kunne sætte ild til hendes indre bål. Denne situation var en af dem. På trods af dette, nægtede hun dog fuldstændig at tabe sit hoved. Hun havde en hun skulle beskytte her, og denne lille farlige mand var ikke hendes fulde styrke værd.

På det øjeblik som han kastede sig frem mod hende, havde hun allerede aflæst hans krop og vidste hvordan han ville komme mod hende. I et splitsekund, havde hun overvejet sit modangreb: Hun kunne træde et skridt til siden, og lade ham ramle, med hovedet først, ind i væggen og kasserne bag hende. Det eneste problem med det var bare, at der sad dem sammenkrøbne mand. Hendes anden mulighed var at dukke sig, og krølle sig nok sammen til, at han ville løbe sin mave direkte ind i hendes skulder.

Hun valgte den anden valgmulighed. Med hurtige reflekser bukkede hun sig ned, og stødte sin skulder imod hans midte. Lyden af luften der blev slået ud af hans brystkasse var høj og tydelig, og manden vaklede tilbage, sammenkrøllet mens han desperat forsøget at få vejret. Uden at spille tiden, rettede hun sig op, tog to skridt frem, og med hver skridt havde hun slået ham med sine knyttede næver lige i ansigtet. Som hendes andet slag traf ham direkte på hans næse, hørtes en knasende lyd, og manden stak i et hyl mens han bakkede væk ”Min næse! Du brækkede min næse!” Herja skulede af ham mens han holdt sig for ansigtet og blodet flød ned over hans mund og hage. Han måtte da være færdig nu, give op og gå hjem? Hvis hun var meget uheldig løb han ind efter sine venner… ”Jeg kan brække meget mere, hvis du ikke snart hummer dig, og fiser af!” knurrer hun tilbage af ham, men vender sig så for at kigge tilbage på Killian på jorden. Der her måtte ikke tage for længe.. hvem vidste hvilke skader knægten havde…

Sekunderne gik og ingen kom hen til ham. Smerten brændte stadig i hans mave og i hans ansigt. Han var ikke sikker på, om hans næse var brækket, lige nu kunne han ikke mærke andet end ren smerte, og han havde ikke tænkt sig at mærke efter. Tårerne blandede sig med blodet, der dryppede ned i skødet på ham, ikke fordi han som sådan græd, men tårerne kom alligevel. Smerten og frygten tvang dem frem, og han forsøgte ikke at holde dem tilbage. Hvorfor skulle han? 
Det gav et sæt i ham, da lyden af to kroppe, der stødte sammen, nåede ham og nogen gispede efter vejret. Var det hende eller ham? I stedet for at kigge efter, krøb han lidt mere sammen og lukkede øjnene. Lyden af slag fik ham til at ryste endnu mere. Han hadede vold. Lige meget hvem der slog på hvem. En sjælden gang i mellem slog han selv, men det var aldrig i selvforsvar, det var når nogen ikke kunne behandle et dyr ordentligt. 

Han vidste ikke, hvem der var ved at slå på hvem, ikke før manden skreg op om en brækket næse. Et meget kort stik af tilfredshed gled igennem Killian. Så det var ham, der fik tæv? Det håbede han. Han fortjente det. Killian tog en sitrende vejrtrækning og kom med en svag ynkelig lyd, da alle hans mavemuskler beklagede sig. Han ville blive sort og gul og blå og grøn og sikke en pinsel det ville være den næste uge at muge ud i stalden og slæbe rundt på vand. Men han havde prøvet det før, mange gange, og han vidste, at han ville komme igennem. Måske nogen på arbejdet ville hjælpe ham.
 
Hans tanker, der forsøgte at få ham et andet sted hen, blev afbrudt, da manden udspyede eder, grimmere end hvad kuskene på arbejdet kunne finde på, og lyden af skridt fadede ud. Han gik. Killians skuldre faldt lidt ned, men ellers rørte han sig ikke. Han havde ondt og kunne ikke rigtigt overskue det. Og kvinden var der stadig? Han burde vel takke hende, men lige nu ville han næsten hellere have, at hun gik. Efterlod ham til at blive siddende på de kolde brosten og fryse og ryste og have ondt, mens han blødte på sit tøj. Inden han fandt styrken til at gå hjem.

Hun blev stående og kiggede på manden mens han vente sig og smuttede. Endelig. Hendes hjerterytme faldt hurtigt ned igen, og endnu engang vendte hun sig mod den forslåede knægt bag sig. Med et uroligt og omsorgsfuldt blik, gik hun tilbage mod ham med rolige skridt, for derefter at sætte sig på hug foran ham. Han var så sammenkrympet at hun ikke kunne se hans skader eller hans ansigt, men greb alligevel fra sin lomme et lommetørklæde. Hun holdte det imellem sine hænder et kort øjeblik, og et lille meget svagt blåt skær glimtede et kort øjeblik før det forsvandt. Tørklædet i hendes hænder var nu vådt og koldt, og med en fri hånd rakte hun forsigtigt ud for at lægge en blid hånd på hans skulder, ”Hey… klarer du den?” at spørge ham om han var ’okay’ var idiotisk, for det var han tydeligvis ikke. Men om han kunne klare den var en anden sag. Hun så uroligt på ham, mens hun forsøgte at finde ud af hvad næste skridt var nu. Hun kunne sagtens bare efterlade ham her, gå sin vej, og håbe han fandt hjem men… nej. Det kunne hun bare ikke.

”Jeg er ked af at du skulle igennem det her..” begyndte hun at undskylde, på trods af at hun intet havde gjort mod ham. Hvorfor var der nogle mennesker der kunne være sådan her?! Skulle han vælge at kigge op, ville hun tilbyde ham det kølige og fugtige lommetørklæde til at tørrer sit ansigt med. ”Her.” hvorefter hun ville holde lidt øje med ham, før hun ville kigge rundt og så tilbage på ham, ”hvor bor du henne? Er det langt herfra?” han trængte til at komme hjem og hvile… eller.. i virkeligheden trængte han til en healer, eller en læge, nogen der kunne hjælpe ham med hans smerter og sikkert brækkede ribben.. men hun kendte ingen af delene i dette område.

Det varede ikke længe, før Killian kunne høre tunge skridt komme hen i mod ham og for et øjeblik blev han i tvivl om det var kvinden eller manden, der var gået. Så da hånden rørte hans skuler, gav det et skræmt sæt i ham og han trak sig væk fra berøringen som om, at han forventede at blive slået igen. Men det var en kvindes stemme, der nåede ham og det endte med at han løftede hovedet nok til, at han kunne se hende ved at titte op over sine knæ. Det var en stor kvinde, en imponerende stor kvinde. Og hun så venlig ud. Lettelsen skyllede igennem Killian, det virkede til, at han var sikker igen.

"Det tror jeg. Jeg har prøvet værre," mumlede han frem mellem de ømme, ødelagte læber og han rettede sig langsomt op, så han hvilede mere mod muren bag sig. Hele den ene side af hans ansigt var rødt og var begyndt at hæve, inklusiv hans ene øje. Han skulle lige til at tørre sit ansigt i et ærme, da han fik øje på det fugtige lommetørklæde, hun holdt frem mod ham. Tøvede tog han i mod det. Koldt og fugtigt. Lidt forundret vendte han det lidt mellem fingrene, inden han snøftede ind og begyndte at tørre blod af sit ansigt, men han med korte mellemrum skævede hurtigt til hende med sine grønne øjne, der stadig bar blanke efter tårerne.

Hans vejrtrækning var stadig lidt klem og hans næse sendte stadig et par dovne dråber blod af sted. Hans læber var begge flækket, samme sted, men det var allerede holdt op med at bløde. Huden på hans ene kindben var flækket, det samme gjaldt hans øjenbryn. Det var ret tydeligt, at manden kun havde brugt sin højre hånd, da den højre side af hans ansigt var nogenlunde uskadt.
Spørgsmålet om hans hjem svarede han ikke på med det samme, i stedet snøftede han hårdt ind for at rense næsen, og derefter følte han forsigtigt på den med fingrene. Den var ikke brækket, men den knasede alligevel lidt i brusken. Så tæt på. Det gjorde ondt og han tørrede en tåre bort fra det gode øje, inden han så på damen og rakte lommetørklædet tilbage.
"Jeg bor ikke så langt væk." Det lød ikke som hans egen stemme, den var hæs og han rømmede sig, hvilket nær havde fået ham til at græde igen, fordi det gjorde ondt over det hele.

Det var sandt, der var ikke langt hjem, men han uddybede ikke, hvor han boede. Det gjorde han aldrig, for stalden var hans sikre sted, selv dem der mødte ham i stalden, var ikke klar over, at han boede i et gammelt redskabsrum. Han tog aldrig folk med hjem i rummet, højest til en tom boks. Han gav sig selv ud til alt og alle, og det sted, var det eneste sted, hvor det bare var ham. Helt alene. Og sådan skulle det være.
Men lige nu var hjem nok mere Thorans, lagerbestyrens, værelser, hvor den gnavne mand kunne tage sig lidt af ham og Killian kunne sove med nogen nær sig i nat. Eller Giles, men Killian havde det ofte lidt dårligt med at forstyrre sin arbejdsgiver.

På trods af at han havde fået en ordentlig omgang tæsk, måtte hun indrømme at han virkede til at være en sej lille gut. Hun kunne praktisk taget høre hans ribben knage ved hvert åndedrag, for ikke at nævne alle de andre tydelige knubs han havde fået, og alligevel holdt han fast i at han nok skulle klare den. Hun iagttog ham med et skeptisk hævet øjenbryn, imens han rettede sig op og brugte hendes lommetørklæde. Hans blod påvirkede hende ikke, og hun fortsatte bare med at sidde på hug ved hans side, engang imellem forlod hendes øjne ham for at tjekke deres omgivelser før de faldt tilbage på ham.

Da han rakte lommetørklædet tilbage, tog hun det endnu engang mellem sine hænder, men rejste sig ikke. Et vurderende blik til hans brækkede næse, og et – forhåbentligt – knapt så i øjenfaldende dæmpet blåt glimt mellem hendes hænder, og hun rakte tørklædet tilbage igen, nu rullet om noget køligt og hårdt der evt. kunne hjælpe med at dulme smerten fra hans svulmende ansigt. ”Behold du den bare lidt.” sagde hun indbydende, men rynkede så brynene igen idet han ikke uddybede hvor han boede. Forståeligt nok havde han ingen grund til at betro sig til hende. Det var det der havde bragt ham i fedtefadet til at starte med.. at han var for åben. Hun kiggede rundt igen og sukkede let.

”Jeg forstår godt hvis du ikke har lyst til at fortælle hvor du bor, men jeg kan ikke lade dig vakle alene hjem i den her tilstand… hvem ved om ham den hálfviti kommer tilbage, eller følger efter dig..” Hun lænede hovedet på skrå og så indgående på ham. Hendes intention var ikke at skræmme ham, men folk i denne by kunne være utilregnelige, og manden hun havde banket kunne sikkert sagtens finde på at komme tilbage med sine venner.. ”Hvis du ikke vil have jeg ved hvor du bor, er der så et andet sted jeg kan følge dig hen?”


Det så ikke ud til at drengen ville kunne gå selv.. men hva... så måtte hun jo bære ham!

Killian lagde godt mærke til det lille blå glimt i mellem hendes hænder, men han sagde ikke noget. I stedet tog han i mod lommetørklædet igen og holdt det lidt mellem fingrene igen, mens han så ud til at fortabe sig lidt i dets kølighed. Det var en spændende evne at have, at kunne gøre ting kolde. Han nåede ikke at lægge det på ansigtet, inden hun snakkede til ham igen, så han løftede bare langsomt blikket til hende. Bandeordet var for ham ukendt, men han forstod meningen bag det, noget der normalt kunne få ham til at smile lidt, men han følte sig pludseligt uendeligt træt, så hans ansigt var bare udtryksløst.

Lidt forsigtigt trak han på skuldrene. Om der var et andet sted? Både Thoran og Giles var et andet sted, men hvorfor ville hun følge ham hjem? Hun kendte ham jo ikke. Ville hun noget med ham? For det meste var Killian ikke ret mistroisk, men lige nu kunne han hverken det ene eller det andet og slet ikke løbe sin vej, hvis hun viste sig at være farlig.
”Det er der måske…” Han trak vejret dybt ind, så dybt han kunne med de smertefulde ribben, og lagde så det kolde lommetørklæde over sit øje. ”… men hvorfor vil du følge mig hjem?”

At kvinden var en byvagt havde han ingen mulighed for at vide. Havde han vidst det, ville hans mistro være smuldret væk, for han havde en rimeligt fast tro på autoriteter, selvom de også havde svigtet ham mere end én gang. Han var sluppet for en tur i brummen mere end én gang ved at benytte sine mere naturlige evner, men hun var en kvinde og havde hun fanget ham i at gøre noget galt, som at være ude efter mørkets frembrud, ville han tvivle på, at han kunne have tilbudt sig selv og være sluppet med det.
Men lige nu var hun bare en stor fremmed kvinde, der havde reddet ham, og selvom han stolede mere på kvinder end mænd, var hendes venlighed mistænksom. Mest fordi han lige havde fået bank, han ville have stolet mere på hende, hvis han ikke havde haft så ondt og stadig kunne mærke mandens knyttede næve mod sin krop.

Hun rynkede let på brynene igen, mens hun fortsat betragtede ham. Han måtte have fået nogle grumme slag til hovedet, hvis han stadig ikke forstod hendes intentioner. Hun gav ham et let smil og rystede så blidt på hovedet. Mest af sig selv. Han anede ikke hvem hun var, eller hvad hun var. Han havde lige fået bank og her sad hun og udspurgte ham om hvor han boede. Det kunne lige så godt være for at udnytte hans situation, som det kunne være for at hjælpe. Dianthos var ikke just kendt for dens behjælpelige befolkning... ikke i det her kvarter, anyway. 

"Som jeg sagde, så kunne ham gutten finde på at komme tilbage, og jeg vil være sikker på at du er okay. Kald det en arbejdsskade... Gamle vaner er svære at smide. Selv når man ikke er på vagt." En lille klukkende latter slap fra hende, og hun slog teatralskt ud med armene, som for at understrege sin pointe. "Jeg kan ikke bare efterlade dig her, på åben gade, midt om natten." hendes ansigtsudtryk faldt tilbage i en mere seriøs grimase, og hun vippede sit hoved let på skrå. 

"Det bedste ville være at få dig til en eller anden form for healer, så de kan se på dig. Men hvis det var mig i dine sko, ville jeg også hellere bare hjem og sove." 

Hun sukkede let, og rejste sig så op. At sidde på hug i så lang tid var hårdt for benene.  Hun blev stående ved ham, med den ene hånd placeret på hoften. "Men uanset hvad, så kommer du ikke ret langt alene, med de skader du har dig..." 

Lommetørklædets kølighed var lindrende og han lukkede kort begge øjne, inden hun begyndte at snakke, hvor han så på hende igen. På vagt? Var hun en byvagt? Han så op og ned af hende, og måske han havde set hende før, måske var det hendes fysiske størrelse, men han troede pludseligt på hende. Hun var byvagt. Lettelsen skyllede ind over ham og han hørte knapt nok, hvad hun ellers sagde. 
Men hun havde ret. Han ville måske nok kunne komme hjem alene, men det var farligt og ville tage sin tid. Han havde gjort det før, men her var hun og tilbød ham en hånd.

Han var tavs lidt, inden han langsomt rystede på hovedet.
"Jeg vil ikke til en healer. Men... du må godt følge mig hjem... hjem til min ven." Hjem til Giles. Han savnede pludseligt den ældre mand og hans husholderske, også selvom kvinden ville skælde ham huden fuld som altid. Måske han også lidt havde brug for det. Og trygheden i det store hus, i den bløde gæsteseng. Og hvis Giles vurderede, at han havde brug for en healer, ville han få det. Også under protest.
"Han bor i Øvre Bydel." Der var langt, meget længere end hjem til stalden og lageret, hvor Thoran kunne tage sig af ham, men han følte sig klar på at gå den lange vej. Hvis hun ville følge ham så langt, ville han jo også være tryg, ikke?

Langsomt begyndte han at røre på sig, svagt klynkende over ribbenene, men med støtte fra væggen bag sig, kom han op at stå. Krøllet en smule til venstre, hvor det gjorde ondt, for ikke at strække sig for meget ud. Det brændte og han måtte synke en klump for ikke at begynde at græde igen. Ud under sine rodede krøller, så han op på kvinden foran sig. Hun var enorm, høj og massiv. Han var ikke i tvivl om, at hun ville kunne kvase ham uden at få sved på panden. Men lige nu stolede han nok på hende, til at lade hende lede ham hjem til Giles. Giles kunne også forsvare sig selv, det vidste han da, sikkert også mod så stor en kvinde. 

Øvre bydel? Lavede han sjov? Der var jo nærmest den anden ende af byen! Herja rynkede let på brynene, og så vurderende på ham. Så langt kunne han da umuligt gå. På den anden side, forstod hun hans forsigtighed. Hvis han ikke ønskede at afsløre hvor han rigtigt boede for hende, så var det vel hans ret. Men… Den øvre bydel? Med et brækket ribben?? Det var… optimistisk..

Hun iagttog ham som han rejse sig op, og så vurderende på ham. Hans klynken afslørede mere for hende end han anede.  Hvis det var hårdt at stå, var det hårdt at gå.. og han ville gå hele vejen? Nå ja.. igen, var det hans ret til selv at beslutte hvordan det her skulle foregå men.. drengen havde tydeligvis fået et par slag for meget. Han måtte da være helt fra den..

”Er du sikker på..” hun stoppede sig selv og bed sig diskret i læben. Nej. Shush. Hvis det var der han ville hen, så var det vel der han ville hen. Knægten havde nok en god grund. Måske noget familie? Familie ville være en god ting efter sådan en tur. Han skulle i hvert fald ikke være alene.. det ville bare være direkte uansvarligt. Som han stod der og klynkede, og ømmede sig rakte hun forsigtigt en hånd over imod ham for at tilbyde ham støtte.

”Kan du gå?”

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.