Det var altid nemmere at undgå Elverly og den del af landet end noget andet, selvom det var rigtig længe siden at Yotul havde befundet sig i den sydlige del af landet, så var det til tider nødvendigt. Og så længe hun ikke blev tvunget til at tage en opgave i elverbyen, så var hun lidt ligeglad med hvor det førte hende hen. Men af samme årsag var hun også trukket i hendes rustning, sværdet var fæstnet i et bælte om livet på hende og hun holdt en rolig hånd over skaftet. Balzera var normalt ikke et sted hun ville bekymre sig om at bevæge sig hen, men hun havde godt hørt nogle rygter om hvad der foregik i området og hun var blevet bedt om at holde et vågent øje med sine omgivelser.

Yotul havde sat kursen mod det store marked, som hun dog ikke havde i sinde at handle med nogen. Mest af alt var hun måske interesseret i slavehandlen, men hun havde ikke planer om at gå derhen med det samme. Det ville virke mistænksomt og hun var på en opgave, så helt frit kunne hun ikke bevæge sig. Der hvilede dog et stille smil over hendes læber, som hun lod de grønne øjne gled fra væsen til væsen på hendes vej. De handlende var ikke dem der interesserede hende, i stedet var hun blevet bedt om at holde øje med hvad end der virkede mistænksomt og hvem der ville reagere på hendes tilstedeværelse, man kunne aldrig vide, hvem der havde set sig sur på Mørkets lord og Yotul var muligvis skovelever, men rustning skreg Mørkets kriger, hvor mærkeligt det end måtte se ud.

Snart nærmede hun sig dog indgangen til slavehandlen. Hun var ikke bekendt med den berømte Vargas, men hun var overbevist om at han ikke var fokus på dagens opgave, tværtimod. Slaverne var mange og der blev slet ikke lagt skjul på de mange forhandlinger, som blev ført over bordet. Krystaller vekslede hænder flere gange end hvad Yotul havde lyst til at tælle. Hendes grønne øjne søgte slaverne efter tegn. Slaver var ikke ligefrem de bedste til at lægge skjul på deres frygt, så måske de kunne afsløre noget overfor hende, som hun kunne bringe med hjem. Hvis hun da ikke var tvunget til at bringe en slave med hjem. En enkel herre forsøgte at få hendes opmærksomhed, som hun løftede hånden mod hans mund for at få ham til at tie. ”Måske en anden gang” svarede hun med et lystigt smil på læben. Han vrissede koldt af hende og daskede hendes hånd væk, som hun bukkede hovedet og gik den modsatte vej, dog så hun sig kort over skulderen. Det var ikke ham.

Ragnor kunne med grue mærke at han var ved at vænne sig til sin situation. Han havde kun været her i en måned, og varmen var stadig uudholdelig for ham og han savnede det kølige nord. Men i forhold til mange af de andre slavehandler, havde Ragnor været heldig. Eftersom at Ragnor ikke var en slave Talor umiddelbart ville sælge, fik Ragnor lov til at gå mere rundt. De andre blev tilbage, vurderet hvis der kom købere. Men Talor kunne nemt for Ragnor til at komme tilbage, et let pres mod hans hals og Ragnor vidste at Talor ville have ham til at komme tilbage. Det havde taget Ragnor lidt tid at vænne sig til dialekten her, han havde aldrig talt med andre end Nordfolk.

Ragnor var på endnu en af sine turer rundt på markedet. Han vidste han fik mange blikke efter sig, havde han vænnet sig til. Men han holdte sit eget blik nede, prøvede at undgå at se hvad der skete omkring ham. Ragnor hadet det, nogen af de andre slaver var tynde og skadet. Ragnor fik ikke mad nok til at mætte ham, men nok til at holde ham kørerne. Turene gav ham en falsk følelse af frihed, som om han selv havde valgt at være her. Ragnor var ikke blind for hvad der skete omkring ham, og selvom han var låste inde om natten, vidste han ved der skete mere de mere muskuløse slaver, og han ventede bare på at det skulle ske for ham, at han skulle stå overfor en anden slave og kæmpe for sit liv. Ragnor rystede på hovedet, prøvede at ryste tankerne af sig. Ragnor så op da han var kommet tilbage til slavehandlen. Varmen var ved at blive for meget for ham, og selvom det ikke var meget anderledes her, kunne han sidde i skyggen ved Talor.

Ragnor så op da noget skilte sig ud fra den sædvandlige mængde. En kvinde, klædt i rustning. Sort rustning. Eftersom Ragnor havde levet isoleret i nord, kendte han ikke særlig meget til Mørkets Kriger eller Lysets Kriger, men alligevel vidste han hvad de var, fra de plyndringstogter han havde været på. Men han havde set nok Skovelvere til let at kunne genkende en, da deres plyndringstogter var langs kysten af Elverly. Det var at se på hende, at hun var kriger, både på hendes påklædning og gangart. Ragnor lignede måske en slave, når man fik øje på ham, og han prøvede så vidt muligt at holde sit blik for sig selv, for ikke at provokere nogen, men hans gangart og holdning var stadig den af en kriger, og han skulle stadig vænne sig til at nogen forventede at han flyttede sig for dem, og ikke en gensidig respekt. Ragnor kunne mærke han rettede sig lidt mere op, før han forsatte mod Talor, samme retning som kvinden.

Behovet for en slave havde aldrig været der, men så igen, Yotul havde aldrig fået chancen for at overveje det, for hvad skulle en kriger som hende bruge en slave til? Det eneste hun kunne se var legetøj og ikke i en sjov forstand, i hvert fald ikke for legetøjet, måske hende selv. Hun var udmærket klar over at nogle af ridderne havde væbnere, men hun var ikke i stand til at se behovet selv. Eftersom hun ikke var kommet så langt endnu. Men som hun befandt sig hos slavehandleren, kunne hun da ikke helt lade vær med at kigge på de forskellige eksemplarer. Det var hende et under, at nogen overhovedet ville lade sig selv erhverve som en slave. Selvfølgelig så det ikke ud til at mange af dem havde noget valg. For de forsøgte så vidt muligt at undgå hendes blik, så noget fortalte hende, at de gerne ville undgå at fange hendes interesse. Et smil bredte sig over hendes læber, som en slave ved en fejl endte med at kigge på hende, som han var ved at vælte på røven, da en af den handlende skubbede til ham. Yotul lo let, som hun fastholdt hans blik for en stund, før at hun trak på smilebåndet, løftede en finger mod hans pande og skubbede ham tilbage røven.

Det sidste hun nok ønskede var at tale med en slavehandler for de kunne snakke konstant og om alt muligt, som faktisk ikke betød noget for hende. Men slaverne derimod var langt mere forsigtigt og ærlige, når bare man fik dem på ene hånd, under fire øjne. Men ingen slaveforhandler ville gå med til den slags, medmindre at de håbede på et slag. Yotul rettede blikket mod gaden igen, som hun fik øje på en skikkelse. Påklædningen skreg slave, men gangarten og holdning var noget helt andet. De grønne øjne var låst fast på ham, som hun stoppede op foran ham og bevist gik i vejen for hans rute. Blikket dalede mod hans halsbåndet, som et smil spillede over hendes læber. ”Du hører vist ikke til her” hendes stemme var rolig, kontrolleret, men roen var mystisk og måske en anelse skræmmende, som hun næsten forventede et svar. Ikke at hun behøvede et, for hun kunne se på ham, at han ikke var fra syden. Men hvad han lavede så langt hjemmefra var hende et under. Mon han var blevet fanget lige som resten? Hans holdning fortalte hende, at han ikke altid havde været slave og hun var allerede nysgerrig efter at vide mere.

”Vis mig til din herre” ordene var igen rolige, men denne gang hvilede der en trussel over dem. Hendes toneleje var kølig og bestemt, som hun løftede en hånd mod hans halsbånd. I tilfælde af, at han havde glemt, at han blot var en slave og derfor ikke kunne tillade sig at modsige hendes ønske. For det var vel i hans herres interesse at blive introduceret for potentielle kunder. Yotul flyttede dog let på hånden, som hun rakte ud efter hans brystkasse. Holdningen viste nogle tydelige markeringer af muskler, men hun ville gerne være sikker, så forhåbentlig ville han ikke forsøge at undvige hendes berøring. Men så igen, hun havde bedt ham om at vise vejen til sin herre, så ville hun kunne bebrejde ham, hvis han var en lydig slave. Som mange af de andre.

Ragnors blik havde søgt mod jorden igen, men han bemærkede at nogen stoppede op foran ham, bevidst. Hans blik søgte op, og mødte roligt de grønne øjne. Han var ikke som de andre slaver, han havde endnu ingen grund til frygt, men han havde hellere ingen grund til at stole på nogen. Ragnors øjne spæderede lidt op, da hun talte, men faldet roligt tilbage. Hendes spørgsmål var åbenlyst, og selvom hendes tone krævede et svar, gav han hende ikke et. Hans ører skulle vænne sig til hendes dialekt, ikke at den var meget anderledes end hans egen, men stadig ny for ham. Hans holdning var rolig og han var ikke påvirket af at hun var højere end ham.

Et vredt glimt gled over Ragnors øjne da hun gav ham ordre til at fører hende til hans herre. Han vidste hvad hun mente, men han hadet ordet, hadet den måde det blev sagt på. Han pustede sin brystkasse op, havde lyst til at fortælle hende at han ingen herre havde. Hun kunne slå ham, og han kunne forsvarer sig, men i sidste ende ville det kun gå ud over ham. Ragnor vidste hvad han var, lige nu, ikke at han brød sig om det. Han var bevidst om hendes hånd, og bemærkede da den skiftede retning. Ragnor vidste han burde fører hende afsted, mod sin herre, som hun havde beordret, men han stod fast, og lod hendes hånd ramme sit bryst. Udover hendes tone, følte Ragnor ikke der var andet truede over kvinden. Han var ikke bange for hende og denne lille sejre gav ham en følelse af frihed. ”Han er ikke min herre.” stemmen var kold, som de kolde vinde i nord. Der var ingen tvivl hvad han tænkte om sin situation, at han ikke så hans tilfangetager som sin herre. 

Slavens attitude fik Yotul til at rynke let på brynene. Han var uden tvivl ikke vant til at agere med eventuelle kunder og vidste uden tvivl ikke hvad han skulle stille op og gøre, når nogen henvendte sig til ham. Hvis hans ejer fik besked, så ville han nok blive straffet, men Yotul var underholdt, ikke meget, men lidt. De grønne øjne fangede hans, som han undlod at svare på hendes kommentar. Det var ikke nødvendigt for hende at få svar, men hun følte en vis irritation ved at han ignorerede hendes ord. Nok ligende hun en skovelver, men hun var opvokset med orker, hvilket også gjorde hendes dialekt en anelse grovere end forventet. Det almene sprog var dog ikke et problem for hende. Alle var næsten nød til at tale det for at kunne kommunikere med hinanden. Yotul lagde hovedet en anelse på skrå. Afventende hans næste træk.

Vreden blev læst hurtigt. Slaven var tydeligvis ikke klar over, hvem han stod overfor. Hun beundrede hans mod, men havde ikke tænkt sig at belønne ham for det. Tværtimod. Yotul lagde en flad hånd mod hans bryst. Musklerne var endnu tydeligere under, som hun bed sig let i læben. Mon hans ejer ville godtage et nærmere kig? Et glimt viste sig i hendes øjne, som hun rettede blikket fra sin hånd mod hans ansigt. "Og dog ved du hvem jeg taler om" svarede hun med en kølig tone. Hun løftede hånden let og strøg fingren over hans bryst. Hun havde fortsat en hånd mod sværdet, skulle han prøve på noget. "Sidste chance.. ellers trækker jeg sværdet" det var ikke engang det værste ved hende. Det var hendes magi, men det behøvede han ikke at vide. Hun greb fat om skaftet på sværdet og pressede neglene mod hans bryst. Nu skulle han ikke spille smart.

Ragnor var ikke van til at nogen henvendte sig til ham, han passede som regel sig selv og undgik andre. Han kendte ikke reglerne for at være slave, eller ydmygheden ved at være en. Han var opdraget kriger, at underkaste sig andre lå langt fra hans natur.

Ragnor holdte roligt øjenkontakt, mens hun rørte hans bryst. Han lage hovedet let på skrå, da han så hun bed sig i læben. Ragnor tvivlede ikke på sin styrke, og i en nævekamp ville han kunne klare de fleste, selv hende. Men som hun tydeligt gjorde opmærksom på, var hun bevæbnet, og Ragnor var ikke dum nok til at kaste sig ud i en ulige kamp. Ragnor bed tænderne sammen, selvfølgelig vidste han hvem hun mente. Ragnor så hendes attitude ændrer sig, og mærkede hendes negle gå gennem det tynde stof. Ragnor holdte hendes blik et sekund længere, og slog så blikket ned og tog et skridt tilbage. ”Javel.” sagde han afmålt og gik uden om hende. Ragnor så sig ikke tilbage for at se om hun fulgte efter, men gik roligt for at hun ikke skulle tro han prøvede at ryste hende af.

Ragnor førte hende til Talors område. En slave, en ung kvinde, var ved at feje foran området. Hun så hurtigt op, og fik øje på Ragnor og kvinden som gik ved ham. Den unge kvinde gik hurtigt ind bag et forklæde, og ud kom Talor. Det var tydeligt at han skilte sig ud fra sine slaver. Hans klæder var farverige og høj kvalitet. ”Ser du gør nytte nordling. Velkommen.” det sidste var henvendt mod kvinden. ”Jeg håber min slave har behandlet dem ordentligt. Han er stadig meget ny, og jeg har desværre ikke fået opdraget ham helt endnu.” Talor bevægede sine finger over de mange ringe på hans finger, men stoppede kort ved en på hans højre ringefinger, og Ragnor mærkede et pres om sin hals. ”Navnet er Talor Daos. Hvad kunne jeg friste dem med?”

Det bekymrede ikke Yotul om det var naturligt for ham at opføre sig som en slave, hun var dog ikke interesseret i at møde modstand fra en som ham. Det var langt under hende og hub lagde ikke skjul på det, som pressede neglene mod hans bryst. Den eneste grund til at hun havde henvendt sig skyldes at Ragnor bar sig selv på en anden måde, end de andre slaver. Men den attitude ville dog ikke fungere overfor hende. Tværtimod.

At han overhovedet valgte at holde øjenkontakt med hende var dumdristig og farligt, for slaver var bestemt ikke ment til at kigge eventuelle kunder i øjnene, medmindre at de blev bedt om det. Han var kæk og fræk på den hel forkerte måde, men han vidste sikkert ikke bedre. Mon det skyldes at ejeren endnu ikke havde formet ham? Yotul fnøs, som han endte med at overgive sig. Hun slap ham og lod ham vise vej. Hendes blik hvilede på ham, som han viste vej. Et stille smil spillede over hendes læber, indtil hun fik øje på den kvindelige slave, som straks stak af.

De grønne øjne ignorerede Ragnor, som herren trådte ud fra forklædet. Hun hævede det ene øjenbryn, som et smil dansede over hendes læber ved hans ord. Talor.. navnet måtte hun huske. Hun blev dog ikke synderlig fornærmet, som de grønne øjne ikke gav udtryk for hendes intentioner. "Hvor længe har De haft ham?" Spurgte hun, som det skulle kunne forsvare ham, ikke at hun regnede med det. Yotul lod blikket glide mod Ragnor igen. "Han trænger til noget opdragelse" fastslog hun med et bestemt blik i øjnene. "Men jeg vil gerne se lidt nærmere på ham, hvis De ikke har noget imod det" hendes stemme var langt mere respektfuldt, når hun henvendte sig til Talor, sammenlignet med da hun havde talt med Ragnor. "Og hans navn?" spurgte hun uddybende, hvis hun besluttede sig for at lære ham bedre at kende. Selvfølgelig kunne hun altid kalde ham for slave..

Talor sank hovedet en smule. ”Ganske vist en måned, men jeg har ikke set den store grund til at have ham over for kunder endnu. De ved hvordan Nordfolk er, ren muskel, ingen hjerne.” der var hån i hans stemme, rettet mod Ragnor. Ragnor pustede sig lidt op, men presset om hans hals fik ham hurtigt til at falde sammen igen. Talor havde ikke noget problem med at holde Ragnor på plads, når han kunne se ham og afstraffe ham på stedet. Problemet var når han vandrede frit omkring. Talor nikkede ”Bestemt, en kyndig og fast hånd er påkrævet, men han er det værd. Nordfolk er ikke sådan at få fat på.” Talors stemme var indsmigrende. Talor viftede mod Ragnor. ”De skal være velkommen.” Igen et pres mod Ragnors hals, et tegn på at han skulle opføre sig ordenligt. Ragnor havde ikke prøvet at blive vurderet før. Han hadet det, hadet at blive behandlet som et slagtedyr. ”Ragnor er hans navn.” Ragnor havde lyst til at puste sig op, sig at han var Ragnor Wolfdawn, en af de største krigere af hans klan og stolt beboer af Norden. Han var ikke et dyr, men en herre, og han fandt sig ikke i at blive ignorerede. Ragnor kunne tale for sig selv, og selvom han ikke forstå det finere sprog eller kunne læse, så var han ikke dum. Ragnor knyttede sine nævner og bed det i sig og afventede hvad kvinden ville gøre ved ham.

De problemer om slaven havde med sin opførsel, havde ejeren bestemt ikke. Han var respektfuld overfor hende, som han bukkede hovedet let. En måned var ikke længe, men den tid kunne også gøre underværker, hvis man vidste hvordan det skulle gøres. Men Yotul kunne stadig fornemme på slaven, at han endnu ikke havde accepteret sin skæbne, som slave, for Ragnor pustede sig stadig op. Yotul smilede lystigt til manden, som hun slikkede sig let om munden. "Til tider er der brug for muskler, min fine herre" hendes stemme var drilsk, som hun atter vendte blikket retur til Ragnor. En kølig latter forlod hendes læber, som havde manden læste hendes tanker. Fast og kyndig. De lod til at forstå hinanden ganske fint.
Yotuls udtryk blev langt mere tilfreds, som Talor gav hende lov til at se ham an. Straks vendte hun blikket mod den lettere fornærmet Ragnor, som stod fast, men egentlig ikke havde meget at skulle have sagt i samtalen. Yotul gik tilbage til Ragnor, som hun havde fået den tilladelse hun havde bedt om. Hun gik stille rundt om ham, blikket flyttede sig systematisk op og ned over hans krop, som hun løftede højre hånd mod hans ryg og strøg ham op af rygraden. Hun gik helt tæt på og placerede sine læber tæt ved hans øre. "Smid trøjen.. Ragnor" stemmen var blød, men tonen var hård og beordrende, som hun hævede hånden og pressede neglene mod hans ryg denne gang. Ville han lytte? Specielt med sin ejer lige i nærheden eller ville hun skulle skrue bissen på for at overbevise ham? Egentlig ønskede hun modstand, men hun tvivlede på at hun ville få det, så længe Talor var i nærheden.

"Har De et rum, hvor jeg kan være alene med ham?" Spurgte hun køligt, som hun så hen over Ragnors skulder og hen på Talor. Hun lagde stille hovedet imod hans, som hun pressede sin krop tættere på hans bagfra.

Ragnors rygmuskler spændte sig, da kvinden kom imod ham. Hun var ikke truende, man han hadet hele situation. Han kunne ikke gøre andet, end at stå stille, tillade at blive behandlet som et dyr. Ragnor havde aldrig oplevet noget lignede før. Nordfolk respekterede hinanden, mænd som kvinder, og ingen blev vurderet som et stykke kød. Ragnor holdte fast sit blik på et punkt på jorden, for ikke at se hårdt på kvinden. Ragnor kunne dog ikke stoppe sig fra at rotere sin skulder da han mærkede en hånd stryge ned ad sin ryg. Ragnor var klar til at skubbe hende væk, han løftede sit hoved, klar til at vende til mod hende og sige… Ja ord var ikke hans stærke side, men han nåede ikke langt, allerede som han løfte blikket, mødte han Talors blik. Ragnors vejrtrækning var blevet hurtigere, vred. Hans navn skulle ikke over hendes læber, hun skulle ikke beordre ham til at tage trøjen af. Ragnor så vredt på Talor, men presset om halsen og neglene der borede sig ind i hans ryg, fik ham til at bevæge sig. Han løftede skift sine arme, og tog den over hovedet og fik fandt i ryggen af trøjen og hev den over sit hoved.

Talor vendt sit blik mod kvinden og nikkede stille. ”Selvfølgelig, denne vej.” Ragnor havde lyst til at gå et skridt frem, få hende ud af sit personlige rum. Talor førte dem op bag forhæng han var kommet ud fra før og førte dem længere ind. Talor skubbede et nyt forhæng til side, og afslørede et lille rum. Det eneste der var i rummet, var en lav seng. ”Bare være venlig ikke at skade mit produkt for meget. Men brug ham ellers som de ønsker.” Talor sikrede sig at Ragnor gik ind i rummet. ”Jeg regner med at du opfører dig som en god slave.” Ragnor mærkede et pres mod sin hals igen, en vedværende advarsels om hvad der kunne ske, og hvilken magt Talor havde over ham. Talor lod forhænget falder tilbage på plads. Ragnor blev stående med ryggen mod forhænget, stadig med sin trøje i hånden. Ragnor havde fået styr på sit åndedræt igen, prøvede at finde sig i hvad der skete omkring ham.

Slaven forsøgte at kæmpe imod, men hun havde ret i at Talor måtte have et eller andet greb på ham, siden at han endnu ikke var kommet med et udbrud, som tidligere. I stedet tillod han berøringen, som hun fulgte strukturen i hans rygrad og langsomt bevægede sig tættere på. Hun var lidt ligeglad med hvor han kom fra, men hun var alligevel interesset i at komme tættere på. Måske hun havde chancen for at se lidt mere af hans.. personlighed. Den direkte berøring var hvad der virkede bedst mod ham, men Talor fik hurtigt sat en stopper for det. Om det var blikket eller noget andet, vidste hun ikke, men hun var nød til at få ham i enerum. Og det var altid bedst at få ejerens tilladelse, ellers kunne hun ende i problemer. Noget hun ikke ønskede. Selvfølgelig kunne hun godt forsvare sig, men det var der næppe nogen af dem, som forventede. Et smil bredte sig, som Ragnor modvilligt fik fjernet blusen og Yotul havde chancen for at røre hans hud mere direkte. Fornemmelsen var varm og behagelig. Ejeren lod til at passe på sin dyrebare ejendom. Hun skjulte ikke sit smil.

Yotul strøg ham kort ned over ryggen, før at hun fulgte Talor ind bag forklædet. Hun var rolig og fattet, men glimtet i hendes øjne viste det stik modsatte, noget hun kun rettede mod Ragnor dog. Blikket forandrede sig, som hun kiggede mod Talor. "Jeg skal nok passe godt på ham" forsikrede hun med et høfligt smil. Yotul gik længere ind i det lille rum, som de blev efterladt alene. Hun så sig omkring, før hun vendte blikket mod ham igen. "Nå" lød det køligt, som hun bed sig let i læben. "Smid trøjen væk, du får ikke brug for den." Svarede hun lystigt, før at hun vendte ryggen til ham og samlede håret over sin skulder. Det afslørede nogle knapper langs med hendes rygrad. "Får jeg lidt hjalp?" Spurgte hun stille, som hun så sig over skulderen. Han havde intet valg.

Kvindens berøring ned ad hans ryg, fik Ragnor til at bide tænderne sammen. Hun var ikke en grim kvinde, det stik modsatte, men hele situation fik ham til at hade hende. Ragnor fulgte modvilligt med, og forstå ikke det blik hun så på ham med, og han havde for travlt med at styre sine egne følelser til at tænke for dybt over det. Talor bukkede let med hovedet, da kvinden sagde hun nok skulle passe godt på Ragnor. Ragnor holdte blikket mod jorden, men så op da hun talte til ham. Ragnor gav trøjen i sin hånd et sidste klem, før han gav slip og lod den falde til jorden. Ragnor så på hendes ryg, velvidende at de var alene. Han kunne hurtigt være bag hende, ligge sine hænder om hendes hals og ende hendes liv. Men hvad var balance i det? Han ville slå hende ihjel, og når Talor opdagede det, ville Ragnor selv blive dræbt. Ragnor nærede stadig et håb om at han ville kunne vende hjem en dag, og det ville ikke ske hvis hans liv endte her, bare fordi han lod sin vrede styre. Ragnor så mod hendes ansigt da hun så tilbage mod ham. Kæberne spændte, kæmpede for at holde ord tilbage. De var alene, og Talor kunne ikke straffe ham. Med stive skridt gik Ragnor bag kvinden. Han løftede sine hænder op, op mod den øverste knap. Hans øjne flakkede mod hendes hals, men hænderne stoppede ved knappen og åbnede den, og forsatte ned langs de andre.

Det rørte ikke Yotul, hvis han hadede hende, den slags følelser var langt nemmere at arbejde med, som så mange andre. Men det kunne han selvfølgelig ikke vide. Hendes grønne øjne hvilede på Talor for en stund, som han bukkede og efterlod dem alene bag forklædet. Derefter vendte hun sit blik mod ham. Han så noget så anspændt ud, sådan som hun kunne fornemme hans kæbeparti. Noget fortalte hende, at han virkelig ikke brød sig om situationen oveni det, så lod han ikke til at vide, hvad det hele kunne ende med. Yotul var ikke en almindelig kunde, men eftersom at Ragnor ikke havde meget erfaring med kunder, så kunne han umuligt vide, hvad det blev til.
Et smil gled over hendes læber, da blusen faldt til jorden. Derfra skjulte hun dog sine ansigtstræk, som hun vendte ryggen til ham og afslørede knapperne i rustningen. Hun kunne sagtens beholde den på, men det hun allerede havde fået banket ind i hovedet på ham, skulle helst blive. Så hun måtte fortsætte legen. Hvis han så meget som prøvede på at kvæle hende eller gøre hende ondt, så ville han nok blive slemt overrasket. For smerte var det samme som nydelse i hendes bog. Slaven kom tættere på, som Yotul spændte i overkroppen, klar hvis han skulle prøve noget. Dog lod han til at gøre som der blev sagt. Knapperne blev åbnet og rustningens stramme greb om hendes krop med løst. Løst nok til at hun kunne hive armene ud af overdelen. Inde under bar hun en mindre top og nogle korte shorts. Det var alt der var plads til under rustningen. Hun lod den dog hænge omkring hendes hofter, som hun vendte sig mod ham. "Du vil gerne gøre mig ondt? Eller tager jeg fejl?" spurgte hun roligt, som hun løftede en hånd mod hans bryst igen. Hvis han ikke flyttede sig, ville hun lade sine negle vandre over hans overkrop.

Det var uvant for Ragnor at føle så mange negative følelser, men han havde aldrig i sit liv prøvet noget lignende. Han følte sig ydmyget, over noget han ikke kunne kontrollere. Ragnor stoppede med at åbne knapperne da hun bevæge sig. Hans kæbe arbejde på det ord han ikke fik sagt. Gøre hende ondt? Han havde lige overvejet at dræbe hende. Han lod hende få kontakt med hans krop igen. ”Jeg kan ikke li folk, som tvinger andre til at gøre noget.” stemmen var lav og læberne sammenklemt, tydeligvis klar over at han ikke have ret til at sige noget. Hans hænder spændte igen, prøvede at kontrollere sin krop. Helst ville han bare væk, hjem. Han kunne ikke være mere ligeglad med hende, men hadet at han var tvunget til at gøre som hun sagde. ”Hvis jeg kunne, have jeg allerede vist dig min styrke. Jeg finder mig ikke i at…” Ordene døde ud, tydeligt at han ikke vidste hvad han skulle sige. Han hadet situation, men han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det. Kvinden foran ham var her ikke for at hjælpe ham, blot håne ham, og han så ingen grund til at fortælle hende noget. ”Se at få det overstået.” hans øjne hårdere, vrede. Ragnor var ikke blind for, hvad de slaver som blive trukket ind i disse rum, blev tvunget til at gøre. Blodet blussede op i ham igen, og han kunne ikke stoppe sin hånd fra at løfte sig, søgte mod hendes hals for at lukke sig om den. ”Væsner som dig, er det værste jeg kender til.” afskyen tyk i hans stemme. Det var ikke kun hende, det var hele som kom her, men hun stod foran ham nu.

Selvom han lod til at være så modvillig, så tillod han stadig Yotul at røre hans krop. Han var uden tvivl en underlig en, mon alle Nordlinge var lige som ham? Tanken morede hende for en stund, som hun strøg fingrene over hans krop. Hun løftede hånden let for at rive neglene over hans bryst. Ikke hårdt nok til at bryde huden, men nok til at efterlade nogle mærker, som dog ville forsvinde med tiden. Hun havde egentlig lovet Talor at hun ikke ville skade ham, men hvordan kunne hun love den slags? Det var slet ikke naturligt for hende. Så måtte hun angribe ham indefra. Ordene fik hende til at rette blikket mod ham igen. Smilet var ikke blevet mindre, som hun trak streger over hans bryst. ”Du behøver slet ikke at kunne lide mig” svarede hun køligt. Yotul var ikke typen til at bekymre sig om den slags småting. Men det var nu godt at høre hans stemme igen. Den tydelige dialekt fortalte hende blot hvor eksotisk han egentlig var. Et sjældent fænomen. Hvis han kunne? Hun overvejede hans ordvalg for en stund, som hun lod blikket dale mod sin hånd igen. ”Jeg har ikke forhindret dig i at vise mig din styrke” forklarede hun roligt, hvis han gik for vidt, så var der flere måder hvorpå hun kunne få ham til at stoppe. Den sidste mulighed ville dog være at kalde på Talor, for det var der ingen sjov i.

Ragnor lod til at være ivrig efter at komme i gang, eller nærmere få det overstået, som han forklarede det. Hun lo let for sig selv, som hun atter lagde en flad hånd mod hans bryst. Blot for at få en fornemmelse af hans krops temperatur. Hun fik dog ikke svaret på hans bøn, før at hun mærkede hans hånd omkring hendes hals. Blikket blev vendt mod hans igen, som hun smilte koldt til ham. Ordene fik hende til at grine, som hun dog ikke havde flyttet hånden fra hans bryst. ”Og hvad vil du gøre ved det?” spurgte hun hånligt, havde han tænkt sig at gøre alvor af truslen, eller var han bange? Yotul førte sine fingre op til hans halsbånd, som hun greb fat i det og hev til. ”Du er ikke andet end et stykke kød..” hvæste hun koldt, hun hev ham tættere på og var ikke meget påvirket af hånden om hendes hals. Det eneste han fik ud af det, var et nydende suk.

At stå stille var det bedste Ragnor kunne gøre, overtale sig selv til. Hvis han undgik hendes hånd, var han ikke sikker på hvad han ellers kunne finde på. Han ønskede en arms afstand fra hende, så han kunne se hendes bevægelser. Men den konstante viden om, at han skulle gøre hvad der blev sat, fik ham stædig til at blive stående. Neglene ned langs hans hud brændte, men han bevægede sig ikke væk, tillod hende ikke at få den sejre at han bakkede væk fra smerte. Han havde oplevet værre. Ikke forhindret ham? Den tydelige trussel med sværdet og derefter Talors tilstedeværelse, Ragnor havde ikke haft nogen mulighed.

Ragnor hadet at hun virkede så interesseret i hans krop, at hun rørte ved hans bryst, i stedet for bare at få ham til at gøre hvad hun ville have. Han ville have det overstået og glemt så hurtigt som muligt. Overraskelse gled over Ragnors øjne, da hun så op på ham igen. Hun råbte ikke efter hjælp, men Ragnor måtte være forsigtig, han vidste ikke hvad magiske evner hun havde. Hun virkede til at have kontrol over situation, og det pissede ham af. Ragnor overvejde kort at slippe hendes hals igen, hvad ville det i sidste ende nytte? Men hendes ord fik ham til at trykke hårdere om hendes hals. ”Jeg er kriger af Nordfolk, frygtet af hele vestkysten.” sagde han vredt og forsøgte at skubbe hende tilbage, men kunne være forhindret da hun holdte om hans halsbånd. 

Yotul kunne godt mærke den modstand, han egentlig gerne ville give udtryk for, men imponerende nok, så holdt han sig i skindet. Talor havde heller ikke givet ham en lang snor, så måske det var derfor, at han insisterede på at blive stående. Han var nervøs for konsekvenserne? Det morede hende. Men det bekymrede hende ikke, for hans ejer, havde som sådan ingen magt over hende og hun følte lidt at hun kunne gøre hvad der passede hende. Derfor valgte hun også at trække røde streger over hans krop, blot for at pointere situationen overfor ham. Det var dog overraskende, at han ikke forsøgte at undgå hende, måske vidste han, at hun bare ville komme tættere på og fortsætte, så det ville ikke nytte noget at flygte. Hvor skulle han også flygte hen?

Hvis ikke hun var interesseret i hans krop, hvad skulle hun ellers være interesseret? Det var uden tvivl ikke hans personlighed, måske hans kriger attitude, men så heller ikke mere. Yotul var dog ikke den sædvanlige krigertype og det havde han nok allerede læst på hendes kropssprog. Hun gjorde ikke mine til at fjerne hans hånd om hendes hals, heller ikke da han strammede til. Roligt strakte hun halsen mere for at give ham plads nok til at klemme til. Den ene hånd blev på hans bryst, hvorimod den anden søgte mod hendes sværd, hun rodede lidt med skaftet, men greb aldrig fat i sværdet. Han var stædig, hvilket var en god ting. Ragnor lod ikke til at kunne kontrollere sine følelser og hans ord bar præg af savnet til sit hjemland. ”Jeg er slet ikke interesseret i din fortid, Ragnor” hendes stemme var hæs, mest af alt fordi han pressede imod hendes hals, men hun lod ikke til at være i mange smerter. ”Du er en slave.. Intet mere” fortsatte hun i en hånende tone, som hun slap hans halsbånd og rev ham hårdt ned over brystet. Yotul løftede det ene ben mod hans knæ for at sparke til.

Ragnor forstod ikke, hvorfor hun strakte hals, og gjorde det nemmere for ham. Havde han ladt sin vrede før sig direkte ind i det hun ønskede? Han burde blive passiv, den slave de alle sagde han var. Han mere fornemmede end så at hendes frie hånd var ved hendes sværd. Det stod for tæt på hinanden til hun effektivt ville kunne trække og bruge det, men alligevel var Ragnor på vagt. Men hvorfor? Han burde slippe, træde tilbage og acceptere hvad hun ville. Neglene sved, men det var ikke en smerte han ikke kunne udholde. Grebet om hendes hals blev hårdere da hun sagde han var en slave. Han var klar til at forsvarer sig selv, men kom med et smertens grynt da hendes negle rev ham. Ragnor forventede ikke hendes angreb, og mærkede at hans ben gav efter under ham, og hans hånd om hendes hals gav slip. Ragnor greb ud efter hendes ene ben, presse hånden ind ved knæhasen og prøve at få hende til at miste balancen og selv prøve at ligge afstand imellem dem.

Der var ikke mange, som kunne prale med at forstå sig på Yotul og han var bestemt ikke én af dem, for han havde tydeligvis en klar forestilling om at grebet om hendes hals ville få hende til at opgive. I stedet gav det hende lyst til at fortsætte og forværre situationen for ham. Alt hun skulle ville være at give udtryk for sin utilfredshed med ham og så var hun overbevist om at Talor nok skulle tage sig af sagen. Men hun havde ikke noget imod at få beskidte hænder, så hun følte selv at hun kunne tage hånd om situationen. Stille grebet hun fat i skaftet på sværdet og hev det et stykke op af skeden for at snitte sig selv i hånden. Blodet lod hun flyde ind i hendes håndflade, som hun lukkede hånden om det og slap sværdet, så det gled ned på plads.

Slaget mod hans knæ virkede efter hensigten, som hun fik halsen fri og atter følte hun kunne bevæge sig frit. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at grine, som han greb ud efter hendes ben og straks forsøgte at få hende til at miste balance. Hun sukkede nydende af smerten, det forvoldt hendes ben. Hun knækkede sammen i benet, men hvilede knæet mod jorden, som hun brugte det andet ben til at skubbe sig frem mod ham. Hun løftede atter hånden mod hans brystkasse, bevist placeret over de rifter hun havde lavet. Blodet i hendes håndflader havde et formål, men først til senere. Først skulle hun have væltet ham omkuld. Det var jo ikke sjovt at bede ham om at ligge sig ned.

Ragnor hørte at sværdet blev trukket, i hvert fald lidt, men også at det faldet tilbage på plads, så han lage ikke mere i det.

Der var ikke meget plads i rummet, medmindre Ragnor ville springe ud gennem forhænget bag ham. Ragnor var klar til at tage imod hende da hun skubbede sig frem mod ham. Han så blodet i hendes hånd, hvornår var hun kommet til skade? Nok til at dræne blod. Hendes hånd fik kontakt med hans brystkasse, men han lod sig ikke blive skubbet bagover. Han greb ud efter hendes arme, og forsøgte at skubbe hende ned i ryggen i stedet, sætte sig over hendes ben og holde hendes arme fast over hendes hoved.