Sted: På en mindre landevej i det nordlige Medanien
Tid: Midt på dagen
Vejr: Solrigt og med en let kølende brise

Ind til videre var det gået fint. Sheno havde som noget af det første, da han kom ud af ørkenen, mødt en kvinde, der havde taget ham som vagt for en periode. Hun havde haft tålmodigheden til at fortælle ham om det grønne landskab og dyrene, der boede i det og nogle af de skikke for de nordligere boende væsner, der var vigtige at kende. Tænk at der kunne være så stor forskel mellem folk, blot adskilt af en ørken.
Deres veje var gået hver for sig igen og Sheno gik nu alene igennem det fredelige landskab. Han kunne næsten ikke få nok af at se alle de forskellige grønne farver. Og fugle. Så mange små fugle, der sang så smukt. Nogle nætter var det næsten umuligt for ham at sove, der var så mange fremmede lyde. Vinden i græsset, insekterne og nataktive dyr. Han anså ikke ørkenen for et dødt sted, for der var masser af liv, det gemte sig bare her. Men livet var så tydeligt her uden for ørkenen, han følte næsten, at han svælgede i det.

Dagen her lignede de andre, han gik og gik og lod tankerne flyde som de ville. Men pludseligt gav hans ben efter. Midt på vejen. Med en grimasse tog han sig til brystet med den ene hånd og gispede så efter vejret. Det føltes som et slag i maven, bare i brystet. Han blev siddende lidt på knæ, mens han forsøgte at få styr på sin krop, der føltes som en blanding mellem død og panisk. Det gjorde ondt og han havde svært ved at trække vejret. Trods den kropslige panik, tog han det ganske roligt, for det var ikke første gang, at det skete. 
Møjsommeligt kom han på benene og forlod vejen for at gå ind i mellem nogle træer, hvor han kunne høre en bæk klukke. Snart sad han på en stor sten, med en hånd der masserede de massive brystmuskler og et tomt blik.

Hans sjæl. Eller rettere, manglen på hans sjæl, han var sikker på, at det var, hvad gav ham disse anfald. Det var som om, at han døde i et par sekunder, når kroppen gav efter. Smerten mindede ham om den dag, hvor englen havde rykket hans sjæl ud af ham og givet den til dæmonen. Der havde han også troet, at han skulle dø, for hvem kunne overleve at miste sin sjæl? Men utroligt nok havde han overlevet, selvom den første dag ikke havde føltes sådan. Alting havde føltes gråt og dødt. Verden havde mistet sine farver. Men livet var kommet tilbage og selvom han følte sig hul og ødelagt, levede han. Farverne, smagen og de fysiske følelser var kommet tilbage til ham. Han følte sig næsten normal. Som sig selv. Og så alligevel så langt fra.

Han så ned på sin rystende hånd og trangen til at græde kom over ham, men hans øjne forblev tørre. Han havde grædt to gange siden sin barndom, den ene gang da pigen blev fundet på dørtrinnet, den anden gang, da de tog hans sjæl. Åh, han var så træt. Og han var bitter. I stedet for at græde, krøllede han sig lidt sammen på stenene og begravede sit ansigt i sine hænder. Lukkede det alligevel pludseligt grå lys ude og gemte sig i mørket. Lige i det øjeblik kunne han ikke mere. En følelse der overvældede ham sammen med sorgen over sin egen triste skæbne. Men det ville forsvinde igen og han ville gå videre. Men ikke i dag.

Le bevægede sig ellers normalt ikke ud i dagstimerne, når solen var fremme på grund af sin sarte hud, men hun havde ikke kunnet lade være; hun havde sovet på et leje af mos og bløde blade, da hun pludselig var blevet vækket af en følelse af intense sorg, og den var tæt på. Hu havde med det samme sat sig op fr børstet bladene ud af sit hår og set sig omkring. Her var ingen at se, men hun følte alligevel sorgen helt tydeligt. Den sørgende måtte være tæt på.

Le rejste sig og rystede sig kjole og gigantiske hvide vinger fri for jord og blade. Så begav hun sig i den retning, sorgen kom fra. Da hun kom ud fra skovens beskyttende skygger, måtte hun tage et hvidt klæde over hovedet og skuldrene for at beskytte sig hud, og hun måtte skygge for sine øjne med en hånd for overhovedet at kunne se noget i sollyset. Halvblindt fortsatte hun, indtil hun kort tid senere skimtede en skikkelse under et træ i vejkanten. Hun kunne nærmest se sorgen stå i bølger omkring den, men da hun forsøgte at lære lidt om personen ved at mærke på dens sjæl, fandt hun ikke noget. Le rynkede de hvide bryn. Besynderligt. Hun mærkede efter igen, men nej, der var intet, der hvor hun normalt ville finde et væsens sjæl. I stedet var der blot, hvad føltes som et evigt tomrum.

Le begav sig tættere på velvidende, at hende evne nok ville holde hende mere eller mindre skjult, indtil hun talte til væsnet. Folk, der ikke aktivt kiggede efter hende, havde det med slet ikke at kunne se hende.

Åh, sikke en smuk løve! Le kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun kom tæt nok på til at kunne se væsnet ordentligt. Hun havde mest af alt lyst til at begrave begge hænder i den bløde manke, men i stede lagde hun forsigtigt en blid hånd på løvens skulder og sagde, "Lille løve, hvorfor er du så trist?"

Hvor længe han sad og var overvældet af mørket indeni, den døde følelse, vidste han ikke. Selv lyden af bækken blev fjern for ham og selvom han ikke sad ret langt fra vejen, lukkede han bare sine omgivelser ude. Han var træt. Han var ked af det. Og han havde det så dårligt indeni, han havde aldrig prøvet noget lignende. Selv ikke, da han kastede sig over flasken på grund af sin dårlige samvittighed, da pigen døde. Lige nu havde den store løve lukket sig inde i sig selv i ren og skær sorg og depression.

Så han havde ikke opdaget, at der var nogen i nærheden, selv ikke hans sarte ører havde hørt hende. Men pludseligt lagde nogen hånden på hans skulder. I en lynhurtig bevægelse var han på benene, vendte rundt mod personen, der havde rørt ham, og sværdet nåede halvt ud af skeden, før han registrerede, at det var en kvinde. Med vinger. En engel, det kunne næsten ikke være andet, hun var så hvid. Så ren og uskyldig at se på. Han fjernede dog ikke hånden fra sværdets skæfte, udseendet kunne snyde. Det var ikke så længe siden, at han havde mødt en anden hvid, smuk kvinde, der slet ikke havde været uskyldig overhovedet...

De orangebrune øjne så på den høje kvinde uden gnist eller liv. Endeligt fangede han hendes spørgsmål, hvilket fik ham til at rynke panden lidt. At hun kaldte ham lille løve, reagerede han ikke på, det virkede ikke som en fornærmelse, ikke når det kom fra hende. Men hvad skulle han svare? Skulle han overhovedet svare noget? 
Langsomt slap han sværdet og hånden gled i stedet igennem den fyldige manke, tænksomt, inden han åbnede munden.
"Der er blevet taget noget fra mig som jeg savner." Hans blik gled ned over hende. Hvordan klarede hun sig herude, der var ingen våben, heller ikke nogen oppakning at se. Bare en simpel hvid kjole og bare tæer. Man kunne se, at han begyndte at trække sig ud af sin indre smerte og finde den mere praktiske side frem.
"Har du brug for hjælp?"

Le reagerede ikke på løvens voldsomme reaktion; hun var vant til, at folk reagerede med chok, når hun først talte til dem, så hun var forberedt på det. Hun smilede blot forsigtigt til løven og kiggede nysgerrigt på ham, mens han fandt ud af, at hun ikke var en trussel. Hun foldede hænderne foran sig og lagde hovedet lidt på skrå over hans spørgsmål. Folk plejede ikke at spørge, om hun havde brug for hjælp.

"Nej, det tror jeg da bestemt ikke," sagde hun med et lille kluk af mild latter over det overraskende spørgsmål. "Jeg er kommet for at hjælpe dig. For at trøste dig. Jeg kunne mærke din sorg, den… Den er stærk."

Hun lagde hånden over sit hjerte for at vise, hvor hun kunne mærke løvens sorg. Så rakte hun ud og helt frygtløs tog løvens kæmpemæssige hånd i sin noget mindre. Hendes smil falmede, og hendes isblå øjne blev en smule større af bekymring, da hun spurgte, "Hvad sørger du over, lille løve? Hvad har de taget fra dig?"

Hun kunne jo nok gætte, at det havde noget at gøre med det faktum, at hun ikke kunne mærke løvens sjæl, men hun ville ikke spørge om det endnu.

Kvindens ord forvirrede ham. Hun var der for at trøste? Hvad kom det i det hele taget hende ved? Måske var det forskrækkelsen, måske var det hendes direkte måde at bore ind i hans private følelser, men han rynkede panden en smule mere og kom endnu mere ud af de dårlige følelser indeni. Fik dem pakket væk. Hvordan vidste hun, at han havde det dårligt? Hun kunne mærke den? Det måtte være magi, noget han ikke selv besad og somme tider havde lidt svært ved at forstå. Men hendes evne måtte være at mærke følelser. Eller kun sorg?

Han lod hende tage sin hånd, i hvert fald indtil hun havde udtalt sin spørgsmål. Med en udtryksløs mine trak han sin hånd til sig og trådte et skridt bagud, væk fra hende. Han havde ikke lyst til at svare. Hvorfor skulle han fortælle en helt fremmed om sine egen indre smerte? Som barn havde han lært at gemme sine følelser, men også at det var i orden at dele dem på de rigtige tidspunkter. Fandt man en person, man kunne stole på. Men han vidste ikke, om han kunne stole på hende. Hun var en engel, lige som hende, dæmonen havde kaldt sin elskede dødsengel. 

"Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvad du vil mig. Eller hvorfor du tror, at min sorg er din at håndtere. Det vil være bedst at lade mig være." Han trak sin taskes skulderrem lidt bedre på plads, inden han vendte rundt for at gå. Han følte sig stadig svag i kroppen og han var ikke sikker på, at han ville komme langt, følelsen af død sad stadig så tungt i ham, men han ville ikke blive her. Ikke dele sin smerte med en fremmed engel, der nok så uskyldig ud, men som uden tvivl kunne være lige så farlig som hende, der havde taget hans sjæl.

"Åh."

Hvis man kiggede godt efter, ville det se ud, som om Le blev en smule gennemsigtig, som om hun synede hen en lille smule. Men det var kun et kort øjeblik, for så smilede hun igen og rakte en hånd ud mod løven, denne gang ikke for at tage hans, men for at tilbyde sin egen.

"Jeg har jo glemt at præsentere mig," sagde hun. "Jeg hedder Le. Hvad hedder du?"

Selvom Le smilede til ham, var det, som om smilet aldrig rigtigt helt nåede hendes blå øjne, der havde et kronisk skær af sørgmodighed i dem. Det stoppede hende dog ikke i at smile meget, hvilket hun gjorde ofte, og de var alle ærlige, også selvom de ikke kunne gennemtrænge skæret i hendes øjne.

Hun var vant til at blive afvist, men hun gav ikke op. De fleste ville gerne trøstes på den ene eller anden måde, men de skulle bare lige indrømme det overfor sig selv og hende først. Hvis folk virkelig ikke ønskede hende i deres selskab, så forsvandt hun.

Sheno var på vej væk, så han så ikke, at hun blev gennemsigtig. Men hendes stemme fik ham til at stoppe op og langsomt vende sig i mod hende. Hun holdt en hånd frem mod ham og smilede til ham. Det fik ham til at tøve lidt. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere, for han havde besluttet sig for at gå, så hun holdt op med at spørge til hans sorg og sjæl, men det var ikke høfligt at gå fra en, der ville introducere sig. Samtidigt var der noget i hendes øjne, der ikke fulgte med smilet. Måske var det øjnene, men han tog i hvert fald de få skridt tilbage til hende og efter kort tøven tog hans hendes hånd for at give den et fast, men alligevel forsigtigt klem.
"Min navn er Sheno."

Nu han stod så tæt på hende, betragtede han hendes ansigt lidt mere grundigt. Hvem var hun? Navnet gav ham ikke så meget at arbejde med. Der var et eller andet over hende, han ikke kunne sætte fingeren på. Hun var speciel, tøjet, de store vinger og de bare fødder. Men også udtrykket i hendes øjne og ansigt, sagde, at hun ikke var almindelig. 
Med et suk lænede han sig mod stenen og satte en pote på siden af den, så han kunne hvile sine arme på benet.
"Hvorfor vil du trøste mig? Hvorfor er du så interesseret i om jeg føler sorg?" Han ville stadig ikke helt indrømme, at han faktisk følte sorg. Måske vidste han ikke helt, hvad den tunge følelse var, måske hadede han bare at skulle kendes ved den. 

Hvis der var noget Sheno ikke gjorde sig i, så var det at have medlidenhed med sig selv. Det kunne han ikke bruge til noget alligevel. Man kunne ikke være sit bedste, hvis man havde for travlt med at have ondt af sig selv. Og hvis man ikke kunne være sit bedste, kunne man lige så godt drage ud i ørkenen og slutte fred med sine guder. Sådan var han opdraget og han så intet forkert i det. Måske det var derfor, at han havde så meget i mod at indrømme, at det gjorde ondt indeni. Fysisk og psykisk.

Le gentog Shenos navn i en blid hvisken og håbede, at hun aldrig ville glemme det specielle navn. Hans hånd var varm og ville sikkert have føltes tung for folk, der ikke besad Les styrke. Hun klemte forsigtigt tilbage, og hendes vinger sitrede en smule i den sommermilde luft, som om hun havde lyst til at strække dem lidt, men de blev, hvor de var.

"Jeg kan ikke lade være," sagde hun som svar på hans spørgsmål uden at slippe hans store hånd. "Jeg var selv meget ked af det og ensom engang… Det var så forfærdeligt, at jeg ikke ønsker, at nogen anden skal opleve det sammen, som jeg gjorde. Jeg kan altid mærke, når væsner er kede af det, og jeg prøver altid at hjælpe dem, der ønsker min hjælp eller mit selskab."

Le åbnede munden igen, som om hun gerne ville sige mere, men hun tog sig i det og lukkede munden igen med et smil og en lille rødmen på kinderne. Hun vidste, at hun kunne komme til at snakke for meget, og det gad folk nok ikke at høre på. Sheno havde jo sine egne problemer, og det var dem, det handlede om.

Englens hvisken af hans navn nåede tydeligt Shenos ører, der vippede lidt ved lyden. Hun virkede så uskyldig, næsten som et barn, og det forvirrede ham en smule, men det var ikke noget, han dømte hende på. Folk var forskellige. Var opvokset forskelligt, levede forskelligt. Sheno dømte sjældent nogen på forhånd uden at kende dem, selvom der var visse racer og typer af personer, han havde en fastlåst forestilling om i forvejen. 
Hun slap ikke hans hånd, selvom han satte sig på stenen og han hev den ikke til sig. Det virkede uskadeligt at lade hende holde den, men hun skulle ikke tage fejl, han var ikke føjelig. Følte han sig truet eller utilpas, ville han trække sig væk.

Han lyttede omhyggeligt til hendes ord, forsøgte at forstå. Selvom han ikke helt gjorde, nikkede han langsomt en enkelt gang.
"En ærefuld måde at leve sit liv på." Han mente det, selvom at han ikke forstod det, ikke rigtigt. Men at vælge at hjælpe andre kunne ikke andet end at være fyldt med ære. En god måde at bruge sin tid på denne jord på. 
"Jeg er ked af, at du havde det sådan engang." Det var nemmere for ham at vende samtalen mod hende. Han var ikke en, der skulle lægges mærke til, han skulle være den vogtende skygge. Hvilket altid lidt blev ødelagt af hans udseende, men i det mindste snakkede folk normalt ikke med ham og slet ikke om, hvordan han havde det.

En lyd fik ham kort til at se til siden, men det var blot en tung fugl, der lettede længere henne. Det mindede ham om, at han snart burde gå på jagt. Hans proviant var ved at slippe op. Men det var ikke noget, han skulle tage stilling til nu, så han flyttede blikket tilbage til den hvide kvinde. Han var stadig en smule overrasket over, hvordan hun kunne klare sig herude. Hun virkede ikke som om, at hun kunne finde på at gå på jagt. Og helt uden oppakning. Besynderligt.

Le smilede sit sædvanlige sørgmodige smil og aede over Shenos store, varme hånd. Hun blev stående foran ham i stilhed i et stykke tid, inden hun sagde, "Jeg kan mærke, hvor ked af det, du er. Vil du fortælle mig om det? Nogle gange hjælper det at tale højt om det, der gør ondt. Det gør smerte nemmere at bære, hvis det er nogen, der hjælper en med det."

Le havde virkelig lyst til at røre ved Shenos manke, og før hun kunne stoppe sig selv, slap hun hans hånd og rakte ud efter manken. Hvis han ikke stoppede hende, ville hun lade sine fingre glide igennem en tykke pels og nusse ham bag øret med et forundret smil spillende på sine læber.

Tavsheden faldt over dem. Hun blev ved med at have fat i hans hånd som hun aede med sine små fine hænder. Egentligt burde han nok trække den til sig, men han var ikke bange for at blive rørt ved, så det var ikke så unaturligt for ham at lade hende fortsætte. Lidt med tanken om, at det var hende, der virkede til at have brug for det. Det sørgmodige glimt i hendes øjne påvirkede ham stadig, hun var for køn, for ren til at føle noget så trist. Men kunne han indrømme det over for sig selv, havde han også brug for det. Han havde været lukket inde i et bur i et halvt år uden positiv fysisk bekræftelse og hans krop hungrede efter det. Trods sin lidt hårde fremtoning, var han meget fysisk afhængig, han havde brug for varme. Og hendes berøring gav ham netop det.

Hendes spørgsmål fik ham til at spænde op i kæben, han havde stadig ikke lyst til at fortælle hende om sin manglende sjæl og tiden ved slavehandleren. Han skulle nok selv arbejde sig igennem det og komme ud på den anden side. Hvilket var meget selvsikkert tænkt af en mand, der sidst hans indre gik i stykker, tyede til spruttens befrielse.
Han blinkede lidt overrasket, da hun rakte ud og kørte en hånd igennem hans manke. Det var ikke yvant for ham, at folk følte for at røre uden at spørge først, den massive og imponerende hårmængde skreg åbenbart på at blive rørt ved.

Det var først, da hendes hånd fandt ned til hans øre, at han løftede den frie hånd og blidt tog om hendes underarm for at trække hende hånd væk. At blive nusset som et kæledyr var lidt for meget. Han mødte kort hendes blik, inden han sænkede det til deres hænder og et svagt suk lød fra ham.
"De tog min sjæl. Min værdighed. De gjorde mig til et dyr i et bur, inden de flåede mit indre ud." Hans stemme var dæmpet, men rolig. Hans hænder begyndte at pille ved hendes ene, røre ved den bløde hud, følge dens linjer. Der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt på ham at sige, men der var ikke den helt store følelsesmæssige reaktion fra ham selv. Ikke endnu i hvert fald.

Le smilede først, da Sheno begyndte at fortælle, men hendes smil blev meget hurtigt forvandlet til at forfærdet grimasse. Begge hendes hænder fløj op for at dække hendes mund i med et gys, og før hun kunne stoppe sig selv, kastede hun sig mod Sheno og omfavnede ham med en del mere kraft, end der burde kunne være i så fin og spinkel en kvinde.

"Din stakkel," hviskede hun mod Shenos bryst, mens et par empatiske tårer trillede ned ad hendes kinder. "Hvordan kunne de gøre sådan imod dig? De onde, onde folk. Stakkels Sheno."

Nu forstod hun, hvorfor hun ikke havde kunnet mærke noget i ham. Den stakkels løve. Hvordan måtte det ikke føles at leve uden en sjæl? Le kunne slet ikke forestille sig det, havde ikke lyst til at forestille sig det. Og hvordan skulle hun nu kunne trøste ham ordentligt? Hendes magi var jo sjælemagi, og hvis Sheno ikke havde nogen sjæl… Nej! Hun måtte prøve så godt, hun kunne, alligevel! Så måtte hun bare finde på en anden måde at trøste ham på.

Sheno var ærligt talt overrasket over hendes reaktion. Hun var så forfærdet på hans vegne, det lyste ligefrem ud af hende. Da hun kastede sig i mod ham, løftede han svagt forskrækket armene, inden det gik op for ham, at hun omfavnede ham. Langsomt sænkede han armene og lagde dem om hende, forsigtigt med ikke at komme i karambolage med hendes vinger.
Hun græd, han kunne høre det på hendes stemme. Hun græd for ham og det sendte et stik lige i hjertet af ham. Havde nogen nogensinde grædt for ham før? Hans greb om hende blev mere fast og det var som om, at verden blev en smule tåget. Hans blik blev tåget, da hans øjne blev blanke. 

Hun græd for ham og fandt ham en stakkel. Han ønskede ikke medlidenhed, han havde ikke brug for medlidenhed, men dette var mere end bare almindelig medlidenhed. Hun reagerede så voldsomt. Viste ham, at det var forfærdeligt, at det var så slemt, at det var til at græde over. 
Og hun omfavnede ham. Viste ham affektion. 
En tåre løb fra hans øje og ned over den glatte pels i hans ansigt. En mere fulgte efter og han kunne ikke holde dem tilbage. Uden at tænke så meget over det, sænkede han det store hoved og hvilede det mod englens hår. Der kom ikke en lyd fra ham, den eneste forskel var, at hans vejrtrækning blev lidt overfladisk, en lille smule tungere. 

Det gjorde så ondt. Han var så tom indeni. Der var et stort hul, hvor hans sjæl havde siddet og han følte sig så død indeni. Ødelagt. Han havde det så forfærdeligt, selvom han forsøgte at fortælle sig selv, at det ikke var så galt. Forsøgte at bevæge sig frem i livet og være sit gamle jeg. Men han var ikke den, han havde været. Han kunne mærke det. hvordan det kom til udtryk vidste han ikke, men han havde det dårligt. Var deprimeret langt ind i... den sjæl han ikke havde. 
Endeligt lukkede han øjnene. Gav op. En svag rystelse gik igennem ham, men det var også det. Han fortsatte bare med at græde lydløst og knuge lidt om pigen i sin favn.

Le vidste ikke helt, hvad hun havde forventet, og sandheden var nok, at hun slet ikke havde tænkt så langt, men hun var overrasket, da hun mærkede Sheno gengælde omfavnelsen og endda begyndte at græde også! Han slog hende ikke, som en fyr der græd ret meget, så det måtte virkelig gøre ondt på den stakkels løve. Dette fik kun Le til at græde endnu mere, og hun strammede sit greb om ham, som om hun kunne beskytte ham fra smerten ved blot at holde godt fast om ham. Hun vidste godt, at hendes styrke var stor, så hun sørgede for ikke at klemme ham alt for meget.

Normalt havde Le godt styr på sin magi, men lige nu var hun så oprevet på Shenos vegne, at hun slet ikke havde styr på den. Den kunne ikke ses, men hun kunne mærke, hvordan den strømmede ud af hende og omsluttede dem begge som en blid, varm dyne. Der var ingen sjæl at tage fat i, at stryge over og kærtegne, men der var ingen. Hun prøvede alligevel. Måske kunne den virke blot en lille smule? Hvis det gjorde, ville Sheno føle en blid, beroligende følelse lægge sig over ham, og en lillebitte følelse af, at det hele nok skulle gå.

Da Sheno kunne mærke hende tage bedre fat om ham, gjorde han det samme. Ikke hårdt, han ville ikke skade hende, men fast. Han havde brug for at mærke nogens nærhed, en fysisk nærhed. Og det var, hvad han fik lige nu, fra en fremmed kvinde. Det gjorde ikke så meget, han havde ingen i sit liv og havde siden han forlod sit hjem, brugt fremmede favne af begge køn for at finde nærhed. Ikke at han havde nogen som helst tanker i den retning med denne engel, hun var mere som et barn for ham. Uskyldig. Og selvom han havde ondt, ville han trøste hende, for hun græd og han var ikke helt sikker på, at han forstod hvorfor.

Som han sad der og lod smerten fylde sig, mærkede han alligevel et eller andet. Det var meget svagt og ikke nok til at skubbe ham ud af sin elendige forfatning, men alligevel faldt der en sær ro over ham. Han havde klaret sig så langt, han var sluppet ud af kløerne på Vargas og havde også klaret sig igennem ørkenen, trods sit ødelagte stadie. Han var ikke sikker på, at han kunne blive ved, han havde så ondt i sit sind og sin krop. Men han vidste, at han ikke kunne give op, han var ikke skabt til at give op. Selv som barn, når han blev efterladt alene i ørkenen, havde han ikke givet op, han havde overlevet. Og det skulle han nok også denne gang.

Han blev siddende på stenen med englen i sin favn, lod de sidste tårer forlade sine øjne og lod sig selv falde til ro. Uden at slippe hende. Til sidst trak han dog hovedet til sig og slap hende. Pelsen i hans ansigt bar præg af hans gråd og par enkelte dråber hang i hans knurhår, men han lod sig ikke mærke med det. Det var ikke fordi, at han deciderede skammede sig over at græde, han var bare vokset op med, at det ikke var noget, man gjorde. Han så på hende med de lidt gyldne øjne og vidste ikke, hvad han skulle sige. Tak? Det føltes sært. Så han var tavs.

Havde hendes magi virket? Le kunne ikke helt finde ud af det, men hun synes nu, der var et glimt af håb i de gyldne øjne, da han trak sig ud af omfavnelsen og så på hendes. Les eget ansigt var vådt og hendes kinder en smule røde, men hun smilede til ham og løftede begge hænder for at lade sine tommelfingre tørre tårerne bort fra hans pelsede kinder. Hendes smil voksede, mens hendes lyseblå øjne så ind i hans.

"Det skal nok gå, Sheno," sagde hun blidt, men alligevel med en lyd af fast overbevisning i sin stemme. "Du skal nok blive hel igen."

Hendes store, hvide vinger virrede en smule, og nu hvor hun følte sig mere tryg i Shenos selskab, turde hun godt strække dem lidt. Deres størrelse alene kunne godt skræmme folk lidt, men hun havde haft dem foldet sammen bag sig i mange timer nu, så hun havde virkelig brug for at strække dem. Hun strakte dem dog ikke helt ud, kun halvt, selvom hun helst ville strække dem helt. Hendes øjne lukkede sig kort i nydelse og koncentration.

Sheno lukkede ikke øjnene, da hun rørte hans ansigt, men blev ved med at se ind i hendes meget blå øjne. De havde stadig det sørgmodige strejf, der gav ham en sær lyst til at trøste hende, men der var et smil på hendes læber, et smil der voksede. Hun var så køn. Det fik ikke trangen til at beskytte hende til at blive mindre.
Han fjernede blidt hendes hænder fra sit ansigt og rystede let på hovedet.
"Jeg får aldrig min sjæl tilbage. Ham der har den, vil aldrig give slip." Han havde set udrykket i dæmonens ansigt og han vidste, at intet ville være nok værd til at han kunne købe den tilbage. Hvis han overhovedet kunne få den tilbage. Han tvivlede, noget i ham sagde, at den var tabt for evigt.

Hans blik gled til de hvide vinger, der spredte sig en smule, inden han igen så på hendes ansigt. Det så ud til at være tiltrængt for hende at bevæge dem, men hun foldede dem tydeligvis ikke helt ud. Hvorfor ikke? Han undrede sig. Hun holdt sig vel ikke tilbage på grund af ham?
Han havde ikke sluppet hendes hænder så han gav dem et forsigtigt klem.
"Fold dem ud. Jeg vil gerne se dem." Han vidste ikke, om det var i orden at sige, men det var sandt. Han ville gerne se hendes vinger. De så flotte ud allerede nu.

Der var sikkert nogen, der ville undre sig over den opførsel de havde overfor hinanden. De havde lige mødt hinanden og havde allerede brugt tid i hinandens favn i søgen efter trøst. Sheno gik ikke så højt op i den slags, det føltes naturligt at være i selskab med denne engel, så hvorfor skulle han holde på formerne? Hun så heller ikke ud til at tage sådan noget specielt højtideligt.

Les ansigt lyste op, da Sheno sagde, at han gerne ville se hende vinger. Mange var utrygge eller direkte bange for dem, men åbenbart ikke ham. Le trådte et par skridt tilbage, så hun havde bedre plads, inden hun foldede sine vinger helt ud med et lille grynt at tilfredshed.

Det var næsten, som om de kridhvide fjer lyste op i skyggen, da hun foldede dem ud. Det var nok ikke så mærkeligt, at mange var utrygge ved dem, for de var virkeligt store, når de var helt strakt ud. Les vingefang var mindst på fem meter, og de store svingfjer var på længde med et ti-årigt barn. Hun have aldrig prøvet, men med den rigtige bevægelse kunne hun sikkert slå en fuldvoksen mand omkuld med intet andet end lufttrykket fra et kraftigt vingesvirp.

Hun smilede lidt forlegent af Sheno, ikke vant til at vise sine vinger frem på den måde.

Sheno slap hendes hænder, da hun bakkede et par skridt tilbage. Han havde nok regnet med, at de var store, men der gled alligevel et imponeret udtryk over hans ansigt, da han så dem i sine fulde længde. Hvordan kunne hun bære rundt på dem? De så tunge ud! Han lod blikket glide over dem, inden han så på hendes ansigt igen. Hun så forlegen ud. Et mildt smil dukkede op på hans ansigt og han rejste sig fra stenen for at træde nærmere og lade en hånd forsigtigt glide over hendes fjer.
"De er smukke." Han mente det. Hvordan kunne man ikke mene, at noget naturen havde skabt til perfektion som vinger, var smukt? Og disse var enorme! Han var ikke i tvivl om, at de ville kunne løfte hende højt mod himlen.

Han havde aldrig selv drømt om at prøve at flyve, gjorde det heller ikke nu ved synet af hendes vinger. Han var skabt til at have fødderne solidt plantet i ørkenens sand og det passede ham fint. Han var tilfreds med sit lod i livet, et lod der lagde vold og ensomhed for hans fødder, men han havde vidst hele sit liv, at det ville blive sådan. Som mand var han ikke velkommen i sin familiegruppe mere, ikke medmindre han ville udfordre det hierarki der var, og han havde intet ønske om at forsøge at tage magten. Han havde bare aldrig regnet med denne tomhed, der nu fulgte ham, hvor end han gik. Hvorfor lige ham?

Hans smil falmede lidt, men han tvang det frem igen. 
"Jeg er imponeret over deres størrelse. Har alle engle så store vinger?" Det var halvt af nysgerrighed, halvt i forberedelse at han spurgte. Hvis han nogensinde fandt den engel, der havde revet hans sjæl ud, var det godt at vide, hvad han skulle forvente. Ville hendes vingefang være lige så imponerende? Det ville være svært at slås i mod. Men hvis Le sagde ja, ville han i det mindste være forberedt, om han så skulle hugge vingerne af dødsenglen.

"Synes du virkelig?" spurgte hun, da han gav vingerne et kompliment.

Shenos smil fik Le til at smile endnu mere. Han var imponeret over hendes vinger, det kunne hun se, og hendes kinder blev en smule rødere, mens en følelse af stolthed svulmede en smule i hendes bryst. Der skulle ikke så meget til, før hun blev forlegen eller stolt som nu. Hun havde brugt hele sit liv, før hun genopstod, som en skygge, som et genfærd, som folk valgte at ignorere. Hun havde været udstødt uden rigtig at vide hvorfor, og selv nu var det de færreste, der så hende. Så den positive opmærksomhed, Sheno viste hende nu, fik det til at boble i hele hendes krop. Hun kunne ikke lade være med at ryste de store vinger lidt og slå et par små, lette slag med dem.

"Åh, det… det ved jeg ikke," svarede Le på hans spørgsmål. Hun havde ikke mødt mange andre engle, og med de få, hun havde mødt, havde hun ikke tænkt på deres vinger.

"Men mange folk, jeg møder, er bange for mine vinger," fortsatte hun tænksom, "så måske er de større end normalt?"