Hector så skiftet i Junos øjne næsten med det samme, og pludselig havde han glemt alt om at være nøgen og liderlig og akavet og flirtende. Det var én eneste ting, der betød noget lige nu, og det var Juno og at få ham til at have det godt igen.
"Selvfølgelig kan jeg smadre dig," sagde Hector og smilede drilsk og puffede let til Junos skulder. "Kan du ikke huske den gang på Svinet, hvor du væltede min øl, fordi du skulle spille idiot? Det var sgu da mig, der vandt den slåskamp! Eller det
ville jeg have gjort, hvis den narrøv til dørmand ikke havde blandet sig." Han lo, og det var faktisk en helt reel latter, der kom over ham, mens han huskede den aften. "Og så stjal du fandme hans pung, mens han smed os ud! Det er det sygeste trick, du nogensinde har lavet, chef. Det var den aften, jeg vidste, du var min bedste ven. Jeg havde sgu aldrig set noget så smukt i hele mit liv!"
Hector blev ved med at le ved mindet om, hvordan de havde gemt sig i en gyde og lyttet til dørmanden, der bandede og svovlede over sin stjålne pung. Det havde været en tung en af slagsen endda, og de havde taget alle pengene med til en anden kro og drukket dem op (udover den slat, de lagde til side til at købe mad til ungerne i banden for). Hector og Junos forhold havde været ret svingende indtil den aften; de var gået ud sammen for at forsøge at løse det, så de konstante skænderier og slagsmål kunne høre op bare en lille smule, og hvis det ikke havde været for den hændelse med dørmanden, så havde de nok ikke kendt hinanden i dag. Men den næsten morgen var alt anderledes, og intet kunne skille dem ad længere.
Broerne brænder, vi drikker vin og danser tæt, bygger luftkasteller, lever og elsker som mennesker. Du er bekymringsløs, det er jeg vild med, jeg elsker den måde, du er dig på... Jeg tror, jeg kender dig