Juno kunne slet ikke remse alle sine skader op. Hans ribben var det værste. De var trykkede, forstuvede, måske brækkede, men Juno troede ikke at det var så slemt. Han kunne trods alt trække vejret. Hans ansigt kom på en tæt andenplads. Thanos havde virket som om han havde haft noget imod det, sådan som han var gået til det. Tanken om, at Juno var så køn, at det pissede Thanos af, fik et udmattet smil frem på hans læber, som han straks fortrød - hans ansigt var dækket af hudafskrabninger og blå mærker, der fik smertetårer til at vælde op i hans øjne ved bevægelsen. 

Han tog en dyb vejrtrækning og fokuserede på sine ben. Kunne han stå? Thanos havde sparket til hans ben, men udover dét var de okay. Han støttede en hånd imod kasserne bag sig og fik kæmpet sig ganske lidt op, inden han faldt ned at sidde på brostenene igen med et ynkeligt klynk. En anden kasse stod foran ham og han sparkede rasende til den, så den ramte den anden ende af den smalle gyde.
Han forsøgte sig igen, langsommere denne gang. Hans ben truede med at give efter under ham hvert øjeblik det skulle være, men han støttede sig stædigt til væggen og blev stående. Hans ribben føltes ikke længere som et værste, men han havde ikke lyst til at tænke på den her smerte. I stedet tog han en dyb indånding og fokuserede på smerten der fulgte dén.

Turen hen til enden af gyden kunne lige så godt have været et halvmaraton, men for enden stod der i det mindste en tønde med regnvand. Juno udnyttede den straks til at smide vand i hovedet på sig selv - det værste af tegnene efter hans tårer forsvandt, men ellers sved vandet blot i sårene i hans ansigt. Han strøg sine våde fingre igennem sit hår og overvejede først nu sine muligheder. Han kunne ikke tage hjem. Hector ville straks regne ud at der var noget galt. Han overvejede et øjeblik Tarek, men han huskede også hvordan de havde skiltes ad. Tarek kunne ikke hjælpe ham med noget og selv hvis han kunne, så ville Tareks hjælp ikke være prisen værd det var, at lade den godhjertede byvagt se hvor grum verden virkelig var.

Nej, der var kun ét sted Juno kunne tage hen uden at blive dømt eller ynket. 

Bordellet var ikke fyldt, takket været udgangsforbudet, og på ingen tid havde Juno fået et tilbud fra en af de ansatte, hvis hænder han straks fjernede fra sin ødelagte trøje. "Ellers tak. Jeg er her for at se min mor, Juelia." Først nu så pigen rigtigt på ham og selvom han stædigt undgik øjenkontakt, kunne han ud af øjenkrogen se hendes chok over hans ansigt. Han havde ikke fået set på det selv endnu, men hvis det var halvt så grimt som det var smertefuldt måtte han se forfærdelig ud.

Der gik næsten en halv time før Juelia dukkede op i receptionsområdet og fandt sin søn siddende i en sofa, alene og stirrende tomt imod en væg på den anden side.
"Jeg vidste ikke at du var i live," sagde hun som det første og engang ville Juno have krympet sig under hendes hårde tonefald. De sidste fem år havde han dog vænnet sig til det, og han trak på skuldrene uden så meget som at se på hende. "Jeg vidste ikke, du gik op i om jeg er i live eller ej."

En uventet lussing sang i luften længe efter den havde ramt ham og han så måbende op på sin mor, der stadig stod med hånden hævet. "Sådan taler du ikke til mig," beordrede hun, hendes ord slørede af alkohol, og Juno lænede sig ubevidst tilbage i sofaen, som kunne han synke ned i den og væk fra sin mor. Normalt ville han være gået, hvis hun slog ud efter ham eller udtrykte nogen som helst form for vrede over ham, og han indså, at hun kun var sådan mod ham nu, fordi hun kunne se, at han havde brug for hendes hjælp. Han var nødt til at blive, så han var nødt til at tolerere hendes opførsel. Han lod hende få, hvad hun bad om og rakte opgivende begge hænder op.

"Jeg har brug for et bad." Kort og kontant - hun vidste allerede at han ikke ville være der, hvis ikke der var en grund.


Juelia gav ham, hvad han havde brug for. Hun ledte ham til ned i kælderen, hvor der stod flere varme karbade klar. De fleste af dem var fyldte og Juno indså med rædsel at han ville komme til at få noget privatliv. Han var sikker på at der var private badekar, men det var ikke sikkert at hans mor kunne, eller gad forsøge, snige ham ind til ét.
Han endte med at acceptere sin skæbne. Mangel på privatliv var ikke nydt, når man boede med en hel flok af børn og unge, og klientellet her kendte ikke Juno, eller var for optagede med de prostituerede, der gav dem deres tid.
Juno klædte sig af, én genstand af gange, og klemte øjnene hårdt i, da han hev sin trøje af, hvor ulden var klistret fast til knivsåret.
Det sved endnu en gang, da Juno trådte op i karet og vandet brændte imod hans sår. Hans allerede besværede vejrtrækning blev kun tungere, da han sad ned og han kæmpede med hvert sår han vaskede. Juelia vendte tilbage med en flaske alkohol, som han tog en slurk af, inden han hældte over det værste af sine sår.
Han stod op af karet og klædte sig i sit tøj uden at tænke på at tørre sig. Han var træt og utålmodig og havde ikke noget imod at være lidt fugtig. 

"Skal jeg sy dét der?" spurgte Juelia og nikkede imod såret ved hans kraveben. 
"Nej," svarede han og sank en klump. "Nej, det skal bare forbindes." Det var ikke helt nok, men han kunne ikke holde tanken ud om at skulle fokusere på det lige nu. Juelia hjalp ham også med en forbinding, men ikke uden at brokke sig over hvor meget af hendes kostbare tid han optog imens. 

Han hev sit tøj på igen og satte imod døren uden at takke sin mor.

"Juno," kaldte hun og han vendte sig halvt om imod hende. "Du ved hvor du kan finde mig, det ved du godt, ikke?"

Juno så på hende som om hun var fatsvag, men efter et øjeblik nikkede han, som tegn på at have forstået.

"Vil du sove her? Du kan få sofaen!" Tilbød hun med desperation i sin stemme tydelig nok til at selv Juno opfangede den.

Juno skævede til sofaen han havde siddet i da han først ankom, og så sig derefter omkring på klientellet. Der var mænd, mange flere mænd end han brød sig om, og mere end én af dem havde hænderne på mandlige ansatte.

"Jeg ville hellere dø," svarede han med sydende had i stemmen og forlod bordellet uden et ord mere.