Det var ikke fordi Mitrazapine nød at vade rundt på markedspladsen. Der var altid for mange mennesker, selv når der ikke var for mange. De larmede unødvendigt, specielt alle dem der stod bag boderne. De forsøgte alle sammen at råbe højere end den ved siden af, for at få solgt mere, lige meget hvad det var. Og for Mitra, var det ikke engang fordi de fleste boder var interessante. Hun befandt sig udelukkende kun på markedspladsen, for at skaffe flere beholdere i glas, da hun, eller hendes kunder, efterhånden havde fået smadret en del af dem hun allerede havde. Engang imellem var det også til at finde noget pænere tøj i få boder, men det var sjældent at udvalget fangede hendes opmærksomhed. I dag gjorde det ikke, som hun bevægede sig ned af den brede gade, med rolige skridt i de høje hæle. Hendes tempo var normalt hurtigere, men at gå alt for hurtigt i høje hæle på en grusvej, var ikke nogen god idé. Det havde hun erfaret, efter en del gange hvor det var gået galt og hun havde ingen intentioner om at ødelægge flere af sine fine, lange jakker. Den hun havde på i dag, var trods alt en af hendes pæneste, syntes hun selv. Den var simpel, meget simpel, i forhold til hvad hun normalt var iført. Den hvide farve lyste op på gaden, og hun fik en del blikke, men det gjorde hende intet, lige meget om de var gode eller dårlige. Ærmerne var lange og sad tæt til armene. Det samme gjorde resten af jakken, - den var lang, gik ned til anklerne, så kun de høje hæle var til at se, og den sad perfekt til hendes spinkle krop, udover bunden, der svajede let fra side til side, for hvert skridt hun tog. Det lange lyse hår var sat op i en stram, høj hestehale, foruden to lokker foran, der indrammede hendes lyse ansigt.

Mitra havde ikke vandret længe på pladsen, hun var næsten lige nået hertil. De larmende handelsmænd og kvinder, irriterede hende dog stadig. Men hvis hun bare skyndte sig, ville hun snart slippe for dem alle sammen. Hun havde været her en del gange før, og vidste derfor lige præcis hvor den bod hun skulle bruge lå, så hun var målrettet på vej mod den. Silkehandleren fangede hendes opmærksomhed, som hun passerede boden. Denne gang ikke fordi hun havde behov for at betragte klæderne, men fordi hendes blik landede kort varigt på en vældig attraktiv mand. Det var dog heller ikke selve manden, men tatoveringerne på hans ryg, der havde fået hende til at stoppe op. For hun var ikke i tvivl om, hvor hun havde set dem før. Han stod med ryggen til hende, men hun tøvede ikke et sekund med at gå hen bag ham og se nærmere på tatoveringerne. Hun overhørte få ord af hans samtale med damen, hvilket for hende, bare lød som en handel om en pung. Tatoveringerne var helt klart de samme, men det var kroppen bestemt ikke. At han havde skiftet krop efter så mange år, ville vel ikke være usandsynligt. "Kan det virkelig være..." Lød det hviskende fra hende, som hun lod blikket glide fra hans ryg og op til hans nakke. I larmen fra alle andre på pladsen, ville hendes ord næsten være umulige at høre, men hun stod direkte bag ham, så mon ikke han ville kunne høre hende alligevel. Om han gjorde eller ej, ville hun nok snart finde ud af om hun havde ret i sine anelser, da han nok ville vende sig og få øje på hende om lidt. Intet andet var vigtigt lige nu. Hun var nødt til at vide, om det var ham.

Han nåede ikke at træde særlig langt fra silkehandleren med sit bytte inden han mærkede nogen fulgte ret tæt op af ham. Han havde godt hørt at nogen havde sagt noget lavmeldt bag ved ham, men han tænkte at kvinden var blevet skuffet over at han havde fået fat i pungen før hende. Men noget sagde ham at hendes blik stadigvæk borede ind i ryggen på ham. Var hun virkelig så skuffet over tabet af en pung der virkelig ikke var særlig pæn. Han vendte sig roligt om mod den person der åbenbart nedstirrede ham, og vendte sine sorte øjne mod et kvindeligt ansigt. Han havde et svagt smil på læben for at virke mere venlig. "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" spurgte han. Noget sagde ham at hun virkede bekendt. Han kunne ikke lige sætte en finger på hvad det var. Det eneste der afslørede at der var noget der virkede bekendt var at han kneb øjnene lidt sammen, og lige gav hende elevatorblikket for at se om det var en tidligere kunde eller vare. Begge dele var trods alt muligt, da det var en ganske køn, men tydeligvis også velhavende person han stod overfor. "Hvis det drejer sig om at pungen, så bliver jeg nød til at skuffe Dem. Jeg afsluttede en handel om den først, og jeg har ikke tænkt mig at give den fra mig." Han havde en mild, men stadig meget autoritær tone i stemmen. Han var stadig overbevist om at hun bare var interesseret i pungen.

Af ren venlighed, og vel egentlig også ren respekt over for andre, ville enhver anden nok have flyttet sig så snart han vendte sig om, eftersom hun stod ret tæt på ham. Men Mitra var ikke helt sober, hvilket kom til udtryk i de lettere udvidet pupiller, men præcis hvad hun var påvirket af, var aldrig til at sige, når hun indtog op til flere ting hver dag. Som han vendte sig mod hende, rettede hun de blå øjne mod ham og det smil hun selv fik frem, viste tydeligt hendes interesse for ham. Hun kunne da ikke komme udenom, at han var en pæn mand, og hun lagde aldrig skjul på når hun mente, at nogle var tiltrækkende. "Det beklager jeg," sagde hun roligt, mest som en undskyldning for at være så nærgående, men hun flyttede sig stadig ikke. "Jeg genkendte Deres tatoveringer på ryggen. Jeg kendte engang en med præcis de samme, men det er selvfølgelig muligt, at flere har fået lavet de samme," forklarede hun, som om det skulle have nogen interesse for ham, men det regnede hun egentlig ikke med det havde. Hun var stadig ikke klar over, om han var den hun mistænkte ham for at være, og selvom hun var utrolig nærgående, faldt det hende alligevel ikke ind at spørge direkte. I hvert fald ikke endnu.

Som han gav hende elevatorblikket, gjorde hun det samme. Det var vel ikke underligt at se ham bedre an, nu han ikke ligefrem gjorde meget ud af at dække sig helt til. Hun gjorde heller ikke, for selvom den lange jakke dækkede meget, havde hun ikke lukket den helt til og der var en meget synlig kavalergang og masser af hals, der blev vist frem. Hun så dog hurtigt mod ham igen og lagde så hovedet let på skrå, mens han forklarede situationen med pungen. "Fortæl mig Deres navn, og jeg lader Dem beholde pungen uden problemer," lød det fra hende. Hun fik det til at lyde som om hun havde interesse i pungen, selvom det ikke var tilfældet, men det var med vilje. Hun havde efterhånden lært at man måtte give noget, for at få noget, lige meget hvem man havde med at gøre, derfor regnede hun ikke med at kunne lære mere om ham, medmindre hun gav ham en grund. Hun lod kort blikket glide omkring dem. Flere og flere samlede sig om den bod de stod ved, og pladsen blev hurtigt mere trang. "Måske vi skulle flytte os lidt," foreslog hun, som hun rettede et næsten lokkende blik mod ham igen, før hun begyndte at gå et par skridt bagud. Hun håbede han ville følge med, ikke fordi de skulle gå langt, bare langt nok til ikke at stå og fylde unødigt ved boden.

Indvendigt sukkede han tungt. Han prøvede ikke at vise det, men han vidste at det måtte være en han havde haft noget med at gøre i en tidligere form. Hans tatoveringer var unikke, eller det havde elver heksen hvert fald sværget at hun ikke ville lave dem på andre. Fenrir og Nidhug var de eneste af sin slags. Han studerede hendes ansigt nøjere for at finde ud af hvornår han havde haft noget med hende at gøre. "Det kan ske. Men hæng Dem ikke alt for meget op på kropsudsmykninger. Vi er mange omvandrende handelsmænd der får det behov at pynte vore kroppe. Jeg tvivler at jeg er den eneste med disse motiver på min ryg," sagde han med stoisk selvsikkerhed og et mildt smil.

Han gjorde en gestus for at sige damerne først da hun foreslog at de skulle flytte sig så de ikke stod i vejen, og hvis hun ikke begyndte at gå, så ville han tage teten, og begynde langsomt at slentre ned af gaden på Markedspladsen, fortsat at kigge på de forskellige boder. "Det kommer meget an på hvem man spørger, men for mine normale kunder og forretningspartnere går jeg under navnet Vlassis," sagde han, fordi det kunne sagtens være en tidligere forretningspartner, og det var da altid rart at vide at man havde flere forbindelser, selvom man havde taget sig en ny form.

Mitras ansigtsudtryk ændrede sig til en anelse skuffet, mens hun lyttede sin hans ord. Hun havde selv sagt at der nok fandtes flere, med samme tatoveringer, men han bekræftede det. Chancen for at han var den hun havde håbet på, var vel utrolig lille. Nu var det også snart 30 år siden hun havde set ham sidst, og hun tvivlede på at hun ville se ham igen, bare ved tilfældigt at støde på ham i byen. ”Mine forventninger var ikke høje,” lød det lettere opgivende fra hende, men hun fik taget en dyb indånding og hun fik opretholdt det høflige smil.

Tanken om hvem han kunne have været var blevet lagt væk, i stedet fokuserede hun på hans præsentation, da hun nu var overbevist om at hun ikke kendte ham. Det ellers interesserede blik blev tomt idet hun hørte hans navn og smilet forsvandt også straks. Hun var ikke helt klar over hvordan hun skulle reagere, om hun egentlig stadig var vred på ham, over at han havde forladt hende dengang, eller om hun faktisk havde tilgivet ham. Det var trods alt mange år siden. ”Så tog jeg ikke fejl, det er dig..” Hun var straks gået væk fra at tiltale ham som ’De’, da hun ikke følte det nødvendigt over for en, hun egentlig kendte ret godt. Som hun stod og stirrede på ham med det tomme blik, strømmede de gamle minder rundt i hovedet. Det fleste af dem gode, helt sikkert, men mindet om hendes første nat alene i hans gamle palæ, var det eneste hun ikke kunne holde ud. Det påvirkede hende endnu mere, at han ikke engang kunne huske hende. ”Du forlod mig…” Lød det lavt fra hende, helt uforstående. Det faldt hende ikke ind, at siden han ikke kunne huske hende, ville han nok heller ikke have den fjerneste idé om hvad hun mente. Sekundet efter kunne man se vreden i hendes blik og hun løftede den ene hånd, for at rette den mod hans kind, i håb om at give ham en lussing. Medmindre han selvfølgelig fik stoppet hende inden. Måske hun alligevel var en anelse muggen over fortiden, og nok også bebrejdede ham bare lidt for hvad der var sket, selvom det overhovedet ikke havde været hans skyld.

//Afsluttes grundet inaktivitet