Regnen som væltede ned over byen, og indhyllede hende var en ganske god metafor for hvordan hun havde det inden i. Kold. også en ganske god portion rasende. At nogen havde været så snedig, så nedrigtig at overrumple hende i hendes eget hjem og dræbt hende. Hende! Dødssynden lyst. Hvilket hun jo så ikke var længere, et lavmeldt fnys forlod hendes næse. Hvis hendes halv søster regnede med, at hun ville lade denne kamp blive liggende. At hun ikke ville sende alt hvad hun havde, imod den ulækre undskyldning for lyst dæmon. Så havde hun noget af en overraskelse tilgode.
Men lige nu var det slet ikke det som der skulle være på dagsordnen, selvom det var svært for den kvindelige dæmon at tænkte på noget som helst andet. Havde hun jo desværre stadig andre ting der skulle ordnes, og der var ikke noget bedre end at få sine tanker anstedshen, end at rejse ud på havet. Hvilket var grunden til, at hun befandt sig her, diamantbugten, piraternes by. Siden at hun havde sagt farvel til sin gamle besætning for flere år siden. Var hun i nød af et nyt, eller i hvert fald et skib som hun kunne betale for at tage hende et meget specielt sted hen.

Døren til kroen blev smækket op, og hun trådte hen over dørtærsklen. Størstedelen af alle der var til stede, havde vendt deres opmærksomhed hen på hende. Fantastsik. Et smil dannede sig hen over hendes læber, og afslørede et perfekt hvid tandsmil. “Godaften” hun hæv hætten ned fra hoved, og hendes røde hår væltede frem. “lad mig ikke forstyrre jer mere, bartender et krus mjød” råbte hun til sidst, og bevægede sig igennem mængden til disken for at få den mjød hun lige havde bestilt. Med kruset i hånden vente hun sig rundt, og begyndte at betragte dem der var til stede. Nogle måtte da være kompetente nok til det hun skulle bruge dem til.

På trods af regnen gik Shinji rask afsted med et svagt smil på læben med Shura luntende afsted ved sin side. Han havde ikke været ude i mere end et par minutter, men han var allerede gennemblødt. Den mørkegrønne frakke hang tungt om hans slanke skuldre, og flere gange måtte han fjerne sine dreadlocks fra øjnene, fordi pandehåret blev ved med at klaske ned foran dem. Dette var dog på ingen måde nok til at ødelægge hans humør. Shinji var sjældent i dårligt humør, og selvom han egentlig havde fået et nej fra Amalia, var han stadig optimistisk omkring det. Han havde allerede udtænkt et par kompromiser. Nu skulle hun så bare lige komme tilbage fra første sejlads, før han kunne tage kontakt igen.

Shinji åbnede døren til kroen og rystede det lange hår fri for det værste vand til stor gene for de nærmeste gæster. "Åh undskyld" sagde han stadig i en munter tone, inden han satte kursen op til baren. "Goddag fatter. En flaske rom og en skål vand" sagde han, inden han kastede et blik på panteren, der gengældte hans blik. "Okay så. Og en rå kølle også" tilføjede han, som hans blik igen landede på krofatter. Krofatter nikkede og gik ud bagved, hvilket gav Shinji tid til at kaste et blik rundt på forsamlingen. En gangske nydelig kvinde fangede hans opmærksomhed, og han kastede et blik ned på panteren, der brummede til ham, hvilket fik ham til at grine. "Okay så. Så lader jeg den gå denne her gang" sagde han tydeligt rettet til panteren med et smil.

Krofatter kom tilbage, og Shinji satte skålen og dyrekøllen ned på gulvet til Shura, inden han selv skænkede sig et glas af rommen. Han havde dog ikke engang nået at tage sin første tår, før en mand prikkede ham på skulderen, hvilket fik Shinji til at dreje hovedet. "Der er nogle her, der ikke bryder sig om kæledyr. Specielt ikke et der er så stort som dit" sagde manden, hvilket fik Shinji til at dreje sig helt om og rejse sig. Med det samme var det som om, han blev 10 cm højere, og et gult skær kunne kort skimtes i de ellers lilla øjne. "Shura er aldeles ikke et kæledyr" svarede han med en stemme, der rent faktisk lød som om, han knurrede helt nede fra maven af. "Der bliver betalt for hende ligesom alle andre gæster, og du skal være glad for, at hun er i sit gode hjørne, for jeg kan ikke forhindre hende i at flå dig i småstykker. Jeg er ikke hendes herre, hun er min ven" afsluttede han, inden han vendte sig om igen. Hans vejrtrækning var blevet noget tungere, og det tog lige noget tid for ham at falde til ro igen.

Hendes blik gled over dem der sad i kroen, sugede hver detalje ind for at se om der var nogen værdige. Om der var nogen hun kendte, selvom hun ikke just var pirat længere. Så skadet det jo ikke at holde kontakterne ved lige, bestemt ikke når hun en dag som i dag, faktisk havde brug for deres hjælp. Også selvfølgelig at det gjorde det en del nemmere, at smugle tyvegodser fra andre verden til krystallandet via denne by. Det var som om at lovens lange arm efterhånden havde opgivet, at få styr på alt det kriminalitet der efterhånden foregik her.

Hendes opmærksomhed blev dog meget hurtigt fanget, da en ny ankom til kroen. Og ikke blot en mand, men en meget store kattedyr der var ved hans side. Betagende, igen blev hendes tænder vist i et bredt smil. Det kunne måske være noget? Blikket fulgte ham op i kroen, mens hun fugtede sine læber og tog en tår fra kruset. Hun sukkede igennem næsen, mens hun igen begyndte at gennemgå de folk hun havde med at gøre. Måske var det bare nemmere at melde hvad det var hun søgte? Men før hun kunne få tid til det, var der pludselig nogle andre stemmer der to fokus fra hende. Noget hun bestemt ikke var vant til. Men så igen, det var hellere ikke hverdag man så, så stor en kat og bestemt ikke en der så villigt fulgte en anden herre. en finger gled hen over hendes læber, interessant, yderst interessant.

“Siden hvornår har denne kro haft regler for hvad der måtte og ikke måtte være her?” hendes hofter rullede, mens hun langsomt gled over til dem der havde et lille argument kørende. Ikke fordi hun behøvede at hjælpe, det lignede ganskevist at manden havde det hele under kontrol. Men hvor hun dog elskede at blande sig. Hendes slanke fingre greb ham, som der i første omgang havde udvist sin utilfredshed, omkring hans skulder. Lod læberne glide ned til hans øre “Måske du bare skulle sætte dig ned, og passe dine egne sager?” der kom nogle store øjne hende imøde, mens hun gav ham hendes allerbedste smil. “Ingen grund til at komme op og toppes i dagens anledning vel?” manden hun havde fat i krympede hvad virkede som centimer under hendes greb. Et lille nik, indikerede at han nok skulle sætte sig igen. Årh hvor hun dog elskede denne følelse. Det fik det hele til at sitre i kroppen.

Hun vente opmærksomheden hen imod ham, som hun havde forsvaret vel og mærke. “Undskyld jeg blandede mig” hun gav ham et lille blink med øjet, inden hun vente tilbage til hendes øl, der stadig stod oppe i baren.

Shinji havde egentlig slået sig til tåls med, at manden nok ikke havde tænkt sig at give op, men da kvinden, han tidligere havde fået øje på, blandede sig, kunne han alligevel ikke lade være med at flytte opmærksomheden over på dem igen. Et nyt smil trådte frem på hans læber, da kvinden så let som ingenting fik manden til at trække sig. Det var virkelig sjovt at se på, men han var også klar over, at noget andet stak under, hvilket fik ham til at trække vejret ind gennem næsen en enkelt gang. Dæmon. Burde han være på vagt? Nok ikke, hun havde jo set ud til at ville hjælpe ham. Han kunne dog ikke lade være med at grine mildt ad hendes undskyldning, og han rystede på hovedet. "Ingen grund til at undskylde. Du klarede det meget mere koldblodet, end jeg ville have gjort" svarede han og sendte hende et smil. Selvom hans tænder var ganske velholdt, kunne han ikke hamle op med kvindens hvide smil. Det var dog ikke så nemt at se, fordi den hvide farve stod i stærk kontrast til hans ellers mørke hud.

Panteren brummede endnu en gang nede fra gulvet, og da Shinji kastede blikket ned på hende, mødte hans blik de gule øjne, hvilket fik ham til at sukke. "Hey, det var altså ikke mig denne gang" sagde han igen henvendt til den store kat. Der gik dog et øjeblik, hvor de bare så på hinanden, inden panteren igen vendte tilbage til sit kød, og Shinji rettede igen opmærksomheden på dæmonen. "Så hvad må jeg kalde min redningsmand? Eller i dette tilfælde kvinde?" spurgte han med en drillende undertone, som han sendte hende et nyt smil.

Hun nåede at fange at han snakkede til hende, som hun var på vej for at hente hendes drikkevare. Hendes fingre snoede sig rundt omkring hanken, inden hun vente tilbage til manden som havde fanget hendes opmærksomhed for nu. “Fortrækker at undgå unødig kamp” sagde hun med et selvsikkert smil, og valgte at trække en stol ud fra bordet og satte sig ned. Hun betragtede kort at han snakkede til sin panter. Hvilket gjorde det endnu mere tydeligt, at de to havde et helt specielt bånd. Et hun ikke valgte at kommenterer på, pånuværende tidspunkt. “Jeg går under flere navne” kom hun med en smule kryptisk, mens hun kortvarigt lød blikket vandret andre steder hen. “Nogen kender mig som St. Clair, andre som Avaion.. ganske få som Luxuria. Selvom jeg måske ikke længere er helt værdig af det sidste nævnte” serlvom hun sagde det hele ganske munter, var der en tydelig mørke som gled hen over hendes øjne “Men du kan kende mig som Avaion, det er det de fleste kalder mig efterhånden” afsluttede hun til sidst sin præsentation af sig selv. Endnu en tår af øllen flød ned i hendes mund. “Og hvad kan jeg kalde manden jeg lige har reddet?” hun hævet øjenbrynene, han var nu meget let for øjnene. Strålede af en god portion selvtillid. Og det virkede ikke som om han var særdeles nervøs for hvem eller hvad hun var. Så igen, hvis man valgte at hænge ud i denne del af krystallandet, var det tydeligt man var lavet af lidt hårde materiale end de fleste.

Shinji nikkede til kvindens svar, men han kunne ikke lade være med at smile drillende til hende. "Til gengæld er der andre tidspunkter, hvor det er rart med fysisk aktivitet." Den drillende undertone var slet ikke til at tage fejl af, men det var samtidig med fuldt overlæg, at han ikke specificerede, hvad han mente. Den måtte hun selv regne ud.
Shinji lyttede interesseret til hendes historie om navnene. Da hun var færdig, nikkede han. "Avaion" gentog han og sendte hende et smil. "Hyggeligt at møde Dem. Mit navn er Shinji" svarede han og smilet voksede en smule.

Der gik en rum tid, hvor Shinji egentlig bare sad og nippede lidt til sin rom (han havde ikke ligefrem lyst til at virke som dranker i det fine selskab, så han holdt sig lidt tilbage), inden en tanke slog ned i ham, og han rettede igen opmærksomheden mod Avaion. "Må jeg spørge, hvad der bringer Dem hertil? Jeg synes ikke, jeg har set Dem før" sagde han denne gang med en nysgerrig undertone i stemmen.

En lyd forlod hendes næse, der kunne betegnes som en mellemting, mellem et fnys og et grin, da han mente at noget fysisk aktivitet var godt. Jo, hun vidste udemærket godt hvad han mente, hvis hun af alle mennesker ville lade sådan en bemærkning gå hende overhoved. Ville man så virkelig kunne kalde hende en lyst dæmon? Hvis hun dog overhoved var det mere, et grumt udtryk gled hen over hendes ansigt, som hun tog en ordentlig slurk af hendes mjød. Et dybt suk forlod hendes læber, men det var så det sidste man så af hendes oprigtige følelser. Da et nyt charmerende smil gled hen over hendes læber, “Shinji..” hun fugtede sine læber, og lænede sig en smule tættere på “Fornøjelsen er helt på min side” smilet blev en smule bredder, inden hun lænede sig tilbage i hendes sæde. I et kort øjeblik faldt samtalen imellem dem, ikke at det gjorde noget. Der var ikke noget mere sigende, end når to mennesker kunne sidde ved siden af hinanden, uden at føle en træng til at starte en samtale op bare for at fylde stilheden.

Avaion sad selv og nød resten af hendes mjød, inden hun vinkede bartenderen an for at bestille en ny omgang mjød. Hun skulle lige til at høre, om hendes nye bekendtskab også skulle have noget. Men flasken var ikke nær tom, så hun lod være i denne omgang. Ingen grund ti at lade øl stå og blive lunken. Hun nåede lige at få det nye krus, da der blev spurgt om hvad hun lavede her. “Plejede faktisk at komme her ret ofte, det er godt nok... nogle år tilbage.” nok nærmere et helt århundret. Når man blev så gammel som hun, havde tid ikke længere nogen relevant indvirkning i hvordan man så den. Tid var flydende, den fortsatte selv hvis man blev stående. Den var sin egen mester, og det eneste man kunne gøre var bare at følge med. “Men jeg skal ud på et længere.. eventyr til havs, og mine gamle besætning er enden andet steds, eller ikke længere i live. Så det er hvad jeg laver her i dag, enden at finde en besætning som allerede har skib. Eller finde nogen som vil med på mit skib.” hun betragtede ham eftertænksomt, mens hun lænede sig helt tilbage i stolen og lagde det ene ben over det andet.

Shinji så et øjeblik lettere forbløffet ud over Avaions svar. Det var længe siden, nogen havde talt så pænt til ham, så det tog lige et øjeblik at komme sig over. Da øjeblikket (værende højst et sekund) så var ovre nikkede han og sendte hende et nyt smil. Denne gang med et hint af et charmerende glimt i øjet. Han vidste endnu ikke, hvor han havde dæmonen henne, så han valgte at gå lidt forsigtigt frem. Han havde ikke ligefrem lyst til at brænde nallerne og sidste gang, han var stødt på en dæmon (eller halvdæmon), havde det ikke ligefrem været en ret venligsindet en af slagsen.

Shinji lyttede tydeligt interesseret til hendes svar, og da hun var færdig, nikkede han med en forstående mine. Han var ikke selv ret gammel - mange andre væsner taget i betragtning - så han kunne ikke helt sætte sig ind i situationen, men han kunne snildt forestille sig, at tid var en relativ ting, når man passerede en hvis alder. Ikke at han vidste, hvor gammel Avaion var, men hendes udtryk taget i betragtning var det sikkert at skyde på, at hun havde en del år på bagen.

"Jeg kender til en kaptajn, der højst sandsynligt har plads på sit skib, men hun er desværre ude at sejle i øjeblikket. Jeg er ikke sikker på hvornår, hun vender hjem igen" svarede han ærligt. Han var selv lettere rastløs for at få lov til at tale med Amalia igen om hyre, men det var temmelig svært, når hun ikke rigtigt var i havn. 

Hendes udtryk i ansigtet, blev tydeligvis interesseret da han sagde han kendte en kaptajn. Men det faldt hurtigt igen, da hun fik at vide hun allerede var til havs og det ikke vides hvornår hun kom tilbage. Avaion sukkede lidt, og nikkede kort. Det var selvfølgelig en uheldig situation. Hun følte ikke hun kunne vente, især ikke når han ikke vidste hvornår hun kom tilbage. Måske kom hun aldrig tilbage, mange ting kunne ske på havet som man ikke selv var herre over. Var der noget som hun havde lært, så var det aldrig at undervurderer havets magt.

Hun fugtede læberne, og kiggede eftertænksomt rundt i lokalet. Hun havde fundet nogen tillidsfulde og dygtige hav rotter - mænd og damer. Men hun manglede stadig flere, hun kunne selv styre skibet. Det havde hun jo gjort før, men hun manglede en navigatør, en som kunne agerer som anden styrmand, og en dygtig udkigspost. Det var i hvert fald de vigtigste, så lidt ekstra besætning kunne ikke skade. Især når hun ikke vidste hvor langt de skulle. “Det var en skam, det kunne ellers være bedst hvis jeg blot kunne rejse med - det er billigere at betale for sin rejse, end at hyre folk.” hun sukkede kort, og vente derefter sit blik tilbage på ham. “Er du selv en sømand?”

Shinji sendte hende et undskyldende blik, da han så skuffelsen i Avaions ansigt. Han brød sig generelt ikke om at skuffe andre, men i denne situation havde han på den anden side intet valg. Han sendte hende dog alligevel et prøvende smil. ”Der findes andre sømænd, der ligger for anker på havnen, men jeg kender ingen af dem personligt, og jeg har ikke styr på mandskab, men det kunne nok ikke skade at forhøre sig ad?” foreslog han lettere prøvende. Han vidste trods alt ikke, om kvinden havde travlt eller ej.

Han nikkede til hendes konstatering. ”Det er helt bestemt langt billigere at købe sig plads på et skib” svarede han samtykkende. Hvis man skulle hyre en hel besætning, kunne det hurtigt blive en dyr affære. ”Ja det er jeg. Jeg er dog uden hyre lige i øjeblikket, men det er mest fordi, jeg er kræsen omkring kaptajner” svarede han ærligt.

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.