Juno havde ikke været hjemme hos banden i et par dage. Han var startet sit arbejde hos Mathis Transport og havde haft travlt med dét. Og med Killian. Og med at finde ud af, hvad Hector og han var. Det havde aldrig før været indviklet, for de havde aldrig før sat ord på, hvad de var. Venner. Måske venner med mere. Bollevenner. Bedste venner. Venner, der gjorde hinanden tjenester. Næsten-kærester? Næsten-kærester havde været et farligt ord. Som sådan havde Juno ikke fortrudt det, for det passede bedre, end noget andet ord på, hvad de var, men nu følte han et ansvar. Næsten-kærester var ingenting, det eneste det betød, var at de arbejdede sig imod at være kærester.
Og fuck, Juno ville gerne være Hectors kæreste. Han ville det med alt, hvad han var. Aldrig i sit liv, havde han følt noget være så nødvendigt. Han havde set Ezra løbe efter Hector, da han fik det dårligt, som var det en familie-opgave at tage sig af ham, og han havde bittert tænkt, at havde de været rigtige kærester, havde det været hans opgave. Han var blevet spurgt på arbejdet, om han havde en kæreste, og givet dem et 'nej', fordi det var nemmere end at forklare, at han ikke var nået dertil, hvor han kunne spørge Hector om de ikke bare kunne være kærester. Uden et næsten. Han blev lagt an på i byen og alt han ville have, var Hector under sin arm.

Men han vidste også, at han ikke var god nok til Hector endnu. Han kunne lige kysse ham, men han ville ikke lade ham røre sig ellers. Så snart han følte en forventning om, at Hector ville have noget fra ham, gik han i baglås. Hector respekterede det og hjalp ham igennem det, men der var ingen af dem der snakkede om det. Det var et tungt emne, og i Hectors forsvar, var han vant til at Juno stak af hjemmefra i flere dage, så snart der var noget han ikke kunne overskue. Han ville kun jage ham endnu længere væk, hvis han forsøgte at tvinge ham til at snakke om noget, når han ikke var klar.


Så på en tagtop i Dianthos' Nedre distrikt, lå Juno nu og stirrede op i stjernerne, imens han tænkte på Hector, på deres lange og forfærdelige tur, og på den fejltagelse han havde begået med Killian, og ville blive ved med at begå, hvis ikke han fandt en måde at løse sin situation med Hector på i stedet. Han var ædru, men havde grædt on-off i en times tid og hovedpinen, det havde medført, gjorde ham ude af stand til at tænke klart nok til at finde ud af, hvad han skulle stille op. Han havde for mange hemmeligheder for Hector og det eneste han var kommet frem til var, at han var nødt til at fortælle ham om Thanos. Juno havde opført sig for underligt derhjemme siden og han vidste, at Hector ville forstå ham lidt bedre, hvis han vidste at Juno var stødt ind i Thanos igen. Killian var en helt anden forhindring, og da et stjerneskud skød over den mørke himmel, ønskede Juno til det, at det ville bringe ham en løsning.

Sekundet efter hørte han nogle rode ved de kasser, der førte op til taget, og uden at løfte sig den mindste smule, eller bekymre sig om byvagter og udgangforbudet overhovedet, sagde han; "Jeg vil ikke forstyrres." 

Miav.
En kridhvid kat luntede fluks forbi det liggende menneske og sprang let som på sky ned fra tagets kant, ned på en lille terrasse og forsvandt efterfølgende ind i skyggerne blot for at poppe frem igen nede på gaden, hvor den skyndte sig videre. Dens pels glimtede nærmest i månelyset.

”Det er noget dobbeltmoralsk at fremstå, sådan som du ellers altid forstyrrer andre uden skam.” Lige som hans, lød hendes stemme en tand for høj i nattens stilhed, men alligevel havde hun ikke sørget for at dæmpe den synderligt meget. Hun skulle jo helst være sikker på, at han kunne høre hende, også selv hvis hun stod så tæt på som hun gjorde. Kort tid efter hendes stemme havde brudt stilheden, kom hendes lysende ansigt frem hen over hans, som stjernen sad på hug ved hans hoved, lænet en smule frem. Hendes hænder hvilede afslappet mod hendes knæ, og et smil havde sneget sig frem på hendes læber i takt med at han forhåbentlig åbnede øjnene og fik øje på hende.

Mia lignede sig selv. Sådan da. Hun havde i hvert fald ikke ældet i den tid hun var væk. Hun lyste stadig, som hun altid gjorde - denne gang en smule kraftigere siden det var mørkt, og hun kunne lige så godt udnytte sin effekt som lygte. Hendes øjne var stadig alt for blå til denne verden. Men for uden at hendes hår var længere, end det plejede, bar hendes ansigt afmærkninger, der bestemt ikke var normalt at finde hos hende. En flænge med en tyk mørkerød skorpe sad over hendes ene øjenbryn. Og faldt lyset som det skulle, kunne man skimme et blåmærke omkring hendes ene mundvige. Og hendes knæ havde rester af hudafskrabninger.

Hun lagde hovedet på skrå. ”Jeg vidste aldrig, du var typen til at ligge og kigge på stjerner.” Det havde egentlig ikke været svært at finde Juno. Selv efter at være væk fra hinanden i en halv drejning, så var der visse ting der ikke ændrede sig. Og et halvt år har vel heller ikke specielt lang tid.

Kattens miaven fik Juno overbevist om, at det bare var dén han havde hørt og han lå, med lukkede øjne, indtil han hørte en kvindestemme. En kvindestemme han ikke umiddelbart genkendte, og derfor rynkede han også blot på næsen til at starte med. Med et lidt irriteret blik, fordi han troede at en eller anden fremmed kvinde blandede sig i hans liv, åbnede han øjnene og fik øje på ingen anden end Mia.

En lysende stjerne. Hun var fuldstændig sig selv. Fuldstændig sig selv, hvis hun da altid havde haft blå mærker og sår. De var alle sammen relativt overfladiske, og Juno bekymrede sig ikke for meget. Han havde set værre - på sig selv, på Hector, på nogle af de andre piger i banden oven i købet. Men han bad fast i det og havde han ikke været mundlam af overraskelse, ville han have spurgt hende, hvad hun lavede i Dianthos, hvordan hun havde det, hvorfor hun så ud som om hun var blevet slået i ansigtet fem gange i træk.

Men Mia kom ham i forkøbet og han smilede kækt op til hende, imens han rakte en hånd op for blidt at lægge den over hendes kind. "Jeg har da altid kigget efter dig, har jeg ikke?" Blidt strøg han en tommelfinger over hendes bløde hud. Som han lå her, og så op på hende, gik hun nærmest i ét med stjernehimlen, som den klareste og største af dem alle. 

Der var noget… bedøvet over Juno. Mia beklagede sig ikke over, at hun ikke havde fået en kraftig reaktion ved deres genforening, nej, tværtimod gav det hende et skyld af hjemlighed. Hun havde ikke taget til Medanien i sin egen personlige søgning den tid tilbage i den jordiske måned kaldet ’marts’. Hun havde været her. I Dianthos. Og ikke gem væk bag tremmer, vægge og lås. Hun havde blot været her. Med Gortrosh. Med Juno. Med Hector. Med alle de andre. Hun kunne sågar have hængt ud med den selv samme dreng, liggende for hendes fødder, tidligere samme dag, blot for at stige til tagtoppene med ham senere for ro efter at de små var blevet puttet. Det var rart.. Tanken gled over hende lige så blidt, som tommelfingeren der kærtegnede hendes kind.

Dog skar hun alligevel en mild grimasse ved berøringen. Hendes ansigt var ømt. Hun havde lært, at selv efter at have oplevet lignende smerter, gjorde det bestemt ikke mindre ondt anden eller tredje gang. Smilet - trods det havde forsvundet ved grimassen - fandt hurtigt frem igen, mere muntert og morende over hans kommentar. Efter noget tid tog hun fat omkring hånden og fjernede den selv roligt fra sin kind.
”Gjorde du? Det lagde jeg ellers ikke mærke til.” En løgn. Selvfølgelig. Men en løgn der nemt kunne afsløres ved tonen i hendes stemme.

Rutineret sprang hun som en fjeder op at stå igen og trippede, med armene balancerende ud til siden, få skridt hen, så hun i stedet kunne placere sin bagdel på en plads mere ved siden af ham, end lige over hans hoved. ”Er du sulten? Jeg bragte noget proviant, da jeg begav mig på natteopdagelse.” spurgte hun i takt med, at hun rumsterede inde under den teltdækkende kappe, før hendes arme poppede frem igen, nu med en lille orange mandarin i hver af hendes hænder. Den ene rakt mod Juno, som for at lokke ham til sig.

Juno grinede lavmælt, da Mia drillede ham. Selvfølgelig havde hun lagt mærke til at han havde kigget efter hende. Han havde med vilje gjort det tydeligt nok til, at hun ikke ville kunne undgå at se det. Også selvom han dengang havde troet, at Hector havde taget hende med hjem for at score hende.

Juno så imponeret på Mia, da hun tilbød ham mad og han vendte sig også imod hende, for at tage imod mandarinen. Den blev straks kastet en lille meter op i luften, inden den røg ned samme vej den var kommet fra og blev selvsikkert grebet af Juno igen.
"Har Hector opdateret dig?" spurgte Juno, hans stemme pludseligt hæs, og han rømmede sig, inden han begyndte at pille mandarinen. Instinktivt vidste han, at Mia måtte have set Hector, inden hun kom her for at være sammen med ham. 

Mia så automatisk til, da Juno kastede den mindre citrusfrugt op i luften og greb den, som hun mange gange før, havde overværet ham gøre blot for det meste med æbler. Eller bare alt kugleformet, der var lille nok til at ligge godt i hans hånd. Det var ikke længere en fascination, men mere som hvordan en skarp rød plet midt i et maleri af bløde farvetoner, straks fangede ens opmærksomhed og man ubevidst kiggede.

”Hector…” Selv forsøgte hun sig med at kaste sin mandarin i luften - godt nok knap så højt som ham - og hun greb den da også. Med begge hænder. Bare ikke lige helt så selvsikkert. Hun havde været nød til at læne sig lidt længere frem over for at gribe den, og det var på et hængende hår, at den ikke bare smuttede videre ned ad taget. ”Hector taler meget. Det er noget ham og dig har til fælles udover jeres imponerende talent til at komme i problemer. Store eller små.” sagde hun ganske stille og roligt samtidig med at hun, med blikket rettet mod mandarinen, hun kuplede i sine hænder, gjorde bevægelser for at pille den, men aldrig syntes at få gravet neglene dybt nok ned for at virkelig gøre noget andet end at stryge over skrællen.
Hun sukkede nonchalant. ”Men igen lige som dig, så taler han ikke rigtig åbent. Ikke til mig i hvert fald. Og jeg bebrejder ham ikke. Selvom jeg har kendt jer i størstedelen af min egen stod på Jorden, så er det kun en meget lille del af jeres liv.” En næsten usikker - forsigtig - latter blev kort tilføjet. Hun løftede atter øjnene tilbage til Juno. ”I er dog så nemme at læse.”

Hector havde fortalt ham noget. Men hun ønskede også at høre det fra Juno. Selvom begge drenge - og et par af de andre børn i, hvad de så stolt havde kaldt ’Børnebanden’ - ikke var meget for at tale om deres problemer, så var Juno alligevel den der var mest vokal, når først man havde skrabet langt nok ind.

Juno grinede, da Mia anklagede ham for at snakke meget og for at komme i problemer ofte. Hun havde selvfølgelig ret, men det var også dét der gjorde det så morsomt. Han betragtede ud af øjenkrogen hendes forsøg på at pille sin mandarin, imens han selv kastede sin fra hånd til hånd. Han var for rastløs til at spise den lige nu, ville langt hellere lege med den. 

Han havde svært ved at forestille sig, at Hector havde sagt noget som helst til Mia af betydning. Han vidste ikke engang om han selv ville gøre det, på trods af hvor meget han stolede på hende.

"Nemme at læse?" gentog han med et fnys. Han var selv stor i slaget, men han tog det ikke pænt hos andre. 'Hvis vi er nemme at læse, så behøver jeg jo ikke at fortælle dig noget', sagde han næsten, men han bed det i sig. Han var blevet mere aggressiv, både i sine ord og sine handlinger, siden han var kommet hjem til Dianthos, og han havde ikke lyst til at miste sit temperament overfor Mia, heller ikke selvom det kun var for at kaste lede ord efter hende, og tvinge hende til at bevise at hun vidste noget som helst om hvordan de havde det.

Han holdt endelig op med at kaste mandarinen fra hånd til hånd, og så over på hende med sin fulde opmærksomhed. "Jeg vil foretrække, hvis du ikke forsøger at læse mig, babe." Han sagde det med et skævt smil og havde, på trods af sine ord, ikke noget imod at vide, at lidt af hans sårbarhed skinnede igennem. Det var bevidst - han ville gerne have, at hun kunne se grunden til, at hun ikke skulle læse ham. Det ville kun gøre dem begge kede af det. 

Eftersom at hun havde haft sit blik i has retning i den tid det tog ham at afvise hendes bekymring – igen – var der ikke noget at gøre for at undgå den dybtgående øjenkontakt den unge stjerne fik skabt med sin ven, da han selv valgte at se på hende. Hun var ikke direkte såret over, hvad han sagde, for hun ville selv påstå, at hun var vant til ham, men hun sank alligevel en klump og spændte en anelse mere op i kinderne. Virkede følelserne, der i forvejen altid malede hendes ansigt klart og tydeligt, ikke en anelse anderledes fra sidst? Som var kanterne en smule blødere? Knap så… fremmed.
Mia sagde ikke noget til at starte med og stilheden mellem dem varede egentlig en god mængde tid, hvor hun blot sad og så på ham med et blidt udtryk. Det havde været længe siden, havde det ikke? Siden hun sidst så ham? Hans øjne var hårdere. Mere matte. Med ét slog hun sine øjne væk fra deres øjenkontakt. Hun var begyndt at læse ham igen. Det var næsten nok til at få hende til at le.

Uden at give ham konfirmation på, om hun ville holde inde med at læse ham eller ej, rykkede hun på sig. Rykkede sig tættere op ad ham. Faktisk endte det med, at der ikke var meget mere end et par centimeter imellem dem. Den perfekte afstand for hende at kunne placere sit hoved på hans skuldre, og den perfekte afstand for hendes glød at også afgive lidt af sin varme til Juno. Nærheden kunne meget vel være et problem for ham, men tanken havde ikke nået hende, før hun havde gjort det. For hun havde brug for den. Dette var hvad hun belønnede sig selv med for ikke at have opføre sig som et fuldkomment barn og blot overfalde ham, da hun havde set ham.
Og så brød hun stilheden. ”Jeg havde altid tvivlet stærkt på, at jeg ville savne et sted som jeres lands hovedstad. Så mange folk over det hele. Luften er ekstra tung her. Så… travlt. Men ved du hvad; mens jeg var væk, oplevede jeg netop dén klemmende fornemmelse. Jeg så frem til at være en del af den igen. Også selvom den gør mig mere træt i hovedet end, hvad jeg ville foretrække.” Endelig gjorde hendes negle hul på mandarinen, og hun begyndte at pille den. Efter at have pillet nok mandariner til at efterlade en permanent duft af citrus på hendes fingerspidser, var hun ret erfaren og fik nemt skallen af i et helt stykke.

”… Jeg nåede egentlig aldrig frem til, hvor jeg drog af sted efter.” sagde hun endelig. En smule lavere men stadig med en ubekymret tone. Hun ønskede, som ham, ikke at vække bekymring, men hun, i modsætning til ham, ønskede at sige det højt.

Juno så det komme; at Mia ville helt ind og ligge hos ham. Han var stadigvæk ikke vild med berøring, men Hector havde hjulpet ham igennem det værste af det. Kun udenpå tøjet og enten langsomme bevægelser, eller med en advarsel inden, så kunne han sagtens tage det. Mias var både udenpå hans tøj og i en langsom bevægelse. Når han kunne se det komme, kunne han nå at registrere med sig selv, at det ikke var farligt, og så snart Mias hoved lå på hans skulder, strakte han sin arm ud, så han fik den under hendes nakke og kunne holde hende tættere ind til sig. Hun var dejligt varm i den kolde aftenluft.

Han lyttede tavst til hendes ord, men forstod ikke hvad det var hun forsøgte at sige.

"Hvad skete der?" spurgte han, uden at vide hvor hun havde været på vej hen. Men hun havde fortalt at hun var blevet stoppet, så han gik ud fra, at det var dét hun havde brug for at snakke om. Han strøg distræt sine fingre igennem hendes hår imens. Han kunne ikke pille sin egen mandarin med kun én ledig hånd, så han rakte den til Mia, som ville hun, uden ord, kunne forstå at han bad hende om hjælp. 

”Jeg… Jeg er ikke helt sikkert.” Det var mærkværdige ord at komme ud af munden på en som Mia. For Mia vidste altid alt og alting. Hun overså ikke detaljer, og selv når hun gjorde, så havde hun ikke problemer med at holde styr på dem eller bliver overvældet eller forvirret over et så konkret spørgsmål. Sådan var det ikke helt her. Hun huskede alt. Alt. Men hun fandt det problematisk at finde frem til, hvordan hun skulle svare Juno.

Hun lå straks en hel del mindre stift på hans skuldre, da hun kunne fornemme hans fingre stryge henover hendes nakke. Det kildede så umådeligt behageligt, og hun forstod i pludselig igen, hvorfor Hector altid havde ladet hende køre fingrene igennem hans krøllede lokker. Men det mindede hende også om en anden, til trods for hans strøg ikke var lige så blide som drengens, hun sad med nu. ”Jeg blev stoppet af en mand. Han fortalte mig ikke, hvad han var, men han var gammel, så jeg tvivler på, at han var af menneskelig art. Han besad evnen til at fjerne al fornuft fra beboerne af den landsby, jeg var nået til.” Stemmen hun brugte til at fortælle bar ingen indikator til, hvilken effekt det hele havde haft på hende. Men det var for bekendte sjæle muligt at opfange en bevidsthed over netop dét og måden hun talte på.

Forundret fjernede hun blikket fra horisonten og mod mandarinen, der blev rakt ned til hende, i stedet. Søgende så hun op på Juno så godt som hendes stilling tillod, men hun forstod hurtigt og tog så frugten fra ham og lige møvede sig på plads igen og fortsatte ellers sin historie: ”Jeg var ikke påvirket, hvilket måtte have været hans begrundelse for at tage mig med sig.” Hun sank tungt. ”Jeg har altid vidst, at jeg har skulle have brug for rigeligt med plads omkring mig, men aldrig havde jeg forestillet mig, hvor forfærdeligt det ville være at blive smidt i en kasse af træ og fået sømmet et låg over mig på den måde.” Hun bed sig diskret i læben og så distraheret ned på mandarinen, som hun, efter at have lagt sin egen fra sig i sit skød, pillede fra hinanden, så hun kunne holde et stykke op mod sin nære vens mund. Den slags faldt hende så naturligt ind.
”I det mindste introducerede han mig for hvilken smerte et slag og et spark gav, så det var ikke helt nyt for mig, da jeg involverede mig med en af Hectors slåskampe.” En let grin sprang fra hendes strube, men det nåede ikke helt fra hjertet.

Juno lyttede efter i stilhed, imens Mia fortalte. Hun startede ikke helt, hvor han gerne selv ville have haft at en historie begyndte, og han forstod heller ikke helt, hvad der var manden hun havde mødt kunne. Fjerne al fornuft? Hector kunne også fjerne al fornuft fra ham. Men en hel landsby - det måtte have noget med en evne at gøre.
Med mandarinen ude af sine hænder, manglede Juno noget at optage sin ledige hånd med - den ene havde han stadig i Mias hår, men den anden glattede han sin bluse med. Han var altid i konstant bevægelse og han ville heller ikke ligge og hoppe med benet, for det blev hurtigt distraherende og det var tydeligvis vigtigt for Mia at kunne fortælle sin historie uden afbrydelser. 

Al bevægelse i ham stoppede dog, da Mia fortalte om kisten hun var blevet lukket inde i. Han åbnede kun instinktivt munden, da hun rakte en skive af mandarinen op til ham, men han tyggede ikke på den, lå blot med den i munden, imens han i fuldt chok lyttede til hende fortælle at hun var blevet både slået og sparket af hvad end for en psykopat det var, der også havde lukket hende inde i en kiste. Og at Hector også havde fået involveret hende i en slåskamp - som om hun ikke havde været igennem nok!

Endelig kom han til sig selv og han fik møvet sig op at sidde, løftet op på en albue, så han vendte sig imod hende og så hendes nakke stadig lå blødt på hans underarm. Han så ned på hende og sank mandarinen, inden han åbnede munden.

"Mia, ved Zaladins røvhul, kræftædme -" han stoppede sig selv inden der kom flere bandeord ud af ham, og gned opgivende en hånd over ansigtet. Hvad sagde man til den slags? Han sænkede hånden igen og lagde den om Mias kæbe. Hendes ansigt var så småt, han kunne nærmest have det hele i hånden. Han strøg sin tommelfinger over hendes kind og undersøgte hendes ansigt for skrammer. "For fanden, Mia, er du.. er du okay? Kan man overhovedet spørge om det? Det er sgu da hårdt, det er sgu da - fuck det svin!" 
På trods af sine hårde ord holdt han helt blidt om hende.

Mia drejede atter sit hoved for at bedre kunne se op på ham, da hun kunne mærke ham flytte mere og mere på sig selv. Blikket hun sendte ham var uforstående og havde det været muligt for hende, havde han da også lige fået det sædvanlige lille vip til siden, mens hun forsøgte at finde frem til, hvad han havde gang i. Og så mødte velkendte skældsord hendes ører – både velkendte fra drengen selv og særligt fra Gortrosh. Hun kunne ikke undgå at blive endnu mere forundret overs Junos reaktion til hendes fortælling, og stille og roligt kom hun selv bedre op at stå lige i tide til, at han havde hendes ansigt i sin hånd.

Straks skar hun smertende en grimasse igen. Denne gang en del mere fremtrædende, end da han blot havde stryget hende over kinden tidligere. Hvad der kunne beskrives som et sagte klynk trådte ligeledes i kræft fra hendes strube. Det gjorde ondt. Og selvom det ikke var til at se på hende og ligemeget hvor blid han så end var, så ville det være muligt at fornemme en form for hævelse omkring den nederste del af den kind, hvis side delte plads med antydningen af det blå mærke ved mundvigen.
Øjnene, der havde klemt sig sammen, idét han havde lagt sin hånd omkring hendes kæbeparti, åbnede igen efter noget tid til at sunde sig, og blåt kiggede nært og direkte på ham. Rynken mellem øjenbrynene forblev der dog. Klar til hvis den ømmende smerte skød til vejrs igen.

”Jeg er okay, Juno,” forsikrede hun ham med en undertone, der lå tæt op ad bedende. Hænderne – dem begge – der ellers havde været placeret knuget mod taget under sig, løftede sig så ellers op til hendes ansigt, hvor hun forsigtigt fjernede hans hånd igen. Holdte den fast i sine hænder, for at afholde ham fra at gøre det igen. Dog ikke nok til at han ikke sagtens kunne få hånden fri på egen hånd uden problemer. ”Jeg bløder ikke længere, hvis jeg bare er forsigtig. Og alle mærkerne fra den gang er forsvundet og smerter ikke længere.” Så typisk hende at kun automatisk fokusere på det fysiske. Det næste blev dog sagt mere sagte: ”Det er længe siden.” Længe for et menneske. Ikke for en som hende, men mennesket var, hvad hun relaterede mest til.

Juno havde rørt så forsigtigt ved hende og alligevel skar hun sådan en grimasse, da han gjorde det. Hun måtte virkelig have ondt, og han trak straks hånden til sig, som havde han brændt sig, selvom det var hende, der tydeligvis var i smerter. Han bemærkede knap nok, da hun tog hans hånd, selvom det nok var meget smart af hende - hans tanker vandrede hurtigt andre steder hen og han glemte ofte ting, som han lige havde fået at vide. Andre gange huskede han alt. Det var ikke til at vide.

"Det kan ikke være længe siden," svarede han hende, med smerte i stemmen og med et blik, der pludselig opfangede alle hævelser og mærker i hendes ansigt. "Der er ikke længe siden vi to først mødte hinanden. Det er ikke længe siden vi sidst mødte hinanden. Den slags... tortur? Jeg ved ikke om det nogensinde bliver 'længe siden'. Jeg tror.. jeg tror altid det vil føles som om det var for nyligt." 

Han talte som om han vidste, hvad han snakkede om. Han lagde ikke skjul på det. Mia havde fortalt ham, hvad der var sket med hende, så hun fortjente også at vide bare lidt af, hvad der var sket med ham. 

Mia havde ikke løjet, da hun havde påstået, at Juno var nem for hende at læse. For det var han. Til et vist punkt. Hun så alle de små smertende trækninger og folder i hans ansigt og de svare ryst i hans stemme. Men skulle hun blot fokusere på de ord, der forlod hans mund, forstod hun dem ikke, og hun bar straks selv et forvirret udtryk i sit forslåede ansigt.

”Hvad snakker du om?” spurgte hun med de fyldige øjenbryn krummet og hovedet lagde sig som forvent diskret på skrå, mens hendes skræmmende blå øjne stirrede endnu mere intenst på ham, som ville hun kunne, forstå hvad der foregik med ham, og hvorfor hun pludselig opfangede så dårlige signaler fra ham. Hun havde opfanget lignende før, da han havde hørt hendes historie, men disse signaler var anderledes. De gav selv hende kvalme.
Hun bed sig i den indre del af hendes bløde kinder, før hendes hænder så havde sluppet deres tag i hans og lagde sig i stedet om hans ansigt. En på hver side af hans ansigt, hvor hun holdte det fast. Ikke voldeligt – han ville stadig sagtens kunne komme fri uden problemer – men hun sørgede alligevel for at trykke bare lidt ind. Betryggende, havde hun selv opfattet det. ”Juno, det er 208 dage siden. Det er nær halvdelen af, hvad I jordiske kalder for et år. Særligt for jer menneske, har jeg da forstået at det er... længe siden. Det er en 164. del af jeres gennemsnitlige liv.”

Synligt sank hun. Hun kunne mærke hans hjerte igennem hans kinder, og inden længe fjernede hun den ene hånd for i stedet at flytte den med at ligge fladt mod midten af hans brystkasse for at bedre kunne mærke hans hjertebanken. Han var blevet hårdere at røre ved. Havde han fået opbygget flere muskler? Eller havde han bare ikke spist nok?

Junos øjenbryn trak sig sammen, da Mia påstod at et halvt år ikke var 'for nyligt'. Man kunne ikke lægge tortur bag sig på under et år. Juno vidste som sagt ikke om han selv nogensinde ville kunne.

"Det er relativt," forsøgte han at forklare hende, for han vidste trods alt godt at hun bare var nysgerrig, ikke dum. "Hvis nogen... havde stjålet min pung for 208 dage siden ville være det være længe siden. Hvis nogen havde kidnappet mig, slået mig, skræmt mig..." Han sank en klump, i stedet for at tilføje hvad Thanos havde gjort ved ham, og rystede på hovedet inden han fortsatte; "Så ville dét ikke føles som lang tid siden. Des større impakt det har gjort på dig, des længere tid skal der gå, før det er lang tid siden."

Han forsøgte at se på hende, om hun forstod hvad han mente, og besluttede sig for at give hende endnu et eksempel; "Hector er for eksempel min bedste ven. Vi mødtes for... måske fem år siden nu. Men det føles ikke som lang tid siden. Fordi vi er så gode venner, føles fem år som kort tid. Det føles som om vi har kendt hinanden for evigt."

Han brød ud i et smil, da det gik op for ham at Mia havde fået ham på afveje; "Desuden handler vores samtale slet ikke om, hvor længe siden det er, men om du er okay. Er der noget jeg kan gøre for dig? Vil du føle dig sikrere i min seng?" Det sidste tilbød han med et blink.

Mia kunne umiddelbart ikke helt følge ham i, hvad han ellers ganske udmærket forsøgte at forklare hende, men det stoppede hende ikke i at suge hvert et ord og tone ind. Alt hvad hun blev fortalt eller så var trods alt som en brik i et puslespil, der lå spredt ud i hendes hoved. Ingen brikker var som sådan vigtigere end andre, da de alle sammen udgjorde hendes forståelse og ubevidste udvikling.

Om Juno eget smil også kunne tage en del af æren for det smil, der ligeledes voksede sig frem stort og glædesfyldt på hendes læber, eller om det hovedsageligt var hans ord, var ikke helt til at sige, eftersom at smilet hurtigt blev efterfulgt af en latter så hjertevarm, som kun en som hende kunne præstere den. Hånden der ellers havde lagt mod hans brystkasse blev flyttet tilbage for at holde hans ansigt i samarbejde med den anden, der allerede lå klar. Her klemte hun venskabeligt ind på hans kinder. ”Du er utålelig!” kommenterede hun dog stadig med latteren i stemmen, klar til at blødgøre et hvert fald mod negative konklusioner. Ikke at det som sådan var nødvendigt. Menneskedrengen havde aldrig taget fornærmende ordvalg fra hende som fornærmelser.

”Men jeg må indrømme, at din seng er overraskende behagelig.” Latteren stilnede hen til et næsten taknemmeligt smil, som fulgte hendes blå øjne, som hun så ind i hans, og hun lagde hovedet let på skrå. ”Jeg forstår stadigvæk ikke helt, hvordan og hvorledes fornemmelsen af tid foregår. Måske jeg ikke har været hernede længe nok til at kunne smide min… ekstreme selvbevidsthed, kan vi nok kalde det.”
Hun slap hans ansigt igen og sad igen mere afslappet, inden hun gav ham sin endelige bekræftelse med så meget oprigtighed i stemmen, som hun kunne finde frem: ”Jeg er okay. Det var skræmmende, det kan jeg ikke lyve om, men det var som om at frygten stilnede af i løbet af dagene. Han gjorde mig aldrig noget. Aldrig direkte. Det var kun hans indflydelse på andre. Og selvom jeg sagtens kan se logikken i det, så… har jeg problemer med at stå stålfast ved en negativ mening.”

Juno brød ud i latter, da Mia kaldte ham utålelig. Han vidste det godt, men måden hun sagde det på, fik det til at føles som om hun ikke mente det som noget slemt overhovedet, og han fik endnu mere lyst til at kysse hende end han normalt havde. 

"Selvfølgelig er den behagelig, den skal den jo være, til hvis jeg nu får gæster som dig i den," drillende han videre. Til gengæld kunne han slet ikke følge med, da hun begyndte at blive teknisk eller filosofisk igen, og trak blot på skuldrene. Det var okay hvis hun ikke forstod tid, det var ikke ligefrem vigtigt på dén måde. Hvad der var vigtigt var som sagt bare at hun havde det godt.

"Han lyder som et svin," kommenterede han, med øjenbrynene trukket helt sammen igen. "Selvom han ikke gjorde dig noget direkte. Hvis han fik dig til at se på... så har han været lidt syg i roen."

Han var bekymret for Mias velbefindende, men ikke mere bekymret end at han fik lyst til at dele sin egen smerte. Ikke fordi han følte at han burde, men fordi han havde lyst. Lyst og brug for at fortælle en ven om sine oplevelser. "Thanos... Manden, der kidnappede Hector og mig... Han tvang også os til at se på, hver gang han gjorde den anden noget. Det var værre at se Hector... at se... at se hvad han gjorde ved Hector... end når han gjorde det imod mig." Juno kunne ikke sætte helt lige så mange ord på som han havde troet at han kunne, men det føltes godt at få sagt alligevel. Endnu bedre når han lå her i Dianthos, over Mia, og kunne beskytte hende fra omverdenen, om ikke andet så bare for et øjeblik. Det var længe siden han havde kunnet beskytte nogen som helst.

”Hvad?!”
Der var ikke meget tid at reagerer på, før Mia skød op fra sin liggende stilling. Og med Juno lænet henover hende på den måde, var det uundgåeligt for hende ikke at hamre sin pande direkte op mod hans med et ordentligt dunk. Hun skulle forestille at være et veludregnet væsen, men selv hvis hun havde kendt til den præcise afstand mellem den lyshårede dreng og hende selv, ville hun stadigvæk ikke have den mindste chance mod hendes krops automatikgear, der var blevet aktiveret ved, hvad hun hørte.

Straks høj begge hænder ømmende op til panden efter det voldsomme sammenstød. Hun klemte øjnene sammen i en smertende grimasse og hun lå lidt og krummede både ben og tær, mens hun lagde sig helt ned at ligge igen. Det rungede gevaldigt. Hun gav sig bare ikke tid til at ligge og beklage sig over det mere end en kvartdel af et sekund, før hun, stadig med hænderne på sin pande, åbnede øjnene igen og stirrede direkte mod Juno med et blik, man kun kunne forvente af hende.
Farve havde allerede falmet ufatteligt meget fra hendes ansigt, og der var ingen barriere for bekymringen, der havde lagt sig over hende. Dét var hvad der havde naget ham. Eller ikke naget ham, men forgiftet ham. Hun havde set det både hos ham og hos Hector, om de brød sig om, at hun opfangede den slags. Men hun kunne aldrig læse historierne ud fra det. Det var hun nød til at få fortalt.

”Jeg… Jeg vidste det ikke,” fik hun endelig frem med en mild men smertende stemme. Hun var ikke såret over at ikke kende til det. Slet ikke! Hun var mere såret på Juno’s – og Hector’s – vegne. Hun tog aldrig blikket fra ham. End ikke da hun møvede sig op at ligge mere på sine albuer og dermed mindske afstanden mellem dem, hvis ikke han allerede havde flyttet sig. Måden hun bevægede sig for tæt på var stadig lige så nonchalant en handling som altid. ”Hvornår? Hvordan? … Hvorfor?” Hun vidste ikke præcis, hvad der var sket dem udover kidnapningen, men hun havde allerede fornemmet at det var noget så forfærdeligt, at det havde gravet sig dybt ind i mennesket. Alt for dybt.

Juno fløj tilbage, da Mias hoved bankede op i hans, og han ømmede sig og bandede højlydt, inden han begyndte at grine. Det var så typisk Mia at gøre noget så komisk, og selvom deres samtale havde været af den alvorlige slags indtil nu, kunne Juno ikke lade være med at grine, imens han gnubbede sin ømme pande. 
Da hans blik mødte Mias igen, smilede han skævt ned til hende, som undskyldte han for at have grinet midt i noget vigtigt. 

"Det er okay," svarede han, til at hun ikke havde vidst det. "Hvor skulle du vide det fra?" Han smilede stadig og trak på skuldrene for at understrege, at det virkelig ikke var noget vigtigt hun var gået glip af eller hendes ansvar at have vidst. Hverken ham eller Hector havde ligefrem gået rundt og delt deres sorger omkring det. 

Junos øjne blev store, da Mia satte sig lidt op og udlignede afstanden imellem dem. Hun var pludselig meget tæt på. "Flere måneder siden vi blev taget, ikke så længe siden vi kom hjem. Hvordan - hvordan er lidt sværere at svare på. Det er 'hvorfor' egentlig også, når jeg tænker over det." Han brød ud i forsigtigt latter igen og satte sig helt op, så der kom lidt afstand imellem dem igen. 

"Hvordan - altså... Han var bare stærkere end os. End mig. Og så blandede Hector sig, og... Det skulle han ikke have gjort, for så blev vi jo bare begge to nakket." Det var nemmere at svare på, hvordan de var blevet taget, end at svare på, hvordan de var kommet hjem igen. Det var en lang og ubehagelig historie og Juno ville aldrig igen tænke på Liv. 

Det kunne ses hvordan musklerne i stjernens buttede kinder blev spændt op, som hun sad der og lyttede. ”Hm, jeg er kommet til at forstå, at ’hvorfor’ er det af jer jordiske væsners spørgsmål, der er nært umuligt at forstå sig på. Også det spørgsmål der kan være knusende utilfredsstillende at få svar på,” sagde hun, da det lykkedes hende, at få fyldt brystkassen med nok luft til at fjerne den tunge fornemmelse deromkring. ”Jeg har selv stillet det, så… jeg forstår.”

Selvom han stadigvæk ikke havde givet hende yderligere informationer om, hvad der var sket ham - faktisk havde han egentlig sagt mere eller mindre det samme - så følte hun sig mere lettet, jo mere han talte. Det gav hende forsikringer om, at det hun frygtede ikke var en helt så sikker virkelighed. Og med det fik hun lidt mere af sin farve tilbage i ansigtet.

Som Juno rykkede sig lidt tilbage, tog hun muligheden for at selv sætte sig bedre op så ryggen kunne rankes. Det ene af hendes ben sneg sig op til en halv skrædderstilling, så hun kunne have noget at gribe omkring. Hun havde flere gange bare denne aften haft en næsten utålelig lyst til at holde ham, røre ham, og hun havde da også allerede gjort alvor af den lyst et par gange, men det var trods alt ikke noget, hun normalt havde gjort, så hun måtte holde sig tilbage. ”Du må endelig ikke tage mine ord forkert, men jeg er glad for, at du var her, da jeg kom tilbage. I et stykke. At du ikke stadigvæk var.. hvor du var. Dianthos er trods alt ikke det samme uden jer to,” brød hun atter stilheden med. Og selvom hun ikke følte, at der længere var noget at smile over, kunne hun ikke dy sig et lille et i mundvigen. Nok smittet af fra hans gentagende latter. ”Da jeg sagde, at I er nemme at læse, mener jeg det blot som, at skiftene i jeres atmosfære er nemme at opfange, så jeg er taknemmelig for, at du fortæller mig det her.”
Det dunkede, hvor de havde stødt panden imod hinanden, og faktisk gjorde det resten af ømheden i hendes ansigt værre, men hvis det generede hende, var det ikke noget hun viste, som hun betragtede Juno - ødelagt, lappet og limet sammen, men mindst lige så robust.