For mindre end en time siden, havde Agarés sendt Dandels mod byen for at hente mere blæk og et par nye fjer. Det var ikke fordi det ærinde var nødvendigt, for han manglede ingen af delene, men han kunne lide at være forberedt, så hellere have alt for meget, end for lidt. Selv var han blevet tilbage i det store hus, for han havde placeret sig ved spisebordet i stuen og spredt en større bunke dokumenter ud over bordet, for at lave diverse ændringer i mange af dem. Normalt var det en opgave han ville klare på kontoret, men dagen før havde han, ved en fejl, taget de forkerte dokumenter med hjem og derfor kunne han lige så godt klare det nu. Han havde siddet i samme stilling i flere timer, og han var ikke engang nået halvvejs i bunken. Det var heller ikke denne del af arbejdet han fandt mest interessant, og derfor blev han hurtigt træt, hver gang han havde papirarbejde for sig.

Det var også tilfældet denne gang, for ikke ret lang tid efter, at Dandels var forsvundet ud af døren, havde Agarés lænet sig ind over bordet og lukket øjnene i, bare for at slappe af, men var i stedet faldet i søvn. Hans pande hvilede mod den ene arm, der var lagt hen over bordet og det lange sorte hår dækkede ansigtet. Han havde ikke været andre steder i dag, og derfor var skjorten ikke knappet helt til, som den ellers altid var. Tiden var gået hurtigt, og Dandels burde være kommet tilbage for mange timer siden, men Agarés havde intet bemærket, for hans søvn var lige så dyb, som hans vejrtrækning.

Det var nu gået nogle timer siden Dandels blev taget, og han var ved at blive urolig for at han aldrig nogensinde ville blive hentet. Der havde intet postyr været efter det mareridt som Dandels havde givet Philotanus, og der var ingen som havde sagt noget om en kæmpe dæmon, der ønskede sin enhjørning tilbage. Det var ikke ligefrem det, han havde brug for for at få bekræftet Agarés kærlighed og han besluttede sig for, at måske skulle han tage sagen i egen hånd.

---

Han stod i stuen, hvor Agarés havde faldet i søvn. Dandels stod ved ham, roligt, hvor han strøg ham over håret. "Agarés," kaldte han, med den bløde, venlige stemme dog lød han ufatteligt fortvivlet. Det var han jo også - han var jo blevet kidnappet! Ført til et skræmmende, nyt sted hen, og de grå øjne virkede våde og triste. "Der er nogen som har taget mig," sagde han, nærmest blot som en hvisken. "Vil du ikke være sød at hente mig?" spurgte han og trods det lød så blidt, var der ikke tvivl om at han mente det, og der lå en konsekvens for det, hvis han ikke gjorde. 

Der lød en behagelig lyd fra Agarés, som han blev strøget over håret, men så snart hans navn blev nævnt, spærrede han øjnene op. Han fik straks sat sig op og vendt sig mod Dandels. "Ja?" Kom det hurtigt fra ham, med det samme velvidende om at de befandt sig i en drøm. Det gjorde det dog ikke mindre virkeligt, det vidste han nu, og derfor tvivlede han heller ikke på, at han var nødt til at handle på det der blev sagt, så snart han vågnede igen.

Som Dandels kort forklarede sig, kunne man langsomt ane vreden i Agarés' øjne. Han havde ellers været så sikker, på at ingen ville lægge hånd på en der arbejdede for ham, og da slet ikke Dandels. Så vidt han vidste, var alle i dæmonriget klar over hvem der beskyttede enhjørningen, så hvem havde vovet at tage ham alligevel? "Hvor er du?" Spurgte han straks, som han rejste sig. "Vis mig, hvem der har taget dig." Det lød som en decideret ordre, men det var det vel egentlig også. Tonen var hård, for han var rasende, selvom han ikke vidste på hvem endnu.

Dandels blev en smule forbløffet over Agarés pludselige vrede, men han vidste godt at det ikke var på ham. Han var dog stadig skræmt, men det var måske grundet omstændighederne for det her sted, deres rum, det var trygt.

"Jeg... Jeg ved det ikke," sagde han, som han på Agarés der kom på dupperne. "Vi fløj ned i en kløft... I kløften var der en by, eller et slags hus...," Dandels prøvede at forklare sig, prøvede at gestikulere med hænderne men han er ikke helt sikker på at beskeden kom frem. Hans hårde tone fik hans ører til at ligge sig en anelse ned, og et blik, kun et sekund, af advarsel lå i hans øjne før han nikkede.

Han viste en illusion af manden, der havde taget ham. Philotanus. "Det er ham," sagde Dandels, afdæmpet.

Agarés forsøgte at følge med i Dandels gestikulationer og forklaring på, hvad der var sket. Han forstod ikke meget, men siden han vidste præcis hvilken vej, Dandels normalt tog for at komme hjem fra byen, kunne han lige så godt følge den. Blikket blev vendt mod illusionen af Philotanus, som han kort fik betragtet. "Jeg skal nok finde dig," sagde han bestemt, som han lagde armene om Dandels i et blidt knus.

----

Agarés slog øjnene op, nærmest i chok, som han hurtigt fik sat sig op i en kort forvirring. Han rystede kort på hovedet for at samle tankerne. Han skulle lige have styr på, hvad der var blevet fortalt i drømmen og bruge få sekunder, på at få udseendet på Philotanus korrekt. Hans blik gled kort over alle dokumenterne, der stadig lå spredt ud over bordet, før han rejste sig i sådan en fart, at stolen bag ham blev væltet. Den vrede følelse i drømmen var ikke forsvundet efter han var vågnet, den var tværtimod rykket over i raseri. Han havde alt for travlt til at tage jakken på, og forsvandt derfor ud af døren iført sko, bukser og skjorte, som ikke engang var knappet ordentligt til. Døren blev smækket bag ham, som de sorte vinger kom til syne og blev foldet ud. Et voldsomt bask med vingerne og han lettede fra jorden, men for ikke at misse noget, lettede han ikke mere end godt ti meter. Han fulgte samme vej Dandels plejede at tage, måske han var heldig at gerningsmanden var vendt tilbage, for at lede efter flere enhjørninger?

Underligt nok, så var Orcus bekymret.. Han var lettere distraheret, som han ikke havde glemt det blik, der havde mødt ham, efter han havde vækket Philotanus af sin søvn. Det var en hel almindelig ting at gøre, men han var blevet mødt af et hvæs og var hurtigt endt på gulvet. Han kunne mærke at der var noget galt, men Philotanus var ikke typen til at tale om det, så han var faktisk mere eller mindre i tvivl om, hvordan han skulle få nogle oplysninger ud af den gamle dæmon. De var vel nok for stædige til deres eget bedste. Men Philotanus var afkræftet, hvilket afholdt ham fra at løbe de sædvanlige ærinder, så Orcus havde valgt at gøre det for ham.
Han så ikke det store problem i det, som han let trådte ud fra det gamle palæ midt inde i dæmonriget. Nøglen ville altid passe til palæet, uanset hvor mange forskellige familier der flyttede ind og ændrede strukturen i huset. Det var den nemmeste måde at rejse på, specielt når hans vinger ikke var i stand til at bære ham, medmindre at han brugte metallet til at styrke vingerne. Men det var slet ikke nødvendigt og han havde faktisk ikke lyst til at flyve over byen. Han ville hellere nyde det fra jorden, eller i hvert fald bare lidt.

Nøglen blev lagt ned i lommen på den mørke kappe, som han strøg hænderne igennem det mørke hår. De grå spidser blev skubbet bagover, som han holdt posen i hånden. Han havde en aftale med en forretningsforbindelse, som han var nødt til at betale forud, ellers ville de ikke kunne regne med hans hjælp senere. Normalt var det Philotanus opgave. Men ikke i dag. Gaden var small, jorden var kold og der lå underligt nok nogle redskaber på vejen. Han bukkede sig let ned for at samle en fjer op. Den mørke blæk var for længst forsvundet ned i jorden, men blækhuset var der stadig, som det dog var slået i stykker. Hvad mon det betød? Var der ingen som savnede det? Orcus rejste sig op igen, som han kiggede lidt på fjerpennen og nulrede den imellem hans finger med et roligt smil på læben. Posen var blevet skjult under hans kappe, som han kun holdt den ene arm frem. Vingerne var foldet på ryggen, men slæbte svagt imod jorden i hans nuværende position.

Jo længere Agarés brugte på at følge den sædvanlige vej, uden at se noget brugbart, jo mere spredte raseriet sig hos ham. Enhver bevægelse han så blev der fokuseret på, men intet så ud til at være lige præcis dét, eller dén, han ledte efter. Han måtte alligevel et godt stykke fra huset, før han nåede til den smalle gade. Hans blik faldt direkte på en fremmed mand. Det var ikke til at se detaljer fra den afstand, men han så ud til at rode ved en fjer. Agarés valgte at dale, lydløst mod jorden, for at kunne se nærmere på, om det var de redskaber han havde sendt Dandels efter, som han håbede på at vinden i vingerne ikke afslørede hans position. Ikke at det ville gøre meget, der var vel flere muligheder, hvorpå han kunne få hvad han søgte.

Agarés landede bag Orcus, kun få meter fra ham. Han lænede sig kort til siden, lige nøjagtig nok til at kunne se det ødelagte blækhus, før han rettede sig op igen og bevægede sig lidt tættere på. ”Det tilhører vidst mig,” lød det roligt fra ham, som han stak den ene hånd i lommen. Han var stadig rasende, men der var vel ingen grund til at forhaste sig? Han måtte forholde sig i ro, ellers havde han ingen forhåbninger om at komme tæt nok på. Derfor skjulte han det brændende blik i vrede, bag en tyk facade af venlighed. Den samme facade han brugte overfor enhver kunde, det var han nødt til, specielt på dårlige dage. Han havde brugt mange år, på at perfektionere den facade og derfor regnede han heller ikke med, at nogle ville kunne se igennem den. I hvert fald ikke med det samme.

Det virkede underligt, at nogen ville have efterladt fjerpen og blæk på denne måde, men Orcus bekymrede sig ikke rigtig om hvad det betød og hvad det i det hele taget betød for ham. Måske han i stedet skulle have valgt at direkte linje til sit møde, men han blev ofte distraheret og kom derfor på afveje, noget han måske ville fortryde. Det var også alt sammen Philotanus skyld for at sløse på det. Han formåede dog at få fat på fjeren, som han smilte for sig selv og rejste sig op. Blækket stod ikke til at redde.. Eller jo, han kunne godt løfte metalpigmenterne fra jorden, men det var spild af kræfter, så han lod vær. Orcus var forholdsvis rolig ved situationen, dog hørte han et vingeslag og kort tid efter nogen som landede bag ham.. Var det Philotanus? ”Philo..” han vendte sig rundt og skulle lige til at skælde ham ud for at være dukket op alligevel, da han var nød til at hæve blikket for at møde den fremmedes øjne. Stemmen passede heller ikke med Philotanus, som han straks trådte nogle skridt tilbage og rynkede på næsen. Hvad var meningen egentlig?

Der gik noget tid, før at Orcus endte med at ryste på hovedet, som han nulrede fjeren imellem sine fingre før at han til sidst løftede armen og rakte den imod manden. Hvis han mente det var hans, så var han ikke kommet for at tage den fra, tværtimod. Men den så altid ud til at have lagt der længe, så hvorfor havde manden ladet den ligge så længe? ”Her” svarede han med et stille smil på læben. Den modsatte arm var stadig skjult under kappen, som han dog ikke ønskede at vise den fremmed den pose med krystaller han faktisk bar rundt på. Han var klar til at trække sig, så snart at manden tog imod fjerpennen. Der var et eller andet mystisk over ham og han kunne ikke forklare det. Det gav ham kuldegysninger.. ”Jeg skal også videre” skyndte han at sige, som han drejede i kroppen og gik halv baglæns og sidelæns. Måske han bare skulle have smidt fjeren til ham? Det var for sent nu. Hans personlighed mindede lige nu mest om et barn, der havde en legeaftale, som ventede og derfor havde han egentlig ikke tid til at vente på mandens taknemmelighed.

Så snart Orcus vendte sig mod Agarés, bed han tænderne sammen for at skjule en tung vejrtrækning i vreden. Han fik fremtvunget et svagt smil, der skulle have set mere eller mindre venligt ud, men det var for en gang skyld sværere at lægge skjul, på diverse følelser og derfor fik han det nok til at se en anelse lusket ud i stedet. Måske det var sværere for ham denne gang, fordi det handlede om Dandels? Nu var han i det mindste sikker på, at det var den rigtige han havde fundet. Han forstod dog ikke hvorfor denne mand, havde været så dum at komme tilbage til gerningsstedet. Regnede han virkelig ikke med, at enhjørningen var under nogens beskyttelse, nu han befandt sig i dæmonriget? Dumt. Som han trådte et par skridt tilbage, trådte Agarés et par skridt nærmere. Stadig forholdt han sig i ro, han skulle nødigt ødelægge sine planer, fordi han kom til at handle forhastet. Bare få sekunder mere...

Agarés skævede kort mod fjeren, som den blev rakt mod ham. "Tak," svarede han, som om han virkelig ikke var kommet efter andet, end de ting der lå på jorden. Han gik tættere på og løftede roligt hånden, for at tage imod fjeren. Men i stedet for at tage fat i fjeren, greb han straks fat om hans håndled med hårdhed og hev ham tættere på sig. Den anden hånd blev løftet i samme øjeblik og lagde sig fast om halsen på Orcus. Agarés sparede ikke på kræfterne, som han skubbede Orcus ind i den nærmeste ødelagte mur og lagde sin vægt i, for at presse ham længere mod den. "Hvor er han?!" Vrissede han, som han borede neglene ind i huden, både om håndleddet og om halsen. Der var intet venligt over hans blik længere, som det havde ændret sig til at være fyldt med brændende raseri. Han havde ingen intentioner om at holde sig tilbage, for han var sikker på, at han havde fat i den rigtige. Udseendet Dandels havde vist ham, passede perfekt.

Smilet der mødte ham, fik ham til at rynke på brynene. Der var et eller andet i vejen.. Orcus var ikke længere i tvivl, det sekund han havde lagt øjnene på smilet. Den høje skikkelser havde noget for og han havde bestemt ikke planer om at blive for at overvære det. Men for en kort stund, troede han faktisk at det drejede sig om fjerpennen, så egentligt håbede han på, at hvis han gav den tilbage, så ville manden lade ham være. Det var ikke til at vide, hvad det betød, men Orcus var oprigtig, som han rakte fjerpennen til manden. At han ikke valgte at tage den, men i stedet gjorde noget andet, fik ham til at gispe efter vejret, det sekund grebet blev lukket om hans håndled. Han reagerede med et utilfreds grynt og hvæs, som kræften hev ham imod manden og snart blev et nyt greb lukket om hans hals. ”Hvad i Zaladin…!” hvæste han tilfreds. Den barnlige usikkerhed var forsvundet og var blevet erstattet af frustration, som han smed posen fra sig, krystallerne raslede på jorden, som han brugte hånden til at trække i dæmonens arm. Det var anden gang på kort tid, at nogen havde overrasket ham på denne måde. I Philotanus tilfælde så var det ikke gjort bevidst. Men manden foran ham havde tydeligvis haft planerne fra starten af.

Muren ramte ham hårdt i ryggen, som Orcus endnu en gang gispede efter vejret. Han lukkede det ene øje i smerte, som væggen havde boret sig ind i rygsøjlen på ham. Blikket var rettet imod manden, som han stadig forsøgte at flå hånden væk fra hans hals. Havde det været Philotanus, så havde smerten næppe gjort ham noget, men Orcus havde været så bekymret for sin ’bror’ at stofferne var begyndt at aftage, fordi han ikke havde taget en ny dosis. Pupillerne var dog endnu under påvirkning af stofferne, så han havde lidt tid at løbe på endnu. Det vrissende spørgsmål fik ham til at se ham i øjnene, som han strakte halsen i håbet om at kunne trække vejret bedre. Det ene øje var endnu klemt sammen, som han forsøgte at finde fodfæste imod væggen og skubbe til manden foran ham. ”Jeg aner ikke, hvem du taler om” vrissede han irriteret tilbage. ”Så slip mig!” råbte han hadefuldt. Metalpulveret i hans lomme bevægede sig let, før at det dukkede op som en røgsky imellem dem. Fik man først pulveret i øjnene, så ville det komme til at gøre rigtig ondt. Han kunne dog finde på langt værre ting, hvis ikke manden slap ham øjeblikkeligt. Det lignede dog almindelig støv af jord, meget mørk jord, som han endnu ikke havde givet det fast form.

Der lød et irriteret støn fra Agarés, som han blev hevet i armen, men han havde ingen intentioner om at give slip på drengen. Lyden fra krystallerne i posen som de ramte jorden, blev ikke engang opfattet i vreden, som han derimod bare tog hårdere fat og borede neglene længere ind. Skulle drengen ende med at miste for meget luft til at kunne svare, var det vel ikke hans problem. Han ville dog ikke gå så langt som at tage livet af knægten, for han skulle stadig fortælle ham hvor Dandels befandt sig. Forsøget på at få Agarés til at slippe ville ikke lykkes, for selvom det irriterede ham at blive flået i armen, så meget at der langsomt gik hul på skjortens ærme, var hans formål med dette langt vigtigere end et par hudskrammer. De hudskrammer ville nok snart blive til lidt mere end det, hvis han ikke havde tænkt sig at stoppe sit forsøg på at slippe væk, men det var han selvfølgelig ligeglad med. Den lette svigen ville slet ikke være nok, til at få ham til at reagere.

Agarés stirrede knægten ind i øjnene, men jo længere tid han betragtede pupillerne, jo mere blev hans hoved lagt på skrå. Det var stadig vrede der havde bosat sig i blikket, men han løftede et øjenbryn i undren. Var han påvirket? Det var måske derfor han benægtede at vide hvem der blev talt om. Han havde måske glemt det. ”Drop skuespillet, du ved udmærket godt hvem jeg taler om!” Hvæsede han, som han hev ham en anelse tættere på sig, kun for at hamre ham ind i muren igen. ”Han viste mig en illusion af dig, efter han fortalte mig at du havde taget ham!” Fortsatte han kort efter i samme tone. Han fnyste kort, i et hurtigt forsøg på at fjerne støvet foran sig, men siden det ikke rykkede på sig, gik han ud fra at det var knægtens værk. ”Jeg giver slip, så snart du har fortalt mig hvor han er!” Råbte han, som han strakte armen for at komme lidt på afstand af støvet, men grebet om hans hals blev ikke sluppet. Det var ikke lang tid han havde brugt på drengen, og normalt var Agarés en utrolig tålmodig mand, men hans tålmodighed var hurtigt ved at slippe op i dag.

Det var ikke til at finde ud af, hvad der foregik, som Orcus bestemt ikke havde forventet at en fremmede ville gribe fat i ham på den måde. Han var lidt rundt på gulvet og slet ikke klar over, hvor denne vrede kom fra. Men han følte lidt, at han var nødt til at slippe ud af grebet, ellers ville han blive kvalt. Grebet var dog stramt allerede og han begyndte at sparke lettere panisk med benene, som manden valgte at stramme yderligere. Neglene blev også boret ind i halsen på ham og man kunne så småt fornemme panikken i hans blik også. Det blev kun sløret en anelse af den vrede, som byggede sig op i hans krop. Aldrig var noget lignende sket før! Og han var ved at være godt træt af mandens opførelse. Til sidst begyndte Orcus at slå hænderne ud efter mandens brystkasse. Han sparkede målrettet imod hans ben og skridt, som han dog vred sig lidt i takt med at vingerne blev mast imod muren.

Orcus vejrtrækning var tung og anstrengt, som han begyndte at hive efter vejret. Han kunne mærke hvordan det begyndte at sortne for øjne. Han manglede ilt! Men uanset hvor meget han hev efter vejret, så kom der intet ned til hans lunger, som manden blokerede for hans luftvej. Det lidt som slap igennem var ikke nok til at ilte blodet og han kunne mærke hvordan hans egen modstand dalede i styrke. Han hørte hans ord, men nåede ikke at reagere på dem, før at han blev hevet væk fra væggen og derefter hamret hårdt ind i muren igen. Han skreg op af smerten, som metalstøvet stoppede op. Det gik i stå midt i luften, som det tidligere havde svævet let op og ned. I løbet af få sekunder, samlede støvede sig til pigge af metal med sylespidse ender, som han med et råb skubbede det fra sig med kurs direkte imod Agarés.. ”Slip mig!” skreg han op, som han løftede armene og hamrede dem ned over Agarés arm, så han forhåbentlig ville give slip i ham. Hvis han ikke flygtede fra metallet, så ville han højst sandsynligt blev slynget op på den modsatte væg. Orcus hævede vingerne, lod dem trække sig op af muren, som han placerede dem imod muren og forsøgte at skubbe fra med dem. ”Jeg har ikke taget nogen..” han hev endnu efter vejret. De varer, som han handlede med var ikke nogen som folk ville savne og da slet ikke reagere på denne måde, hvis de var blevet savnet.

Der lød et gisp fra Agarés, idet en fod ramte hans lår, lidt for tæt på skridtet. Grebet om drengens hals blev løsnet, men ikke sluppet helt, som hans fokus rettede sig mere mod ikke at blive losset i skridtet. Hofterne blev drejet og det ene ben blev flyttet lidt ind foran det andet, så han lettere kunne beskytte det ømme område. Det løse greb om drengens hals gjorde det sværere at holde ham fast mod muren, fordi han samtidig vred sig og kæmpede imod, men indtil videre formåede han ikke at slippe helt. Han forventede intet andet, end at få en rasende reaktion fra knægten. Han ville heller ikke selv bryde sig om, at blive behandlet på den måde og normalt ville han også holde sin vrede under kontrol. Men ikke denne gang, for denne gang handlede det om Dandels og han var overbevist om, at den bevingede dreng mod muren var indblandet.

Forblændet af raseri og med fokus på kun at blive losset mod låret og ikke skridtet, nåede Agarés ikke at reagere på de sylespidse pigge af metal, der havde kurs direkte mod ham. Idet den første ramte ham, blev grebet om drengens hals sluppet. At holde sin position var nogenlunde nemt, indtil den næste ramte ham. Da trådte han et par skridt tilbage, men kraften bag en mere, fik skubbet ham op mod den modsatte mur. De første tre havde sat sig rimelig forskudt, i hans venstre arm og han havde ikke haft tid til at reagere og gøre noget for at stoppe dem. Men så snart han ramte muren drejede han sig til siden, for at undgå flere. Det lykkedes, men de tre første havde boret sig igennem armen og ind i muren, så hans arm nu sad fast. Der lød et støn fra ham, halvt i irritation, halvt i smerte, som han forsøgte at hive armen fri, men uden held grundet smerten. At tage fat i piggene med modsatte hånd var ikke en mulighed, da de ikke var lange nok. Der var ikke noget metal at få fat i, det sad alt sammen i armen og i muren, hvor blodet meget hurtigt begyndte at glide ned. "Hvis du bare viser mig hvor du har ført ham hen, så klemmer jeg ikke mere til om halsen, når jeg får fat i dig igen," truede han, som han rettede det rasende blik mod den nu frie dreng. Han skulle nok komme fri, på den ene eller den anden måde. Måske ikke lige med det samme, men det skulle nok ske. At tigge om at blive sluppet fri, nægtede han at gøre. Hellere bruge tiden på trusler, som han stod der og trak vejret tungt, for at bide smerten i sig.

//Afsluttet. Har brug for lidt mindre aktive tråde.
- Er åben for at tage tråden op igen en anden gang :3