Sted: Et hjørne af Markedspladsen i Det Centrale Bydistrikt
Tid: Lige omkring middag
Vejr: Solskin og dejligt lunt, selvom efteråret har meldt sin ankomst

Der var larm omkring ham, sælgere, der råbte for at tiltrække kunder, folk der snakkede og lo og børn der skreg i leg. Det var en smule angstprovokerende for ham at være der, men han vidste, at han måtte gøre det. Så Ezra løftede langsomt fløjten til munden og begyndte at spille. De første toner kom tøvende ud, men snart fløj hans fingre rundt på tværfløjten, hvilket tiltrak opmærksomheden fra væsnerne omkring ham. En satyr iklædt et par løse grønne bukser og bar overkrop, en solbrændt, lidt tynd overkrop, der afslørede lette ar, nogle måske ville kunne genkende som ar efter piskeslag. Hans imponerende store hvide horn var vasket rene og hans hår, der var en god sammenblanding mellem dreadlocks og fletninger, pyntet med perler, faldt ned i mellem dem og ned over hans skuldre. Ved hans side lå en taske med hans få ejendele.

Det var første gang, at han var tilbage i Dianthos siden Jocasta var blevet angrebet. Siden han havde været så tynget af depression, at han havde været på kanten til at forlade denne verden. Men han havde fået lidt hjælp og nogle venlige ord med på vejen. Og et par dage efter var han rejst med Jocasta og Karkhos. De var rejst nord på mod Jocastas families hjem. En hård rejse, ikke bare for ham, men også for de to andre. Den gamle mand, der ikke var vant til at rejse til fods og den unge kvinde, hans bedste ven, der havde måtte se nogle dæmoner i øjnene. Og han havde lært noget af dem begge, måske mest af den gamle mand, der havde hjulpet ham til at forstå noget ved livet. At det var hårdt og uretfærdigt, men at man måtte arbejde med det, man havde.

Langsomt var depressionen lettet og da de kom frem til deres mål, havde han kunne finde fløjten frem igen. Spillet lidt for sine venner, men også for andre. Musikken var kommet tilbage til ham, sammen med historierne. Og med dem var livet begyndt at komme tilbage i hans øjne og krop.
De havde brug for krystaller og han begyndte at rejse rundt alene for at skaffe dem. Turene blev længere og længere og til sidst havde han sagt til Jocasta, at han ville rejse mod Dianthos. Måske endnu længere. Det gav ham dårlig samvittighed at forlade hende, men hun havde beroliget ham med, at hun havde klaret sig selv før hun mødte ham. Og han havde sagt det samme til hende.

Der var et mål ved at besøge Dianthos, han ville sige tak til kvinden i Helbredelseshuset, vise hende, at han var ved at være ovenpå igen. Stadig lidt for tynd, men noget pænere at se på end sidst på vinteren, hvor han havde været så tynd, at man kunne spille på hans ribben.
Og nu sad han her med hjertet lidt oppe i halsen, mens han lod en glad melodi flyve fra fløjten. Tænk at det ikke var mere end et år siden, at han havde danset rundt på kanten af springvandet på pladsen for at dele sin glæde ved tonerne.

De lyseblå øjne gled over omgivelserne, så på ansigterne. Alle så venlige ud, glade ud over hans musik og et par børn havde hinanden i hænderne og dansede rundt i en cirkel. Deres glæde fik det til at trække i hans mundvige, glad over stadig at kunne. At have det i sig. Lysten til livet var tilbage og han nød det i fulde drag.

Det var første gang, siden de kom hjem, at Hector bevægede sig ud alene. Han havde knapt nok forladt hans og Junos værelse, nærmest ikke forladt sin seng heller, men han kunne jo ikke ligge i hi og have ondt af sig selv hele tiden. Selvom krystallerne fra Liv og diamanterne fra Ana ville holde dem kørende i et godt stykke tid, så ville de løbe tør for penge igen, og ungerne i banden havde desværre ikke haft meget held med at holde opsparingen ved lige uden Hector og Juno. Nej, det var på tide genfylde deres nødsopsparing, og det kunne kun gøres ved at arbejde for det. Men Hector var rusten, og han var stadig slet ikke tryg ved at bevæge sig rundt alene, så logikken havde fortalt ham, at han måtte se sin frygt i øjnene og bare komme af sted. Han havde dog ikke planlagt at arbejde i dag, men blot gå lidt rundt i byen for at lære den at kende igen og vænne sig til at gå rundt for sig selv.

Vejret var jo dejligt i dag, hvilket desværre betød, at der var ekstra mange folk ude på markedspladsen, men Hector tvang sig selv til at ignorere den boblende panik i brystet. I ført en karrygul kofte og et læderbælte om livet, gik Hector rundt og så sig omkring. Han følte sig lidt mere sikker takket være den kniv, han havde spændt fast om det ene lår, som var dækket af koften, samt den slangebøsse, han havde fastgjort til bæltet. Det var godt nok ikke imponerende våben, men kombineret med Hectors hurtighed, snilde, samt evne til at udløse utrolige mængder af eksplosivt raseri, så kunne de sagtens fungere for et godt forsvarsværk. De kunne dog ikke forsvare ham mod, at hele tiden tro, at han så Thanos eller Vargas i menneskemængden. Han følte sig klam under sit tøj, mens han desperate forsøgte at overbevise sin galoperende hjerne, at det bare var paranoia. 

Hector var lige ved at give op og løbe tilbage til huset, da han hørte musik. Han kunne ikke sige, hvorfor han blev draget af melodien, men det gjorde han, og han fulgte den, indtil han nåede en lille forsamling. 

Hector gjorde store øjne; midt i forsamlingen stod en... en satyr! Hvis Hector nogensinde havde mødt en anden satyr før, så kunne han ikke huske det. Han vidste naturligvis, at de fandtes, men det var de færreste af dem, der søgte ind til den store by, og hvis de gjorde, havde Hector i hvert fald ikke set dem. Men nu stod der én lige her!

Han glemte fuldstændig tid og sted, mens han blot stirrede med halvåben mund på satyren.

Musikken fyldte luften omkring ham og han blev draget ind i den som om, at det ikke var ham selv, der fik tonerne til at glide fra fløjten. Han kørte på frihjul, lod sine fingre bestemme, hvad han spillede. Det blev til en blanding af kendte melodier, nogle af hans egne og noget han fandt på ind i mellem. Det vigtigste var, at hans egen genfundne glæde blev udtrykt og delt med de væsner, der lyttede til ham.
Han åbnede øjnene efter et stykke tid og så rundt for at få det bekræftet. Smilene og de glade øjne, kroppene, der ikke helt kunne stå stille, alt fortalte ham, at de kunne mærke det. Livet og glæden ved det. De var tryllebundet og det var sådan, han bedst kunne lide det.

Hans blik faldt på et mindre væsen og der kom et næsten uhørligt hop i hans melodi, da han konkluderede, at det var en satyr. Han spærrede øjnene lidt op, men stoppede ikke med at spille. En satyr. I Dianthos. Han troede, at han var en af de eneste. Ingen fra Lindeskoven havde nogensinde udtrykt noget ønske om at se hovedstaden eller fortalt om nogen, der var taget dertil. Han havde været den eneste, der havde drømt om at se den store by og høre dens eventyr.
Overraskelsen blev til smil - og overvældende nysgerrighed, det karaktertræk, der havde sendt ham ud af Lindeskoven til at starte med - og han forsøgte at fange den anden satyrs blik for at sige, at han havde set ham.

Hurtigt begyndte han at runde sin melodi af. Han ville snakke med satyren. Hvor meget mon han ikke kunne fortælle?! Fingrene gled over hullerne i en sidste dans, inden han flyttede fløjten og i samme bevægelse slog armene ud til siden og bukkede dybt for sit publikum. En klapsalve spredtes, snart efterfulgt af lyden af krystaller, der landede ned i hans åbne taske. Han skænkede ikke pengene en tanke, i stedet så han hurtigt efter den anden satyr. Han havde set så chokeret ud, bare han ikke smuttede fra ham!
Hvis Hector stadig stod der, ville Ezra vinke af ham for at få ham til at komme derhen. Hvis han var smuttet, ville Ezra gribe sin taske og forsøge at finde ham i mængden.

Hector så lynhurtigt væk, da han fik øjenkontakt med satyren. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men en blanding af panik og spænding vældede op i ham med det samme. Han havde egentlig ikke tænkt så meget over, at han aldrig havde mødt en anden satyr før. Han var så vant til at føle sig udenfor og anderledes, at hans race næsten havde været den mindste af hans bekymringer. Men nu hvor han stod ansigt til ansigt med en anden af sin slags, så kunne han godt mærke, at et afsavn blev tændt i ham.

Han ville vide mere! Han ville vide, hvem manden var, hvad han hed, hvor han kom fra, hvordan han var endt her... Kom han mon samme sted fra som Hector? Hector vidste det ikke præcist, men han mente, at han nok måtte komme fra Lindeskoven, for det var dér, langt de fleste satyrer kom fra, og det var også i det område, teatertruppen havde fundet ham. Helt alene. Bare en lille baby. Hector kunne engang i mellem blive grebet af en enorm vrede og samtidig sorg over, at hans familien tilsyneladende bare havde efterladt ham. Måske havde de allerede dengang kunne se på ham, at han var en særling, der ikke hørte til nogen steder. 

Han sank en klump og så tilbage på satyren. Han var færdig med at spille, og folk omkring ham klappede, mens han bukkede for dem. Hector vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille op med sig selv og de mange forvirrende følelser, der susede rundt i knolden på ham, og han skulle lige til at vende sig og gå, da satyren vinkede til... ham? 

Hector blinkede og så sig over skulderen for at tjekke, om det mon var en anden, satyren vinkede til, men nej, det måtte være ham. Forsigtigt, og langt mere tøvende end han normalt opførte sig, trådte Hector et par skridt nærmere.

Åh, han nåede lige at fange hans opmærksomhed! Ezra vinkede igen, lidt mere insisterende og med et åbent smil på ansigtet. Forvirringen for den anden satyr var tydelig, men han kom endeligt nogle skridt nærmere. Godt! Ezras opmærksomhed blev kort afbrudt, som de to dansende børn kom og fnisende og generte afleverede to æbler til ham, inden de stak af igen. Ellers så det ud til, at folk var færdige med at donere penge til hans formål, at holde sit sølle skrog i live, så han greb sin taske inden nogen besluttede sig for at rende med den. Mens han hev remmen over sit hoved uden at vikle den ind i de to store horn, vendte han sig mod den anden satyr igen, stadig smilende stort.

”Åh, jeg havde godt nok ikke regnet med at se en satyr her i Dianthos! Hej, mit navn er Ezrael Pileskud, men du kan bare kalde mig Ezra!” Han gik de sidste skridt frem mod den anden satyr og rakte en hånd frem for at hilse ordentligt. Der var ingen tvivl om, at han var glad for at se den anden satyr, hans øjne skinnede og smilet var dybt oprigtigt.
Som han kom nærmere den anden, tog han ham også i bedre øjesyn. Det krøllede hår og enten horn, der manglede eller var gemt i håret. En ung satyr. Der var ikke noget ved hans træk, der virkede bekendt og han konstaterede, at han ikke havde mødt ham før. Han var god til ansigter og en satyr burde han kunne huske fra Lindeskoven, så mange var de heller ikke. Ikke at han havde mødt dem alle, men alligevel.

Om den anden satyr tog hånden eller ej, fortsatte Ezra med at snakke.
”Det er jo ikke ligefrem satyrer der er mest af, når man forlader Lindeskoven. Kommer du fra Lindeskoven, jeg synes ikke at have set dig der før?” Der var en grund til, at Ezras tilnavn var Lyntunge, den stod helst ikke stille og han sparkede til sig selv mentalt for at holde sig selv tilbage og lade den yngre satyr komme til orde. Han så så chokeret ud, han havde nok heller ikke regnet med at se en satyr i byen. Forhåbentligt var det derfor og ikke noget med Ezras udseende eller musik. For et sekund falmede hans smil, da han blev mindet om de tegn hans krop bar på de strabadser, han havde været igennem.

"Jeg, øh... jeg hedder Hector," sagde Hector lidt forsigtigt og slet ikke sit normale, trodsige selv. Han stirrede op Erzas hånd et øjeblik, inden han tog den. Han kunne stadig ikke fatte, at han stod her og talte med en anden satyr... eller rettere, satyren talte til ham, han stod bare og stirrede.

"Det... Ja, det tror jeg," svarede Hector på Ezras spørgsmål, om han kom fra Lindeskoven. Han vidste det jo ret beset ikke, men han havde ikke noget bedre gæt. Hector fremtvang et lille smil, selvom om hans indre vat halvt i panik og den anden halvdel af ham var overbevist om, at det måtte være et eller andet trick, Vargas havde sat op for at narre ham til at komme tilbage til Balzera. Han kunne ikke helt forstå, at det faktisk skete, og han ville ønske, at Juno var her til at opleve det med ham.

Den andens satyrs forsigtighed og tydelige utilpashed fik Ezra til at sætte farten lidt ned. Staklen var jo helt hylet ud af at møde ham. Efter Ezras egne oplevelser, havde han pludseligt en meget større forståelse for det og han tog en dyb indånding for at styre sin nysgerrighed. Få sig selv til at stoppe talestrømmen, der sad i halsen af ham, og være lidt mere forsigtig. Der var ingen grund til at skræmme den yngre satyr.

Han gav hånden et fast tryk, inden han trak sig egen til sig og smilede venligt og beroligende.
“Så, Hector. Hvad vil du sige til at følges med mig hen til et mere fredeligt sted, så vi kan snakke? Det er virkeligt længe siden, at jeg har mødt en af vores slags og jeg er frygteligt nysgerrig.” Han hev hurtigt de to æbler op af tasken. “Jeg giver dig et æble for dine fortællinger!” De blå øjne strålede af forhåbning om, at den yngre satyr ville sige ja. Han måtte have meget at fortælle, og hans tvivl om, hvor han kom fra, gjorde kun det hele værre!

“Kom!” Han gjorde tegn til, at den anden skulle følge med, inden han vendte lidt rundt for at gå mod en lille gyde, der ledte væk fra markedet. Der var en lille plads med en bænk og en brønd deromme, det perfekte sted til at sidde og sludre. Han skævede mod Hector for at se, om han fulgte med. Det håbede han, ellers måtte han sætte talegaverne i gang for at få ham med.

Hector kløede sig i krøllerne; han var jo normalt ikke type, der sådan bare fulgte med fremmede uden videre, og han var stadig på vagt efter hele sin oplevelse. Men der her var en satyr, og Hectors nysgerrighed for at tale med ham var næsten uudholdelig. Så Hector nikkede, selvom hans instinkt ikke kunne lide det, og fulgte tøvende efter Ezra, der virkede glad og livlig og ikke, som om han var ude på noget mistænksomt.

Han fulgte nogle skridt bagefter Ezra, og han tøvede også lidt, da de kom til bænken, men satte sig da til sidst. Hvis Juno havde været her nu, ville han sikkert have grinet af Hector, stukket ham en lammer og spurgt om katten havde taget hans tunge. Det var slet ikke normalt for Hector at være så stille. Ikke at han ligefrem var en sludrechatol, men det her var ekstremt.

Han skævede  til Ezra, men han kunne ikke finde på noget at sige.

Ezra satte sig uden tøven ved siden af Hector og rakte tilbydende det ene æble frem imod ham, mens han betragtede ham lidt mere grundigt, nu han var lidt tættere på. Måske var det noget ved hans udstråling, han kunne genkende fra sig selv fra nogle måneder tilbage. Måske var det bare fordi, at han var yngre end ham, men Ezra følte en form for tilknytning til ham. Det kunne også bare være fordi, at han endeligt mødte en af sine egne og hjemveen straks havde meldt sig. I hvert fald havde han fået et lidt mere mildt blik i øjnene, der dog ikke kunne skjule nysgerrigheden.

“Jeg er ked af, hvis jeg snakker for meget, men det er lidt en arbejdsskade.” Han bed i sit æble, tyggede lidt og snakkede så videre uden at have tygget af munden. Det tog for lang tid.
“Ud over at spille fløjte fortæller jeg historier og synger. Gerne mine egne ting.” Han sank og lod tungen glide over sine læber for at fange det sidste saft og smag. “Og så er jeg bare meget begejstret for at møde en anden satyr, jeg har ikke set en, siden jeg tog hjemmefra for… syv år siden… deromkring. Hvad mente du med, at du tror, at du er fra Lindeskoven?”

Nysgerrigheden brændte for fulde blus og han glemte æblet i sin hånd igen. Hvordan kunne den yngre satyr ikke vide, om han var fra Lindeskoven? Det smukkeste sted. Hvad mon hans slægtsnavn var? Han ville kunne genkende slægtsnavnet, hvis Hector havde familie i skoven.
Førhen ville han ikke kunne have siddet stille af spænding, men noget havde alligevel ændret sig det sidste år og han sad ganske stille og ventede på et svar.

Hector tog det tilbudte æble og lugtede til det, inden han forsigtigt tog en bid og tyggede, mens Ezra talte. Det var fascinerende at lytte til en anden satyr på den måde. Det havde Hector aldrig troet ville ske. Han glemte alt om æblet, mens han lyttede, men han blev pludselig meget interesseret i det igen, da Ezra spurgte til Lindeskoven. Havde Hector overhovedet lyst til at fortælle sin historie? De eneste, der kendte til hans historie, var Juno og Mia, og Hector havde egentlig ikke haft lyst til at dele den med andre... indtil nu. Det her var en satyr, der kom fra Lindeskoven! Måske kendte han endda Hectors familie? Men var Hector overhovedet klar til at få noget at vide om den familie, der havde forladt ham? Det var han ikke helt sikker på...

"Jeg blev fundet i nærheden af Lindeskoven," sagde han alligevel uden at møde Ezras nysgerrige blik. Han pillede lidt af æbleskindet i stykker. "Jeg var blevet forladt. Jeg... kan ikke huske det. Jeg var bare en baby."

Hector kunne mærke vreden, der altid boblede tæt under overfladen, stige i ham, og hans greb om æblet blev lidt strammere, mens hans kæbemuskler spændte. Han nægtede at tude.

Det var ret tydeligt for Ezra, at den her satyr ikke følte sig tilpas ved at snakke om sig selv, men det forhindrede ham ikke i at spørge alligevel. Han kunne jo bare sige nej og så ville Ezra snakke om noget andet. Han kunne snakke om alt, helt uden at tænke.
Lidt utålmodigt ventede han, forsøgte at holde sig selv i snor.
Og endeligt kom der svar. Han lyttede grundigt til det, der blev sagt. Ord der fik ham til at rynke panden.

Først var han tavs, mens han selv sænkede blikket til sit æble. Han forsøgte at huske noget om et barn, der var blevet væk, men han havde ikke rigtigt oplysninger nok.
“Det… lyder sært.” Han tog en bid af æblet og så lidt tænksomt ud i luften, inden han så på Hector igen. “Hvor gammel er du?” Spørgsmålet blev mumlet frem med æble i munden. Det var et mysterium. Efterladt? Det havde han virkeligt svært ved at tro på, de fleste af satyrerne boede i familiegrupper og et barns forsvinden ville alligevel vække opmærksomhed. Og han ville kende historien, for han havde spurgt efter alt der var at vide.

Han så endnu mere undersøgende på den yngre satyr, næsten som at han burde kunne SE på ham, hvem han var. Normalt kunne der være træk i slægterne, der var til at genkende. Som Ezras egne store horn, der ret præcist satte ham i Pileskudsslægten. Men der var ikke noget ved den anden satyr, der virkede bekendt.

"37... tror jeg," svarede hector og kløede sig nakken, mens han tænkte sig om. "Jeg ved ikke helt, hvor gammel jeg var, da jeg blev fundet, men min mo... damen, der tog sig af mig, sagde, at jeg nok ikke var mere end to år, da jeg blev fundet. Måske yngre endnu."

Det var virkelig mærkeligt at fortælle om det her til en anden person, især en fremmed, men Hector følte allerede en mystisk og lidt alarmerende form for slægtsskab med Ezra, selvom de slet ikke kendte hinanden.

Hector pillede lidt ved æblet igen, inden han tog en lille bid. Han stirrede ned i jorden, da han mumlede, "Har du... har du måske hørt om nogen, der ikke ville have deres barn?"

Hans hjerte hamrede helt vildt i brystet på ham. Hvorfor spurgte han overhovedet om det her? Ville han overhovedet vide det? Hvad nu, hvis Ezra kendte hans forældre? Hvad hvis de var døde? Hvad hvis de stadig levede og var lykkelige uden ham? Hvad hvis de aldrig havde haft det bedre, efter de havde smidt deres mærkelige særling af en unge ud? Havde Hector overhovedet lyst til at vide det?

Ezra blev lidt fraværende i blikket, mens han forsøgte at regne ud, hvor gammel han havde været. 37 og han var 115. Det ville være, da han var i 70’erne. En rynke dukkede op i hans pande, som han satte nogle andre begivenheder ind i hans egen tidslinje. Han havde fundet ud af, at han var lige så elendig til at svømme som hans mor altid havde sagt, han ville være og hans kusine havde brækket en arm. Var det ikke også der, en af vintrene havde været så lange, at de havde måtte spørge elverne efter… Hans ansigt foldede sig ud, da erindringen endeligt ramte ham.

“Nej… det eneste jeg husker om noget med børn, der blev væk, var min mors kusines børn. Og kusinen og hendes mand. De forsvandt sporløst, hele familien. Men de boede også i udkanten af skoven alene, han var lidt speciel, så der blev vist bare gættet på, at de var taget af dusørjægere eller slavejægere…” Han rystede på hovedet. “Men det kan ikke have haft noget med dig at gøre, det var to små piger.” Han så undskyldende på den yngre satyr.

Han ville gerne hjælpe ham med at finde ud af, hvor han kom fra, men det kunne ikke være Lindeskoven. Så ville Ezra kunne huske det, især når han ikke var ældre. 37. Han var jo stadig et barn! Var han alene her i byen?! Var der slet ikke nogen til at passe på ham?! Ezras hjerne var allerede i gang med at fabrikere de frygteligste historier (alle sammen med en lykkelig slutning, selvfølgelig) og han fik lyst til at passe på den yngre satyr.

Hectors øjne blev et nummer større, mens Ezra talte; kunne det virkelig være hans familie, Ezra fortalte om? Og hvis det var, så betød det, at Hector for allerførste gang i sit liv stod overfor et medlem af sin familie, også selvom det var langt ude. Familien for forsvundet, inklusiv deres to døtre. Var den ene af de to døtre Hector? Og… så betød det, at han også havde en søster. Eller havde haft…

Hector følte sig næsten rundtosset ved tanken, og han var virkelig glad for, at han sad ned lige nu.

“Hvad, øh, hvad hed de? Familien?” spurgte han. Ikke at det ville betyde noget, for Hectors slægtsnavn tilhørte teatertruppen, som havde opfostret ham, ikke hans rigtige familie. Men alligevel… Måske ville navnet få nogle klokker til at ringe et sted?

Hans historie så ud til at have en eller anden indvirkning på den yngre satyr, men desværre kunne det ikke have noget med ham at gøre. Ezra var helt sikker på, at det var to piger, der var forsvundet. Ikke at han kunne huske meget andet om den historie. Ingen havde vidst noget og de havde holdt sig for sig selv. Ezra kunne stort set hver eneste ansigt og navn på sin familie, men den del havde været så langt ude. Han var ikke sikker på, at han nogensinde havde mødt sin mors moster og hendes mand og slet ikke de to børn.

Spørgsmålet rev ham ud af sin tanker og han måtte atter grave lidt rundt i sin hukommelse, inden navnet dukkede op, sagt i hans mors stemme.
“Min mors kusine hed Neni. Mandens navn kan jeg ikke huske, heller ikke de to pigers… men han hed Prel til slægtsnavn.” Han rynkede kort panden. Jo, det lød meget rigtigt.

“Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg kendte til en historie med en forsvunden dreng. Måske din familie var en af de få fra udenfor Lindeskoven? Hvem ved.” Han løftede en hånd for at lægge den på Hectors skulder for at give den et trøstende klem.
“Men jeg er sikker på, at du er mere end velkommen, hvis du tager til Lindeskoven. Vi er ikke så mange, og det kan være, at der er nogen der, der kan give dig flere oplysninger.” Han smilede venligt. Ikke noget med, at han ville tage med, han havde ikke planer om at tage hjem. Selvom han havde været tæt på, da han kom tilbage fra ørkenen og dens pinsel…

Prel… Det sagde ikke Hector noget. Der var ingen klokker, der ringede i det fjerne, til hans store både skuffelse og lettelse. Det var nok ikke hans familie. Det kunne det jo ikke være, når han nu tænkte over det. Hector var jo blevet forladt. Hvis hans familie var blevet taget af slavejægere, hvorfor var han så ikke også blevet fanget? Hans teatermor havde fortalt ham, at de havde fundet han i et krat, og det havde været helt tydeligt, at han var blevet lagt der. Han var ikke blevet tabt eller glemt, men meget tydeligt lagt der med vilje.

Hector rystede lidt på hovedet af sig selv. Det havde været tåbeligt at håbe på noget andet. Hans familie havde med vilje lagt ham i skoven, fordi de ikke ville have ham. Han kunne ikke se, hvordan det skulle forholde sig anderledes, og det var dumt at holde rundt og håbe på noget andet.

Han rystede på hovedet igen, denne gang af Ezra.

“Jeg skal ikke tilbage,” sagde han, og hans blik blev hårdt og hans stemme mere sikker. “De gad ikke have mig dengang, og jeg gider ikke have dem nu. Hvis min familie vil mig noget, så må de sgu selv finde mig.”

Ezra flyttede sin hånd fra hans skulder igen og lavede kort et beklagende ansigtsudtryk. Han kunne ikke hjælpe ham, ikke med det. Det gav ham en trist følelse i brystet, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Noget det sidste år havde lært ham var, at der var triste skæbner over det hele. Og han havde selv været en af dem. Ingen hjalp en og uretfærdighederne stoppede ikke med at komme.
Tanker han gemte indeni. I stedet trak han på skuldrene.
“Nogle gange er virkeligheden ikke som vi tror den er. Mange eventyr kan lede hen til den samme slutning.” Han tog en bid mere af æblet og gnaskede løs for et øjeblik, indtil han alligevel ikke kunne holde sin mund mere.

“Men teater? Kan du så optræde?” Nysgerrigheden var tilbage og han så undersøgende på ham. Lige nu så han ikke ud af ret meget. Sommeren så ud til at have været solrig for ham. Optrådte han for at leve ligesom Ezra? Hvordan fik han ellers mad i maven og tøj på kroppen? Det var en hård verden, hvis man ikke havde nogen krystaller. Og Dianthos var ikke let at leve i, fordi der var så mange om buddet. Selvom gaderne virkede tomme med Kiles Orden og deres uretfærdige regler. Han vidste selv, at han tog en chance, når han satte sig til at spille, men han var også klar til at forsvinde i mængden, så snart de hvide masker kom til syne. Og byvagterne. Men de fleste virkede rimeligt ligeglade.

Hector trak lidt på skuldrene ved spørgsmålet, men så nikkede han. Ja, han kunne optræde. Han var måske en af de bedste i Dianthos, hvis han selv skulle sige det, i hvert fald når det kom til skuespil og historiefortælling, men det sagde han ikke højt. I stedet for kom der blot et lille smil frem på hans læber.

"Ja," sagde han og så på Ezra. "Det kan man godt sige, men jeg er nok lidt rusten. Jeg… har været væk fra byen i et stykke tid."

Han kløede sig i nakken, lidt akavet. Han brød sig ikke om at tale om sig selv, ikke engang til Juno. Han ville helst tale om andre.

"Du spiller musik," sagde han for at dreje fokus over på Ezra. "Det har jeg aldrig lært. Det lød godt."

Ezra åbnede munden for at spørge ham, hvor han havde været henne, men noget i ham fik ham til at lade være. Det virkede lidt som om, at den anden satyr ikke havde lyst til at snakke om det og for en gangs skyld bed Ezra sig i tungen og slugte sit spørgsmål. Måske han kunne snige et svar ud af ham senere, men lige nu lod han Hector bestemme, hvad de skulle snakke om. Modsat ham, havde Ezra ikke problemer med at tale om sig selv, så længe emnet ikke handlede om, hvad der var sket det sidste år.

Ordene om musik fik et stort smil frem på hans ansigt og han dykkede ned i sin taske for at finde fløjten frem.
“Det ligger til min familie, min bedstefar og min far spiller fløjte. De har lært mig det. Ikke for at prale, men jeg er også lidt af et naturtalent!” Det var ikke rigtigt pral, han var rigtig god til det. Fandt selv på melodier og kombinerede andre.
Fløjten kom frem og han viste den til den anden satyr, dog uden at give slip på den. Det var hans kæreste eje, en han havde vundet i et væddemål et par måneder efter han var rejst fra Lindeskoven. Han havde ikke fået sin med, da han stak af fra trolden.

“Jeg føler mig ikke rigtig hel uden en fløjte ved hånden, nok kan jeg fortælle historier og digte til jeg bliver blå i hovedet, men musikken… det er min sjæl.” Han strøg blidt fingrene over det blankpolerede træ. Det havde været forfærdeligt at blive slæbt i gennem ørkenen, døden nær. Men han havde også mistet sin fløjte. Heldigvis havde Jocasta taget sig af hans ting og han havde grædt, da han fik den tilbage. Den betød mere for ham end ham selv.

Hector rakte forsigtigt ud to lod en finger glide over fløjtens polerede træ. Det var helt glat og blødt, meget smukt. Hector vidste godt, at satyrer skulle være gode til sang og musik, men han havde aldrig selv kunne finde ud af det, selvom hans teaterfamilie havde opfordret ham til at gøre det. Det var blot endnu en ting, der gjorde ham til en unormal og sær satyr. Satyrer burde også være glade hele tiden; det var Hector langt fra. Han havde altid været et gnavent røvhul. Dog ikke lige nu.

Han så op på Ezra og så tilbage på fløjten. Det var så uvirkeligt at sidde her og tale med en anden satyr, at Hector næsten fik lyst til at nive sig selv i armen bare lige for at sikre sig, at det ikke var en drøm.

“Det kunne godt være mig,” sagde han så pludseligt. “Familien med pigerne, der forsvandt. Det kunne godt være mig.”

Han vidste ikke, hvorfor det pludselig røg ud af ham nu, efter han allerede havde besluttet, at det selvfølgelig ikke var hans familie. Han tyggede lidt på sin underlæbe, men sagde ikke mere. Han skulle ikke have sagt noget. Hvad nu, hvis Ezra synes, han var underlig, en vandskabning? Så ville Hector miste kontakten til den eneste anden satyr, han nogensinde havde mødt.