Det var tidligt på aftnen, men den kolde luft havde drevet gæster med sig. 8 stykker sad der. Allesammen nedslidte triste landmænd, der forlængst havde slidt deres krop og sjæl istykker i et forsøg på at brødføde deres familie.
Shila fyldte hænderne med tomme øl krus på vej rundt mellem borderen. Ingen lagde meget mærke til hende denne aften, de havde travlt med at diskutere høst, og vejr, noget de åbenbart gik meget op i allesammen. Ikke at den unge kropige forstod hvorfor, vejret havde været ligeså trist sidste år, og der havde de også siddet og diskuteret høst og vejr.
De tomme krus lød hule som hun satte dem ned på baren, for at fylde dem op igen. I det mindste var de taknemmelige for den endeløse mængde øl hun kunne bringe til deres bord på sådan en trist aften som i dag. Om to dage ville hun sidde i same kirke som dem, og sidde og se deres sønner øjne ud de unge kvinder i landsbyen for at beslutte sig for hvem de skulle varte op i et forsøg på at blive gift. Men i aften var de hende taknemmelige for den øl hun kunne give. Kroejeren og Shila selv, var mere end glade for de penge de betalte for øllen. Men der var heller ikke noget valg, det var trods alt den eneste kro i de 3 nærliggende landsbyer.