Ugerne var gået langsomt på hesteryg. Mange gange havde Jeffrey overvejet at lade de store vogne alene tilbage til selv at finde vej, men han ville ride i forvejen og tage synet af sit eget område ind. Men hver gang huskede han på alvoren ved hvad han kunne miste, skulle nogen vove at bestjæle af hans ejendele. Nej. Jeffrey red ved siden af de store trækheste, og nød sine omgivelser, uden at lade utålmodigheden og den let blomstrende nysgerrighed overvinde sine tanker. Hastværk bragte bare juks med sig, og det kunne han ikke have! Perfektionist ville ikke være det rigtige ord at bruge, men Jeffrey foretrak at der var orden i sagerne, og at intet blev gjort med kun halv tankevirksomhed.

Men rejsen var lang og tærende. Det venstre ben gik oftere end ikke i kramper når de mørke aftentimer nærmede sig, og han var ikke længere vant til at sove i lejre. Hans krops skader havde sine konsekvenser, og som dagene gik, så han mere og mere frem til at nå de gamle ruiner. Hans soldater så også frem til at kunne holde en større afstand til Ridderen. Mange af dem glemte ofte at deres magiske evner var ubrugelige når han var i nærheden, og fik Jeffrey til ofte at savne ensomheden ved sit skrivebord og sine bøger.

Som den rejsende patrulje nærmede sig Tusmørkedalen, var solen på sine sidste timer. Der begyndte at falde en dunkelhed over den støvede sti og de omkringliggende træer. Ikke så underligt, og Jeffrey overvejede om tiden var til at gøre holdt, da en forpustet spejder nærmest var ved at vælte over sig selv for at komme tilbage og rapportere. Et let løftet øjenbryn afslørede den lette utilfredshed, men ellers forholdte Jeffrey sig rolig som manden forpustet begyndte at forklare om et væsen i nærheden. Et stort dyr med gule øjne der luskede rundt i mørket. Hvor meget den unge soldat end prøvede, var det ikke svært for Jeffrey at spore frygten der dirrede svagt i stemmen, og i de klare øjne der stirrede op på ham. ”Forklar mig lige igen, hvilket slags dyr du taler om” Krystallandet havde et væld af forskellige dyreracer, men spørgsmålet var hvad trusselklasse de helt konkret lå i, når først man havde dem foran sig. Noget der var svært at afgøre kun ud fra beskrivelsen ”gule øjne”.

Skove havde det med at ligne hinanden, men Pantaleon havde ikke skulle mange meter ind i denne for at føle dens alder og særpræg. Den havde ligget her længe. Ikke uendeligt som Amazoriteskoven, men længe og ubemærkeligt. Et sted alle vidste var der, men ingen tænkte som noget specielt. Tågen smøg sig mellem træernes stammer, som solen var ved at sænke sig ned under deres kroners tætte dække og lod tusmørket herske som det helst ville i dalen.
Han trak vejret dybt ind og gled så i et med skyggerne på sin vej mod det udstukne mål, en ruin et sted efter noget der havde været stort engang. Ruin havde han forstået og at det var i dalen her, men resten stod stadig uklart. Ikke at han havde sagt det, men blot nikket og været taget afsted forventende det nok skulle gå.
Andre var trods alt på vej derhen også.

Det var andre han havde hørt komme ind i skoven, der havde fået ham til at skifte retning og cirkle tilbage. Holdende sig i skyggerne som en af dem og kun ladende dem se ham som en sådan. Det og et par gule øjne i halvmørket. Han kunne høre effekten som en spejder lidt for hørbart trak tilbage mod hovedgruppen. En dyb, rumlende brummen, hans katteforms latter, fulgte, før han fulgte stille efter og så flokken gennem bladhænget.
Mørkklædte med den velkendte uniform trods dette næppe var klogt at rejse i. Spejderen stod usikkert nær en mand med magt og overblik til hest. En han havde set før, men ikke ventet at se her. Ingen tvivl dog om at han var her og blev lyttet til.
Roligt brød han buskens dække med en raslen af grene og blade overraskende folkene og seende de nærmeste stivne, før de greb efter deres våben. Ynglinge med lidt erfaring og meget tro på dem selv. Hans blik hvilede på manden på hesten som han kom helt frem i lyset de bar og viste sine fulde størrelse frem meden dovenskab kun en kat i overskud kunne tillade sig.

Beskrivelsen blev ikke ligefrem mere sammenhængende, som spejderen for ivrigt gik i gang med både fagter og alt for mange tillægsord, der væltede ud i en stor pærevælding. Jeffrey tog en dyb indånding mens han så på manden, og forsøgte trods besværet, stadig at ligge nogle af beskrivelserne sammen til et sammenhængende væsen. Et stort væsen var der ingen tvivl om, der havde udsendt en rumlende knurrende lyd ifølge spejderen, som han havde skyndt sig tilbage. Skyndt sig som en hest på flugt var nok mere ordene, men Jeff forholdte sig tavs. Givende manden den tid han behøvede for at færdiggøre sine fagter og ord, mens Jeffreys blik langsomt skiftede fra at kigge på manden til at rette sig mod skovbryn, tids nok som den velkendte raslende lyd af nogen eller nogets tilstedeværelse gjorde sig klar for mindre lydskarpe øre.

En overraskelse gik igennem forsamlingen, Jeffrey selv måtte åbne en smule mere for øjnende, men dette korte øjebliks overraskelse, gled over i et sjældent, men lille smil og let munterhed i de gamle øjne. Han hævede hånden op, overraskende rolig i forhold til de unge mænd der allerede havde pumpet sig op til en af de helt store kampe, for at stoppe dem. "Ingen grund til at trække våben." ord der blev mødt med så skarp skeptisk mine at det nærmest farvede hele området omkring dem. Specielt den unge spejder der stadig stod ved siden af Jeffreys hest.

Hesten blev let sat i bevægelse for at nærme sig det store og noget dovent udseende dyr. Lidt som en forvokset huskat havde den en udstråling af at intet kunne gøre den noget. I hvert fald Jeffreys opfattelse. Det morede ham. Men han var blevet advaret. Advaret så meget sagt, men informeret om at dette var udseendet på en af krigerne i mørkets uoverskuelige hær. "Fik du din morskab?" Jeffrey havde placeret en hånd på sit eget lår, let støttende for den begyndende krampe der var på vej, selvom der ikke var nogen spor af det i hans ansigt. Ikke endnu. Men det var oftest et spørgsmål om tid.

Pantaleon fortsatte endnu nogle skridt frem, mens mændene modvilligt fulgte ordre og stak de halvt trukne våben tilbage på plads. Deres hænder forlod dog ikke skæfterne, som deres øjne ikke forlod ham. Klogt, havde han været en anden end den han var. De ville nok også snart genkende ham. De der havde set ham før.
Han satte sig roligt og snoede halen om forpoterne, som han ventede på at manden til hest kom nærmere. En velkendt mand med en velkendt stemme, men navnet undslap ham som en kanin findende et hul i jorden. I magt var han dog og sikkert den Pantaleon skulle arbejde under.Det var under alle omstændigheder en god antagelse på en ordre kun halvt forstået.

Et smil brød ubehageligt frem på hans ansigt, før han gabte, strakte sig og brugte bevægelsen til at rette sig op og forvandle sig glidende. Mørk i huden var han stadig og meden natsort manke af hår, men trækkene var elvernes i en grovere udgave og holdningen det samme. Ikke mindre respektindgydende end katten, men på en anden måde. Han havde trods alt haft mødt flere af de unge under deres første træning eller i messen og de vidste hvem han var.
"Den var aldrig et bytte." Han stoppede med at bevæge sig, som han stod foran hesten og kunne lægge en beroligende hånd på den mule. Utroligt nok var skiftet nok for den til at tillade ham det. Den var godt trænet. "Jeg fik en kanin tidligere?"

"På vej til ruinen?" Han holdt stemmen dæmpet, som blikket var roligt og ignorerede de unge der havde brudt varsomheden og i stedet var vendt tilbage til tidligere gøremål.

Dyret var på ingen måde noget betryggende syn som et tandsmil voksede frem på dens ansigt. Jeffrey forestillede sig at dette var hvad voksne tænkte på, når de fortalte deres små poder omkring alt det farlige og onde i denne verden. Men det var sjældent hvad forældrende behøvede at advare imod. Selv et barn kunne se faren i dette væsen. Det var langt svære at se faren ved et almen menneske, da mennesket besad evnen til at skjule disse dele af sig selv.
"Men katten er og bliver et legesygt væsen" kommenterede han tilbage, lod den høje faretruende mand røre heste, uden at gøre antræk til at flytte sig. Jeffreys hest var trænet med fast hånd. Ikke fysisk afstraffelse, men den forstod konsekvensen af ikke at stå stille med når dens herre havde sagt holdt.

Et lille skævt smil kom frem på Jeffreys ansigt ved nævnelsen af kanin. Aftensmad var ikke så dårlig en tanke! Men Jeffrey vidste der ikke var lang vej igen til Ruinen, og han mærkede en hvis utålmodighed ved at rejse så langt. Hans krop havde for mange men til at det var synderligt behageligt mere. "Så hurtigt vi end kan mønstre. Har du været der?" rolig samtale, mens de unge gjorde klar til at komme videre, og dulme deres egne flossede nerver. De skulle nok blive hærdet med tiden.

Pantaleon var alt andet end sikker på hvorfor manden havde skiftet emne som han havde, men samtidig var der noget ved det sagte der lidt hang ved hvad han selv havde sagt. Jagt og leg var trods alt to sider af samme ting. For ham i det mindste, dog mest for år tilbage.Leg nu var en sjældenhed. Verden var for mørk til leg.
"Den finder tid til leg ja." hellere høflig og vag end helt forvirret og han kunne jo dårligt benægte det. Leg med jagt var en sjov leg - for jægeren.

Han slap hesten og flyttede sig et halvt skridt til siden, så dyret ville føle ham lidt fjernere. Han vidste hovdyr ikke rigtig brød sig om ham og der var ingen grund til at plage den unødigt. Hans blik var stadig på manden, som havde brudt den alvorlige maske kort, kun for at finde tilbage til den med flere forvirrende ord. Mon han nogensinde talte klart? Mønstre... hmm.. Pantaleon så et øjeblik overvejende på ham, før han kasserede det første sagte som uvigtigt og kun svarede på det andet. "Nej. Knægten afledte mig fra det." Han lod blikket vandre ud og fandt snart efter den rette yngre mand,der ved det gule blik skyndsomt fandt grund til at forsvinde om bag en vogn.
"Nogen ordre?"

Nok var manden ikke af et komplet menneskeudseende, med kendetegn der hang ved hans kattegener. Men det ændrede ikke på at Jeffrey fornemmede bare en lille smule mere end andre, når deres træk afslørede dem. Han smilede roligt, og godtog svaret, uden at kommenterer på det. Han måtte huske at ikke alle legede på samme måde med ordene som han ofte havde en tendens til at gøre.

Jeffrey var ikke helt sikker på hvad der denne gang havde bragt en rift i forståelsen. Han regnede ikke det andet væsen for dum, men måske mere direkte i sine talemåder. Noget Jeffrey tilsyneladende ikke gjorde sig meget i, med mindre han uddelte direkte ordre. Her var det meget vigtigt at være præcis og kontant. "Ikke ligefrem hans arbejdsopgave" brummede Jeff kort for hovedet, som han kiggede over skulderen.
"Løb i forvejen efter et sted at slå ly for natten" det faldte ham naturligt at give ordre afsted, også i dette tilfælde. Specielt som manden direkte stod klar til at tage imod. Det var hvad han foretrak. En der faktisk gjorde sit arbejde, og ikke bare stod og trillede tommelfingre, ventende på at han måske eller måske ikke fik en ordre med noget der kunne gøres. Så snart ordren var givet, satte Jeff hesten i let bevægelse, efterfulgt af de andre soldater og oppakningen.

Forståelsen af andre væsner havde aldrig helt været Pantaleons stærke side. Han så verden gennem en simpelthed, der ikke helt udelukkede gråzoner, men mest af alt inddelte alt og alle i enkle begreber og kasser. Det gav ham mindre at tænke over og det passede ham bedst. Som at banke jernet i genkendeligt form eller jage det der nu engang altid havde været jaget.
En mand som han han stod overfor nu var derfor altid en udfordring at følge ordmæssigt.
Det virkede dog til at være godt op for den anden, som denne valgte mere direkte ord om knægten. Pantaleon nikkede samtykkende. "Ellers havde det været en sær en af slagsen." Brummede han så.
Det næste var så klar en ordre som han længe havde fået dem. Den fik endnu et nik med på vejen, før han trådte et skridt tilbage, drejede sig og faldt forover til han ramte jorden løbende på fire ben. Katteformen var bedst at løbe i og det var hvad han havde fået ordre på. Få meter væk og han var atter væk i mørket.

Det tog ham ikke længe at finde en lysning lidt fra vejen, der ville have plads til alle i følget og vognene. En tilgroet sti førte endda fra den ud til vejen gennem skoven, så den fulgte han. På vejen satte han sig med blikket i den retning følget skulle komme fra og ventede. De kunne ikke være længe om at rejse det stykke, men man vidste jo aldrig om ynglet var blevet opskræmt af noget andet i skoven. En kanin måske.

En meget sær arbejdsopgave, det havde han fuldstændig ret i. Det ville også undre Jeff meget hvis nogen skulle vælge at give en sådan ordre, med mindre det var en del af en større plan af bedragelighed. Noget Jeffrey i en given situation godt kunne finde på, men ikke havde været tilfældet denne dag. Nej, denne gang var det en opsnusning fra en der færdes bedre i naturen end hans spejder gjorde. Det måtte tages op til overvejelse, om knægten overhovedet besad de korrekte egenskaber til den opgave der var blevet ham påsat som kriger.

Det tog ikke lang tid at få alle i et ordentlig tempo på ny, specielt ikke som Jeffrey havde udset sig snart at kunne komme af hesten og give benet en velfortjent pause. Nok var det nænsommer end at gå hele vejen, men det var ikke videre behageligt. Det tog derfor heller ikke alt for lang tid før forsamlingen nåede frem til væsnet der sad og ventede på dem. Jeffrey nikkede i hans retning, visende at han var set og han blot kunne vise vej videre ind og de ville følge efter. Såfremt der ikke lige pludselig var en ung knøs der fik et større nedbrud af at skulle tilbage ind i skovens dunkelhed.

Det var til at høre at følget nærmede sig, som vognene knirkede og rustningerne klirrede. Metal var altid afslørende og især båret igennem et ellers stille sted som en skov. Alle dyr var for længst søgt i skjul eller andre steder hen. Det ville blive en lang nat efter jagtbytte. Hvis han da fik mulighed for det.
Han var midt i overvejelsen om det ville være besværet værd, da følget også kom indenfor synsvidde. Manden der red i spidsen gav tegn til at have set ham og Pantaleon besvarede nikket med en gaben, ført over i en strækken, før han luntede af vejen og ud på den tilgroede sti. En af de unge mødte ham der, gibbede afslørende og skyndte sig så til siden. Yngel.

Han fortsatte roligt til lysningen og satte sig til alle var fremme, vognene ved at blive spændt fra og de fleste af de unge sat i arbejde. Da skiftede han endnu engang tilbage til elverformen for at nærme sig deres leder. "Der er vand lidt mod syd." Drikkevand var altid vigtigt for alle. "Er der kød til alle?" Han var nået frem til at de havde skræmt alt bytte væk fra området, så det mindste de kunne gøre var at føde på ham.

Jeffrey fik et underholdt glimt i øjet ved synet af det store monstrum gabe. Der var helt klart tydeligt en doven hankat over hele den udstråling. Jeffrey guidede folkene ind efter Pan, til de nåede lysningen, hvor alle kunne gøre holdt og give hestene en velfortjent pause. Det var også dem som blev fodret først i muleposer, og rengjort for sved. Hestene var ofte mere værd af værdi end mange i hans følge. De kunne ikke trække en vogn to mand, men to heste kunne klare store mængder læs.

Ved ordene om vand, vendte Jeffrey blikket til siden og nikkede mod nogen stykker, der havde forstået ordren hurtigt til at gå mod syd for at hente vand. "Der er kød til alle. Også dig" svarede Jeffrey roligt, og svang sig fri af sadlen.
At lande på jorden var tungt for hans ben, men det var ikke megen udtryk der var at finde i hans ansigt, da det ramte. En let fortrængning over næsen, inden Jeffrey igen var rettet op og bragte sin hest tøjlers videre. "Hvem har beordret dig herhen?" spurgte han direkte. Han kunne sagtens bruge en mand som Pan iblandt sine krigere - specielt taget i betragtning af at han ofte følte sig som en børnepasser når han fik udleveret folk. Værdien af gode handelsaftaler blev næppe vægtet lige så højt som muligheden for at smadre større bydele.

Pantaleon nikkede let. Det var rart at vide og gav ham sikkerhed på at kunne give sig tiden til at lytte til manden og svare. Havde han selv skulle jage ville natten være for kort til andet end det. Han ville dog gerne have manden rigtig placeret også. Det irriterede ham når nogen mindede ham om tidligere møder, men hvor han ikke kunne huske hvornår eller om hvad de havde fundet sted. Tilfældigt tvivlede han på det havde været. Manden virkede ikke til at gøre noget tilfældigt.

Han gav ham privathed til at komme af hesten uden flere spørgsmål at forholde sig til. Der var da også andet for den høje mand at følge med i og enkelte ting at skære en grimasse over. Han burde nok vide bedre end at betragte yngel danne hakkeorden.
Det betød så også at han først så på manden igen, som denne talte. Et meget direkte spørgsmål og ganske simpelt. Alligevel fik det Pantaleon til at rynke brynene sammen som han tænkte tilbage efter svaret. "Ange... Angi... An et eller andet. Hun holder orden på ting af jern og metal. Hun mente du fik brug for en der kunne forme det..." Et grin bredte sig over hans træk, som han fortsatte. "Og som kunne udholde ynglet du også fik med."

Jeffrey begyndte ganske langsomt at gå et par skridt, få benet og blodcirkulationen i gang. Jeffrey var ikke svag, men i forhold til den høje man der gik ved siden af, var Jeffrey næppe noget imponerende syn af fysik. Ikke at det generede ham. Han var stærk nok til at holde sig selv i live. Som blikket strejfede rundt omkring samlingen af mænd han havde fået tildelt. Unge knægte mange af dem. For nyligt forfremmede fra menige væbnere til krigere. Deres manglende erfaring var tydelig, og Jeffreys utilfredshed ligeså.

Jeffrey var sikker på at det var Angelia han talte om, men det var et godt bud. Men det gav ham en bedre oplysning. Nemlig at Pantaleon ikke bare var en kriger der kun kunne klare forhindringer i form af modstandere, men faktisk havde en profession udenfor at svinge med våben. Det gjorde Jeffrey meget mere tilfreds allerede. "Godt, så er der nogen der kan udholde dem" nogen af dem var lovende, men langt de fleste var bare fyld. "Men jeg kan i hvert fald bruge en med kendskab til Jern og Metal. Det skal blive bragt til godt brug" svarede han med et tilfreds udtryk i ansigtet. "Fortæl mig, har du nogen erfaring med bjergene i Tusmørkedalen?"

"Hun sagde det... ikke mig..." Et langsomt smil formede sig skævt på Pantaleons læber, som han skævede ned til manden ved hans side. Så var det væk igen, som hans opmærksomhed halvt gled tilbage til ynglet og udsigten til tid med dem. Igen. Nogle af dem så endda ud til at dele hans mening om udsigten, hvis deres blikke var noget at gå efter.
Vigtigere var det dog stadig at få placeret manden. En overordnet, ja, men hvor langt oppe? Og hvem? Der var kommet en del riddere til over årene, som der var skiftet ud i bladene på træerne og de meninge krigere. Skift var hvad alting gjorde.

Han nikkede let samtykkende og trak så let påde store skuldre. "De ligner bjerge andre steder. Mere tåge. Få pas mod syd, mod skoven." Han så ud som om han ledte i dybde af sin hukommelse før han tilføjede. "Røvere i passene mod øst, for meget gammelt lurede på dem i de andre." Skoven havde været gammel da Mørket havde besat den og ikke alt i den havde taget det pænt. Skove kunne være sære på det punkt og deres væsner endnu værre.
"Har du et navn?" Han så atter ned på manden med et undersøgende blik.

Jeffrey drejede blikket til siden for at kigge op på Pantaleon. Oh det skulle nok gå hen at gå galt! I forhold til at mange af de unge skravl i forvejen var bange for den meget høje mand der heller ikke ligefrem så ud til at mangle muskelmasse til at give dem en ordentlig lærerstreg.
Han var ret overbevidst om at ikke alle var helt tilfredse med det nye tillæg til omgangskredsen, men Jeffrey var ganske tilfreds. Måske han kunne slippe for så meget klynk. En svag tanke ramt at måske der faktisk kom mere klynk. En tanke der fik ham til at tage en dyb indånding og kigge ud over lejren igen.

Jeffrey kiggede på Pan som han forklarede hvad han vidste om stedet. Det meste af Jeffreys erfaring om stedet var byen, vejen dertil og ellers fået fra kort. Han brød sikke ikke om at rejse ind i områder han ikke kendte af egen erfaring - men ruinen havde været for godt til at opgive på grund af manglende viden om stedet.
Han grublede en smule over hvorvidt røverne var nemmere at tage sig af end bare at tage lykken med det gamle i skovende der ikke just virkede glad for at blive forstyrret. "Vi får ryddet røverne af vejen. Det er der nok flere end os der sætter pris på." skulle dette være et sted med handel, omend skjult, kunne han ikke risikerer at hans egne mænd og dem der kom blev røvet fra skind og genstande.

Jeffrey drejede blikket, først forvirret, da det efterhånden var mange år siden at han havde præsenteret sig for underordnede. "Jeffrey Harrington" Svarede han roligt og kiggede tilbage på samlingen af mænd der ordnede lejren omkring dem. "Spørg endelig hvis der er mere du vil vide" en åben invitation hvis han ønskede at fyre spørgsmål af, trods han ikke virkede som den mest snaksagelige type.

Pantaleon nikkede let. Det gav mening at holde sit område frit fra andre der kunne være efter de samme ting. Vildt var trods alt noget der kun var så meget af og ingen ønskede andre tog hvad var deres. Der var dog noget der nagede ham lidt og som langsomt trængte igennem hans tanker. "Hvis de stadig er der. Løvet er faldet flere gange siden jeg sidst var nær passene." Mørket havde måtte forlade skove temmelig pludseligt og ingen havde set sig tilbage. Skoven havde også været lidt for glad for at slippe af med dem igen - havde andre fortalt.

"Skal jeg se på dem?" At udspejde et pas var lysere at se frem til end lede den unge gruppe af uprøvede mænd mod fortet. Om den anden så lige sådan på det eller havde lyst til at lade ham løbe var en helt anden sag.
han så ned som han spurgte efter et navn og nikkede så let som han fik et og mødte den andens blik. "Forsyningsmesteren." Det var et langt og mærkeligt ord, men han havde lært det at kende. Det var altid godt at vide hvem der sendte jernet i ens retning og ikke mindst maden der ikke kom fra skoven. "Har hørt om dig." Han lod blikket glide tilbage til ynglet og nikkede så som accepterende sin skæbne. "Mest godt også."

Jeffrey nikkede sammentyggende. Måske var det nok nogle årrækker siden den store kat havde været i området, men utøj forgår ikke så nemt. Bare at se på hæren og dens mange medlemmer, var et tydeligt bevis. Det var ikke alle krigere han værdsatte som andet end ekstra fyld. At være talrige havde sine fordele, men det var ikke de kloge eller praktiske han så flest af i rækkerne.

Jeffrey tænkte tavst over den andens spørgsmål. Vendte fordele og ulemper, mens hans øjne gled over mandskabet. De var udsatte herude, men Jeffrey havde af erfaring taget flere med. Få med erfaring var altid at foretrække, men slog erfaringen ikke til og de blev angrebet var flertalet vigtigere. Og siden hans overordnede ikke fandt det vigtigt nok at give ham effektive krigere der kunne rejse i det skjulte, måtte han nøjes med en negativ mening om prioriteter. "I morgen." om det betød at Jeffrey tog stilling til det i morgen eller mente at Pan kunne tage afsted i morgen var unormalt tvetydigt for hvordan Jeffrey normaltvis udtrygte sig, men svaret gav ham mulighed til at bruge natten på at tænke det igennem.

Jeffrey var neutral ved genkendelsen. Han solede sig ikke i at være bekendt i rækkerne, men at de direkte vidste hvad han foretog sig, var oftere mere overraskende. "Godt? Hvad er mon godt i mørkets rækker" indirekte spørgsmål, uden at forvente et svar. Hvad betød godt i mørkets hær? Næppe det samme som i lysets. Tanken om de hvidklædte kapper på strålende rustninger fik hans øjne til at blive smalle. Hans had til dem var oftest det sværeste for ham at skjule.

Pantaleon holdt blikket hvilende på ynglet som manden ved hans side tænkte. Stilheden og ventetiden gjorde ham intet. Det var altid rart med en der gav sig tid til at komme frem til et ordentlig svar. Ikke at han helt fik et nu, men mere en antydning. I morgen kunne være mange ting trods alt og som han betragtede de unge mænd sætte lejr op tvivlede han på Jeffrey ønskede at blive forladt med dem som solen hævede sig over bjergene.
Passene kunne også vente til de havde et sted at holde til.

Et stille smil krøb frem på den høje mands læber. "Godt jern er godt i Mørkets rækker. God forsyning af godt jern er det." Han var en simpel mand af simple glæder og arbejdet med jern var en af dem.
En bevægelse ud af øjenkrogen fik ham til at dreje hovedet og derefter rette sig op, før han hævede stemmen truende. "Få så de sværd tilbage i skeden! Der er en lejr at slå!" Yngel! Han kunne se hvordan de to unge mænd havde sluppet skæfterne som hans stemme rang ud og så lidt for hurtigt i hans retning, før de bukkede let- nok af manden ved hans side - før de skyndte sig at finde noget fornuftigt at give sig til.
Pantaleon holdt blikket på dem til de var i gang. Først da vendte han tilbage til Jeffrey. "Noget du vil have mig til?"

Simpelt svar, men et der frembragte et ganske lille antræk til et smil på Jeffreys læber. Godt jern er godt i mørkets rækker. Det kunne der være noget om. Desuden var det de færeste der overvejede hvor deres mad og vin kom fra, såvel som materialerne til deres udstyr. Det gjorde godt at vide at trods simpelheden, var der en som værdsatte hvad han gjorde. Eller i hvert fald vidste at han havde en del at gøre med at det kunne lade sig gøre. De fleste i hæren ville bare slå løs på hinanden og råbe deres lunger ud i sejr, såfremt det skete.

Jeffrey blev ikke just forskrækket med vendte blikket hovedet mod Pantaleon som denne kom med en hævet og truende stemme mod et par af soldaterne. Dette frembragte et helt smil for ganske få sekunder før det falmede tilbage igen.
"Gør mig en tjeneste og jag lidt med mændene ved vognen. Ellers kan vi snakke i morgen" Jeffrey var træt og trængte til sit måltid og muligheden for at få noget søvn inden næste dags ridt stod for skud. Desuden skulle han overveje hvorvidt Pantaleon måtte luske i forvejen af passende, eller han behøvede ham til at holde styr på Soldaterne. Den hjælpende hånd til sidstenævnte ville måske få rejsen til at gå hurtigere. Jeffrey var blevet for gammel til at ville knurre af alle soldaterne, og mistet lysten til at holde øje med dem når der var regnskab at tage sig af.

"Med glæde..." En krusning af et smil krydsede let hen over Pantaleons læber, før han bukkede let for Jeffrey og så rettede sig helt op. Formål fyldte hans holdning som han satte sig i bevægelse hen mod vognen. Det holdt nogle skridt før det var tydeligt at han besluttede sig om, sank tilbage ned til sin ludende holdning han mest yndede og gled lydløst videre hen over græsset. Noget de færreste ventede sig af ham, men gav ham en uvurderlig kant.
En han brugte nu til med et at være blandt knægtene ved vognen, udslyngende ordre og seende dem hoppe, før de fik hast med at efterleve hans ord. De havde en lejr at slå og en øverstbefalende at holde i godt humør, hvilket var grunden til at Jeffreys telt var det første der kom op og en stol sat frem nær bålet allerede tændt.

Som Pantaleon kredsede videre rundt om lejren, spredende øget aktivitet i sit kølvand efter let knurren og få ord sagt med hævet stemme, begyndte duften af sammenkogt et eller andet også at sprede sig. Noget den store kat kun kunne værdsætte som han tilfreds med placeringen af telte, vagter og heste, fandt vejen tilbage til bålet og uceremonielt slog sig ned i græsset ved Jeffreys side. "De kan jo godt..."