Medanien. Et frygteligt landligt og primitivt sted efter en storsnudet elvers opfattelse. Delegationen fra Elverly var taget til området for at hjælpe de fuldblodselvere, som var flygtet fra Dianthos, og som havde brug for deres hjælp. Som healerlærling fra Renaél endnu en gang blevet slæbt med - først til sin begejstring, derefter fortrydelse, da han fandt ud af, at turen var alt andet end spændende.
Elverfolket havde opstillet en lejr i et fredsommeligt skovområde, og den unge, lyshårede elver savnede allerede sin bløde seng. Hvad værre var - healermesteren havde en endeløs række af pligter til ham, og første gang Renaél så nogle af de sår, flygtningene havde påtaget sig, var han tæt på at besvime.

Efter et par dages arbejde lykkes det ham at undskylde sig med at have brug for "lidt frisk luft, og så kunne han jo lige så godt samle lidt urter på vejen", og stak af, inden der var nogen, der kunne finde på at sige ham imod. Han traskede gennem Medaniens bakkede landskab, mens han sukkede for sig selv. Ingen varme kilder, ingen bløder puder og ingen elvervin. Det var ikke nemt at være ham! 

Gåturen blev hurtig flere timer lang, uden at Renaél så et levende øje. Da han traskede hen over en bakkekam fik han imidlertid øje på noget, der lignede en form for landejendom under genopbygning, og han gik nysgerrigt nærmere. Det var sjældent han så noget af menneskeracens finere arkitektur.
En bevægelse nede ved en af bygningerne fangede hans blik, og han bestemte sig for, at det nok var bedre at melde sin ankomst, end at blive beskyldt for at luske rundt et sted, hvor han ikke hørte til. "Undskyld mig!" Råbte han derfor på krystalisiansk, mens han bevægede sig ned mod huset. 

De sidste par dage havde været udmattende, for at sige det det mindste. Den sidste uges tid, havde hun været ude på en af hendes små eventyrer for at skaffe flere penge til at betale for arbejderne, og havde set frem til at ligge i en blød seng i hendes eget værelse. Kun for at opdage at hele øvre etagen var en byggezoner, ingen af arbejderne var der længere fordi at pengene ikke var der til at betale for dem. Så hun havde fået fjernet en del af murstenen og ryddet op i det der på sigt skulle være opholdsstuen. Heldigvis var pejsen stadig intakt, det føltes stadig umådelig koldt om natten, især når man slet ikke følte sig hjemme. “Dette er på ingen måde tilstrækkeligt for en af minstatus!” kom der skingert fra hende, mens hun bevægede sig igennem de faldefærdige ruiner af et hjem. I hvert fald i hendes mening. Det var jo egentlig slet ikke fordi det var særlig slemt. Alle væggene stod, vinduerne var kommet i, taget læggede ikke længere og køkkenet var faktisk helt færdig renoveret. Hvis kronprinsessen skulle være helt ærlig over for sig selv, hvilket jo aldrig rigtig var. Havde det måske mere at gøre med, at hun savnede de store senge hun sov i. Følelsen af at hun svævede blandt bløde dyner og puder. Ikke følelsen af en stiv ryg, efter at have sovet lidt for længe på en kold underlag.

Hun gabte højt, som hun stod i køkkenet og kogte noget vand. Mens hun overvejede hvad hun skulle have til morgenmad. Måske lidt for sent på dagen, og det var vel nærmere frokost eller endda tidlig aftensmad. Ikke at hun gik særlig meget op i det. Hun havde ingen at stå til ansvar over for, ingen andre end sig selv. Hun fugtede langsomt læberne, da hun pludselig så en skikkelse komme nærmer grunden. På få sekunder gik hun fra træt og ugidelig at kigge på, til fuld fokus i øjnene og en rank figur. Kun iført hendes natgarmer som var en svævende kjole. Hæv hun en kniv frem fra hendes lår, vinduet ved hendes side blev langsomt åbnet fra hængslerne, mens hun sneg sig ud af det. Hun forventede ingen gæster, eller nogen af arbejderne for en gang i næste uge. Så meget varsomt, begyndte hun at snige sig rundt om bygningen for at komme tættere på denne uventede person. For at se at det var en elver der havde forvildet så lidt for langt væk, fra dens bosted.

Hun slappede dog lidt af, da hun så han ingen våben havde trukket, og han valgte at melde sin ankomst. Uden at give sin påklædning, trådte hun ud fra sig skjule og stod nu nogle få meter foran ham. “Hvad kan jeg hjælpe med?” hele hendes kropsholdning fortalte, at hun bestemt ikke var en almindelig bondepige. Hvis farven af hendes hud, accenten i hendes stemme og det svævende hår der bølgede i vinden. Ikke allerede havde afslørede hende. Hendes klare blå øjne betragtede ham, som var hun mindre værd end hende, og forlangte et prompte svar.

Renaél var iført de klæder, der kendetegnede ham som en arbejder i skovelvernes healerhus. De bestod af en mørkegrøn kofte holdt sammen af et bælte, hvorfra der hang små tasker og poser til urter. Koften var prydet med healerhusets symbol: en plante der slyngede sig om en åben hånd. På benene havde han bløde bukser og støvler, og hans skulderlange hår var for nu holdt tilbage af et bånd, så det ikke kom i vejen, når han arbejdede.
Ikke at han på nogen måde var i gang med at arbejde nu. Det eneste våben, han bar, var en lille urtekniv, som han bestemt ikke kunne finde ud af at forsvare sig med - det var ikke gået op for den unge elver, at det måske kunne være farligt at bevæge sig rundt alene.

Skikkelsen, der kom rundt om huset, viste sig at være en kvinde. Og langt fra hvilken som helst kvinde: den unge elver nærmest måbede ved synet af det bølgende, skinnende hår og usædvanlige hudfarve. Han skyndte sig at fjerne båndet fra sit hår og køre en hånd gennem det, for at han skulle tage sig lidt bedre ud.
"Undskyld min gode frøken. Jeg var blot på en lille udflugt i dette besynderlige land, da jeg stødte på huset her. Bor De her alene?" Et smil spillede over hans læber, som han fuldstændig valgte at ignorere den nedladende tone i hendes stemme. Han havde aldrig set en skabning som hende, der fik Medaniens simple bondepiger til fuldstændig at blegne, og han havde med det samme sat sig for at lære hende bedre at kende. 

Hun hævede sit ene øjenbryn. Nuvel, han kunne da finde ud af at tiltale hende på en måde der var til at tolerer. Hvilket der ikke skulle meget til, med den måde hun skulle finde sig i, at flere af bondeknægtene bestemt måtte have en fod eller klud i munden. Et lille smil begyndte at spille på hendes læber, mens hun løftede op i kjolen og førte kniven tilbage i dens hylster. Hun satte sin ene hånd i hoften, mens hun lagde hoved lidt på skrå. Som kiggede hun først rigtig på ham nu; “På nuværende tidspunkt, ja” hun kiggede tilbage imod huset, før hendes blå øjne igen fandt ham. “Ikke at det er meget at se på lige nu.” hun løftede igen sit ene øjenbryn, mens hun betragtede ham lidt mere. Et eller andet var genkendeligt omkring de klæder, ikke at hun havde befundet sig synderligt meget blandt elverne. Hun tænkte kort, at hun faktisk slet ikke havde været i nærheden af deres by. Mest fordi det lod nogle ganske irritable minder til at komme til overflade. Faktisk. Hun lagde hoved lidt på skrå, han kunne godt ligne lidt Theaoden.

Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding. “Nå, men det er vel uhøfligt ikke at tilbyde en rejsende på noget te og brød.” hun vente sig rundt, som et tegn på at han skulle følge med hende. Ikke at hun havde tænkt at bruge sin eftermiddag på at underholde gæster. Men hun kunne vel næppe sende en rejsende væk, uden i det mindste at fylde lidt i hans mave.

Renaél fulgte hendes håndbevægelse med øjnene, da hun satte kniven tilbage i bæltet. Han kunne ikke helt bestemme sig for, om han fandt en kvinde, der kunne forsvare sig selv intimiderende eller fascinerende. Et blik på sølvskæret i hendes hår fik ham til at bestemme sig for det sidste.
Spørgsmålene var mange, som han gloede op mod huset. Det trængte tydeligvis til en kærlig hånd, og han troede ikke, at hun ene kvinde var i stand til at klare arbejdet. Måske havde hun folk der kom og reparerede på det.. men hvorfor slå sig ned i en faldefærdig herregård til at begynde med?

Hendes grundige blik på hans krop fik ham til at ranke sig lidt og skyde brystet fremad. Det faldt ham ikke ind, at det var klæderne hun betragtede - den unge elver havde helt andre tanker, og begyndelsen på et lille, smørret smil lurede i hans mundvig. Han håbede, at hun kunne lide, hvad hun så!

"Det ville jeg bestemt ikke sige nej til, hvis De byder." Svarede han kækt. Han faldt i trit bag hende og benyttede lejligheden til at lade blikket glide ned over hendes krop. Det smørrede smil om hans læber blev større. Det kunne umuligt være et dårligt tegn, at hun inviterede ham indenfor!

Hendes øjne blev en smule smalle, da hun hørte kækheden i hans stemme. Vidste han hvem han talte til? Hun kiggede flygtigt over skulderen, på hans smil. Nej tydeligvis ikke, den uvidende næsvise lille knægt, havde sikkert misforstået hendes venlighed, eller gæstfrihed. Hvad man nu skulle kalde det, oh vel. Der var vel ikke så meget hun kunne gøre ved givende tidspunkt, hun kunne vel næppe få sig selv til at gåtilbage på sit ord. Nu når hun havde tilbudt ham at han kunne komme ind. Hun gik hen til. Hoved døren, for at lukke dem begge ind, da det gik op for hende, at den jo af gode grunde var låst. Hun sukkede en anelse provokeret over hendes egen tanketorsk. “Vent her, jeg skal... lige have åbnet døren.” hun vente sig rundt gav ham et lille blink med det ene øje, og forvandlede sig i et med luften. Det kun nu aldeles hurtigere, end at gå rundt om huset.

Der gik ikke mange sekunder, før hun kastede sig ind igennem vinduet, landede let og elegant på et rullefald. Hun børstede lidt støv af sin kjole, og begyndte en lidt udfordret vandring hen imod døren. Der lød nogle bump og nogle ikke særlig fine ord der kom fra hendes mund. Før hun endelig fik boltret dørens lås op, og åbnede den for hendes gæst. “beklager, arbejderne er ikke kommet så langt med renovationen som jeg havde håbet... Kom ind” afsluttede hun, og slå hånden ud for at velkomme ham indendøre. “Velkommen til mit hjem... Ikke så meget af prale over, bestemt ikke sammenlignet med mit andet.. Mit navn er forresten Azura Saeclum” betragtede ham kort, for at se om han havde nogen idé om hvem hun var. Selvom hun ikke regnede med det, væsnerne her i krystallandet var yderst, primitive i deres historier omkring andre lande.

Renaél havde ingen anelse om, at Azura muligvis ikke tænkte helt så høje tanker om ham, som han tænkte om sig selv. Han havde netop mødt en smuk kvinde på sin rejse gennem landet, og hun havde naturligvis, da hun havde set hvor charmerende et væsen han var, med det samme inviteret ham indenfor i sin bolig. Det hele kunne i den unge elvers hoved ikke være meget bedre!

Hans ansigtsudtryk ændredes til et let måben, da hun gik i et med vinden og fløj op mod vinduet. Hans overbevisning om, at hun var alt andet end et almindeligt menneske steg - det samme gjorde hans nygerrighed for at finde ud af mere om hendes væsen. 
Inde fra huset hørte han nogle bump og en .. banden? Han gned sine spidse ører lidt, men han havde ikke hørt forkert. Det var ikke mange kvinder, han havde hørt tale sådan.

Da hun åbnede døren, var det charmerende smil dog tilbage på hans ansigt. "Det er skam helt i orden, Frøken Saeclum. Jeg takker mange gange.." Han trådte inden for i boligen og så sig omkring. "Mit navn er Renaél Runeldt - Jeg er rejst hertil fra Elverly sammen med mit folk for at hjælpe flygtningene i området. Hvad bringer Dem til Medanien?" Han gik næsten ud fra, at hun ikke var født her. Medanien tilhørte simple bondefolk - ikke svævende smukke væsner som Azura.

Hun fik et lille kækt glimt i øjet, da han ikke virkede som om han vidste, hvem det faktisk var der stod foran ham.
Da han var trådt helt inde i rummet, lukkede hun døren bag ham. Hun lyttede til hvem han var, og omkring hvorfor han befandt sig her. “Jamen velkommen til mit ydmyge hjem Renaél - følg endelig med.” hun gik ind foran ham, og begyndte lige så stille at bane sig vej igennem gangen til køkkenet. Det var tydeligt at se, at der havde været folk i gang med at renoverer bygningen indvendig også. Koste, stier og en enkelt trillebør stod stadig fremme. Der var flænger i fundamentet, og nogle af vinduerne havde slet ikke noget glas vindue endnu - men bare en træblade foran. “Jeg er en omrejsende eventyrer, så da jeg kom til Krystallandet, havde jeg intet sted at bo. Det var ved et tilfælde jeg hørte om bygningen her. Så derfor er jeg her nu.” hun var en del mere forsigtigt med at vise Renaél rundt i gangen, end hun selv havde været da hun skulle hen til døren for at lukke ham ind.

Der gik ikke mange minutter før de ankom til køkkenet. Det var tydeligt, at dette før havde været en herregård, hvor både tjeneste folk og en ganske velhavende familie havde boet. Køkkenet var delt sådan op, så der var et spisehjørne, adgang til et viktualierum, udgang til en køkkenhave. Og for at komme ind i den, stadig ikke eksisterende spisestue, var der en gang med højeskabe fyldt med service. Køkkenet var lyst, hvid kalket og nogle flotte beige sandsten. Det var tydeligt at der var lagt ganske stor kærlighed i, at gøre dette rum helt perfekt. “Du kan tage plads ved bordet, så finder jeg noget spiseligt frem og laver en kop te.”

Renaél trippede af sted efter hende og undgik omhyggeligt at træde på redskaberne. Han var ikke en håndværker, og forstod ikke, at det krævede sådan et postyr, tid og mængde af redskaber at sætte et hus i stand. Men så igen.. elvernes byggehåndværk var også noget anderledes, og der blev brugt en del mere magi undervejs.
"Ser man det.. og hvorfor lige Medanien? Her er så fladt og landligt .. ja, undskyld mig, men De er jo en diamant blandt almindelige sten, når man betragter lokalbefolkningen her.." Konverserede han. Komplimenterne hang løst på den unge elver, når han var i nærheden af attraktive kvindfolk.

Køkkenet stod i skarp kontrast til "stuen" og så ud til at være et af de rum, der rent faktisk var kommet på plads. Lidt nysgerrigt så Renaél rundt, da det gik op for ham, at det nok mere eller mindre var første gang, han stod i et ikke-elver-hjem. Han kunne godt lide den lyse, stemningsfulde indretning.
"Mange tak skal De have." Svarede han og skyndte sig at tage plads ved bordet. Hans øjne fulgte stadig hendes bevægelser rundt i køkkenet.

Hun klukkede let over hans bemærkning om at hun var en diamant mellem almindelige sten. Så han virkelig andre i dette landskab som dette? Hun skævede kort over sin skulder, som hun fandt forskellige fornødenheder frem. Hun havde et brød fra gårsdagen, som hun havde købt hos den lille buttede bager nede i byen. Hun fandt en smule tilbehør frem, ikke meget - og meget simpelt og nok ganske kedeligt i hendes mening. Især når hun kendte en del flere eksotiske frugter fra hendes eget hjemland som hun savnede noget så inderligt. Hun satte det på bordet, mens hendes øjne igen lagde sig på ham, hun næsten drak ham ind. Ikke i nogen sensuel vej, nej nærmere som et nysgerrigt dyr der skule finde ud af hvad der havde forvildet sig ind på deres territorium. “Så - Renaél - kommer du tit ud for problemer?” spurgte hun med et smil på læberne, mens hun hældte den stadige varme vand ned i tekanden hvor te bladende begyndte at give en dejlig blomstret duft i rummet.

Hun satte tekanden, hentede to kopper, og satte sig over for ham. “De må endelig tage for dem hvis de er sulten. Jeg har mere skulle det være tilfældet.” sagde hun imødekommende, hendes mundvige lavede en lille sammentrækning. Det var stadig svært for hende at være så venlig over for folk, hun var vandt til at finde en falsk personlighed frem over for andre adelige. Og overfor fremmede af ingen status gav hun typisk ingen tanke. Kun dem der var tættest på hende, viste hun en oprigtig venlighed over for. Men en ting hun havde lært efter hun var kommet til krystallandet, hun kom ikke langt ved at storme frem og proklamere at hun skulle have forskelsbehandling blot fordi hendes åre var fyldt med blåt blod i årene. “Ah, jeg fik vidst hellere aldrig svaret på dit spørgsmål. Hvorfor Medianen? Det opfyldte mine behov for nu - og fordi Paladset allerede havde en beboer.” den sidste sætning, kom med endnu en af hendes lette klokken, for at understrege at dette naturligvis var en spøg.

Renaél tog en dyb indånding gennem næsen, mens duften af blomster spredte sig i rummet, og han glædede sig over heldet, der havde ledt ham til Azuras hjem. Netop som han havde været på nippet til at vende om - træt i fødderne og af det ensformige landskab - havde vejen ledt ham forbi denne smukke kvinde. 

"Problemer?" Udbrød han leende. "Nej, det vil jeg ikke påstå. Ikke noget jeg ikke kan håndtere - hvorfor spørger De?" 
Det var naturligvis en løgn, men en der kom let til ham. Det kunne ikke falde elveren ind at indrømme, at han altid rodede sig ud i ting, han ikke selv kunne klare. 

Han tog imod tekoppen, der blev sat foran ham. "Jeg takker." Svarede han glædeligt. Det var ikke faldet ham ind, at hun muligvis så ham som en besværlig gæst, der skulle sendes på porten igen. Nej, hvem ville dog ikke holde af hans gode selskab?
"En ambitiøs kvinde! Det kan jeg lide at høre." Udbrød han leeende, da hun nævnte paladset. Jovist var det en spøg, men det var tydeligt, at hun ikke var bestemt til at være bondekone. Ikke at nogle af bondekonerne ikke havde deres charme - og de var nemme at sno om sin lillefinger, men det var der jo ikke noget morsomt i. 

Hun tog en frisk blomme og bed et stykke af, mærkede den søde og syrlige smag der spredte sige hendes mund. Hun smilte imod ham, som hun satte sig ned på en stol ved spisebordet. Smilet var kommet da han fortalte hende, at han normalt aldrig rodede sig ud i problemer. Hvorfor fik hun følelsen af, at det bestemt ikke var sandheden? Alt omkring ham, fortalte hende, at han var en lidt rodløs ungelver; en knægt der ikke havde fundet stien i livet han ville følge. Og bestemt ikke var særlig god til at følge de ordre der blev stillet ham. “Årh, ikke for noget” svarede hun med et glimt i øjet, som hun kortvarigt kiggede ud af vinduet til køkkenhaven. En tydelig undertone lå i hendes svar, at hun bestemt havde ment noget med spørgsmålet, men ikke valgte at kommentere yderligere.

“man bliver jo nød til at starte et sted, hvis man gerne vil blive noget i dette liv.” hun talte som en, der var flere hundrede år gammel, når sandheden blot var, at hun var blevet oplært af nogle ganske tørre og ældre mænd. Så selvom hun var yngre end manden foran hende, ville man nok ikke kunne høre det når de sad og snakkede. 

Hun blev færdig med at spise blommen, som havde ligget i frugtkurven i midten af spisebordet. Hun hældte te op til dem begge. Og lænede sig tilbage i stolen mens hendes øjne betragtede ham nøje. “Så du er kommet her for at hjælpe flygtninge... men fortæl mig - hvad laver du så ude på tur?” 

Renaél tog imod tekruset, der blev budt ham med et smil. Han indsnusede dampene fra den varme væske og stillede det derefter på bordet foran sig. Endnu for varm til at drikke - han ville nødig gøre sig til grin ved at brænde sig på tungen som det første.
Hans blik fulgte hendes mod vinduet. Havde det noget at gøre med de omtalte problemer? Der så dog ikke til at være noget farefuldt på vej, og han vendte i stedet endnu engang opmærksomheden mod den unge, smukke kvinde foran sig med et charmerende smil på læberne.

"Jeg har ikke selv haft fornøjelsen af at se så meget til området, siden vi ankom .. Da jeg var færdig med mit arbejde, gik jeg en tur for at samle urter." Svarede han smilende. Det var ikke helt sandheden - han havde egentlig ikke været færdig med arbejdet, men healerne var på dette tidspunkt så trætte af deres uduelige lærling, at ingen havde ænset ham et blik, da han annoncerede sin gåtur.

Det kunne godt gå ham lidt på, at han var så ringe til arbejdet, men han var virkelig ikke skabt til at helbrede folk, selv om han havde magien til det. Desværre havde de ældre besluttet sig for, at han skulle sættes i gang med noget, og ingen magi skulle gå til spilde. Lære det måtte han - men det ville koste blod, sved og tårer. Og adskillige århundreder, sandsynligvis.

Hun nikkede ganske forstående, hun blev lidt mindede om hende selv. Den gang hun selv var blevet tvunget igennem diverse træninger, for at blive gjort klar til en dag at overtage tronen. Måske var det lidt det samme, hos den unge elver. Men selvfølgelig kunne hun jo ikke gøre sig klog på det, da hun desværre var en smule uvidende omkring den elviske kutyme  i krystallandet. Hun fugtede læberne, og betragtede ham med nogle nysgerrige øjne.

“Hvis det er okay for mig at spørger, har du så måske lyst til at fortælle noget omkring hvordan i lever?” hun lænede sig frem, og støttede sin kæbe imod hendes hånd. Et ganske uskyldigt smil, spillede på kronprinsessens læber, hun havde ikke noget ondt i tankerne omkring hendes spørgsmål. Ikke på nuværende tidspunkt – hun var af natur bare ganske nysgerrig.

“Oh! Og hvis du er god til urter, kan du så anbefale mig, hvad jeg kan putte i min have?” hun fik et lidt mere glædes spild i øjnene, da hun nævnte det sidste. Hun havde længe overvejet hvad hun skulle plante derude. Især da hun måtte indse, at have arbejde nok aldrig blev hendes – forte.

"Hvordan .. vi lever?" Han så lidt overrasket ud over spørgsmålet, men tog det hurtigt til sig, et smil spillende om hans læber. Det måtte være fordi, hun var interesseret i ham og hans folk! 

"Vi holder til i Lindeskovenes dyb.. du har måske ikke været der, det er nord for Dianthos så ganske langt herfra. Vi lever i hytter, der bliver bygget direkte ud af træerne, så vi lever langt mere sammen med naturen, end folk her.." Han var lige ved at sige "de primitive mennesker", men han ville helst ikke fornærme hende, når hun jo tilsyneladende havde valgt at slå sig ned her i Medanien. 

"Skoven giver os al den føde, vi har brug for, og elverspejderne passer utroligt godt på området.. " Forsatte han, tydeligvis glad for sit hjemland. "De skal være så velkommen til at besøge det en dag. Jeg tror, at De ville sætte pris på skønheden." 

Han løftede tekruset til læberne og pustede på indholdet. "Til Deres have.. skal det være nyttigt eller kønt?"

Hun lyttede meget interesseret i hvad han fortalte hende. Og kunne tydeligt se at der var står kontrast til de elver, der levede tæt på hendes kongerige. De levede lige som, de mennesker her i medianen. Måske var det derfor, at hun havde valgt at slå rødder her. Hun drak mere af teen, og sørgede for at hæle op til dem begge skulle de have løbet tør imens de havde siddet og snakket. 

“Jeg tror du har helt ret, det lyder umådelig smukt.” nikkede hun eftertænksomt, det mindede hende lidt om den måde hendes eget rige var bygget op. Men i stedet for træer så var det bjerge. “Mit eget hjemland, er bygget højt oppe i bjergende, ved magi har vi udformet bjerge til at være vores huse og paladset. Vandfald falder frit imellem platformene der har hængende broer så man kan komme fra platform til platform. hun pustede på den varme te og tog en tår. “Måske en dag, du kan vise mig rundt på Elverly, det ville jeg sætte umådelig meget pris på.” hun sendte ham et meget tydeligt charmerende blik. Det var nu en meget skøn ung elver hun sad over for, hun blev mindet om en af dem fra landsbyen der lå i hendes hjemland. Lige så naiv så det næsten ikke var til at bære. “Åh med haven, jeg vil gerne have lidt af hvert? Landet her så umådelig kedeligt, vil gerne bringe en masse skønne ting til. Men man må desværre også være praktisk en gang imellem” hun sukkede en smule dramatisk, mens hun lænede sig tilbage i hendes stål.

Renaél drak en tår af teen, mens han lyttede til hende. "Dit hjemland lyder også umådeligt smukt .. men du vil hellere være her?" Han lød lidt nysgerrig, nu. Han ville aldrig slå sig ned et sted som her i stedet for Elverly. Langsomt satte han koppen tilbage på bordet.

Hendes smil var tiltrækkende, kunne han ikke undgå at bemærke, lige som hans øjne fulgte bølgerne i hendes lange hår og kurverne i hendes krop, når hun bevægede sig. Det var svært for ungelveren at undgå at være betaget..

Nåh ja, haven. Han forsøgte at tænke over, hvad der ville glæde hende mest - han var ikke ligefrem nogen gartner, men det var svært at opvokse i Lindeskovene blandt dets folk uden at få bare en lille forståelse for Krystallandets planteliv.
"Så.. eksotiske blomster. Jeg har hørt, at de gror nogle smukke ting i Rubinien, på trods af dets barske natur.. mon ikke nogle af deres handelsmænd af og til kommer forbi Fredskilde og sælger frø?" Foreslog han. Hvis hun ønskede at bringe en masse skønne ting hertil, måtte man se ud over Medaniens grænser. "I mit hjemland har vi naturligvis også meget at byde på .. jeg er personligt glad for Elendils Roser som har en vidunderlig duft.."

"Nytteplanter bør naturligvis være i enhver have.." Gav han hende ret. "Avanyas Hyld er rigtig god til at tage smerter og feber.. Måneskinslinjer er mere helbredende, men kræver lidt snilde med at skabe den rigtige mikstur." Han lod blikket glide over hende og overvejede, i hvor høj grad "hendes slags" havde brug for healing. Derefter trak han på skuldrene og smilede. "Øh, og måske bare nogle krydderurter.."

Hun trak på skuldrene, som han spurgte om hun hellere ville være her.
“Mit folk er kendt for at være vandre, det er lidt vores essens. Alt det der med vinden har ingen herre og vil vandre hvor den har lyst” hun viftede en smule nonchalant med sin hånd, og kiggede ud imod hendes have. “Jeg havde brug for se noget af verden, og det er virkede som et godt sted at slog rødder” hendes blå øjne vente sig imod elveren, da han begyndte at snakke omkring de ting hun kunne plante i haven. Hun nikkede og lyttede uforbeholdent efter, som hendes albue lagde sig på bordpladen, og hånden lagde sig som en stol mod hendes hage.
“Interessant” næsten spandt hun, som hun lænede sig frem imod ham, og lagde hoved på sned. Han var nu også meget pæn at kigge på, mon han var lige så nem at manipulerer som han opførte sig?
Han sidste sætning fik hende dog til at grine, krydderurter. Selvfølgelig, det kunne hun nok have tænkt sig selv, men derfor var det stadig sjovt den måde han virkelig prøvede at føje sig efter hvad hun havde bedt ham om. Hun rejste sig op, mærkede hvordan at håret svajede luftigt rundt omkring hendes krop.
“Måske du ville kigge på en sammen med mig? Jeg er ikke helt sikker på hvordan man ordner jorden.. Og jeg må helt bestemt ind til Fredskilde i morgen tidlig, og se om jeg ikke kan finde alt det du beskrev for mig.” hun trådte hen til der hvor han sad, og stoppede op og lod fingrene ligge sig på hans skulder. “Elendils roser, er det noget man som .. min slags kan få fat i?” hun bøjede hoved ned imod ham, og gav ham et brilliant smil. De blå øjne betragtede den unge mand foran sig, selvom han meget givet kunne være flere år ældre end hende.

Renaél tog endnu en tår af teen, før han stillede koppen fra sig og låd hånden glide gennem det halvlange, lyse hår. Endnu engang smilede han bredt. "Det lyder også spændende at vandre!" Nikkede han, selv om han tvivlede på, at han selv ville bryde sig om det. Der ville være frygteligt langt mellem de varme kilder og elvervinen..

Han forstod ikke helt hvad hun grinede af, men skyndte sig at lade sin latter slutte sig til hendes. Hans stemme var ganske lys, ikke fuldstændig drenget, men stadig et langt stykke fra en menneskemands ofte dybe røst. Tonefaldet i hans elveraccent var syngende. 

Han fulgte hendes bevægelser med øjnene og den lette fornemmelse af hendes fingre på hans skulder fik en lille, behagelig kuldegysning til at løbe gennem kroppen på ham. Han var ikke i tvivl om at den mystiske, smukke kvinde fandt ham tiltrækkende, og tanken om hvad hun kunne finde på ellers at bede ham om af tjenester fik et smørret smil til at danne sig om hans mundvige.
"Jeg tror ikke, at de vokser uden for Elverly, men jeg medbringer gerne nogle frø til dig, næste gang jeg er på disse kanter.." Tilbød han. "Jeg vil naturligvis meget gerne kigge på din have.. skal vi gøre det med det samme?" Spurgte han og så op mod hende med et glimt i de lyse øjne. 

Så – dejlig – nemt.
Det var ikke fordi hun ønskede at manipulerer ham til at gøre noget – nej vent, hun ville bestemt se hvor langt hun kunne trække den unge elver mands naivitet. Selvom, hun var jo ikke helt uden hjerte. Han skulle da bestemt få en belønning for hans hårde arbejde når hun var færdig med ham. Så meget var hun da sikker på. Selvom, han måtte gerne grine noget mere, den var næsten fortryllende – så måske havde han et e’s i hans ærme han ikke en gang selv var helt var klar over.

Hun kunne mærke, hun havde gjort det rigtige da hun havde rørt ved hans skulder. Som han gav lidt efter i kroppen, der hvor hun havde rørt ham. Desuden var det smil der formede sig på hans fyldige læber, slet ikke til at tage fejl af.
Hun tog en dyb indånding og lagde hoved på skrå igen, mens hendes næsten lysende blå betragtede ham. Så han ville gøre det med det samme? Åh, han var bestemt alt for naiv til denne hårde og mørke verden. Forhåbentlig havde han nogen der kunne passe på ham – når han ikke vandrede afsted alene. Hvilket nok allerede svaret hendes spørgsmål allerede dér.
“Eller jeg må komme til Elverly, også kan du vise mig rundt” spandt hun igen, og lod fingrene danse hen over hans skuldre.
“Ja det ville være helt fantastisk hvis du ville det! Kom med mig!” hun drejede elegant og næsten dansende rundt på fodballen som hun viste ham vej ud til hendes have, som hun var i gang med at lave. Og som han ville se, var der afmærket en del. Men hun havde bestemt ikke fået gjort det helt som man skulle. Ikke om hun vidste, hvor meget forstand han faktisk have på have arbejde. Men, hvis hun kunne sidde og nyde en smuk mand arbejde – hvorfor skulle hun så sige nej? “Som du måske kan se, er jeg lidt på bar bund omkring det hele” små lå hendes klokkende latter, som hendes blik vandrede hen over hans skikkelse.

Desuden kedet hun sig, det havde været næsten en hel uge siden Morgoth var taget afsted. Hun var jo ensom! stakkels hende, tænkte hun i sit stille sind, som tænderne greb fast i hendes underlæbe.