Mars var dødeligt nervøs, men det kunne ikke ses på ham. Han havde brugt det meste af morgenen på, at mentalt forberede sig på, de mange forskellige måder, dette møde kunne udvikle sig på. Måske gik det godt, måske gik direkte i Zaladins røvhul, måske en blanding? Måske ville Juno omfavne ham og græde af gensynsglæde? Måske ville Juno ikke engang genkende ham. Måske ville han bare være ligeglad… Det var klart den værste tanke; Mars kunne håndtere alle de andre muligheder, men ligegyldighed ville gøre ondt. Især fordi Juno var alt andet end ligegyldig for Mars. Lige siden han havde husket sin bror for første gang, havde Juno stort set altid ligget ham på sinde. Mars brugte enormt meget tid på at forsøge at forestille sig, hvad Juno mon ville gøre, sige, synes eller tænke om en given situation, og selvom han ikke havde nogen egentlige minder om sin storebror (Mars kunne ikke engang rigtigt huske hans ansigt), så føltes det allerede, som om de kendte hinanden ind og ud, sådan som brødre bør gøre!

Det havde taget næsten et år for Mars at tage mod til sig og begynde at lede efter Juno, og selvom det ikke havde været specielt svært at finde ham (bestikkelse var en vidunderlig ting!), så brugte Mars alligevel et par måneder på at tage sig sammen til at opsøge ham.

Men nu stod han her! Hans hår var et krøllet rod som sædvanligt, og Mars var for nervøs og distraheret af situationen til at kunne bruge sin evne til at gøre noget ved fuglereden, som hans mor nogle gange kaldte håret. Han var klædt i dyrt tøj – ikke fordi han ville prale, men alt hans tøj var dyrt og vellavet.

Han tog en dyb indånding. Gør det nu, mand, din skide kujon! Mars løftede hånden og bankede på døren foran ham. Der gik et stykke tid, hvor Mars var lige ved at stikke af, da døren endelig blev åbnet til en lille sprække, og et par brune øjne kom til syne.

"Hva' vil du?"

"Jeg skal snakke med Juno," sagde Mars og gled nemt ind i rollen som snobbet, forkælet overklasseunge.

"Hvem er du?"

"Det rager ikke dig."

"Juno er her ikke lige nu."

"Det er jo løgn. Bare find ham."

Øjnene stirrede på Mars et øjeblik, men så blev døren lukket. Om ungen rent faktisk hentede Juno, anede Mars ikke, men han ventede alligevel.

Juno var ved at tænde op i pejsen, da Kuli kom løbende for at fortælle ham, at der var nogen ved døren, der havde spurgt efter ham. Junos første tanke var at drengen i det mindste havde lært ikke bare at lukke hvem som helst ind.

"Hvem er det?" spurgte han ham uden at gøre mine til så meget som overhovedet at rejse sig op, men kæmpede blot videre med at få gang i ilden. Der var gennemtræk i det lille, utætte hjem, og selvom de fleste gik med store trøjer selv indenfor, var det bedst at have gang i pejsen så ofte som muligt.

"Det ved jeg ikke."

"Var han voksen? Byvagt? Kriminel?"

"Nej, nej og... Nej, men kun tror jeg."

Juno trak på skuldrene og rejste sig op. Hvis ikke deres gæst var voksen, var det ligegyldigt hvad han ellers var. Børn var som regel til at stole på.

Han rettede på sit hår på vejen, i tilfælde af at det var en lækker tøs der havde brug for et sted at sove, og fik noget af et chok da han åbnede døren og så sin lillebror.

Han var nemt genkendelig. Selvom Juno kun havde betragtet ham på afstand, var det altid nemt at finde ham på grund af de store krøller han rendte rundt med.
Han lod ikke sin overraskelse vise, men så på Mars med et stramt ansigtsudtryk. Han havde en fornemmelse af, hvad der ville ske nu, men han var ikke klar til det. Han var ikke klar til at have Mars i sit liv, han var ikke klar til at introducere ham for deres mor, og han var slet ikke klar til at få sine håb op om at få Mars ind i sit liv igen, hvis det viste sig at der var en anden grund til at drengen havde opsøgt ham i dag.

"Hvad laver du her?" spurgte han, og kunne ikke helt skjule usikkerheden i sin stemme. "Burde du ikke være til klaver eller noget?" Hvis Mars ikke vidste, at Juno holdt øje med ham, håbede han at det bare ville lyde som om at Juno gik ud fra at alle rigmandsbørn gik til klaver.

Det gav et sug i maven, da døren blev åbnet, og Mars pludselig stod ansigt til ansigt med sin storebror for første gang i mange, mange år. Juno præsenterede sig ikke, og det behøvede han heller ikke, for Mars vidste med det samme, at drengen foran ham var hans bror. Han kunne mærke det helt ind i knoglerne, og i de to sekunder, Mars tøvede, farede der tusind tanker igennem hans hoved. 

Han havde lyst til at falde Juno om halsen, trykke sig ind til ham, fortælle ham, hvor glad han var for at se ham - en følelse han slet ikke havde forventet - men i stedet for at gøre det, reagerede han helt modsat som en forsvarsmekanisme. Det indre murværk kom hurtigt på plads. Han skulle fandme ikke stå her og flæbe som en kælling overfor sin storebror. Han skulle vise, hvor sej han var, hvor meget overskud han havde af alt. Mars sank en klump, og et halvoverlegent smil spredte sig på hans læber, mens han løftede hovedet lidt og rettede sig mere op. 

"Det er sgu da kun tabere, der spiller klaver frivilligt," fnøs ham hånligt. "Hvorfor skulle jeg dog kede mig ihjel med den slags, når jeg kan besøge min søde storebror?"

Juno hævede skeptisk et øjenbryn, da Mars nægtede at spille klaver frivilligt. Det var til og fra hans klaverlektioner, at det var nemmest at få et glimt af Mars, og det var ikke altid at Juno blev hængende, slet ikke hvis han havde fulgtes med Hector, men han havde alligevel brugt mange timer på at sidde ude foran det hjem, hvor Mars blev sendt til lektioner, og han havde brugt lige så mange timer på at forestille sig at Mars havde det godt hvor han var. Hvilket indebar at nyde de dyre lektioner hans forældre investerede i.

Han sagde dog intet og bed blot tænderne hårdere sammen, da Mars kaldte ham storebror. Der var selvfølgelig ingen anden grund til at Mars skulle opsøge ham helt herude, men Juno brød sig stadig ikke om at høre det. Han pressede sin tunge imod indersiden af sine tænder et øjeblik, inden han besluttede sig.

"Kom indenfor, din møgunge." Han trådte til siden, så Mars kunne komme forbi ham. "Men jeg følger dig hjem til dine forældre inden udgangsforbudet træder i kræft." Juno var normalt fuldstændig ligeglad med det åndsvage forbud, der skulle holde folk fra at gå udenfor efter mørkets frembrud, men det var ikke det samme, når han skulle følge sin lillebror hjem.

Det var ikke ligefrem et glædeligt, tårevæder gensyn, men Mars ville heller ikke helt have vidst, hvad han skulle stille op med sig selv, hvis Juno havde reageret sådan. Så længe Juno ikke reagerede med ligegyldighed, så var Mars glad, og det gjorde Juno heldigvis ikke. Et væld af kriller i maven blev vakt til live, da Juno inviterede ham indenfor, men Mars trak blot på skuldrene, som om han da var bedøvende ligeglad med, om Juno ville se ham eller ej. Han kunne dog ikke holde et lille, barnligt lykkeligt smil tilbage, da han trådte forbi Juno og ind i huset. 

Det var... ikke just hus et af den slags, Mars var vant til, men huset indeholdt Juno, og derfor var det det bedste hus i hele Dianthos efter Mars' mening, selvom der var rodet overalt og ret koldt. Mars trak sit store, tyrkise stikhalstørklæde lidt tættere omkring sin hals og skuldre, mens han så sig omkring i entreen. Der var spor efter en helveds masse unger, men Mars kunne ikke se eller høre nogen af dem, indtil han fik øje på et par små, nysgerrige ansigter, der stirrede på ham fra døren ind til det, der lignede stuen. Han skar et ansigt af dem, og de forsvandt straks med lyden af fnisen og hviskeri.

"Bor du helt seriøst her, bror?" spurgte Mars og vendte sig mod Juno, selvom han udemærket godt vidste, at ja, Juno boede helt seriøst her. "Og med alle de rollinger?"

Juno lukkede døren efter sin lillebror og vendte sig langsomt mod ham, da han snakkede, så man kunne høre, at han var vant til meget større luksus. Uden tøven, men fortsat med rolige bevægelser, trådte han helt op i Mars privatsfære og lagde en finger under drengens hage for at tilte hans hoved endnu mere bagover. Der var ikke mange centimeter imellem dem, ikke længere, men de havde ikke været så tæt her på hinanden siden Juno havde kunnet bære Mars på én arm.

Der var uendeligt mange ting han havde lyst til at sige til ham. At han ikke ville have givet ham væk, hvis han selv havde råd til et hus som deres, eller til at klæde Mars i det fornemme tøj han gik i nu, eller hans klaverlektioner. Eller bare mad hver dag. Men det var for tidligt at starte et skænderi, og det slog Juno, når han så Mars tæt på, at selvom knægten næsten nu var næsten lige så høj som ham, så var hans ansigt stadig barnligt. 

"De rollinger ville ønske, at det var dem, jeg havde efterladt hos et rigt, barnløst par, men hver og én af dem kan også ribbe dig for alt du har, så hvis du har noget i lommerne vil jeg anbefale dig at holde godt fast på det." Andet svar gav han ham ikke, før han trådte forbi ham og ind i stuen, hvor han pegede mod sofaen.

"Sæt dig," beordrede han, imens han selv fortsatte ud i køkkenet og øjeblikket efter kom tilbage med to øl. Den ene stak han i hånden på Mars, den anden tog han en slurk af, imens han slog sig ned i den anden ende af sofaen og et øjeblik lod han børnene få stillet deres nysgerrighed, inden han viftede med hånden, for at få dem væk; "Skrid."
Han så tilbage på Mars og lod ham om at bryde tavsheden - han ville gerne vide, hvad Mars vidste, så han ikke selv kom til at afsløre for meget.

Mars sank en klump og stirrede op i Junos blå øjne; hans egne skiftede til en lidt mørkere grøn og så til den samme farve blå som Junos. Mars havde ikke ret meget styr på sin evne, hverken den ene eller den anden, og især hans evne til at skifte udseende gjorde udfald i takt med hans følelser og tanker. Og lige nu var hans tanker og følelser, at Juno var det sejeste mennesker på jorden, og Mars ville gøre meget for bare at komme til at ligne ham en lille bitte smule. Han sagde selvfølgelig intet af det men stod bare og lod Juno undersøge ham, eller hvad det nu var, han gjorde. Det var umuligt for ham at skjule beundringen i sine øjne, selvom han ellers prøvede. Skuespil og afluk for følelserne havde aldrig været hans stærke side.

Da Juno trådte forbi han, slikkede Mars sine læber og vendte sig for at følge efter. Masser af små og mindre små ansigter kom til syne over alt i stuen, da Mars satte sig, men de sagde ikke noget til ham, gloede bare, som om han var et eller andet uhyre fra et cirkus. Mars vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre; flere af ungerne var på hans egen alder, og det gjorde ham lidt ubehageligt til mod at blive stirret på på den måde. Han skyndte sig at grave en hånd i en af sine lommer, hvor han fandt en håndfuld karameller, han havde hugget fra markedspladsen nogle dage tidligere. De var blevet lidt hårde, men kunne sikkert stadig spises, så han holdt dem frem i udstrakt arm til en af de små piger. Hun gik lidt forsigtigt hen til ham for at undersøge karamellerne, hvorefter hun lynhurtigt huggede dem ud af hånden på ham og pilede tilbage til de andre.  

Mars skulle til at kommentere på, hvor hurtigt hun var, da Juno kom tilbage og bad ungerne om at skride, hvilket de overraskende nok gjorde uden at lave vrøvl. Mars ville selv have lavet en helvedes masse vrøvl. Han var slet ikke lige så veltrænet som de her børn - ikke med mindre han selv ville være det. Det var, som om Artemis var en helt anden person, som Mars havde lært at tage på som en frakke, men i virkeligheden havde Mars luret under overfladen hele tiden, og det var først over det sidste års tid, at han havde fået lov at komme frem.

"Så... er det dit hus?" spurgte han, efter at have taget en slurk af øllen. "Altså, ejer du det?"

Hans stemme var mildere og slet ikke så arrogant, som den havde været før. 

"Det er mit," svarede Juno affejende. Det var sandheden, men det var også kedeligt, og Juno gad ikke at snakke om grunde eller arbejde. Han følte at han havde set Mars an nu. Han havde set ham lægge sin arrogante facade fra sig et øjeblik, han havde set ham dele karameller ud til børnene, og han havde set ham ændre sin øjenfarve til Junos egen. Der var ingen tvivl om at Mars stadig var... Mars. Det lille barn, der havde fulgt Juno i hælene overalt, og som havde grædt, hvis han var blevet givet tilbage til sin mor.

Junos hjerte slog for ham, og han flyttede sig i sofaen, indtil han sad, med et ben bøjet oppe i sofaen, med knæet presset ind mod sofaryggen og det andet ben placeret solidt på gulvet. Én arm lå over armlænet og i samme hånd havde han sin øl. Den anden hånd havde et fast greb om hans knæ, men det var et spørgsmål om tid, før han ville blive rastløs og ville få brug for at pille ved et eller andet. Han sørgede bevidst for stadig at være lidt under en armslængde fra Mars.

"Hvilket navn har de givet dig?"

Mars så ned på sin hånd om flasken og tøvede ved Junos spørgsmål. Hvorfor vidste han egentlig ikke. Måske var det bare, fordi han ikke havde lyst til, at Juno skulle kende ham som andet end Mars. Han var først lige begyndt at lære sig selv at kende som Mars, så hvorfor skulle han se sig tilbage nu? Hans gamle navn føltes kunstigt og forkert nu, og han havde næsten ikke lyst til overhovedet at sige det højt. Men Juno havde spurgt ham, og selvom Mars var en rebel og gjorde helt og holdent, som det passede ham, så kunne han mærke, hvor svært det var at sige fra overfor Juno.

"Hvad rager det dig?" gryntede han, men fortrød det straks og tilføjede et mumlet, "Artemis, men... de kalder mig altid Artie."

Han tog endnu en hurtig slurk øl og slikkede sine læber, inden han skævede mod Juno. Han havde aldrig følt en så stærk forbindelse til nogen i hele sit liv, og alligevel var Juno som en totalt fremmed for ham. Han vidste ingenting om sin bror overhovedet. 

Et flygtigt smil strøg over Junos læber, da Mars sagde ham imod, også selvom modstanden øjeblikket efter smeltede væk igen. Han havde spurgt om Mars' nye navn i håbet om at kunne skabe en slags afstand imellem dem, men Artemis føltes forkert. Mars havde altid været, og ville altid være, Mars i Junos øjne.

"Dit rigtige navn er Mars," fortalte han ham lavmælt, uvidende om hvor meget Mars allerede kendte til sin egen historie. "Men du kan lige vove på at bruge det ude i byen, for hvem ved hvad vores sindssyge mor kan finde på. Hun vil højst sandsynligt bortføre dig og forlange en løsesum fra enten mig eller dine rige forældre, og den slags gider jeg seriøst ikke blandes ind i." Han holdt sine håndflader frem for sig for at understrege sin pointe, dog uden at slippe sin øl.

Mars satte sig lidt rankere op i sofaen, da Juno nævnte deres mor, og hans blik fandt Junos igen. Han havde ikke nogen egentlige, tydelige minder om deres mor, men når han havde mareridt, så han glimt af vold, sex og masse af ansigtsløse mænd. Det havde ikke været svært at gætte, hvilket erhverv hun havde haft, da Mars var lille...

"Lever hun stadig?" spurgte han, men faktisk var han slet ikke sikker på, om han havde lyst til at vide det. Han blev kold indeni, hver gang han tænkte på hende, og han havde i hvert fald ikke lyst til at vide hendes navn, eller hvor hun boede... Med mindre det skulle være for at kunne undgå netop det sted. 

Juno var ikke sikker på, hvad det var hans så i Mars' udtryk, men det gjorde ham bekymret for sin lillebror, og han fik lyst til at række ud og stryge ham over håret. Han lod dog være - han vidste, hvordan det var at blive rørt af nogen man ikke stolede på, og han havde selv trukket sig væk fra sin mors hånd nok gange til at vide, at selv et familiemedlem ikke havde nogen selvsagt ret til at røre ved én.

"Hun kunne lige så godt være død," svarede han koldt. "Hun ville sælge dig for et glas vin hvis du lod hende." Der var så meget bitterhed i Junos stemme at han knap nok kunne genkende den som sin egen, og han tog en tår af sin øl, inden han sagde mere, for at forsøge at lægge tanken om deres mor fra sig. Et øjeblik overvejede han at fortælle Mars at deres far også var i live, men den mand var om muligt værre end Juelia, så han besluttede sig for at holde det for sig selv.

"Du var altid så glad, når jeg kom for at passe dig," sagde han i stedet, lavmælt, med blikket vendt væk fra Mars, imens han tænkte tilbage på Mars som lille.

Kulden og bitterheden i Junos stemme gav næsten Mars kuldegysninger, og han skuttede sig lidt i sofaen, mens han tog endnu en tår øl og skævede til Juno. Mars havde ikke noget synderligt had til deres mor, men han havde heller ikke specielt meget lyst til at se hende igen. Juno, der var blevet hos hende, lod til at direkte hade hende, og selvom der stadig lurede en del vrede over, at Juno havde givet ham væk som lille, så begyndte der også at blomstre en lille smule forståelse for, hvorfor hans storebror havde gjort, som han havde gjort.

Mars tyggede lidt på sin underlæbe, da Juno talte igen, og stirrede ned i gulvet. Han kunne ikke huske noget direkte om Juno fra sin tidlige barndom, men selv da han ikke kendte til sin fortid, havde Mars altid følt, at der manglede nogen, at der manglede nogen. For et år siden havde han fundet ud af, at denne nogen var Juno, og minder, ægte eller falske, var begyndt at sive ind i hans drømme. Ikke egentlige billeder, men mere stemninger og følelser, især følelsen af at elske sin storebror så højt, at det gjorde helt ondt, at være overbevist om, at Juno aldrig kunne gøre noget forkert, at han var perfekt og uovervindelig, at han var den sejeste person i verden, at han var den eneste person i verden, der betød noget for Mars, og så længe Mars havde Junos opmærksomhed, så var alt godt.

"Det kan jeg slet ikke huske," mumlede Mars og tømte resten af sin øl. Den varmede i maven. "Jeg kan kun huske… at du var en god storebror."

Juno løftede sin øl, kun for at opdage at den var tom og stillede den fra sig med et bump mod det hårde egetræsbord, da Mars sagde at han kunne huske ham. Det virkede fuldstændig vanvittigt hvis Mars kunne huske ham overhovedet. Han havde været så lille. Juno var ikke længere sikker på hvor gammel, men han havde været lille nok til at Juno havde tænkt, at knægten ikke ville kunne brokke sig for meget over pludselig at skifte familie.

"Det var jeg ikke," svarede han og så undrende på Mars. Han ledte i sine lommer efter en smøg og tændte den, selvom han normalt ikke røg indenfor. Det her var en særlig lejlighed og han ville ikke smide Mars udenfor bare fordi han havde brug for at ryge. Knægten så ud som om han frøs nok allerede. "Jeg gjorde mit bedste, men det var - det var sgu ikke godt nok." Han strøg frustreret en hånd igennem sit hår, der kom til at sidde ud til alle sider, men Juno var ligeglad med om han så godt ud eller ej, når det ikke var en dame eller Hector han sad med. 
"Jeg troede egentligt at det bedste jeg kunne gøre var at give dig til en god familie. Men måske jeg har taget fejl. Er det derfor du er her nu? Er de ikke søde ved dig?"

Han lod blikket glide over Mars igen og var lettet over at se at drengen ikke havde taget nogen ting med sig. Hvis han var stukket af hjemmefra ville han formentlig have taget mere med sig end bare det tøj han havde på kroppen. 

"Jo jo, de er helt fine," skyndte Mars sig at svare, så Juno ikke kunne nå at få alle mulige ideer. "Det' ikke derfor. Der' bare…" Han trak på skuldrene og brugte et splitsekund på at tænke over, om han mon skulle fortælle Juno sandheden, men jo, selvfølgelig skulle han det! Det var jo hans bror, og der skulle ikke være nogen hemmeligheder mellem brødre.

"Jeg, øh," begyndte han og pillede ivrigt ved flasken i sin hånd for at prøve at distrahere sig selv fra den halvubehagelige følelse af at indrømme noget om sig selv. "Jeg begyndte at få nogle mareridt for et par år siden, sådan nogen med… med folk, der slog og gjorde sindssyge ting ved hinanden, og min mor – altså, min adoptivmor – sagde at det bare var min fantasi, der drillede mig, men sådan føltes det bare slet ikke. Jeg har jo næsten hele tiden vidst, at jeg ikke var deres ægte barn, så jeg prøvede at spørge dem om, de vidste noget, men de ville slet ikke tale om det, og så… så fandt jeg en eller anden gammel elverdame, der kan tyde drømme, på markedet sidste år, og hun fortalte mig så om… om dig og mit rigtige navn og dit navn. Jeg ville bare gerne finde dig jo. Jeg kan ikke rigtigt huske noget om dig, men… når jeg prøver, kan jeg mærke helt indeni, at du var en god bror for mig."

Mars snakkede hurtigt og snublede en smule over ordene, som om han ville skynde sig at sige det hele, inden han eller Juno ombestemte sig om det hele. Han havde slet ikke kigget på Juno, mens han talte, men nu skævede han til sin bror. Hans blik var usikkert og endda en smule bange, og Mars tænkte slet ikke på at skjule det lige i det øjeblik.

Juno lagde ikke skjul på at sin lettelse, da Mars beroligede ham med, at han ikke havde valgt nogle dårlige forældre til ham. Han åndede langsomt ud og tog så endnu et hiv af sin smøg, med sine skuldre og sit blik sænket, og han ventede tavst imens Mars fandt modet til at fortælle ham den egentlige grund til at han havde opsøger ham.

Han skævede til sin lillebror så snart hans mareridt blev nævnt og bare lidt længere inde i historien skoddede han sin cigaret i den tomme ølflaske på bordet, så han kunne vende sin fulde opmærksomhed mod lillebror.

"Jeg skulle have været der for dig," sagde han undskyldende, da Mars var færdig med at tale, og selvom han lige havde tænkt, at han ville holde sig fra at røre ved ham, rakte han en hånd ud og strøg den over Mars' krøller, som han havde drømt om lige siden han havde givet ham væk. Han lod sin hånd hvile om hans nakke og så ham i øjnene imens han ledte efter ord.

"Jeg ville.. Jeg ville ikke blande mig i dit liv hvis du havde det godt. Tænk, hvis du var blevet fristet af det her skod liv af at møde mig. Så ville jeg hellere bare.. Følge med på afstand, du ved? Men hvis du har brug for mig, er jeg her for dig."

Mars ville virkelig gerne have spillet smart, spillet for sej til at være følsom og alt det dér, men så snart Juno rørte ved ham, var der noget, der gik i stykker indeni ham. Juno havde knapt talt færdig, før Mars nærmest kastede sig mod ham og viklede sine arme om Junos skuldre, så han kunne trykke sig ind mod hans bryst og gemme sit ansigt mod kanten af hans sweater. 

Det føltes helt rigtigt; det føltes, som om de slet ikke havde været fra hinanden, og selvom Juno i realiteten var en total fremmed person, så havde Mars aldrig følt sig mere hjemme, end han gjorde i Junos arme. 

Det var hans bror, den person, han allerede nu vidste, at han stolede allermest på i hele verden, og han besluttede sig for, at der aldrig mere skulle være nogen eller noget, der kunne skille dem ad. Aldrig. Mars ville hellere skære sig egen arm af end at have et liv uden Juno igen.

Juno havde ikke været helt tilpas med at åbne sig sådan op og fortælle Mars, at han var klar til at være der for ham, men så snart Mars kastede sig om ham, blev det det hele værd. Juno tøvede ikke, men lagde straks sin anden arm om ham også og holdt sin lillebror tæt ind til sig, imens han blev ved med at stryge sine fingre igennem hans hår. Han drejede også hovedet og hvilede sine hage på Mars' hoved.

En af de ældre piger gik igennem stuen, og Juno fulgte hende med blikket men lod sig ikke distrahere fra sin lillebror.
"Jeg har savnet dig." Indrømmelsen var lettere end han havde regnet med, når han sad med sin bror i armene og vidste, at de begge havde brug for at høre det.

"Jeg har også savnet dig," mumlede Mars ind i Junos sweater, mens han klemte sine øjne hårdt i. "Selv da jeg slet ikke huskede dig."

Det var ikke engang løgn; Mars havde altid følt, at han manglede et eller andet, og det var først nu, at det gik op for ham, at det altid havde været Juno, der manglede. Mars sank en klump og krammede Juno lidt hårdere, inden han endelig slap ham og trak sig tilbage, mens hans vendte sig væk og hurtigt tørrede sine øjne med sit ærme. Det var nok med et kram; hans storebror skulle fandme ikke se ham tude også. 

"Kan man ikke få en til af dem der?" spurgte han og rømmede sig lidt, mens han pegede på den tomme øl på bordet. Han kunne godt mærke varmen fra den i maven, og den eneste måde, han kunne finde ud af at håndtere alle de følelser, der strømmede rundt i ham, var at drikke sig fuld.

Junos hjerte knugede sig sammen, da han hørte hvor længe Mars også havde savnet ham. Han skulle ikke have forladt ham - han skulle have holdt kontakten og været der for ham, selv efter at have givet ham til sine adoptivforældre.

Han kommenterede ikke på Mars' tårer, men lod ham tørre dem væk i fred, og da han bad om en øl mere smilede Juno til ham. "Slef," svarede han og pressede sine læber imod Mars' hoved lige over hans øre, inden han rejste sig. På vej ud i køkkenet åbnede han nogle af de andre døre i stuen, så de andre beboere af huset ville vide, at de var velkomne i stuen igen. Han regnede med, at de var færdige med at snakke om store følelser, og lidt andre mennesker omkring dem ville kun lette stemningen. Juno håbede næsten at Hector snart ville komme hjem, så han kunne introducere sine to yndlingsmennesker for hinanden. 

Han vendte tilbage til Mars med en øl i hver hånd og satte sig igen ned ved siden af ham, samtidig med at to små piger løb igennem stuen og ud i køkkenet. 

"Hvordan fandt du mig?" spurgte han afslappet og lagde en arm over ryglænet, imens han studerede Mars. Han spurgte mest, fordi han gerne ville høre hvor berygtet han var, hvor nemt det havde været for Mars at finde ham, og om han allerede vidste hvad han levede af.