Oplevelsen havde lavet et aftryk på hendes sjæl, ikke at hun havde troet det muligt, Elmira havde tidligere kunnet ligge den slags fra sig, men hun kunne ikke slippe frygten. Derfor var hun også taget til hovedstaden for at komme væk fra skoven, den gjorde hende utryg og hun følte at hun havde brug for tid til at ryste det af sig. Elmira ville stadig være nødt til at vende tilbage, men lige nu havde hun brug for en pause og hun var sikker på at hun kunne få det i byen. Der var vagter alle vegne, så hun tvivlede på, at nogen kunne finde på at gøre hende ondt, så længe de bare var i nærheden. Gaderne var langt fra det hun var van til at opleve, der var meget mere liv og luften føltes anderledes, måske fordi hun havde svært ved at få færden af de nærmeste træer, der var så mange andre lugte, som forstyrrede hende eller det var nærmere dufte, da hun havde fået forvildet sig ind på den store markedsplads.

Indtrykkene var mange og hun vidste slet ikke hvor hun skulle begynde hende. Dog strammede hun grebet om den pose hun bar i højre hånd. Indholdet mindede mest af alt om en bunke stof, men det havde tidligere været hendes yndlingskjole, den var dog blevet noget så forrevet og ødelagt, så hun havde faktisk håbet på at kunne få noget hjælp i storbyen til at reparere den, men måske den ikke stod til at redde? Elmira gik rundt i noget tid, som hun forsøgte at lokalisere en skrædder, det eneste hun faldt over var stof og ingen skrædder til at hjælpe hende. Egentlig var hun ved at opgive, da hun pludselig fik øje på en butik et stykke fra markedspladsen, hun fik mast sig igennem mængden af handlende og ud på den anden side.

De grønne øjne undersøgte vinduerne i et stykke tid, før at hun trak posen op til sig og gik hen mod døren. Mon de havde en skrædder derinde, som kunne hjælpe? Det kunne ikke skade at spørge. Elmira løftede hånden mod håndtaget og pressede den ned for at åbne døren. Den knirkede en anelse, som hun bevægede sig indenfor. ”Er der nogen hjemme?” spurgte hun forsigtigt, da hun helst ikke ville være der, hvis der ingen var hjemme. Det var jo ikke i hendes ret.

Sarril sad roligt i baglokalet og sad og designet nogle kjoler som kunne bruges til sommer. hun sad lidt i sin ejen verden da nogle talte. hun tog stolen ud og gik ud i butikken. hendes forklæde havde en lille bæltetaske om sig som var fyldt med forskellige farver stof og forskellige tråde. hendes blå hår sad perfekt og de blå lilla øjne så rundt og faldt på en kvinde med en pose. hun gik ud i butikkens forende og stilte sig ved disken. "jeg er hjemme. håber jeg kan bruges?" sagde hun og prøvede at lyde venlig men havde stadig svært ved alt det venlighed.

hendes tshirt var hvid og hendes nederdel var blå med blomster broderet på. hun havde tykt hår og næsten lysende øjne. hendes dæmon fortid gjorde hende usikker på mange områder. som det det ved at sige tak og be om. det var ikke noget en dæmon i dæmon riget havde oplevet meget af.

Sarril som altid blev kaldt Sirl stod roligt og så på kvinden. hun virkede.... bange. men for hvad. byen var fyldt med vagter og de var omkrænsert af  en stor mur. hvordan kunne man ikek føle sig sikker her. Sarril selv følte sig hjemme men hun kom også fra en fanget området som hun først slap af af efter hun var fyldt 900 hvilket jo var længe.

Det var lige før at Elmira var vendt om for at gå ud igen, da der gik noget tid før, at hun hørte noget bevæge sig i butikken udover hendes egne skridt over det knirkende trægulv. Hendes blik blev vendt mod skikkelsen, som trådte ud i butikken til hende. Hun holdt vejret for et øjeblik ved synet af pigen eller kvinden? Hun var ikke sikker på hendes alder, men det var vel også lige gyldigt, som hun dog roligt trak vejret igen, da hun talte. Kvinden lød flink nok, og de befandt sig i storbyen, så det ville være dumt at udnytte nogen i byen. Men man kunne aldrig vide, hun havde oplevet lidt af hvert og ville heller være forsigtig end fortryde det.

”Hvis De er skrædder og kan hjælpe mig med en kjole, så ja” svarede hun høfligt med et nik med hovedet. Hun trådte frem til disken og satte posen op på den. Hun vendte den rolig på hovedet, så stoffet gled ud. Det var forrevet og beskidt, man kunne endda fornemme nogle blodpletter hist og her. De grønne øjne vendte retur til kvinden, da hun havde spredt kjolen ud og forsøgt at ligge den så man kunne se formen på kjolen. ”Jeg er ikke sikker på den kan reddes” indrømmede hun med et suk, måske hun bare skulle se sig om efter en ny kjole i stedet? Dog så hun afventende på kvinden, for hun måtte være mere egnet til at bedømme standen på kjolen. Den var forrevet flere steder, stroppen var ødelagt og blodet ville sikkert være tæt på umuligt at få af det grønne stof.

Sarril så på kvinden der virkede lidt forskrækket over at hun var der. eller også var det hendes øjne der skræmte kvinden. hun så på posen da indholdet faldt ud. hun tog en hånd til hagen og så på hvordan hun lagde den ud. ja den var gdt ødelagt. det måtte man gi hende når hun ødelage noget. ødelage hun det virkelig.
 hun så op på kvinden da hun snakkede om at redde den. "jeg vil sige den kunne trange til en gevaldig omstrukturering....  lidt broderingen  hist og her for at holde sammen på de ødelagte dele og nyt stof til underdelen. men det bliver ikke en billig historie" sagde hun og håbede at kvinden var sikker på den var værd at redde. hun kunne også få syet en ny det ville næsten være billigere end at lave denne. og hun havde samme stof hjemme. så hun kunne jo sagens lave en der lignede uden blod på.

Sarril tog en blok frem og begyndte at tegne en kjole som ville ligne denne her bare, moderne og praktisk. hun var hurtig med en blyant og så på kvinden med nysgerige øjne. ville hun kunne lig det. hun havde altid elsket at designe og hun troede på at denne kjole ville klæde kvinden her. den havde formerne og snittet til hende.  og så var den praktisk. lidt lommer til diverse ting man kunne samle på.

Elmira havde lovet sig selv ikke at dømme folk, før hun kendte dem, men kvindens øjne forbavsede hende faktisk, hun skammede sig over at reagere på den måde. Hun var dog lettet over at kvinden ikke kommenterede på det, for det kunne være blevet virkelig pinligt for hende, hvis hun skulle forklare sig selv. Hun ville sikkert kludre rundt i ordene for at undgå at svare på det. Elmira sukkede stille, som hun lod kvinden inspicere kjolen. Hendes ord fik hende til at sukke opgivende, nu havde hun fået en professionel mening og skrædderen lod til at tænke det samme, som hun selv havde.

Selvom hun var klar på at indse, at kjolen ikke kunne reddes, så havde hun svært ved at overtale sig selv om det. Hun vidste godt at det ville blive dyrt, men hun bekymrede sig ikke så meget om krystaller. Elmira følte dog at hun var nødt til at overveje det lidt, før at hun kunne tage beslutning. Det var dog der at hun bemærkede at kvinden fandt noget pergamentpapir frem og begyndte at tegne. Hun hvilede hænderne mod disken, som hun forsøgte at se, hvad hun tegnede. Et smil bredte sig over hendes smalle læber, som hun løftede den ene hånd og pegede på tegningen. ”Vil De lave den til mig?” spurgte hun nysgerrigt, måske hun blot var blevet inspireret af hendes gamle kjole, det var jo ikke sikkert, at det var til hende. ”Hvor hurtigt vil den kunne være klar og hvad er prisen?” der var flere spørgsmål, men Elmira holdt sig tilbage, så hun ikke virkede mere ivrig end hun allerede havde givet udtryk for.

Sarril tegnede hurtigt og så på den kjole der lå på disken. hun kunne bruge noget af dens stof til måske toppen. hun så op på kvinden da hun talte og Sarril satte de sidste streger. og vendte tegningen. "jeg kan lave den ja. det bliver 2 tredjedele af hvad det ville koste at lave den kjole" sagde hun roligt  og tog den ødelagte kjole op og holdte den ud for sig for at se hvor meget stof der kunne bruges. hun skulle ihvertfald ha fjernet blodpletterne. og måske den græsplet hun kunne se. hun lagde den tilbage på bordet og så på kvinden. "det kommer helt an på hvor længe de har. for jeg skal jo bruge deres mål. og De skal vælge det stof der skal bruges" sagde hun for at få kunden til at kunne lig kjolen når hun skulel ha den på valgte kunden altid stoffet.
men en halv dag kunne hun vel godt lave den i. men så var det også det hurtigste hun kunne tilbyde. for hun havde ikke andet for lige nu. hun sad bare og tegnede med kul på pergament parpir for at være klar til den nye sæson af vintertøj kom. det skulle jo være varmt og praktisk til alle de mennesker der gik på jagt i vinteren og dem som skulle alt muligt andet.

De mange streger på tegningen formede hurtigt kjolen og Elmira havde slet ikke problemer med at læse hvad kvinden forsøgte at vise hende. Nok var hun van til at læse bygningstegninger, men de bløde strøg var ikke svære at forstå, som hun nikkede forstående overfor hende. Hun lyttede til hendes forslag omkring prisen, før at hun nikkede en anelse mere beslutsom. ”Det er en aftale” svarede hun, blot for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig trak i lang. Hun ville gerne have lavet en ny kjole og hvis kvinden kunne hjælpe og gjorde et godt arbejde, så ville hun måske overveje at bruge hende næste gang igen.

Elmira trådte lidt væk, som hun lod Sarril betragte den ødelagte kjole, der var ikke meget tilbage af den, men man kunne sagtens fornemme formen og Sarril lod til at have læst kjolen korrekt, som hendes tegning viste det samme. De små justeringer, gjorde ikke noget for Elmira, måske hun en gang kunne bruge lommerne til at holde styr på hendes perler. Det var smart tænkt. ”Hvis De ikke har noget imod det, så har jeg tid nu” svarede hun med et høfligt smil på læben. Hun så en smule eftertænksomt på hende, før at hun nikkede. ”Så længe De giver mig Deres ærlige mening, hvis det er et dårligt stofvalg i forhold til funktionalitet” hun nikkede svagt, for hun var ikke altid sikker på hvilket stof der kunne holde til hvad. Hun brugt jo en del tid i skoven.. Eller det havde hun gjort, så måske det var vigtigt at det ikke gik i stykker, hvis hun skulle rive sig på en gren eller andet i skoven. "Navnet er Claíre, tak fordi De vil hjælpe" hendes stemme var blid, som hun gjorde et høfligt nik med hovedet.

Sarril nikkede roligt som hun sagde det var en aftale. hun så på kjolen og tegnede lidt i luften for at regne ud hvad hun kunne bruge.  hun så mod claire da hun sagde hun havde tid nu. det var godt. så kunne hun jo lige så godt finde målebundet frem. hun gik ud bag ud, og fandt målebåndet. da hun kom tilbage var claire igang med at tale om stofvalg. men Sarril vidste jo ikke hvad denne kvinde lavede i hverdagene. hun så på hende da hun med et høfligt nik gav sarril hendes navn.
"kald mig Sirl, det gør alle" hun gik over til stofhylderne og mærkede på de forskellige stoffer.
"De er nød til at fortælle mig hvad De laver. for at jeg ligesom kan finde det rigtige stoftype" sagde hun roligt og tog noget bomuld ned, det var måske for tykt. men så ville det holde lidt længere. hun så videre og fik øje på silke. nej det ville være for tyndt. vis denne kjole skulle holde skulle der måske bruges andre midler end lige det fine. måske bare det hun brugte til sit eget tøj. hun så på claire og ventede på hun kom over til hende så hun kunne mærke stoffet for at vide hvad Sarril skulle til at tale om. måske hun ville finde ud af noget til næste gang hun kom og skulel ha lavet noget.

Kvinden forsvandt før at Elmira kunne nå at snakke færdig, men mon ikke hun havde styr på det hele? Elmira ventede dog tålmodigt på at hun kom igen for at udtrykke sin bekymring angående materialevalget. Det var svært at sige, hvad hun ville blive udsat for, men hun havde ikke planer for at bevæge sig ud i skoven lige med det samme. Først når hun løb tør for perler igen. Eller hvis hendes magi blev svag, så hun ville være tvunget til at vende tilbage til Emeriz for at få styr på sine nerver. Elmira følte, at der var en del ting, som påvirkede hende, men som egentlig ikke burde. Hun lagde ikke meget skjul på sin bekymring, som hun ikke opdagede Sarril, før at hun talte til hende. Elmira rystede svagt på hovedet for at ryste tankerne bort, da smilte hun til hende. ”Så vil jeg gøre det samme, Siri” svarede hun med et nik og et mildt blik i øjnene. Det var der vel intet i vejen for

Elmira fulgte kvindens bevægelser, som hun gik over til stofprøverne. Hun bed sig let i underlæben, som hun nikkede for sig selv og gik hen til hende. ”Jeg er arkitekt, så mit erhverv får mig ud i alle mulige situationer” forklarede hun med et næsten undskyldende blik. For det ville næppe hjælpe skrædderen med at indsnævre materialevalget. ”Ofte bruger jeg en del tid indendørs med mine bygningstegninger og bøger..” fortsatte hun for at uddybe hendes erhverv. ”Men det hænder også at jeg er tvunget til at vandre igennem buskadset for at få et ordentlig kig på de forfaldne bygninger og hvordan jeg skal kunne redde dem fra forfald” hun stoppede, som hun helst ikke ville overvælde hende med informationerne. Men det var første gang, at hun atter følte hun kunne tale uden at være bekymret. Måske hun skulle blive i byen lidt. Bare indtil det var sikkert i skoven igen.

hun gik roligt rundt i butikken for at finde de forskellige stofprøver hun skulle bruge. da claire megyndte at tale soterede Sarril stofprøver fra og lyttede intenst imens. hun skulle ha det rigtige matrialle. "vis jeg skal sige min mening.... så er det bomuld vi er ude i. for det kan tåle lidt torne og lidt slå. det er dog ikke så let som silke. " hun begyndte at fortælle om de andre stoffer og hvordan hun mente bomuld ville være mest praktisk.
Sarril lyttede roligt og tog en rulle fra øverste hylde med grønligt stof. hun lagde det på bordet og så på claire."måske noget alle dette? det er bomuld men det er lidt lettere end det andet jeg havde i tænkerne" hun vidste godt at det var stræk stof men det var praktisk til at gå i forfaldne bygninger med. Sarril så rundt i lokalet og kunne ikke lige komme på et bedre bud. hun så på claire og håbede hun ville acceptere. for så skulle hun bare ha mål af claire til at lave kjolen. 
hun tog fat i tegningen og lavede streger ud fra bryst talje hofter osv. hun skulle jo gøre klar til at skrive ned hvad hun skulle bruge af mål. hendes blå hår faldt ned ved det ene øje og hun pustede det væk det det stak hende i øjet.

Det føltes en anelse dumt at rende i røven på skædderen hele tiden, så Elmira endte med at stoppe op midt på gulvet, som hun lod blikket følge hende rundt i butikken. Der var virkelig mange stoftyper og Elmira var lidt glad for, at hun ikke selv skulle tage beslutningen om hvilket stof, der ville være bedst. De grønne øjne vendte retur til Sarril, som hun nikkede til hendes ord. ”Jeg stoler på Dem” svarede hun for at opmuntre kvinden til at komme med hendes ærlige mening. Det ville være irriterende, hvis kjolen ikke kunne holde i praksis, så hun ville helst have Sarrils ærlige mening. ”Så er der vist ikke andet for end at bruge bomuld” hun nikkede bekræftende, som hun sagtens kunne se det smarte i at tøjet kunne holde til lidt i længden.

Elmira flyttede sig fra punktet midt i butikken, da Sarril trak et stykke stof frem, som hun gik hen til hende og førte fingrene let over stoffet. Hun rettede blikket mod hende og smilte. ”Det føles behageligt” svarede hun med et smil, som hun nikkede. ”Lad os gøre det” fortsatte hun for at sikre sig, at Sarril var sikker på hendes valg. Hun trådte væk fra disken, som hun strakte armene ud. Hun havde prøvet at få taget mål før, da det ikke var hendes første gang, men det kunne jo være, at Sarril gjorde det anderledes end de skrædder hun havde handlet med før?

//Hendes gamle kjole, det er dog uden overdelen med ærmerne. I stedet er det stropper. Kjolen går hende kun til lige over knæene.

Sarril var ikke van til at folk sagde de stolede på hende så hun så lidt mistroisk på claire. det lød underligt at nogle stolede på en dæmon pige. eller kvinde. hendes lille blå øjne gik tilbage til stoffet da claire kom over og sagde det var behageligt. hun tog fat i stoffet og vidste at det kunne strækkes.
"ved du hvor høj du er?" spurgte hun som hun tog målebåndet op af lommen i forklædet. hun stilte sig foran Claire og tog måle båndet rundt om brystkassen. hun nikkede for sig selv og gik over til parpiret og skrev ned hvor meget brystkassen var. hun gik tilbage til claire. som kun var et par skridt væk, og tog taljen. hun var jo ikke en af de rige tykke damer så hun kunne jo nok finde stof nok til denne kvinde.
hun gik over til papiret og skrev ned. hun tænkte lidt på designet og så på claire arkitekt... hmm hvordan kunne man fremme hendes kjole?

Elmira havde nemmere ved at stole på kvinder end mænd, men der var ingen grund til at stole mere på kvinder end mænd. Det var bare nemmere, da hun ikke følte sig truet på samme måde. Måske det var en underlig måde at se tingene på, men Sarril gjorde hende heller ikke utryg, selvfølgelig skulle hun vænne sig til øjnene, men hun kunne ikke tillade sig at dømme skrædderen på øjnene. Elmira fulgte hendes bevægelser med de klare grønne øjne, som Sarril trak i stoffet. Det ville gøre det nemmere for hende at bevæge sig, når underdelen ikke ville være for stram, så ville hun også kunne løbe i kjolen. Hvis det blev nødvendigt.. Forhåbentlig ikke.

Hendes spørgsmål fik hende til at smile skævt, som hun lod blikket dale og forsøgte at bedømme sin højde. Elmiras blik gled retur til Sarril. ”Ikke meget højere end Dem” svarede hun med et smil. Hun trippede let med de bare fødder mod trægulvet. Hun bar aldrig sko, så den højde, som Sarril så nu var den højde hun næsten altid ville have. ”Så hvis De er van til at lave tøj til Dem selv, så vil det næsten passe” svarede hun med et smil. De så ikke ud til at være meget forskellig i højde, måske 3 eller 5 centimeter? Hun holdte dog armene strakt, som hun lod Sarril tage de mål hun havde brug for. Der hvilede et roligt smil over hendes læber, som hun lod skrædderen arbejde i fred. Mon ikke det var bedst sådan?

Sarril arbejdede roligt og stille. hun så på claire da hun sagde på højde med hende. det var da nemmere at huske end et tal. hun kunne jo huske sin egen højde bedre. hun nikkede roligt og kom op til disken og skrev de tal hun havde målt. hun tog nu og målede armendes længde. ikke at hun skulle bruge det til det design men hun var sikker på hun nok kunen finde på noget.
hun så op på claire da hun skulle måle hofterne. hun ville jo ikke gøre nogte der overskred hendes grænser. "De må endelig sige vis der er noget ved designet de ikke kan lig eller mener kan gøres anderledes.?" hun skulle jo helst ha kundens mening. hun så mod designet. hun ville da gerne lave om på det vis hun mente der var noget der var bedre.

Elmira måtte indrømme, at hun ikke var helt sikker på, hvor høj hun faktisk var. Det havde aldrig været aktuelt for hende at vide, for de skræddere hun havde besøgt havde ikke spurgt hende eller fortalt hende det. Men så længe at Sarril ikke havde brug for et direkte svar, så måtte det jo være godt nok? Hun lod i hvert fald til at acceptere det, som hun ikke blev spurgt igen. Elmira nikkede til hende med et smil, måske det var bedst med arbejdesro? Hun ville jo nødigt forstyrre hende.

Sarril var yderst betænksom, som hun stoppede op ved hendes hofter. Elmira nikkede dog opmuntrerende til hende. Hun havde fået taget sine mål før, så hun var faktisk lidt van til det. Så Sarril havde ingen grund til at bekymre sig. Hun havde måske været en anelse mere tilbageholdt, hvis der havde været tale om en mandlig skrædder, men dem var hun endnu ikke stødt på. Det var vist heller ikke et erhverv for mænd? Sarril bad om hendes mening.. Det var en anelse nyt, som mange af de skræddere hun havde mødt havde en forestilling om hvordan kjolen skulle se ud og derfor ikke lod andre blande sig. Det var en anelse uvant, så hun var ikke forberedt. ”Har De mulighed for at tilføje nogle lommer bagpå, som kan lukkes?” spurgte hun med et blidt smil. Måske det var mere praktisk med lommer i siden, men så længe de kunne lukkes, så ville det ikke genere hende, hvis Sarril mente, at de skulle sidde et andet sted for at passe til kjolens form.

sarril så på claire da hun talte om lommer bagi der kunne lukkes så hun rundt i butikken. noget der kunne lukke dem.  "lynlås eller knapper eller snorre?" hun skulle jo vide hvad hun skulle forestille sig bag på kjolen. hun havde jo forestillet sig en fin fri ryg vis det passede til hende. ellers skulle stropperne gå ned til skuldrerbladene. hun rejste sig op og skrev målene på papiret. hun tænkte sig om. hun tog og lavede hvordan bagsiden skulel se ud efter hendes mening. hun lavede lommer og så på claire for at vide hvad hun skulle tegne. eller skitsere ned. 

Sarril var ganske rolig når det galt at sy. hun var ikke en skrædder for ingen ting.... eller jo det var det eneste gode hun kunne finde ud af i husligt arbejde. at brodere og sy.

Elmira lagde stille hovedet på skrå, som skrædderen bad hende om at uddybe ønsket. Hun rynkede let på næsen, som hun rodede lidt rundt i sin lomme for at tage en håndfuld perler op fra lommen. Hun lagde dem stille på bordet. De havde en sølv lignende farve og man kunne fornemme at den var flydende indvendigt. ”Så længe lommerne kan holde på disse” forklarede hun med et venligt smil på læben. Hun skubbede roligt en perle over mod Sarrils papir, der var intet i vejen for at hun skulle røre dem. De betød kun noget for Elmira selv, og havde ingen værdi for andre, medmindre man samlede på perler.
”Så hvad der vil være med til at sikre sig, at perlerne ikke ryger ud af lommen, vil være den optimale løsning” konkluderede hun med et smil på læben. Det ville måske være risikabelt med knapper, men hvis Sarril kunne lave det ordentligt, så ville det måske ikke være et problem.

Sarril lyttede til hvad claire sagde. hun så på perlerne der blev lagt på bordet og tog en op for lige at mærke hvor skræbelige de var og hvor store de var. hun så på tegningen og så på perlen. okey ikke snapper. med mindre hun skulle lave en folk til lommen. ja det kunne man jo, men lynlås havde hun ikke så meget erfaring med. de var jo stadig drilske når man skulle sy dem på og når man skulle vaske tøjet.
hun så på perlen med rolige øjne. "hvad med en knap lommen med en fold så det ikek lige ryger op?" sagde hun og tegnede hurtigt en lomme som hun tænkte det. måske det var noget claire følte var rigtigt. hun skulle jo helst kunne lig kjolen. ikke noget med at hun fortrød købet. det havde Sarril prøvet med kunder. de sagde altid at kjolen eller hvad de fik ikke levede op til deres forventninger.

Der hvilede et roligt smil over Elmiras smalle læber, som hun lod skrædderen tjekke perlerne. Hun fortrak ikke en mine, som hun ikke følte, at hun skulle være bekymret for at hun ville tage perlerne fra hende. I stedet lod hun hende tjekke dem ud, imens hun gav hende plads til at overveje mulighederne. Normalt bar Elmira perlerne i en taske, men til tider var det forstyrrende, når hun bevægede sig igennem skoven, for så sad tasken gerne fast i en gren. Så det ville være nemmere, hvis det var en del af kjolen. Elmira smilte atter til Sarril, som hun kom med et forslag. Hun lod blikket dale mod perlerne og overvejede det, imens at Sarril tegnede, hvad hun havde i tankerne.

”Lidt som baglommerne på et par bukser?” spurgte hun for at uddybe funktionen af lommerne. Ikke at hun havde problemer med at se hvordan Sarril mente med sin tegning. Det var bare for at sikre sig, at hun forstod det korrekt. Andet ville jo være ærgerligt for hende.

Sarril tegnede hurtigt hvordan hun tænkte. hun så over på Claire. og pegede på tegningen. "sådan at De kan lukke en fold ned på lommen og lukke den. det er det smarteste for at de ikke ryger ud. hun så mod Claire og håbede hun forstod. hun tænkte sig om. måske hun havde en lille smule tilbage af det stof som rester i sin reste bunke. hun måtte lige tjekke det ud.

Sarril selv var meget opmærksom på at hun gjorde det rigtigt. hun ville jo helst ikke gøre kunden utilfreds. Sarril selv synes det så smart og nyttigt ud. måske var det bare hendes mening men hun håbede på at Claire ville synes det samme.