Det var ved at være slut nu. Balthazar havde forsøgt at få det bedste ud af sit nye værktøj, men indtil videre havde det egentlig mest bragt hans politiske magt, sikkerhed og velvære i iføre og han var træt af, at han flere gange havde været nødt til at straffe dyret for at have gjort noget forkert og dumt. Dét, og hans mandskab var ikke super glade for at have et uvilligt individ med på skibet. Nogle folk løj Balthazar over for, så de ikke vidste hvor forfærdelig en mand han kunne være, og det var efterhånden ved at blive svært at holde facaden mens han var nødt til at gøre et godt værktøj ud af Zofrost. Så var det nemmere at have en allerede trænet dræber, samt at få flere ressourcer ud af det.

Det var endt med at han havde fået adgang til en kontakt. Ikke én han kendte personligt, men han var blevet sat i forbindelse med manden fra en anden mere pålidelig bekendt. Og det havde ledt ham til en handelsaftale ved Azurien, inde ved bredden, dog uden for civiliserede områder.
Her stod han, med Dræberen og ventede. Zofrost havde intet fået at vide om dette, det behøvede han ikke. Det der var vigtigst var at Balthazar kom herfra med en god handel.
Som den fremmede mand kom, lyste Balthazar op i et stort smil og hilste på ham, høfligt og venligt for en person af hans kaliber af sindssyge. "Så hvad har De at give for sådan et pragteksemplar her?" han lavede en ret åbenlys gestus mod Zofrost, ligeglad med hvad end der kom for nogle indvendinger fra Dræberen.

At finde ud af hvem mandslingen havde tilhørt havde taget noget længere tid end Valkar havde ventet. Men at finde ud af at den store Balthazar var manden der holdte snoren, havde dog været noget af en overraskelse. En overraskelse der på ingen måde var blevet mindre med Thanos uvilje i at forsøge at bortføre mandslingen fra piraten. I det mindste havde det ikke været så besværligt at få stablet en handel på benene, for tilsyneladende var mandslingen faldet i unåde. Det sagde rygterene trods alt. 

Dog havde Thanos været noget mere brugbar i at skaffe en snigmorder der kunne handles væk. Muligvis havde det krævet at Thanos havde myrdet mesteren til den unge kvinde, men den salgs var trods alt bagateller. Om hun havde sværget evig hævn mod hendes mester morder eller ej, interesseret Valkar ikke det fjerneste. Lige nu handlede det om at skaffe sig en vagthund. 

Azuriens ingemandsland var ganske passende som baggrund for den kommende handel. Med et venligt udseende smil på læberne begyndte Valkar at forklare sin del af handlen. "Som nævnt tidligere er her en yndig ung dame, som er ganske dygtig med en kniv, hun ved at de kan hjælpe hende med at opnå de ting hun ønsker og har set ganske meget frem til at møde dem" Den unge kvinde, en halvelver der lignede hun mest af alt lige kunne være en ung voksen, nikkede kort som svar. Hun virkede som et stille væsen. "Åh og en pose krystaller, samt en flaske vin. Det ville være en skam hvis de ikke havde noget at fejre den gode handel med" Muligvis havde de aftalt mindre, men at kunne have den frygtede piratkaptajn Baltazar som kontakt kunne godt blive brugbart på længere sigt.
"Det lader til at vi har en aftale" kom det med et glubsk smil som Valkars hånd fandt Piratens.

Zofrost havde meget hurtigt opfanget, at der skulle ske et eller andet, men hvad var der selvfølgelig ingen der fortalte ham om. Nej, han var blevet sendt ned i en robåd og kunne bare lade sig transportere af den store pirat ved årerne og Balthazar ved siden af sig. Inde på land blev piraten ved båden og Zofrost fulgtes med Balthazar lidt længere ind på stranden, hvor de stoppede op. Og ventede. 
Zofrost hadede ikke at vide, hvad der skulle ske. Skulle han i kamp eller var det et venligt møde? Hvad skulle han forberede sig på? Han flyttede lidt uroligt på sig i sandet, stirrede lidt ned på sine bare tær, inden han igen lod blikket glide over omgivelserne, vagtsom. 

Endeligt dukkede der to personer op. En slank kvinde og en høj mand, og Zofrost kunne straks mærke blodet forlade sit ansigt. Manden med vingerne. Manden Balthazar havde bedt ham bryde ind ved og stjæle en eller anden kugle af metal, der gik i små stykker, da han tabte den, da han blev angrebet. Han var kommet derfra med alle smådelene skåret ind i kroppen og læberne syet sammen. Han havde selv måtte skære hver eneste del ud af sit eget kød.
Tanken gav ham kvalme, men det var ikke der, frygten kom fra. Nej, ville manden klage til Balthazar? Og hvad ville han finde på for at straffe sin ulydige slave? For et øjeblik havde han et helt forkert udtryk i ansigtet, inden han skyndte sig at sænke hovede og lade det lange løse hår dække så meget som muligt. Lige meget hvad, de to mænd skulle mødes om, kunne han ikke ændre noget.

Men som de første ord blev udvekslet blev han endnu mere bleg og hjertet kravlede op i halsen af ham. Balthazar var ved at sælge ham til manden i bytte for kvinden. Han skævede hurtigt til hende, men hun så ikke ud til at have noget i mod byttehandlen. Langsomt sank han en klump og så de to mænd give håndslag på handlen. Det var blandede følelser, der løb igennem ham. Det var ikke tårer, han ville fælde over at komme væk fra den sindssyge dæmon, men med det, den anden allerede havde udsat ham for, virkede det ikke til, at han kunne se frem til en bedre herre. Men betød det overhovedet noget?

Den lille bog blev hevet frem og straks var Zofrosts blik fastlåst på den. Bogen, der kunne fortælle ham om hans liv. Hvem han var. Men som ingen ville vise ham. Han fugtede kort sine læber, uden rigtigt at følge med i det ritual, der ville binde ham til en ny herre. Han havde hørt det så mange gange før.
Det var først, da smerten fra kniven, der skar hul i hans underarm, trak ham ud af sine tanker, at han så op igen. Han skulle dele blod med sin nye herre, så piraten skar også en flænge i hans arm, inden han pressede dem sammen og lagde sin egen blødende hånd oven på. Ordene der blev udtalt, lød ikke som piratens egen stemme, men som om at magien fra bogen tvang de uforståelige ord ud af munden på ham. 
En brændende fornemmelse spredte sig igennem Zofrost og hans ben havde nær givet efter, en svag lyd forladende ham. Men ubehaget var kort. De to andre mænd ville kun mærke en let svimmelhed, som den ene måtte give slip på forbindelsen med slaven og den anden modtog den.

Så snart han kunne, flåede han armen til sig og kunne se såret begyndte at lukke sig lige så stille. Balthazar var ikke længere hans herre, hvilket hans indre kompas også fortalte. Svimmelheden fortsatte lidt endnu, som han kunne mærke skiftet fra Balthazar til den anden mand. Han ville nu altid vide, hvor den nye herre befandt sig. 
Han blev stående for et øjeblik, men flyttede sig så langsomt over ved siden af den nye herre. Balthazar havde ikke længere noget at sige, kunne ikke bestemme over ham. Om den nye herre var bedre eller værre måtte han finde ud af med tiden, men han var lidt lettet for at være sluppet væk fra piraten. I det mindste var han nok fri for at skulle sejle mere. 
Hans blik fulgte bogen, som den skiftede hænder og han følte kort for at prøve at tage den. Kort blottede han tænderne og knyttede hænderne, men blev stående. Han havde prøvet det før og det gik altid galt. Så den korte anspændelse i hans krop forsvandt igen og han sænkede blikket til sandet. Solgt igen. Holdt det nogensinde op?

Men det var lige meget. Og han kunne ikke gøre andet end at følge tavst med sin nye herre, da han vendte om og gik ind mod land igen.

Jeg kunne ikke lige få lov til at afslutte i mit svar, så, nu, afslutning!