Ikke langt fra det mindre vandløb stod en hytte indhyllet i mørke. For ikke særlig lang tid siden, havde der været liv og lys i de små vinduer, men flammen var for længst gået ud, som døren var blevet åbnet og vinden havde slukket ilden. Der hvilede en kraftig vind over landet, mørket var endnu ikke faldet helt på, men der var uendelig mange lyde i skoven. Deavás var dog ikke fokuseret på meget af det. Han var i stedet i færd med at rense sine hænder i det lille vandløb. Han stod på hug ved siden af vandløbet og havde dybet hænderne ned i det kolde vand, som strømmede forbi, ned af bjergene. Han så sig kort over skulderen for at kigge imod hytten, døren stod let på klem, men han kunne også kun svagt fornemme omridset af døren. Lige nu befandt han sig på siden af huset, væk fra trædøren, som stod og klaprede i vinden.

Gulvet var glat.. Det var blevet fugtigt af den regn, som havde raseret området for nogle timer siden. Men der var ikke længere skyggen af regn i området, det gav dog ikke gulvet mulighed for at tørre, som det fugtige underlag var med til at fragte blodet over gulvet og ned i de mange riller. For enden af et bord lå en mand med armene strakt udover bordet. Hans krop var blevet spændt fast til stolen og armene hevet langs med bordet med reb. Disse var dog blevet kappet over og lå nu på gulvet i stedet. Men sårene på ryggen bag præg af, hvad der var sket.. Mandens håndled var forrevne og røde. Stearinlyset på bordet var gået ud for længe siden, men stearinen havde formået at skubbe blodet ned fra bordet, som det var blevet hårdt og formede en barriere mod kanten af bordet. Blodet var dryppet mod gulvet, hvor det havde spredt sig i en større cirkel. De få dråber var indtørret, men blodpølen lige under bordet var endnu frisk. Liget var også stadig varmt. Ikke langt fra bordet stod en anden stol drejet imod liget, som en skalpel var blevet bordet ind i armlænet. Værktøjet var blevet rusten af fugten og ejermanden havde tydeligvis ikke problemer med at efterlade den. Den kunne stadig hentes.. På gulvet lå der også et stykke stof, der var fugtigt at blod og spyt, som det havde forhindret de værste udbrud fra manden.

De gyldne øjne gled imod hænderne, som han strøg fingrene over håndryggen for at løsne blodet fra sin hud. Med hænderne formede han en skål, som han løftede vandet op og smed det op i ansigtet. Vandet fik blodet til at glide ned over hans hage, før at det ramte den hvide skjorte. Blodpletten var ikke helt så tydelig, som de øvrige pletter han havde fået på skjorten. Men han kunne skifte senere, når han lige havde ryddet op efter sig. Deavás løftede højre hånd imod håret for at skubbe det tilbage, som han lænede hovedet tilbage og lod blikket glide imod himlen. Inden længe ville natten falde på og så ville han have nemmere ved at gå igennem byen, der ikke lå langt væk fra hytten. Heldigvis så havde manden gjort næsten alt for at holde mund og da det først var blevet for meget, så havde Deavás blokeret hans mund og kun givet ham mulighed for at tale, når han mente det var på sin plads. Når manden ville have indset, at han ikke kunne blive ved med at holde informationerne fra ham. Til sidst havde han fået det ud af ham, som han skulle bruge.. Men med risiko for at han ville dele det med andre, havde Deavás valgt at ende mandens liv på stedet. Og var nu i gang med at slette de sidste spor, som han dog nød den friske luft, som en svag brise strøg imellem træerne og raslede bladene imod hinanden.

Agarés havde nu brugt et par dage, på at komme fra sit hjem og hertil. Han kunne nok sagtens have gjort det hurtigere, men han havde ikke følt, at han havde travlt. Udover det, var der få ærinder at løbe på vejen og nogle af dem havde taget lidt mere tid, end han havde forventet. Han var på vej mod en bestemt hytte, en hytte han havde været i mange gange før. Det var en af de få mennesker der arbejdede for ham, uden at være forbundet til hans sind, der boede i den gamle hytte. Agarés havde nemlig ikke haft en eneste ting at tilbyde ham for sin hjælp, men han havde åbenbart ikke haft meget indhold i sit liv, og var alligevel gået med til at hjælpe ham. Han havde ikke meget kontakt til ham, men dukkede op ved hans dør når der blev sendt bud efter ham. Denne gang havde han fået besked om at komme forbi, fordi han havde skaffet flere informationer. Detaljer om informationerne fik han ikke med, dem tog de altid over et glas spiritus.

Synet der mødte ham i den gamle hytte, som han skubbede den let åbne dør op, var en del mere blodigt end han havde forventet. Den tunge lugt af blod hang i alt, men den var ikke specielt indbydende længere, for livet havde for længst forladt det. Med den ene hånd, stadig placeret i lommen, tog han nogle rolige skridt rundt i hytten, bare for at få et eller andet overblik over, hvad der var sket. Det irriterede ham at han ikke kunne få de oplysninger, han var kommet for at få. Men der var vel intet at gøre ved det, så han havde egentlig ikke lyst til at spilde tiden og blive for længe. Som han skulle til at vende rundt for at gå, faldt hans blik på skalpellen, der var boret ind i armlænet på stolen. Han kunne selvfølgelig ikke vide hvem den havde tilhørt, men der var vel intet i vejen for at tage den med. Måske den ville være nyttig? Han tog et par skridt til siden, før han greb fat om skalpellen og hev til, for at få den fri fra stolen. Så satte han kurs mod udgangen og forsvandt ud af døren.

I sin lette irritation måtte Agarés nu bevæge sig videre. Han kunne vel lige så godt gå mod næste aftale, for han var allerede lidt sent på den, med de møder der trak ud dagen før. Han nåede ikke langt, for lige så snart han drejede om hjørnet på huset, faldt hans blik på Deavás ved vandløbet. Han sukkede tungt. Det undrede ham virkelig ikke, hvis det var hans skyld at manden ikke levede længere. Roligt gik han hen bag ham, bukkede sig lidt ned og viftede skalpellen ind foran ham. "Er det din?" Spurgte han, lettere opgivende, for han var næsten sikker på at han kendte svaret.

Lydene fra hytten gjorde det klart for Deavás, at der var nogen derinde, men han flyttede sig ikke rigtigt fra vandløbet, som han ikke følte at der var nogen grund til at flygte, når han udmærket godt vidste hvem det var. Det sekund Agarés var kommet tæt nok på, havde hans evne aktiveret sig og fortalt ham om hans tilstedeværelse. Der hvilede derfor også et køligt smil på hans læber, som han var klar over, at de ikke var gået hver til sit med et smil på læben sidst. Men derfor kunne han jo godt smile af det? Desuden så var han i et godt humør efter at have gennemlevet torturen med manden og fået det han havde brug for. Hvad Agarés lavede der bekymrede ham dog ikke, som han ikke forventede at det ville være et problem. Måske han bare var blevet lokket til af blodet? Han trak let på skulderne, som han egentlig gjorde sig klar til at rejse sig, da han fornemmede at Agarés havde fået øje på ham.

Deavás blev siddende på hug, tålmodigt, som Agarés kom tættere på. Han lo let, som han fik øje på skalpellen. Det var egentlig et dumt spørgsmål, for selvfølgelig var den hans.. Han rakte ud efter den for at tage den fra ham, ikke at han ønskede at bruge vold, for så ville han ende med et sløvt snit i hånden. ”Og hvad hvis det er?” spurgte han med et skuldertræk, som han dog valgte at rejse sig op for at vende sig imod Agarés med armene lagt over kors.

Om Deavás lagde mærke til at Agarés var der eller ej, var ikke en bekymring han havde, for selv hvis han var forberedt på at han kom, skulle han stadig lige være sikker på at det var hans skyld. Han havde ingen planer om at bruge den sløve skalpel, i hvert fald ikke endnu, men han ønskede stadig ikke at Deavás skulle have fat i den, så han trak den hurtigt til sig igen, ligeglad om han nåede at slippe den, før den fik snittet ham i hånden. Hans svar kom ikke bag på ham, som han sukkede tungt og rystede svagt på hovedet i irritation. Den mand var en af de få mennesker han faktisk stolede på. Kunne Deavás ikke have snuppet en af de mindre vigtige?

Agarés regnede ikke med at manden var blevet dræbt uden grund, så måske han alligevel havde en chance for at få de oplysninger han var kommet efter. ”Så har du lige kostet mig mere end bare min tid,” lød det muggent fra ham. Han fik det til at lyde som om, at hans tid var ekstremt dyrebar, men det mente han bestemt også selv, at den var. Han havde trods alt andet at tage sig til, end at vade hele landet rundt, bare for at vinde et spor af blod fra Deavás’ ofrer. ”Jeg går ud fra, at han fortalte dig noget?” Sagde han, med et henkastet blik mod hytten, som han stak skalpellen i lommen, men undlod at slippe den.

Smilet på Deavás læber forsvandt slet ikke, som han tydeligvis kunne mærke på ham, at han havde forvoldt mere skade end gavn på nuværende tidspunkt. At Agarés havde haft en vis interesse for manden, kunne han jo umuligt vide, så hvordan skulle han have vist, at han ikke måtte røre ham? Så vidt han havde set, så stod der ikke Agarés navn i panden på manden. Deavás var bestemt heller ikke regnet for en, der holdte fingrene fra de ting, som han ikke måtte røre ved. Tværtimod. Nu hvor han var klar over at Agarés havde en vis interesse for manden og muligvis de oplysninger, som han havde fået, valgte han blot at klappe i. Deavás skar dog en utilfreds grimasse, som skalpellen strøg hen over hans håndflade. Automatisk trak han hånden til sig og vrissede lettere irriteret af ham. Han løftede hånden op, som blodet langsomt viste sig i snittet. Hvad skulle det til for? Han vendte et irriteret blik imod Agarés.

Et suk forlod hans læber, som han endte med at himle med øjnene over Agarés ord. Hvorfor skulle han lige pludselig bekymre sig om hans tid? Han kunne da være fuldkommen ligeglad, i hvert fald hvis du spurgte ham. ”Hvor skulle jeg vide fra, at han var en af dine..” startede han ud, som han lagde tryk på dine og vendte blikket imod hans. ”Du havde måske ikke samme kontrol over ham, som Jocelyn?” han tyggede lidt på det, før at han måtte rette på sig selv. ”Nårh nej.. Hende havde du heller ikke kontrol over” lo han køligt, som han viftede let med hånden og vendte rundt for at træde over vandløbet. Han rettede de gyldne øjne mod Agarés igen, som han forventede at han ville dele oplysningerne med ham. Deavás rynkede let på næsen, som han sukkede tungt. ”Ja..” svarede han køligt, som han stak hænderne i lommen og trak på skulderen for at komme videre. Han havde også andre at besøge før det ville blive for mørkt.

Agarés havde ingen forventninger om at Deavás havde nogle former for interesse, hverken i Agarés' tid eller i hvem han havde forretningsmæssige kontakter til. Alligevel blev han stadig irriteret. Måske mere, fordi han egentlig godt kunne have brugt sin tid bedre, havde han vidst at rejsen ville være forgæves. Han var klar over at Deavás umuligt kunne have vidst, at manden i hytten var vigtig for Agarés og han kunne heller ikke forvente at han fandt ud af den slags, inden han gjorde som han ville med dem. Men det gjorde han nu alligevel. Også selvom det var en direkte urimelig ting at forvente. Selv i sin irritation, kunne han ikke lade være med at komme med et svagt tilfreds smil, som han bemærkede det irriterede vris fra Deavás. Så mange informationer han havde snuppet fra ham, fortjente han langt værre end et lille snit i hånden med en sløv skalpel.

Det meget svage smil forsvandt straks, som han lyttede til den spydige kommentar. Han vidste egentlig godt at han havde ret, men han behøvede vel ikke at vade i det. Agarés var stadig ret muggen over, at det overhovedet var lykkedes Jocelyn at vende hans eget sind imod ham og endnu mere muggen, over at han ikke havde haft tid til at hævne sig endnu. "Jocelyn vandt intet andet end tid. Tid hun kan bruge på at blive et lykkeligt lille menneske, før jeg tager det hele fra hende. Næste gang har hun intet at bruge imod mig," vrissede han. Det lød næsten som om, at han prøvede at overtale sig selv, mere end han prøvede at forsvare sin værdighed, men det var ikke tilfældet. Han var slet ikke i tvivl om at han nok skulle vinde næste gang. Han rystede let på hovedet, for at vende sit fokus. Det var ikke Joelyn det skulle handle om, det var de informationer han var kommet efter. Han trak skalpellen op af lommen, skævede kort mod den, før han igen så mod Deavás. "For fremtiden, så spørg i det mindste lige folk om de kender mig, inden du vifter om dig med skalpeller," lød det, helt beordrende, fra ham, som han løftede hånden og gestikulerede diffust med skalpellen foran ham. "Jeg har brug for de oplysninger, så kom med dem." Han lød utrolig rolig, men kun fordi han formåede at holde sine frustrationer inde. Inderst inde var han på randen til at bruge skalpellen til andet, end at lave ubetydelige gestikulationer, men han var også klar over at det ikke ville hjælpe ham videre. Desuden løg han. Han havde ikke decideret brug for de oplysninger, han var bare grådig. Og et eller andet ville han have ud af den lange rejse.

//Inaktiv.
- Har den i gemmerne, hvis den skal fortsættes på et tidspunkt :)