Det var rart endelig at befinde sig i en skov igen efter så lang tid i Kzar Moras hærgede bjerglandskab. Træernes mørke kroner lukkede sig over Pantaleon, som han foruroligende stille for en kat i hans størrelse, bevægede sig mellem skyggerne. Hans blik var fæstet på et dyr, en hjort, græssende alene og ubeskyttet i lysningen lige foran ham. Så fristende....
Hans gyldne øjne glimtede let som han tog et forsigtigt skridt tættere på. De var alt der kunne ses i skyggerne, der svøbte sig så meget om ham som stilheden gjorde det over skoven. Noget havde opdaget ham, skønt det endnu ikke var maden og natten holdt vejret...

Til et smæld af træ mod træ rev stilheden itu.
Hjorten løftede hovedet og stak så af.

Pantaleon så efter den, som den forsvandt i mørket og underskoven, før han vendte sig i den retning forstyrrelsen var kommet fra. Den havde ikke været en skovlyd og det var altid værd at undersøge. Især når det kostede ham...
En tykning af underskoven krævede han bevægede sig i en bue, der førte ham til en anden lysning. Et bål blussede i midten og en skikkelse sad ved det. En lille skikkelse. Pantaleon betragtede den, men intet ved den virkede truende eller specielt voksent. Det så også ud til at være den der var skyld i larmen før. Noget der var nok til at få ham til at forlade underskoven og skyggerne og cirkle bålet så han nærmede sig skikkelsen fra bag bålet.

Det var mere skræmmende end hun havde forestillet sig. Sådan at tage afsted uden at tænke over hvilket konsekvenser det kunne have. Men det havde været så fristende. Trods Kais manglende entusiasme omkring sin rejse, havde det alligevel tændt en gnist i den unge Lin der ikke alt for mange måneder senere havde samlet mod til at tage afsted. Ville munkene blive sure? ork ja, men det blev de jo over næsten alt. Dagene var fine! Nætterne var problemet. Der var mørkt, og hun vidste ikke hvad der gemte sig derude, og som tiden var gået blev hun mere og mere klar over at hun var alene.

Trods alt havde hun nogenlunde styr på at holde sig selv i live ved at finde drikkevand, mad og holde sig varm ved et bål. Hun tænkte ikke over hvad et bål også kunne tiltrække hende af opmærksomhed, som hun smed et stort stykke træ på bålet og derefter placerede sig i skrædderstilling foran det.
Kiggende ind i de varme flammer og varmede den spinkle krop. Intet opdagede hun i skyggerne, før en bevægelse der kom ud derfra fik hende til at løfte blikket og fryse fast til stedet.

Hendes mund stod let åben, øjnende var på størrelse med tekopper og hun rørte ikke en muskel. Et stort kattelignende dyr var kommet frem. Det var stort, det var faretruende stort. Og des gule øjne der betragtede hende som den kom tættere på var absolut ikke nogen trøst. Titusind tanker gik igennem hovedet på hende, mens hun forsøgte at gentvinge sig adgang til kroppen. Hun skulle væk! Men hendes ben var som forvandlet til sten af forskrækkelsen, og den frygt hun ikke ville stå ved fyldte alle afkroge af kroppen i dette øjeblik.

Skikkelsen ved bålet så ham først ikke. Fanget som den var af de dansende flammer og den lidenskab der var deri af fortærrelse af træet. En kraft udnyttet gennem tider men aldrig tæmmet og som nu blændede den lille fra hvad nærmede sig.
Et nemt byttet havde han været til bytte af den slags.
Men det var han ikke.
Stille og stadig på forbløffende lette poter, fortsatte han sin cirklen rundt om bålet. Bag ham trak skyggerne sig sammen og slørede skoven med dybere mørke, varslende ilde for hvad han var eller hvad kunne følge. Hans gule øjne hvilede ufravigelige på skikkelsen som han tog den helt ind. Et barn efter alt at dømme.
Et barn hvor intet burde findes.

Han flyttede poterne langsommere nu, som han kom rundt og var helt oplyst af bålet. En sort kat fra fortidens mareridt, men uden at virke truende. Ikke længere. Ikke overfor et barn.
Skyggerne havde løsnet sig fra bag ham og ladet skovens naturlige mørke om at skærme dem bag bålet, som han puffede til ungen med snuden og trak hendes duft ind. Frygt og skovens friskhed. Ingen våben der, ingen trussel af stål.
Roligt trak han sig lidt tilbage og så afventende på hende. Ville hun skrige nu, hvor den første skræk havde lagt sig? Forsøge at flygte mod al fornuft? Noget andet?

Hjertet sad oppe i halsen af hende. Pumpede blodet så hurtigt rundt i den lille krop at det susede i ørene. Hun begyndte ufrivilligt at dirre ganske let - ikke direkte ryste af skræk, men mere hendes krop der forsøgte at tvinge hende til at foretage sig bare et eller andet! Lin sad med let åben mund, som en forskræmt kanin der et eller andet sted bare ventede på sin undergang. Men katten skiftede karakter.

Mørket løsnede sig op fra bag den, som forandringen kom. Lin var ikke sikker på hvad det betød, og desværre gav det hende ikke megen trøst, eller mindre urolig for den sags skyld. Men fik hende til at lukke munden og synke. Endelig kom der en smule liv i hende, som dyret nu var så tæt på at den kunne røre hende. Hun skiftede position til at skubbe sig lidt væk med sine fødder, men ikke nok til at forhindre katten i at nå hende. Den store snude puffede til hende.

Hun gik i stå, imponerende endnu mere end hun i forvejen var. Som dyret trak snuden til sig og trak hovedet tilbage, kom der en halvkvalt lyd fra Lin der huskede at trække vejret igen. Den.. var ikke fjendtlig? Lin lagde hovedet på skrå og selvom hun stadig var bange, var det som om frygten blev ædt op af nysgerrighed der skinnede ud af de klare øjne. Hvad.. i al verden var det hun sad foran. Eller halvt lå i en kravlende tilstand. Langsomt trak hun sig op at sidde mere normalt igen. Men hvis den ikke var fjentlig, og den havde puffet med snuden? Forventede den noget lignende tilbage? "Sulten?" tankerne gik ikke så hurtigt, men af en eller anden årsag var det konklusionen hun nåede frem til, som hun ragte noget af det tørrede kød frem hun havde haft i bylten der lå ved siden af hende. Fodre så stort et dyr, på den måde.. Var hun vanvittig? Muligvis. Uerfaren og naiv var nok mere ordet.

Det lille puf med snuden virkede til at have været nok til at bringe ungen ud af balance. Som han trak sig så han den vælte bagover og se op på ham med øjne store af overraskelse så meget som frygt. Det sidste noget der fordampede hurtigt, alt for hurtigt i en skov som denne, og blev erstattet med så åbenlys nysgerrighed at han ikke kunne andet end smile af det. En let rumlen undslap ham da også, som han fulgte hende med at vippe hovedet let på skrå, men ellers afvente hendes træk.

Ikke mange kom sig så hurtigt over første syn af ham og hun var nok den første han havde mødt af så mange årstider, der virkede åben overfor ham som andet end monster. Kun de små havde ellers den reaktion. De helt små og utænkende.
Hendes spørgsmål tog ham da også med overraskelse. Det var så uventet som hendes forglemmelse af frygtet og så velkomment. Han betragtede hende søge rundt i oppakningen, før han strakte sig let og tog de sidste skridt hen, hvor han kunne lægge sig rundt om hende og mellem hende og skoven.
Liggende der puffede han hende igen med snuden og så derefter sigende på hendes bylt der duftede lovende for hendes tilbud.

Lin havde aldrig oplevet verden udenfor. Ikke meget af den i hvert fald. Trygheden i sine vante rammer blandt munkene havde nok gjort hende mere ondt end godt nu hun besluttede sig for eventyr i den virkelige verden. Frygten der burde havde overskygget alt andet ved synet af det store kattevæsen, havde ikke på nogen måde kunne vinde over nysgerrigheden. Naivt troede hun jo også, at så stort et dyr da ville havde angrebet hende så snart den havde set hende, hvis den havde i sinde at æde hende. Måske den faktisk var sød? Søgende i skyggerne efter et rart væsen der ikke blev bange for den? Lin opdigtede sit helt eget eventyr og baggrund for det store væsen, uden overhovedet at vide om det var sandt.

Lin kom med et lavmælt grin som dyret lagde sig ned omkring hende, puffede og derefter meget sigende puffede til bylten. "Ja ja, rolig nu" bylten blev åbnet op, og selvom hun ikke selv kunne lugte goderne derinde, så var hun ikke i tvivl om at han kunne. Det tørrede kød med taget frem og ragt frem i hånden som en skål. "Hvad laver du dog herude helt alene? Er du også på eventyr?" Lin vidste ikke om den var intelligent nok til at forstå hende, det havde hun hørt at ikke alle dyr var, men nu havde hun allerede mødt en talende ræv på sin vej der gik på to ben! Måske denne også besad evnen til at tale. Eller i hvert fald forstå hende.

Ungen var og blev noget for sig selv for da nysgerrigheden først havde vundet over frygten var hun helt og aldeles rolig omkring ham. For Pantaleon var det en meget uventet og uvant oplevelse. Måske også derfor han følte beskyttertrængen vågne i sig og intet gjorde for at fortrænge den igen. Nogen burde virkelig passe på den lille størrelse så verden ikke slugte hende før hun voksede op. Nogen burde slet ikke have ladet hende komme ud i skoven alene.

At lægge sig mellem hende og hvad ellers lurede i skyggerne - han var bestemt ikke det eneste i natten - gav ham lidt mere ro. Meget lidt i skoven havde lyst til at angribe ham eller få ham til at angribe sig. Heldigvis. Han gad ikke lige tage sig af den slags i nat. Ikke så hurtigt ude i natten igen efter så længe gemt væk blandt bjerge og dæmoner.
Tøsen forstod i det mindste en opfordring og fulgte den. Duften af hengemt kød blev stærkere til hun rakte noget frem holdt i de hulede hænder.
Han så på det øjeblik, før han tog kødet med et indvendigt suk. Hun var helt uegnet til at være alene i skoven. Hun fik da også bare et nyt blik som hun stillede ham spørgsmål, det fjollede pigebarn. Altsvar hun fik var da også at hans blik og opmærksomhed gled til skoven og at han knurrede af noget der bevægede sig der, til det skyndsomt forsvandt væk igen.

Lin var ikke blevet voksen, trods hendes alder nok antydede noget andet for det fleste af befolkningen. Mange var allerede begyndt at få børn selv på dette tidspunkt, men Lin var ikke opvokset som de andre. Hun havde boet som en munk. En munk der blev kontrolleret af de ældre, der aldrig lod hende tage ansvar for noget som helst i hendes eget liv, men mere råbt af hende når hun gjorde noget hun ikke måtte.
Hvilket havde medført en rebelsk side der gjorde at hun nu sad her, med et stort kattedyr liggende om sig. Den manglende kendskab til resten af verden havde sin indvirkning. Hun kunne logisk godt se at han måtte være farlig. Med de tænder kunne han jo ikke være andet! Men udseende var jo ikke alt, og nu lå han her.

Lin lagde sit hovede på skrå, forsøgte at tyde hvad blikket betød, men kunne ikke rigtig nå frem til nogen konklusion. Måske den i virkeligheden ikke forstod hende. Hun kiggede tilbage ned i tasken, for at finde noget til sig selv. En lille pose med tørrede bær blev hevet op, som katten knurrede. Lin løftede blikket, kiggede på det store dyr og kløede ham blidt på ryggen, i den fine pels. "Så så, der er jo ikke nogen" fuldstændig uvidende omkring hvor meget der i realiteten kunne befinde sig i skoven.

Det var håbløst. Så snart han havde lagt sig om hende var ungen faldet helt hen i en ro og tilfredshed han dårligt kunne finde, når han stod ved essen og arbejde med det han holdt mest af. Hvordan kunne hun være så uvidende? Eller var hun mere end hvad hun virkede som? Som nogen af de væsner der havde sluttet sig til Mørket og virkede alt andet end farlige... til de forkerte trådte dem over tæerne. Hun lugtede dog ikke af noget sært. Virkede alt for åben i sine udtryk til at skjule noget lumsk, så var hun vitterlig bare så uvidende som hun gav udtryk for?

Pantaleon betragtede hende undersøgende, som hun gjorde det ham og lod det ligge. Til han så andet hos hende, måtte han hellere forsøge at få hende helskindet hjem. Til en start i hvert fald gennem natten og den var begyndt at vågne rigtig op. Den lille truende knurren fra ham var dog nok til at hvad end havde været på vej fik andre tanker.
Tøsen valgte så at ae ham beroligende (!!) over det! Pantaleon drejede hovedet tilbage mod hende og sukkede så opgivende. Ungen ville nok have hilst det så velkomment som han til det var gået efter hendes strube. Han valgte i stedet at puffe til hende med snuden og derefter skubbe hendes vadsæk nærmere hende. Han kunne lugte hun havde bedre mad end bær i deri og ungen trængte til at vokse.

Alt hvad Lin havde mødt på sin vej indtil videre havde ikke haft et ønske om at gøre hende fortræd. Tværtimod havde det vidst hende at verden var langt mere venligsindet end hun faktisk selv havde turde håbe på. Så selvfølgelig tog hun det ikke så tungt, når først det store kattedyr vidste sig fra en venlig side og nærmest virkede til at passe på hende.

Sukket fra det store dyr, fik Lin til at smile og klø ham bag øret. Det fortsatte hun med til hun blev puffet med den store snude og derefter gjorde tegn til vadesækken. Lin rynkede brynende lidt, ikke helt sikker på at hun forstod hvad dyret mente. Men hun fulgte det hun forstod, og tog sækken op i skødet for at kigge ned i det. "Mere sulten?" spurgte hun med et blik på det store dyr. Selv havde hun fundet noget brød og var begyndt at spise af det. Måske hun skulle tage noget af det tørrede kød. Det kunne være godt med noget salt lige nu - selvom hun faktisk mest af alt var træt.
En smule ubevidst lænede hun sig bedre tilbage op af den varme krop bag sig, mens hun dovent tyggede videre.

Stor kat fodre på killing

Stor kat putter killing

Stor kat følger killing på vej

Meget træt stor kat (og lidt fortrøstningsfuld om verdenen) fortsætter selv vestpå