Det var en stille nat for tusmørkely, som altid var der ingen vind i byen, det nature skjold der lå omkring byen gjorde som altid hvad det kunne for at beskytte byen imod vejret. Blot en ting var i vejen for en perfekt stille nat. Døden havde været omkring landsbyen, en ung kvinde havde ladt livet. Nu lå hun blot i en hule og ventede på at naturen skulle tage hendes krop. 

Det var ikke kun naturen som havde lagt mærket til liget. En ung dæmon gik målrettet imod hulen, uden at have været i området før. Det røde og lilla øjne kiggede imod kilden af den vidunderlige smag, en smag der forsvandt som livet forlod mennesket. Smagen af adrenalin, smerte, panik, og frygt.En dejlig smagsblanding som ofte træk netop denne dæmon til sig.
Opia, en efterlyst dæmon der havde gjort forfærdige ting, i massernes øjne, nu igen på jagt som hun nærmende sig hulen. De spise tænder blev mere og mere synlige som hun kom nærmere og nærmere, og ud af intet forsvandt de bag læberne igen. NEJ NEJ NEJ tænkte Opia som hun satte tempoet op. Smagen forsvandt! Hvem voger at røre mit bytte! echoed det i hendes tanker som hun nærmest løb imod hulen. Spontant stoppede hun foran hulen, kiggede ind imod liget, det var ikke længe siden, minutter? Måske, i hvert fald ikke en time, og der lå det, livløst, tårefuldte øjne, panik skrevet over hele ansigtet..Men smagen, hvor var smagen? duften?! "HVORDAN KAN DET BARE FORSVINDE?!" forlod hendes læber i en elegrant lys stemme, dog var stemmen plaget af skuffelse og vrede. Hvert ord som forlod hende kastede kulde omkring hende selv og nærområdet, en næsten fire meter var dækket af snefnugge, tung tåge og is. Insekter i området faldt døde til jorden som isterninger. Fulge nært tog til vinger og flygtede fra området. Græsset nu farvet hvidt, knækkede som Opia tog hvert skridt tætter og tættere på liget, nu koldt, tårende var nu is. I det mindste er maden her i nu! tænkte hun skuffet, langsomt bøjede hun sig ned, førte sine læber tættere og tættere på kvindes lår. munden hånded sig mere og mere som hun kom tættere og tættere, dyriske tænder og en formløs tunge ramte kødet og en bid blev taget.

Så snart biden blev taget træk Opia sig med det samme væk fra liget og hurtgit fandt hun hendes knæ hvor kødet blev kastet op lige så hurtigt som det kunne. Hva...hva i Zaladin navn er den smag?! hvordan kan der slet ikke være smag i kødet!? tænkte hun vredt, mens hendes blik blev låst på liget. Et kort hvæs blev kastet imod liget.

Sikke en spid af mad! Skal man virkelig gå sulten en dag mere?

Den mætte mørklødet kvinde med nu vuggende hofter, var ikke noget langt fra hvor hun havde fået stillet sin sult. Før en stemme brød nattens stilhed. Lys, elegant og umådelige feminin i Jabari's øre. Et irriteret øjenbryn vibrerede kort, hvorfor havde hun ikke en stemme som den?!? Vreden og skuffelsen i stemmen mildnede dog dødssynden en smule. Men misundelsen gav ikke slip så let.
En unaturlig kold vind kom fra retningen af hvor resterne af byttet lå efterladt, og et forundret øjenbryn skød længere op i panden. Hvad i Zaladins navn foregår der? Med lukkede øjne følte hun frem, jo der var en sjæl der henne, men hvad den var kunne hun ikke sige.

Hastigt blev en beslutning taget, hvem end der vovede at have en stemme der var hende fortjent, valgte at lege med hendes rester OG havde skræmt de stakkels fugle der boede i området! Var en hun måtte se hvem var, for en bid eller to mere ville ikke gøre nogen skade, på hende.
Cirklen af frost der dækkede området hvor Angel var blevet en del af hendes egen perfektion.
En kvinde sad på knæ og hvæsede af resterne, som der var nogen der havde taget en bid af. Den knagende lyd af græs der knækkede ekkoede som dødsynden gik nærmere kvinden "Hvordan kan det være at en med en stemme som din er ådselsæder?" kom det med en stemme så kold som græsset under hendes fødder. De isblå øjne snævrede sig sig sammen  "Hvem er du og hvor vover du at forstyrer min nat?" 

Hvordan kan den..hun..den? Smage sådan? På den måde? Gik tankerne stadig rundt i Opias hoved, Hvad har gjort det, hvem, nej...hva i. Tankerne stod aldrig stille som hun undrende studeret liget, dog på afstand denne gang. knæk kom det fra skoven som en græn knækkede, Opia løftede hurtigt hovedet og kastede sit blik på kviden som stod der. Det mørkerøde øje var nærmest kun sort i denne belysning, det lilla øje var så lyst som altid. kort sniffede hun til luften som kvinden snakkede og ånded lettet op. Et kold lys sky af iskold luft forlod hendes næse som hun rejse sig og stillede sig mere normalt med blikket rettet imod kvinde.
Afstanden blev vurderet godt. hun var i hvert fald mere end en meter væk, tænkte opia som hun overvejde at bruge sin bog eller sin stemme, nu var stemmen jo samtale området, så hvorfor ikke bruge den? Og hun var også langt nok væk så hun burde ikke komme til skade. Kort træk opia på sine smilebånd, "Fordi min stemme er en forbandelse." lød det kort. Stemmen var stadig så feminin og elegant at, en normal tanke var de smukkedes sangeringer der ville have en stemme som den, men med stemme træk kulden sig, og tempereturen omkring Opia faldt på ny, nærmest en meter omkring hende faldt tempereaturen til under frysepunktet, en kold hvid tåge lå i det lille område. "Normalt er det ikke lig der tiltaler mig, men denne efterlod sådan en vidunderlig smag i luften, dog forsvandt den spontant, før jeg fandt hende." Forklaret hun afslappet, igen som før fulgte kulden med hende stemme, og fornyet tågen omkring hende. Langsomt bevægede sig ud af hulen, imod en af de større klippesten lige foran den.  "Navnet er Opia,  må man spørger dem om det samme? Hvem er de? Og hvorfor du bruger din åh, så vigtige tid på mig?" Stemme, kastede som altid med kulde omkring sig, dog en smule kraftigere end før, og denne gang gik kulden radius lidt over en meter fra hende. den sangerinske lyse feminine stemme, træk sakiske tendenser med sig i den sidste sætning, dog virkede Opia til at blive mere og mere rolig, som de to farvet øje studeret kvinde.

Som Opia træk sig ud af hulen blev hendes hud mere og mere klar i natten milde belysning, ikke en fejl var til at se i den, ingen ar, ingens morders mærker, nærmest som en forsmukket tegning af en kvinde. De eneste fejl på den figur der kunne ses var de to farvet øjne, dyriske tænder og noget som bevæget sig bag disse tænder. Arrogant smilede Opia imod den, og bevægede sig en smule tætter klippestenen, tydeligt med tegn på at sætte sig på den, hvis intet ændrede sig.

En kvinde med en stemme som en sangfugl, øjne der ikke havde samme farve og tilsyneladende frøs ting til is omkring sig. "En forbandelse?" lød det en kende skuffet, der var intet unik i at være forbandet, intet der kunne gøre hende mere hel end hun allerede var. Om det var lyden af stemmen eller kulden der fulgte var svært at sige, ikke at det ville gøre den store forskel. Et skævt smil bredte sig over dødsyndens læber "En smag af hvad? Smerte? Fortvivlelse?" Byttets endeligt havde været ganske morsom, en fejltagelse hun aldrig ville kunne begå igen. 
De isblå øjne fulgte den anden kvinde som hun bevægede sig hen mod en klippesten "Opia? Hmm... Et navn jeg ikke har hørt før..." kom det med en finger legende på underlæben "Mit navn er Jabari, men du kan kalde mig Misundelse" for at understrege hvem hun var, glødede hendes hænder kort op i et blegt grønt skær blandet med et blåt og rødt. Sjæle energi dansende om hendes fingertipper før natten mørke fik vendt tilbage.

De ulmende gløder af misundelse blussede op i lys luge, hud som hendes var spildt på ådselædere, måske den skulle gøres til hendes. Men hun lugtede af at ikke blot være et menneske. Nej hun lugtede af noget meget mere smagfuldt. "Opia, hvad tænker du at gøre nu hvor du ved hvem de står foran?"  

Stille og roligt besvægede hun sig tættere og tættere på klippestenen, lyttede og holdt godt øje med Kvinden der var dukket op, et kort snif til luften førte til Opias bevægelser standsede mens hun blinkede nogle gange. Så hun er ikke en helt som hun ser ud. Lyd det intern i Opais sind, "en forbandelse", det var måske kun en halv sandhed, der var blevet givet ud, men for Opia var den så sandt som månes skønhed. Men ikke en kommentar Opia valgte at kommentere på eller uddybe hvad hun mente, hvorfor skulle hun det til dette tilfældige individ? "En smag af smerte ganskevis, men ikke bare en normalt smerte, en smerte størkere end alle andre smerter hun noglesinde har følt" Sagde Opia og som altid kom kulden med hendes ord, dog var området meget mindre denne gang, lidt over en halv meter, og knap så koldt. Som ordende forlod hende kiggede hun over imod liget. "men også en smag af alt hendes tillid til omverden forsvandt. Smerten af at være alene og alle ens gode tanker, ens håb blev til det modsatte. Det sekund i alles liv hvor alt føltes frammet. Det sekund hvor man føler sig alene og fortabt." lyd det igen fra hende, som disse ord forlod Opias læber blev kulden stærkere og stærkere og træk sig længere og længere ud, dog stadig inde for en to meter af hende, men det var tydeligt som hun snakkede at kulden blev stærkere og stærkere, som det sidste ord forlod hende stirrer opia tilbage på liget, og langsomt slikkede hun sig om munden, nærmest så om hun havde glemt alt om den mørke kvinde i dette sekund. Kort rystede hun hovedet og blikket gik tilbage på den mørke kvinde, og langsomt gav Opia sig til at sætte sig på klippestenen som den mørke kvinde talte. Opia træk på smilebåndende som hun lærte af den mørke kvinde ikke vidste hvem hun var. Godt, så er hun ihvertfald ikke fra mørkets hær.

lige som Opia satte sig tilrette på stenen og kiggede over, kom der en kort udtalelse fra kvinden, som fik Opia til at flå sine øjne op, og stirre på kvinden, og lige så hurtigt som de ord ramte hendes øre, hoppede Opia ned fra klippestenen, slå et knæ i jorden, og knælede foran kvinden, hovedet lav, og de tofarvet øjne lukket. hendes skuldre rystede som hun lyttede og ventede på Misundelse talte færdigt. Ikke et sekund overvejede Opia at dette for en løgn, ganskevis havde hun mødt dæmoner som benyttede deres naven til egen grådighed, men hele hendes krop skreg at dette var sandt!
Jeg må undskylde herskerinde! Havde jeg vist det var dem, havde jeg aldrig opført mig som jeg gjorde! lyd det hurtigt som misundelse gav Opia tale rum, kulden var stærkere end før, men Opias nervøsitet var til at se. "Ikke nok med at jeg svaret dem igen, så talte jeg også kun halvt sandt! Jeg ønsker kun at have lov til at stille få spørgsmål til dem herskerinde, men med min opførelse forstår jeg godt hvis jeg ikke er berettiget til noget fra dem! Jeg beklager meget! Håber de kan tilgive denne tjener at de sande herskere af krystallandet! igen talte hun ikke blot hurtigt men hendes stemme blev mere og mere nervøs som hun talte, som følelserne blev mere og mere tydelige i Opia. Bredte kulden sig mere og mere, samt blev området påvirket koldere og koldere. Staidg rystede Opia, nervøssiteten var tydelig, måske frygt? Måske noget helt andet, men hun blev på knæ foran misundelse, og holdt sin stilling, nærmest fejlfrit.

Overraskelsen der stod malet i ansigtet på dæmonen foran hende fik Jabari til at smile et skævt smil der afslørede hendes ene spidse hjørne tand. Selvom overraskelsen kun var der et øjeblik, var det for sjovt ikke at smile lidt over. "Du nyder den slags smage?" lo misundelse kort. Opias hud ville gøre det flot som tæppe, at ligge på og nyde den fejlfri blege skønhed. Tanken om at kunne iklæde sig den og bruge dens skønhed ordenligt, noget Opia tydeligt ikke var i sand til.
Kulden var dog ved at være irriterende, selvom den holdt sig på afstand. Sjældent havde hun set nogen værende så lidt i kontrol med sin evne.

Den totale underkastelse var dog morsom, hvis hun havde kendt Jabaris historie ville hun så være lige så underdanig? Lige så frygtsom? Eller ville hun frygte hende mere for hvad hun havde gjort? Hvad hun var villig til at gøre. Nervøsiteten fra dæmonen der lå på knæ foran hende var berusende. Og hun lo, åh hvor var det morsomt at se hende skifte fra den ene ende til den anden. "Hvad ønsker du at spørge du lille? Men pas på, det kan være at jeg får lyst til at lege med dig... Mon du har lyst til at lege med mig?" latteren vendte tilbage, ekkoende fra hulen bag dæmonen med hud som sne.

med sine øjen stadig lukket var hun begyndt at være usikker på hvor misundelse var, men hun vidste at misundelse ikke havde bevæget sig meget.  Opia luftede hånden der ikke var på hendes hævnet knæ, førte den til hendes bryst og begyndte at trække vejret langsomt og dybt, ved hver af hendes dybe vejtrækninger dannede hun en hvid tåge foran hendes mimic. Fire dybe vejrtrækninger blev taget før Opia langsomt åbnede hendes øjne, hovedet blev beholdt lavt, men øjne kom til syne. "Mine instinkter og min erfaring har lært mig at dets mere ekstreme følelser, dets bedre smag har kødet. Så ja, disse smage tiltaler mig, dog er min favorit, skam." lyd det fra Opia og på ny bevægede kulden sig med hendes ord. Dog var området og kuldens styrke meget lavere end før, hendes vejrtrækning var også blevet roligere og rystelserne var nærmest væk.

Opia blinkede nogle gange som misundelse talte igen, nærmest med det samme åbnede opia munden for at tale, men stoppede sig selv, tydeligt låst i tanker nogle sekunder. Spørg jeg hende nu, så binder jeg mig selv, gør jeg ikke? gik hendes tanker, hendes munk lukkede kortvarigt som tankerne forsatte. Det ændre jo intet gør det? Tilhøre de syv alligevel, så hvilken forskel gør dette?  Så snart tankerne havde lagt sig, åbnede måneden på ny, hovedet bøjet og lagt lavt, blikket ligeså. "Jeg, vil høre..Om de kender til en, metode for at finde ud af hvilken af de syv herskere, som jeg deler blod med, hvilken af de syv jeg burde tjene en grad mere end de andre. Herskerinde, jeg tror ikke de forstår situationen. Om jeg ønsker at lege med dem eller ej har ingen betydning, alt hvad der har betydning er deres ønsker, deres behov og deres mål. Som deres tjener er det vor pligt at sikre deres smil og tilfredsstillelse. Forlod hendes løber selvsikkert, og mere roligt alt andet hun havde sagt, følelsen i stemmen var nærmest ikke til at mærke, området kulden rørte var lille, og ikke langt under nul. Opia rettede langsomt sit blik, og forsøgte at finde ud af hvor misundelse var, dog uden at hæve sin pande.

Jabari bevægede sig stille rundt om den knælende dæmon med hovedet let på skrå, hvad mon hun tænkte? Det lignede at hun var ved at få styr på sine følelser, tiltrængt da kulden var begyndt at irritere hende. Men hvorfor mon hendes stemme var som den var? "Ah" var det eneste Misundelse gad svare på forklaringen. Den åh så melodiske stemme var ved at gå hende på, den var spildt på hende, og hendes søgen på kød med smag fra kraftige følelser. 

Den smule dødsynden havde bevæget sig stoppede brat ved den knælende dæmons spørgsmål. "Så du ønsker at vide hvor du kommer fra, hvilke slægter du kommer fra?" spurgte hun med et skævt smil. Hendens knælen var næsten kær, næsten. "Men før du svare, mener du at du ved bedre end mig? Smigren er meget sød men..." hun lagde en finger på læberne, som hun vippede hovedet en smule på skrå "Meningsløs, når du siger at jeg ikke forstår situationen" 
Bevares hendes ævlen havde en pointe, men en tjener som hende burde kende sin plads. "Hvilken pris vil du betale for den viden du søger? Hvorfor skulle jeg bruge min tid på en som dig? Måske du vil se hvordan pigen døde?"

Så stille som hun var i stand til, blev hun siddende i sin knælende stilling, hovedet lavt, blikket åbnet for at finde misundelses fødder. Det var overraskende svært at finde hendes fødder på denne tid på natten. Græsset hjælp dog lidt, gjorde det muligt at høre hendes bevægelser, endnu mere takket det frosne græs. Korte stabile vejtrækninger forlod Opia som hun lyttede til misundelses ord, kort nikkede Opia som misundelse nævnte Opias eget ønske. Intet ord, ingen kulde, Opias øjne gik kort i som nikket sluttede. Nu var det gjort, var det ikke? Tilhøre nok Misundelse for den næste periode. Som de nærste ord nåed opias sind, stoppede Opia sin vejtrækning kort. Hvorfor...hvorfor sagde jeg det? Hun havde ikke hørt forkert vel? Nej..I zaladis navn, hvorfor sagde jeg det? Gik hendes tanker i ring som rystelserne kom tilbage, dog en anden form for rystelser, mere tydelig end dem tidligere. Hendes vejrtræk blev en smule hurtigere mens hendes sind arbejdet med de ord hun hørte fra misundelse.

"Jeg bekl..." Flere ord forlod hende ikke, før Opia opdaget energien der lå i hendes stemme med disse ord. Hånden forlod hurtigt hendes knæ for at lukke hendes egen mund, men forsent var det, kulden havde forladt hende, og en næsten fem meters cirkle omkring hende blev dækket af kulde, en kulde der frys vandet i luften som små is tern faldt imod jorden, en kulde der minded om hvordan vinden føltes i en stærk vinter snestorm i den kolde nord, blot istedet for føltes så kold, var luften faktisk så kold, og nu, lå der en kold tung tåge i området kulden havde nået. Opia gjorde hvad hun kunne for ikke at hæve hovedet og kigge imod, Misundelse, vær sød, og havde været langt væk! gik hendes tanker hurtigt, bange for hvad der nu ville ske. Men hovedet rejste sig ikke, men i stedet faldt det lavere imod jorden, som knæet forsvandt under hende og Opias pande blev placeret på den kolde jord og hun gjorde sig så lav som hun var i stand til. Rystelserne var værre end før hun forsøgte at tale til sin herskerinde. Opias ene hånd bevægede sig imod hendes bøger, den anden, rystede og holdt sig fladt på jorden.

Kulden skyllede ind over Jabari som græsset blev dækket af rimfrost omkring den knælende dæmon. Som de isblå øjne faldt ned af misundelses ene ben der var dækket af et lag frost. Skød det ene øjenbryn op i panden. "Skulle det være morsomt? Forsøger du at sige at jeg skal køle ned?!?!?!" kom det sammenbidt, vreden sydende i hvert et ord. Hvad bildte den kælling sig ind!?? Måske skulle hun lave et tæppe af hendes ud alligevel, men først var der ting at gøre.

"Lad mig vise dig hvordan pigen døde" fortalte hun med en stemme der var lige så kølig som græsset under dem. Med en arm strakt ud foran sig lukkede hun fingre om de usynlige tråde. Og med et kraftigt ryk begyndte Opias sjæl flyde ud gennem munden og øjnene, sjælen lignede en flerfarvet tåge, men mest af alt var den en bleg grøn og en ulmende orange. Smerten hun måtte føle var lig pigens, som alt der gjorde hende til den hun blev revet ud af hende. Men med et stoppede smerten, for Misundelse havde skubbet sjælen på plads igen.
"Kan du te dig? Eller er jeg nødt til at æde dig?" Misundelse og frådseri var nu en dejlig smag, dog var det svært at holde igen når man først fik en bid, men heldigvis for Opia var hun ikke sulten, endnu.

Opia rystede som hendes hoved var placeret i jorden, kun at høre var forfærdeligt hvor slemt var det? Ike forslemt vel? Hv...hvad hvis Misundelse kom til skade? Hv..hva gør jeg?!  Misundelses ord ramte hende hårdt. hun rustede mere og mere, som hun hørte Misundelse komme nærmere og nærmere. Misundelses ord..hva..hvor slemt var det? Tænkte Opia, ligemeget hvad, ligemeget hvor slem det var denne gang, har jeg gjort skade på den ene eller anden måde.. Forbandet stemme! Hvorfor, kan jeg ike - hendes tanker stoppede som smerte ecchoet igennem hende, en smerte af hver nerve i hendes system blev stykket af hver deres kniv indefra. Så snart hun mærkede sit skrig komme på vej, løftede hun hurtigt hovedet og førte sit hånd til sin mund, og lyden af hendes kæber der lukkede sig om sin egen hånd gik ud i luften, dog uden kulde, blot lyden denne gang.

Så snart smerten var væk, hævede Opia modigt sit hoved, stadig med sin hånd i munden for at se hvor slemt det var, hendes øjne var omringet af frosne tåre som de åbnede, hendes hånd, som langsomt forlod hendes mund, blev hurtigt dækket af koldt, sort blod, hendes læber nu sorte frem for røde. Så snart Opia havde set skaden hun havde gjort, sænkede hun hovedet igen, og nikkede underdanigt. Langsomt forsøgte hun med sin raske hånd, at finde sin bog og kul frem, mens hun langsomt satte sig på knæ igen. Ikke et ord forlod hende, og kulden begyndte at trække sig.

Et lumsk smil bredte sig på Jabaris læber som Opia stoppede sin egen mund med den ene hånd. Så det var blot lyden af stemmen der bragte kulden med sig? Som solen der smeltede sneen dukkede en idé op i Misundelses sind, en idé hvor hun kunne lege med Opia.
Der var noget poetisk over at tvinge hende der havde ønsket at fortære en der havde følt den smerte hun nu selv følte, hun lignede efterhånden mere et bytte end end en jæger.

Det sorte blod klædte nu den ynkelige dæmon på jorden. Med et knips omsluttede Misundelses tilrimede ben med flammer af sjæle ild. Lige så hurtigt som rimen var kommet var den forsvundet.  "Godt at se at du kan te dig, Hvad har du tænkt at betale for at jeg svare hvad din slægt er? Jeg har set din sjæl og ved nu mere om hvem du er end du selv gør" hånen var tydelig i Jabaris stemme, men alligevel var hun nysgerrig, nysgerrig over hvad hun var villig til at give når hun var presset så hårdt. Som Opia sad og skrev sit svar vandrede Jabari rundt i cirkler omkring hende, det var stadig ikke helt besluttet om hun skulle være underholdning eller bytte. "Hvad mon du svare?" Lo dødsynden for sig selv, hun havde moret sig mere med at lege med dæmonen end hun havde troet hun ville, måske hun skulle beholde hende som legetøj? 

Opia kiggede kort på sin hånd som blodet løb ned af den, kort knep hun tænderne sammen bag hendes læber som hånden forsvandt bag bogen på hendes skød. hvorfor gjorde det så ondt. Bogen rystede som Opia fandt kullet frem med den raske hånd. Hendes blik faldt på ny på Misundelses føder, først nu faldt det på iset, forbandet...lyd hendes tanker kort varigt, men tankerne nåede ikke mere da Misundelses ben blev dækket af flammer, Opia gik i stå som hun kiggede på sit is forsvinde. Måske..var alt okay, gik hendes indre kort men Misundelses ord satte nogle andre tanker igennem hendes sind, langt fra lige så positive tanker.

Betale, hvad var der at betale..som hun ikke have givet? gik hendes tanker, som hendes blik faldt på bogen i hendes skød. Den blanke side, var mere end blank end nogensinde. Kort blinkede hun og knap et sekund var hendes tanker tilbage på den smerte hun lige havde følt. Langsomt fjernede hun sig blik fra den blanke side, og lod blikket faldt imod hulen, imod...liget, med den..smag. sjæl? tænkte hun kort som blikket var på liget, Det var det..kød uden en sjæl? Smager sådan? hun rystede kort hovedet som blikket faldt tilbage på den blanke side, og kullet begyndte dets dans over siden. Som dansen nåede sin ende blev bogen vendt imod Misundelse hendes letter gjorde det nemt at vise siden uden at kigge i hendes retning. Opia blev på sine knæ, og lod blikket blive lavt, og ikke i Misundelses retning.

Jeg vil give alt for deres tilfredshed, deres nydelse, deres mål, og deres drømme. Dog tilhøre mit liv, den mit blod tilhøre. stod der med en ældre, elegrant veløvet typografi, dog var der tydelig mærker i typografien, af den såret hånds rystelser.

Dryp dryp, lød et som det sorte blod dryppede ned fra den knælende dæmons hånd.
Åh hvor hun havde lyst til at skære i hende, lade hendes blod male hende sort og hvid. Spolere den perfekte hud hun på ingen måde fortjente. Hvis den ikke kunne være Jabaris, så skulle ingen andre have den! At vente på det skrevne svar kedede hende, og når hun kedede sig fik hendes tanker frit løb, noget det sjældet var godt for andre.

Da hun endelig var færdig med hendes skriveri løftede det ene øjenbryn sig en smule. Hvorfor skulle selv hendes håndskrift være smuk og sirlig!?!? Men de små fejl beroligede hende igen, nej der var fejl og fejl var ikke noget hun havde brug for. 
Det skrevne ord var dog på ingen måde ophisende, nærmere skuffende. Men Opia lod til at vide at hun var under hende og det var da altid noget... "Hmmm det må vel gå an som betaling" kom det henkastet fra dødsynden, der ledte i hendes bælte til det fandt fæste om en kniv, før hun med et sadistisk smil begyndte at tale igen "Lad mig svare på dit spørgsmål, og vær nu en god pige der ikke skriger" Opia fik et øjeblik til at værne sig, stikke hånden i kæften eller hvad hun nu end fandt på. Før Jabari greb dæmonens arm, og med sirlige skrift skar navnene på hendes to slægter. Frådseri og Misundelse, det så nærmest nydeligt ud på dæmonisk. 

Kort gik Opias tanker imod hendes hånd som hun mærkede blodet stadig løb, hendes læber var også stadig fugtige, gik hendes tanker kort som hun lod sig selv slikke blodet lidt væk fra læberne. Mon denne "Pris" er nok for misundelse? At kende min sande herkser, ville gøre mine egne mål og drømme nemmere at opnå. tænkte hun kort før Misundelses ord kom på ny, kort åndede Opia lettet op, og hendes blik faldt til jorden, men en meget velkendt lyd fjernede roen fra Opias sind, sværd, kniv, dolk? en af dem. Opia lod igen modigt til blik stige og falde på Misundelses der nu kom tættere og tættere, med en kniv mellem fingerne. svare? Skrig? Hva..mere behøvede Opia ikke at tænke før hun forstod hvad Misundelse tænkte, igen gik hendes blik lavt som hun gjorde hvad hun kunne for at forberede sig, den raske, endnu ikke såret hånd, blev knyttet kort som Misundelse tog fat i hendes anden arm.

Denne smerte kendte hun, men på en hel anden måde end at lade det frivilligt ske, at slås for sit liv, eller at risikere at et bytte havde et våben, og nu, at lade en..skrive i ens hud? hendes tanker stoppede spontant som  Kniven ramte hendes hud til det første bugstav, og med det samme forsvandt den knyttede hånd, som Opias mund lukkede om den og på ny lod hun det sorte blod løbe som hun bidt sammen om hånden. Smerten var meget mildere end sidst, men var langt fra lige så kort. Opia kæmpede under hele ordet om at holde sig siddende, det ville kun gøre mere ondt hvis hun forsøgte at hive armen til sig.
Men som det første ord sluttede åndede Opia lettet op, en kold tåge dannede sig foran hendes læber som man var i norden kolde vind, men som kniven ramte Opias arm til det næste ord, blinkede hun nogle gange i overraskelse, to ord? Hvad var det første overhovedet? Og hvorfor på overarmen!? Hendes hånd var langt fra i hendes mund som hånden der før holdt hendes såkaldte kæft lukket, tog fat om hendes lår som en ny meget hårdere kamp gik i gang. Ikke en kamp imod smerten, den var som før, men en kamp imod sine instinkter, først måtte hun ikke rive armen til sig, for det anden skulle hun holde sig i sin menneskelige form, hvilket overraskende nok var det sværeste, som Opias instinkter skreg at hun skulle forsvare sig selv. En kræsende lyd forlod hendes haleben som halen begyndte kort at vise sig, men som den blev kæmpet væk for at beholde den menneskelige skikkelse, kom hendes horn mildt frem og sort blot begyndte at forlade hendes tændinger og bagsiden af hendes hoved, som de kom mildt frem prikkede hendes vinger hende på ryggen med den sammen lyd som da halen voksede ud, men Opia lod dem ikke tage form, kun kort kom de til at prikke ud fra hendes hud, og mere sort blod løb ny ned langs Opias ryg, len, tændering, og begge håndflader, samt hele armen Misundelse "skrev" på. Tåre forsøgte at løbe langs Opias kinder, men nærmest så snart de forlod hendes øjne frøs de til. HVORFOR VAR DISSE ORD SÅ LANGE! skreg hendes tanker, som det sidste bugstav blev skrevet, og så snart det var slut faldt Opia asmmen, langt jorden. En lydløs gråd forlod hende som hun gemte sit ansigt i jorden, hun rustede og forsøgte ikke at finde tilbage på sin knælende plads. Lille som hun kunne gøre sig, lå hun nu der, og lod sin blod langsomt flyde, ganske vis var hendes liv ikke truet...lige nu, men smerte ekkoet igennem hende, og nu, så forsvarsløs som hun kunne være, lå hun i det kolde græs.

Lydene som dæmonens krop lavede var som den smukkeste musik for Jabari, hvordan Opia kæmpede for at holde kulden inde, men også det monster hun nok reelt var. Hendes sorte blod piblede fra flere og flere steder, malende bække af mørke langs det snehvide landskab der var hendes krop. Måske hun skulle beholde hende? Det kunne være morsomt for en tid ihvertfald, men som så meget andet legetøj ville kun blive træt af det før eller siden.
Blidt gled hendes fingre over den blødende arm "Så så du lille, vi er der næsten" Lød det i en alt for sød tone, sadistisk og tydeligt sarkastisk. 

Kniven forlod for sidste gang den skamferede hud. Misundelse brugte et øjeblik til at beundre sit værk, fingrene dansende på hende læber, jo det gik an, det havde nu været bedre hvis hun havde lagt helt stille. Hun væde sine nu sorte læber, før hun talte atter en gang "Så, når du kan samle dig om det kan du læse det, det kan du vel finde ud af?" Misundelse var stadig hånende i sin tale, men et spor af morskab var stadig at finde. Det var trods alt tydeligt at Opia kunne læse, det havde hendes skriveri bevist.
Stille flyttede Dødsynden sig hen til en sten at sidde på, ventende på det lille monsters reaktion. Hvad mon hun skulle gøre med sin fine nye undersåt?

Endelig som Misundelse, træk sig væk fra Opia fandt hendes sind bare lidt ro, men langt fra ro nok til at kunne slappe af. Hun skulle op, at ligge her for længe ville blive et problem. Ligemeget smerten, lige meget udmattelsen måtte hun rejse sig. Første gang hun prøvede var knap et minute efter Misundelse havde trukket sig fra hende. Forsigtigt førte Opia begge hænder på jorden og forsøgte at trække sig op, men hendes krop nægtede at lægge vægt på armen hvor Misundelse havde lavet sit kunst, og på ny faldt Opia til Jorden, dog med den "raske" arm, holdene om en del af bugstaverne fra Misundelses knust. Kort lå Opia på jorden og holdt sit smerte inde, før hun prøvede igen, denne gang kun med den "raske" arm, og langsomt kom Opia tilbage på sine knæ. Hun rystede stadig af smerte som hun rev resterne af sit ærme af armen med knusten. Kort varigt luftede hun hånden over såret, og tydeligt overvejet at benytte magi. Men endte med at flytte hånden væk, og langsomt finde hendes rejse flaske, og lod vandet kort varigt fjerne det sorte blod fra knusten. Opia blinkede et par gange som hendes blik gik over ordne der blev vist af de løbende vand. Blikket gik til Misundelse og tilbage til hendes knust, tilbage igen, og så imod himlen, som Opia åndede lettet op. Dog forsvandt smilet lige så hurtigt som det kom, da blodet faldt tilbage hen over, og hendes hud på ny blev dækket af den sorte farve af det dæmoniske blod.

Et taknemmeligt, og smertefuldt, nik blev sendt imod Misundelse, et kort sekund hvor Opias sind holdt sine rystelser tilbage. Må...Mon jeg må behandle det? Spurgte hun kort sig selv, som hun førte sit blik tilbage til knustet. Eller, ønsker hun at det heler til ar - som det er nu? Opias indre tvivl var tydelig, hun havde ikke mentalt overskyld til at skjule noget som det var, at håndtere smerte var nok at se til. Kort rystede hun på hovedet, De sår jeg selv lavede kan hun vel ikke brokke sig over - kan ikke skrive med disse hænder, så at takke herskerinden er noget jeg er nød til! Lyd det fra hendes indre, som en sort røg dannede en kugle i hendes hænder, og langtsomt lod hun sit fokus forsvinde fra alt andet end at hele såret fra hendes eget bid. Dog med front imod Misundelse, blikket lavt og på sine knæ som hun burde foran sin sande herskerinde, dog som smerte begyndte at forsvinde fra hende lod hun glæden ved endelig at kende sit svar komme frem som et glad smil dukkede op på hendes læber på trods af smerte den stadig gik igennem hende.

Utålmodigt trommede Jabari sine fingre mod sit lår. Jo det var skam morsomt at se dæmonen prøve at samle sig op fra jorden. Men det var ikke ligefrem så spændende at blive ved med at se på, men Misundelse holdt sig i skindet, for hun ville nyde hendes undersåts reaktion når hun fandt ud af hvem hun tilhørte. Opia kom op på sine knæ op stoppede "Så, kom nu videre" lød det irriteret fra dødsynden, hun var der næsten! Og så stoppede hun bare. Heldigvis oppede hun sig og skyllede det sorte fra det hvide og teksten kunne læses.
"Se! Det var ikke så svært!" lo hun hånligt af den knælende dæmon.

De rygende hænder var... besynderligt noget hun måtte forklare. "Nå min lille en, du har meget at fortælle mig om dig selv, så som din forbandede stemme, hvorfor dine hænder ryger" Smilede hun med sorte læber, vædet af hendes undersåts blod. Det lod til at hun kunne helbrede sine hænder ihvertfald. "Forresten er det der din sande form? eller bliver du til et hornet monster?" Pegede hun henkastet mod sin tjener, måske hun skulle skære lidt mere i hende? Bare for at få hendes sande jeg frem, hun gjorde hende nærmest en tjeneste.

Misundelses ordre om at komme videre, fik Opia til at stoppe helbredelsen før det var ordenligt gjort, overfladen var helet men det var det, blodet var stoppet med at løbe som Misundelses ord nåede hende. Hendes hænder rystde som røgen slap, og langsomt blev båret væk af den milde vind. De sdiste af hendes vand blev brugt til at skylle blodet af hendes hænder.  Kort sad hun og stirret på sine såret hænder, som stadig rystede af smerte. Så, jeg tilhøre hende og frådseri, lyd Opias tanker kort som hun fandt sin bog frem på ny.

Opia begyndte stille at skrive hen over en blank side med sine rystende hænder men stoppede som Misundelses spørgsmål nåede hende. Kort nikkede hun respektfuldt, før hendes kul begyndte at danse på siden, både til at skrive færdig fra før, men også et svar til sin herskerinde. Dog efter at have skrevet et halvt minuts tid, fjernede hun kort hånden fra bogen og kort hvæser hun af sin rystende hånd. Dog, var dette kortvarigt og hurtigt var hun tilbage til sin bog, og lod sin kul danse så godt det kunne over siderne.

Som hendes text blev færdig, rakte Opia bogen imod Misundelse så forsigtgt hun kunne, panden lavt, øjne lukket og Opia gjorde hvad hun kunne for at se så lille ud som hun kunne, siderne var mildt plettet af blod som stadig var på hendes fingre eller fra de stadig åbne sår på hendes arm.

Jeg takker herskerinde! Dette svar betyder alt for mig! Vil gøre alt for at betale dem for denne gave.  
Skyggen jeg dannede til at hjælpe mine sår, stammer fra mørkeshær, en amulet jeg modtog for mine tjenster.
Min stemme, var normal i mange år, men som mine magiske evner manifesteret sig, så begyndte min stemme at være en forbandelse for mig. Beklager den skade min mangle på kontrol gjorde dem herskerinde!

Og denne form er blot for manipulation og for at kunne begå mig i civile områder. Min sande form er til jagt og den jeg føler mig mest tilpas i, dog benytter jeg denne mest på trods af dette. Hendes typografi var langt fra så elegant som før, rystelser i hendes hænder gjorde af teksten var skadet.
Opia holdt hovedet lavt og sine håndflader imod Misundelse som hun læste, og gjorde ingen tegn på bevægelser ud over hendes ene arm rystede samt begge hendes hænder.

Jabari var mange ting, med dødssynden for tålmodighed var hun dog på ingen måde. Men af storsind ville hun gøre en undtagelse for hendes nye tjener, ihvertfald for nu. I det mindste lignede det at hun faktisk gjorde sig umage for at efterkomme hendes ønsker, alt andet havde selvfølgelig hverken havde været passende eller tilstrækkeligt. Så i stedet for at sidde og vente rejste den mørklødet dæmon sig og cirklede den anden som et rovdyr der havde fundet sit bytte. 

De knagende skridt stoppede bræt som tjeneren viste sine ord. Et skævt smil krøb frem på Jabaris læber for lige nu mindede Opia om hendes bog. Hvid og skrevet på med sort skrift, plettet med blod. Blot et middel for andre at bruge.
Hendes tjeners ord dansede ikke over papiret længere, men læsbart var det trods alt stadig."Fortæl mig mere om mørkets hær, hvad er det de søger at opnå for tiden?" Kommanderede hun med en stemme hård som sten, mens en finger under hagen trak hendes blik fra jorden "Og hvorfor det er du tjener dem, du sagde selv at vi var de sande herskere?" Fingeren gled fra hagen og dødssynden fortsatte sin cirklen atter en gang. "Jeg vil se dit sande jeg, jeg vil se hvordan min tjener i virkeligheden ser ud"