Dagen var næsten omme og Mitrazapine havde kun haft en enkelt kunde, foruden den unge kvinde der lige nu sad i hendes sofa. Hun var ikke en dag over 18 og havde regelmæssigt købt diverse midler i flere år. Det vidste hun, da hun selv havde solgt det til hende. Hendes alder gjorde hende dog intet. På en måde var det kun underholdende, at påvirke andres liv på den måde, have en hvis form for kontrol over dem, når de nu ikke kunne stoppe med at komme tilbage. De unge mennesker var de nemmeste at påvirke, men ofte også de kedeligste at have med at gøre, fordi det var dem hun mødte flest af. Men en kunde var en kunde og så længe de betalte, havde hun intet problem med at gøre forretning med dem. 

Den unge kvinde sad pænt og ventede, på at hun var færdig med at samle den rigtige mængde af tre ingredienser. Hun havde ikke været her længe, egentlig havde hun kun siddet der i få sekunder. De midler hun ønskede ville ikke kræve meget af hende og hun fik hurtigt samlet et halvt sort bær, et lille grønt blad fra en plante og roden fra en lille svamp. De tre ting blev lagt i en lille beholder af glas, der blev lukket med et korkprop. Med lette skridt gik hun hen og rakte den lille beholder til kvinden, som straks tog imod. "Du kan vel huske mulighederne. - Spis dem alle samlet, eller bland dem sammen til en te," smilede hun, og kvinden nikkede, før hun rejste sig og gik mod døren. Mitrazapine fulgte efter, og greb fat i kvindens arm, lige inden hun åbnede døren. Hun fik hevet hende tilbage til sig, for at presse sine læber mod hendes, mens hun selv greb fat i dørens håndtag og åbnede op. Det intense kys blev sluppet og kvinden forsvandt hurtigt ud af døren og ud i mørket. Hun lod døren stå åben, som hun rettede blikket mod en mand, en køn en af slagsen, der stod på verandaen og hun smilede. Hun lagde den ene hånd mod dørkarmen og lænede sig lidt op af den. Den anden hånd lagde hun blidt mod sin hofte. At hun kun stod iført en sort kåbe i silke, der godt nok var lukket til med et bånd om maven, men afslørede lidt af de barer ben, lod ikke til at genere hende. De sorte sko med en høj hæl fik hende til at se en del højere ud, end hun egentlig var. "Kan jeg hjælpe med noget?" Lød det roligt fra hende, som hun lod et alt for nysgerrig blik glide op og ned af ham. De sorte pupiller var større end de burde være og skjulte næsten den blå farve, der ellers havde fyldt øjnene smukt ud, havde hun ikke selv været påvirket. Lagde man ikke mærke til pupillerne, ville det ikke være tydeligt at hun var påvirket, da hun var utrolig god til at kontrollere alt hun gjorde.

Det var sjældent klogt at kaste sig ud i ting, som man ikke havde forstand på, derfor var det langt bedre at opsøge en, som faktisk vidste hvad de havde med at gøre. Deavás kunne muligvis bruge dage på at undersøge ingredienserne og fremgangsmetoden, hvor denne kvinde eftersigne skulle kunne det hele uden ad. Han havde ikke tidligere været nødsaget til at opsøge nogen for morskabens skyld, eller for egen vindings skyld, men det var måske på tide at prøve noget nyt. Hendes ry var muligvis kommet hende i forkøbet, uanset om han valgte at sige det højt eller ej. Han kunne sagtens indrømme det overfor sig selv, men det var sjældent, at han opsøgte nogen for at få hjælp. Men nogle forbindelser havde en underlig trang til rusmidler, en trang, som han ikke selv forstod sig på, for hvornår var det smart at miste forstanden? Det var i hvert fald det indtryk han fik, når han tænkte på rusmidler som en form for behandling. Alligevel havde han sat kursen mod Tusmørkedalen. Han havde længe været undervejs, men hans krop bar ikke præg af udmattelse, han var van til at vandre langt, når han skulle rundt i landet. Det gav ham god tid til at tænke over tingene. Lægge tingene fra sig og koncentrere sig om det, som faktisk betød noget.

Nok kunne han være utålmodig, men Deavás kunne høre stemme inde fra huset og tænkte at det ville være bedst at vente. Hver kunde havde deres præferencer og han ville helst undgå andet selskab end hende, han var kommet for at møde. Så han ventede til at døren blev åbnet. En yngre kvinde gik ud og snart fulgte en anden med, som hun greb kvindens arm og hev hende tilbage i et kys. Behandlingen lod allerede til at falde i hans smag, som han tålmodigt fik lagt armene over kors og ventede på at deres afsked var til ende bragt. Den unge kvinde forsvandt hurtigt ud i mørket, som han dog rettede blikket mod døren og den fine skikkelse, som uden tvivl bød ham indenfor blot med hendes holdning. Hun lod ikke til at være nervøs for hans tilstedeværelse, mon hun havde hørt om på verandaen tidligere? Det var ikke vigtigt, men han lod hende ikke vente længe, som han flyttede sig fra sin plads på verandaen, lod armene hænge langs med kroppen før at han samlede dem på ryggen og gik hen til døråbningen. Eller han gik målrettet hen til hende. ”Får alle den samme afsked?” lød han med et nik mod mørket og kvinden, der for længst var forsvundet. De gyldne øjne vendte retur til hendes tilstedeværelse, han forventede ikke den samme behandling, men det morede ham lidt, at hun var så åben overfor det. Hendes skikkelse var bestemt også lille i forhold til ham, men skoene var til hendes fordel, som han ikke behøvede kigge langt ned for at møde hendes blik. ”Men jeg håber De kan hjælpe” svarede han med et høfligt smil, det var jo ikke til at sige hvor langt hendes evner kunne tage ham. Ikke at han selv ønskede at blive påvirket af noget, så ville han bare miste kontrollen. Den kontrol han havde holdt fat i over mange år. ”Jeg er på jagt efter et adrenalin stof til.. lad os kalde det en forretningsforbindelse” svarede han med et nik, som han så afventende på hende. Var han mon gået forgæves?

At mange efterhånden kendte til hendes arbejde, kom ikke bag på hende, men det var ikke noget hun nogensinde tænkte på. Det eneste hun var interesseret i, var betalingen for sine varer. Skulle man dog vælge at det var noget man ville prøve, var hun ikke den forkerte at opsøge. Hun havde beskæftiget sig med emnet i mange år, engang imellem undslap nogle få detaljer hendes opmærksomhed, men alle oplysninger stod skrevet i bøgerne der lå spredt ud over hele huset. Hun vidste nogenlunde hvilke bøger der lå hvor. Hans spørgsmål fik hende til at le let, som hun selv kort så efter kvinden, men hun var forsvundet hurtigere end hun plejede. "Hun plejer at være lidt mere villig. Måske synet af en mand skræmte hende for meget," svarede hun, hentydende til at den afsked ikke var normal, men kun fordi den som regel var mere indholdsrig end det. Det fik vidst også afsløret at lige den kvinde, kun var interesseret i omgang med væsener af sit eget køn. Det var en detalje der ikke var vigtig.

Det ville ikke være hendes første tanke at give ham samme behandling, men kun fordi hun ikke kendte ham. Hun kunne ikke vide, om han var interesseret i den slags, så af ren respekt holdt hun læberne for sig selv. Hun blev stående i døren, fyldte omkring halvdelen af åbningen, som hun skød hoften ud til siden og lyttede. Hans grund til at opsøge hende fik næsten hendes øjne til at lyse op, da det kun betød endnu en kunde. "Så er De kommet til den rette. Kom endelig indenfor," sagde hun. I samme øjeblik fjernede hun hånden fra hoften, for i stedet at række den ud mod ham og gribe fat i hans skjorte. "Jeg er sikker på at vi kan finde noget passende til Deres..." Hun stoppede sætningen og med en insisterende kraft hev hun ham ind, men flyttede sig ikke selv det mindste fra døråbningen. "... Forretningsforbindelse," fortsatte hun, som hun igen lod blikket glide ned af ham. Han ville være nødsaget til at køre hele kroppen op af hende, for at komme forbi og det var med fuldt overlæg. Hun sendte ham et lystigt blik, som hun trådte lidt tilbage og skubbede døren i. Hun slap hans skjorte og skoene afgav nogle lette lyde af bump mod gulvet, som hun bevægede sig ind mod stuen. Hofterne svajede let fra side til side og fik den sorte kåbe til at bølge let i folderne. Hun så sig ikke tilbage, da hun regnede med at han ville følge med. I stuen satte hun sig i midten af en fornem hvid sofa. Foran hende stod et stort bord, der passede i højden til sofaerne. På den anden side af bordet stod en sofa, magen til den hun selv sad i. "Sæt Dem til rette, Hr..?" Lød det lettere spørgende fra hende, som hun afventede en præsentation. Det ene ben blev lagt over det andet og kåben flyttede sig og afslørede låret, men hun gjorde intet ved det. Hun holdt ryggen ret, som hun placerede hænderne i skødet og så mod ham. "Fortæl mig mere, om det stof De søger. Jeg ville elske nogle detaljer, så jeg kan give Dem det helt rigtige." Hendes stemme var rolig, men der lå en sensuel undertone i alt hun sagde.

Betalingen skulle nok falde, men kun hvis han fik hvad han var kommet efter, ellers ville hun jo have spildt hans tid. Deavás var ikke sikker på, hvor han havde hende henne, men hun lod ikke til at være uden kunder, så det var en god begyndelse, eller det var i hvert fald ikke en dårlig start. Spørgsmålet var ikke ment til at betyde mere end hvad det var. Han var ikke interesseret i at blande sig i kvindens liv, men han lyttede alligevel til Mitra’s ord, som hun forsøgte at forklare kvindens opførsel. Han var ikke stødt at informationerne, men valgte at nikke til hende. Det var blevet forstået og der var intet i vejen med det. Deavás foretrak ikke et køn over et andet, så han kunne ikke rigtig relatere til problematikken, men han havde heller ikke brug for at blande sig. Det var op til kvinden og ikke ham. Deavás lod dog hurtigt blikket glide retur til kvinden, som så ud til at være tilfreds med pladsen i døråbningen, det var egentlig svært at sige hvad hun ville have ham til. Han havde forventet at blive budt indendøre, men hun blokerede lige som indgangen. Alligevel valgte han at møde hende ved døren, som han gik ud fra, at han ville være nød til at skulle med ind i hendes hjem.

Deavás var ikke typen til at kaste sig i armene på en hvilken som helst kvinde, men han var da ikke bange for at indrømme, at han godt kunne lide hendes mundering. Men det ville stadig være klogest lige at lære hende bare lidt bedre at kende, for hvad ville hun være i stand til? Ordene lod til at fange hendes opmærksomhed, som han kom tættere på og han kunne se hvordan hendes øjne lyste op, det var først nu at han fik øje på hendes pupiller, de var udvidet.. Den slags kunne betyde mange ting, men med hendes erhverv havde han lidt på fornemmelse af, hvad det betød. Han kommenterede dog ikke på det, men lyttede til hendes ord, som hun bød ham indenfor. Dog uden at flytte sig, men straks med et greb om hans skjorte. Et skummelt smil gled over hans læber, som han lystigt fulgte med hendes greb tættere på hende. ”Det var hvad jeg håbede på, De ville sige” stemmen var kølig, men afslappet samtidig, som han ikke følte sig truet på nogen måde. Han lagde dog godt mærke til at hun ikke flyttede sig fra døråbningen. Men den slags invitationer kunne han sagtens tage imod. Deavás vendte siden til, som han gled forbi hende, dog stoppede han midt i døråbningen, løftede hånden mod hendes ansigt og strøg fingrene igennem hendes lokker, før at han fortsatte ind i hendes hjem. Han ventede dog på at hun viste vejen, som dette ikke var hans hjem.. Hænderne var atter blevet placeret mod ryggen, som han fulgte hendes bevægelser med øjnene, der hvilede et tvetydig smil på læben, som han betragtede hende bagfra. Mitra behøvede ikke bekymre sig om, at han ikke fulgte hende, for han havde ingen problemer med at følge efter bag hende. Som de fandt frem til stuen lod han hende sætte sig til rette før at han selv placerede sig i sofaen overfor hende. Blikket dalede mod hendes krop, som hun demonstrativt lagde det ene ben over det andet. Det var ikke ligefrem hvad han var kommet efter, men han skulle ikke klage, som han bestemt nød synet. ”Deavás, frøken..?” præsenterede han med et hævet øjenbryn og et smil hvilende over læben. Hans hænder blev foldet foran i skødet, som de gyldne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun ønskede en forklaring og det var vel forståeligt nok, hvis det også skulle virke. ”Noget man kan styrke sig på, et stof, der kan gøre det nemmere at holde sig vågen.. Og samtidig holde sig kørende uden at blive træt” forklarede han med et lystigt smil. Den sensuelle undertone fangede hans opmærksomhed, som hun uden tvivl havde fanget hans interesse.

At kaste sig i armene på hvilken som helst mand, eller kvinde, var intet problem for Mitrazapine. Det gjorde intet at hun ikke havde lært dem at kende først, det kunne være med til at gøre det hele lidt mere interessant, som man aldrig kunne vide hvad man skulle forvente. Det gjorde også det hele lidt mere risikabelt, netop fordi hun ofte ikke vidste hvilken type hun begav sig med. Det var næsten et under, at hun ikke var kommet gevaldigt til skade. Måske fordi de alle ikke havde andre forbindelser, de kunne skaffe rusmidler fra, det var nok ikke det mest udbredte erhverv i landet. Hendes interesse for ham blev kun større, da hans kommentar hurtigt viste at han bestemt ikke lod til at være en af de generte. Som han strøg fingrene gennem hendes lange, løse hår, rykkede hun hovedet tættere på hans og tog en dyb indånding. Hun lod luften sive ud gennem munden med en lav nydende lyd, inden hun slap ham og vendte ryggen til ham, for at gå mod stuen. Hans blik mod hendes krop passerede ikke hendes opmærksomhed, men som han nok havde fundet ud af, var hun ikke utilfreds med den slags opmærksomhed og hun var bestemt ikke blufærdig. Et let nik anerkendede hans præsentation, før hun præsenterede sig selv. "Mitrazapine."

Det store bord mellem dem var fyldt med diverse genstande. Mest en masse glasbeholdere, der ikke havde noget indhold, nogle få der indeholdte nogle forskellige urter, og foran hende selv, stod et finere rødvinsglas med en bundsjat i, en tekop i sort der var halvt fyldt og et krus i sølv, der næsten var tomt. Væsken i tekoppen dampede let endnu. Både koppen og kruset havde et bestemt formål, og hun havde dem i forskellige beholdere, for nemmere at kunne huske hvilken en, der var hvad. "Kan jeg byde Dem på noget?" Spurgte hun med et henkastet blik mod alle sine egne drikkelser. "Hvad end De foretrækker, er jeg sikker på at kunne tilfredsstille Dem," sagde hun roligt, egentlig kun hentydende til væske, men med et glimt i øjet. Hun tog fat i kruset i sølv med et let greb i to fingre, placerede det mod underlæben og vippede det en god del for at drikke resten af dets indhold. Så satte hun det på bordet igen, præcis samme sted hun tog det fra, som hun lyttede til hans ord. "Hm. Der findes en urt, hvis formål er at mindske behovet for søvn de næste 48 timer, så snart det bliver indtaget," startede hun, før hun holdt en kort pause. "Man kunne godt forhøje dosisen en anelse, og dermed strække de 48 timer til 60, men ikke uden risiko, selvfølgelig." Som hun nåede til enden af den sætning, kom en snert af lusk frem i hendes blik, ikke fordi der var nogle bagtanker, mere fordi hun nød de risikoer der var ved hendes erhverv. Hun fortsatte dog ikke med at fortælle om risikoerne. Det var et bevidst valg, da der ingen grund var, til at nævne mere, hvis han skulle vise sig ikke at være interesseret alligevel, så hun afventede tålmodigt hans reaktion. En mindre slurk af rødvinen blev taget og bundsjatten blev halveret.

Følelsen var gengældt, som han ikke var i tvivl om hendes intentioner, Deavás havde aldrig haft problemer, når folk var direkte overfor ham og Mitra valgte ikke lige frem at skjule sin personlighed. Den var klar, som lyn fra en skyfri himmel og indtil nu havde han ikke noget imod det, han fik at se. Han kunne sagtens give hende mere opmærksomhed, hvis hun bad om det. Det var svært at se bort fra en smuk kvinde, så det ville være ondt at tvinge ham til at holde blikket fra hende og så længe han havde styr på sine tanker og det han var kommet efter, så var der ingen fare på færde. Deavás vidste godt hvad mange brugte rusmidlerne til, men han havde aldrig selv kastet sig ud i noget lignende, måske fordi der var en vis usikkerhed over det. For hvad kunne der ikke ske, hvis han gav slip? Ikke tale om, at det måtte ske. Han nikkede høfligt til hendes navn, som han var overbevist om at han nok skulle huske det til en anden gang, i hvert fald hvis hun gav ham grund til at huske det i fremtiden. Deavás var endnu ikke klar over hendes evner, så det var en spørgsmål om tid om det hele ville være det værd.

Blikket dalede mod bordet, som han ikke var sikker på, hvad de forskellige beholdere skulle bruges til udover de midler, hun ville forsøge at sælge ham. Men han var egentlig ikke klar over, hvad han bad om, kun at hun var den han var nød til at gå til for at få det. Så måtte det være lidt op til hende, at han fik skaffet de rette midler. Deavás tvivlede på, at han behøvede at forklare detaljerne omkring brugen af midlet, mest af alt fordi det ikke nødvendigvis var for sarte ører og han ville nødigt gøre hende utilpas i sit eget hjem. Ikke når hun var den eneste indenfor sit område. Hun var uden tvivl høflig, som hun straks tilbød ham noget at drikke. Et roligt smil gled over hans læber, som han nikkede til hendes forespørgsel. ”Rødvin er fint” svarede han med et nik mod det høje glas, ikke for at stjæle hendes, men for at understrege ønsket om noget at drikke. Han var ikke klar over, hvordan det foregik, så hvis de var nød til at snakke sammen længe, så ville han ikke have noget imod noget at drikke fra tid til anden.
Samtalen blev drejet mod det emne, han var kommet efter, hvilket gjorde, at de gyldne øjne hvilede mod hendes, som hun forklarede sig. En urt, der kunne mindske behovet for søvn ville være oplagt, så han nikkede stille. Der gled dog et lusket smil over hans læber, som hun fortalte om at forlænge perioden. Det kunne betyde at han måske kunne forlænge morskaben. Men hun havde selvfølgelig svært ved at se, hvad han skulle bruge det til. Dog ikke for at læse bøger i flere dage uden at sove. Risikoerne fangede ham dog. Roligt flettede han fingrene sammen, som han lænede sig frem mod hende. ”Burde jeg være bekymret for risikoen?” spurgte han i håbet om at kunne få en mere detaljeret forklaring på det. ”Der er ikke en urt, som kan gøre op for risikoen?” måske hun havde en mulighed for at ændre risikoen uden at ændre på effekten? Det var vel der hendes ekspertise lå, så han lagde lidt sin tillid i hendes hænder lige nu.

Kunne Mitra få mere ud af dette møde, end bare penge for det han var kommet efter, ville hun bestemt ikke holde sig tilbage, og han virkede ikke direkte uinteresseret. Om han skulle bruge midlet til sig selv eller andre, behøvede hun ikke at vide, så hun spurgte ikke ind til det. Hun havde trods alt haft kunder før, der ikke ønskede at dele deres intentioner med nogle, og det blev altid respekteret. Ikke så meget for hendes egen skyld, da der skulle meget til at gøre hende utilpas på nogen måde, men det kunne han selvfølgelig ikke vide. Skulle hun dog ende med at få lidt mere ud af det, var det altid mere spændende, hvis hendes partner også var påvirket. Specielt hvis de ikke havde været det før. Det kunne ofte få folk til at reagere anderledes end de normalt ville, hvilket kun gjorde det hele lidt mere uforudsigeligt. Hun havde ingen intentioner om at tvinge nogen til at indtage et stof, hvis det ikke var deres ønske, men det var noget helt andet, at få dem til at blive påvirket via hendes evne, da hun ikke behøvede at tvinge dem til at røre hende. Men lige meget hvilke metoder der var brugbare i sådan en situation, var det ikke relevant nu. Forretning kom først, foruden den drikkelse til ham, som hun rejste sig for at hente. Hun tog sit eget, så godt som tomme glas i hånden, og forsvandt rundt om et hjørne. Hun skyndte sig ikke, men køkkenet lå tæt på og hun kom derfor hurtigt tilbage, med et glas magen til hendes i den anden hånd. Begge glas var næsten halvt fyldt. Hendes eget blev stillet på bordet, samme sted det stod før, og så lænede hun sig lidt ind over bordet, for at stille det andet på bordet foran ham.

Hun satte sig ikke endnu, men bevægede sig i stedet hen til en stor reol, der fyldte hele den ene væg. Den var delt op i mange små rum, nogle steder var der mindre skuffer, og alle rum var fyldt ud med glas beholdere i forskellige størrelser, der hver især indeholdt noget forskelligt. I et kort øjeblik lod hun blikket glide over den ene ende af reolen, før hun strakte sig så meget hun kunne, for at hive fat i en af de mindre beholdere. De øverste rum var lige nøjagtig lavt nok nede, til at hun kunne nå hvis hun havde de høje hæle på. Så gik hun tilbage og placerede sig i sofaen ved siden af ham. Hun satte sig på samme måde som før, men drejet en anelse, så hun var rettet mere mod ham. Den beholder hun havde i hånden, indeholdt den urt hun havde nævnt. Låget blev åbnet og den skarpe lugt fra den blev hurtigt spredt. Hun reagerede ikke selv på den, da hun var vant til den og mange andre, der var værre. ”De burde kun være bekymret, hvis De ikke har noget imod at miste livet,” svarede hun med et smil, som om hun sagde det i sjov, men det gjorde hun ikke. Hun måtte dog hellere komme med en mere detaljeret forklaring. ”Når effekten aftager, falder man oftest om på stedet. Det sker ikke hver gang, men chancen er stor.” Hun hev urten op af beholderen med to fingre, for at stille beholderen på bordet. Med et fascineret blik studerede hun kort den lille urt, før hun så mod ham igen og rystede let på hovedet. ”Desværre ikke. Lige meget hvad der ellers bliver indtaget, kan kroppen ikke holde til at blive påvirket af urten for mange gange.” Hun legede let med urten mellem fingrene, meget blidt, selvom der skulle meget til at ødelægge den, mens hun lænede sig ind over bordet og strakte armen for at tage fat i sit eget rødvinsglas. ”Men nogle racer kan indtage den flere gange end andre, før det får en konsekvens...” Lød det kort efter fra hende, som et lusket smil blev bredt over hendes læber. ”Mennesker er så skrøbelige,” lo hun let, før hun satte glasset for munden og tog en lille tår af vinen. ”Stadig interesseret?” Spurgte hun, som hun satte glasset tilbage på bordet.

Mitra lod til at være yderst åben overfor sine kunder, hvilket morede Deavás en anelse, ikke at han havde noget imod den afslappede tone, det var ganske befriende og han havde heller intet imod at være tæt på en kvinde, som hende. Han kunne i hvert fald ikke sige at hun var uinteressant, hun var yderst køn at se på og han var villig til at trække det hele i langdrag bare for at blive lidt længere, hvis det hun havde lagt op til at begynde med førte til mere. Deavás kunne selv styre sin tid, så han havde ikke travlt med at komme tilbage til byen. Man kunne dog godt sige, at han var en anelse tilbageholdende med, hvad han skulle bruge det til, mest af alt fordi det ikke var alle, der delte hans ustyrlige lyst til eksperimenter og tortur, så det var bedre at holde det for sig selv. Selvfølgelig havde han ingen ide om hvilken slags kvinde han sad overfor, men han var villig til at finde ud af det, så længe, at hun kunne skaffe det han havde brug for og helst uden problemer og spor, der ville kunne lede tilbage til ham.
Deavás havde ikke ligefrem planer om at bruge et rusmiddel selv, da han foretrak at have klare tanker, når han skulle styre sin forretning og ikke mindst sine informationer, for han vidste ærligt talt ikke hvordan han ville reagere på de rusmidler hun kunne finde frem. Derfor holdt han også øje med hende, så hun ikke lige pludselig valgte at bruge nogle af midlerne imod ham. Det hjalp lidt at de sad overfor hinanden, for så tvivlede han på, at hun ville være i stand til at påvirke ham med noget. Dog var han afslappet i sit kropssprog og lignede bestemt ikke en, som holdt et vågent øje med hendes bevægelser. Deavás fulgte hendes bevægelser med øjnene, som hun rejste sig og tog sit eget glas med. Da han mistede hende af syne rynkede han let på brynene, ikke fordi han troede at hun kunne finde på at gøre noget farligt overfor en potentiel kunde, men han var ikke vildt glad for overraskelser, så han ville helst være på den sikre side. Hun kom dog hurtigt retur, hvilket fik ham til at tvivle på, at hun kunne have gjort noget, som blikket dalede mod glasset, da hun stillede det foran ham. Han lænede sig roligt frem ad og rakte hænderne frem mod glasset, som han greb fat om stilken og hævede det fra bordet.

Der var endnu ikke ro over hendes bevægelser, som Deavás holdt glasset i hånden og så hende rode rundt i rummene i væggen. Et skummelt smil spredte sig over hans læber, som hun var nødt til at strække sig for at kunne nå det øverste rum i reolen. Han kunne ikke beklage sig og lagde faktisk ikke skjul på, at han kiggede på hende. Heller ikke da hun fik fat i det hun havde ledt efter. Der hvilede stadig et glimt i hans blik, som han smilte roligt til hende, da hun vendte retur til sofaen. Deavás havde rettet sin krop imod hende, som han endnu holdt glasset i hånden, men lod det hvile mod sit lår. Lugten spredte sig hurtigt i rummet, som han skar en grimasse og vred let i næsen for at undgå den stærke lugt. Han bed det dog hurtigt i sig og tog en dyb indånding for at vænne sig til lugten. ”Det bekymrer mig ikke så meget” svarede han med et nik, urten var alligevel ikke til ham, men en anden, så han havde ikke tænkt sig at bekymre sig for deres liv. Det var ikke på hans kappe. Han nikkede til hendes forklaring, men tvivlede på at det ville komme så langt. Han skulle bruge det til at holde et eksperiment vågen længe nok til at han ville få det ud af det, som han havde brug for. Men det havde vist sig at være en udfordring, fordi væsnet konstant besvimede. ”Så er der ikke noget at gøre ved det” konkluderede han med et nik, som han ville være tvunget til at arbejde hurtigt for ikke at presse eksperimentet for langt og derved miste kilden til den information, han var ude efter. ”Jeg kan sagtens arbejde under pres” lo han stille med et nik, ikke at hun havde chancen for at forstå, hvad han faktisk mente med det. Han nikkede til hendes afsluttende spørgsmål, før at han hævede glasset imod hende og placerede det imod sin læbe for at tage en slurk og få en fornemmelse af sorten på vinen.

Mitra havde med mange forskellige typer at gøre hver dag, og derfor burde hun måske være bekymret for, om nogle kom til at tale over sig, for det ville komme til at ende galt for hende selv. Men hun havde alligevel haft talent for at få fat, på de skrøbelige typer og det var dem, der altid holdt hemmeligheden tæt til sig, da de ellers ikke kan komme tilbage efter mere. En mand som Deavás var den anden type hun handlede med. Det var dem, der aldrig selv ville have noget med stoffet at gøre, men udelukkende kun brugte det mod andre. Afslørede de hende, ville de heller ikke kunne komme tilbage efter mere, i hvert fald ikke uden at vide præcis hvilket stof, de gav sig i kast med. Selvom hun altid selv var påvirket, var hun mere opmærksom end man skulle tro. Derfor ville det også være muligt for hende, at være listig nok til at bruge midlerne imod ham. Hun kunne i realiteten have hældt mere i hans vin, end bare vin, nu hun hentede det mens han ikke kunne se hende. Men det var ikke tilfældet. Hans vin indeholdt ikke noget den ikke skulle, det var ikke hendes stil. Hun var ikke klar over at han holdt øje med alle hendes bevægelser, men hun var selv utrolig afslappet, da hun selvfølgelig selv var sikker på at hun ikke havde nogle bagtanker, i noget af det hun gjorde. I hvert fald ikke endnu.

Der lød en let latter fra hende over hans reaktion på den kraftige lugt, der kom fra urten. Hun havde selv vænnet sig så meget til det, at hun ikke længere bed mærke i det, og derfor glemte hun ofte at andre ikke havde samme forhold til det. Hans ord overraskede hende alligevel lidt, da hun fra starten af var gået ud fra, at urten var til ham, men hun kommenterede ikke på det. Hun fokuserede derimod på at forklare færdig og lade ham reagere på det, hun fik fortalt om urten. Normalt ville hun heller ikke blande sig i, hvad folk skulle bruge midlerne til, men hun var overbevist om at urten var til ham, og som hun så det, havde han nu givet udtryk for, at han ikke var specielt bekymret for at miste livet til den. Hun smilede over hans bekræftende nik, for de var nu kommet til den del, hun altid så mest frem til. Betaling. Men det betød ikke at hun ikke ville spørge ind, til hans formål med urten senere, for efter hans ord, var hun blevet alt for nysgerrig. Enten havde hun taget fejl, da hun var gået ud fra at urten var til ham, eller også var han en meget underlig mand. Den kraftige lugt fra urten blev langsomt svagere, som den i stedet blev overdøvet af en blandet duft af honning og lavendel. Duften kom fra hende, som hun havde sluppet vandet i sin krop med den ene evne, og dermed aktiveret den anden evne. Det var tegn på, at hvis han rørte ved hende nu, selv bare med en enkelt finger, ville han blive påvirket af de rusmidler hun selv havde taget i løbet af dagen, ved at drikke den te, der stadig dampede en anelse fra den sorte kop. I teen var der blandet to forskellige midler i, de to hun altid blandede sammen for at blive mest rolig. Hun havde taget de to midler i lang tid, og derfor havde de en anderledes effekt på hende, end de ville have for en der aldrig havde været påvirket af dem før. Det første middel havde normalt den effekt, at gøre folk utrolig afslappet, mange ville nok falde i søvn, men hun havde normalt paranoia, og derfor var effekten på hende mild, i form af at hun overhovedet ikke blev træt. Det andet middel havde normalt den effekt, at give diverse hallucinationer. Hvilke hallucinationer, kom helt an på hvem man var, de fleste havde oplevet en frygt blive bragt til live på en måde, der gjorde at det ikke længere var så skræmmende. Sådan fungerede det også på hende i starten. Nu havde hendes krop vænnet sig så meget til det middel, at det havde givet hende fornemmelsen af, ikke rigtigt at være bange for noget. Men hallucinationerne kunne også gå en helt anden vej, og om man overhovedet oplevede nogle, var ikke sikkert. Duften af lavendel kom fra midlerne der var i teen, duften af honning kom fra den honning hun havde blandet i teen, for at give den en sødere smag. Præcis hvordan de to midler ville påvirke ham, kunne hun umuligt vide, da det selvfølgelig var forskelligt fra person til person, og hvilken en af de to midler, der ville ramme ham først, og hvor hårdt, kunne hun heller ikke vide. "Så lad os diskutere betalingen," lød det roligt fra hende, som hun lagde urten tilbage i beholderen. "Nu kræver den urt ikke meget arbejde fra min side, så De kan få den billigt." Hun mente hvad hun sagde, men billigt for hende, var ikke billigt for de fleste, eftersom hun så sig selv som den bedste, inde for sit fag. Derudover var det måske ikke svært at få urten til at fungere, men de krævede stadig en længere rejse, for at få fat på den. "De kan tage den med for fem safirer," lød det roligt fra hende, som hun langsomt lod den ene fod glide op af hans skinneben. "Men jeg er altid åben for andre tilbud, siden det er første gang De er her." Der hvilede et lystigt blik i de blå øjne, som hun lænede sig lidt frem mod ham.

Så længe at Mitra ikke vidste, hvad han skulle bruge urten til, så ville hun heller ikke få problemer med ham, hvis hun forsøgte at blande sig i moralen i det, han brugte flere timer på fra tid til anden. Så blev hun også skånet for de planer han havde og den fare, det kunne udsætte hende for, hvis hun først endte med at blande sig i hans forretninger. Der var jo ingen grund til at hendes holdninger blev fordærvet af hans skumle tendenser, hvad enten hun kunne håndtere det eller ej, så var det et spørgsmål om hendes samvittighed, for Deavás havde ikke meget samvittighed, når det gjaldt om andres liv. Men han tvivlede også på at hun var typen til at forgifte sine kunder, så egentlig burde han ikke være så bekymret for hendes intentioner med samtalen, han var kommet for at købe noget af hende, og hun var forhåbentlig interesseret i at få betalingen, så der var ingen grund til at forgifte kunderne. At hun kunne finde på at påvirke sine kunder var en anden sag, men Deavás følte ikke at han var nødsaget til at indtage nogle af hendes rusmidler, der var vel intet i vejen med at takke nej? Han kunne godt lide at have styr på sine tanker og ikke mindst vide hvad han gjorde med sine ord og bevægelser.

Latteren som flød over hendes læber, fik ham kort til at rynke på brynene, før at han trak let på skulderne. Han var tydeligvis den eneste som kunne fornemme den føle lugt, der stak i næsen og næsten kunne få det til at svi. Men det var også en tydelig forskel på, hvad de brugte tiden på. Han brugte sjældent rusmidler, medmindre at han havde problemer med at få de informationer, han havde brug for. Så kunne rusmidler bruges, men kun til en vis grænse selvfølgelig, han ønskede ikke at være afhængig af deres effekt. Mitra kunne dog tænke hvad hun ville. Hun kunne spekulere i, hvad han mente med svaret og hvad det betød for ham, han havde ikke nogen intentioner om at føre hende på rette kurs, medmindre at han blev spurgte direkte, så ville det næppe komme på tale. Kunne han tale uden om, så gjorde han det. Fokus forandrede sig dog, som en sød lugt fulgte rummet, han var ikke sikker på hvor den kom fra, men havde rettet blikket imod hende, som var urten årsagen, det kunne jo ske at den med tiden forandrede sin duft? Han tvivlede faktisk på at det kunne komme fra urten, da duften var sød og behagelig, der var en svag parfume over lugten, men han blev ikke generet af lugten på samme måde, som den lugt urten havde afgivet. Deavás tvivlede på, at han ville få en forklaring på duften og lod det ligge, som han langsomt vænnede sig til duften. Han holdt endnu fat i glasset med den ene hånd, som han endnu ikke havde sluppet hendes blik. Der hvilede et afslappet smil på hans læber, som han dog overvejede hendes ord og forklaringen. Han var godt klar over, at det ville være ærgerligt hvis eksperimentet gik hen og døde, så han måtte bare være forsigtigt, men samtidig så holdt han sig sjældent tilbage, så det kunne hurtigt gå galt, hvis han ikke fik, hvad han var kommet efter. Men han nikkede forstående.
Deavás var ikke overrasket over, at de skulle diskutere en betalingsform for urten, som han forventede at hun var ude efter krystaller. Det var ikke et problem, for ham var det en symbolsk værdi og ikke en egentlig værdi. Han var mere interesseret i informationer end krystaller, men den slags var selvfølgelig svære at leve på, når valutaen var krystaller. Et lystigt smil bredte sig over hans læber, som hun forklarede sig, han ville slippe billigt, men hvad indebar det? Han var ikke overrasket over prisen, men var ikke sikker på, at det var indbegrebet af billig alles verden, som han trak let på smilebåndet og tænkte over prisen. Var hun til at forhandle med, eller var prisen fast? Deavás skulle til at svare på hendes ord, som han rettede blikket mod hendes fod igen, da hun strøg den op af hans skinneben. Se det var interessant. ”Prisen er ikke urimelig” forsikrede han hende, som han løftede glasset op mod læben og tog en slurk af den mørke væske. Han lænede sig dog frem for at stille glasset mod bordet, før at han vendte sig mod hende igen. Før at han lænede sig tilbage, rakte han hånden ned mod hendes fod, som han strøg fingrene over hendes ben. Der var hud nok, og han var ikke bange for den fysiske kontakt, at det betød at hun var i kontakt med sine midler, var han dog endnu ubevist om. Han tog fat i hendes fod og løfte den let op, så han kunne stryge fingrene op af hendes skinneben og op mod hendes lår. ”Men hvis det er selskab De savner, så giver jeg det gerne og betaler for urten efterfølgende” forsikrede han hende om, som han smilte til hende, han lod let neglen glide over hendes bare hud, imens at han afventede hendes reaktion. Imens at rusmidlet fik lov til at kravle ind i hans porre i fingrene.

Det var egentlig ikke fordi krystaller var det Mitra havde den største interesse for. Men skulle hun have fat i de ting, hun ikke mente at hun kunne undvære, så skulle der en del krystaller til, selvom hun ikke ligefrem manglede. Hun var utrolig grådig når det kom til penge, for det gav hende mulighed for at eje flere, alt for fine, smykker og kjoler. Hun var dog ikke helt firkantet, som man sagtens ville kunne forhandle om prisen, men det var sjældent det var lykkedes nogle at få hende til at skifte mening. Deres overtalelsesevner skulle være i orden, men som han konstaterede at prisen ikke var urimelig, regnede hun ikke med at det ville ske i denne omgang. Nu var det heller ikke den dyreste urt hun havde solgt, og han lignede heller ikke ligefrem en der manglede krystaller, så det ville undre hende en smule, hvis han med det samme havde givet udtryk for at det var urimeligt.

Mitras blik gled kort mod hans hånd, som han strøg fingrene over hendes ben. Hun havde bevidst startet mildt ud i sine diskrete tilnærmelser, da hun ikke kendte ham og ikke vidste hvilken type han var, men siden han selv lagde op til mere, havde hun ingen grund til at holde sig tilbage. Som hun rettede blikket mod ham igen, var det med et glimt i øjet. Smilet på hendes læber var der dels fordi hun selvfølgelig ikke var utilfreds med hans reaktion, og dels fordi hun selv vidste hvad konsekvensen af hans berøringer var. Hvor hurtigt midlerne ville påvirke ham var hun ikke klar over, men hun havde ikke travlt, det skulle nok vise sig. Der lød et let nydende suk, som han bevægede sig længere op ad hendes lår og smilet på hendes læber, blev kun bredere over hans ord. ”En mand lige efter min smag,” sagde hun roligt, før hun flyttede det ene ben og i stedet placerede et knæ i sofaen. Hun løftede let op i kåben, så den ikke kom i vejen, som hun satte sig overskrævs på skødet af ham. Begge hænder blev ført op under hans skjorte, og placeret mod hans mave, før hun langsomt lod dem glide op over hans brystkasse. Selvfølgelig var det for at rage på ham, men samtidig for at lade midlerne ramme ham lidt mere, end de allerede havde ved hans berøringer af hende. ”Det vigtigste er ikke at gå i panik.” Hun hentydede til midlerne han snart ville kunne mærke, men hun regnede ikke med at han ville opfatte det med det samme, så der lød en let latter fra hende. Hun lænede sig lidt ind over ham, drejede hovedet let, så det lange hår kun gled over den ene skulder, før hun bed ham let i øreflippen, måske lidt hårdere end de fleste ville mene var rart, men kun for at finde ud af hvor meget hun kunne tillade sig at gøre ved ham. Hun havde ikke travlt med selv at smide tøjet, for det eneste hun havde på, var kåben og skoene og intet andet, hvilket han måske allerede havde set, da hun havde løftet kåben tidligere, for at sætte sig til rette over ham.

Prisen ville ikke blive et problem, da han var mere interesseret i stoffet end hvad han skulle give for det. Han var villig til at betale prisen og mere.. Specielt med den afsked hun havde givet til den tidligere kunde, så forventede han næsten noget af samme skuffe. Ikke at Deavás var klar over, hvad han var ved at blive fanget i. Der var jo en grund til at urten ikke var til ham, han brød sig ikke om den tabte kontrol, når først man var påvirket af stoffer og det var ikke til at sige, hvordan han ville reagere under det. Samtidig så ville han næppe være tilfreds med at det blev givet til ham uden hans viden. Ikke at han kunne arbejde imod det naturlige i hendes evner, men han havde nok foretrukket en advarsel først.

Mitra havde dog været den, som indbød til berøringerne, så han gik ikke ud fra, at hun ville have noget imod, at han tog sig den frihed at røre ved hendes ben. Fingrene bevægede sig roligt over hendes ben, som han holdt et vågent øje med hendes bevægelser. Glimtet i øjet gik ham ikke forbi, som han smilte lystigt til hende. Var det sådan med alle hendes kunder? Ikke at Deavás havde brug for at føle sig speciel i situationen. Han kunne heller ikke sige sig fri for at tage hver mulighed han fik, men hun gjorde det nu heller ikke særlig svært for ham. At stoffet var begyndt at arbejde sig ind i hans krop var han endnu uviden om og han ville nok være det i noget tid, eftersom at han allerede var forholdsvis afslappet i situationen. Han smilte let af hendes ord, som han dog rettede blikket imod hendes krop, da hun valgte at flytte på sig. Som en naturlig reaktion lagde han sine hænder imod hendes lår, da hun valgte at sætte sig på hans skød, der hvilede et drilsk smil over hans læber, som han kiggede op på hende. Deavás fik en pludselig trang til at læne sig tilbage i sofaen, som han slappede i skulderne og stille strøg fingrene over hendes lår. Albuerne ramte sofaen, som han underligt nok slappede mere af end han normalt ville gøre i en lignende situation. Normalt ville han være travlt optaget af at rage på hendes krop, men han følte ikke at han kunne flytte på hænderne. Hendes ord fik ham til at rynke let på brynene. ”Hvorfor skulle jeg gå i panik?” spurgte han lettere uforstående, som han kunne mærke hvordan kroppen med tungere og uanset hvor meget han forsøgte at flytte på hænderne, så var de som låst imod hendes lår. Blikket blev mere alvorligt, som han kiggede op på hende. Han sagde intet, som fokus atter blev vendt mod hendes bevægelser. Han sukkede nydende, som hun bed ham i øret. Stædigt tvang han armene op ad hendes lår og under kåben for at stryge en finger imellem hendes ben. Ikke tale om at han skulle gå i baglås nu.

Ikke at informere Deavás, om de stoffer han ufrivilligt var i gang med at indtage, var et bevidst valg. Mitra kunne ikke vide hvordan han ville reagere på de forskellige midler, og om han overhovedet havde været påvirket før, men det var lige netop dét, der gjorde det lidt mere interessant. Han brød sig ikke om at miste kontrollen, men hun havde det modsat, som hun de fleste gange nød ikke at have specielt meget kontrol. Den fremmede fornemmelse for ham, ville muligvis også få ham til at reagere anderledes end han normalt ville, og det var aldrig til at vide hvordan disse oplevelser ville ende, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende og ophidsende for hende. Hun smilede over hans ord, som hun ikke havde regnet med nogen form for forståelse, for hvad hun havde sagt og hun kunne hurtigt fornemme hans irritation, over ikke at føle sig helt fri i sine bevægelser.

Hænderne under hans skjorte blev kørt over hans brystkasse, som hun tog sig god tid til, både at mærke ham og hans former, og at lade ham få det meste ud af de midler hun udskilte. Som han fik tvunget hænderne op ad hendes lår, lettede hun røven en anelse, for at gøre bedre plads for ham, til fingeren der blev strøget mellem hendes ben. Der var en let skælven over hendes vejrtrækning, i hendes lidt for spændte forventninger til det hele. Som hun trak hovedet til sig igen, rettede hun blikket mod ham og der hvilede et svagt lumsk smil over hendes læber. "Jeg går ikke ud fra, at De har været påvirket før?" Hun lod hænderne glide ned over hans mave, før hun tog fat i hans buksekant og hev lidt ud, kun for at give ham lidt forhåbninger, inden hun slap og i stedet flyttede hænderne op, for pænt at knappe hans skjorte op. Der var vel ingen grund til at skynde sig. "Panik er en helt normal reaktion, når midlerne tager ordentligt fat," forklarede hun kort, som hun lo let og fik knappet den sidste knap i hans skjorte op. Hun skubbede skjortens kanter til siden og lod roligt blikket glide ned over hans nu blottede overkrop, med et tilfreds blik, som hun lod tungen glide hen over sin overlæbe. Hvordan hun havde formået at påvirke ham, havde hun stadig ikke tænkt sig at forklare, medmindre han spurgte direkte og selv dér, ville hun muligvis vente til de var færdige. Desuden ville hun ikke kunne nyde hans lette forvirring, hvis hun valgte at afsløre det med det samme. Efter et godt kig på kroppen, var det et lystigt blik der blev rettet mod hans øjne igen. "Skulle De få brug for lidt vand, må De endelig sige til." At få det ubehageligt var ikke unormalt, men fik han det decideret dårligt, ville hun ikke have noget problem med at sætte det på pause i et øjeblik. Hun var nemlig ikke i tvivl om, at hun nok skulle få sin betaling på et eller andet tidspunkt.

At tage kontrollen fra Deavás var ikke noget han var van til og han brød sig bestemt ikke om det, hvilket nok var grunden til at han reagerede som han gjorde. Han var virkelig ikke tilfreds med at blive lammet på den måde, at der var tale om et rusmiddel, som faktisk var ment til at få ham til at slappe af, var ikke noget han lod til at opfatte. Han kunne bare mærke, at hans krop reagerede langsommere end normalt. Og det var ikke lige frem en behagelig følelse. Deavás var tilbøjelig til at snerre af hende, men så længe, at han befandt sig i denne situation, så kunne han faktisk ikke beklage sig. I hvert fald ikke lige nu. Der var mange ting han kunne klage over, men sådan som hun sad over ham, så kunne han faktisk ikke andet ned at nyde det. Det var sjældent at kvinder smed sig efter ham på den måde, så det var vel egentlig et kompliment? Det kunne dog ikke rigtig overdøve det faktum, at hun måtte have gjort et eller andet ved ham, noget som han ikke havde opdaget og det var måske det, som faktisk generede ham, at han ikke havde set det komme.

Deavás var ikke typen til at opgive så let, derfor fik han også tvunget hænderne af hendes lår, imens at hun stadig havde fri adgang til hans brystkasse, han vidste jo ikke, at det netop var den fysiske kontakt, som forværrede hans tilstand. Hvordan hun forhindrede hans bevægelser og låste ham i den nuværende position, normalt ville han for længst have grebet fat i hende, men han kom ikke længere end til hendes lår og fik med besvær flyttet hånden imellem hendes ben. Egentlig var han lettere frustreret, som han dog fik adgang til hendes skød og strøg fingrene imellem hendes ben, som blikket hvilede mod hende. Spørgsmålet lod til at opklare en del for ham, som han nu vidste, hvad det hele gik ud på. Så hun havde påtvunget stofferne på ham? Han rynkede let på brynene og rystede på hovedet af hendes spørgsmål. Den slags havde han virkelig ingen erfaring med, og han havde ikke haft et ønske om det, men nu lod han ikke til at have et valg. Det faktum at hans krop var så afslappet, var en anelse skræmmende, som blev forstærket af hendes andet rusmiddel. Han følte ikke at han overhovedet van i stand til at bevæge sig. Han skævede kort til hende, som hun lagde op til noget, men straks vendte fokus mod skjorten i stedet. ”Det er ikke nødvendigvis mit tab..” kommenterede han med et lystigt smil på læben. Hvis han ikke var i stand til at bevæge sig, så ville hun blot gå glip af en del. Men han var også godt klar over, at hun næppe ville kunne trække effekten tilbage, så han var i stedet tvunget til at satse på, at det hurtigt ville gå over, så han ikke ville være fanget der for længe. ”Der skal en del til at udtørre mig” svarede han roligt, tonen var blevet en anelse døsig af rusmidlet, men han lød endnu som sig selv. Der var stadig en vis selvtillid at spore i hans stemme, som han også valgte at presse en finger op i hende. Der var ikke meget andet han kunne gøre, når hun nu valgte at ’bedøve’ ham på den måde. Ikke at det forhindrede ham i at nyde situationen, specielt ikke når hun havde sat sig på den måde. Det ville også være svært for hende at undgå at mærke. Afslappet eller ej, så var lysterne stadig intakt.

Mitra lagde ikke skjul på, at hun egentlig nød hans lette frustrationer, for det var hele tiden til at finde et smil på hendes læber. Selv hans kommentar om hvis tab det egentlig var, fik ikke smilet til at forsvinde, for hans stædighed kom stadig rimeligt godt til udtryk i hans bevægelser. Den fysiske kontakt til ham ville ikke længere gøre en forskel, heller ikke selvom hendes evne stadig var aktiv, for der var begrænsninger på hvor meget han kunne blive påvirket af de midler. Han ville ikke få det værre, end han havde nu. Alligevel valgte hun at holde på vandet i kroppen igen, og dermed stoppe midlerne i at sive ud gennem porrerne. Den efterhånden tunge duft af honning og lavendel havde lagt sig over dem, og ville ikke forsvinde foreløbig. ”Og De tror det er mit?” Spurgte hun, som hun gengældte det lystige smil. Hun ville muligvis gå glip af nogle ting han kunne gøre, uden at være påvirket, men sådan som hun nød at se de forskellige reaktioner folk kunne komme med, havde hun fået noget der var mindst lige så godt for hende til gengæld.

Der var efterhånden blevet brugt god tid på at se ham godt an, eller i hvert fald alt der ikke var dækket af tøj længere. Som han pressede en finger op i hende, lød der et yderst tilfredst støn fra hende, der langsomt gled over i en let latter. ”Hm... Det kender jeg godt,” svarede hun til hans kommentar, i en lettere drillende tone, for hvor meget lyst hun havde, ville han tydeligt kunne mærke mellem hendes ben. Hun holdt sig løftet en smule, så det ikke blev sværere for ham at komme til, som hun lænede sig ind over ham og placerede sine læber mod hans, i et lettere krævende kys. Hun lagde den ene hånd mod hans skulder som støtte, mens den anden hånd blev flyttet ned til hans buksekant, og roligt gik i gang med at knappe op. Hun afbrød kysset igen, men ikke før hun bed ham i underlæben, lige nøjagtig hårdt nok til at bide hul, medmindre han nåede at flytte hovedet inden. ”Jeg beklager, men jeg er en lille kvinde uden muskler, så De er nok nødt til at rejse Dem, hvis De vil udnyttes lidt mere,” sagde hun, som hun rettede blikket mod ham igen. Hun ville næppe kunne få hevet meget tøj helt af ham, i deres nuværende position, men hun undlod selv at flytte sig endnu, som hun nød fingeren mellem benene. Hendes nydelse kunne høres i den tunge vejrtrækning, og i de små nydende støn der engang imellem undslap.

Hvad end hun havde gjort ved ham, så var det ikke noget han brød sig om. Han følte det som om, at han bevægelser blev lammet eller i hvert fald tynget ned, så han havde problemer med at røre på sig. Bevægelserne var begrænset og han var tæt på at vrisse af hende. Deavás havde dog ikke problemer med den situation han var havnet i, så der var ingen grund til at gøre alvor af sin frustration. Måske hvis han blev blokeret fuldstændig, så kunne det godt være, at hun fik en langt værre reaktion fra ham. Men han kunne stadig flytte på sig, så hun havde ikke lammet ham helt. Om end det måske kun var noget i hans hoved, så var han sikker på, at det var hendes skyld. For det var aldrig sket før.. I hvert fald ikke i en lignende situation. Han lo let af hendes spørgsmål. Behøvede han virkelig at svare på spørgsmålet? Blikket i hans øjne fortalte det hele, som han bestemt kunne få hende til at nyde det mere, hvis han bare var klar i hovedet.

Deres nuværende position tillod ikke meget adgang til hendes krop, men han formåede alligevel at presse en finger op i hende. Han var slet ikke i tvivl om, at hun havde lysten til at fortsætte, som han nev hende let i underlivet, men samtidig bevægede fingrene inde i hende. Han spredte dem lidt, som blikket hvilede i hendes øjne. Kysset blev mødt uden modstand, som han gerne ville ignorere sin frustration og i stedet nyde den kvindekrop, som blev serveret for ham. Deavás kunne aldrig finde på at sige nej til et sådan tilbud, som han pressede læberne imod hendes og gengældte det lettere ivrigt. Som kysset blev brudt, bredte der sig et skummelt smil på hans læber, som hun åbnede hans bukser. Var hun måske en anelse ivrig? Han valgte at presse fingeren længere op i hende, som han hvæste let ad hendes bid. Han kunne mærke blodet, men det var bestemt ikke et problem, som han slikkede blodet væk. En rolig latter gled over hans læber, som hun bad ham om at rejse sig og tage tøjet af. Det lød nemt nok, men han var ikke helt villig til at slippe hendes underliv endnu. ”Jeg kan ikke rigtig rejse mig, så længe De sidder ovenpå mig” kommenterede han med et glimt i øjet. Med besvær fik han dog rettet ryggen, som han kom tættere på hende og placerede læberne imod hendes hud for at dufte til den søde duft. Den kom uden tvivl fra hende, som han førte læber over hendes hals.

Mitra forventede intet svar på spørgsmålet, og hans blik sagde også det hele. Hun var heller ikke i tvivl om at han havde helt ret, for han havde da selvtilliden i orden. Hun mente stadig at nydelse var værd at undvære lidt af, så længe hun stadig så hans reaktioner på stofferne hun havde påtvunget ham. Og hvis hun var endnu mere heldig, kunne hele situationen trækkes længere ud, så effekten ville nå at aftage inden de nåede for langt. Så ivrig som han var for at bruge hænderne, ville hun sikkert få en del ud af det alligevel, men lige meget hvad, var der vel ingen grund til at skynde sig. Hun havde i hvert fald ikke travlt. Måske han også havde brug for at tage det lidt med ro? Han lod til at have lettere besvær med at bevæge sig optimalt, hvilket selvfølgelig kun morede hende. Alligevel formåede han at gøre nogle utrolig behagelige ting ved hendes underliv og der lød et ekstra støn fra hende, som han fik nevet hende. Og så et mere over de bevægelser han gjorde inde i hende.

Mitra forventede en eller anden reaktion over det hårde bid i hans læbe, men ikke den hun fik, som han pressede fingeren længere op. Hun udstødte et svagt overrasket støn og fik ubevidst presset underlivet tættere på ham i sin nydelse. Hun lo let over hans kommentar, for hun vidste at han havde ret, men hun skulle da lige nyde hans berøringer lidt længere først. At tage valget om at rejse sig blev ikke nemmere, da hun kort efter mærkede læberne mod halsen og hun sukkede. Halvt fordi det var rart og halvt opgivende, da hun selvfølgelig ikke ønskede at det skulle stoppe. Heller ikke selvom det var for at kunne gøre det endnu bedre. ”Det er vel aldrig nemt at gøre noget der stopper nydelsen.” Måske det var det for nogle, men Mitra var ikke en kvinde der sagde nej til den slags. Specielt ikke når han nu gjorde det så godt, selvom han gav udtryk for at have bevægelsesproblemer. Hun sendte ham et lystigt blik og løftede sig en anelse mere fra ham, som hun gned sig op af ham. Det ene ben blev løftet hen over ham, for i stedet at sætte foden i gulvet, som hun endelig tog sig sammen til at rejse sig. ”Hvis De vil have en hjælpende hånd, må De endelig sige til,” smilede hun, lige så lokkende som det blev sagt, mens hun selv tog fat i snoren, der holdt den sorte kåbe sammen og langsomt hev i den, for at binde den skæve sløjfe op.

Der skulle virkelig meget til, før at han ville betvivle sine evner. Faktisk var det ikke en gang sikkert, at han nogensinde ville komme til at tvivle på hans evner. Specielt ikke når det kom til at få kvinder til at nyde det. Så længe han havde bevægelsesfrihed, så var det aldrig et problem at få kvinder til at vride sig. Men han følte sig alligevel lidt lammet i øjeblikket. Han skulle bruge en del flere kræfter på at flytte på sig, men som han havde fået fat på hende, var han ikke længere villig til at give slip. Mitra lod heller ikke til at have problemer med hans bevægelser, som han tydeligvis kunne høre det på hendes støn og ikke mindst den måde, som hendes krop reagerede på. Deavás kunne mærke det på hende, som han dog var en anelse mere ivrig efter at få en anden følelse af hende. Hun lagde jo op til det, så hvorfor trække det i langdrag? Han kunne godt tage den med ro, men han følte lidt, at han var nødt til at presse yderligere på, når han følte sig fanget på den måde. Hun skulle bestemt ikke tro, at hun havde fået styr på ham. Ikke så nemt, hvad end hun havde gjort.

Der var ingen problemer i at bruge tænderne imod ham, som han straks svarede igen og pressede fingeren længere op i hende. I samme omgang førte han endnu en finger ind i hende, for at sprede dem ad og bevæge dem frem og tilbage inde i hende. Hun var slet ikke klar over, hvad hun gik glip af, hvis hun blev ved med at sidde ovenpå ham på den måde. Det hele var som sådan indenfor rækkevidde, han skulle bare bruge flere kræfter på at udnytte det, som han plantede læberne imod hendes hals og langsomt førte kyssene over hendes hud. Han tog hendes søde duft til sig, som han løftede den anden hånd og placerede den imod hendes bryst for at nive hende let. Et smil bredte sig over hans læber, som han lyttede til hendes ord og langsomt begravede tænderne i hendes hud. Han bed ikke til, men valgte bevidst at trække dem over hendes hud, før at hun flyttede på sig igen og rejste sig op. Deavás blik hvilede imod hendes bevægelser for en stund, som hun var i færd med at løsne snoren, så han ville få mulighed for at se hendes nøgne krop. Ikke at kåben overlod meget til fantasien. Men det var nu altid godt, at få et ordentligt kig på en kvindekrop. Specielt én, som hende. Han placerede hænderne i sofaen igen, som han med besvær fik rejst sig op. Det sekund han kom op og stå stod han let og svajede fra side til sig, som han greb ud efter hende. ”Hvad er det, du bruger?” spurgte han forvirret over den reaktion, som hans krop med. Han kunne jo stadig bevæge sig, men kroppen føltes langt tungere og han var heller ikke blokeret helt.

//Aftalt afslutning