De kom ud på den anden side, hvor en svag brise strøg igennem den store gang, de befandt sig i. Døren var endnu ikke lukket, som man stadig kunne ane sofaen i det fjerne og ikke mindst den søde duft fra hendes hjem. Han havde lagt poserne over skulderen for ikke at tabe dem, så han kunne holde nøglerne i den ene hånd og samtidig holde fat i hendes hånd. Hun skulle nødigt føle sig utryg ved at gå igennem portalen alene. Orcus havde aldrig rigtig vist hende, hvordan han kom hjem til hende, så det var nok første gang, at hun faktisk så en portal og første gang hun gik igennem dem. Men de var nu meget nyttige, som han kunne være mange steder på ingen tid, så længe han havde sine nøgler. Elegant førte han hende helt igennem døren, som han langsomt lukkede døren bag dem og vendte blikket imod hende.

Gangen var lang med store vinduespartier på den ene side og en mægtig klippevæg på den anden side, så man rigtig kunne se, hvordan gangen var blevet bygget op omkring den rå klippevæg. Der kom ikke meget lys ind af de store vinduer, som månen ikke reflekterede meget imod de mange krystaller i byen, dog kunne man stadig fornemme gangen og de mægtige søjler, som støttede loftet. De var skåret ud af et enkelt klippestykke, som de støttede loftet, der var højt, 2 etager cirka. For enden ad gangen stod en større dør åben, som førte ind til noget der mindede mest af alt om en stor stue, med møbler over det hele. Nogle var dækket i pels, andre stod råt med tydelig tegn på slid. Et stykke før stuen var døren indtil hans værelse, som ledte ud til en større balkon, hvorfra man kunne nyde udsigten udover den store by.

Orcus gav hendes hånd et klem, som han smilte til hende og langsomt førte hende igennem gangen. ”Det er ikke noget særligt, men det er da et hjem” forklarede han med et oprigtigt smil. Stedet var hårdt medtaget efter at klanen havde forladt stedet og overladt det til ham og Philotanus, men de havde ikke haft mulighed for at holde hele stedet vedlige, så det var begyndt at forfalde hist og her. Men det var nu også meget fint til ham og Philotanus, som han egentlig ikke vidste hvor var blevet af. Måske han var inde på sit værelse eller ude på en aftensflyvetur? Dog hvilede han fokus på Mitra, som han lagde hovedet let på skrå. ”Nu fryser du vel ikke?” spurgte han med et skævt smil på læben. Ellers måtte de gå ind til pejsen i stuen eller under pelsen på hans værelse..

Mitra havde lagt den lånte kappe om sig, så kun benene var til at se, som den svajede let for hvert skridt hun tog. Hun havde lagt sin hånd i hans, som hun fulgte med ham gennem portalen og hendes fokus ikke lå på andet. Hun vendte sig lidt bagud, og blikket blev ikke vendt mod ham, før døren var blevet lukket i bag dem. Orcus var en af de få hun stolede helt på, og derfor var hun heller ikke nervøs for hvor han fik hende ført hen. Hendes opmærksomhed blev kun lagt på portalen, fordi det var første gang hun så, hvordan han kom ind hos hende hver gang. Hendes blik var vendt mod ham i få sekunder, før hun i stedet så ned af den lange gang. Hun var ikke typen til at vise alt for mange følelser, og det gjorde hun heller ikke nu, men den nysgerrighed der hvilede i hendes øjne, kunne hun umuligt skjule, som hun lod øjnene flakke rundt i hele gangen. "Et meget rent hjem.." Mumlede hun. Måske ikke den mening de fleste ville have, for det var trods alt en grotte. Men Mitra var vant til sit eget hjem, og hun rodede utrolig meget, nogle dage mere end andre. Ordet 'rent' var måske ikke det rette at bruge. Hun skulle nok have omformuleret sig og sagt 'ryddet', men det tænkte hun ikke videre over.

Siden hun ikke helt kunne finde ud af præcis hvor hendes fokus skulle lægges, så hun måske en anelse forvirret ud, selvom det langt fra var sådan hun havde det. Hans spørgsmål fik hende dog hurtigt til at se nogenlunde normal ud igen, som hun rettede blikket mod ham. "Lidt.. Men det er lige meget, jeg kan få varmen lidt senere," svarede hun med et smil. Hun fulgte ham stadig med lette skridt gennem gangen, men lige meget hvor let hun bevægede sig, gav de høje hæle genlyd i ekkoet. "Vis mig rundt først." Sætningen var formet som en ordre, men den blide tone indikerede alt andet end det, som hun strammede grebet let om hans hånd og lænede sig lidt ind til ham.

Det var første gang, at han havde valgt at invitere hende med sig hjem, men det virkede lidt som om det var på tide. Han havde efterhånden været i hendes hjem rigtig mange gange, han tog så endda den frihed at invadere hendes soveværelse, når han lystede, så hvis han kunne tillade sig det, så kunne han vel godt byde hende velkommen i hans hjem? Men luften var selvfølgelig noget andet i grotten, hvilket var grunden til at han havde givet hende hans kappe, så hun kunne dække de bare arme og den bare ryg bare en anelse. I hvert fald indtil de nåede et varmere rum end den store gang. Gangen var næsten umuligt at holde opvarmet på grund af de store vinduer, men det var så heller ikke stedet, hvor han opholdt sig allermest. Det var primært de mange rum og underetagen, men det havde han ikke brug for at vise Mitra. For hvad ville hun så ikke tænke om ham? Et smil gled over hans læber, som han hørte hendes ord og nikkede let. ”Det er lidt noget andet ja,” svarede han halvt grinende, som han sagtens kunne se hvad hun mente, i hvert fald hvis man tænkte på, hvor hun selv kom fra. Men han nød faktisk hendes rod, der var noget ganske afslappende over det, næsten beroligende. ”Jeg nyder nu dit rod” lo han drillende, som han let puffede til hendes skulder og bed sig svagt i læben, som han klemte hendes hånd let. Han førte dem let over gulvet imod den store åbning for enden af gangen.

Det var ikke helt i orden, at hun frøs, men han var sikker på, at han nok skulle finde en måde hvorpå hun ville kunne holde varmen. Om de så var nødt til at placere sig foran pejsen, under pelsen eller i hans seng, så var det næsten lige gyldigt. Der var jo mange måde, hvorpå man kunne holde varmen på. Han valgte også let at løfte den ene arm over hende, som han hev hende ind til sig, så de gik tæt igennem gangen. Mitras ønske om at se stedet an fik ham til at smile igen, som han nikkede ivrigt og straks satte kursen imod det første værelse på højre hånd. Døren stod på klem, som han skubbede let til døren med den ene hånd. Rummet var ikke helt så stort, men der stod et skrivebord og en tilhørende stol. På gulvet og bordet var der flere bunker af papirer, som alle var lagt i orden. Han vidste lige hvor han skulle finde ting henne, hvis han manglede en aftale eller kontrakt. ”Mit arbejdsværelse” forklare han let, som han førte hende ind i rummet og elegant forsøgte at vise hende stien igennem de mange bunker med papirer, som de stoppede op foran det store vinduesparti. Udsigten var pragtfuld, som man kunne se søen og krystallerne i loftet, som reflekterede månens lys ned på jorden.

Mitra fik sjældent muligheden for at komme ud, for når hun endelig havde tid nok til det, var hun så træt at det ikke ville være en smart idé alene. Trætheden var næsten glemt helt denne gang, i sin spænding over at se noget andet, end de kedelige, hvide vægge i huset. Varmen fra kappen hjalp en del, for hun frøs nok lidt mere end hun gav udtryk for. Hendes eget hjem var altid varmt, næsten på nippet til at det var ubehageligt for de fleste, men hun lagde ikke selv mærke til det. Højst sandsynligt grundet stofferne. Måske varmen skyldtes hendes konstante trang til at lave te? Eller også glemte hun bare at åbne vinduerne. Det var nok en god blanding af begge dele og med alle de hede stunder, der var foregået i krogene, var varmen ikke blevet mildere. Med hans drillende kommentar og puffet til hendes skulder, undslap hun selv en svag latter, som hun spændte en anelse i armen, for ikke at miste balancen. Med alle de stoffer hun indtog, var det egentlig ret imponerende, at hun ikke var faldet noget oftere i de høje sko. Hun havde vænnet sig så meget til dem, at det var lige før, at hun havde nemmere ved at falde, når hun ikke havde den slags sko på.

Kulden betød ikke meget for hende. Hun greb bare fat i kappens kant og foldede den mere sammen om sig. Derudover hjalp det yderligere, at hun blev hevet ind til ham og der lød et betryggende suk fra hende. Mitra fulgte villigt med, som han førte hende ind i det første værelse. Hun hørte godt hans ord, men reagerede ikke på dem, som hun i stedet lod blikket glide rundt på de mange bunker papirer. ”Det er derfor du nyder mit rod,” lød det bestemt fra hende, før hun rettede et drillende blik mod ham. ”Du roder lige så meget selv,” konkluderede hun kort efter med en let latter, som hun fulgte med gennem stien af papir. Det drillende udtryk blev hurtigt erstattet af et par store øjne og en lidt åben mund, som hun så ud gennem det store vinduesparti. I sin fascination fik hun lænet sig op ad ruden, så næsen blev en smule flad og hendes ånde viste sig, som dug på ruden. ”Nu forstår jeg hvorfor du kommer forbi så sjældent.” Hvis hun havde samme udsigt fra sit hjem, ville hun nok ikke engang bruge til på at tage til markedspladsen et par gange om måneden. Hellere blive hjemme og nyde alt dette. Det var muligvis anderledes for hende, fordi hun aldrig så meget andet.

Det havde været en pludselig indskydelse at byde hende indenfor i grotten. Men indtil videre, så havde han faktisk ikke fortrudt sit tilbud og at dømme på hendes nyfundne gejst, så var det vist heller ikke en dårlig ide. Orcus var yderst tilfreds med sig selv, som han smilede over hele hovedet. Øjnene havde et livligt glimt i og smilet var bredt. Næsen rynkede en anelse, som kinderne var blevet hevet op. Han kom altid i godt humør i hendes selskab og det hjalp sikkert også, at hun havde lettet hans behov for stofferne, så han følte atter at han kunne slappe af. Skulderne var slet ikke anspændte og hans bevægelser var lette, men også en anelse legene, som han fik puffet til hende. Mitra havde en ganske særlig plads i hans hjerte eller måske bare i hans liv? De havde ikke kendt hinanden særlig længe, ikke hvis han sammenlignede sit kendskab med Philotanus, men det var også en helt anden situation end denne. Han nød dog også at vise hende rundt, som det egentlig ikke havde været planen, men at se hendes reaktion på de mange rum, som han egentlig var van til at omgås, var ganske speciel. Orcus fik lagt hovedet en anelse på skrå, som han lo stille for sig selv og ledte hende mod det første rum på deres vej.

Den måde, som hun valgte at hive kappen omkring sin krop, fik ham til at løfte den ene arm for at hive hende indtil sig. Der var ingen grund til at hun skulle fryse. De ville snart komme til de rum, som der ville være mere varme i, men hun havde jo insisteret på at blive vist rundt, så de skulle starte et sted. En latter undslap hans læber, som hun pointerede rodet i rummet, han nikkede til hendes ord og smilte bredt, som han kun kunne give hende ret. Det var måske derfor, at han ikke havde det store behov for at rydde op eller ikke havde de store problemer med at forhindre hende i at gøre det samme. Rodet var ganske naturligt for dem begge. ”Måske jeg har lært det af dig?” spurgte han med et drillende smil på læben. Han trak dog let på skulderne, som han ikke mente det. For sådan havde det vist også været længe før han var mødt op på hendes terrasse. Det var efterhånden nogle år siden, men han havde været desperate dengang og blot heldig over, at hun havde haft, hvad han havde brug for. Samtalen gik lidt i stå, som de bevægede sig hen til det store vindue og hun blot stirrede ud. Orcus valgte dog at kigge på hende igen, som han forsøgte at holde et grin inde. Det lykkes ikke særlig godt dog. Hendes iver var ganske forfriskende, som han valgte at efterligne hende og pressede næsen imod ruden. ”Det har en del historie..” svarede han med et skuldertræk, som han lod blikket glide på omgivelserne. Nogle af bygninger stod stadig som den gang, andre var faldet sammen efter jordskælvet og siden hen ikke blevet genopbygget. Orcus var normalt ikke typen til at dele ud af sin fortid, men han havde heller ikke sagt for meget endnu.

Der skulle ikke mange sekunder til, før Mitra næsten ikke kunne se ud af ruden længere, som hun havde stået der og dugget ruden til med sin ånde. Men lidt kunne hun stadig se, og derfor flyttede hun sig ikke endnu. I sin fascination over udsigten, kunne hun alligevel ikke holde et smil tilbage over hans kommentar. Havde det været tilfældet, at han havde fået det fra hende, ville det ikke komme bag på hende, for hun havde sikkert haft den effekt på et par af sine kunder. Nogle få havde da brokket sig til hende, over at de var blevet dårligere til at rydde op, efter de havde mødt hende. Hun tvivlede på, at det havde meget med hende at gøre, nok mere de stoffer hun gav dem. Hun vidste dog godt, at Orcus ikke mente det.

Hans næste ord fik hende til at rette sig op igen og fjerne næsen fra ruden. "Hm?" Lød det lavt fra hende, som hun egentlig var interesseret i den historie. Men inden hun spurgte ind til det, var hun nødt til at dreje samtalen ind på noget helt andet først. "Jeg har brug for nogle af de bær, jeg gav dig," sagde hun. Hun lød ikke anderledes end hun plejede, men hun var vant til at drikke sin te konstant og kunne allerede nu mærke, at hun ikke havde den til at sippe af. Det var ikke fordi hun havde det dårligt, så skulle der gå en del længere tid. Det var muligvis også afhængigheden af at sippe til noget, der trak i hende, men lige meget hvad det var, så vidste hun at de små, blå bær, ville hjælpe. Der gik lidt tid, inden hun endelig fjernede blikket fra udsigten og i stedet så mod ham. At hun ville erstatte hvad hun tog fra ham, regnede hun ikke med, at hun behøvede at sige. Det var en selvfølge, da hun aldrig ville give ham mindre, end han havde bestilt. Hun stak en hånd frem fra under kappen, lod den glide ned over ruden for at fjerne duggen, før hånden forsvandt ind under kappen igen.

//Afsluttet. Har brug for lidt mindre aktive tråde.
- Er åben for at tage tråden op igen en anden gang :3