Regnen falder i små dråber ned af Moraines ansigt, imens vinden blæser hendes hår tilbage.
Den sorte hingst pruster og slår med hovedet.
" Rolig, jeg ved godt du er træt af at være i dette våde helvede, men der er ikke så meget at gøre ved det lige nu," mumler hun bildt til hingsten, imens hun klapper ham blidt på halsen.

De har rejst i lang tid, og kun holdt korte pauser, fordi tid er penge, og penge er noget en lejesoldat altid mangler.
Moraine havde dog hørt et rygte, båret af købmænd og deres vagter, om at der skulle være masser af arbejde i hovedstaden, så længe hun bare når helskinnet derhen, hvilket heldigvis er lykkes, siden at hun kan se den store bymur omkring 1 km. væk fra hende.

En hånd stryger det våde klæberende hår væk fra hendes ansigt og endnu engang tænker hun over at hun skal få afskaffet sig en form for halstørklæde til at skærme sig imod vind og vejr, eller endnu bedre en kappe med hætte.

- Et glas vin, et godt måltid og evt. et spil terninger, ville ikke være så dårligt på denne dag, tænkte hun, imens hun kiggede op mod den grædende himmel.
- Men først skal skal jeg igennem bymuren og finde et sted at slå mig ned.

Hun skæver ned til hesten.

- Og Eclipsim fortjener også at få varme og mad efter denne lange tur.

Men køen er lang, der er mange som gerne vil ind for bymuren inden den tunge port bliver låst for aftenen.

- Hvis jeg ikke når ind, bliver det endnu en nat i vådt vejr.
En tanke hun på ingen måde kunne holde ud at skulle tage stilling til.

Endnu en forfærdelig dag. Vejret var slet ikke til at regne med og Elmira var begyndt at savne læ iblandt de store træer i Amazonitskovene, men hun var ikke klar til at tage hjem endnu. Alligevel vækkede regnen irriterende minder, som hun forsøgte at dække sin krop med den store kappe. Hætten var hævet ned over hendes ansigt og tasken med papirer og lignende var gemt under kappen for at holde det tørt. Kunden ville ikke blive tilfreds, hvis hun endte med at skubbe mødet fordi dokumenterne blev gennemblødte. Men hun havde været tvunget til at gå udenfor de store mure for at søge inspiration fra naturen. Elmira ville næppe kunne vænne sig til livet i storbyen, så der var tale om en mindre periode i hendes liv. Forhåbentlig lange liv..

Hun var lettere forpustet, som hun faktisk havde løbet mod porten for at sikre sig, at den ikke blev lukket. Det var også endelig blevet hendes tur til at gå igennem porten. Men selvfølgelig kom ingen ind uden at blive tjekket. Hun var ikke særlig tryg ved de mandlige vagter, men kvinder var der ikke mange af og hun var lettere uheldig at blive antastet af en større fyr. Han holdt armen ud foran hende, som hun havde rettet blikket mod jorden. ”Vent lige” lød den dybe stemme, som hun bed sig i underlæben og forsigtigt rettede blikket op. De grønne øjne stirrede på manden, som hun smilte til ham. ”Godaften sir..” hendes stemme var blid og høflig, som den altid var. Men man kunne mærke på hende at hun var nervøs, ikke fordi hun havde gjort noget forkert, men fordi hun følte sig presset af vagten. Han rynkede let på næsen, som han løftede hånden og hev hætten af. Uden videre greb han ud efter hendes nakke for at skubbe håret bort og tjekke hendes ører. Elvere var ikke velkomne, men det vidste Elmira godt. Hun lignede dog et simpelt menneske. ”Hmpfh” lød det irriteret fra manden, som han dog ikke slap hende med det samme. ”Er De sød at give slip?” spurgte hun forsigtigt, hele hendes krop rystede.. Hun frøs og han gjorde ikke situationen bedre ved at behandle hende på den måde.

Kiles Orden havde magt i hovedestaden og dette vidste Alia godt. Hun havde derfor valgt at tage til hovedestaden og være med i oprøret, men var ikke kommet forbi nogle af vagterne til at starte med. Takket være vagtskiftet havde Alia været nødsaget til at snige sig ind mens det var lyst. Hun vidste godt at elvere ikke var velkommen Dianthos, men dette gjorde hende altså ikke meget nemmere. Hun håbede sådan på at komme ind og det var lykkes for hende med nød og næppe.
Hun havde forklædt sig så godt hun kunne, og hun havde allerede været nede ved sit rederi for at finde noget andet tøj end det hun normalt gik i. Hun havde en hætte trøje på det gjorde at hendes øre var dækket, hendes hår hang løst så også det dækkede hendes øre, men det var svært at sige om hun overhovedet ville komme helskindet væk fra byen igen. Hun kunne godt forstille sig hvad der ville ske hvis hun blev opdaget, hun ville dø på stedet og det havde hun ikke lige frem tænkt sig i første omgang eller i sidste.

Hun stod og kiggede på folkene der kom ind og ud af bymuren men hun vidste at hun ikke ville komme ud denne dag. Der var for mange vagter og de så ud til at stå tæt sammen. Hun bed sig i læben og kiggede frem og tilbage fra den ene til den anden  vagt. Hvad skulle hun så gøre? Hun kunne da ikke bevæge sig hen til kroen ville hun være i sikkerhed der? Eller ville hun blive afsløret med det samme? Der var jo folk det troede på Kiles orden, hvilket hun slet ikke kunne sætte sig ind i. Sådan at afskærme elvere og halv elvere fra hovedestaden. Der var altså nogen der havde arbejde her! Godt nok manglede Alia ikke Krystaller men hun havde stadig et arbejde at passe! Der var ting der skulle fragtes, eller mennesker hvem vidste hvad der lå lige foran hende.

Hun mærkede regnen komme igennem sin hætte da hun havde stået udenfor i et godt stykke tid, regndråberne havde fået fat i hendes pandehår og de gled videre ned langs hendes ansigt. Måske hun bare skulle gå i tørvejr. Men alligevel var hun ikke helt sikker på hvor henne hun skulle gå hen. Det nemmeste ville være sit hjem ved havnen. Men det var også en risiko for at hun ville blive opdaget der. Hun kunne jo gå hen på kroen hvor hun vidste at kroejeren var imod Kiles Orden, så måske var risikoen for at blive opdaget lille der?

Køen synes at være gået i stå, og Moraine er ellers så tæt på at kunne komme ind.
- Kan de ikke få lidt fart på med dette møg vejr? tænker hun og rejser sig op i stigbøjlerne.

Længere fremme kan hun se at en kvinde ser ud til at være blevet stoppet og holdt tilbage af en vagt.
Hun kan se selv på denne afstand, at kvinden ryster og er tydeligvis ubehageligt til måde.

- Satans vagter, tror de er Kong Gulerod, bare fordi de får en smule magt.

Med en dyb indånding sætter hun sige tilbage i sadlen.

- Men en lille distraktion kunne evt. få ham på andre tanker end at chikanerer kvinder, nu er spørgsmålet bare hvordan.

Hendes blik glider søgende henover vejen, og til sidst lander det på en sten på omkring en knytnæves størrelse.

- En sten i panden vil nok bare udløse optøjer, men en sten som langsomt svæver forbi, vil måske gøre tricket. Der er ikke andet end at prøve.

Med hendes hænder stadig om tøjlerne, peger hun sin lillefinger imod stenen og langsomt lader den rulle hen af græsset imod vagten, som stadig ikke er færdig med kvinden.

Langsomt bevæger den sig hen af jorden imod dem, og da den er ca. 1 m væk fra dem, hejser den sig op og stille og roligt svæver foran vagtens ansigt

Der var mange som havde travlt med at komme ind i byen og det lille optrin gjorde ikke passagen nemmere. Elmira ville have ønsket at hun kunne undgå opmærksomheden, men vagten lod til at insistere på at bruge mere tid på hende end de andre, som han havde sluppet forbi. Det røde hår blev hurtigt gennemblødt af regnen, som hendes ansigtet var blottet for vagten. Regnen var ikke behagelig imod hendes ansigt og håret var også begyndt at klistre til hendes kinder og hængte i tykke totter. Det var ikke en optimal position, men Elmira var mere nervøs for om vagten mon bemærkede mærket i hendes nak. Han var dog travlt optaget af hendes ører, som vel og mærke ikke var spidse. Så hvorfor lod han hende ikke bare gå? Han holdt blikket fast på hende, lige indtil der dukkede et forstyrrende element op imellem dem. Elmira spærrede øjnene op, da hun fik øje på stenen som svævede imellem dem. Forhåbentlig troede vagten ikke det var hende..

Vagten greb arrigt ud efter stenen, for at smide den bort. Elmira tog dog chancen, som hun bukkede høfligt for ham og greb fat om kjolen og kappen for at løfte den af jorden, så hun kunne komme videre. Under havde hun dog bare tæer, hvilket ikke var særlig praktisk i dette vejr, men hun kunne ikke få sig selv til at bære sko.. ”Tak for hjælpen” lød det hurtigt, som hun strøg forbi ham, før at han kunne nå at beklage sig. Hun havde jo klaret sig igennem tjekket, men han var bare ubehagelig og valgte at holde hende tilbage yderligere. Egentlig var hun taknemmelig for at være sluppet forbi, men hun kunne ikke helt lade vær med at undre sig over hvad der var sket. Hendes blik gled over skulderen, som hun skyndte sig længere ind bag murene, så hun ikke ville blive trukket tilbage til flere spørgsmål. Hun så sig ikke rigtig for, før at hun stødte ind i en kvinde. Håret flagrede, som hun vendte blikket mod kvinden (Alia). ”Det må De undskylde” skyndte hun sig, som hun bukkede hovedet og forgæves forsøgte at få hætten over hovedet igen. Selvfølgelig var hun allerede gennemblødt, så det kunne egentlig ikke betale sig. Men hætten var klistret fast til hendes ryg, så det var ikke en nem opgave.

Alia var travlt optaget af sine egne tanker da der var en person der gik ind i hende. Hun kom til sig selv og vendte blikket ned imod personen. Godt nok var Alia ikke meget højere end hende, men det var nu en god størelse for ikke at blive genkendt for meget. Hun bed sig lidt i læben da en af vagterne kiggede over på dem. Nu skulle der tænkes hurtigt så hun ikke blev gennemskuet. Hun vendte blikket imod Elmira og bed sig hurtigt i læben. Hun bevægede sig over til hende lagde en arm ind under hendes så de gik side om side og sagde. "Spil med" hun vendte blikket imod hende og hendes brune øjne var ikke til at tage fejl af, hun havde brug for hjælp og hun håbede at hun ville. "Der var du endelig, jeg har ventet i evigheder." kom det lidt højt fra hende til at vagten kunne høre det. Hun holdte øje med den ene vagt ud af øjenkrogen og bed sig i læben i håb om at det lykkes og at kvinden ville spille med. Hvor hun dog inderligt håbede at hun ville spille med. Hvis hendes øjne kunne sige 1000 ord så havde de gjort det. Men nu var der ingen tid at spille. Chancen for at hun ville blive opdaget var stor men det var en chance at tage.

Mission complete.

Vagten fjerner fokus fra kvinden og hun når at slippe væk inden det gik op for ham hvad der var sket.

Moraine giver slip på stenen og langsomt begynder køen at rykke sig igen.

- Vin, mad, terninger, snart er du mit. Tænker hun, da det endelig er ved at være hendes tur.

Personen foran hende er i gang med at få tjekket hans vogn og hun kan mærke at hendes tålmodighed er ved at slippe op.

Hun lukker øjnene og hende begynder at trække vejret dybt for holde hendes irritationen i check.
- Vin, mad, terninger.
Disse 3 ting kører rundt i hovedet på hende, og endelig hører hun lyden af hjul der bevæger sig og en stemme som råber: "Næste!"

Samme vagt som havde fat i kvinden fra før, bliver Moraine henvist til.

" Ned af hesten," siger han med et surt ansigtsudtryk.

Med et lille irriteret suk, steger hun ned af den sorte hingst.

" Godaften også til dig," siger hun, imens han begynder at undersøge hendes sadeltaske.

Da han ikke finder noget af interesse retter han blikket imod hende. Før falder øjnene på sværdet.

Moraine følger hans blik og rømmer sig.
" Er det alt?"

" Hvad skal en kvinde med sådan et sværd? Hvad er dit formål her i byen?" siger han med lettere rynkede bryn.

" Jeg har hørt rygter om der skulle være masser af arbejde i byen, så det mit formål. Hvorfor jeg har et sværd er ikke relevant for mit køn, eftersom at alle kan blive overfaldet og røvet på landevejene, hvis ikke værre. Er der mere du vil vide, eller kan jeg komme ud af denne forfærdelige regn? " siger hun med et koldt blik og en endnu koldere stemme.

" En ting til," siger han, hvor efter han rækker ud for at tage hende hår tilbage, men med et lynhurtigt greb har hun fat i hans håndled.

" Lad helst vær ned at røre ved mig, sir," siger hun med lav spids stemme, hvorefter den anden hånd stryger håret væk fra det modsatte ører.
" jeg er dog menneske, hvis det er det som du prøver at tjekke, og hvis der var det vil jeg helst gerne finde mig en kro inden regnen tager til igen."

Vagten river hånden til sig og kigger vredt på hende, men eftersom der er intet han kan anholde hende for og at der er masser af mennesker der venter utålmodigt bagved hende vinker han hende forbi.

- Det var den nemme del, nu den svære. At finde et sted med plads og nok vin til at selv en gammel sømand ville kunne drikke sig halvt ihjel.

Undskyldningen fløj ud af hende, som hun nødigt skulle træde nogen over tæerne. Men hun havde slet ikke forventet den reaktion fra kvinden. Måske fordi hun ikke havde opdaget vagten, som havde haft kurs mod dem. Hun så også lettere forvirret på hende til at begynde med, så hun var lettere chokeret over at høre hendes ord. Spille med? Hun skulle lige til at stille spørgsmål ved hvad hun forsøgte at bede hende om, men så meget tid fik hun ikke. Armen der var blevet lagt om hende, fik hende til at gispe nervøst, men hun bed det i sig. Fornemmelsen var langt fra den samme, som hun havde følt tidligere fra vagten. Forsigtigt løftede hun den ene hånd og placerede mod kvindens arm. Hun gjorde et svagt nik og smilte til hende. Hætten havde hun for længst glemt alt om. Også selvom regnen var god til at minde hende om hvor irriterende det rent faktisk var. Men hendes fokus var blevet vendt mod noget andet.

”Jeg havde nogle udfordringer med at komme igennem porten..” sagde hun i en lettere opgivende tone, som svar på kvindens ord. Blot for at bygge videre på problematikken, men også for at føre samtalen videre. Der var en grund til at hun var forsinket om end hun ikke havde nogen ide om hvad kvinden faktisk talte om. Det var lettere besynderligt, men hun lod sig føre videre. Alligevel lænede hun sig forsigtigt mod kvinden. ”Vi burde gå indenfor.. kroen måske?” det var lidt en bøn både for at komme ud af regnen, men også for at slippe for vagterne. De gjorde hende forlegen på en virkelig ubehagelig måde. Det var ikke gået op for Elmira at kvinden ved hendes side faktisk var elver og dermed en stor kilde til problemer. Men det var for sent nu.

Alia havde det svært nok allerede men takket være kvinden gad hun at spille med Gudske takke lov for det! Så kunne hun da være sikker på ikke at blive opdaget lige med det samme. Hun sendte kvinden et smil og nikkede lidt. "Det beklager jeg. Det er også Kiles orden's skyld det hele." kom det roligt fra hende og vendte blikket hen imod vagten som havde opgivet at gå efter dem. Der var nok at tage sig af med alle de folk der skulle igennem porten. Hun vendte blikket tilbage mod kvinden og slap grebet om hendes arm. Hun sank en klump og børstede lidt regn af tøjet selvom det ikke ville hjælpe ret meget. "Tak" kom det roligt fra hende.
Da kvinden  snakkede om en kro lyste Alia helt op. Se det var noget hun kunne lide at høre. "Jeg kender det perfekte sted, og lad endelig mig betale som tak for hjælpen." kom det roligt fra hende og kiggede lige frem for at finde vej igennem mylderet af mennesker. Hvor hun dog savnede at se elvere på disse kanter også!

Hun bevægede sig lige frem imod kroen uden så meget som at sige noget som helst. Hun bed sig mere eller mindre i læben hver gang hun så en byvagt og prøvede at gemme sig så meget som muligt blandt folk. Men hun var jo i byen så hvorfor skulle de tjekke hende? De var allerede gået forbi en kro en gang men var ikke gået ind i den. Hun valgte derfor at bevæge sig videre til den næste kro der lå lidt afsidet ved siden af en stald. Hun trådte inden for og direkte op til baren. "Lidt øl og så... " hun kiggede lidt på Elmira og smilte til hende. "Hvad hun gerne vil have." hun lagde krystallerne på baren og bevægede sig hen til et bord bagerst i lokalet. Hun trak endelig hætten ned fra hovedet og så hendes øre kom lidt frem, dog rettede hun hurtigt på håret så hendes øre blev dækket til igen.

//inaktivt//