Kamelens store fødder dunkede næsten lydløst ned i det varme sand. Nattens kulde havde ikke fået det kølet ned endnu og Vargas kunne næsten stadig mærke den i luften omkring sig. Dødssynden var ikke ligefrem i det bedste humør, hvilket gjorde, at der var tavst omkring ham. Tre andre kameler fulgtes med ham, den ene pakket med det, de skulle bruge på turen, de to andre havde hver deres mand på ryggen. Vagter.
Grunden til Vargas' lettere dårlige humør var, at han red igennem ørkenen på en kamel. Normalt, hvis han var tvunget til at tage turen over land, sad han på ryggen af en grif. Det kortede turen af med mange dage. Men han var taget nord på med et skib, til Piratbyen. Hvor hans planer pludseligt havde ændret sig, han var redet til Medanien og nu var det bare nemmere at tage turen igennem ørkenen end at ride tilbage til havnen og sejle hjem. 

At få fat i kameler og udstyr var ikke et problem, han havde flere stationer liggende langs grænsen til Rubinien, hvor slaver ville blive købt og transporteret til Balzera igennem ørkenen fra. Men ørkenen var kedelig. Sand med sand og intet at underholde sig selv med. Han hadede at kede sig. Og så rejste de endda om natten, for at undgå den bagende sol. Dagen brugte de i ly under teltets dug, vagterne skiftedes til at sove og Vargas... han kedede sig. Gudsjammerligt.

Så de to store mænd var tavse, uden lyst til at få vendt deres herres vrede i mod sig, hvilket næsten irriterede Vargas mere. Men han forblev tavs og stirrede med et muggent blik frem foran sig i mørket, ud over ørkenen der alligevel var godt synlig under månen og stjernernes lys.

Nogle palmer og noget buskads dukkede op forude. Måske et tegn på en oase, her midt i de sandede bakker? Vand kunne de altid bruge og uden at sige et ord, blev kamelerne vendt i mod det lille område med liv. Det blev dog ret hurtigt ret tydeligt, at buskene havde givet op på livet. Der havde nok været vand engang, men ørkenen var lunefuld. Den tog liv hurtigere end den gav det. I stedet kom den ene vagt med en lyd og pegede over i det ene side. Der lå en kamel. Stadig pakket ind i oppakning. Et smil dukkede op på Vargas' ansigt. Endeligt skete der noget! 
De gled af ryggene på deres kameler, der fik besked på at blive liggende. Vagterne var ikke glade ved at Vargas ville med, men sagde ikke noget til det, da han slentrede efter dem mod den fremmede kamel. En lyd kunne høres og det gik op for ham, at det ikke var kamelen, der snorkede. Og snart kunne han tage en meget sovende mand i øjesyn, en mand der stank så langt væk at sprut, at selv vagterne slappede lidt af igen. Den ene af dem sparkede til ham.
"Hey. Vågn op!"

Der gik ikke mange øjeblikke fra, at den stinkende mand havde lagt sine svømmende øjne på Vargas, til han havde kastet sig ned i sandet. Et yderst tilfredst udtryk dukkede op på Vargas ansigt, det var lige før den ene handling, gjorde ham i godt humør igen. Det var dejligt at nogen i det mindste anerkendte hans magt og status, også selvom det var en fyldebøtte som den her ulækre mand. Hans blik gled over til den ene vagt og med et nik beordrede han ham til at rode mandens ting igennem. Der var uden tvivl ikke noget værd i rodet, men nogle gange blev man overrasket. Vagten gav sig straks i gang med at hive ting og sager ud af oppakningen, ting der bare ligegyldigt blev smidt i sandet under dem. En protesterende lyd kom fra manden, men han gjorde klogelig nok ikke noget forsøg på at stoppe det.

Vargas viftede let en hånd mod ham som signal til den anden vagt.
”Rejs ham op og hold ham.” Han så ikke ud af noget, denne mand, men udseende kunne snyde og Vargas havde sin egen måde at undersøge væsner lidt nærmere. Vagten gjorde, som der blev sagt, hev manden på benene og vred hans arme om på ryggen. Han begyndte højlydt at plapre, men Vargas hørte ikke efter, hvad der blev sagt, i stedet lagde han advarende en finger over sine læber. Det virkede, mandens ord løb ud i sandet. Hans ry løb ham vist i forvejen.

Et lidt utilfredst udtryk gled kort over hans ansigt, manden var svedig, beskidt og stank værre end et horehus i Piratbyen. Men der var ikke andet for, så han rykkede uden problemer halsåbningen i hans beskidte trøje mere op, så han kunne komme til at lægge en hånd på hans bare bryst. Han var ikke blid og manden fik straks det lidt tomme, paniske udtryk i ansigtet alle fik, når Vargas’ evne begyndte at klemme om deres indre. Når han ragede på deres sjæl. Der var intet. Ingen evner, intet spændende. Bare en almindelig, sølle sjæl, der gav Vargas en beskidt smag i munden, sikkert på grund af drikkeriet.
Så han slap ham igen med et udtryk af afsky. Manden faldt straks lidt sammen i vagtens greb, sikkert med troen på, at det værste var overstået. Vargas så lidt på ham, snøftede så ind og smækkede hårdt hånden på hans bryst igen. Og trak. En halvkvalt lyd af smerte kom fra manden, der desperat begyndte at gispe efter vejret. Det var tydeligt, at det gjorde ondt og at hans lunger ikke ville udvide sig ordentligt. Hans øjne begyndte at bule ud og en rød farve spredte sig over de skæggede kinder.
Vargas trak endnu mere til, for det var dejligt at komme af med sine frustrationer.

Egentligt kunne Vargas være blevet ved, indtil mandens hjerte gav op, men måske var det hans fysiske lugt, for dæmonen gav i hvert fald slip og trådte tilbage. Føj, han skulle have vasket sin hånd, det var ulækkert at røre ved ham. Igen var afskyen tydelig i de skarpe træk og han skulle lige til at gå fra ham, da manden begyndte at snakke om en anden mand, der åbenbart var med ham. Vargas løftede kort blikket til vagten, der var færdig med at rode oppakningen igen. Vagten nikkede kort og forsvandt ud for at se, om han kunne finde den anden mand.

Vargas vendte blikket tilbage til den ynkelige skabning, den anden vagt havde sluppet, der nu sad på knæ i sandet og forsøgte at handle sig ud af sin egen død. Døden var uundgåelig, men det vidste han tydeligvis ikke, der var et let håb i hans grimme ansigt, mens han sad der og så op på Vargas. Nå, ja, man kunne vel få lidt sjov ud af det. Langsomt kom der et smil frem på Vargas’ ansigt.
”Så du vil sælge din ven for dit eget liv. Ser man det.” Han slentrede over til mandens ting, der nu lå spredt ud i sandet. Hans fod stødte mod noget, der skulle forestille at være en guldpyntet sabel. Han samlede den op for at undersøge den. Grebet var løst, guldmalingen var skallet af flere steder og sablen var på ingen måde skarp. Han ville ikke kunne hugge en appelsin over med den. Uden at flytte blikket fra den, gik han tilbage til manden.

”Jeg kan se, at du er handlende. Hvad med, at vi lavede en handel?” Glimtet i hans øjne ville få slaverne hjemme i slavehandlen til at krympe sig og bede for deres liv, men fyldebøtten var desperat og lyste straks op i et forhåbningsfuldt smil.
”Ja, ja, Herre Aziz, en handel, handel er altid godt, hvad…”
”Din sabel for mit sværd. Hm?” Han trak sit eget sværd, der var af den ypperste kvalitet. Dværgesmedet, selvfølgelig, Det blanke metal skinnede i solen. Det var lidt smallere og lidt længere end et almindeligt ethåndssværd, men uden tvivl skarpt nok til at splitte et hår i to og robust nok til at kunne gøre det samme med en mands hoved. Det var sjældent han fik brug for det og det var ikke det eneste, han havde. Vagterne klarede for det meste det med sværd for ham, men på en tur som denne, var det bedst at være bevæbnet.

Først måbede manden, der stadig sad på knæ, inden han fik et forvirret udtryk i ansigtet, men til sidst gav op. Der var alligevel noget ved den handel, han ikke helt kunne tro på.
”Nåh, hvad siger du?” Vargas sendte ham et skarpt blik. Langsomt nikkede fyldebøtten.
”Deres sværd for min sabel, det… det er en handel.”
Vargas smil blev lidt større.
”Godt.” Og uden tøven stak han sit sværd igennem mandens bryst. Lavt nok til at han ikke ville dø med det samme. Han lod sværdet sidde og undersøgte sablen lidt mere, mens manden gurglede og væltede om i sandet med et udtryk af vantro og smerte. Vargas lavede et øvet, elegant sving med den faldefærdige sabel og rystede så på hovedet.
”Nej, jeg har fortrudt. Det var ikke en helt lige handel.” Han smed sablen fra sig og trak sit sværd ud af manden, der kom med en lyd og begyndte at vende det hvide ud af øjnene, som blodtabet begyndte at slå ham ihjel.
”Sikke noget svineri,” sukkede han og hev et lommetørklæde op for at tørre blodet af bladet.

Vagten, der havde fundet Selmy, så ud til at være ret ligeglad med, om han løftede hænderne eller ej, måske han tænkte, at det var en bette splejs, hvem vidste. Tavst vinkede han med en hånd med sit sværd rettet mod ham, for at få ham til at gå ud på den lille åbne plads, hvor de andre befandt sig.
Vargas løftede blikket, da hans vagt kom tilbage med en ung mand, der så meget anderledes ud end den stadig døende mand på jorden. Pæn i tøjet, tydeligvis ikke afhængig af flasken. Og ikke lavet til at slås.
Hans bevægelse med at tørre bladet rent for blod gik i stå, mens han lod blikket glide over den unge mand. Det var ikke fysikken, han kunne bruge til noget. Mon hovedet måske indeholdt noget, der kunne sælges?

Langsomt gned han lommetørklædet over bladet end gang mere, inden han ligegyldigt smed det på jorden. Det var vådt af blod, hvilket ville svine i en lomme og i øvrigt aldrig rigtigt ville kunne vaskes ud. Sværdet satte han roligt på plads i skeden, inden han vendte sig mod den nye mand. Med et let smil og et glimt i øjnene, der ikke lovede gode ting, gik han derover. Vagten stod bag den fremmede med sværdet mod hans ryg og Vargas viftede let med hånden, hvilket fik vagten til at sænke sværdet og træde et skridt tilbage. Medmindre den unge mand havde en farlig evne, så han ikke ud til at være nogen trussel.

”Jamen dog, du ligner ellers ikke en, der ville holde det der som selskab.” Han lavede en lille bevægelse mod den nu efterhånden døde mand, hvis blod farvede sandet rødt under ham. Nysgerrigt betragtede han ham lidt, inden han trådte lidt nærmere. Han ville gerne rage lidt på hans sjæl, men lidt høflig kunne man nu være, ikke?
”Fortæl endeligt, hvad du laver ude i ørkenen med en kamel pakket med falske våben, hm?” En vind blæste blidt til hans gule tørklæde, en gul farve, der rimeligt let kunne ses i månelyset, der gav alting et hvidligt skær.

Mens manden talte, betragtede Vargas ham en smule nysgerrigt. Det lyse ansigt og hår blev afsløret, da han fjernede tørklædet og han genkendte med det samme dialekten fra landets hovedstad. Ikke en af dem, han selv havde tilegnet sig, siden han aldrig havde boet i hovedstaden For stor sandsynlighed for at blive genkendt. Og Lyset var jo ikke ligefrem glade for dæmoner heller.
Navnet sagde ham uden overraskelse absolut ingenting, men han lyttede halvinteresseret til, hvad manden brugte sin tid på. Det var da et smukt formål at bruge sit liv på, at undersøge planter, der måske kunne hjælpe andre. At Vargas var fuldstændig ligeglad, var så en anden sag. Han spekulerede ikke så meget i det store sammenhæng, så om han pillede en person ud af verdenshistorien, det gjorde ham ikke så meget.

"Hvor spændende." Om han faktisk fandt det spændende var ikke til at høre på hans stemme eller se på hans udtryk. I stedet var han ved at spekulere på, om det var en kunnen, han kunne sælge. Selvfølgelig var det det, han kunne sælge alt, det var bare med at finde den rette kunde. Og nu havde de en kamel ekstra, der nok ville blive glad for ikke at slæbe på alt det bras mere.
Hans smil voksede lidt og han kunne næsten virke helt venlig, næsten som om, at han tilbød Selmy handlen i hans liv. Altså, for hans liv var det nok nærmere.

"Jamen så er det jo din heldige dag! Jeg skal til Balzera og du får lov til at følges med mig og disse to behagelige herrer!" Han slog let ud med hænderne mod de to vagter, der ikke så spor behagelige ud. Han vendte blikket mod den ene.
"Hent vores kameler og gør den der fri for dens byrde, den unge herre her skal ride på den." Vagten bukkede kort og forsvandt i retning af, hvor de havde efterladt. Vargas bevægede sig hen til Selmy og lagde en arm om hans skuldre. Kammeratligt, selvom han var et godt stykke højere og alligevel noget stærkere.
"Jeg har slet ikke introduceret mig selv. Hvor uhøfligt. Mit navn er Vargas Aziz, jeg er slavehandler." Og hans smil blev pludseligt meget mere rovdyrsagtigt med de hvide tænder synlige i det mørke ansiigt.

Der kom et advarende glimt i Vargas' øjne og udtryk, da manden hev sig fri af hans greb, og den resterende vagt trådte frem for at beskytte sin herre, men en håndbevægelse fra Vargas fik ham til at stoppe. Så knægten troede, at han havde andre muligheder? Åh, han skulle nok lære de barske realiteter at kende. Smilet vendte tilbage til det skarptskårne ansigt og han slog let ud med hænderne.
"Jeg synes, det er et meget generøst tilbud, jeg giver dig. Men hvis du tænker, at en bydreng uden oppakning, overlever rejsen igennem ørkenen, skal du være velkommen til at prøve. Til fods er der omkring frem dage til Balzera. Hvis du altså ved, hvilken vej du skal." Han trak let på skuldrene som om, at han på ingen måde regnede med, at mennesket vidste, hvor det skulle hen.

Han begyndte at bevæge sig rundt om drengen, lod blikket hvile lidt på ham. Han havde ikke tænkt sig at lægge skjul på, at de nok ikke havde samme idé om, hvad der skulle ske i Balzera. Et fint lille bur ventede mennesket, indtil han fandt den rigtige køber. Fem flade ravstykker? Nej, meget mere. Vargas antog, at den unge mand kunne læse og skrive, dem kunne han altid få flere krystaller for. Eftertragtede evner.
"Der vil endda vente dig gratis kost og logi i Balzera. Mine slaver bliver behandlet godt, jeg kan jo ikke få gode penge for udsultede stakler, hm? Det er jo logik for trolde." Smilet på hans ansigt havde stadig et udseende af at være venligt, trods hans ord.

Og det var sandt. Nok elskede han at pine sine ejendele, men de havde det på daglig basis bedre end de andre slaver, hos hans konkurrenter. Der var vand nok og mad fik de også to gange om dagen. At pisken smældede lige så meget, var en anden sag. Men Vargas vidste, at jo bedre produktet så ud, jo mere kunne han få for det og det hele handlede jo i sidste ende om profit. Hvad kunne betale sig, hvordan fik han mest ud af det han havde. Der var en grund til, at han ikke behøvede at spekulere over, hvor mange krystaller han brugte på ting. Han havde rigeligt.

Vargas kunne sagtens se foragten for ham i den unge mand, noget han både fandt ganske morsomt, men også irriterende. Morsomt fordi foragten kunne han ikke bruge til noget, han ville ikke komme nogen steder med den. Irriterende fordi Vargas ikke følte det var den rigtige følelse folk skulle have i mod ham. Nej, han var mere frygt, had og respekt-typen. Og foragten i den andens øjne gav ham en snurrende lyst i fingrene om at lære ham nøjagtigt, hvorfor folk skulle se med de følelser på Vargas i stedet.

Men de skulle videre. Natten var ikke alt for lang i ørkenen og der var som sagt flere dages rejse mod Balzera, så han ville have al den tid i verden, han havde brug får, så snart solen stod op og kastede sine brændende stråler over det tilsyneladende døde land. Så han trak vejret ned i maven og skubbede sine lyster væk for nu. Men hans blik skjulte ikke hans tanker og han lagde hovedet lidt på skrå.
”Jeg tror, du får lidt af et kulturchok, når du kommer frem til den smukke havneby.” Ikke at drengen ville komme til at se havnen, selvom Vargas’ hjem ikke lå ret langt fra havet. Han ville ikke se så meget andet end nogle få gader og derefter… slavehandlen. Som i Vargas’ øjne også var smukkere end havnen.

Vagten kom tilbage med de fire kameler og begyndte at få ordnet den sidste, så den kunne bruges som ridedyr. Alt hvad der var af brugbare ting fra oppakningen, vand og mad, blev pakket sammen og læsset på den kamel, der slæbte på deres udstyr i forvejen.
Vargas var tavs og betragtede Selmy lidt som en kat, der ventede på at fiskeren kastede en fisk til den, mens han ventede på at vagten blev færdig.
”Videre. Vi skal nå langt i nat.” Uden at sige mere til Selmy eller vagterne, besteg han sin kamel. Vagten tvang Selmy op på den kamel, han og handelsmanden havde haft med sig, inden begge vagter satte sig op på deres kameler, den ene med rebet til Selmys kamel bundet fast, så han ikke kunne stikke af.
Og så tog de af sted ud i ørkenen, efterladende liget og alt braset bag sig. Der var nok nogen, der kunne bruge begge dele.

Solen var stået op, da de endeligt nåede frem til den lille oase, der var deres mål. Vagterne arbejdede effektivt og snart var de flade hvide telte, der egentligt mest bare var duge, der var spændt ud, sat op, så de kunne tilbringe den hede dag i skygge.

Selvom det kun var en times tid siden, at solen havde bevæget sig over horisonten, var temperaturen allerede uudholdelig og Vargas havde hevet sit gule tørklæde over hovedet, så han ikke fik for meget sol lige i skallen. Kroppen han besad var trods alt skabt til det varme klima, men selv ørkenen kunne blive for meget for hurtigt, så han sørgede for at passe på sig selv. Så mens de to vagter satte lejren om, gik han ned til vandet, tog sine sandaler af og dyppede fødderne for at køle lidt ned. Og sådan stod han lidt, med fødderne i vandet og blikket rettet frem for sig. Han så nok næsten helt fredelig ud, bare en handelsmand på rejse igennem ørkenen.
Men tankerne i hans hoved var langt fra fredelige. Slaver og lyden af piskesmæld. 

Med et suk konkluderede han, at han var sulten og han tog sine sandaler på igen, inden han vendte rundt for at gå op til de hvide telte, der tilbød en svalende skygge. Den ene vagt var allerede ved at anrette et måltid til ham og han satte sig dovent på det ene tæppe, der var lagt ud. Det var selvfølgelig så primitivt det hele, men det var også dumt at slæbe rundt på for meget bare for velbehagets skyld. Ærgerligt, men det var kun for en rejse. Så længe det ikke var permanent, så ville Vargas nok blive en smule negativ.
Han gav sig roligt til at spise af maden, der bestod af lidt forskelligt, der kunne holde til at blive transporteret i varmen. Som han sad der, gik det op for ham, at der manglede noget. Han lænede sig lidt frem og fik øje på sin nye slave, der stadig sad på kamelen. Hvad lavede han dog der?
"Hent ham ind i skyggen inden han får hedeslag. Og giv ham noget mad og drikke." Vargas sendte den ene vagt et blik, der spurgte, om han også skulle gøre det hele selv, hvilket fik vagten til hurtigt at komme på benene og lunte over til Selmy. Kamelen blev langt ned og drengen hevet af den, inden han blev slæbt med til teltet og sat i skyggen i den anden side af, hvor Vargas sad. Ikke at dæmonen skænkede ham et blik, han blev ved med at se ud over den lille oase og spise sin mad.

Vargas havde ikke travlt, så han gav sig god tid med at spise og slappe af, nu han ikke sad på en kamelryg. Der var plusser og minusser ved kamelerne, men de var ikke alt for behagelige at ride på. Det var heste nu heller ikke. Måske han bare var blevet lidt for magelig hen over de sidste 200 år eller mere. Med et let smil tyggede han videre og betragtede solen spille i vandet, ligeglad med, at hans ”gæst” var placeret på et tæppe i den anden side af det lille telt. Faktisk anerkendte han ikke hans tilstedeværelse under hele måltidet. Næsten som for ikke at spolere sin appetit ved at se på noget så ligegyldigt som endnu en slave.
Vagterne spiste på skift, mens den ene holdt godt øje med Selmy. De havde givet ham noget af den mad, der havde været i drukkenboltens oppakning, der var ingen grund til at spilde noget af deres egen, der virkede til at være bedre. Vand var der masser af og denne ene vagt gik også ned for at fylde et vandskind i den lille klare sø, der gav den lille plet liv i solens varme.

Endeligt fandt Vargas sig selv mæt og han lænede sig afslappet tilbage for et en tid, stadig langt væk i tanker. Eller, sådan virkede det. Faktisk skævede ham lidt til Selmy, ventede på, at han var færdig med at spise. Pludseligt slog han hænderne sammen i et skarpt klap, hvilket fik det til at give et sæt i begge vagter, inden han satte sig ordentligt op igen med blikket mod Selmy.
”Nu kunne jeg godt bruge noget underholdning. Det er så frygteligt kedeligt at ride på en kamel hele natten, synes du ikke? Hvad skal vi dog finde på?!” De to vagter skævede kort og nervøst til hinanden, når deres herre snakkede underholdning, var der aldrig noget godt i vente. Vargas blik gled over sine omgivelser, mens han så ud til at spekulere på, hvad han skulle finde på. Men han vidste det allerede. Han havde en let frustreret følelse i kroppen, han gerne ville ud med, og hvad var bedre end at pine en slave?!

Så han kom på benene og gik hen til noget oppakning, der lå i hjørnet af teltet. En kamelpisk lå tilfældigt henkastet ved den ene taske og han samlede den op, inden han betragtede den. Et kort håndtag, et stykke skaft og derefter et kort, tykt stykke reb af flettet læder med en knude for enden. De slog hårdt. Tænk af sådan en lille ting lavet af træ og læder kunne være så dejligt brutalt. Han slog den let ned i hånden og vendte sig så mod Selmy og de to vagter, nu med et helt andet udtryk i øjnene og ansigtet, selvom det svage smil stadig sad om hans læber.
”Grib ham og blot hans ryg.” Uden tøven kastede de to vagter sig over Selmy for at gøre, som der blev sagt, glade for at de havde slaven.

Vargas så til, mens vagterne greb fat i slaven, der gjorde sit til for at komme fri, hvilket fik en af vagterne til at slå ham i ansigtet med en knyttet næve, bare for at få ham til at falde lidt til ro og derved være nemmere at styre. Vargas sagde intet til det, han behøvede ikke at holde Selmy pæn og hel. Ikke lige nu, men på et tidspunkt skulle han sælges. Det var det, man havde healere til. At gøre slaver pæne og salgsbare. 
"Fornuft? Kære dreng, der er ikke noget fornuft i ørkenen." Han nikkede til vagten, der straks flåede Selmys tøj op over hans ryg, så den bare hud blev blottet. Ah, så dejlig ren og fri for ar.

Med et smil om læberne trådte han tættere på og lod den flettede lædersnor falde fra sin hånd.
"Jeg kan ikke lide din attitude." Det var al det forklaring, han ville give, inden han lod læderet falde mod hans ryg. Han slog hårdt, men ikke så hårdt han kunne, siden han ikke vidste, hvordan pisken slog. Tungt. Der ville komme blå mærker. Han lagde lidt mere kraft i anden gang, mens han nød lyden af læder mod hud, lyden af smerte. Han talte til seks, inden han stoppede og trådte tilbage igen. Vagterne slap den unge mand, ligeglade med, om han kunne stå på sine ben eller ej. Vargas kastede pisken til den ene, for doven til selv at finde en plads til den.

Tilpas strakte han sig og gabte.
"Måske det er tid til at sove lidt. Jeg er ligeglad med, hvad I gør ved ham, bare ikke forstyr mig." Vagterne nikkede og begge to sendte mørke blikke til slaven. Vargas gik ud af teltet og over til det andet, lidt mindre, hvor der var redt op til, at han kunne sove. Med et irriteret suk kastede han et blik op mod himlen og den evigt bagende sol, inden han gik ind i skyggen og lagde sig. Lidt søvn skulle han have trods lyset og varmen, men han havde heldigvis et godt sovehjerte og snart sov han.