Sted: En lille ensom kro i den nordvestlige del af Medanien
Vejr: Det trækker op til regn
Tid: Sen eftermiddag

Kroen var dukket op, da han var gået over endnu en bakke. Den lå helt ensomt langs vejen han fulgte og så ikke ud af meget. Men en kro var det, med plads til heste og et skilt over døren. ”Plovrenden”. Det havde sikkert noget at gøre med Medaniens mange marker, men betydningen gik lidt hen over hovedet på Sheno. Han vidste intet om landbrug, selvom han da havde beundret markerne på sin færd igennem det grønne landskab. Det var virkeligt noget andet end ørkenens uendelige sanddyner.
En tynd røgsøjle kom op af skorstenen og den bragte en svag duft af mad med sig. Noget Sheno ikke havde råd til, men han gik ned mod kroen alligevel. De få krystaller han havde med sig, ville være nok til et krus øl og han trængte til at være blandt væsner. Han var en social mand, der næsten altid fandt sig selv alene.

Han måtte bukke sig for at komme ind ad den lave dør. Lugten af røg, mad og væsner slog i mod ham. Det var ikke fordi, at der var mange i lokalet, men der var nu heller ikke så meget plads, så det føltes alligevel godt fyldt. De få stemmer, der havde lydt inden han gik ind, forsvandt så snart han kom til syne. Han lod blikket glide rundt, inden han med rolige bevægelser gik op til den lille bar, hvor krofatter, en lille mand med en kroget næse, stirrede en smule mistroisk på ham.
”Vær hilset. Et krus øl.” Sheno smed et par krystaller på bordet og manden så straks lidt mildere på ham. Krystallerne blev byttet til et krus med nogenlunde øl. Han så kort rundt og overvejede at sætte sig, men besluttede sig for at blive stående ved baren. Det gav ham et bedre overblik og han behøvede ikke at bevæge sig nærmere de andre væsner i kroen, der langsomt var vent tilbage til deres gøremål.

Egentligt ville han spørge krofatter efter, om han havde brug for en hånd med noget eller om han kendte til en gård i nærheden, der kunne bruge hans styrke. Men lige nu lænede han sig bare afslappet mod i mod baren og så lidt ud i rummet. Sugede fornemmelsen af liv til sig. En dag ville han finde en større by, men han var ikke helt klar over, hvor han var henne. Og det var også i orden for nu. Han rejste for at rejse, komme så langt væk fra slavehandlen og dæmonen, der havde hans sjæl. Måske der en dag kom mere styr på, hvor han skulle hen, men lige nu var han tilfreds med at se og opleve.
Øllen var til at drikke og han drak kun langsomt, trak tiden ud. Lyttede til lyden af stemmer uden at følge med i folks samtaler. Ah. Det var rart at være på en kro igen.

Nobacy havde lidt af et dårligt forhold til vand for tiden. Det var sådan lidt som om at regnen fulgte hende hvorend hun gik. Hun havde ikke kunnet lave et bål i noget tid, siden at den ånsvage regn ikke ville gå væk. Måske Velera synes hun skulle have et ufrivilligt bad for alle de ting hun havde gjordt? Ah! Guderne var heller aldrig med hende.

Ikke nok med at det regnede hvor hun gik, men hun havde heller ikke fået en god kamp i flere år! Det gjorde hende vanvittig! Hun havde være ligeglad med hendes destination i et par måneder nu. Så hun var havnet et sted i det nordvestlige Medianien. Hesten var gået til for et par dage siden. Den var virkelig gammel. Måske skulle hun rent faktisk tænke over hvilken hest hun stjal næste gang? Eller rent faktisk købe en. Det var også en mulighed.

Alt i alt en lang dag som var ved at blive til nat. Det var mørkt og hun var gennemblødt. Hendes tøj havde ikke langt til tørre i lang tid så hun lugtede også. I det mindste havde hun krystaller nok til et værelse. For en dag. Hun håbede lidt på at hun ikke lugtede alt for meget af våd hund. For tøjet var faktisk ret nyt. En belløning fra en gammel kone som hun dræbte en ulv for. Konens mand lavede en halskæde af ulvens tand til hende. Så den bar hun som et trofæ. Det var vist et par dage siden. Hvorefter at det regnede overalt hvor hun gik.

Og der var hendes frelse! En lille kro som nogen havde været så fiks at kalde plovrenden. Hun vidste ikke hvordan man høstede, men en plov var en plov. Men at opkalde en jep efter plov og randesten... måske så hun det forkert, men det var ikke en kro for de fine. Det var sikkert og vist!
Hun åbnede døren og dryppede på gulvet. Endelig var hun i tørvejr. Og med det samme så hun en gigantisk levemand i den anden ende af kroen. Hun begyndte at smile. Og blev så lidt skuffet. Det ville jo ikke være en fair kamp. Hun var udmattet, og han var langt mindre medtaget. I morgen lovede hun sig selv. Men måske man skulle starte et sted? Jo mere der blev bygget op, jo mere vil vælte. Hun smilte ved tanken om denne mand komme rasende i mod hende. Åh han ville være alle de års venten værd. Og hun ville gøre ALT for at få det til at ske. Så hun startede et sted. Bestilte et værelse, og opdagede at der var nok til en øl. Derefter stillede hun sig ved siden af løven. “Vær hilset rejsende! Hvad bringer sådan en som dig så langt ud i ingenting, langt væk fra byens goder?”

Det var rart at være indendøre igen og Sheno stod der bare og nød det. Slappede af. Drak lidt af sin øl.
På et tidspunkt blev døren lukket op og en kvindelig elver dukkede op. En ørkenelver. Lidt af en overraskelse at se en så langt nord på, men så igen, han havde selv fulgtes med en et godt stykke fra grænsen til Rubinien og nord på. Han fulgte hende lidt med øjnene, men trak dem så til sig. Det var uhøfligt at stirre, også selvom han var nysgerrig. Han havde haft med flere ørkenelvere at gøre og for det meste var de det samme. Racistiske og højrøvede. Hvilket han uden problemer kunne finde sig i, heldigvis, siden han havde arbejdet for dem flere gange.

Han havde ikke ligefrem regnet med, at hun ville tiltale ham, så han så lidt overrasket på hende, men et smil dukkede hurtigt op. Han ville gerne snakke med fremmede, skabe sig nye bekendtskaber. Nu hvor hun stod så tæt på og hun selv havde valgt at tiltrække sig hans opmærksomhed, kunne han se nærmere på hende. Ar. Og massere af dem. Noget der gav ham fornemmelsen af, at hun nok ikke havde boet i ørkenelvernes underjordiske by, hvor healere var let tilgængelige. Efter hvad han forstod på det. Arrene og så det røde hår var tydelige kendetegn og han vidste med sikkerhed, at han ikke havde set hende før.

Han nikkede med det store hoved som hilsen.
"Jeg kommer fra Rubiniens sand, med et ønske om at se resten af Krystallandet." Der var ingen personlige oplysninger i det, nogen kunne bruge til noget. Han holdt kortene tæt på kroppen, men hvem gjorde ikke det? Et spørgsmål gav vel lov til et spørgsmål og hans dybe stemme udformede et.
"Og De?" Han drak lidt af sit krus, klar til en længere samtale om Rubinien, siden han tænkte, at de begge var fra ørkenens varme sand.

"Drop det overklasses-nonsens." Det skurede i hendes øre. Måske fordi hun har mødt rigtig mange snobber. Og selv om de måske ikke selv var ude om det, lød det altid som om de ikke vidste hvad de snakkede om. Måske hadede hun rent faktisk overklasses-snobber. Altså når de snakker om slaver som om de var dyr er de ret meget selv ude om at få en kniv i ryggen. Specielt hvis det var slaven selv der stak sin mester ned.

Tæt på var løven endnu mere imponerende. Der var virkelig en udfordring i ham. Også selvom han ikke ud til at være alt for god til magi. Eller... med alt den styrke havde hun efterhånden erfaret sig at man som regel ikke er meget magi. Hvis han havde magi var det ikke meget, men hun havde dømt forkert før, hvilket hun var overbevist om at hun ikke havde denne gang. På den anden side betød det vel ikke noget når man havde styrke nok til... mange ting. Hun sukkede. En person der virkede så rolig kunne normalt ikke blive provokeret til at kunne slå hende ned. Verden var så uretfærdig. "Jeg rejser rundt i hele landet, og prøver at finde noget der giver mening." hun kikkede på ham. Nobacy havde ingen ide om hvordan hun skulle udfordre ham. Men det ville måske være en start at komme til at kende ham. Vigtige informationer kommer ikke ud fra en overfladisk samtale. Hun kiggede ham i øjnene. Der var fordomme i dem. Tæt på had, men gemt dybt dybt ned. Det var i hvert fald hvad hun så i dem. Hun åbnede munden for at leve op til den stereotype mange havde om ørkenelvere, at de hader væsner de dømmer mindre værdig, men... han ville sikkert være ligeglad. Måske. I stedet ville hun fortsætte det mentale spil skak for informationer. Det var en handel. Ikke på penge, for dem så han ud til at være ligeglad med. En dyr hemmelighed, ville blive betalt med en af lige værdi. Hun ventede nogle øjeblikke til at andres opmærksomheder vandrede tilbage til deres bord. Hun sagde meget stille så kun han kunne høre det: "Har du nogen sinde dræbt nogen?" Hun gjorde informationen endnu mere værd, ved ikke at spille skuespil. Der var ingen fortrydelse i hendes stemme, ingen skælven eller usikkerhed. Hun håbede at han ville købe den.

Sheno skød øjenbrynene op, da ørkenelveren bad ham droppe det overklassesnonsens. Det var første gang, at en ørkenelver ikke havde sat pris på hans høflighed. Faktisk var han før kommet i klemme, når han havde glemt det. Ordene var egentligt lidt fornærmende, men Sheno skubbede det væk. Det kunne være sagt med noget humør, han ikke fangede.
"Javel ja." Ikke at han selv så det som snobberi, han var vokset op med, at man sagde De til folk, især hvis de virkede til at være over en i samfundet. Men helst til alle, indtil de beviste, at de ikke fortjente det.

Han nikkede til hendes svar. Det gav mening for ham, da han selv var på sådan en rejse. 
Hun stirrede på ham og han mødte roligt hendes blik. Et blik der gav ham en urolig fornemmelse og hans hale slog et slag uden han tænkte over det. Det var ikke fordi, at han følte sig provokeret, men noget i hendes blik gav ham en klam fornemmelse. Gad vide, hvad hun ville ham? Han afbrød blikket ved at drikke lidt af kruset igen. Det var snart tomt, så han skulle snart videre. Selvom regnen var begyndt at falde. Men måske det var meget godt, han kunne pludseligt ikke komme udenom følelsen af, at der var noget forkert ved elveren.

Pludseligt spurgte hun ham med en dæmpet stemme, om han havde slået nogen ihjel. Hans pande trak sig sammen og han så på hende igen. Hvilket type spørgsmål var det? Langsomt drejede han sig lidt, så han var mere vendt i mod hende.
"Hvorfor i alverden spørger du om det?" Det var ikke fordi, at han skammede sig over svaret. Han havde dræbt mange. Det var trods alt hans job. Men et sådan direkte spørgsmål fik flere af hans alarmklokker til at ringe og han var ikke sikker på, at han havde lyst til at svare hende.

Hun smilte misfornøjet. Hun havde lagt for meget på bordet. Det var ikke det svar hun havde håbet på. Og nu skulle hun lægge endnu mere på. Det var klogt af ham ikke at afsløre for meget. Det næste hun sagde skulle ikke være en løgn. Heller ikke den fulde sandhed. Måske ville det få ham til at blive Kampgærrig? Men som tanken begyndte at blive meget euforiserende, mærkede hun sit drivvåde tøj, og det gik op for hende at hun var meget træt. Faktisk gad hun ikke engang at kæmpe lige nu. Lige nu kunne hvad som helst dræbe hende. Sådan følte hun i hvert fald. I morgen, lovede hun sig selv.



Hun kiggede ham i øjnene. Hun havde lidt svært ved at finde ud af ham. Og mest af alt; Hvorfor var han så rolig? Hun formodede at et traume havde tvunget det på ham. Men hun var ikke helt sikker. Det værste var at hun ingen ide havde om hvad han ville have. Hvorfor han var her. Der var så mange spørgsmål hun kunne stille. Mange han ikke ville svarer på. Så hun kunne lige så godt tage et par skridt tilbage og analyserer situationen. Hun startede med at se de åbenlyse ting.

Løven drikker. Ikke ligefrem glad, men på en eller anden måde så det ud til at han var mere hjemme på en kro end... andre steder. Havde han overhovedet et hjem? Måske ikke, og hvis hun gik ud fra at han ikke havde et hjem hvad ville hun så kunne se i ham. En rejsende? Ja det ville give mening. Hvis han altså ikke løj. Hvilket han sikkert ikke gjorde. De fleste ørkenelvere sætter pris på høflighed. Havde han mødt dem før? Sikkert, og måske endda arbejdet for dem. Hun kiggede på ham. Han lignede ikke typen der var glade for ørkenelvernes... arbejde. I hvert fald dem med magt der boede på overfladen. Så hvis han ikke er i Rubinien, men er rejst hertil, kunne det betyde at han flygter? Sikkert. Og hvorfor drikker han? Det ville ikke give god mening at prøve på at svarer på endnu, men det havde sikkert noget at gøre med hvad han flygtede fra. Så, hvad skulle hun gøre med den teori hun havde lavet? Den skulle bekræftes. Så hvad skulle hun spørge ham om? Ikke en løgn. Heller ikke den fulde sandhed...
"Din kropsbygning er perfekt til kamp. Du ligner en der har været i mangen kamp. Og overlevet. Ligesom jeg."

Shenos hale slog igen, som elveren stirrede lidt for indgående på ham. Han brød sig ikke om at blive analyseret på den måde og det fik ham til at rette sig lidt på, dog stadig hvilende mod baren og fronten mod hende. Pelsen i hans pande flyttede lidt på sig, som han svagt rynkede panden. Han havde ingen problemer med at gengælde blikket, og han betragtede hende en smule mere indgående. Men det han mest fik ud af det, var en forstærkning af, at han ikke brød sig om hende. Ikke fordi hun var elver eller hendes særprægede udseende, men hendes udstråling gav ham en virkelig dårlig fornemmelse. Og han lyttede normalt til sit instinkt. Havde de mødt hinanden i ørkenen, havde han nok valgt at gå væk eller måske endda have trukket sit enorme sværd, der sad på ryggen af ham, men her i en kro var det ikke en god idé.

Hendes ord fik ham til at brumme lidt. Ja, han var bygget til kamp, var trænet til kamp. Var skabt til kamp. Det var der ingen tvivl om. Men selvom hendes ord virkede som en logisk konklusion, gjorde de ikke noget for hans utrygge følelse ved hende. 
"At gå i kamp er mit arbejde. Det er hvad mit folk er skabt til." Han drak den sidste slurk fra kruset og satte det fra sig. "Jeg slås for dem, der ikke kan eller ikke vil selv." Han skubbede sig ud fra baren. "Og ja, det kræver ofte, at man slår ihjel." Han vendte blikket mod krofatter og gav ham et nik i hilsen, inden han så på elveren igen. Var det fordi, at hun ville slås? Trods arrene så hun ikke specielt imponerende ud, men han vidste bedre end at dømme folk på udseende. Ofte var det den største grund til, at man kom blødende fra en kamp.

"Mit ophold her på kroen er slut og jeg vil gå ud i regnen. Du må have en god aften." Det store hoved gled fremad i en hilsen, inden han trådte forbi hende. Selvom han slap hende med blikket, slap han ikke hende med sin opmærksomhed og hans runde, bløde ører drejede sig automatisk efter hende. Hvorfor hans indre alarmklokker gik så meget amok vidste han ikke, men hun gav ham en klam fornemmelse og fik hans hud til at trække sig sammen. Så selvom det regnede en del, skulle han ud og væk. Ikke at han stak af, han tog uden problemer en kamp, hvis den kom, men hvorfor slås, hvis det kunne undgås? Især et sted som her, en kro med andre væsner. Nej, han ville videre.

Det var det hun kunne lide at høre. Han kæmpede for de svage. Hun fæstede sig ved den information. Det kunne hun helt sikkert bruge. Hvad hun til gengæld ikke var forberedt på var at han ville gå. Det var som om verden stod stille i det hun så ham gå imod udgangen. Hun havde ventet så lang tid. Hvorfor? Hvorfor skal ting forsvinde for hende lige inden hun når dem? Hun havde ventet i år! Det kunne da ikke være rigtigt at det skulle ende sådan her! Som hendes tanker væltede rundt i hendes hoved gik løven længere væk fra hende. Skulle hun vente igen? Kunne det virkeligt være rigtigt at da hun endelig fandt en udfordring så gik han bare væk? Hendes verden begyndte at krakelerer. Minder begyndte at sive op mellem revnerne.

Det var varmt. Så frygteligt varmt. Hun trak og trak, men hendes eneste belønning var den uudholdelige smerte fra en smældende pisk. Svinet der svang den nød det. Han smilte ad hende. Hendes lænker var smedet med en magisk egenskab. De gjorde hendes magiske evner ubrugelige. Hun hadede dem. Mere end noget andet. Og det værste af det hele var at hun ikke kunne kæmpe imod.

Hun tog nøglen fra sin fangers lomme. Hun havde nægtet at huske hans navn. Hun låste sig fri. Fandt sine våben blandt de andre slavehandlere. Dræbte alle slavehandleren. Inkluderet deres leder. Som hun nød til det yderste at stikkes sine sværd i. Hun kiggede på de andre slave. Vendte dem ryggen og forlod dem, mens deres håbefulde bønner tiggede hende om at vende tilbage. Det gjorde hun ikke.

Generalen af lysets ansigtsudtryk var ikke ligesom mørkest general havde lovet hende. Hun havde forrådt ham. Da hun stak kniven i hans ryg viste hans ansigt at han havde givet op. Generalen som var dem største inspiration for alt og alle, inkluderet hende, havde givet op. Og det var hendes skyld.

Skrigende fra den brændende by var forfriskende. Hun nød det. Men så begyndte de uskyldiges skrig at blande sig med de andre. Det gjorde ondt i hendes sjæl at høre på. Hun løb væk. Væk fra alle skrigende. For hun havde startet brænden.

Hun tvang minderne ned bag hendes facade. Undertrykte et skrig som pressede sig på. "Stop! Jeg nægter at lade dig gå!" Hun trak sine sværd. "Lad os se hvor god du er til at beskytte de uskyldige..." Uden at kigge på krofatteren svang hun sit ene sværd op under hans hage og stoppede bevægelsen så præcist at han kun lige begyndte at bløde. "Jeg har ventet alt for længe på dette øjeblik til at lade det gå!" Hendes frygt blev til vrede. Rettet mod løven. Det var hans skyld. Alt sammen var hans skyld. Hvis hun dræbte ham ville hun ikke være fanget i sin fortid. Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind.

Sheno havde næsten nået døren, da hendes stemme nåede ham, sammen med lyden af et sværd, der blev trukket. Kroen blev stille, og han vendte sig langsomt i mod hende. Hendes sværd lå under hagen på krofatteren, der var frosset i frygt som han tydeligvis så døden i øjnene. Det tog Sheno et splitsekund at vurdere situationen. Der var folk i kroen, men hun havde talt til ham, derfor var de andre ikke i umiddelbart fare. Det ville være sikrest at sende dem ud, hvis kamp skulle opstå. Og kamp virkede uundgåeligt, da han mødte hendes blik. Krofatter var den eneste i direkte fare lige nu, og en blodsdråbe løb ned af hans hals. Kunne Sheno redde ham? Han vurderede, at sandsynligheden var lille, men at hvis han gav elveren, hvad hun ville have, ville det måske lykkedes.

Langsomt trak han sit sværd, der var så langt som et langsværd, men mere end dobbelt så bredt som et almindeligt sværd. Det var et ethåndssværd for ham, tungt og langt, men han havde ingen problemer med at svinge det. Et almindeligt menneske ville knap kunne svinge det med to hænder.
"Hvis det er mig, du vil slås med, så lad manden gå." Han så fast på hende for et øjeblik, inden han lod blikket glide over kroen.
"Jeg tror regnen er et mere sikkert sted end herinde lige nu." Mere skulle der ikke til, før de tilstedeværende begyndte at komme på benene til lyden af skrabende stoleben. Nogle tog deres drikkevarer med dem, andre skyndte sig bare ud. Hvilket efterlod Sheno alene med kvinden og manden bag baren.

Hvorfor hun ville slås med ham, vidste han ikke. Måske havde hun noget i mod halvløver? Måske var det hans fysik. Det var egentligt lidt lige meget, hendes ønske var tydeligt. Det var ikke fordi, at han havde lyst til at adlyde hendes ønske, men nogle gange var det bedst bare at få det overstået, stoppe det inden noget gik helt galt. De gyldenbrune øjne hvilede roligt på hende og hele hans udstråling var rolig. Han var rolig, men en vippende halespids fortalte, at han samtidigt var anspændt. Opmærksom. Hvordan skulle dette udspille sig?

Afsluttes på grund af inaktivitet