Dagene var rolige i Medanien. Plagerne var for længst forbi og jorden i Det Sydlige Krystalland udviste igen tegn på frodighed. De politiske problemer i landet rørte ikke Nika - at de andre racer havde nok at se til, betød blot, at hendes slags havde mere frihed til at leve deres egne liv. Det var længe siden, at landsbyboerne havde truet deres eksistens.

Hun havde forladt ulvehøjen en tidlig morgen for at samle urter og måske nedlægge en hare eller to. Varulvene her var efterhånden blevet hendes familie, selv om Nika stadig mest af alt følte sig som en enspænder. Hun svært ved det med at komme for tæt på andre.

En brise blæste hen over det bakkede landskab, og hun så op mod himlen, hvor solen skinnede frem gennem skyerne. Hvis ikke for blæsten, havde det været en ganske varm dag. Med sin bue over skulderen satte hun kursen mod skovene foran sig - hun følte sig aldrig helt tryg ude i det åbne. Hun havde hørt visse rygter om, at flygtende elvere havde søgt ly i området, men hun havde endnu ikke stødt på nogen af dem - Vesterdalene forblev for nu et fredeligt sted.

Medanien var så skønt et sted, der var aldrig optakt til andet end fred og ro. Landsbyen havde ikke set sig sure på flokken, selv hvis de gjorde, havde Miranda sikkert sørget for det havde ordnet sig. Det var jo ikke just fordi flokken gik ind i byerne og jagede under en fuldmåne, hvilket også ville være fuldkommen urealistisk. I hvert fald for Alexander, men han havde efterhånden også lært at styre dette såkaldte monster han havde gemt i sig, sådan nogenlunde i så fald. 

De mørke øjne skulede ud over landskabet og derefter tilbage mod lejeren. Han burde nok tage på  jagt, ud og tjekke de fælder han havde sat op, om han var heldig der var gået en hare eller noget i. Et nærmest opgivende suk undslap ham som han begav sig på turen ud mod skoven. Han tog en dyb indånding og opfangede duften af en anden ulv, men hvem tog så tidligt af sted? Han lod det ligge og gik mod sine fælder. De mørke øjne flakkede fra side til side, som han også havde hørt de mange rygter om elvere i Medanien, men han havde ikke selv set nogle, ikke endnu i så fald. 

Et suk undslap ham da han kom til den første fælde, hvor der intet var i "Typisk" mumlede han for sig selv inden han gik videre. Han havde trods alt tre fælder i alt han kunne tjekke, så nu håbede han på der var noget i de andre. Nummer to fælde var der held, en hare sad fast i fælden. Hans øjne lyste nærmest op som han åbnede fælden og hev haren op i nakke skindet. Han var i det mindste en af de humane, som fangede sit bytte stadig i levende tilstand. En hånd omkring hovedet og en ved dens skuldre og KNÆK.... Haren spjættede kort og så blev den slatten. Alexander havde brugt denne metode siden han var dreng og han havde bestemt ikke tænkt sig at ligge den fra sig. Han holdt haren i ørerne som han begav sig videre mod den sidste fælde. Den var også tom. Han trak kort på sine skuldre og så ned på den ene hare i hans hånd "Stuvning bliver det.." sagde han stille og bevægede sig tilbage mod flokken.

Der var gået et par uger siden sidste fuldmåne. Nika havde aldrig lært at vænne sig til forvandlingerne, men lige nu forekom monstret i hende på lang afstand, og dagen var lys og behagelig. Hun nød fornemmelsen af vinden mod sit ansigt, som hun bevægede sig stille mellem træerne.

Hun søgte efter bevægelse i skovbunden - som oftest var det mere hendes ører og næse hun brugte, end sine øjne, men der var ikke de mindste tegn på liv fra skovens dyr. I stedet fandt hun fodaftryk i den bløde skovbund, og automatisk begyndte hun at følge dem. Hun passerede forbi et par tomme fælder, og da hun nåede skovgrænsen så hun en skikkelse. Hun satte farten op.

"Alexander." Kaldte hun blidt Hun havde ikke rigtig haft mulighed for at tale med varulven, som havde sluttet sig til flokken for noget tid siden, men hun kendte ham af udseende, og ville gerne vide mere om ham.

Alexander gik fuldkommen i sine egne tanker som han hørte sit navn blive råbt af en kvinde? Han vendte sig om og åndede nærmest lettet op da han så det var Nika. han havde ikke talt meget med hende, men havde hørt en del om hende, mens der havde været aftner omkring bålene. Et smil kom frem på hans læber "Nika" sagde han og bukkede kort hovedet "Også ude og jage?" spurgte han som han svagt hævede sin ene hare. 

Han var på ingen måder god til at snakke med folk han ikke kendte så meget til... Heller ikke på trods af de i teorien gik op og ned af hinanden hver eneste dag, så de havde sikkert haft tusinde af muligheder, men ingen af dem havde taget chancen.. Ikke just fordi Alexander frygtede kontakt, tvært imod. Han havde så småt vendt sig til at der nærmest konstant var folk omkring ham, specielt efter at være kommet med i flokken. Miranda havde taget godt imod ham og de få andre han nu havde snakket med var også imødekommende overfor ham. Han havde endnu ikke oplevet direkte had, ikke han regnede med det... Men det var trods alt varulve. 

Nika gengældte den anden varulvs hilsen. Han havde virket som lidt af en enspænder, siden han havde sluttet sig til flokken - noget Nika bestemt godt kunne sætte sig ind i. Hun havde selv svært ved at knytte bånd, og på trods af at varulveklanen efterhånden var godt etableret og havde befundet sig i dalen i en årrække, var der altid den lurende frygt for, at noget kunne hænde dem.. en frygt, man altid havde, som en jaget race. 

Hun sukkede og jagede tankerne bort igen med et lille, venligt smil. Det nyttede ikke at grue for fremtiden nu, og hun besvarede i stedet Alexanders spørgsmål ved at hæve hånden, hvori hun havde sin urtepose. "Samlet lidt pilebark. En af de yngste ligger med feber.." Nika holdt meget af børn, og hun havde helt automatisk antaget en beskyttende og hjælpsom rolle over for dem, som varulveklanen havde taget til sig. Det var ikke den nemmeste opvækst, men hun ville gerne gøre sit for, at den blev bedre.

"Bytte har jeg ikke haft så meget held med." Hun havde buen og koggeret over skulderen og blikket gled mod haren i Alexanders hånd. "Men jeg kan se, at du har skaffet noget.." 

Alexander så på Nika med et bekymret blik ”Kan barken tage alt, eller kun toppen af det?” spurgte han. Han havde slet ingen kundskaber til naturmedicin, ville sikkert heller ikke få det, da han var mere vandt til at jage end noget andet. Alexander havde aldrig selv fået nogle børn, ville sikkert heller ikke, men det ændrede bestemt ikke at det var tragisk at en af de små havde feber. Han vidste ganske vidst ikke, hvor slem denne feber var, men han vidste de kunne være et helvede.

Hans blik gled ned på den ene hare han havde i hånden og sukkede lettere opgivende. Han ville ønske der var mere, men han vidste ikke hvordan man benyttede en bue og ville sikkert ende med at skyde sig selv, eller en anden i stedet for et bytte. Alexander holdt haren op foran sig og trak på skuldrene ” Det er ikke meget, men det er bedre end ingenting. Jeg tror også der er andre, som har været ude” sagde han uden helt at vide om der reelt var andre der havde været på jagt, men han håbede, ellers blev flokken i hvert fald ikke mætte på den ene hare.

Nika tog en dybindånding. "Jeg er ikke sikker.. men det er det bedste, jeg kan gøre. Rigtige healere hænger ikke rigtig på træerne herude.." Feberen var kommet hurtigt, og barnet var hårdt ramt. De barske forhold, som ulvene levede under, kunne godt ende med at kræve liv. Hvis det kom til det, kunne barnet bringes til landsbyen, men det skulle være inden næste fuldmåne.. Hendes hånd knyttedes let. Det var særligt hårdt, når børn blev ramt af varulveforbandelsen, og der var mange af dem, der ikke nåede at vokse op.

Rynkerne i hendes pande glattedes ud, og hun forsøgte at sende Alexander et beroligende smil. "Der er andre, der har sat snarer op. Vi har også stadig lidt i forrådskamrene.." At skaffe føde til vinteren var altid en af klanens udfordringer. Plagerne, som for nogle år tilbage havde hærget landet, havde gjort det af med mange af byttedyrene, og det kunne stadig være vanskeligt at finde nok. Især når de samtidig konkurrerede med resten af Medaniens befolkning, der havde bedre våben og udstyr end dem..

Nika skubbede tankerne bort. Det nyttede ikke at beklage sig - de var heldige blot at være i live og have et sted, hvor de kunne finde ro. Det var første gang det var lykkes at samle så mange varulve med tanken om at leve i fred.

Alexander trak svagt på skuldrene "Sandt, men vi må krydse alt vi kan for at det fungere, om ikke andet... Kender jeg måske en i Dianthos der er villig til at hjælpe" sagde han med et svagt smil på læberne. Han håbede dog inderligt at barken kunne tage det meste, for han vidste at flokken ikke var super trygge ved at lade udefrakommende, komme ind i flokken og så smutte kort tid efter. Inderst inde kunne Alexander også forstå dem, men det var et barn det handlede om... 

Han åndede nærmest lettet op som han hørte der var andre, der havde været ude og sætte snarer op. Forrådet.. Det havde han slet ikke tænkt over "Altid noget jeg ikke er den eneste" sagde han med et skævt smil på læberne. Han ville finde det yderst akavet kun at komme tilbage med en enkelt hare, dog kunne han bare have ledt videre, men så ville det vel i og for sig være tyveri, da det ikke var hans snarer? Bevares så handlede det om at dele, da de fleste af dyrene enten var flygtet fra den kommende kulde, eller havde gravet sig ned og var i hi. Han håbede dog, når foråret kom, så ville der komme flere dyr igen, bevares så var ulveflokken ikke den eneste der ville nyde godt af det, men også resten af landet. 

Nikas bryn trak sig sammen i en bekymret mine, som hun så Alexander lidt an: "I Dianthos... som kender til vores.. situation?" Hun kendte ikke selv nogen fra Hovedstaden, og havde derfor den naturlige mistro, som mange landsbyfolk har mod byboere. Hun vidste, at varulvejagten var noget strengere der - indenfor byens mure, hvor en ulv kunne gøre meget skade på byens folk. Det var vigtigt for Nika at værne om flokken og beskytte dem.

Hun tog en dyb indånding. Hvis det var en ven af Alexander, måtte det være op til ham at sige god for vedkommende.. hvis de da nåede dertil. Deres urtekunster måtte kunne trods alt kurere de fleste almindelige sygdomme - og landsbyen havde også en healer.. Det var endnu en mulighed, hun ikke brød sig om at udforske, men noget, der kunne være nødvendigt. Så længe det ikke var tæt på fuldmåne.

"Måske kan vi finde lidt bær og rødder. Nogle nælder til suppe .. " Foreslog hun med et blik på haren i hans greb. Det var om at spare på kødet og få det til at holde så længe, som muligt, når vinteren kom. 

Alexander trak svagt på skuldrene over hendes reaktion. Han vidste sådan set godt der ikke var ret mange i flokken der var ret meget for storbyboerne, men Alexander kendte en der reelt kunne hjælpe dem. Personligt vidste han også at deres principper var fuldkommen anderledes, specielt når det kom til varulve ” Det er heller ikke just, fordi jeg selv er fan… Ved ikke engang om han stadig bor der” sagde han lettere opgivende. Der var ikke nogen grund for Alexander at tage til Dianthos, uvidende om at personen i det hele taget stadig var i live, eller om personen havde taget alt med sig, derfor forstod han også Nika’s reaktion, Men hvis Alexander selv kunne tage til Dianthos eller måske Medanien? Så kunne han måske være heldig at finde en der kunne hjælpe.. Bevares Medanien var nok ikke det bedste sted, men han havde hørt om undergrunden og han kunne sikkert godt finde en der var villig.

Alexander rettede kort blikket mod haren og rettede derefter blikket mod Nika ”Det lyder som en udmærket ide, eftersom der ikke er nok her til at mætte os alle” sagde han med et skævt smil på læberne som han så sig omkring, tog dybe indåndinger, i forhåbning om at opfange færden af noget, men der var intet. Jo Nika.. Han havde håbet på der måske var en hare eller to der havde sat sig i en fælde mens de havde stået og snakket, men der var intet. Kød var efterhånden noget der skulle spares på, ellers ville der ikke være nok til vinter, hvilket betød det ville blive hårdt for flokken, mere end det allerede var.

Nika gav Alexander et lille, svagt nik. Det lød som et spinkelt håb, det med hans ven fra Dianthos. "Måske du kan sende en besked til ham." Foreslog hun: det var ikke ualmindeligt, at de handelsfolk, der bragte høsten til Dianthos' markedsplads kunne tage en besked med til en person i byen for et par ravstykker. Det krævede dog naturligvis, at Alexanders ven var en, der var til at finde..
Hun trak på skuldrene, det lød stadig som noget, de ikke skulle regne med. Hellere sørge for, at der var nok føde til vinteren og at de yngre varulve blev holdt raske.

"En hare er bedre end ingen hare." Mumlede hun. Hun havde selv håbet på at nedlægge en eller to med buen, men det var ikke altid lige nemt, når man primært gik efter sin lugte- og høresans. De måtte sætte flere snarer op omkring ulvehøjen. 
Hun bevægede sig ind mellem de nærmeste træer, hvor et stort krat af nælder voksede. Efter at have trukket sine skindhansker på, gik hun i gang med at plukke et lille bundt til aftensuppen.

Alexander nikkede svagt " Jeg vil gøre alt i min magt" sagde han stille. Han håbede underligt på at hans bekendtskab stadig var i live og stadig boede det samme sted som før, hvis ikke, ville Alexander få røven på komedie.. eller det var bare hans paranoia der sagde det, for i teorien vidste han ikke om han ville.

Alexander så mod Nika og et stykke ude i hans periferi kunne han skimte et dyr. Stille gik han op bag hende og så mod dyret " Nika... Der er en hjort lige der ovre, hvis vi er forsigtige..." sagde han stille og kastede svagt med hovedet og holdt blikket fast på hjorten der gik for sig selv. At dømme fra afstand var det en ung han, så der ville være et godt måltid i sådan en.

Nika kastede et blik over skulderen og sendte et lille, opmuntrende smil til Alexander. Hun vidste ikke hvem eller hvad dette bekendtskab var, men alle der var venligtsindede over for klanen, skulle være velkomne. I hvert fald hvis det stod til hende. I sidste ende ville det være Miranda, der afgjorde, om den såkaldte hjælp ville være til at stole på.

Med en kraftig håndbevægelse fik hun revet et bundt nælder fri fra jorden, men hun stivnede midt i sin bevægelse, som Alexander udpegede hjorten for hende. Hun lod nældebundtet falde og greb med en ganske, ganske langsom bevægelse efter sin bue, mens hun søgte hjorten med blikket. Vinden bragte dens duft med sig, og hun skævede kort mod Alexander, mens hun satte en pil på buen.

"Guide mig." Hviskede hun, idet hun tog sigte. Hendes syn var ikke, hvad det havde været, og hun måtte være sikker på at ramme plet første gang. Hjorten bøjede hovedet mod græsset - endnu uvidende om, at dens død var nær.

Nika var i teorien en af de få i flokken han havde snakket med og haft en reel samtale kørende med også, uden at der bliv alt for meget akavet stilhed mellem dem, hvilket der fra tid til anden har været mellem andre samtalepartnere han havde haft. Måske var det også fordi han mest holdt sig alene og derfor ikke vidste hvad man kunne snakke om?

Alexander så mod Nika der spændte buen og rettede den mod hjorten. Hendes ord fik ham til at nikke ganske kort, inden han gik om bag hende for bedre at kunne vurdere hvor hen hun sigtede. Tøvende gik han tættere på hende og holdt nærmest vejret som han stod der, kneb øjnene sammen for at koncentrere sig ”Lidt til venstre og lidt ned” sagde han stille med blikket rettet mod hjorten og pilens placering. Ikke en eneste lyd skulle komme fra dem eller noget i nærheden, for det mindste ville få hjorten til at indse der var fare på færde. Stille nikkede Alexander til Nika, som tegn på hun kunne skyde, for der var intet omkring dem der lavede den mindste lyd.

Nika rettede forsigtigt buen ind efter Alexanders instruktioner. Hendes blik var stadig fokuseret på hjorten og duften fra den, som hun stadig kunne fornemme, båret til hende af vinden. De var heldige, at vinden ikke i stedet bar lugten af dem til hjorten. Ud over lugten af menneske var der også den svage lugt af ulv ved dem, som bar varulveforbandelsen.

Hun lod pilen flyve og fornemmede med hvordan den hvislede gennem luften inden den slog ind i siden på hjorten som forskrækket sprang og løb et par meter før den faldt om i græsset. Lugten af dyr blev overdøvet af lugten af blod, og det gik pludseligt op for Nika hvor længe siden det var, de havde fået et stort måltid kød, hvor der havde været nok til alle.

"Vi fik den!" Udbrød hun, en mild jubel i hendes stemme. Hun løb hastigt gennem græs og træer for at nå hen til det døde dyr.

Alexander holdt øje med pilen, så hvordan den ramte dyret præcis hvor den skulle. Hjorten tog et par spring, men efter lidt tid faldt den om i græsset og tog det sidste åndedrag. Et bredt smil bredte sig på hans læber som han hørte Nika der nærmest jublede "Godt vi har en jæger som dig" sagde han med et kækt smil på læberne som han så efter hende da hun satte i løb mod dyret. Bag hende kom Alexander blot gående gennem græsset og træerne. 

Han satte sig på hug ved siden af dyret og greb fat i pilen, som han knækkede enden af "Hjort og hareragout... Mon ikke flokken kan blive mætte på det?" sagde han med et smil som han rakte harerne til Nika "Jeg skal nok tage hjorten" sagde han med et smil på læberne. Hvis Nika tog imod harerne, ville han gribe fat i hjorten og ligge den til rette, så den var til at kaste over skulderen når han kom op og stå. 

Nika kastede et kort blik over skulderen mod Alexander, som hun satte af sted. "Ikke så god, som jeg har været." Smilede hun. Det ville hun ikke være ked af i dag, for de havde fældet dyret, og alle ville være mætte i aften. Det svage syn var ikke så galt, at hun ikke nok skulle klare sig: hendes andre sanser var stærke.

"Hvis du ka' slæbe den.." Hun tog imod begge harer, og så ned mod hjorten. Det var alligevel et dyr af en imponerende størrelse, når man var tæt på, men Alexander skulle nok kunne bære den. Han var noget stærkere, end hun var. Hun kastede et kort blik op mod himlen - det var ikke så sent, at de ikke ville kunne nå at flå dyret tilbage ved højen, inden solen gik ned.

"Lad os komme tilbage til de andre." Forslog hun, mens hun ventede og så, om han kunne bære hjorten.

Svagt trak Alexander på skuldrene "Jeg syntes det var godt klaret" sagde han med et smil. Bevares nu vidste han ikke hvordan det havde været med hende førhen og af ren og skær respekt for hende, undlod han at spørge ind til det, for han ville så vidt muligt undgå at få uvenner i flokken. Et kækt smil spredte sig på hans læber "Jeg kan vel forsøge..." sagde han og kluklo kort inden han knækkede nakken og greb fat i hjorten. Okay, han måtte alligevel indrømme at den faktisk var ret tung, men så langt skulle de trods alt heller ikke.

Alexander rettede sig op og holdt hjorten over nakken og med et sæt ben over hver skulder. Med et skævt smil så han på Nika og begyndte at gå "Bevares så er det ikke den letteste hjort vi har fundet, men det er kun godt, for det betyder større måltid til flokken" sagde han med et smil som han begyndte at vende tilbage mod højen. Af og til måtte han dog stoppe for at få pusten, for Alexander var ikke i den bedste form længere, men det handlede bare om han skulle vende sig til det igen, så kunne han nok klare det. 

Et lille smil spillede om Nikas læben. Den simple glæde og tilfredsstillelse ved jagten, fik glæden til at bruse i hendes krop og hun kunne mærke, at hendes hjerte stadig slog hurtigt, som det havde gjort siden hun hørte pilen suse gennem luften. Hun tog en dyb indånding og begyndte at vandre af sted gennem de spredte træer. Bag dem kunne hun se de åbne vidder og enge: vejen til Ulvehøj.

"Sig til, hvis du får brug for en pause." Sagde hun med et lille blik over skuldren på Alexander. Han så ud til at have lidt en en kamp med at balancere dyret på skulderen, for det var ikke en lille hjort. Men fremad gik det, skridt for skridt.

Harerne dinglede stadig fra hendes hånd og blæsten havde rusket i hendes hår, så det strittede til alle sider, da de endelig fik højen inde for syne. "Kun et lille stykke endnu." Kaldte hun efter Alexander. Hun glædede sig til at se den simple glæde, deres fangst ville bringe varulveklanen.

Alexander kunne mærke hvordan hans blod nærmest løb rundt i kroppen på ham, glæden over at have nedlagt et bytte stort nok til at der var mad til alle, var nok det bedste der var sket længe, men havde det ikke været grundet Nika's bue, så havde det kun været de to harer. 

Et smil kom frem på hans ellers anstrengte ansigt "Jeg skal nok klare mig, lidt endnu i det mindste" sagde han efterfulgt af et svagt grin. Han ville lyve hvis han sagde dette var let, men hans stolthed bed ham lidt i røven og derfor var han fast besluttet på, at han ville tage dyret hele vejen uden en pause. 

Alexander så op mod Nika der var nogle skridt foran ham og sukkede nærmest lettet op "I guder" sagde han stille til sig selv som han bed smerten i sig og kæmpede for det sidste stykke. Tanken om hvad de andre i klanen ville sige når de kom tilbage, var det sidste skub der skulle til for han ville klare den. Stadig et stykke endnu, holdt han sig gående.