"Igen.. igen..." lød en kølig latter, som Yotul havde lukket en gruppe af mænd med sig til den ødelagte borg. De havde alle hævet deres sværd og var klar til at gå til angreb. Hun stod midt i det hele og holdt stædigt fat i hendes sværd, som hun havde rettet imod manden foran hende. Han faldt bagud, som han var løbet lige ind i hendes sværd. Sværdet strøg uden besvær igennem hans brystkasse og ud på den anden side, som han faldt om. Blodet fulgte sværdet og smurte hendes hvide hænder ind i den varme væske. Hendes puls var høj og hendes pupiller udviddet, som var hun høj, det var hun måske også. Men lugten af blod var virkelig befriende. Hun grinte let af deres udbrud og støn. De var alle udmattet også hende, men hun forsøgte at skjule det i en latter.

Yotul var det navn, som orkerne havde givet hende. Hun kendte ikke til andet, også selvom hendes forældre havde givet hende et andet navn, så var det fremmed for hende. Navnet ville næppe passe med hendes natur, den var voldsom og barsk. Hun svang ud med sværdet for at smide noget af blodet af bladet, før at hun atter rettede det mod mændene omkring hende. Yotul løftede hånden mod hendes mundvig, som hun forsøgte at tørre noget blod væk, men hun gjorde det blot værre. Hendes hvide trøje var også blevet rød, men hendes bukser havde kun fået nogle pletter hist og her. Endnu en mand angreb, han formåede at ramme hendes hals med et langt snit, som hun udbrød et irriteret støn. Blodet flød dog ikke, som det samlede sig om såret og lukkede sig. Yotul fik hurtigt sendt ham i gulvet og rettet sværdet mod den næste. Hendes position var ikke fantastisk, men det kunne have været værre. De angreb hende ikke alle på én gang, nok fordi de ikke så en udfordring i en skovelver, men det var deres fejltagelse. Det kunne hun ikke tage hensyn til.

Lydene døde ud, som Yotul faldt sammen i midten af det hele. Hendes vejtrækning var ukontrolleret og hun var tydeligvis træt, som hun lagde en hånd mod hendes sår og pressede til. Forbistrerede mænd.. Hun lo stille, før at hun lagde sig ned midt i det hele. Udmattet og træt. Hun var lidt ligeglad med at der var blod overalt. Hendes vejrtrækning var dog rolig, som hun blot lige skulle hvile sig lidt. Sværdet var forsvundet, som en manden havde trukket det ud af hendes greb. Han havde tabt til hende alligevel. Men det lå langt væk og hun orkede ikke at samle det op igen. Først en lur.

Endnu en dag var gået som de altid gik. Dékatreís havde vandret rundt i den samme cirkel, han gik i dag efter dag, for at slå tiden ihjel med jag. Hvad han fik jagtet var meget forskelligt og det var sjældent at der befandt sig noget som helst ved den ødelagte borg. Her tog han som regel en lur, inden han vandrede videre mod den røde flod. I tidens løb havde han set mange forskellige væsner og som regel holdt han afstand til dem der ikke lignede dyr. De fleste dyr brugte ikke våben, men han havde været uheldig at støde på nogle få, der kunne meget mere end de så ud til at kunne. Han var altid sluppet ud af den slags situationer, men han havde også fået et par ar mere til samlingen. Der var dog ingen ar der var tydeligere, end dem der sad hen over hele ryggen og lænden. At de kom fra piskeslag var ikke svært at se. Til gengæld var det ikke til at sige hvad de mange ar hen over ørene var kommet af, da de så enormt rodet ud. Det var kun ham selv der vidste, at de var blevet lavet af ham selv, da han var meget ung. Men selv det minde var efterhånden begyndt at falme, som han havde levet meget længere end han egentlig burde have. Det var ikke unormalt at mange minder langsomt blev glemt.

Dékatreís havde lagt sig helt sammenkrøllet på jorden, blandt nogle af de faldne træer. Hans pels var sort og det var svært at se ham i mørket, medmindre han bevægede sig tilstrækkeligt. De sorte bukser sad stadig fast og dækkede det de skulle dække, men der ville ikke gå længe før de nok måtte lade livet. Han sov ikke, men han var heller ikke vågen. Egentlig brugte han ofte tid på at halvsove, da det ikke var sikkert at falde helt hen ude i det fri. Han kunne aldrig vide hvad der lurede om hjørnet. Det var måske en af grundene til, at han aldrig var i specielt godt humør, - han fik aldrig sovet ordentligt igennem. Han så dog aldrig træt ud, tværtimod. Han træk vejret utrolig sagte, det var ikke til at høre medmindre man lyttede efter. Han havde ligget her i et par timer og det var nok på tide at komme videre. Så han åbnede de grønne øjne og strakte sig i et tungt gab.

Lyden af latter afbrød hans gab og han rystede kort på hovedet i irritation. Der var ikke noget værre end at blive afbrudt midt i et godt gab. Instinktivt begyndte en svag knurren af lyde fra ham og ørene blev flyttet til alle sider for at sætte lydens position fast og det tog ikke mere end et par sekunder. Hans blik blev rettet samme vej og han kom op på alle fire at stå, før han tog nogle langsomme skridt tættere på borgen. Han var stadig gemt bag nogle af de væltede træer og sådan skulle det fortsætte. Der var ingen grund til at afsløre sin egen position, hvis dem der afgav lydene ikke var efter ham. Det fandt han hurtigt ud af at de ikke var, som han fik øje på en masse ballade ikke langt fra ham. Hans svage knurren stoppede og han blev stående helt stille bag træet. Lugten af blod var intens. Det kunne kun betyde at der var meget af det, ellers havde de været nødt til at være tættere på.

Han nåede ikke at se meget af kampen, men han nåede at se den eneste kvinde i flokken, ligge sig ned midt i en pøl af blod. Alle de andre lig så ud til at være fra mænd. Imponerende at hun havde formået at kæmpe sig igennem alle dem, men var hun selv blevet ramt? Var det derfor hun lå der nu, døende? Lige meget hvad, så var det Dékatreís' chance for at undgå en jagt. Kvinden havde jo arrangeret et pænt tag-selv bord, eller gulv og det skulle ikke gå til spilde. Først ville han dog se om der stadig var liv i hende. Han kunne ikke spise i fred, hvis hun ikke var død. Med langsomme lydløse skridt, på alle fire, bevægede han sig mod den ny anlagte sø af blod. Duften var fantastisk. Som han kom tættere på damen, kunne han ikke lade være med at dyppe tungen i den røde farve. Så snart han stod ved hendes side rykkede han hovedet helt hen til hendes og ørene blev lagt helt tilbage, som han lod den kolde, våde snude ramme hendes kind, inden han sniffede ind.

De spidse ører strejfede græsset, som hun syntes at høre noget, men Yotul var ikke interesseret i at flytte sig. Hun var overbevist om at hvis hun spillede død, så ville dyret nok lade hende være. Hun flyttede dog let ørerne for at lytte til sine omgivelser, imens at hun brugte tiden på at genvinde den tabte energi. Hendes vejrtrækning var rolig og næsten lydløs, som hun forsøgte at få en fornemmelse af dyrets størrelse. Det gav hende kuldegysninger, som hun forsøgte at holde smilet inde. Der var ingen grund til at afsløre hendes tilstand, om end hun holdt øjnene lukkede og vejrtrækningen forsigtigt. Hun havde placeret den ene hånd over hendes mave, som hun blokerede et længere snit fra navlen og ned til hoften. Det gjorde ondt, men hendes fokus var blevet vendt mod noget andet. Nemlig dyret.

Blodet gennemfarvede hendes bukser på undersiden, som Yotul havde lagt sig på ryggen. Havde hun lagt sig på maven, så ville hendes position måske have været mere sårbar, men hun havde ikke forventet gæster. I hvert fald ikke før hun havde genfundet sine kræfter. Langsomt flyttede hun fingrene igennem græsset, blodet var mere afkølet mod jorden, hvorimod blodet mod hendes krop stadig var varm. Langsomt greb hun ud efter nogle græsstrøg og greb fat, da dyret kom tættere på. Dyrets ånde var fæl og varm, som hun rynkede let på næsen. Hvad havde hun egentlig forventet? Yotul kunne fornemme dyrets skikkelse og det var ikke et af de mindre dyr, tværtimod. Den kolde snude mod hendes kind fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Hvad ville dyret hende? Havde den lige lugtet til hende? Med ét slog hun øjnene op, løftede en knytnæve mod dyrets snude for at slå den ud af kurs. Hun trak hurtigt benene til sig, som hun placerede en hånd mod jorden og forsøgte at skubbe sig væk fra den mørke skikkelse.

Yotul rullede rundt i græsset, som blodet snart dækkede hele hendes krop og hun kom på benene ikke langt fra dyret. Hun stønnede irriteret og placerede endnu en gang hånden mod hendes mave. De grønne øjne slap ikke skikkelsen foran hende, som hun trak nogle dybe vejrtrækninger. De hvide hår var ikke længere hvidt, det var rødt og det samme var det meste af hendes krop, lige med undtagelse af hendes ansigt. ”Bliv!” beordrede hun, hun talte til et dyr, men hun havde godt bemærket bukserne, så måske der var tale om en varulv? Hun havde ikke i sinde at blive hans næste måltid. Yotul spejdede efter sit sværd, men hun turde ikke kigge væk for længe, så hun holdt i stedet afstand til dyret med den ene hånd hævet imod ham. En advarsel, men måske slaget havde slået al fornuft ud af dyret?

Den kolde snude lod han strejfe hendes kind flere gange, mens han snuste. Ikke med vilje, men det kunne ikke undgås. Han var dog alt for optaget af at opfange de forskellige dufte, til at lægge mærke til hendes små bevægelser. Blod. Det var den mest gennemtrængende duft. Dernæst hendes naturlige duft, men det kunne ikke fortælle ham om hun var død eller ej. Hun lugtede ikke død, men hun havde så også været i live for få minutter siden. Så kom knytnæven mod snuden. Hun var bestemt ikke død. Som han pustede ud, lød et piv fra ham i smerte, men så snart han trak vejret ind igen kom en rungen af knurren fra ham og han bed ud efter hendes hånd. Straks efter flyttede han sig nogle skridt tilbage, mens han rystede på hovedet i en lettere forvirring. Hans sanser blev forstyrret over slaget mod næsen, hvilket også var derfor han ikke havde gjort andet end at bide ud efter hende.

Så snart han fik styr på synet igen, blev det rettet direkte mod hende. Hun var allerede kommet på benene, nu med mere blod over sig. Han startede en knurren op igen, som han fik pustet sig lidt op for at virke større end han i forvejen var. Så lød der en ordre fra hende og bare for at trodse hende lidt fra start af, gik han et skridt tættere på.
"Hvis du nu giver mig en grund til at gøre som du siger, kan det være jeg vil overveje det." Hans vejrtrækning var tung og hans stemme dirrede som følge af den knurren der stadig gemte sig bag ordene. Var han ikke blevet slået ud af kurs af slaget mod næsen, havde han sikkert allerede været i fuld gang med at sætte tænderne i hende. Men næsen var et ømt punkt. Den knurrende lyd rungede ikke så voldsomt mere, men den kunne stadig høres svagt, mest ment som en advarsel fra hans side. Hun lod dog ikke til at ville ham noget, ud over at slippe væk fra hans snusen. Den havde han ikke ment noget som helst med, hvilket også var derfor han var vred over hendes reaktion. Det gik ikke op for ham at hun umuligt kunne have kendt til hans intentioner. Han blev stående på alle fire. For at virke lidt mere menneskelig, kunne han godt have rettet sig op på bagbenene, men han var blevet alt for vant til at stå som han gjorde nu.

Kulden gav hende kuldegysninger og Yotul havde svært ved at blive liggende, når dyret fortsatte med at snuse til hende. Det gøs hende langt ned ad ryggen, som hun derfor også var nødt til at gøre noget ved fornemmelsen. For hun brød sig ikke om det, når hun ikke vidste hvad der foregik. Det var nemmere, når man var fanget i en kamp, så handlede det om overlevelse. Måske Yotul havde forventet modstand, men hans kæbeparti kom bag på hende, hun nåede ikke at få trukket hånden helt til sig, før at han fik fat i hendes pegefinger. Hun var dog hurtigt nok til at forhindre, at han bed den af. Nu gjaldt det om at komme på afstand.. Og helst i en fart. Smerten skar igennem hendes krop, som hun aldrig havde prøvet noget lignende. Dumme dyr! Hun lod de grønne øjne glide mod mærket i hendes finger. Hun kunne se en tydelig fordybning i hendes finger, hun skar en grimasse, som hun trak blodet til sig og lukkede hullet til. Det ville kræve flere kræfter, hvis hun også skulle heale det, så det måtte vente. Nu var blødningen stoppet.

Yotul havde placeret hånd mod hendes bryst. Hun var stadig lettere udmattet efter slagtningen af de mænd, som dyret nu stod i midten af. Hendes vejrtrækning var dyb og langsom, som hun forsøgte at koncentrere sig om hans bevægelser. Hun så helst at han blev stående, men han lod ikke til at være i et høfligt humør. Hun fnøs irriteret af hans ord, som hun drejede hovedet fornærmet til den ene side. Hun flyttede sig dog ikke yderligere. ”Jeg advarer dig” snerrede hun irriteret. Hun vidste godt, at hun ikke ville have kræfter til at kæmpe særlig længe, så hvis hun bare kunne få ham til at gå igen, så ville det være fint. Dyret var menneskeligt eller noget, hun var ikke helt sikker, når man sådan hvordan han endnu stod på alle fire. Yotul vendte atter blikket mod sine omgivelser, for at finde sit sværd. Det var nemmere at forsvare sig med det. Hun fik øje på den, men det befandt sig på den anden side af dyret. Hun sukkede irriteret, som hun langsomt gik imod ham, før at hun begyndte at løbe en bue uden om ham. Hun skulle nå sværdet før han blokerede vejen.

Dékatreís var ikke forberedt på at hans bid ville ramme. Han havde regnet med at hun havde reflekserne i orden, specielt efter hun havde overmandet så mange, der nu lå spredt lidt rundt omkring i en cirkel om ham. Men han kunne vel ikke være overrasket, det var klart at det nok havde tæret lidt på energien. Han fik trukket sig lidt tilbage og et ret så ucharmerende smask lød fra ham, da han fik smagt på den smule af hendes blod, der sad fast på den ene tand. Ikke dårligt. Et par ekstra smask lød inden han sank. Han fik hurtigt opfanget, at hun ikke var tilfreds med at han havde ramt, specielt når det ikke engang var hans intention, det var mere gjort i distrahering, så han kunne nå at flytte sig hvis hun ville gøre mere. Det var dog ikke tilfældet. Han var til gengæld rimelig tilfreds med at have ramt, ikke kun fordi det sendte endnu en advarsel til hende, men også fordi smagen var opfriskende. 

Dékatreís rykkede sig ikke den mindste smule, han stod fast, med hænderne placeret relativt tæt sammen foran sig på jorden og bagbenene lettere spredte. På den måde var bagpartiet klar til at sætte af og flytte sig på få sekunder, og overkroppen blev pustet op til at se større ud, for at virke det mere truende. Det var ikke ligefrem normalt at se en form for smil fra en ulv, men hendes trussel fik alligevel noget der mindede frem på hans læber. Hun havde endnu ikke givet ham en grund til at vise nogen form for respekt over for hende, så hendes trussel betød ikke meget. Som hun langsomt fik bevæget sig tættere på ham, tog han et enkelt skridt tættere på hende, men da hun ændrede kurs og løb udenom, rettede han blikket mod sværdet længere henne. Hans eneste tanke gik på hvad hun havde formået at gøre, ved hjælp fra det sværd mod de mange mænd, så straks satte han hårdt af mod jorden og løb i fuld fart mod sværdet. Han var mere end sikker på at kunne nå sværdet før hende. For det første, var bagbenene identiske med en ulvs. Der var muskler i og de var bygget til at kunne sætte ordentligt af i jorden, for hver gang han skulle længere frem. For det andet, var hans vej mod sværdet en lige linje, hvor hendes var en bue udenom ham. Et par meter inden han nåede sværdet, satte han de skarpe kløer i jorden for at glide resten af vejen og lande lige over bladet. Blodet der lå alle vegne, havde sprøjtet mere og mere, jo hurtigere han var løbet og pelsen var blevet helt våd af at blive ramt. Han stillede sig hen over sværdet, som en ulv ville stå over sit bytte i beskyttelse, mens han havde rettet de grønne øjne mod hende. Den rungende, knurrende lyd kom fra ham igen og blikket var ikke rart.
"Du advarede mig. Så lad mig se hvad du kan uden dit våben," brummede han. Det var ikke fordi han var nødsaget til at gøre hende noget. Til at starte med, havde han ikke været interesseret i andet end at tjekke om hun var i live. Hvis hun ikke var, kunne han spise i fred. Men nu handlede det mere om at få hævn over slaget mod snuden. Det var muligvis ikke fair at tage hendes sværd fra hende og efterlade hende uden våben. Havde han kunne gøre det til en fair kamp og fjerne kløerne, havde han måske gjort det, men det var ikke en mulighed og han var alligevel spændt på at se hendes næste træk. Hun ville vel næppe gå derfra uden sit våben.

Skader var ikke noget problem, normalt, når hun selv kunne bestemme, hvor hun kunne komme til skade hende. Men bidet var kommet bag på hende, primært fordi hun blot havde ønsket at forstyrre ham længe nok til at komme væk. Yotul nåede ikke at bekymre sig for hans bid, før det var for sent. Hun hadede sig selv for det, men samtidig så var det også nok til at give hende adgangs til hans blodsystem. Selvfølgelig var mængden af blod minimal og hun ville skulle handle hurtigt, hvis hun skulle nå at bruge det før at hans eget blod angreb hendes celler. Desværre for hende, havde hun ikke nok kræfter til at gøre nytte af den lille mængde blod han havde slugt. Men med hans tørst for løb, så ville hun måske få chancen igen senere. Ikke at hun ønskede at lægge hånden frivilligt ind i munden på ham. Det var virkelig væmmeligt.

I stedet så hun sig nødsaget til at vende sig mod sværdet. Det var den nemmeste måde for hende at volde skade på andre uden at gøre brug af al vor meget skade. Hendes ’fader’ havde også forklaret hende, at hun ikke skulle gøre sig selv afhængig af sine magiske evner. Men når nu hendes sværd var så langt væk, så var det næsten det eneste hun havde tilbage. Ulven viste tænder i hvad der skulle minde om et smil, men Yotul tog ikke notits af det, som hun var mere fokuseret på sit sværd. Det var vel tæt på umuligt at få respekt fra et dyr? Han fulgte hendes bevægelser, men hun formåede ikke at distrahere ham længe nok til at komme først mod sværdet. Hun var allerede i løb, men jorden rystede under hende, som han også satte i løb. Som hun forsøgte at stoppe op gled hun i blodet. Blod hun selv havde farvet græsset med. Hun udstødte et irriteret støn, som hun var nødt til at stødte fra med den dårlige hånd. Hun formåede at holde sig på benene, men havde fået plantet hænderne i jorden også. De grønne øjne gled mod sværdet under ham. Det var dækket af blod, men man kunne stadig fornemme det skinnende metal under. Et irriteret suk forlod hendes læber, som hun rettede blikket mod ham.
”Det vil du ikke ønske” snerrede hun irriteret. Yotul fik atter rejst sig op igen, som hun tørrede hænderne af i hendes bukser. Hun så sig om efter et andet våben hun kunne bruge. Mændene havde efterladt sværd og skjolde, ikke at det havde været til megen nytte for dem. Hun så allerhelst at hun fik sit sværd tilbage, men så længe at han stod over det, så ville det være yderst risikabelt. Men hvis hun skule bruge sin magi, så ville hun også være tvunget til at komme tæt på.. Yotul rystede irriteret på hovedet, før at hun løb direkte imod ham. ”Men hvis du insisterer” hvæste hun køligt, som hun dog skiftede retning et godt stykke fra ham. Hun lod blodet gøre arbejdet, som hun forsøgte at glide forbi ham for at sparke ham i ryggen.

Kendte Dékatreís det mindste til hendes evner, var der ingen tvivl om at han ville undgå at sætte tænderne i hende igen. Men uvidende for hvad konsekvensen kunne være, havde han intet problem med at bruge tænderne grundigt, skulle han komme tæt nok på igen. Han regnede dog ikke med at hun ville give ham den chance uden kamp, men det gjorde intet. Lige nu var han sikker på at han havde fordelen. Han havde stadig alle sine vante våben ved hånden, - de store tænder og de skarpe kløer, hvorimod han stod fast mellem hende og sværdet. Han kendte selvfølgelig ikke til, hvor godt hun kunne klare sig uden sværdet, men hun var så opsat på at få det tilbage, at det gav ham indtryk af at hun ikke kunne ret meget. Deres fysik fortalte ham også, at han havde en klar fordel. Han var trods alt næsten to meter i højde, hvis han rettede sig op og muskler var ikke noget han manglede, efter over hundrede års hårdt fysisk arbejde.

Et veltilfreds fnys lød fra ham så snart hun stoppede op og han stod over sværdet, der næsten ikke var til at se for blod. Han lagde hovedet let på skrå over hendes kommentar. Den lød lettere truende, men han kunne bare ikke tage det seriøst. Hun var jo så lille. Hvor meget skade mente hun lige, at hun ville kunne forvolde en som ham? Nej, det kunne ikke ske. Han kunne ikke tabe. Måske han alligevel var for kæphøj, for som han frydede sig over sin mini sejr, over at have taget sværdet fra hende, kom hun susende mod ham. Blodet sprøjtede til alle sider, som hun brugte det til at komme hurtigere frem og med det tryk der blev lagt, ramte noget af det ham. Han spændte op i benene og armene, for at stå mere fast, mens han lukkede øjnene kort for ikke at lade blodet ramme der, men så snart han åbnede op igen, var hun væk. Kløerne blev skubbet hårdere ned i jorden og ørene blev rettet bagud, som han hørte hende. Idet han skulle til at dreje hovedet, blev han ramt i ryggen af hendes spark og på grund af blodet, kunne han ikke holde så godt fast som han ville og han gled. Han forsøgte at genvinde balancen og det hjalp en smule, da han landede på maven i stedet for på siden, men hun havde nu fri mulighed for at gribe sværdet. Han kunne umuligt nå at stoppe hende denne gang, men han kom hurtigt op på alle fire igen og blodet dryppede hyppigt af pelsen fra hans underside. Han knurrede i forvejen, men lyden blev forstærket efter han havde rejst sig. Han var rasende, hvilket også tydeligt kunne ses i hans blik.
"Brug dit sværd, det forhindrer mig ikke i at gøre dig til endnu et måltid," truede han. Han var selvsikker, nok meget mere end han burde være, men hvilke evner hun besad bekymrede ham ikke. Han satte af med benene mod jorden, for at rykke sig et godt stykke frem mod hende. Så satte han hænderne i jorden foran hende, i håb om at få blodet til at sprøjte nok til at distrahere hende, så han kunne springe om bag hende og lange ud efter hendes ryg med de syle spidse kløer.

Problemet var lidt at hun allerede havde brugt en del af sin magi til at skjule sine skader. Det var ikke en svær opgave, når man var dækket af blod, men det krævede stadig en vis koncentration for at forhindre at sårene gik op, når hun bevægede sig. Desuden så var Yotul ikke overbevist om at dyret ville lade hende komme tæt nok på til at angribe for alvor. Kun hvis hun lod sig selv blive ramt først. Det var normalt den taktik hun ville bruge overfor modstandere, som var langt større end hende selv, men hun var jo allerede såret, så det ville ikke være en fair kamp. Yotul var dog mest nervøs for dyrets kløer, som det ikke rigtig passede hende at blive flænset på den måde og hun var overbevist om at skaderne, som de kløer kunne forvolde, ikke ville være små. Det irriterede hende, men mest af alt fordi hun sagtens ville kunne komme tæt nok på, hvis bare hun havde sit sværd. Desværre for hende, så valgte han at vogte over det, som den køter han var. Yotul udstødte et irriteret støn, som hun overvejede sine muligheder. I stedet ende vidste hun, at hun måtte tættere på, enten for at få sværdet eller for at slå til.. og helst hårdt.

Dyret lød til at være kommet til den samme konklusion, som mændene hun næsten lige havde kæmpet imod. Hans fnys sagde det hele og det var måske hvad der irriterede hende mest. Det var ikke nødvendigt for ham at pointere det, hun vidste godt, hvad han hentydede til. Hendes størrelse, måske endda hendes race. Det var ikke fordi hun havde forsøgte at skjule de spidse ører, men de var nok svære at få øje på, når hele hendes krop var smurt ind i blod. Håret var endda begyndt at klistre til hendes ansigt og blive stift. Det generede hende en anelse, men hun havde ikke tid til at bekymre sig om det. Dyret følte allerede at han havde vundet, men Yotul havde endnu ikke vist, hvad hun kunne gøre ved ham, hvis han ikke passede på, hvilket også var grunden til at hun tog chancen og farede imod ham, da han virkede distraheret. Blodet generede hende ikke, også selvom det kravlede længere op af hendes ben, som hun løb igennem græsset. Det var svært at få ordentligt fodfæste, men det var nyttigt, som det også ramte ham. Yotul var overbevist om at hun skulle ud af hans synsvinkel for at kunne lande et angreb mod ham, dog var hun forbavset over at hun havde ramt. Egentlig havde hun satses på, at han ville undvige, så hun kunne gribe sværdet i farten.

Yotul landede på benene igen, som hun fik placeret den ene fod ovenpå sværdet. Hendes blik dalede kort mod sværdet, før at hun hørte ham nærme sig. Hun vrissede irriteret, mest af alt af hans ord. Ikke tale om, at hun skulle blive et måltid for ham. Det ville hun ikke tillade og hun skulle nok bevise det overfor ham. At dyret var rasende bekymrede hende ikke, for det betød én ting, han mistede fokus lettere på den måde. Et smil gled over hendes læber, som han gik til angreb mod hende. Yotul bukkede sig ned og flyttede foden bagud for at få adgang til skaffet, da han lige pludselig satte hænderne mod jorden. Blodet sprang op i ansigtet på hende, som hun strammede grebet om sværdet og svang det rundt, skaffet var placeret mod hendes mave for at give det noget modstand. For mon ikke dyret var tykhudet? Det ville kræve nogle kræfter at bryde huden.. Som hun fik vendte sig rundt, så hun kløerne med kurs direkte mod hendes skulder og bryst. Et vrid i kroppen forhindrede hendes skulder i at blive ramt, som kløerne dog rev ned over hendes bryst. Hun udstødte et smertefuldt skrig, som hun trak sværdet til sig og sprang tilbage.

Yotul gjorde afstanden større, som hun løb i den modsatte retning, væk fra ham. ”Dit bæst!” skreg hun irriteret, sværdet holdt ud fra kroppen, som den anden hånd dækkede hendes bryst. Tøjet var blevet forrevet og holdt ikke længere sammen ordentligt. Men hendes fokus hvilede på flænger han havde lavet. Hun satte fødderne mod jorden for at glide rundt og vende sig mod ham igen. Flængerne var langsomt begyndt at lukke sig. Mange var tidligere blevet snydt af det og troede blot hun havde mulighed for at heale sig selv, men det var langt mere kompliceret end det. At hendes bryst ikke længere var helt dækket, lod dog ikke til at bekymre hende. ”Hvis du er ude efter et måltid, så ty til mændene..” vrissede hun irriteret, hun strøg håndryggen over sin mundvig for at fjerne blodet. Hun gjorde et nik mod de livløse kroppe et stykke fra dem. Ikke at hun havde i sinde at lade ham spise i fred, efter det stunt.

At have vundet kapløbet mod hendes sværd var en minimal sejr og overhovedet ikke én, der var værd at fejre. Men enhver sejr for Dékatreís var til at hovere over, muligvis fordi han ikke havde fået mange af dem i fortiden. Som tidligere slave var det ikke noget man fik lov at nyde ret ofte, for ikke at sige aldrig. Det var desværre også derfor han ikke nåede at reagere på sparket mod ryggen, men det gjorde ham intet. Han var sikker på, at selvom hun havde fået fat på sit sværd, ville han ikke have mange problemer med at nedlægge hende. Der ville ikke gå længe før den store mængde blod i pelsen, ville stivne og dermed hive ham i huden under. Det var dog ikke første gang det ville ske og det kunne fjernes hurtigt med en tur i den nærmeste sø. Der var efterhånden ikke et eneste sted på ham, hvor blodet ikke havde lagt sig, så en tur til søen efterfølgende, ville være nødvendig. Han holdt sig ellers normalt væk derfra, da det var et af de steder der som regel befandt sig diverse væsner.

Den aggressive fremtoning var aldrig en fordel, hverken til daglig eller i kamp. Han kunne let miste fokus og det var sket op til flere gange, hvilket også var derfor han havde fået en del ar mere, end han havde i forvejen, nogle større end andre. Men selv samme raseri, var årsag til at der ofte kom mere kræft bag et riv eller bid, end der normalt ville. Hans hurtigt tænkte plan virkede som den skulle og blodet sprøjtede til alle sider. Som han bevægede sig rundt om hende, kom sværdet svingende mod ham og var alt for tæt på at snitte ham i siden. I stedet løftede han det ene ben og det skarpe blad fik skåret et par af hans kløer af. Det resulterede i at han ikke kunne stikke kløerne i jorden for ikke at glide, så det ene ben gled bagud i blodet, som han langede ud efter hende med den ene hånd. Heldigvis for ham, flyttede hun sig samtidig og han fik revet kløerne over hendes bryst. Hånden faldt til jorden igen, men i samme øjeblik løftede han den anden, for at svinge de skarpe kløer efter hende igen. Han regnede dog ikke med at ramme anden gang, men det var mere ment som et bevis på, at han ikke ville tøve med at fortsætte.

Hun begyndte at løbe, men han fulgte ikke efter. Ikke endnu. Han skulle selv have den let forpustede vejrtrækning under kontrol, inden han ville angribe igen. Han var ikke forpustet, kun grundet bevægelser, det var mere blandingen af den milde kamp og vreden, der var blevet bygget godt op i ham. At hendes tøj ikke længere dækkede brystet tog han sig ikke af, men at rifterne blev lukkede fangede hans blik kort. Det var næsten irriterende, at den skade han lige havde forvoldt nu var ved at forsvinde, men det betød bare at han måtte gøre et forsøg igen. Han rettede blikket mod hende igen og lænede kort hovedet til siden for at knække nakken.
"Det var planen, men jeg stoler ikke på at du lader mig være," brummede han, som han begyndte at cirkle om hende med rolige skridt. Der hvilede et sultent blik på hende, som om han ikke så hende som andet, end et lille lam. "Jeg så dig falde om tidligere og kom egentlig kun herhen for at tjekke om du var død." Det var et langsomt tempo han havde, mens han fortsatte i den store cirkel om hende, han holdt god afstand. På den måde havde han masser af tid til at reagere, skulle hun komme for tæt igen og han havde rig mulighed for at angribe hende på diverse måder. Det var fristende bare at vende ryggen til hende og få noget at spise, men han havde ikke ligefrem været venlig over for hende og han tvivlede på at hun ville lade det passere. Han var klar på at hun nok ville give igen.

Græsset var knap så glat at bevæge sig igennem mere, som blodet var begyndt at klistre og stivne. Yotul kunne godt mærke det, da hun valgte at løbe igennem det tidligere, men lige nu var hun for fokuseret på at gøre ham ondt end at bekymre sig om at blodet ville genere hendes bevægelser. Nok var hendes hår begyndt at blive stift, men det var endnu ikke et problem på resten af kroppen. Hun ville ikke være lammet på samme måde at smerten, som han ville være, hvis først blodet størknede for alvor. Det måtte i hvert fald være ubehageligt, sådan som det ville ende med at rive i hans hud. Egentlig gav det hende lyst til at give det et forsøg, men hun ville næppe kunne komme så tæt på igen, så hun ville skulle finde en anden løsning. Der var heldigvis muligheder nok, så længe hun havde sit sværd og sin magi. Om end det havde været irriterende, at han havde forsøgt at tage det fra hende.

Yotul var ikke tilfreds med at hun blev ramt af hans kløer, men samtidig så lod det til at have været det værd, da hun formåede at ramme hans kløer på foden, så havde hun en chance for at undgå de kløer en anden gang. Dog havde hun brug for at komme lidt på afstand, så hun kunne genvinde sin vejrtrækning og se situationen lidt an, før at hun ville vælge at angribe ham igen. Hun nåede til at punkt hvor afstanden var stor nok til at kunne vende rundt, rette sværdet mod ham og blikket. De grønne øjne var kolde, men man kunne også fornemme en snert af raseri over at han havde såret hende så voldsomt. Magien var nød til at lukke hendes sår, ellers ville hun ende med at forbløde som de mænd hun næsten lige havde kæmpet imod. Yotul kunne også godt mærke på hendes krop, at der ikke var mange kræfter tilbage, enten gjorde hun det af med ham hurtigt eller også ville hun ende med at blive et offer for hans tænder en gang til.

Selvom sårene på hendes bryst blev lukket til, så var hendes krop endnu dækket af blod, hendes vejrtrækning var tung og en anelse ustabil, som hun dog ikke tog blikket fra ham. Han havde vist sig at være hurtigt på benene, så hun skulle nødigt blive overrasket igen. Yotul holdt et fast greb om sværdet, som hun fnøs af hans ord. Han havde ret, hun ville næppe lade ham være, for alt det han havde gjort mod hende, hendes krop. Hun flyttede let på sig for at følge hans bevægelser, som hun ikke ønskede at han skulle komme bag hende igen. ”Ikke efter det, du har gjort allerede” svarede hun koldt, hun flyttede let på sværdet, som hun vendte det i en mere horisontal position. Hun strakte armen ud med sværdet som en forlængelse af hendes arm. Klar til at løbe, hvis han skulle finde på noget. ”Hvad havde du gjort, når du havde konkluderet, at jeg ikke var død?” vrissede hun irriteret, hun kunne stadig fornemme hans våde snude mod hendes kind, ikke noget hun brød sig om. Hendes blik holdt et vågent øje med hans bevægelser, som hun blev stående i midten med drejede kroppen med ham. På den måde ville han aldrig komme bag hende igen. Hun brød sig ikke om at være fanget som et dyr, så Yotul strøg fingrene over ringen på sin højre hånd, hvortil deres omgivelser blev indhyllet i mørke. En tæt tåge af skygger, hvortil hun sprang frem mod ham, dækket af mørket kunne hun måske ramme ham i brystet og lamme ham til jorden. Hendes skridt var lydløse, dog kunne man stadig høre blodet klistre på hendes fødder, men det kunne også være en fordel for hende. Hun skiftede retning, da hun kom tæt nok på og forsøgte at dukke under hans arm for at presse bladet imellem hans ribben for derefter at vride det, hvis det lykkes.

Blodet ville størkne inden længe og der var ingen tvivl om at det ville blive irriterende, at blive hevet i huden som følge af sammentrækningerne i pelsen. Men lige meget hvor irriterende det blev, ville det ikke genere ham det mindste, så længe kampen fortsatte. Der skulle meget til at få ham til at abstrahere fra kampens hede. Udover det, havde hans temperament overtaget og det var næsten utroligt at han overhovedet kunne koncentrere sig nok, til at få hele sætninger ud. Måske det var fordi han ikke var helt så sulten. Det var ikke mange timer siden han havde fortæret en hjort på grusom vis, den søde smag sad stadig på tungen. Det lå ikke til ham at gå efter mennesker, eller andre racer for den sags skyld, medmindre de angreb ham først. Mændene på jorden var allerede døde, det gjorde dem helt okay at æde. Havde kvinden trukket sig fra starten, uden at gå efter hans snude, ville han nok have ladet hende være.

Dékatreís regnede ikke med at få tænderne tæt nok på igen, til at kunne få ordentligt fat, men skulle muligheden byde sig, ville han da ikke takke nej. Indtil videre måtte han dog nøjes med at lange kløerne efter hende, men det var også helt i orden. Den fantastiske følelse der flød igennem hele kroppen, når kløerne blev boret ind i et stykke kød, lige meget hvilket stykke kød, var en han nød alt for meget. De rifter han havde fået lavet over hendes bryst var ingen undtagelse. Selvom kløerne fra den ene fod var blevet klippet, skulle han bare lægge kraft nok bag og de ville stadig kunne forvolde god skade. Det ville dog kræve flere kræfter fra ham end de skarpe kløer ville.

Han sværmede om hende, i det rolige tempo. Der var ingen grund til at anstrenge sig mere end højst nødvendigt, nu de begge kunne samle tankerne. En mere intens kamp ville han bestemt ikke brokke sig over, så at hun også fik chancen for at få vejrtrækningen under kontrol, gjorde ham intet. Hendes kommentar fik ham til at udstøde et lavt brøl. Han havde gjort intet forkert, udelukkende kun reageret på hendes slag efter ham. Hans blik faldt kort på sværdet, som sværdet blev rettet mod ham, men han så hurtigt mod hende igen, da hun ikke flyttede sig.
"Det kom helt an på dig og dine handlinger. Havde du trukket dig uden aggression, havde jeg ikke bidt dig," svarede han køligt, men det var stadig til at ane den brummende knurren. Han tvivlede dog på at hun ville lade ham være, uanset om han havde rørt hende eller ej.

Den tætte tåge af skygger slørede for øjnene og Dékatreís kunne ikke se meget, aller højst nogle silhuetter. At se i mørke generelt var ikke svært, men tågen var noget helt andet. Han var til gengæld forberedt på at hun ville udnytte situationen og angribe. Ørene blev flyttet rundt i alle vinkler og lyden af blod der klistrede mod hendes fødder, blev hurtigt opfanget. Idet hun gik efter at ramme ham i brystet, fik han rykket sig instinktivt til siden og han fik en slag mod den ene skulder i stedet. Slaget var hårdere end han havde forventet og han endte i jorden med et smertefuldt brøl. Det var ikke ovre og det vidste han. Han anede dog ikke hvad hun planlagde, han var nødt til bare at gøre et eller andet, for ikke at ende som offer, så han kom på benene igen og rykkede sig bagud. Hun havde sigtet efter hans ribben, men han havde fået rykket sig for meget, og sværdets blad fik i stedet snittet ham i siden, som endnu et brøl lød fra ham. Såret var ikke dybt, men stadig dybt nok til at man ville kunne se blodet glide ned over pelsen. Det gjorde ondt og skulle egentlig sys, men det kom ikke til at ske. Det ville være en idé at stoppe blødningen, men det var ikke en mulighed lige nu. Som brølet over smerten fra snittet lød fra ham, sprang han frem mod hende med kløerne fremme. Han kunne mærke hvor presset fra sværdet var kommet fra og ane hendes skikkelse i tågen, så han var næsten sikker på at kunne skubbe hende i jorden, som han lagde alt sin vægt i. Hvis det lykkedes, ville han placere en hånd mod hendes brystkasse og en hånd mod hendes håndled, - den hånd hun havde sværdet i og presse hende mod jorden. Kløerne ville han ikke lægge pres på, men de ville automatisk komme til at ramme.

Situationen havde ikke udviklet sig som Yotul havde forventet, da hun havde lagt sig på jorden for at slappe af og ikke blive offer for et dyrs nysgerrighed. Selvfølgelig kunne hun have spillet med på det, men adrenalinen havde fået hende til at reagere lettere voldsomt på hans nærvær og hun havde følt sig tvunget til at gøre noget for at undgå at blive en del af hans måltid. Havde det stået til hende, så var de gået hver til sig efter at han først havde fået ram på hende, men siden hvornår ville hun gå væk fra en kamp? Aldrig og hun lod aldrig rigtig til at lære det. Der var en grund til at hun flere gange var blevet hevet ud af en kamp, fordi hun ikke havde nogen fornemmelse af, hvornår det var nok. I denne kamp var det først nok, når han lå ned i smerte og skreg. Yotul var ikke bekymret, for hun havde stadig sin evne at arbejde med, hvilket hun aldrig rigtig tvivlede på. Men vinduet for at bruge den blod han havde haft på tænderne var begyndt at lukke sig. Blodet ville snart være opløst og hun ville være nød til at opgive mere af sit blod for rigtig at få kontrollen over ham. Så måtte hun bare holde sig til sværdet, som hendes fader havde fortalt hende så mange gang.

Var der noget, som Yotul ikke brød sig om, så var det den fornemmelse, som hans kløer havde givet hende. Der var alt for meget arbejde i at reparere de skader. Så var det nemmere, når modstanderen brugte sværd for den slags flænger var rene og lige. Altså nemmere at reparere. Derfor ville hun nok gøre en indsats for at undgå hans kløer en anden gang, hvis ikke det var muligt, så måtte dyret jo bare klippes, så de ikke længere var en trussel mod hendes organer. Yotuls vejrtrækning var så småt ved at komme under kontrol igen, som hun holdt et vågent øje med ham. Det var altid svært at kæmpe imod dyr, for Yotul havde ikke ligefrem de samme instinkter, så hun vidste aldrig, hvad hun skulle forvente. Hun så dog næsten overrasket på ham. Ville han have ladet hende gå, hvis hun havde trukket sig? ”Og hvor er det sjove i det?” spurgte hun med et sygeligt smil på læben. Ja, hun havde intet imod at opsøge balladen, hvorfor troede han ellers at hun var endt omringet af mændene, der havde mistet livet? Yotul havde selv opsøgt dem, provokeret dem, da hun havde ledt efter en udfordring, hun havde dog ikke regnet med, at hun bare skulle gå til ruinerne og finde ham, for at få sit ønske opfyldt.


Nok havde hun i sinde at undgå hans kløer, men det betød ikke, at hun ville trække sig for kampen. Dog vidste hun godt, at han nemt ville kunne se hendes bevægelser og modarbejde dem, derfor valgte hun at bruge skyggerne til at få en fordel. Forhåbentlig ville det virke, også selvom hendes kontrol over skyggerne ikke var lige så øvet, som blodmagien. Men hun formåede at fange dem begge i mørket, hvor hun havde fuldt udsyn og han var lammet. I hvert fald lidt. Yotul bandede dog lidt, da han formåede at flytte sig fra hvad der kunne have været enden på deres kamp. I stedet ramte hun ham dog på skulderen. Men så let ville hun ikke give op, som trak sværdet til sig for at justere vinklen mod hans mave igen, da han endte på jorden. ”Stikker du af?” spurgte hun koldt med en svag latter i stemmen, som han trak sig kort. Brølet gav hende kuldegysninger, som hun holdt sværdet foran sig for at parere et eventuelt angreb. Men sværdet havde ikke en chance, da han først valgte at springe frem mod hende. Det eneste hun kunne gøre var at sigte efter kløerne på den ene hånd for at mindske skaden. Luften blev presset ud af hende, som hun ramte jorden og stirrede irriteret på ham. Den mørke tåge forsvandt, som Yotul ikke længere var koncentreret omkring evnen. Hun hvæste irriteret ad ham og forsøgte at vende sværdet i sin hånd for at ramme ham. Men der var ikke meget kræft i svinget, som hun var låst til jorden. Smerten i hendes bryst var værst, som hun vred sig og forsøgte at sparke ham af sig. "Slip mig!" skreg hun vredt.

Hendes plan var at få ham til at ligge sig i smerte og skrige, men der skulle meget til. Han ville ikke give op let, lige meget hvor mange skrammer han så måtte få på vejen. Smerte var han vant til, selvom det ikke var noget han foretrak. At påføre smerten på andre var noget helt andet og det nød han. Det var ikke en tendens han altid havde haft, men ulven havde taget mere og mere over og følelsen af medlidenhed var ikke en velkendt en. Egentlig ville det ikke være umuligt for ham at lære at kæmpe med sværd, han havde hænderne til det og kunne sagtens stå på to ben uden problemer. Men han havde brugt så mange år på at bruge tænder og kløer, det ville være akavet for ham at have et sværd mellem hænderne.
"Der er da intet sjovt i det," svarede han og gengældte hendes sygelige smil med et tilsvarende blik. Det var ikke fordi han var lige som hende og decideret opsøgte balladen, men han ville aldrig trække sig fra en kamp, medmindre han var nødt til det for at overleve.

Han fik trukket sig kort, men kun for at undgå at tabe allerede nu. Det ville ikke se så godt ud, hvis han tabte til så spinkel en kvinde. Godt nok havde hun et talent for at bruge sværdet ordentligt, det var tydeligt, specielt efter hun havde formået at nedlægge de mange mænd på jorden, men der var stadig måder at undgå sværdet på.
"Aldrig," vrissede han kort, som han kom på benene igen og sprang mod hende. Som han skulle til at møve hende i jorden og havde lagt god vægt i, nåede han ikke at reagere på sværdets blad, der perfekt fik skåret fire kløer af hans ene hånd. Den skarpe klo på tommelfingeren sad der stadig, men resten var blevet forkortet en god del. Det var den hånd han valgte at lægge mod hendes brystkasse og med vilje lagde han neglen fra tommelfingeren mod det bryst han havde flænset op tidligere. Der var ikke meget skade at gøre mod hendes brystkasse uden de fire kløer, men han lagde stadig god vægt i for at mase hende lidt.

At tågen forsvandt gjorde at han i det mindste kunne se præcis hvor han havde hende, som han lagde pres mod brystkassen og håndleddet. Kort fik han skævet mod sværdet, da hun forsøgte at svinge det igen, men det var ikke meget der kom ud af det. Dog udbrød han et sammenbidt støn i smerte over snittet mod siden, som han ikke kunne holde hende fast uden at det påvirkede musklerne i siden. Udover det forsøgte hun også at få ham af ved at vride sig og sparke, så han valgte at placere en fod på hver side af hende og sætte sig på hendes lår. - Stadig sad han som en ulv ville, da det var mest behageligt med ben som et dyr. Han lod halen hvile mod hendes ene skinneben, men engang imellem løftede han spidsen op og ned, mest for at irritere hende lidt mere uden det behøvede at involvere smerte. Han fnøs over hendes skrig og fordi han nu var lidt klam, lagde han ekstra tryk i fnyset bare for at lade lidt snot ramme hende. Så valgte han at gentage hendes spørgsmål fra tidligere; "Og hvor er det sjove i det?" Han knurrede, som han rykkede hovedet tættere på hendes. Hans mundsavl var der heller ikke styr på, så der løb langsomt en klat fra hans mund mod hende. Den mindre tiltrækkende varme ånde, fik han pustet i ansigtet på hende og hans vejrtrækning var dyb. Det gjorde han med vilje, bare for at gøre lugten af ånden lidt mere intens. Han trak det ud så længe han kunne, for at gøre det så ubehageligt som muligt at ligge under ham. I sidste ende ville han forsøge sig med at sætte tænderne i hende, men først skulle hun lige pines lidt. Snot, savl og dårlig ånde. Mhh.

Forbistrede møg dyr! Det var slet ikke denne kamp hun havde valgt at opsøge til at begynde med, men hun var lidt som om, så han skulle ikke forvente at hun ville opgive uden kamp og hun havde bestemt heller ikke i sinde at miste livet bare for at bevise noget overfor ham. Dyret kunne tænke hvad han ville, det ville ikke have nogen effekt på Yotul, det havde det faktisk aldrig. Måske fordi hun aldrig tog noget personligt. Hun var i hvert fald ikke blevet ramt af noget, der gjorde rigtig ondt på hende. Det eneste som faktisk irriterede hende var hans kløer, han havde jo samme tankegang, som hende, om at det skulle være sjovt. Men det betød også, at hun gerne ville undgå at blive spyddet af hans kløer. Det ville forvolde al for meget skade på hende og hun ville hurtigt blive lammet eller fanget i hans greb. Det måtte for al i verden ikke ske. Eller ikke før hun havde fået nok af hendes blod ind i hans system til at kunne sætte en stopper for det. Yotul svarede ikke på hans kommentar, kun med et køligt og tilfreds smil. De forstod hinanden til et vist punkt.

Ingen af dem havde tænkt sig at give op og det fik hende til at smile, det måtte betyde at kampen ikke ville slutte før at én af dem opgav eller var lammet nok til ikke at kunne fortsætte. Hun håbede på selv at slutte på toppen, men som han sprang frem imod hende, fik hun ikke meget tid til at reagere. Yotul fik flyttet sværdet nok til at skære nogle af hans kløer af. Hun var tilfreds med resultatet, men mistede hurtigt pusten da han fældede hende. Smerten i hendes ryg skar igennem hende, som hun skar en grimasse. Hans vægt pressede imod hendes brystkasse og hun var langt fra tilfreds med positionen. At han med vilje valgte at tage hende på brystet rørte hende ikke. Hun vrissede bare køligt af ham, som hun kunne mærke neglen mod hendes hud.

Yotul gav slip på et smertefuldt støn, som han lagde pres mod hendes brystkasse og håndleddet. Hun fik svært ved at holde fat i sværdet, men nægtede at give slip i det. Hendes grønne øjne mødte hans. Hun var rasende, rasende over at blive holdt fanget på denne måde, men også rasende over at have ladet det ske. Hans støn kom bag på hende, som hun kunne høre smerten, nu skulle hun bare lige finde kilden og håbe på, at hun kunne nå det, også selvom hun var låst i sin nuværende position. Yotul havde stadig en arm fri, som dog lå mod græsset, så han ikke lige pludselig fandt på at låse hende helt. Snittet mod siden blev mødt af et smil, som hun dog vrissede igen, da han valgte at sætte sig på hendes ben. Vægten var ikke til at flytte på og han var langt større end hende, så hun kunne ikke bare skubbe ham af. Berøringen mod hendes skinneben bragte hende helt ud af tur, som det ikke involverede smerte, hun følte i stedet at han hånede hende for at have låst hende i denne position. Travlt optaget af en plan for at bruge såret imod ham, opdagede hun for sent at han sendte en snotklat mod hende. Slimet ramte hendes kind, som hun lige pludselig gik i stå og vendte et forhadt blik mod ham. ”Din!” hun nåede ikke at bygge videre på sætningen, som han brugte hendes ord imod hende. Yotul vendte sig bort fra hans hoved, som han kom tættere på. Savlen var dråben, hun vred sig igen og løftede den anden arm, som han havde glemt mod hans snude. Et slag mere før at hun greb ud efter hans mundvig med fingrene. Hun rev ned i hans læbe og pressede frustreret neglene imod huden. Hun var sur, nej, hun var rasende. Den fæle ånde var modbydelig og hun ville bare væk og det skulle være nu. Hurtigt flyttede hun hånden før at han ville kunne bide ud efter hende, hun skubbede hånden imellem dem, hvortil hun greb fat i hans sår, pressede fingrene ind i såret, så langt ind hun overhovedet kunne komme i den nuværende stilling. Yotul havde ikke en gang tid til at tørre savlet af. Hun var forblændet af raseri.

Der var ingen forventninger om at denne kamp skulle stoppe før en af dem var nødsaget til at trække sig. Det var næsten forfriskende, som det ikke var ofte han fik så meget modstand. Det var ikke bare forfriskende, det var underholdende. Hans normale ofre bestod af hjorte, vortesvin, når han engang imellem stødte ind i dem og en sjælden gang imellem de mennesker der kom til skoven for at jage. På den måde var han også blevet ramt af et par pile i fortiden, men snittet fra sværdet gjorde en mere intens form for smerte. Blodet i pelsen var størknet helt og det blev kun værre med tiden. Jo mere han bevægede sig, jo mere blev hen hevet i huden. Det generede ham mest på maven og brystkassen, som det var de mest sårbare steder, men det kunne sagtens mærkes både i arme og ben.

Det var utrolig tilfredsstillende at se hendes reaktion i afsky, på hans snot og hendes udbrud gjorde det bedre. Hendes forhadske blik bragte en følelse af, ja næsten stolthed frem i hans øjne. Det var lige før man kunne ane et hint af et grin fra ham, som han fortsatte og lod savlet glide mod hende. Efter alt for mange år mere som dyr end som menneske, havde han vel lært at bruge enhver ting til sin fordel, selv noget så småt som snot og savl og han vidste hvor afskyeligt det kunne være for andre. Nogle var mere sarte end andre og Jolantha havde lige afsløret hvor sart hun egentlig var. Det blev ikke glemt og skulle bestemt udnyttes en anden gang.

Endnu engang fik han et slag mod snuden og det gjorde lige så ondt som sidst, som han udbrød et brøl i raseri. Han skulle til at ryste på hovedet i den korte forvirring, men endnu et slag blev rettet mod snuden og brølet blev gentaget. Han havde bevidst fået samlet en masse mundvand for at savle på hende tidligere og som brølet lød, blev alt sluppet og det ville næsten ikke kunne undgås at hun ville blive badet i det. Han gispede i et lettere chok over at blive hevet i læben, men neglene gjorde ikke meget, da de blev fjernet alt for hurtigt igen. Han var nødt til at få rystet på hovedet, for at få fokus igen og så kom smerten mod såret i siden. Smerten var intens og han handlede instinktivt på at komme væk, så i et hurtigt ryk, satte han af for at flytte sig fra hende. - Han var ligeglad med hvor han fik sat fødderne for at sætte ordentligt af og han fik derfor flyttet den ene fod og sat af mod hendes mave, medmindre hun nåede at flytte sig. Heldigvis for hende var det den fod der manglede et par spidser fra kløerne, men med de kræfter der blev lagt bag, ville skaden stadig være lettere voldsom. Han spildte ikke tiden og idet han var væk fra fingrene der blevet presset ind i såret, vendte han rundt igen for at rette tænderne mod hende i et bid. Hans intention var at gå efter hendes hoved, men han var blændet en anelse af vreden over smerten, og derfor blev tænderne nok nærmere rettet efter en skulder, en overarm eller et bryst. - Det var ikke helt til at sige, så stort gabet var og så meget fart han havde på for at nå hende, inden hun flyttede sig for meget.

En anden gang ville Yotul nok have valgt en anden fremgangsmåde for at undgå at havne i en lignende situationen. Men hun var forblændet af raseri fra det sekund snotklatten havde ramt hende. Hun havde intet imod at blive smurt ind i blod, men snot og savl var al for klamt til at hun ville finde sig i det. Men hun kunne umuligt have forventet andet, når hun var i selskab af et dyr, som ham. Det var hende en gåde, hvad han lavede der, men samtidig kunne hun godt se, at der ikke var nogen chance for at nogen ville lukke ham ind i byerne. Men hun skulle nok finde en måde hvorpå hun kunne få ham i knæ, så han ikke længere kunne drømme om at gøre noget lignende ved hende. Yotuls hår var klistret af blodet og det strittede til alle sider, som følge af hendes bevægelser og det faktum, at hun var endt på ryggen under bæstet. Men lidt vand og så ville der atter være styr på hendes frisure. Ikke at det bekymrede hende, dog ville det blive et problem, hvis hun gik tilbage til byen smurt ind i blod på denne måde. Dog skulle hun først lige slippe fri af dyrets klør. Igen..

Det var en fejl, en stor én, at lade ham vide, hvad hun synes om hans fremgangsmåde, men hun havde ikke tænkt det igennem og nu var det for sent at trække i lang. For afskyen var som malet over hendes ansigt. Hun skar en grimasse op til flere gang og var blot ivrig efter at komme væk. Langt væk. Men først skulle han få betalt, at han havde valgt at savle på hende. Hun var nødt til at sigte efter hans snude igen, da han, uden at tænke sig om, endnu en gang placerede sig i samme situationen, som havde startet det hele. Yotul var frustreret, hvilket også gjorde, at hun lagde mere kræft i slaget for at slå ham ud af kurs. Men savlet.. Hun hvinede op, som hun følte sig badet i hans mundvand. Føj! Hun borede neglene ind i siden på ham og kradsede bevist i såret for at få ham til at bøde for, hvad han havde gjort. Lugten var fæl og afskyelig. Den skjulte lugten af blod og det gjorde hende blot mere irriteret på ham. Men hans reaktion på grebet kom bag på hende. Hun kunne mærke hvordan han spændte i musklerne, som hun forsøgte at holde fat i hans sår. Men presset mod hendes mave, fik hende til at give slip, som hun gispede efter vejret. Hun trak nogle dybe indåndinger, som hun forsøgte at få luften tilbage i sine lunger. Det brændte og hun var tvunget til at tage sig til maven, blot for at mærke hullerne i hendes mave fra hans kløer. Hun trak vejret langsomt og blev liggende på jorden.

Yotul kunne høre ham nærme sig igen, som hun fik vendt sig om på siden og placeret en hånd mod jorden. Hun var allerede hårdt såret og kræfter, havde hun ikke mange af. Hvis hun havde søgt kampen med ham fra begyndelsen, så ville hun have haft flere kræfter, men hun havde allerede spildt en del på mændene. Hun fnøs, som hun rettede de grønne øjne mod ham. Hun kunne ikke gøre meget for at undgå hans vrede, som hun dog fik drejet sig nok til at han ikke fik ram på hendes hoved. Men så snart tænderne borede sig ind i hendes skulder, skreg hun op i smerte. Hun løftede den modsatte hånd mod hans kæber for at vride dem, så han ville give slip på hende. Såret mod hendes mave var langsomt begyndt at heale, men hun var udmattet, så det tog lang tid. Yotul borede neglene ind i hans tandkød og rev ham. Hendes vejrtrækning var tung og ukontrolleret, som hun kunne mærke at kræfterne var ved at slippe op. Hun kunne næsten ikke stå fast på sine ben. Men biddet gav hende en gylden mulighed, som hun var nødt til at handle hurtigt for at få ham til at slippe hurtigt. Såret var stort og mængden af blod i hans mund var mere end nok til at presse sig igennem hans system. Yotul havde dog svært ved at koncentrere sig, så det tog noget tid, før at hun nåede hans hjerte.. Hun udvidede pulsåren med sit blod, så han kunne mærke en smerte i brystet. Den udvidede sig langsomt og ville snart true ham på livet. ”Slip..” hendes stemme var svag, men fast. Hun havde sluppet hans kæbe, da hun brugte alle sine kræfter på sin magi.

Morskaben over hendes reaktion på snottet og savlet lå stadig over ham. Skulle han få en ordentlig chance igen, ville han ikke lade den forbipassere. Det ville have været underholdende at fortsætte, nu hun fandt det så klamt, men fingrene mod såret var ikke noget han ville kunne holde ud i længden og han var nødt til at flytte sig. Derudover kom den smerte også bag på ham, da han havde været alt for optaget af at mobbe hende, i stedet for at holde øje med hvor hendes frie hånd var. Slaget mod snuden gjorde underværker for hans vrede, som den voksede og blev værre end første gang. Han skulle dog lige bruge et sekund på at komme sig over disorienteringen. Den store mængde mundvand blev sluppet og faldt mod hende, og havde han haft fokus nok, havde hendes hvin sat sig som et hånligt udtryk i hele hans ansigt, men neglene mod såret forhindrede ham i at høre det og kort efter var han sprunget af hende.

Han var blændet af raseri og havde derfor ingen anelse om han ville få fat med tænderne, men hendes skrig i smerte bekræftede at han havde ramt og han gjorde hvad han kunne for at låse sit bid. Hånden der vred mod hans kæbe var ubehagelige, meget ubehagelige, men nu havde han endelig fået fat i et ordentligt bid, så han holdt fast lidt endnu. Neglene i tandkødet fik ham til at knibe øjnene sammen i smerte og nogle anstrengte vejrtrækninger lød fra ham. Alt gjorde ondt og såret i siden blødte mere end det gjorde i starten, fordi det var blevet pillet ved af hende tidligere, men han var ikke klar til at give op endnu. Han placerede en hånd mod hendes overarm og skubbede lidt, mens han samtidig hev hovedet til sig, for at hive lidt ekstra i hendes skulder. Han havde planer om at rive til for at bide en luns af hendes skulder, men nåede ikke så langt før han mærkede smerten i brystet. Han forsøgte at fastholde biddet, men smerten blev værre og værre og han var nødt til at give slip.

Det ville ikke være vildt smart at blive stående for tæt på hende, efter han havde sluppet biddet, så knurrende og med hurtige skridt flyttede han sig bagud, så der var et par meter imellem dem. Han forsøgte at trække vejret dybt, for at få smerten under kontrol men det virkede ikke. Smerten blev stadig værre og han stoppede i stedet med at trække vejret i lidt tid. Så tog han nogle dybe indåndinger, før han stoppede igen. Han havde sat sig ned, men langsomt krummede han sig mere sammen og røg mod jorden. Til sidst var det ikke langt fra, at han lå helt ned, men han kom aldrig helt ned, da han stædigt holdt sig oppe, klar til at flytte sig fra hendes sværd, skulle det komme mod ham om lidt.
"Stop det.." Han var stadig rasende og det kunne høres i stemmen, men det var til gengæld også tydeligt, at smerten fyldte utrolig meget, som han anstrengte sig for at få ordene ud. Han rettede blikket mod hende. - Det var en blanding af et brændende had og et ønske om forladelse. Ikke at han fortrød noget af det, han havde gjort for det gjorde han ikke. Han havde kun handlet ud fra instinkt, - måske han ikke havde været nødsaget til at være så aggressiv, men det lå til hans natur. Snottet og savlet kunne han godt have undladt, da det udelukkende havde været for at provokere hende mere, men alt andet havde hun fortjent. Kun på grund af et slag mod hans næse.

Det var en stor fejltagelse fra hendes side af, at give udtryk for ubehag og afsky, når det kom til salv og snot, egentlig burde hun ikke have et stort problem med det. Hun var opvokset med orker, men hun havde nu aldrig brugt sig om deres… lugt eller måde at være på. Yotul kunne sagtens nyde et bad og det at være ren, hvilket hun bestemt ikke følte sig lige nu. Blod var en nødvendighed, men hvorfor skulle bæstet savle hende til på den måde? Det gjorde hende langt mere irriteret og hun nød ikke kampen på samme måde, både fordi hun havde været fanget under ham, men også fordi hun var smurt ind i hans mundvand.. Det var så slemt at blodet var begyndte at glide af hendes krop. Det gøs hende langt ned ad ryggen og var nok med til at hun fandt det nødvendigt at gøre brug af sin evne. Sværdet var ikke længere nok til at tilfredsstille hende, hun var nødt til at få ham til at lide. Hvilket helst skulle ske før at hun ville besvime af udmattelse, tiden var ved at løbe fra hende.

Frustrationen spredte sig, som hun mærkede hans tænder i hendes skulder. Det brændte og rev i hendes hud, som hun ikke havde tænkt sig bare at tage imod. Yotul skulle nok kæmpe for at komme fri og hvis han ikke snart gav slip, så ville hun have nok blod i hans krop til at lamme ham fra top til tå.  Sværdet var for længst blevet smidt væk, som hun panikkede kortvarigt i takt med at hun greb ud efter ham og forsøgte at flå ham med de spidse negle. De grønne øjne var fyldt med frustration, men man kunne også fornemme smerten, som han begyndte at hive i hendes arm. Hun var nødt til at reagere hurtigt, ellers ville han flå armen af hende. Det ville forværre hendes situation gevaldigt. Men det var langt fra en nødvendighed. Yotul åndede lettet op, pressede hånden mod sin skulder, som han endelig gav slip. Hun forsøgte at støtte sig selv med den anden arm, men smerten i skulderen gjorde det svært og hendes syn slørede. Irriteret vrissede hun af sig selv, som hun pressede fingrene ind i sit sår for at holde sig selv vågen. Der var ikke tid til at besvime nu! Yotul lænede sig tilbage og forsøgte at komme på benene igen. Det gik langsomt, men heldigvis for hende, så var bæstet travlt optaget af smerten i brystet. Hun hvæste igen, samtidig med at hun lagde et større pres imod hans hjerte. Havde han overskud til det, så kunne han nok godt se forbindelsen. Hendes sår var heller ikke begyndt at heale hende, som hun fokuserede sine kræfter på hans krop.

Yotul kom endelig på benene, som hun svajede lidt fra side til side. Ikke fordi hun havde drukket.. Frustreret spyttede hun noget blod ud og sigtede efter ham. Møg køter.. Hun tvang sig selv tættere på ham, som hun flyttede fødderne igennem det blodige græs. Blodet havde dækket hendes arm og denne gang var det hendes eget blod. Hun holdt den dog i ro med den anden arm. Hun hørte ham, men der gik noget tid før at hun reagerede på det. Et smil gled over hendes læber, som hun stoppede op nogle meter fra ham. Hun hev fortsat efter vejret, som hun langsomt hævede den ene arm mod ham. Yotul rakte hånden mod ham. Et dumt træk, men hun var udkørt og han fortjente noget anerkendelse for sine anstrengelser. ”Hvis jeg giver slip..” hun mumlede svagt, knugrede hånden sammen for at prikke til hans hjerte med blodet. ”Så lader du mig være..” det var ikke et forslag, men i stedet en ordre og hun havde ikke tænkt sig at give slip, før at han tog imod tilbuddet og trak sig. Medmindre hun besvimede først. Stemmen rystede og hun skar en grimasse af smerte. Det var skældent, at hun blev presset så langt ud.. Men energien havde ikke været der fra begyndelsen alligevel. Det var i hvert fald hendes undskyldning for nu.

Havde Dékatreís kendt til hendes opvækst, var det også kommet bag på ham at hun følte så stor afsky ved diverse krops væsker han smed efter hende, men egentlig morede det ham kun. Han havde aldrig selv haft et problem med noget af det, måske fordi han det meste af sit liv, havde været i nærheden af andre slaver, der ikke fik lov til at bruge badene ofte. Det gjorde han heller ikke selv. Som han levede nu, var det heller ikke ligefrem fordi renlighed stod øverst på hans liste. Bad var noget han tog i den nærmeste sø, når der var tid til det og det var nødvendigt, ellers var han ret ligeglad. Måske fordi han ellers brugte tungen flittigt til at rengøre sig selv, så meget det nu var muligt. Lige nu var den nemmeste lugt at få færten af, det blod der lå alle vegne, som han også selv var dækket i det. Smagen af det sad stadig på hans tunge, efter det lille dyb tidligere og hvis han var heldig, kunne han få lov til at nyde mere af det senere.

Biddet i hendes skulder fik fyldt hans mund med blod relativt hurtigt, men han fokuserede for meget på at låse kæberne og fik derfor intet tid til at nyde smagen. Han fik slugt en god del af det, men det kunne ikke undgås at noget af det begyndte at løbe ned af hans hage og glide mod jorden. Hans blik var direkte ondskabsfuldt, som han stirrede fast på hende for at pointere, at han var mere end villig til at rive til. Han var dog nødt til at slippe grundet smerten i brystet. Om smerten var noget hun forårsagede vidste han egentlig ikke, men eftersom den dukkede op efter han havde valgt at bide til, tog han et gæt. Hvis smerten kunne forsvinde ved at han slap hende, var det dét, han ville gøre. Lige nu havde han intet valg, som smerten voksede og gjorde det mere og mere ulideligt.

Blikket, der ikke vidste om det skulle vise ondskab eller frustration, havde han rettet mod jorden så snart han var langt nok fra hende, men som hun kom tættere på løftede han hovedet og så mod hende. Han ville have flyttet sig længere tilbage, havde det ikke været fordi smerterne stadig blev værre. Hendes hånd blev rakt frem mod ham. Han følte sig alt for skrøbelig og burde lægge hovedet igen, bevise for hende, at han underkastede sig, men han nægtede stadig. I stedet tvang han sig selv på benene igen, stillede sig rystende på alle fire, tæt på at knække sammen igen. Han knurrede stadig og var fristet til at gå efter hendes hånd, men han lod være. Prikket til hjertet fik ham til kort at hive efter vejret og han var nødt til at sætte sig, dog holdt han stadig overkroppen oppe. Han var ikke alt for glad for at give efter til hende, men han var nok nødt til det. "Jeg lader dig gå... Bare slip," brummede han irriteret, men mere anstrengt end før. At han havde vundet kampen, havde det ikke været for hendes irriterende evne, var frustrerende. Han var ikke engang sikker på hvordan hun havde formået at tvinge ham i jorden på den måde, så at undgå en bestemt fejl i fremtiden var ikke nemt. Skulle de dog stå i en lignende situation i fremtiden, var han sikker på at kunne gøre mere skade. Nu kendte han i det mindste lidt af hendes tricks, selvom hun nu også kendte lidt af hans.