Sommeren var gledet over i sin afslutning, som Isadora forlod vejen og drejede ned af den tiltrampede sti omgivet af græsmarker. Ingen skilte viste hvor stien førte hen, som ingen skilte havde markeret vejen hun havde fulgt. Det var Medanien trods alt. Hun havde fået vejen anvist i Landsbyen, skønt det ikke havde været let at finde nogen der vidste nok til at kunne gøre det, og håbede nu den ikke var endnu en vildvej.
Hendes hest prustede, som hun lod blikket glide frem af stien, der snoede sig op af en bakke foran hende skjulende hvad der gemte sig på den anden side. Håb var stadig i hendes hjerte, som hun roligt trav rundede toppen og blev forstærket som en gård dukket frem. Ingen stor gård, mest af alt et langt hus, men der var opdyrket jord omkring det og nogle få dyr hegnet ind bagved.
Vigtigst af alt var den skikkelse der var på vej mod brønden.

Isadora trak let i tøjler og satte hesten ned i skridtgang, som hun red ned af bakken. Hendes glæde ved endelig at have fundet den forsvundne William lod hun glide i baggrunden og fandt i stedet al den bekymring og frustration frem, som havde opbygget sig gennem årene. Noget der kunne ses i hendes grå øjne, som hun red nærmere og til sidst holdt hesten an.
"William Benjamin Thurston!" Hendes stemme skar igennem stilheden og bar en god del af hendes utilfredshed med sig. "Hvad laver du her?"

William var efterhånden i tvivl om hvor mange år der var gået, og hvor klogt og kløgtigt det end ville havde været af ham at tage hjem, var han blevet stoppet. Tanken om hvordan hans egen familie og de fleste af dem han kendte i de høje kredse, behandlede deres tjenestefolk gjorde han blev. Kvinden der havde passet ham efter krigen. Læget ham sammen og holdt ham i live, skulle ikke lide en skæbne som han havde set andre kvinder i hendes sted stå i. Ikke med datteren hun havde og ingen mand. Så han var blevet. Ikke den klogste beslutning, men af en eller anden årsag var hans hjerne ikke nået frem til at et andet valg kunne havde været bedre, end at blive tilbage.

William havde derefter levet et liv som en hårdtarbejdende bonde. Han holdte sine kampegenskaber ved lige, men gik i marken som de andre, og tjente penge ind til at især den lille pige der ikke var så lille mere, intet manglede. Det var derfor ikke en uvant rute at gå ned til brønden og hive vand op og fragte tilbage til dyrene. Håret var for længst blevet kortklippet og tøjet var alt andet end pragende.
En fortrydelse havde han. Ved ikke at være taget tilbage lige så snart hans ben kunne bære ham, havde betydet at han ikke kunne finde Isadora igen. Hun havde ikke været i Dianthos under kampen, og faktisk havde han aldrig fået at vide hvor hun befandt sig. En bange anelse var også at hun var blevet arrangeret ind i et ægteskab så snart mormoren havde set sit snit til det. Nedslående tanke, som kun blev stærkere jo længere tid der var gået.

Det var derfor ikke forkert at sige at han gik i sine egne tanker, da lyden af en hest i skridtgang ned af stien, let bragte ham tilbage. Ikke nok til at vende sig med det samme, for lyden af hest på disse kanter var ikke unormalt. Nej, det var først da kvindens stemme skar igennem med hans fulde navn, at han stivnede og vendte sig med et forvirret udtryk der afslørede at tydeligvis ikke forventede dette da han stod op i morges. "Øh øhm jeg.." Han blinkede et par gange, satte de tomme spande fra sig, og kunne ikke helt tro sine egne øjne. "Isa?" Det måtte være solstik.

Isadora blev siddende på hesten og så skarpt på ham, som han ved tre-nævnelsen af sit navn stivnede på stedet og så langsomt vendte sig mod hende. Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet, men det sidste tøj, den tilarbejdede fysik og det forvirrede udtryk var ikke helt. Det var stadig Will, men ikke den samme Will som hun havde mødt i Dianthos. Den Will der havde vendt op og ned på alt hvad der havde betydet noget i hendes liv og vist hende at sjov også havde en plads i det.
Og så var Mørket faldet over byen og han var forsvundet.

Hans genkendelse af hende kom da også trægt og som han ikke rigtig troede på det. Den var der dog og fik hende til at svinge sig af hesten. Hendes tøj var dækket af rejsestøv, der kun tilføjede til det almene udtryk de brune nuancer gav det. Intet fornemt her. Hverken kappe, bukser eller bluse viste nogen form for rigdom, som hesten heller ikke så ud til at være så godt et eksemplar som den reelt var. Hun vidste hvordan hun rejste alene og gjorde det sikkert.
"Hvem ellers?" Hendes tone var måske en smule bidende, som hun nærmede sig ham med hesten holdt i tøjlen bag sig. "Hvad laver du her? Hvorfor kom du ikke hjem?" Hun fangede hans blik og holdt det, som hun stillede sig an foran ham forlangende med hele sit væsen svar på hvorfor han ikke var kommet tilbage til hende.

William var ikke sikker på hvad han havde forventet at se idet han havde vendt sig, men Isa havde ikke været på listen. Han havde håbet at møde hende igen, selvfølgelig havde han det! Der var ingen tvivl om hvor meget han holdte af hende, og overraskelsen i hans øjne gled langsomt over til at sanse sandheden. Han gik ud fra at hun allerede måtte være gift, trods hendes tøj ikke ligefrem gav det udtryk. Eller havde hun også været væk fra sin familie i så lang tid? Eller i værste fald på flugt.

William sank en klump der havde formet i halsen, ved den skarpe tone, men var trods alt ikke så nervøs at han bakkede som hun kom af hesten og gik hen foran ham. Han åbnede munden et par gange som en fisk på land, og var et øjeblik fuldstændig som tabt på jorden. "Jeg.. Jeg blev såret" startede han ud, allerede nu tør i munden som hans tanker vendte tilbage til krigen. Trods hans alder var han ikke just voksen hvad krig angik. Det var den eneste han havde set og oplevet. Og det havde ikke været rart. "Jeg blev for den kvinde og hendes datter, som reddede mig dengang. Hvis jeg rejste kunne de ikke tjene nok til føden, og hvis jeg tog dem med... Du har set hvordan tjenestefolk bliver behandlet. Marie ville ikke engang komme så langt op i min mors øjne, men knokle resten af livet som vaskekone, uden chance for at give sin datter en bedre fremtid. Jeg.. så ikke andre muligheder" han følte sig ubeskrivelig lille, trods han var mange centimeter højere end kvinden foran sig. En kvinde han ville være vendt hjem til, som han ønskede at have en fremtid med. Noget han selv havde været skyld i ikke var sket. Først nu gik det for alvor op for ham hvad valg han havde taget. Kostet ham, mest af alt. "Undskyld"

Hans udtryk skiftede som genkendelsen rigtig sank ind og hun nærmest kunne se hvordan tankerne der fulgte passerede gennem hans sind. Glæde, håb og så værst af alt knust håb og forvirret bekymring. Ikke følelser Isadora alle havde ventet at se og slet ikke alle nogen hun vidste hvad hun skulle tænke om. Ikke at hun nok havde tænkt længere end til at finde ham, hvor tåbeligt det end kunne lyde.
Han var da også kommet helt ved siden af sig selv og stod noget uden at kunne finde, bare seende på hende.
Og så startede han og fik hende til at bløde lidt op, som hendes blik gled undersøgende over ham og samtidig stramme op med adskillige ting ekstra at sige til ham. Først lyttede hun dog og lod de grå øjne hvile i hans, som han fik flere ord til at følge hinanden.

"Du så ikke andre muligheder..." kom det tonløst fra hende. Isen der så meget fyldte hendes magi var til at spore i hendes udstråling til hun skubbede kulden fra sig og bare holdt hans blik. "Hun ville være ansat af os. Forventer du virkelig jeg ville behandle hende som ubetydelig? Som snavs? Når hun har reddet dit liv?" Hun var slet ikke i tvivl om at han havde reddet kvindens liv. Sikkert ved at tage dem med på et hop til et sted langt fra krigen. Hendes stemme havde fået en såret klang under den irriterede vrede hans tankevirksomhed havde tændt.
Hans udstråling og uvilje til at mande sig op førende til det lille ord fik hende kun til at sende ham et vast blik. "Fjols!"

William var ikke sikker på hvad han forventede at hun ville svare. Hendes træk var skiftende som han fortalte - og selvom hun havde startet ud med at bløde op, var der andre ting hun syntes at fokusere på. Følte William sig i en kattepine, ja det gjorde han faktisk? Ufortjent - det kunne han ikke engang overveje at bilde sig selv ind at det var. Han havde handlet ud fra hans kunden og tankegang på det givende tidspunkt, uden helt at færdiggøre tankerne før en handling var foretaget.

Så da hun tonløst kommenterede på at han ikke havde set andre muligheder, sank han en tør klump i halsen. Nej, det havde han ikke. Ikke dengang. Havde det været for et par år siden, var han krøben sammen under den isende udstråling. men han holdt sig stabil trods det ikke var svært at se at han ikke ligefrem var særlig begejstret for sig selv lige nu.
De næste ord fik dog fortvivlelsen til at skifte sig ud med forbløffelse og forvirring på et split sekund. "O-os?" hvorefter det slog ham som lyn fra de åbne himmel og man kunne nærmest se hvordan han mentalt sparkede sig selv som han lukkede øjnende. Hvorfor var den mulighed ikke den første der kom op i hans tanker.

Et let smil voksede frem på hans læber som ordet fjols blev knurret af ham. Et skævt smil der afslørede noget af den gamle drengerøv der aldrig helt forsvandt. "Med et snert af idiot" tilføjede han undskyldende. "Isa, jeg.. Jeg skulle havde tænkt mig bedre om. Selvfølgelig ville du aldrig havde behandlet hende som ubetydelig!" der var genfundet et nyt varmt lys i hans brystkasse ved hendes ord. Roligt, dog alligevel en smule forsigtigt, gik han et par skridt tættere på hende, og lagde blidt en hånd på hendes kind. En hånd der afslørede at hans arbejde den seneste tid havde været langt mere krævende end hvad knægten havde prøvet i sin barndom - men de var stadig blide og rolige som han aede hende blidt. "Du ville havde taget imod hende med åbne arme. Og jeg er landets største idiot for ikke at havde husket, at der ikke var andre muligheder end at vende hjem til dig."

Isadora holdt bare blikket stabilt hvilende på ham, som hendes ord fødte tanker i den håbløse mands sind. Et mylder af dem var hun sikker på for han virkede i den grad skubbet ud af balance og hun kunne simpelthen ikke være grund nok til det uden at hendes ord også havde haft sin indvirken. Hvad havde han da også haft tænkt på? Havde han overhoved haft tænkt? Som han stod der nu var hun ikke så lidt i tvivl.
Så samlede noget sig dog sammen og sendte hans træk i hurtig forandring før han undrende gentog det ene lille ord, der havde fanget noget i ham. "Ja, os." Hun så vast på ham, kun for at mærke fastheden falde bort for en unormal sårbarhed hos hende. "Eller er der ikke noget os længere?" Det var længe han havde været væk og meget kunne være sket. Hun havde ikke forestillet sig det, men han kunne jo sagtens have mødt en og...

Hun knugede fastere om hestens tøjle som kunne det hjælpe hende med at forskubbe den brutale mulighed hun i sin naivitet end ikke havde skænket tanken som en mulighed. Det holdt hende fanget i egne løbske tanker til hans hånd lagde sig mod hendes kind og hans nærvær kaldte hende tilbage til nuet og til hans varme øjne.
Tøvende og sært usikkert lænede hun sig ind i berøringen, som hun selv hævede en hånd og lagde over hans. "Men du glemte mig? bare sådan..."

Det gjorde næsten fysisk ondt på ham at høre de ord. Den skrøbelighed de bar med sig, der fik ham til at miste pusten. Var der det? Han håbede at det stadig var dem. Han havde slet ikke overvejet andet for sig selv, selvom tankerne i de mørke timer havde overvældet ham. Overbevidst det skrøbelige sind om at hun var kommet videre. At hun havde glemt ham, eller på anden vis være tvunget af sin familie til at opgive ideen om en mand der aldrig vendte hjem fra krigen. Hvad havde han dog gjort. Han var tør i munden, som han forsøgte at udforme et svar, lamslået af hvor hårdt ordene slog. "S-selvfølgelig er der det" hvad skulle han ellers svare. Han vidste det ikke. Forsikre hende. Være mere stålfast, trods han lige nu følte sig fuldstændig gennemrystet.

Men den turbolens der herskede indeni ham stilnede en smule af, som han mærkede den lette villighed til at læne sig ind i berøringen. At han ikke gennem sine dumme valg havde mistet det han ønskede aller mest. Han havde erfaret hvor tæt det havde været på. Et blidt smil blødte op på hans ansigt, med øjne stadig fyldt af de mange følelser i ham. Han rakte sin frie hånd ind under den løse skjorte og trak en sølvkæde frem der gav genskær i solens stråler, til halskæden hun havde givet ham dengang, hang synlig for hende. "Jeg glemte dig aldrig. Hvordan kunne jeg nogensinde glemme dig" han havde bare taget dårlige valg. Rigtig dårlige, men handlet ud fra hvad han troede var det rigtige i den situation. Hvis blot han havde vidst at den mulighed hun havde lagt frem var den han skulle havde fulgt. Oh hvor havde han dummet sig!!

Som et anker i malstrømmen af følelser der så uventet, uønsket og pludseligt havde lukket sig om hendes sind, lænede Isadora sig ind mod hånden og dens fasthed. At Williams blik, de mørke øjne der ellers altid var så fulde af ubekymret glæde, spejlede hendes urolige sind så fuldstændigt at hun vidste han så det samme i hendes. Uro, forvirring og en fortabthed ingen af dem ellers besad. Ikke siden de havde mistet Kira og fundet hinanden så fuldstændigt i sorgen. Hvorfor sånu det her?

Hun vidste det nok godt dybt nede, men nuet var for stærkt til andet end at søge trøst i hans bekræftelse, hans berøring, hans udtryk. Mærkede hvordan hans fremvoksende smil forsikrede hende,så meget som hans øjne gjorde det og han slap hende ikke.
I stedet fandt han noget frem og hævede det så solen blev reflekteret i smykkets blanke metal.
En sølvrose.
Isadora rakte forsigtigt op og rørte metallet, som var hun ikke sikker på om den ville forsvinde eller ej. Den blev og sendte mod hendes vilje tåre op i hendes øjne og fik hende til at se væk, som hun lod hånden synke fra smykket. "Men jeg var aldrig del af dine løsninger, del af dine planer..." Han måtte have taget så mange valg for at komme hertil og ingen af dem havde været at rejse mod hende. Han måtte da have vidst hvor hun ville være!
Med en snøften tørrede tårerne væk med ærmet i en alt andet end adelig bevægelse, før hun så fuldt på ham igen. "Vil jeg være det nu?" Han var måske et fjols, der ikke tænkte længere end til nuet han var i, men han havde fået en kvinde og dennes barn i sikkerhed og holdt dem det siden - og han var hendes fjols! Intet virkede i det mindste til at have forandret sig der.

Tårene i hendes øjne var næsten for meget til at bære det. Han havde såret hende så dybt med sine handlinger. Fordi han aldrig havde været god til at tænke langt frem i tiden, andet end at tage et valg af gangen. Se hvor det havde fået ham til at havne. Han følte sig så dum. Som et forfærdeligt menneske. Det var hans skyld at Isadora havde tåre i øjnende, som hun forsøgte at skjule ved at kigge væk.

William sank en klump i halsen. På en og samme tid var han glad for at dette skete. At hun var kommet hertil, havde fundet ham, nu han ikke havde fundet mod eller tankevirksomhed nok til at gøre det selv. Men det var hårdt. Hårdt at vide at han havde været stort et fjols at han havde forårsaget al den smerte. "Selvfølgelig vil du det" svarede han, skjulte en let snøften bag en let rømmen.

Så snart han havde svaret trak han hende ind til sig og holdte hende tæt. Han havde ikke lyst til at give slip igen, og han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Hun havde al ret i verden til at være sur på ham, og give ham alverdens slag for ikke at havde tænkt sig om. Men han ville ikke miste hende - ikke igen. Følelsen af at han havde mistet hende før det, hang stadig i kroppen, og han ville ikke tilbage dertil. "Du vil være det første jeg tænker på, ved alle mine planer" mumlede han ned i hendes skulder, mens han forsøgte at bekæmpe at hans øjne blev mere en bare fugtige.

Isadora mærkede sit blik flakke over Williams ansigt, som hun anspændt afventede hans svar og ikke helt vidste om han kunne komme med et overbevisende nok til at kvæle hvad var gået forud. Hendes ord havde dog ramt noget i ham. Så meget kunne hun se på hans ansigt og det åbne udtryk af alt det han ikke havde tænkt før nu og tydeligt ikke havde forberedt sig på.
hans svar var dog ægtefølt og kun understreget af hans knækkede stemme, før han havde bevæget sig, fanget hende og trukket hende ind tæt. Ind hvor alt hun kunne var at skjule ansigtet ind mod hans bryst og bruge hans styrke og fysiske nærvær til at holde sammen på sig. Holde fast i ham og om ham og bare forsøge at samle sig selv nok sammen til ikke at føle sig unaturligt skrøbelig og adelig.

"Det har jeg bare at være!" Lidt af hendes gamle fasthed var tilbage i hendes stemme, skønt den stadig var sløret af hans tøj. Så rettede hun sig lidt og trak sig tilbage, så hun kunne se op på ham. "Du er stadig et fjols." Hun kunne mærke et smil trække i hendes læber som hun sagde det. "Men mit fjols." Hun gav ham et klem som de stod og havde ikke den mindste lyst til at slippe ham igen. Hun havde dog stadig tøjlerne til hesten i den ene hånd og det var ikke flinkt ved det tålmodige væsen at holde den stående her efter så lang en rejse. "Skal du slet ikke invitere mig ind?"

Det kunne ikke andet end af frembringe en let lavmælt latter at høre den velkendte fasthed i stemmen hos Isadora. Så velkendt og noget han hengav sin tillid til uden selv at havde bemærket det. En fast stemme til at holde ham i skak når drengen i ham tog over for ofte. Det var efterhånden sket med jævne mellemrum!
William havde stadig armene om hende som han kiggede ned i de dejlige øjne og savnede ansigt. Han smilede som svar. Han var et fjols men vigtigt af alt var han hendes fjols.

Der kunne være gået timer hvor han bare havde holdt om hende efter så lang tids separation. Noget han mentalt huskede sig selv for at være skyld i. Men hendes stemme bragte ham nu alligevel tilbage til virkeligheden af at stå ved brønden nær gården, og en hest der tålmodigt men træt så på dem. “Jo, selvfølgelig. Mon ikke også der er en bid havre til overs til din tålmodige følgesvend” han slap hende trods han ikke havde lyst, løftede den tunge vandspand og guidede bedre ind i gården, for at finde et sted til hesten at hvile med noget godt foder og frisk vand, hvorefter han guidede hen til det mindre område af gården hvor de tre boede. Ingen af dem var hjemme på dette tidspunkt men døren åbnede op til et ydmygt, simpelt hjem med få rum. I hvad der nok mest var stue, sove og køkken i et var hvor pigerne sov, og det lille pulterrum hvor døren stod åben var en enkelt seng og lidt mere rod. Noget der nemt kunne gættes til at være Williams sovested.

“Hvor.. Hvor længe var du væk fra byen?” William satte sig til at starte ilden op og flytte en lille keddel hen over med vand. Han havde ikke så meget at tilbyde her, men det havde været godt at lærer at ikke alting bare kom flyvende til hånden.

"Det ville han sætte pris på. Det har været en lidt lang tur for ham." svarede Isadora, som William modvilligt slap hende og hun med samme entusiasme gjorde det samme med ham. Det havde været en lang rejse for dem begge med et alt for klart blik på hvordan landet var endt og i hvilken retning det bevægede sig. Ikke en Isadora fandt rigtig eller hendes bedstemoder for den sags skyld, men ingen af dem havde gjort noget direkte imod Ordenens styre.

Hun fulgte Will hen over gårdspladsen forsøgende uden held at skjule et smil, som hun så hvor hjemmevant han bar spanden med vand og bevægede sig rundt. Ikke som den Will hun havde mødt ville have bevæget sig et så jævnt sted og langt mere ... ja voksent. Som havde han fået en plads han kunne udfylde, et ansvar han kunne tage.
De fik hesten opstaldet, fodret og vandet i behagelig stilhed. Små berøringer var nok og de smil der fulgte til Isadora kunne smide saddeltaskerne op på skulderen og følge Will over i beboelsen.

Småt, hyggeligt og uden noget unødvendigt som så mange af den slags beboelser hun havde set. Et rum til det fælles og små andre til at sove i. Hun så sig rundt og tog det hele ind, før hun lod taskerne synke til gulvet lidt til siden for døren. "Tre måneder. Fire hvis vi tæller fra jeg forlod godset." Hun løsnede kappen som hun talte og hængte den fra sig på en krog der praktisk var skruet ind ved døren til det samme og så sig uvirksomt rundt endnu engang. Han virkede til at have styr på hvad skulle gøres og hun ikke. At sætte sig ved bordet virkede som det bedste at gøre, så det gjorde hun. "Ja, jeg glemte at vende det med min Bedstemor..." Der var en gnist af latter i hendes blik, som hun mødte hans efter den sidste bemærkning.

Der var gået år siden William havde bevæget sig rundt i ædle klæder og teet sig om knægte nu omkring livet omkring sig. At alting ikke bare kom og at han faktisk skulle arbejde for det. Hvis han var vendt hjem skulle han ikke på samme måde arbejde for det, men som den yngste havde han intet ansvar. Han havde ikke en plads som sin ældste bror der overtog, og var ikke lige så eftertragtet til at overtage andre pladser i farens gøremål som de andre brødre. William havde været lukket inde af sin mors beskyttelse – hvor godt hun end har haft i hensigt at det skulle være. Herude var han ikke nogen Sir eller herre. Han var William der oftest tog sig af heste, køer og rengjorde staldende, da det var hårdt arbejde.

”Selvfølgelig gjorde du det” smilet kunne og skulle ikke skjules som det kom frem. Han huskede hendes bedstemor, og det var måske ikke videre med glade tanker. En stram dame, tydeligt fast i traditioner og det som var forventet. Aftenen de var blevet afbrudt til ballet stod stadig klart i hans hukommelse. William satte sig ned så længe vandet stadig var under opvarmning og smilede roligt. ”Tror du jeg kan genindsættes til civilisationen?” spurgte han med let morskab. Og med civilisationen mente han selvfølgelig den status deres familier havde og hvad der var forlangt af dem. engang gør. Han var selvfølgelig stadig Will, det ville han altid være, men med langt mere erfaring

Isadora lod latteren være frit synlig i hendes blik som svar på Williams ord. Der ville blive ikke så lidt ballade at håndtere når hun vendte tilbage, men at finde ham og i god behold ville være det hele værd. Det var hun fuldt ud overbevist om!
Så lagde hun hovedet let på skrå og sendte ham et vurderende blik. På mange måde så han ud som de første gang hun havde mødt ham. Jævn i tøj, afslappet og et sted hvor han følte han hørte til. Der var kommet mere formål over ham, mere ro over at det var i orden at han var der og det gjorde en forskel. "Måske?" Hun lænede sig lidt tilbage og hævede et øjenbryn af ham. "Det lykkedes næsten med mig jo..." Han havde set hende, før hun havde bidt i det særdeles sure æble og havde opsøgt sin familie efter adskillige år på egen hånd.

"Har du hørt hvad der foregår i Dianthos?" Tankerne om deres første kaotiske tid sammen havde bragt andre tanker med sig om hvorfan byen havde vendt sig mod sig selv og kun var blevet værre som folk havde opført sig som idioter i forhold til regler og styrets magt. Bevist hvorfor regler blev sat ned og hvorfor andre havde vendt sig mod ordenen, der var kommet med regler og et løfte om fred. Hvor hult det end havde klinget for dem der havde haft nok gennem landets nød.

Det var svært ikke at få et bredt smil på læberne ved hendes ord. Hvordan var det rent faktisk lykkes ham at møde en person, som var... Som hun var. God til at finde morskab i de fleste situationer, frisindet og på ingen måde kedelig.
Han grinede let og så ned i bordet. "Hvis ikke.. Så er vi bare uciviliserede sammen" han behøvede ikke sin families rigdom, det havde han endelig fået bekræftet og i en sådan grad at det ikke havde været rigdom han tænkte på når han ønskede sig hjem. Og det var til trods for at William aldrig havde skulle klare sig selv før nu.

Stemningen dalede nogle grader og William fik et mere alvorligt udtryk, som han løftede blikket igen. "Mest rygter.." svarede han ærligt. "Jeg ved mere om nedslagtningen og tilfangetagelsen af elverne der var flygtet hertil" I Medanien. Han havde ikke selv været der. Ikke selv set Kiles Orden eller deres gøren. Ikke før det var for sent. Han tog en dyb indånding og lod den forfærdelige begivenhed ulme mere i baghovedet. "Jeg ved Kiles ypperstepræst er talsmand for vores dronning, og at han mere eller mindre styre alt. Og udgangsforbudet - da det også gælder her" pointerede han. Det var nok begrænsete hvad han vidste, men han håbede at der ikke var alt for mange dårlige nyheder at putte ovenpå.

"Til stor frustration for vores ledende folk..." Latteren var stadig i Isadoras blik og i hendes tone. Lige gyldigt om de opførte sig som det var ønsket af deres stand, så ville staben være frustrerede. Det var hun fuldt ud overbevist om og når det nu skulle være sådan kunne de lige så godt forme rammerne selv. Med tiden om ikke andet.Til en start blev de nok nødt til at rette en smule ind. Tanken bragte lidt træthed ind i hendes træk, men det var en hun forsøgte at forskubbe så snart den var synlig der.

Ikke at skiftet i emne hjalp, for som alvoren også lagde sig over det lille rum, kom trætheden kun det mere synligt frem hos hende. Williams ord fik hende til at sætte en albue i bordet og hvile ansigtet i hånden, mens hun vendte blikket væk. Hun havde kun hørt rygter om hvad der var sket i Medanien men det havde også været nok. "Alt for mange af rygterne virker til at komme af noget sandt og af dem jeg har hørt..." Hun trak letpå den ene skulder og rettede sig så op igen. "Flere af dem har spor alt for tydeligt tilbage til da Mørket styrede landet. Det er samme metoder, samme kaos, samme råhed!"

Isadora rejste sig ved det sidste ord og ville have vandret hvileløst, hvis ikke kedlen havde fløjtet i det samme. I stedet gik hun over til den, fandt et stykke stof og holdt mellem håndtaget og sin hånd, før hun så rundt efter krus at hælde det i.

Det var rart at tale sammen på den måde. At havde latteren i stemme og blikket og være komfortabel nok med at lave en smule sjov med hele situationen. Men alvoren sneg sig ind igen og fik William til at synke en klump i halsen. Han havde været meget beskyttet i sin barndom og teenageår, men han kunne godt huske hvordan det havde været. Selv sommeren virkede mørk og kold i perioden hvor mørket hærgede i landet. "Lad os håbe at det aldrig kommer så vidt"

William fulgte hende med blikket som hun megeet hurtigt rejste sig og bevægede sig hen til kedlen der fløjtede ikke ret lang tid efter. Roligt rejste han sig selv, for at tage to krus ned fra hylden og satte på bordet. Han vendte sig tilbage til hylden og fandt en mindre pose frem med urter "Vi har ikke så meget at vælge imellem" han forsøgte sig med et lille smil til hende. Tanken om at mørket kom tilbage, var en slukker, men håbet om at det ikke lykkedes dem var stadig brændende i ham. Det var han nødt til.

Isadora stod lidt i vildrede som hun havde taget kedlen af ilden, men ikke lige kunne finde krus at hælde vandet i. Til hendes held havde William reageret næsten så hurtigt som hun på den første tuden fra vandet og han vidste tydeligvis hvor alting var. Noget der fik hende til at smile og trænger det dystre emne i baggrunden endnu engang.

"Jeg er ikke så forvent på farten. Ikke når jeg må rejse let." Hun holdt blikket på ham og ventede til han havde hældt en smule blade i hvert krus før hun tilsatte det varme vand. Duften fra theen var da også dejlig skarp og jordnær, som fra de blandinger hun havde kunne købe sig til hos lokale urtekyndige og ikke handelshuse. "Tror også kun jeg har til et eller to krus tilbage i tasken selv...." Det var et dejligt let emne at holde sig til, mens hun satte kedlen fra sig og vendte tilbage til pladsen ved bordet.

"Hvordan fik I stedet her?" Hun så undersøgende og nysgerrigt over på ham. Gården var måske ikke meget set udefra, men den var stadig mere end hvad mange havde og ville med kærlig hånden sikkert kunne holde en pæn stor familie i live.

Der var noget ubeskriveligt beroligende ved at foretage sig så simpel en ting som at klargøre te sammen. Han fik hældt et par blade i hvert krus, før det varme vand blev hældt over og indhyldede dem lidt efter lidt i duften af te. Noget så hjemmeligt, trods det måske ikke var den kvalitet som i hvert fald William var opvokset med. "Te må man aldrig gå ned på. Vi må hellere få skaffet noget mere på et tidspunkt" svarede han med et let smil på læberne, før han tog begge krus med tilbage til bordet, mens Isadora satte kedlen væk og de indtog pladserne ved bordet igen.

William holdte om kruset og smilede let som han tænkte tilbage. "Vi passer det for en anden familie. Efter pesten var mange gårde efterladt tomme, og vi håbede at denne var det samme. Her boede en ældre mand der havde mistet sin kone til pesten, Han kunne ikke passe alt selv, og gav os et sted og bo og mad, så længe vi hjalp til på gården. Tobias døde for et par måneder siden, efterlod alt til os, i hvert fald indtil hans børn kommer.. Hvis de kommer. Han havde ikke hørt fra dem siden magien gik amok - og lad mig sige det sådan, at teleportere spontant rundt i en hønsestald skræmmer fjerene af dyrene.. Vi er blevet, og klaret det vi nu engang kunne kun to voksne og et barn. Jeg gik i lang tid og håbede at Tobias børn kom tilbage, tog Marie og Stumpen ind så de kunne blive og klare sig uden mig.. men de kom aldrig" Han kiggede let rundt på strukturen af huset. Stedet var for stort til dem, når alt kom til alt. Ikke bebyggelsen så meget, men selve arbejdet. Han vendte blikket tilbage til Isadora igen og løftede kruset let til munden og smagte let på den varme drik.